All language subtitles for Badehotellet.S08E01.DANISH.720p.WEB.H264-BALLIN_track3_dan

Han er deroppe.

— Han er her ikke.
— Jo. Kig i radiostuen.

Jeg kigger på fars værelse.

Det var det, jeg sagde.
Han er ikke her.

Jeg går ned, Severin.

— Hjalmar? Er du her?
— Ja. Jeg er lige kommet.

Drengene og jeg leger skjul.
Vi troede slet ikke, du kom i år.

Jeg sagde nej, da Amanda fortalte,
at tyskerne var på Hotel Udsigten.

Du skal vide, at vi har besluttet
ikke at tale om dem.

Tyskerne har været her i et år,
og vi har allerede affundet os.

— Vi lader, som om de ikke er her.
— Ja, for så er de her ikke.

— Du var måske på vej i seng?
— Nej, jeg skifter til noget bekvemt.

— Fundet!
— Har I set, hvem der er kommet?

Dav, onkel Hjalmar.
Er du på vej i seng?

— Nej, jeg er bare ved at skifte.
— Weyse, for fanden.

— Hvad siger De så?
— Hvor har De dem fra?

— Hvad fanden, er De her?
— Jeg er lige kommet.

— Jeg er ikke på vej i seng.
— Ud med os, så onkel kan skifte.

— Vær rar at lukke døren.
— Smut ned og find badetøj.

Så går vi til stranden.
Nå, må jeg så høre.

— Hvor har De dem fra?
— Forbindelser.

— Som jeg lige får adressen på.
— Vil I lukke døren?

Goddag.

— Det ser ellers godt ud.
— Nå, det er bare ...

— Ja, det er bare ...
— Skal De bo her?

Nede for enden ad gangen, sagde de.

— Goddag.
— Goddag.

— Hvad laver De?
— Jeg troede, det var mit.

— Det her er nummer syv.
— Det skulle det vist også være.

— Der står otte på Deres nøgle.
— Det gør der sandelig også.

Det er lige herovre.
Undskyld, frøken.

Værelse otte.

— Ham den nye, hvem er han?
— En docent Villumsen fra København.

En lærd!

Som ikke kan kende forskel
på syv og otte.

Hvor længe skal du flagre
med de flasker? Kom ind!

— Sæt dem i dagligstuen.
— Nej, din nye gæst så tørstig ud.

— De bliver drukket hos mig selv.
— Pjat med dig. Kom nu.

— Er værelset tilfredsstillende?
— Ypperligt. Dejligt sted.

Tak.

Jeg glemte at fortælle, at hotellet
længere nede ad stranden —

— blev i forår overtaget af tyskerne,
men ingen grund til bekymring.

Der er halvanden kilometer derover,
så vi regner ikke med at se dem.

— Hvad laver de derovre?
— Det ved jeg ikke.

Nå, men jeg syntes,
De skulle vide det.

Øjeblik. Den unge pige overfor.
Jeg kom til at brase ind.

— Jeg nåede ikke at sige undskyld.
— Det er Bertha Frigh.

— Hendes mor bor lige ved siden af.
— Nå, mor er lige ved siden af?

Praktisk.

— Jeg er klar, drenge.
— Det er bare mig.

Jeg glemte at aflevere den her.

Jeg blev forundret, da Helene
ringede. Jeg troede, hun var med.

— Hendes moster har guldbryllup.
— Du skulle ikke med?

Nej. Jeg kom til at love drengene at
tage herover, når de fik sommerferie.

— Jeg husker Helenes moster som ...
— Ja, pragtfuld. Frygtelig ærgerligt.

— Hvad har vi her?
— Det er fra Gyldendal.

— Helene fortalte om dine memoirer.
— Nå, det har hun røbet?

Ja, det havde jeg forsvoret, men
så stod jeg med direktør Andersen.

— Ingeborg Andersen. Kontant dame.
— Du ved, hvordan det er.

Man står med hvert sit glas,
og hun siger venlige ting om mig —

— og spørger så:

"Har De aldrig overvejet at dele
Deres erfaringer med de læsende?"

— Nå, så det kom fra hende?
— Jeg sagde, tanken lå mig fjernt.

Jeg er skuespiller, ikke forfatter,
men så ringer hun en dag —

— og fanger mig i et svagt øjeblik.

— Så du lod dig overtale.
— Jeg møder jo så mange, som spørger:

"Hvordan kan De fremstille
alle de karakterer?"

Så måske ligger der trods alt
en forpligtelse.

— Far! Vi står dernede og venter!
— Jamen dog.

— God fornøjelse, drenge.
— Kom nu.

Jeg kommer, men far har lige
fået en gave, jeg skal se hvad er.

— Det er ikke din fødselsdag.
— Er det ikke?

— Nej, det er det ikke.
— Nå. Jamen ...

Så må det jo vente.
Hvem kommer først?

— Hun kommer nu. Hvor er hr. Dupont?
— Han er derude.

Jeg kan ikke finde noget,
der kan redde os.

— Fru Andersen!
— Hvordan står det til?

Tal ikke om det.
Jeg skrev rullesteg på —

— men tirsdag er kødløs dag.

— Dagene flyder lidt sammen.
— Hvem ser, hvad vi serverer?

Regler er altså regler. Det nytter
ikke, at vi bare lader som ingenting.

Det er jo tirsdag i dag.
Mangler De grønsagsretter?

— Fru Andersen. De er tankelæser.
— Jeg har skrevet tre ned her.

Det er ikke kød,
men spinaten står så flot derovre.

— Fru Andersen, er De her også?
— Jeg er lige ovre at hilse på.

Tillykke med Deres søn
og svigerdatter.

— Har De et bryllupsbillede med over?
— Edith!

Nej, desværre. Det skulle jeg
have tænkt på, nu I kender Nanna.

— Så hun sød ud?
— Ja, yndig. De var meget glade.

— Kan vi få et par kopper kaffe ind?
— Ja, det skal vi nok.

Og lagkage. Bare til mig og Bertha.
Hils Deres mand.

— Ja, og hils brudeparret.
— Det varer lidt, før jeg ser dem.

De er flyttet til Aalborg. Leslie er
blevet bestyrer af vores filial der.

Nanna ville vist helst blive
i Jylland.

— Fru Frigh havde håbet, at han blev.
— Godt, hun har Bertha.

Hun er også flyttet. Hun har fået
et værelse hus fru Ploug.

Det lå tættere på studenterkurset.
Det hørte jeg hende sige.

Bertha har fortalt, at der er
en ny gæst på værelse otte.

— Er der det?
— En docent Villumsen fra København.

— Docent i hvad?
— Arkæologi.

— Det siger du ikke. Arkæologi?
— Nu skal du ikke plage ham.

Nej. Tænk, at vi igen i år skal have
en fremmed gæst på værelse otte.

Forhåbentlig bedre end ham sidste år.

— Det må man håbe.
— Det var ikke for at rippe op.

Det gør ikke noget.

Den rigtige Johan Ramsing,
som vi mødte i toget —

— har De ellers set noget til ham?

Ja, en enkelt gang,
hvor jeg hilste på hans hustru.

Nå, Bertha.
Kaffen er ved at være klar.

Nå. Han var gift.
Han var ellers så sympatisk.

Jeg troede lige,
han kunne have været ...

Det er da klart, du troede, men mon
ikke fru Frigh fik nok sidste sommer?

— Fru Fjeldsø ...
— Du kender hende.

Ja, det gør jeg.
Hun ved, hvor det sårer mest.

— Hun tænker ikke så langt.
— Det er min egen skyld.

Jeg skulle aldrig
have fortalt dem historien.

Du har ikke fortalt, hvor mange penge
han fik narret fra mig, vel?

Selvfølgelig har jeg ikke det.

Ingen vil kunne forstå,
at jeg har givet det beløb fra mig.

Det gør jeg ved Gud heller ikke selv.
Hvis du vidste ...

— Nej, det kan være lige meget.
— Hvad?

Banken var lige ved at lukke
for kreditten på grund af krigen.

Varemangel. Det parti tobak,
jeg betalte ham for at skaffe —

— men aldrig fik.

50.000 kan lyde overkommeligt
for en virksomhed som vores.

Det er prokurist Bertelsens gage i
fire år, men for dem var det dråben.

Du tænker da ikke på
at sælge eller lukke?

— Mor, gør du?
— Banken har givet os et halvt år.

Hvis ikke jeg får rettet op
på økonomien ...

Jeg lovede mig selv ikke at tale om
det. Det skal ikke ødelægge ferien.

Bertha, jeg har sådan glædet mig til
nogle dejlige uger sammen.

Hallo?
Edward, nyder I det deroppe?

Jeg har lige åbnet pakken
fra Gyldendal, som du sendte over.

— Jeg tænkte, det var vigtigt.
— Ved du, hvad det var?

— Poul Reumerts erindringer.
— Sødt af dem.

Sødt? Indeni lå der et uforskammet
brev fra en eller anden kontorist.

De håbede, at bogen var
til inspiration. Inspiration?

— Det var vel venligt ment.
— Der er mere endnu.

Det unge menneske tillader sig ved
Gud også at rykke for manuskriptet.

— Hvornår har du lovet at ...?
— Vi snakkede løst om ... i foråret.

— Man kan vel kalde det sommer nu.
— Netop, og jeg har ferie.

Det skal der ikke laves om på,
fordi en praktikant vil hundse.

De får den bog, når jeg er klar,
ikke et sekund før.

— Hør lige direktør Andersen.
— Skal jeg klage?

— Nej, nej. Du kunne måske høre ...
— Ja, det er rigtigt, Helene.

Der bør statueres et eksempel.
Også med den bog.

Hvem ved deres fulde fem tror,
at jeg kunne finde på —

— at læse Poul Reumerts erindringer?

Selleribøf, bønnekarbonade
eller fransk spinatbudding?

— Du vælger.
— I morges faldt det ikke i god jord.

Behøver vi tale mere om det?
De lyder gode, alle sammen.

Det er ikke min fortjeneste.
Det er fru Andersen.

Hvad er det for nogle glasskår
ude i gården?

— Et vindue, der gik i stykker.
— Det har jeg ikke hørt om.

— Hvornår? Hvordan?
— Er det vigtigt? Det er repareret.

— Jeg spørger bare om nogle glasskår.
— Ja. Undskyld.

Er det Hotel Udsigten?

Amanda, alle gæsterne er kommet,
og ingen taler om det.

De får et skønt ophold.

Nu laver jeg fransk spinatbudding,
og så bliver der ikke et øje tørt.

Jeg vil bare sige goddag.
Lydia Vetterstrøm Ploug.

Jeg er her med min søster.
Vi har kommet her i årevis.

— Claus Villumsen.
— Er der nyt fra Jelling?

— Jelling?
— Ja, nu De er arkæolog.

— Det kunne være, De vidste noget.
— Nå, Jelling!

— Nej, desværre. Ikke noget nyt.
— Nå, nå.

— Men hvis De hører noget, så ...
— Ja, det kan De tro.

Hele nationen er jo
spændt til bristepunktet.

— Jeg er nok den mest spændte.
— Selvfølgelig er De det.

Det er et vidunderligt fag,
arkæologi.

Tænk at være med til
at udgrave fortiden.

"De higer og søger i gamle bøger."

"I oplukte høje med spejdende øje."
Er det ikke sandt?

— Så sandt, så sandt.
— Jeg skal ikke forstyrre mere.

— Det gør ikke noget, fru ...?
— Ploug. Født Vetterstrøm.

Gift Ploug.
Min mand var læge.

Hvad sker der i Jelling?

— Hold nu op, Georg.
— Må man ikke pille ved sin kone?

— Der er jo ikke nogen!
— Du trænger til en kold dukkert.

— Nå, kan du mærke det?
— Sidder du her, Bertha?

Ja.
Det gør jeg.

Nej, hold nu op.

De skal ikke til stranden, frøken?

Det plager ikke gæsterne,
at tyskerne bor hos naboen.

Her lader man sig ikke distrahere
af virkeligheden.

Er det det, man kalder dansk hygge?

Hvad læser De?

— "Kemi". Hold da op. Frivilligt?
— Ja, hvis jeg kan få lov.

Jeg hader kemi.
Jeg har altid undgået det.

— Kan man det som arkæolog?
— Det er lykkedes mig.

Forresten: Undskyld,
at jeg brasede ind på Deres værelse.

Det skal aldrig ske igen.
Det lover jeg.

— Medmindre jeg bliver inviteret.
— Det er nok ikke sandsynligt.

Hvad laver tyskerne derovre?
Er det bare indkvartering?

— Hvorfor spørger De ikke?
— God idé. Vil De med?

Fint.
Så går jeg alene.

Men vi bader sammen bagefter, ikke?
Vi ser lige, om vejret holder.

— Hvad er det med dig i dag?
— Jeg er på ferie.

Prøv lige at se deroppe.

— Står de og kigger med kikkert?
— Det ser sådan ud.

— Det skal de fandeme da ikke.
— Georg, lad nu være.

Georg!

Hvad fanden er det, I laver?
I skal ikke stå og glo på os!

Skrub hjem til jer selv!
Nå, det er sjovt?

Så skal jeg forklare det.
I skal ikke glo på min kone.

Så får I røvfuld.
Forstår du det?

— De forstår det.
— Ham fjolset forstår ikke en skid.

Den anden har sagt undskyld.
Kom nu.

— Lige hernede?
— Ja, fandeme.

Det var da vanvittigt provokerende.

— Hvad sagde du til dem?
— Ikke noget. De var gået.

Jeg kunne se dem mod Hotel Udsigten.

Det var to unge, der kedede sig.

De har ret. Efter at Deres mand
satte dem på plads ...

— Den ene sagde undskyld.
— Det var der da også god grund til.

— Hvornår skal vi spille fodbold?
— Nu. Sophus Krølben er på vej.

Hvad, kender I ikke ham? Han var
meget stor, da far var dreng.

Han scorede ti mål mod Frankrig
i 1908.

— Far, hvad sagde du til dem?
— At de ikke skulle glo på os.

Ellers ville han give dem røvfuld.
Heldigvis på dansk.

— Jeg håber ikke, de forstod det.
— Kunne jeg, sagde jeg det på tysk.

Det eneste, jeg ikke har brug for,
er problemer med tyskerne.

— Hvordan kan far råbe ad dem?
— Når først han går i gang ...

Hvad sker der? Sidste år
arbejdede han sammen med dem.

Og nu hader han dem.

Obersten begik en stor fejl ved
at tvinge ham til at bygge færdigt.

Sådan noget glemmer din far ikke.
Tyskerne er fortid.

Jeg skal bare nævne dem,
så får jeg et fur.

Amanda, du får ikke problemer på
grund af det her. Det tror jeg ikke.

Jeg er glad for,
han ikke arbejder for dem mere.

Jeg blev nervøs, da jeg så ham med
to flasker cognac. Hvor er de fra?

Du ved, der er steder,
hvor man kan tuske sig til den slags.

Din far bliver ikke en engel
fra den ene dag til den anden.

Andersens Badehotel.

Fru Frigh? Et øjeblik.
Nu skal jeg se, om hun er her.

Jeg har lige fået en besynderlig
opringning. Du gør dig ingen anelse.

— Det var fra arresten i Skagen.
— Arresten?

Ja, Bertha. Fængslet i Skagen
har anholdt Henrik Simonsen.

— Din nabo hjemmefra?
— Ja, for sortbørsvirksomhed.

Undskyld, det er bare ...
Den pæne enkemand.

Jeg sagde, det var en misforståelse,
men de greb ham på et hotel.

Hold da op.
Hvorfor ringer de til dig?

Hr. Simonsen vil tale med mig.
Men hvorfor?

Vi har aldrig været på andet end nik
i 20 år.

— Han har gået og drømt om dig.
— Vrøvl.

— Han drømmer kun om sine roser.
— Hvad vil du gøre?

Hvad kan jeg gøre?
Jeg må vel låne en cykel.

— Du skal ikke til at cykle derop nu.
— Hvad er det for en tid, vi lever i?

En ortopædkirurg fra Gentofte
bliver taget i sortbørshandel!

— Du har ikke hørt, hvad der er sket.
— Har vi ikke snakket nok?

— De ser gode ud. Gør du dem klar?
— Ja. Hvad er der sket?

Ikke noget.

To tyskere stod og gloede
på hr. og fru Madsen bade.

— Er det rigtigt?
— Hr. Madsen skældte dem huden fuld.

— Og hvad så?
— De er væk.

— Der er ingen grund til at sladre.
— Hvorfor kigger du på mig?

— Hvorfor mon?
— Piger, nu skal I se.

— Fransk spinatbudding a la Dupont.
— Hvor er den flot.

Du tror,
jeg render op og siger det til alle.

Gæsterne har besluttet ikke
at tale om dem på Hotel Udsigten.

— Som om jeg ikke ved det.
— Når du lige bliver mindet om det.

— Hvem var kaffen til?
— Hvor skulle jeg vide det fra?

Ja?

Det ér da to sjæle, en tanke.
Jeg skulle lige til at bestille.

Der er også en lille kage.

Hvor ser det dejligt ud.
Tak skal De have.

Den lille buket, der stod her,
da jeg kom, er det også Dem?

Det tænkte jeg nok.

Jeg har været spændt på,
om Deres beslutning om —

— at afsløre tyskernes planer inden
for skoleområdet gav problemer.

— Snarere tværtimod.
— Hvad skal det sige?

Sæt Dem lige et øjeblik.

Min lille henvendelse til
lærerforeningerne har båret frugt.

Alle er opsatte på at holde tyskerne
langt væk fra den danske skole.

— Det er Deres fortjeneste.
— Måske.

Men det er for tidligt at glæde sig.

Jeg er gennem min fætter i Norge
orienteret om, hvordan det står til.

De forlanger et partimedlem i toppen
af alle organisationer og kræver —

— at al undervisning sker
efter nazistisk forbillede.

— Det vidste jeg ikke.
— Det ved skolefolkene heller ikke.

Jeg har lovet at forberede dem ved
at indsamle oplysninger deroppefra.

Hvordan vil De gøre det
med brevcensuren?

Der rammer De et ømt punkt.
Det skal jeg finde ud af.

Hvis De på nogen måde
har brug for hjælp —

— kunne jeg spørge fru Berggren,
om jeg måske ...

— Mener De det?
— Ja, det gør jeg da.

— Edith fortalte om tyskerne.
— Hvor har hun hørt det?

Du kender Edith. Store ører.
Vi talte om det. Ingen siger noget.

Jeg håber ikke, vi skal have dem
derovrefra rendende hver dag.

Jeg fik en tanke.
Kan du tale med løjtnanten om det?

— Løjtnanten?
— Han er stadig i Skagen.

Han kan tale med dem. Jeg tror godt,
han vil hjælpe, hvis det er dig.

Han var ikke så slem, som vi troede.
Ring og hør.

Det nytter ikke. Philip,
jeg kommer ikke til at ringe til ham.

Så siger vi det.
Det var også bare en tanke.

Der er ... Der er noget,
jeg ikke har fortalt dig.

De glasskår ude i gården ...

Da jeg kom herover
for en måned siden ...

Jamen det var da heldigt,
han kom forbi.

Han har været forbi en gang om ugen.

Det er løgn. En tysk løjtnant
har passet på dit hotel?

— Sødt.
— Det er ikke sødt. Det er sygt.

— Han har ikke glemt dig.
— Nej.

Og derfor skal jeg på ingen måde
begynde at ringe til ham.

— Har du talt med direktør Andersen?
— Vi har lige ringet af.

— Hvad sagde hun?
— Hun var særdeles venlig.

— Så hun var med på, at du ventede?
— Nej. Hun vil have den bog.

De har de største forventninger.
Større end til Poul Reumerts.

Det skal jeg høre på. Selvfølgelig
er forventningerne større.

— Det er klart. Hvad med din ferie?
— Det er bagsiden af et stort talent.

Man kan ikke være i fred. Alle vil
have del i det og bore i det —

— til intet er tilbage, og siger man
nej, venter de til en dag —

— hvor man er uopmærksom.

— Din sommerferie, Edward.
— Den er aflyst.

Direktør Andersen mindede om,
at kontrakten siger den 1. februar.

Du sagde,
I havde en løs aftale om foråret.

Kontrakt?
Hvad for en kontrakt?

Den, vi indgik,
da jeg bad om forskud.

— Forskud? Har du også fået det?
— Jeg sagde nej til film i efteråret.

Der er en kilde, som er tørret ud,
og din fødselsdag var ikke gratis.

Jeg havde undværet den, hvis pengene
kom fra en bog, du ikke har skrevet.

— Ja, ja. Nu skriver vi den.
— Vi?

Jeg skal ikke gøre det alene.
Jeg kan ikke tænke og skrive.

— Hvad med drengene?
— Ingen af dem kan skrive.

— De glædede sig til sommerferie.
— Vi arbejder lidt hver morgen.

Men inden du kommer:
Alle fotografier skal med.

— Alle sammen?
— Ellers husker jeg ikke mine roller.

Udklipsmapperne ligger i skabet
under reolen. Tag dem alle sammen.

Også dem fra min mor. Jeg kan huske,
at min debut vakte stor opsigt.

"Født til teater," skrev Hans Brix.

Sig mig, kunne det være titlen?
"Født til teater".

— Har De været ude at grave?
— Grave?

— Er det ikke derfor, De er her?
— Nej, jeg er på ferie.

Det er docent Villumsen.
Det er min søster.

Goddag.

Han lovede at holde mig
underrettet om Jelling.

— Så godt jeg nu kan.
— Hvad sker der der?

Har du ikke læst det?
De leder efter Gorm den Gamle.

— Er han da blevet væk?
— Jeg forstår ikke hysteriet.

Det er da spændende, om de finder
hans jordiske rester i Sydhøjen.

Der er vigtigere ting
at være optaget af disse dage.

Og hvis de finder ham, hvilket
videnskabeligt formål tjener det så?

Det må du spørge docenten om, Olga.

— Det videnskabelige formål?
— Ja.

— Goddag igen, frøken.
— Goddag.

Docent Villumsen er ved at fortælle
om Gorm den Gamle i Jelling.

Vi kan lige nå at høre før middagen.

Middag, er det nu?
Så må De lige have mig undskyldt.

Det er vidunderligt
at være sammen med en fagmand.

Så har jeg været derovre.
Så langt, jeg kunne komme.

De har spærret af
med bom og vagtposter.

Det virker ikke, som om de bygger
noget. Det er mandskabsforlægning.

Allerede? Jeg er lige kommet. Skulle
jeg ikke kigge derover i morgen?

Hvordan forklarer jeg så
den kønne pige, at jeg rejser?

Malplaceret humor.
Det er modtaget.

Skulle vi ikke spørge englænderne,
om jeg ikke skulle blive et par dage?

Det skulle vi åbenbart ikke.

Har De bemærket, hvor stille her er?
Der er ingen forstyrrende musik.

— Weyse putter jo børnene.
— Måtte det vare ved. Så.

Fru Frigh?
Det er Dem, der lægger ned.

Undskyld.

— Ønsker De kaffe?
— Ja tak.

Øjeblik.

Jeg kan ikke lade være med
at tænke på hr. Simonsen.

Havde jeg bedt om hjælp,
var han kommet med det samme.

— Jeg lader ham sidde i kachotten.
— Det er altså ikke dit ansvar.

— Hvor bliver Weyse af?
— Han putter drengene. Kært.

Vorherre bevares.

Har De hørt radio?

Jeg ved snart ikke,
hvad vi skal med statsradiofonien —

— når tyskerne skal godkende alt.

De forlanger forståelsesudsendelser.

— Hvem forlanger hvad?
— Tyskerne.

De forlanger, at udsendelserne roser
deres krigsførsel.

— Det klæder Dem at være vred.
— Er De ligeglad?

Må tyskerne gøre, hvad de vil,
bare De har arkæologi?

Det næste er nok, at radioen skal
rose Hitlers korstog mod Rusland.

Hvordan kan den mand blive ved med
at åbne front efter front?

— 4 mio. mand af sted mod øst.
— Vi skulle lade tyskersnakken ligge.

Som jeg forstod aftalen, skulle vi
ikke omtale dem på hotellet.

Det kan ikke være rigtigt, at vi
ikke kan tale om uhyrlighederne.

— Er Weyse faldet i søvn deroppe?
— Gå op og se.

— Tager man selv en drink?
— Ja, ved det lille bord.

Der er noget sherry derovre
og noget portvin.

Og cognac, Georg.

Ja, og De er velkommen til
at tage et lille glas cognac.

— Jeg kan meddele, at børnene sover.
— Dejligt, at Deres kone kommer.

Det har De fuldstændig ret i.
Hun er savnet.

I wonder where my baby is tonight.

I wonder how my baby is tonight.

I wonder where she's gone
and how she's getting on.

I wonder where my baby is tonight.

I wonder who my baby's holding tight.

I wonder where she's gone
and who she's looking on.

I wonder where my baby is tonight.

Deres hustru er i telefonen.
Skal hun ringe senere?

Nej, nej, lille frøken.
Jeg tager hende med det samme.

— I wonder where my baby is tonight.
— Edward?

— I wonder where my baby is tonight.
— Edward, hør lige.

Ja, min elskede.
Er du på vej?

Siden vores snak er mine memoirer ved
at materialisere sig.

— Jeg har så mange idéer.
— Edward ... Der er sket noget.

Sket?
Hvad er der sket?

Jeg ved ikke, om jeg tør fortælle
dig det i telefonen. Tør jeg?

— Han siger, det går. Svend Damm.
— Hvad laver han hos dig?

— Politiet er efter ham.
— Hvorfor er de det?

— De spærrer ham inde med de andre.
— Jeg forstår ikke et ord.

De har taget kommunisterne, efter at
Hitler er gået i krig med russerne.

— Hvad har det med Svend at gøre?
— Han er medlem af Kommunistpartiet.

— Det må du da vide, Edward!
— Næh.

— Når han snakker politik, går jeg.
— Han kan ikke være andre steder.

Jeg kan ikke komme over på fredag.
Han er eftersøgt.

— Han kan ikke gå på gaden!
— Det kan ikke være din mening.

— Find et andet sted til ham.
— Han er en af vores venner!

Du må finde et andet sted. Han skal
ikke bo hos os, når du er alene.

Jeg har kendt ham længe. Når han får
noget at drikke, smider han tøjet.

— Svend vil lige tale med dig.
— Du hælder ikke spiritus på ham!

Edward, gamle dreng.
Det er sgu pænt af dig.

Sig til,
hvis jeg kan gøre noget til gengæld.

Jeg kunne male din kone.
Nøgen.

— Behold tøjet på.
— Sgu ikke mig.

Nej, den skønne Helene. Der er
lige plads til et skilderi på væggen.

Helene,
han vil lige snakke med dig igen.

— Hallo?
— Få ham ud, Helene. Få ham ud!

— Godmorgen.
— Godmorgen. Er jeg den første?

Ja, det er De.

Jeg vågnede med en idé til, hvordan
jeg får oplysninger fra min fætter.

— Hvordan De kommer uden om censuren?
— Ja.

Hvis han nu fortæller om alt det,
de foretager sig —

— men skriver som en tilhænger,
der beretter om alt det gode ...

— Det er godt fundet på.
— Jeg tror, det vil virke.

Jeg kan fortælle Dem, at jeg vendte
sagen kort med fru Berggren.

Det kunne godt arrangeres,
at jeg hjalp.

Da De nævnte det i går,
må jeg indrømme, at jeg blev glad.

Men så tænkte jeg på, at De jo er
en stuepige mindre i år.

Det kan jeg ikke tage imod.
Det er pænt af Dem.

Jeg ringede til min sekretær i aftes,
som er uden forpligtelser —

— og hun tilbød at komme over
i næste uge.

Jamen det er ...
Det er nok også en bedre løsning.

Nu skal jeg hente lidt kaffe til Dem.

Så tænkte jeg, at Bertha måske havde
fotografiet med, men desværre.

— Det kunne da godt være.
— Dig og dit bryllupsfotografi.

Der findes vigtigere ting i livet
end den romantiske pladder.

Ja. Nu kommer Amanda.
Ja, det skal jeg gøre. Vi ses.

Det var Ditmar. Han er på vej til
Frijsenholm for at aflevere Wilhelm.

Det kræver altid overvindelse.
Han kører herop bagefter.

Har du sovet dårligt?

Jeg drømte, stranden var fuld
af tyskere, der satte skilte op om —

— at det var forbudt at bade.

Jeg råbte ad dem og sagde, at det
kunne de ikke. Det var vores strand.

Det er åndssvagt, men jeg måtte
lige se, det ikke var rigtigt.

— Og det var det vel heller ikke.
— Nej, der var ikke et øje.

— Kom. Der er stærk kaffe på kanden.
— Vi skal huske cyklen til fru Frigh.

— Hun ville køre efter morgenmaden.
— Det er klaret. Hun er kørt.

Simonsen, der er besøg.

Han er vågen.
Han har fået morgenmad.

Doktor Simonsen, det er Alice Frigh.

Dav, Alice.

Hvad vil du?

Hvad jeg vil? Fortælle betjenten,
at den person, de tror er min nabo —

— er en ussel bedrager,
der franarrer kvinder penge —

— ved at udgive sig for
at være nogen, han ikke er —

— og at hans rigtige navn er Bent Ove
Jensen, bogholder i Klasselotteriet.

— Emil Høyer hedder jeg.
— Næh, endnu et navn.

Mit rigtige. Jeg siger det,
fordi jeg stoler på dig.

— Jeg stoler ved Gud ikke på Dem.
— Blev vi ikke dus?

Alice, hør på mig et minut. Undskyld,
at jeg brugte din nabos navn.

Jeg fandt det i telefonbogen.
Jeg er ked af det, der skete.

Det hele virkede så enkelt,
da jeg læste om det —

— og sørgede for at møde dig, men jeg
regnede ikke med at blive forelsket.

Sådan har jeg det stadigvæk.
Jeg ville opsøge dig, men turde ikke.

At se dig igen er vidunderligt.

— Jeg vil bede dig om en tjeneste.
— Skal jeg gøre Dem en tjeneste?

Ja.
Nu skal du se.

Til bagageopbevaringen
på Hirtshals Station.

Tag dig ikke af, hvis folk holder
øje. Du bliver ikke bemærket.

— Du får udleveret en stor taske.
— Hvad får dig til at tro, jeg vil?

— Du sagde du.
— En fejl.

— Hvad får Dem til at tro?
— Fik jeg ikke sagt det?

Dine 50.000 ligger i tasken.
Du kan bare tage dem.

Hvad laver De?

Undskyld, fru Fjeldsø. Jeg spurgte
både fru Frigh og Bertha —

— og så ligger det her.

— Frøken Nanna har sendt det til mig.
— Hvorfor?

— Vi talte lidt sammen sidste sommer.
— Det vidste jeg ikke.

— Nej, men det var også privat.
— De må meget undskylde.

— Jeg lægger det på plads.
— Mon ikke jeg selv skal?

Jo.
Undskyld.

De har måske lyst til
at låne det lidt?

De kunne vise det til de andre,
hvis De ville.

— Må jeg godt det?
— Bare jeg får det tilbage.

Som De kan se,
bruger jeg det som bogmærke.

— Hvad er der?
— Du har gloet på den klit ti gange.

— Der er ikke nogen.
— Nej, heldigvis.

Der er ikke nogen,
og der kommer ikke nogen.

— Det var nok den røvfuld.
— Apropos røv ...

— Ja, hvad så?
— Hvad fanden er det for en lyd?

— Det lyder som en flyvemaskine.
— Nej, se.

— Hvad fanden laver de?
— Det skal du ikke, Georg.

Ham der er ikke en, man råber ad.

— Amanda! Amanda!
— Hvad er der?

— De er ved at spærre stranden af!
— Der kom en vogn med pigtråd.

Det er vel ikke rigtigt. De kan ikke
forhindre os i at gå derned!

— Det er vejen mod Hotel Udsigten.
— Det er lige op og ned ad os.

— Få fat i løjtnanten fra sidste år!
— Jeg kan ikke ringe til ham.

Selvfølgelig.
Vi kan ikke spadsere rundt i pigtråd.

Hvad sker der på stranden?
De er ved at spærre af.

Det sidste ord er ikke sagt.
Min datter kontakter kommandoen.

Under ingen omstændigheder.
Nej, jeg går ned og taler med dem.

Vent med at sige noget til de andre.

— Selvfølgelig.
— Tak.

Ny udvikling.
Tyskerne spærrer stranden af.

Lige her for lidt siden.
I går var der to med en kikkert.

De troede, de kedede sig,
men de skulle se —

— om gæsterne var flyttet ind.

Ja, nu må vi ikke komme nærmere.
Der er noget, vi ikke må se.

Tror De stadig ikke, det er
en god idé, at jeg bliver nogle dage?

— Nå, De taler i telefon?
— Det gør ikke noget.

Jeg havde et arkæologisk spørgsmål.
Jeg afbrød Dem i går —

— da De kom med den videnskabelige
begrundelse for at grave efter Gorm.

Jeg venter bare.
Så kan vi tage det bagefter.

Ja, eller endnu bedre:
Vi kunne tage den i aften.

Jeg fortæller det til alle.
Der er flere, der har spurgt.

Så vil vi alle glæde os til at høre
Deres arkæologiske foredrag i aften.

Så er jeg tilbage.
Det var den søde pige overfor.

Hun har regnet ud,
at jeg ikke ved et klap om arkæologi.

Jeg skulle vælge noget og troede,
jeg havde arkæologi for mig selv.

Hvor skulle jeg vide fra,
at alle er kulrede med fortidsminder?

De er nødt til at hjælpe mig.

Hvorfor helvede graver de
efter Gorm den Gamle nede i Jelling?

Ja, Gorm den Gamle.
Jeg skal bruge det inden i aften.

— Jeg tager hjem.
— Selvfølgelig ikke.

Det er vores datters hotel.
Du begynder ikke at tale om det.

Hvis jeg ikke kan bade uden
at vade rundt i tyskere og pigtråd —

— gider jeg ikke være her!

— Fik du talt med ham?
— Vil han flytte det skide hegn?

Ikke det, der ligner.
Han gad ikke høre på mig.

Hvis der var problemer,
kunne vi rejse hjem.

— Han hørte, du råbte ad hans folk!
— Selvfølgelig!

De står og glor på min kones røv!

Det er svært at bede om hensyn,
når du lige har givet dem et møgfald!

Jeg vidste det.

Tyskere på Hotel Udsigten.
Det ville jo aldrig gå.

Vi har prøvet at lade, som om de ikke
er der, men de står uden for døren!

Når gæsterne ikke kan komme
på stranden, så ved jeg ikke —

— hvor længe de gider at være her.

Hvis gæsterne rejser ...

... så kan jeg jo lige så godt
bare lukke hotellet.

Der er ingen, der rejser, Amanda.
Vel, Georg?

Nej. Nej.

Jeg forstår bare ikke, hvorfor du
ikke kan ringe til løjtnanten.

Han er deres overordnede.

Han må kunne få dem til
at flytte afspærringen væk.

— Det er da værd at forsøge.
— Så. Kom nu, Amanda.

Ring til ham.