All language subtitles for 1864 (2014) - S01E05 - Episode 5 (1080p BluRay x265 Silence)_da

Hvad skal jeg skrive?
At jeg var dum og naiv -

- at tro på, at vi kunne løse
vores bedrag over for Peter -

- ved at stille os op
over for ærlighedens spejl -

- se sandheden træde frem og
opleve, at alt bare blev godt igen?

Nej, måske er der bare visse ting,
som aldrig løser sig -

- gennem andet end tid
og ubegribelig stor smerte.

Og krigen spidsede til, mens
vi derhjemme og eliten i København -

- stadig så krigen som et spil.

Og først da de danske generaler
besluttede at rømme Dannevirke -

- løb der et dybt og forskrækket suk
ned gennem den danske befolkning -

- som børn, der pludselig opdager -

- at eventyret
ikke giver nogen mening.

Vær hilset.

Parlamentærer
af den prøjsiske 3. arme -

- 6. dragonregiment, 5. kompagni -

- anmoder om tilladelse til -

- at ride frit op på skansen.

Alarm!

I Danmark er jeg født,
dér har jeg hjemme

der har jeg rod,
derfra min verden går.

Det er ret smart,
at musikken ligger nede i rillerne -

- men får den ikke nemt ridser?

Det er ikke svært at se,
om en sabel har været i kamp -

- eller om det kun
har været staffage.

De fleste kender dem kun fra museer
eller som støvede antikviteter -

- men i virkeligheden
var det jo et allerhelvedes våben.

Et enkelt velplaceret hug
kunne skære en mand halvt igennem.

Men det her er bedstefars sabel.

- Den har aldrig været i kamp.
- Han var ikke med i krigen?

Jo, han var skam med i krigen.

Ligner du ham?

Nej, det håber jeg sandelig ikke,
frøken Claudia.

Måske findes der ikke mennesker,
der kun er onde.

Alle ser jo helst
det bedste i sig selv.

Måske på nær rendyrkede psykopater,
der ligefrem nyder deres ondskab.

Jeg tror heller ikke,
at Didrich ønskede at være ond.

Han kunne bare ikke andet.
Født ud af sin mors døde skød -

- og direkte ud i armene
på sin fars rasende sorg.

Kan De se den sabel,
der hænger derhenne?

Er De sød lige at tage den til mig?

Jeg fik den af Karen Blixen.

Se, den har været i kamp.

Se alle skårene, den har fået,
hver gang den har ramt knoglerne -

- eller metalknapperne,
som den har skåret sig ind i.

Selv blodrillen der …

Hvis ikke den bliver vasket
med det samme -

- så blodet oxiderer
ind i metallet …

Og han, som ejede denne her,
vaskede den med vilje aldrig.

Han bar sine fjenders blod
som et trofæ, ja.

Pas på, den er skarp.

Hvem var han?

Dinesen
var den yngste officer i hæren.

Vild og med et voldsomt had
til tyskerne.

Nogle sagde, at han var usårlig.

Og han fik da heller aldrig
en skramme.

Han og Peters gruppe havde nu
forladt Dannevirke som de sidste -

- og flygtede over hals og hoved,
for prøjserne vidste -

- at sendte de husarerne
i ryggen på den danske hær -

- så ville de nedslagte dem.

De var veltrænede dræbere,
spændte, blodtørstige -

- og rasende over
at finde Dannevirke rømmet.

Vi angriber.

Selve hovedtroppen med
Laust og Didrich var længere fremme -

- men var blevet fanget
i en nådesløs snestorm -

- som næsten tog livet
af de udmattede soldater.

En rædsel måtte det være
som de bageste -

- at høre husarernes trompeter
i ryggen, som blæste til angreb -

- og død.

Kom så, for helvede! Kom nu.

Hvad er det?

Hold min hest.

Hvorfor fanden gav I slip?
Vi efterlader ikke den kanon.

- Vi har fjenden bag os.
- I har smidt den i søen.

Det er jeres ansvar
at få den op igen.

Det går ikke. Den er for tung.

Dig.

Du hopper i.

222, det er dit ansvar.

Hvis du hopper i det vand nu,
så dør du.

Vi tabte den,
så må vi også få den op.

Giv ham et reb på.

Mere reb.

Stå fast.

Mere reb.

Træk. Træk rebet.

- Laust!
- Hiv, for satan! Hiv nu til.

Nej!

Kom nu. Hiv nu!

- For satan, Laust.
- Træk, for helvede.

Han skal op. Hiv.

Op med ham. Kom nu.

Op med ham.

De kommer tilbage.

Jeg tager ham yderst til venstre.
Du tager ham til højre.

Fyr!

Lad igen.

Stop.

Fordømte danskere.
Ned på knæ.

Hænderne bag nakken.

Hænderne bag nakken!

Du dér! Tag kasketten af.

Tag kasketten af.

Tag så kasketten af!

Fordømte danskere!

Hvad skal vi stille op med jer?

Hvem af os
har endnu ikke dræbt nogen?

Rudolph?

Peter talte aldrig om den hændelse
før mange år efter.

En vinter var han sunket ned
i dyb fortvivlelse -

- og hun havde næsten ikke magtet
at få ham op.

Men endelig var han begyndt
at fortælle om sine oplevelser -

- om husarens øjne.
Den første, han slog ihjel.

Om Dinesens afsindige vildskab -

- denne mærkelige, usårlige mand -

- som efter hændelsen havde bebrejdet
dem, at de alle var gået i panik -

- og fortalte dem,
at den bedste soldat var den soldat -

- som allerede så sig selv som død -

- og derfor ikke
havde noget at miste.

Og resten af krigen
forblev Peter hård og formørket.

Der findes en særlig race
af mennesker -

- som man altid
bør stå tæt op ad i en krig.

De udødelige.

Dinesen tilhørte den race.

Og hvad med Laust?

Laust og de andre
havde mistet kanonen -

- og var faldet bagud, også fordi
Laust var i en elendig forfatning -

- og det skulle vise sig,
at forsinkelsen var et stort held -

- for de nåede ikke op
til området omkring Sankelmark -

- før det var for sent.

Sankelmark?

Hvis Dybbøl var et helvede, så var
Sankelmark den hæslige indledning.

Oberst Møller
skulle forsinke fjenden -

- så resten af hæren kunne nå Dybbøl.

Men først ventede de -

- og det er det værste ved krigen.

At vente og vente.

Pludselig at forstå, at det,
som er på vej hen imod dig -

- kun har én eneste hensigt:

At slå dig ihjel.

- Du var der jo selv.
- Var jeg der selv?

Du taler jo, som om du var der selv.

Sankelmark varede kun
cirka halvanden time.

Fjenden blev slået tilbage -

- og danskerne fik tid til
at forskanse sig på Dybbøl -

- som om det havde
den ringeste betydning.

Næsten 900 døde og sårede -

- som lå ensomme og led -

- indtil den sidste rest af liv
frøs ud af kroppen på dem.

Ingen havde jo tid til
at tage sig af dem.

Johan?

Hvad er det?

Det er Sankelmark, Alfred.

Det er de sårede, der er efterladt.

Jamen vi må da hjælpe.

Vi har ikke tid, Alfred.
Vi skal videre.

- Kom nu.
- Det kan vi da ikke.

- Jo, vi bliver slagtet herude.
- Vi kan ikke bare lade dem ligge.

- Alfred!
- Det kan vi ikke.

Helliget vorde dit navn,
komme dit rige.

Led os ikke ind i fristelser,
men fri os fra det onde.

Thi dit er riget og magten
og æren i evighed. Amen.

Så kunne Laust ikke mere.

Til gengæld var Peter og hans gruppe
nået i sikkerhed langt nordpå.

- Er I danske, eller skal I dø?
- Danske.

- Kommer I fra Sankelmark?
- Dannevirke. Som de sidste.

Og jer?

- Er I sårede?
- Det er ikke vores blod.

- Kommer I fra Sankelmark?
- Ja.

Det var forfærdeligt. De stod i
formationer med bajonetterne fremme -

- og så kom husarerne.

Dinesen.

Du har ikke været i kamp.

Du er et forbandet desertørsvin.
Svigte dine kammerater.

Jeg blæser kraftedeme
hjernen ud af hovedet på dig!

Stop nu det der, Wilhelm.

Stop det nu.

Løb!

Folket hader Dem, Monrad.

At De lod hæren flygte,
og at Deres egen søn var en af dem.

- De Meza havde taktiske grunde.
- En flugt uden kamp.

Ingen tager tilsyneladende
Deres vision alvorligt.

Var det teater, ville det være
dilettant som ude i provinsen -

- med skolemesteren som instruktør -

- kongen spillet af Lars Skomager
og De, Monrad, spillet af Jens Kusk.

- Jeg beder Dem.
- Hvad beder De om, Jens Kusk?

Enhver forestilling
har sin dramaturgi.

Der er en start,
en midte og en afslutning.

De første to akter bygger op
til det endelige klimaks i tredje.

Denne dilettantforestilling
bygger op, bygger op, bygger op -

- men tredjeakten kommer aldrig.

- Det er ikke så enkelt, fru Heiberg.
- Aha …

Gud har altid været med os danske -

- men i disse dage er han fraværende.

Det gør mig meget, meget bange,
fru Heiberg.

Mine herrer, jeg kender det indtryk -

- som opgivelsen af Dannevirke
har gjort på mig selv …

Far øver sin tale til Rigsdagen.

… let forstå det indtryk -

- det må have gjort på de ærede
herrer, medlemmer af Rigsdagen -

- og Københavns borgere
i almindelighed.

Jeg kan ikke forklare, hvad der fik
generalen til at opgive Dannevirke.

Da jeg sidst talte med ham,
var han forberedt på -

- at man måtte slås
og gøre alvorlig modstand.

Ganske kort tid efter får vi
beskeden om, at man har besluttet -

- at rømme … Man har besluttet
at opgive Dannevirke -

- og at arméen allerede er i opbrud.

Denne efterretning
kom som et tordenslag.

Jeg kan derfor ikke andet
end billige -

- at krigsministeren
har overdraget hvervet til en anden.

Men lad os ikke fordømme,
lad os ikke fordømme -

- lad os ikke letsindigt fordømme -

- de mænd,
som flygtede fra Dannevirke.

For et tegn på,
at en nation er i opløsning -

- det er, når man slynger
ordet forræderi ud mod dem -

- som tjener deres land.

Ud mod dem,
som tjener deres fædreland.

Ditlev …

Min søn er ikke en forræder.

Jeg elsker dig, Viggo.
Jeg elsker dig.

Danskerne vinder ved Mysunde.

Vi satte alle kræfter ind
mod Dannevirke, og da vi kom -

- var der ingen.

Og vi fremstod som tåber.

Oprustede, kampklar, skarpladte
og fuldstændig alene ved fronten.

Mens de i ro og mag
kan omgruppere sig -

- griner man af os i hele Europa.
Vi ligner tinsoldater.

Bismarck, De er fantastisk.

Før man kan nå at bebrejde Dem,
har De allerede gjort det selv.

Jeg ville ønske,
jeg var mindre kynisk.

Men én ting taler til vores fordel.

Den danske hær
kæmper på to fronter.

Imod os mod syd
og imod dens egen regering.

Man siger, at den danske generalstab
brød forbindelsen med København -

- for at redde hæren.

Gud fri mig vel!
Hvad er der galt med det land?

Ser de ikke virkeligheden i øjnene?

Danskerne er i deres følelsers vold,
Deres Majestæt. De føler.

Nu var jeg endelig klar til
at tage af sted.

Jeg var begyndt
at kunne mærke barnet -

- og var nu alene, efter at mine
forældre havde vendt mig ryggen.

Nej, ikke alene.
Barnet var der jo.

Og ikke mindst Sofia,
min smukke søster -

- med de sorte øjne.

Selv om hun var stum,
forstod jeg altid, hvad hun sagde -

- gennem hendes stille blik
og bestemte bevægelser.

Og så var vi på vej sydpå.

Hoppede på vognen.

Ignazio og Djargo for at tage ned og
gøre forretninger i krigens kølvand -

- og jeg for at finde Laust og Peter.

Nu gør vi ophold for natten.

Djargo, dine tanker er sorte.
Glem dem.

Djargo. Glem dem.

Laust og hans gruppe
var nu faldet helt bagud -

- overhalet af fjenden.

Og derfor forsøgte de nu at arbejde
sig igennem skovene op mod Dybbøl.

Sofia?

Sover du?

Inge?

Inge?

Laust?

Inge?

Du må ikke dø.

Jeg er på vej til dig.

I morgen mødes vi.

Så taler vi med Peter,
og så løser det sig.

I morgen finder vi hinanden,
så skal jeg fortælle dig alt.

I morgen skal du blive far.

Og den nat lå jeg og Sofia i ske -

- og sådan holdt vi varmen.

Min ånde i hendes nakke.
Hendes ryg mod mit bryst.

Din mave …
Der er noget, der sparkede.

Er du gravid?

Med hvem?

Sofia? Hvem er det?

Hvem er det, Sofia?

Var det ham?

Svinet?

Var det ham, Sofia?

Voldtog han dig?

Han har ødelagt dig, Sofia.
Gjort min søster til en luder -

- der bærer hans bastard.

Du kan ikke bære hans barn!

Undskyld, Peter.

Det var ikke min mening.

Jeg elsker dig, Peter.

Men jeg har svigtet dig.

Jeg er et svin.

Der er sket noget.

Der er sket noget med mig og Inge.

Vi mistede os selv.

Kunne ikke lade være.

Jeg er så ked af det.

Jeg tror,
at det bliver for svært at dø -

- hvis du hader mig.

Vi må af sted nu.

Peter, vil du ikke med op og kneppe?

De døde knepper ikke.

- Dybbøl.
- Skal vi igennem der?

Det kan vi da ikke.

Bare vent her.

Hvem der?

Hvem der?

En dansk soldat,
der er træt af krigen.

- Te?
- Ja tak.

Er du deserteret,
eller er du bare blevet bange?

Hvem er ikke bange?

- Hvad hedder du?
- Hvorfor spørger du?

- Du burde ikke være her.
- Nej.

Hvad med de andre?
Generer de dig ikke?

Nej, kun dig.

Hvad er der med Heinz?

Lad være med det der.

I skal bare slappe helt af …

… så sker der ingenting.

Vi vil ikke gøre jer noget.

Der er ingen problemer.

I skal simpelthen bare
slappe helt af.

Slappe helt af.

I skal ikke gøre noget.
Alt er, som det skal være.

Sådan. Nu skal I bare
lukke øjnene for alt udenfor.

Heinz! Hør efter.

Du kan ikke skyde en mand i ryggen.
Det kan du ikke.

Hvis du ser en fjende, skyder
du ham ikke i ryggen. Hører du?

Og når dagen kommer,
så skyder du ikke.

Jeg kan ikke.

Danske på vej!

Danske på vej!

Danske på vej!

Danske på vej!

Dengang jeg drog af sted.

Dengang jeg drog af sted,
dengang jeg drog af sted

min pige ville med,
ja, min pige ville med.

Hvor er kanonen?

Den, I smed i søen?

Alene det, at vi er her,
er et mirakel, hr. kaptajn.

I nægter at adlyde. I har efterladt
kostbart materiel til fjenden.

Der findes ingen undskyldning
for fejhed.

Der findes ikke en eneste fej soldat
bag den linje.

Hvad mener du?

Jeg kan lugte kujoner
på lang afstand.

Helt tilbage fra Fredericia dengang.

Du var der?

Det er anden gang nu -

- så gør det ikke svært
for os begge to.

Laust skal have hjælp, hr. kaptajn.

Ja.

- General de Meza ønsker at se Dem.
- Har han en aftale?

Nej, det er helt uanmeldt -

- men han siger, at det er vigtigt,
at han får Dem at se.

Nuvel.

General de Meza.

Nej, De bryder Dem jo ikke … Nej.

Hr. konseilspræsident -

- jeg er ganske klar over
og må naturligvis respektere -

- at jeg er blevet frataget
min stilling som øverstkommanderende.

Men det er min pligt at orientere Dem
om omfanget af den katastrofe -

- den danske hær og hele Danmark
i dette øjeblik står over for.

Tilbagetoget fra Dannevirke
var en bydende nødvendighed.

Vi skal ikke vente ved Dybbøl.
Det kan betyde et blodbad.

Et blodbad
uden sidestykke i danmarkshistorien.

Vi vil kaste vore mænd i døden
til ingen verdens nytte.

Vi bør følge den oprindelige strategi
og overføre hæren til Fredericia -

- så præjserne ved en storm på Dybbøl
igen slår i den tomme luft.

Vi bør benytte os af mindre enheder,
som bevæger sig i landskabet -

- og kan angribe fjenden på uventede
steder og udnytte lokalkendskabet.

General du Plat er den stærkeste
til at overtage overkommandoen.

Han tænker strategisk.
Han tænker kreativt.

Men at låse sig fast ved Dybbøl …

Hr. konseilspræsident,
jeg bønfalder Dem.

Stop dette vanvid,
før det er for sent.

General de Meza, De er nervøs -

- bange for kold luft og bakterier.

Der er ikke noget at sige til, at De
også er bange for den prøjsiske hær.

Den danske hær
har ikke brug for kreative ledere.

Danmark har brug for en general,
der forstår danskernes ønske.

Det er jo derfor,
De lige nu står uden arbejde.

Må jeg spørge Dem, hvem De har
tiltænkt stillingen som overgeneral?

General Gerlach.

Gerlach? General Gerlach
ejer ikke beslutningskraft.

Han skal ikke tage beslutninger. Han
skal gøre, hvad han får besked på.

Han var ikke til stede,
da De besluttede at rømme Dannevirke.

- Det ville han aldrig have gjort.
- Nej, sikkert ikke.

Så hvis De vil have mig undskyldt.

Hr. Monrad …

De er klar over, at De nu
har lagt 30.000 danske soldater -

- på en slagtebænk ved Dybbøl.

Tak for Deres gode råd,
general de Meza.

Jeg er sikker på,
at Gud viser sig ganske snart.

- Gud?

Når Gud viser sig, så kan vi tage
vores børn ned fra offerbænken igen.

Du …
Du er altså alt for tidligt ude i år.

Mine herrer,
her kan De se vores situation.

Vi befinder os på denne side.

Nord, øst.
Og ved Dybbøl står fjenden.

Det bliver et af de voldsomste
slagterier i vores historie.

Vi vil udmatte danskerne
ved at beskyde dem med kanoner.

Jeg mener ikke kun deres skanser
og befæstningsanlæg -

- men vi vil nedbryde
de danske soldater mentalt.

I mellemtiden vil vore tropper grave
sig ind under de danske stillinger.

På nogle uger bliver løbegangene
befolket af 30.000 soldater -

- som er klar til at angribe.

Goeben?

Haubitser. 12- og 24-punds
riflede feltkanoner med bagladere.

De har en rækkevidde på fem kilometer
med uhørt præcision.

Hold Dem for ørerne, mine herrer.
Braget fra dem er dødbringende.

Klokken er 16.15 -

- og vi påbegynder udmattelsen
af den danske skanse.

Mine herrer …

Fyr!

Prøv at se.

Søg dækning!

I dækning.

Hvorfor giver Gud lys
til de elendige?

Hvorfor giver han liv
til de fortvivlede -

- til dem, der længes efter døden …

… der ikke kommer -

- som søger den mere
end nogen skat -

- som glæder sig og jubler -

- og fryder sig,
når de findes deres grav …

… til en mand, hvis vej er skjult,
og Gud har spærret inde?

Mine suk er blevet mit daglige brød.

Min stønnen vælder frem som vand.

Det, jeg frygter for -

- rammer mig.

Det, jeg gruer for, kommer over mig.

Jeg finder ikke ro, ikke hvile -

- ikke fred.

Hvad var det,
som havde bragt os så langt væk -

- fra den almindelige sunde fornuft?

Måske er det krigen og dens anarki,
der vender virkeligheden på hovedet -

- og derfor fascinerer.
Liv og død.

Ord og saft, der flyder frit.

Pis og lort,
latter, eder, sæd og blod.

Var jeg ved at blive sindssyg -

- eller var vi alle bare blevet det?

Danske tekster: Mette Vanggaard
Dansk Video Tekst

Subtitles ripped by Peterlin