All language subtitles for 1864 (2014) - S01E06 - Episode 6 (1080p BluRay x265 Silence)_da

I Danmark er jeg født

dér har jeg hjemme

der har jeg rod,
derfra…

(skriger)

… min verden går.

Du danske sprog

du er min moders stemme

så sødt velsignet

du mit hjerte når.

Du danske, friske strand

hvor oldtids kæmpegrave

(skriger)

står mellem æblegård
og humlehave.

- Dig elsker jeg…
- Mor?

Mor!

Var der ikke noget med,
at vi havde sigøjnerblod?

Nja…

De har altid været
meget mørke i fars…

Er der ikke nogen album?

Jeg husker nogle,
mig og Sebastian altid kiggede i.

Mor…

Jeg er her.

Ja.

"Kæreste mor.
Alt er fint ved fronten.

Der har været vanskelige dage
at stå igennem.

Men både jeg og Laust…"

Laust?

"… har det
efter omstændighederne fint.

Kærligst… din søn Peter."

Jeg og Sofia
var på vej mod Sønderborg.

Intetanende.

Ja, intetanende alting.

At Peter havde opdaget vort bedrag.
At Laust var døende.

At krigen ikke var en udflugt,
men et helvede -

- jeg frivilligt var på vej ned til.
Ovenikøbet med min gravide mave.

Og nu også Sofia med barn.

Efter tilbagetrækningen
fra Dannevirke troede de fleste nu -

- at Dybbøl kunne holde skansen.

Men da prøjserne begyndte
at slide de danske stillinger op -

- trængte virkeligheden sig igen på
hos de danske politikere.

Dog stadigvæk forgæves.

Der var langt
fra København til Dybbøl.

Vi kører videre til markedspladsen.
Så spørger I, hvor Peter og Laust er.

Djargo!

Djargo!

Kom så videre fremad! Fremad!

Det er ikke en hvileplads.
Kom så, for fanden!

- Få rykket de kanoner nu!
- Undskyld, hr.

Mit navn er Ingeborg Kjølhede.
Kan De hjælpe mig?

Løjtnant Monrad
til Deres tjeneste, frøken.

Jeg leder efter… efter min mand.

- Laust Jensen og hans bror, Peter.
- Hvilket regiment og kompagni?

Jeg skrev brevene til 8. kompagni.

Det er meget svært, frøken.
Kompagnierne er to dage på skanserne.

Så har de to dages hvil bag dem,
så har de tre dage her.

- De kan kun vente her.
- Jeg skal se dem.

Unge frøken, det her, det er ikke
et sted, hvor man kommer på visit.

Det her er et sted, man forlader.

Få så rykket de kanoner!
Fremad! Fremad!

Laust!

Peter? Peter?

- Ja.
- Peter!

Kom, vi skal af sted.

- Du drømte om din bror.
- Jeg har ikke nogen bror.

Det sidder på lungerne.
Han klarer den ikke.

Vi må finde Peter.

"Kære far.

Håber, du har det godt.

Jeg selv føler…

Jeg selv føler,
at jeg burde være hjemme hos dig.

Hvor jeg er sikker på,
jeg kunne gøre langt større nytte.

Far, jeg burde være hjemme…
hos dig."

- Hr. kaptajn.
- Ja.

Vi har en mand herude,
som ingen rigtig kender.

- Han har spurgt efter Dem.
- Efter mig?

Ja. Det blev lidt mistænkeligt.
Også fordi han ikke ligner…

Ja, han er ikke dansker.

Se på os.

Se på os!

Kender De ham?

- Skyd ham.
- Det kan vi vist ikke uden videre.

Han er jo spion.

Der er nogle prøjsere,
der kender mig og mit rygte.

Det er jo helt tydeligt,
at ham her vil slå mig ihjel.

Skyd ham.

Med al respekt… Det er bedst,
vi smider ham i kachotten -

- og så afventer auditøren.

Nægter De
at udføre en ordre, sergent?

De skal helst træffe en beslutning,
der ligger inden for regelsættet.

Det kan under de her omstændigheder
være svært at bevare overblikket.

Smid ham i kachotten.

Kom ind.

Hr. general, bombardementerne er,
som De kan høre, heftige -

- og ødelægger stillingerne. Vi må
diskutere en tilbagetrækningsplan.

Vi skal redde hæren uden at lide
betydelige og meningsløse tab.

Mortensen, hvornår skulle
uddelingen af medaljer finde sted?

- Var det ikke nu?
- Javel, hr. general.

Vi må tale sammen senere.
Der er nogle officerer -

- der gjorde et bravt job
ved Mysunde, og de venter dernede.

I al respekt, hr. general,
prøjserne venter ikke.

Det her er kun begyndelsen.

Hvis vi ikke vil risikere et blodbad,
må vi foretage os noget nu.

Du Plat.

Ordrerne fra København
er helt simple.

Heltene fra Mysunde
skal have medaljer. Pressen kommer.

Det styrker moralen.

Og København vil høre om helte.
De vil ikke høre om nederlag.

Det er min ordre,
og en soldat følger ordre.

(kanoner brager)

Deres majestæt …

Kanonernes taktslag …

- De hører dem også, ikke?
- Afgjort.

Man siger, at lyde er som drømme.
De når altid ind til sjælen.

Det går over vores forstand,
ikke sandt?

- Sådan kan man godt sige det.
- Forklar Dem nærmere.

Altså …
Man kunne for eksempel sige -

- at de glade dur-toner
har en tendens til at lindre sjælen.

Mol bevirker det stik modsatte.
Uden at man kender årsagen.

Det er, som om det ligger
i den menneskelige natur -

- at mol tilhører mørket,
og dur lyset.

- Og hvad med takten?
- Takten?

Takten! Jo …

Altså, marchen i sig selv …
som så afgjort er mit område -

- giver en vis retningssans.

For den ene rigtige retning.
Den fortæller os -

- at vi alle skal gå i samme retning.

Den rigtige retning. Uden diskussion,
uden tøven, uden tvivl …

Fremragende, Piefke.

Jeg vil have,
at De går ned i løbegravene -

- som vores soldater er ved at grave
neden for danskernes skanser.

Jeg vil have, at De og Deres orkester
spiller i nogle timer hver dag.

Det vil styrke mændenes moral
og give dem ét mål.

Uden tøven. Og Deres musik
vil irritere danskerne gevaldigt.

- Javel.
- Tak.

Og hvis jeg må have lov at tilføje:

Jeg er fuldstændig enig med Dem.
Musik er mægtigere end kanoner.

Jeg vidste ikke, at jeg har sagt det.

Hvis man havde valget, ville man ikke
vælge en fløjte frem for en haubits.

Så dum kan intet menneske være.

De er i færd med at lave
mindst to løbegrave imod os.

Det er ad helvede til.

Vi kan ikke blive ved med
at holde det her.

- Det er umuligt.
- Selvfølgelig.

Umulig er jo vores opgave, så vidt
jeg kan forstå Københavns ordre.

(musik)

Hvad fanden er det?

(musik)

De spiller musik.

Det siger du ikke, Alfred.

Som om de synes,
det er en fest, eller hvad?

Inge?

- Didrich!
- Inge!

Hvad laver du her?

Vi er taget herned
for at finde Laust og Peter.

Det er vigtigt, at vi finder dem.
Du bliver nødt til at hjælpe mig.

Inge, du skal ikke være her.

Jeg bliver bare nødt til
at tale med Laust.

Hvorfor?

Jeg skal føde hans barn.

- Du må hjælpe mig, Didrich.
- Fantastisk.

Det er fantastisk.

Inge, det…

Inge…

Nu må du være stærk.

Lover du mig det?

Jeg skal nok være der for dig
med alt, hvad jeg har.

Men du må være tapper.
Kan du det?

Kan du?

Peter og Laust er… er døde.

Peter ved Sankelmark, og…

Og Laust, han døde af feber.

Jeg gjorde alt,
hvad jeg kunne for at redde dem.

De er døde, Inge.

Det er jeg ked af.

Det er jeg virkelig ked af.

Du er ved at dø, Laust.

Men de siger, at ligesom hørelsen
er den første af sanserne, man får…

… så er det også den sidste,
man mister.

Så nu skal du lytte efter.

Inge var her.

For at se dig.

Men jeg skånede hende
for at se dig i den her tilstand.

Det forstår du vel.

Så jeg fortalte hende, at…

At du allerede er død.

Det værste er,
at du har gjort hende gravid.

Ja, Laust.

Inge, hun skal føde dit barn.

Så mens du ligger her og dør…

… så skal Inge i fremtiden
rakke rundt i muddergrøften alene -

- med din bastardunge
hængende om halsen.

Medmindre, selvfølgelig,
en eller anden idiot -

- kommer forbi
og forbarmer sig over hende.

Sekondløjtnant Wilhelm Dinesen
melder sig, hr. oberst.

Ved De,
hvorfor De er ved strejfkorpset?

- Det skal jeg ikke kunne sige.
- Det er, fordi De er et dyr.

Man har brug for nogle,
der kan skabe ravage.

Nogle, der kan bide fjenden i nakken.
Kan De det?

Undskyld?

Få fjenden til at skide i bukserne.

- Ja, det skulle jeg mene.
- Godt.

Kan De høre musikken?

Hvem fanden har bedt om
at høre på sådan noget lort?

- Det lyder ad helvede til.
- Så er vi enige.

De spiller et par timer over middag.
Så en times tid efter solnedgang.

De går ned til fjendens linjer
og dræber musikken.

Af sted.

Dinesen, 8. brigade? Peter Jensen?

Dinesen, 8. brigade? Nej.

Dinesen, 8. brigade?

- Dinesen!
- Shh!

- Dinesen?
- Shh!

Vi skal ned og dræbe musikken.

Vil du med?

Derud?

Ja.

Så er der ryddet.
Vi kan løbe lige igennem nu.

Peter…

Skal vi tage Alfred med?

Kom.

Her, Alfred.

Alfred… bare hold dig bag mig.

Ja.

(musikken spiller)

Din bror har brug for at se dig.

- Han er på lazarettet.
- Shh!

- Har du slået ihjel før?
- Ikke i kamp.

Har du været sammen med en kvinde?

Hvad? Har du?

Sig det nu, Peter.

Jeg vidste det.

Jeg var bange for,
jeg var den eneste.

Hvis vi overlever det her, så deler
vi en luder nede i Sønderborg.

- Lover du mig det?
- Er du blevet tosset, Alfred?

Sig det.

- Peter!
- Ja, ja, ja. Jeg lover det.

Ind til højre med ham.

- Undskyld.
- Ja.

- Vi vil hjælpe.
- Nå!

Jeg kan se,
at De mangler sygeplejersker.

- Vi kan gøre nytte her.
- Nytte?

Vi ville lede efter min mand.

Det giver ingen mening
at sidde med hænderne i skødet.

Vi kan ikke bare tage hjem.
Vi vil hjælpe.

- Jeg bruger ikke kvinder her.
- I Europa bruger man sygeplejersker.

Og blomsterbinding
og stramaj og poesiaftener.

Hvor ofte vasker De instrumenterne?
Kender De ikke teorierne om -

- at man kan begrænse infektioner,
hvis man vasker instrumenterne?

Mon ikke det er fjendens kugler,
der dræber, og ikke manglen på sæbe?

De vil virkelig ikke
have nogen hjælp?

Hør her. De er ung og Deres
selvtillid grænser til det næsvise.

Tro mig. De har ikke nerver, stamina
eller talent til det her. Forsvind!

Imbecil! 400 svenske kvinder
ville hjælpe til ved fronten -

- og De og Deres slags
har været med til at afvise dem.

Tusindvis af kvinder ville hjælpe til
her og ville hjælpe deres mænd.

Vi bliver afvist, mens de derinde
ligger og forbløder, De kæmpe klovn.

Findes der ingen grænser
for Deres dumhed? Ingen grænser?!

De er jo skruptosset.

Og du burde vide bedre.

Find dem et par forklæder.

Kan I høre det, venner?

Kan I høre det?

Nu spiller de
fandeme ikke musik mere.

Nu spiller de
fandeme ikke musik mere.

Nu spiller de
fandeme ikke musik mere!

Nu spiller de
fandeme ikke musik mere.

- Alfred, du kan ikke stå der.
- De spiller fandeme ikke musik mere!

- Syng, lærke, så alle kan høre dig!
- Alfred!

- Alfred, kom nu ned.
- Alfred har drukket for meget.

Alfred, kom nu ned derfra.

- Syng! Syng, lærke.
- Alfred, hold nu kæft, for fanden.

- Syng, så alle kan høre dig.
- Alfred, kom så ned.

Højere, så vi kan høre dig!

Nu spiller de
fandeme ikke musik mere!

Alfred! Alfred!

Forbandede prøjsersvin!
Så kom og tag mig!

Sodomitter! Køtere!
Så kom! Tag mig!

Så tag mig!

Andersen, vi har brug for mere hjælp.

Hvad er der derinde?

Det er ikke noget. De dør alligevel.

Nu vil du blive rask, Laust.

Kom og hjælp, for fanden!

Kom så! Hent en læge!

Vi skal have hjælp herovre!
Hjælp, nu!

Læg så kompresset på.

Få det kompres på.
Hvad er det, De laver, menneske?

Læg så kompresset på.

Tag hans hoved.
Hvad er det, De laver?

Har De ikke lært at lægge et kompres,
menneske? Hent sårklemmer.

- Det her er for sent.
- Jeg vil hjem.

- Jeg vil hjem.
- Ja.

Jeg vil så gerne hjem til Skagen.

Hvor er båden, mor?

Jeg vil hjem.

Jeg kan være hjemme i morgen.

Nu lukker sig mit øje

Gud Fader i det høje

i varetægt mig tag!

Fra synd og død og fare

min engel mig bevare

som ledet har min fod i dag.

- Peter, skal vi drikke?
- Jeg skal noget andet.

Hvad?

- Peter, hvad?
- Noget, jeg lovede Alfred.

Hvad?

Var du aldrig forelsket?

Om jeg var.

Jeg er.

Hvordan er hun?

Hendes figur… er smækker.

Og hendes holdning elegant.

Første gang jeg så hende,
stod jeg bag ved hende.

Hun sansede, at jeg var der.

Det har jeg tit lagt mærke til.

Hvis du står et sted
og iagttager en kvinde -

- et sted, hvor hun umuligt
kan se det, du kigger på hende -

- så ved hun det godt.

Det er nærmest, som om hendes fine
kvindelige nerver har følt dit blik.

Det gjorde hendes også.

Hvor er hun nu?

Hun er alle steder, Peter.

Det er bare kvinden.
Hun er alle steder.

De bombarderer byen!

De bombarderer Sønderborg. Det
giver ingen mening at holde Dybbøl.

Hæren må forskanse sig på Als.
Alt andet er selvmord!

København vil ikke kunne lide det.

Undskyld?

Jeg tror virkelig ikke,
at København vil kunne lide det.

Nej, de vil ikke kunne lide det.

Men vores mænd sidder bare og venter
på at dø. Og nu også de civile.

Vi må evakuere!

"Derfor føler vi os i generalstaben -

- tvunget til…

… at tilbagetrække hæren…

… til relativ sikkerhed på Als.

Gerlach."

(kanonerne brager i baggrunden)

(ringelyd)

"Dybbøl skal… gentager -

- skal holdes -

- om det så
skal koste betydelige tab."

I al respekt, general Gerlach -

- den her beslutning er vanvid.
Absolut vanvid.

Hvad tror de derovre?

At det her er en fordømt
teaterforestilling?

Vi melder, at hæren trækker sig
tilbage. Så kapper vi forbindelsen.

En ordre er en ordre.

Så lad det være min beslutning.
Meld Dem syg, hr. general.

Så kan jeg blive Deres stedfortræder.
Jeg tager gerne en krigsretsdomstol.

Hvad fanden snakker De om, menneske?
Jeg er aldeles ikke syg!

(kanoner brager)

- Hvorfor er det nu, vi er her?
- Det er Slesvig.

Nå ja. Slesvig.

Jeg kunne nu godt
undvære Slesvig lige nu.

Laust?

For fanden da, mand. Jeg troede,
du var død. Johan, det er Laust.

Der var så mange,
der vidste, de skulle dø.

Men som altid var det mere tanken om,
hvad der skulle blive af deres kære -

- mere end det var tanken om deres
egen skæbne, der plagede dem.

Jeg husker kun det hele
som en mærkelig døs.

Som erindringen
efter en svær brandert.

Timer og dage i sorg over det -

- jeg troede
var tabet af Laust og Peter.

Barnet, som sparkede i min mave.

Synet af de unge vilde øjne, der
slukkede i ansigterne på de døde.

Amputeringer. Inficerede sår.

Larmen, gråden og skrigene.

Flammerne over Sønderborg.

Dantes inferno.

Ja, vi var i helvede.

"Vi havde aldrig forestillet os,
ikke i vores vildeste fantasier -

- at vi end ikke var i nærheden
af helvede endnu.

De bombardementer, der ventede,
bankede de sidste rester af håb -

- ud af kroppen på os."

Åh!

Jeg fandt noget derhjemme,
som jeg ikke helt forstår.

- En gammel dug.
- En dug?

Med tudsegamle breve og fotos.

- En damask?
- Nogle af brevene er fra Peter.

Fra Peter?

Hjemme hos dig?

Der er især et billede
af en kvinde med børn omkring sig.

Og en flot mand med fuldskæg.

Hun er meget mørk,
og alle ungerne ligner hende.

Jeg tror, det er min tiptipoldemor
og hendes mand.

Hvordan ser han ud?

Han ser ikke så høj ud -

- men har nogle
skarpe, intelligente træk.

En fin mund.

Skarpe kindben.

Stort flot fuldskæg.

- Hans øjne, de brænder ligesom.
- Peter.

Peter? Hvorfor er han
sammen med min tiptipoldemor?

Du gode gud!

Hvad?

Vi er i familie.

Har jeg forstået det rigtigt,
hr. krigsminister Lundbye?

Er det ikke rigtigt, at de danske
tropper har ryggen mod muren -

- og er de prøjsiske styrker
underlegne -

- ikke blot i antal, men også
når det gælder udstyr og teknologi?

Vores generalstab
har vurderet den taktiske situation.

De danske styrker
er svækket af udmattelse.

Deres eneste håb er et mirakel.

Mirakler sker.
Vores flag faldt ned fra himlen.

Så vendte krigslykken i slaget
ved Lyndanisse den 15. juni 1219.

Og David besejrede Goliat, fordi han
havde retfærdigheden på sin side.

Jeg forstår Dem ikke, Lundbye.

Lige så lidt som jeg forstår
Deres lands grunde til denne krig.

Men jeg ved én ting.

De fører Deres land
hen mod afgrunden.

Den danske soldat vakler ikke.

Og De vil blive aldeles ydmyget.

Hr. feltmarskal Moltke …

Kan det i det mindste blive gjort
nogenlunde barmhjertigt?

Lad mig spørge Dem, lord Palmerston.

Har De nogensinde
hørt om en barmhjertig krig?

Danske tekster: Tina Schäfer
Dansk Video Tekst

Subtitles ripped by Peterlin