Original subtitles

Hvad skal jeg skrive? At jeg var dum og naiv -

- at tro på, at vi kunne løse vores bedrag over for Peter -

- ved at stille os op over for ærlighedens spejl -

- se sandheden træde frem og opleve, at alt bare blev godt igen?

Nej, måske er der bare visse ting, som aldrig løser sig -

- gennem andet end tid og ubegribelig stor smerte.

Og krigen spidsede til, mens vi derhjemme og eliten i København -

- stadig så krigen som et spil.

Og først da de danske generaler besluttede at rømme Dannevirke -

- løb der et dybt og forskrækket suk ned gennem den danske befolkning -

- som børn, der pludselig opdager -

- at eventyret ikke giver nogen mening.

Vær hilset.

Parlamentærer af den prøjsiske 3. arme -

- 6. dragonregiment, 5. kompagni -

- anmoder om tilladelse til -

- at ride frit op på skansen.

Alarm!

I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme

der har jeg rod, derfra min verden går.

Det er ret smart, at musikken ligger nede i rillerne -

- men får den ikke nemt ridser?

Det er ikke svært at se, om en sabel har været i kamp -

- eller om det kun har været staffage.

De fleste kender dem kun fra museer eller som støvede antikviteter -

- men i virkeligheden var det jo et allerhelvedes våben.

Et enkelt velplaceret hug kunne skære en mand halvt igennem.

Men det her er bedstefars sabel.

- Den har aldrig været i kamp. - Han var ikke med i krigen?

Jo, han var skam med i krigen.

Ligner du ham?

Nej, det håber jeg sandelig ikke, frøken Claudia.

Måske findes der ikke mennesker, der kun er onde.

Alle ser jo helst det bedste i sig selv.

Måske på nær rendyrkede psykopater, der ligefrem nyder deres ondskab.

Jeg tror heller ikke, at Didrich ønskede at være ond.

Han kunne bare ikke andet. Født ud af sin mors døde skød -

- og direkte ud i armene på sin fars rasende sorg.

Kan De se den sabel, der hænger derhenne?

Er De sød lige at tage den til mig?

Jeg fik den af Karen Blixen.

Se, den har været i kamp.

Se alle skårene, den har fået, hver gang den har ramt knoglerne -

- eller metalknapperne, som den har skåret sig ind i.

Selv blodrillen der …

Hvis ikke den bliver vasket med det samme -

- så blodet oxiderer ind i metallet …

Og han, som ejede denne her, vaskede den med vilje aldrig.

Han bar sine fjenders blod som et trofæ, ja.

Pas på, den er skarp.

Hvem var han?

Dinesen var den yngste officer i hæren.

Vild og med et voldsomt had til tyskerne.

Nogle sagde, at han var usårlig.

Og han fik da heller aldrig en skramme.

Han og Peters gruppe havde nu forladt Dannevirke som de sidste -

- og flygtede over hals og hoved, for prøjserne vidste -

- at sendte de husarerne i ryggen på den danske hær -

- så ville de nedslagte dem.

De var veltrænede dræbere, spændte, blodtørstige -

- og rasende over at finde Dannevirke rømmet.

Vi angriber.

Selve hovedtroppen med Laust og Didrich var længere fremme -

- men var blevet fanget i en nådesløs snestorm -

- som næsten tog livet af de udmattede soldater.

En rædsel måtte det være som de bageste -

- at høre husarernes trompeter i ryggen, som blæste til angreb -

- og død.

Kom så, for helvede! Kom nu.

Hvad er det?

Hold min hest.

Hvorfor fanden gav I slip? Vi efterlader ikke den kanon.

- Vi har fjenden bag os. - I har smidt den i søen.

Det er jeres ansvar at få den op igen.

Det går ikke. Den er for tung.

Dig.

Du hopper i.

222, det er dit ansvar.

Hvis du hopper i det vand nu, så dør du.

Vi tabte den, så må vi også få den op.

Giv ham et reb på.

Mere reb.

Stå fast.

Mere reb.

Træk. Træk rebet.

- Laust! - Hiv, for satan! Hiv nu til.

Nej!

Kom nu. Hiv nu!

- For satan, Laust. - Træk, for helvede.

Han skal op. Hiv.

Op med ham. Kom nu.

Op med ham.

De kommer tilbage.

Jeg tager ham yderst til venstre. Du tager ham til højre.

Fyr!

Lad igen.

Stop.

Fordømte danskere. Ned på knæ.

Hænderne bag nakken.

Hænderne bag nakken!

Du dér! Tag kasketten af.

Tag kasketten af.

Tag så kasketten af!

Fordømte danskere!

Hvad skal vi stille op med jer?

Hvem af os har endnu ikke dræbt nogen?

Rudolph?

Peter talte aldrig om den hændelse før mange år efter.

En vinter var han sunket ned i dyb fortvivlelse -

- og hun havde næsten ikke magtet at få ham op.

Men endelig var han begyndt at fortælle om sine oplevelser -

- om husarens øjne. Den første, han slog ihjel.

Om Dinesens afsindige vildskab -

- denne mærkelige, usårlige mand -

- som efter hændelsen havde bebrejdet dem, at de alle var gået i panik -

- og fortalte dem, at den bedste soldat var den soldat -

- som allerede så sig selv som død -

- og derfor ikke havde noget at miste.

Og resten af krigen forblev Peter hård og formørket.

Der findes en særlig race af mennesker -

- som man altid bør stå tæt op ad i en krig.

De udødelige.

Dinesen tilhørte den race.

Og hvad med Laust?

Laust og de andre havde mistet kanonen -

- og var faldet bagud, også fordi Laust var i en elendig forfatning -

- og det skulle vise sig, at forsinkelsen var et stort held -

- for de nåede ikke op til området omkring Sankelmark -

- før det var for sent.

Sankelmark?

Hvis Dybbøl var et helvede, så var Sankelmark den hæslige indledning.

Oberst Møller skulle forsinke fjenden -

- så resten af hæren kunne nå Dybbøl.

Men først ventede de -

- og det er det værste ved krigen.

At vente og vente.

Pludselig at forstå, at det, som er på vej hen imod dig -

- kun har én eneste hensigt:

At slå dig ihjel.

- Du var der jo selv. - Var jeg der selv?

Du taler jo, som om du var der selv.

Sankelmark varede kun cirka halvanden time.

Fjenden blev slået tilbage -

- og danskerne fik tid til at forskanse sig på Dybbøl -

- som om det havde den ringeste betydning.

Næsten 900 døde og sårede -

- som lå ensomme og led -

- indtil den sidste rest af liv frøs ud af kroppen på dem.

Ingen havde jo tid til at tage sig af dem.

Johan?

Hvad er det?

Det er Sankelmark, Alfred.

Det er de sårede, der er efterladt.

Jamen vi må da hjælpe.

Vi har ikke tid, Alfred. Vi skal videre.

- Kom nu. - Det kan vi da ikke.

- Jo, vi bliver slagtet herude. - Vi kan ikke bare lade dem ligge.

- Alfred! - Det kan vi ikke.

Helliget vorde dit navn, komme dit rige.

Led os ikke ind i fristelser, men fri os fra det onde.

Thi dit er riget og magten og æren i evighed. Amen.

Så kunne Laust ikke mere.

Til gengæld var Peter og hans gruppe nået i sikkerhed langt nordpå.

- Er I danske, eller skal I dø? - Danske.

- Kommer I fra Sankelmark? - Dannevirke. Som de sidste.

Og jer?

- Er I sårede? - Det er ikke vores blod.

- Kommer I fra Sankelmark? - Ja.

Det var forfærdeligt. De stod i formationer med bajonetterne fremme -

- og så kom husarerne.

Dinesen.

Du har ikke været i kamp.

Du er et forbandet desertørsvin. Svigte dine kammerater.

Jeg blæser kraftedeme hjernen ud af hovedet på dig!

Stop nu det der, Wilhelm.

Stop det nu.

Løb!

Folket hader Dem, Monrad.

At De lod hæren flygte, og at Deres egen søn var en af dem.

- De Meza havde taktiske grunde. - En flugt uden kamp.

Ingen tager tilsyneladende Deres vision alvorligt.

Var det teater, ville det være dilettant som ude i provinsen -

- med skolemesteren som instruktør -

- kongen spillet af Lars Skomager og De, Monrad, spillet af Jens Kusk.

- Jeg beder Dem. - Hvad beder De om, Jens Kusk?

Enhver forestilling har sin dramaturgi.

Der er en start, en midte og en afslutning.

De første to akter bygger op til det endelige klimaks i tredje.

Denne dilettantforestilling bygger op, bygger op, bygger op -

- men tredjeakten kommer aldrig.

- Det er ikke så enkelt, fru Heiberg. - Aha …

Gud har altid været med os danske -

- men i disse dage er han fraværende.

Det gør mig meget, meget bange, fru Heiberg.

Mine herrer, jeg kender det indtryk -

- som opgivelsen af Dannevirke har gjort på mig selv …

Far øver sin tale til Rigsdagen.

… let forstå det indtryk -

- det må have gjort på de ærede herrer, medlemmer af Rigsdagen -

- og Københavns borgere i almindelighed.

Jeg kan ikke forklare, hvad der fik generalen til at opgive Dannevirke.

Da jeg sidst talte med ham, var han forberedt på -

- at man måtte slås og gøre alvorlig modstand.

Ganske kort tid efter får vi beskeden om, at man har besluttet -

- at rømme … Man har besluttet at opgive Dannevirke -

- og at arméen allerede er i opbrud.

Denne efterretning kom som et tordenslag.

Jeg kan derfor ikke andet end billige -

- at krigsministeren har overdraget hvervet til en anden.

Men lad os ikke fordømme, lad os ikke fordømme -

- lad os ikke letsindigt fordømme -

- de mænd, som flygtede fra Dannevirke.

For et tegn på, at en nation er i opløsning -

- det er, når man slynger ordet forræderi ud mod dem -

- som tjener deres land.

Ud mod dem, som tjener deres fædreland.

Ditlev …

Min søn er ikke en forræder.

Jeg elsker dig, Viggo. Jeg elsker dig.

Danskerne vinder ved Mysunde.

Vi satte alle kræfter ind mod Dannevirke, og da vi kom -

- var der ingen.

Og vi fremstod som tåber.

Oprustede, kampklar, skarpladte og fuldstændig alene ved fronten.

Mens de i ro og mag kan omgruppere sig -

- griner man af os i hele Europa. Vi ligner tinsoldater.

Bismarck, De er fantastisk.

Før man kan nå at bebrejde Dem, har De allerede gjort det selv.

Jeg ville ønske, jeg var mindre kynisk.

Men én ting taler til vores fordel.

Den danske hær kæmper på to fronter.

Imod os mod syd og imod dens egen regering.

Man siger, at den danske generalstab brød forbindelsen med København -

- for at redde hæren.

Gud fri mig vel! Hvad er der galt med det land?

Ser de ikke virkeligheden i øjnene?

Danskerne er i deres følelsers vold, Deres Majestæt. De føler.

Nu var jeg endelig klar til at tage af sted.

Jeg var begyndt at kunne mærke barnet -

- og var nu alene, efter at mine forældre havde vendt mig ryggen.

Nej, ikke alene. Barnet var der jo.

Og ikke mindst Sofia, min smukke søster -

- med de sorte øjne.

Selv om hun var stum, forstod jeg altid, hvad hun sagde -

- gennem hendes stille blik og bestemte bevægelser.

Og så var vi på vej sydpå.

Hoppede på vognen.

Ignazio og Djargo for at tage ned og gøre forretninger i krigens kølvand -

- og jeg for at finde Laust og Peter.

Nu gør vi ophold for natten.

Djargo, dine tanker er sorte. Glem dem.

Djargo. Glem dem.

Laust og hans gruppe var nu faldet helt bagud -

- overhalet af fjenden.

Og derfor forsøgte de nu at arbejde sig igennem skovene op mod Dybbøl.

Sofia?

Sover du?

Inge?

Inge?

Laust?

Inge?

Du må ikke dø.

Jeg er på vej til dig.

I morgen mødes vi.

Så taler vi med Peter, og så løser det sig.

I morgen finder vi hinanden, så skal jeg fortælle dig alt.

I morgen skal du blive far.

Og den nat lå jeg og Sofia i ske -

- og sådan holdt vi varmen.

Min ånde i hendes nakke. Hendes ryg mod mit bryst.

Din mave … Der er noget, der sparkede.

Er du gravid?

Med hvem?

Sofia? Hvem er det?

Hvem er det, Sofia?

Var det ham?

Svinet?

Var det ham, Sofia?

Voldtog han dig?

Han har ødelagt dig, Sofia. Gjort min søster til en luder -

- der bærer hans bastard.

Du kan ikke bære hans barn!

Undskyld, Peter.

Det var ikke min mening.

Jeg elsker dig, Peter.

Men jeg har svigtet dig.

Jeg er et svin.

Der er sket noget.

Der er sket noget med mig og Inge.

Vi mistede os selv.

Kunne ikke lade være.

Jeg er så ked af det.

Jeg tror, at det bliver for svært at dø -

- hvis du hader mig.

Vi må af sted nu.

Peter, vil du ikke med op og kneppe?

De døde knepper ikke.

- Dybbøl. - Skal vi igennem der?

Det kan vi da ikke.

Bare vent her.

Hvem der?

Hvem der?

En dansk soldat, der er træt af krigen.

- Te? - Ja tak.

Er du deserteret, eller er du bare blevet bange?

Hvem er ikke bange?

- Hvad hedder du? - Hvorfor spørger du?

- Du burde ikke være her. - Nej.

Hvad med de andre? Generer de dig ikke?

Nej, kun dig.

Hvad er der med Heinz?

Lad være med det der.

I skal bare slappe helt af …

… så sker der ingenting.

Vi vil ikke gøre jer noget.

Der er ingen problemer.

I skal simpelthen bare slappe helt af.

Slappe helt af.

I skal ikke gøre noget. Alt er, som det skal være.

Sådan. Nu skal I bare lukke øjnene for alt udenfor.

Heinz! Hør efter.

Du kan ikke skyde en mand i ryggen. Det kan du ikke.

Hvis du ser en fjende, skyder du ham ikke i ryggen. Hører du?

Og når dagen kommer, så skyder du ikke.

Jeg kan ikke.

Danske på vej!

Danske på vej!

Danske på vej!

Danske på vej!

Dengang jeg drog af sted.

Dengang jeg drog af sted, dengang jeg drog af sted

min pige ville med, ja, min pige ville med.

Hvor er kanonen?

Den, I smed i søen?

Alene det, at vi er her, er et mirakel, hr. kaptajn.

I nægter at adlyde. I har efterladt kostbart materiel til fjenden.

Der findes ingen undskyldning for fejhed.

Der findes ikke en eneste fej soldat bag den linje.

Hvad mener du?

Jeg kan lugte kujoner på lang afstand.

Helt tilbage fra Fredericia dengang.

Du var der?

Det er anden gang nu -

- så gør det ikke svært for os begge to.

Laust skal have hjælp, hr. kaptajn.

Ja.

- General de Meza ønsker at se Dem. - Har han en aftale?

Nej, det er helt uanmeldt -

- men han siger, at det er vigtigt, at han får Dem at se.

Nuvel.

General de Meza.

Nej, De bryder Dem jo ikke … Nej.

Hr. konseilspræsident -

- jeg er ganske klar over og må naturligvis respektere -

- at jeg er blevet frataget min stilling som øverstkommanderende.

Men det er min pligt at orientere Dem om omfanget af den katastrofe -

- den danske hær og hele Danmark i dette øjeblik står over for.

Tilbagetoget fra Dannevirke var en bydende nødvendighed.

Vi skal ikke vente ved Dybbøl. Det kan betyde et blodbad.

Et blodbad uden sidestykke i danmarkshistorien.

Vi vil kaste vore mænd i døden til ingen verdens nytte.

Vi bør følge den oprindelige strategi og overføre hæren til Fredericia -

- så præjserne ved en storm på Dybbøl igen slår i den tomme luft.

Vi bør benytte os af mindre enheder, som bevæger sig i landskabet -

- og kan angribe fjenden på uventede steder og udnytte lokalkendskabet.

General du Plat er den stærkeste til at overtage overkommandoen.

Han tænker strategisk. Han tænker kreativt.

Men at låse sig fast ved Dybbøl …

Hr. konseilspræsident, jeg bønfalder Dem.

Stop dette vanvid, før det er for sent.

General de Meza, De er nervøs -

- bange for kold luft og bakterier.

Der er ikke noget at sige til, at De også er bange for den prøjsiske hær.

Den danske hær har ikke brug for kreative ledere.

Danmark har brug for en general, der forstår danskernes ønske.

Det er jo derfor, De lige nu står uden arbejde.

Må jeg spørge Dem, hvem De har tiltænkt stillingen som overgeneral?

General Gerlach.

Gerlach? General Gerlach ejer ikke beslutningskraft.

Han skal ikke tage beslutninger. Han skal gøre, hvad han får besked på.

Han var ikke til stede, da De besluttede at rømme Dannevirke.

- Det ville han aldrig have gjort. - Nej, sikkert ikke.

Så hvis De vil have mig undskyldt.

Hr. Monrad …

De er klar over, at De nu har lagt 30.000 danske soldater -

- på en slagtebænk ved Dybbøl.

Tak for Deres gode råd, general de Meza.

Jeg er sikker på, at Gud viser sig ganske snart.

- Gud?

Når Gud viser sig, så kan vi tage vores børn ned fra offerbænken igen.

Du … Du er altså alt for tidligt ude i år.

Mine herrer, her kan De se vores situation.

Vi befinder os på denne side.

Nord, øst. Og ved Dybbøl står fjenden.

Det bliver et af de voldsomste slagterier i vores historie.

Vi vil udmatte danskerne ved at beskyde dem med kanoner.

Jeg mener ikke kun deres skanser og befæstningsanlæg -

- men vi vil nedbryde de danske soldater mentalt.

I mellemtiden vil vore tropper grave sig ind under de danske stillinger.

På nogle uger bliver løbegangene befolket af 30.000 soldater -

- som er klar til at angribe.

Goeben?

Haubitser. 12- og 24-punds riflede feltkanoner med bagladere.

De har en rækkevidde på fem kilometer med uhørt præcision.

Hold Dem for ørerne, mine herrer. Braget fra dem er dødbringende.

Klokken er 16.15 -

- og vi påbegynder udmattelsen af den danske skanse.

Mine herrer …

Fyr!

Prøv at se.

Søg dækning!

I dækning.

Hvorfor giver Gud lys til de elendige?

Hvorfor giver han liv til de fortvivlede -

- til dem, der længes efter døden …

… der ikke kommer -

- som søger den mere end nogen skat -

- som glæder sig og jubler -

- og fryder sig, når de findes deres grav …

… til en mand, hvis vej er skjult, og Gud har spærret inde?

Mine suk er blevet mit daglige brød.

Min stønnen vælder frem som vand.

Det, jeg frygter for -

- rammer mig.

Det, jeg gruer for, kommer over mig.

Jeg finder ikke ro, ikke hvile -

- ikke fred.

Hvad var det, som havde bragt os så langt væk -

- fra den almindelige sunde fornuft?

Måske er det krigen og dens anarki, der vender virkeligheden på hovedet -

- og derfor fascinerer. Liv og død.

Ord og saft, der flyder frit.

Pis og lort, latter, eder, sæd og blod.

Var jeg ved at blive sindssyg -

- eller var vi alle bare blevet det?

Danske tekster: Mette Vanggaard Dansk Video Tekst

Subtitles ripped by Peterlin