Original subtitles

Når jeg lukker øjnene og holder tiden inde -

- er jeg stadig en ung pige.

Selv foran spejlet.

Men når jeg åbner dem, slipper tiden ud. Så ruller årene væk under mig -

- og jeg mister grebet og falder ned gennem mit liv.

Dette enorme galleri af mennesker, der forsvandt.

Dem, vi så småt glemte -

- og dem, som blev husket.

Laust og jeg skrev stadig breve bag Peters ryg.

Og selv i dag føler jeg en skyld -

- som jeg sikkert en dag tager med mig i graven.

Alt det liv, der gik til spilde. Og al den tid.

For i de år sendte politikerne landet ud i krig.

Hvilket kun gjorde os alle spændte.

For som alle andre unge mennesker i tidligere og kommende generationer -

- så troede vi, at vi var udødelige.

Og tog derfor smilende døden i hånden -

- og fulgte efter ham ind i Helvede til lyden af musik.

Dengang jeg drog af sted, dengang jeg drog af sted

min pige ville med, ja, min pige ville med.

Det kan du ej, min ven, jeg går i krigen hen

og hvis jeg ikke falder, kommer jeg nok hjem igen.

Ja, var der ingen fare, så blev jeg her hos dig

men alle danske piger, de stoler nu på mig.

Og derfor vil jeg slås som tapper landsoldat.

Hurra, hurra, hurra!

Min fader og min mor, min fader og min mor…

For satan!

Få fat i en bedemand.

Hvad… Jeg tænkte bare, hvad siger vi til de pårørende?

- Hvis der er nogen pårørende? - Hvad vi siger?

Ja. Er han 'faldet i kamp' eller 'sovet stille ind'?

Han er i uniform. Han er bevæbnet og til hest på vej i kamp.

- Så det er altså 'faldet i kamp'? - Find den bedemand.

- Hvem bliver den nye kaptajn? - Jeg ved det ikke.

Var det lige en god start, eller hvad?

Vores kaptajn dør af alderdom -

- og vi marcherer alle sammen lige efter ham ind i en baggård.

Lad os skåle for den døde kaptajn. Og for vores nye.

Skal vi skåle i det her?

Nå!

- Skål. - Skål.

Hvad så, Alfred?

- Skål, Alfred. - Skål.

Nå, men så skål.

Højst et par dage. Vi overrumpler dem.

Prins Friedrich Karl.

Hvor mange slag har De egentlig deltaget i?

Det ved hr. generalfeltmarskal vist udmærket.

De ved også, at jeg er Dem taknemlig for min første post som general.

Jeg kan huske Napoleon.

Han var general.

Ganske vist også et bæst, men en sand general.

Djævelsk.

Skrupelløs. Begavet.

Desværre franskmand.

Jeg har lært alt af at være hans modstander.

Ser De, min kære prins.

Erfaring er altafgørende.

Men holder vi os til Moltkes plan?

Altså, ærlig talt …

Det er umuligt at føre krig fra et skrivebord.

Hr. Moltke befinder sig i Berlin.

Jeg vil også uden ham være i stand til -

- at besejre denne franske abekat.

Denne danske abekat, hr. generalfeltmarskal.

Ja. Det var også det, jeg sagde.

Hvorfor skulle vi ikke vide lige så meget som dem? Det er hans pointe.

Folket er enheden. Det er folket, der er masserne.

Proletariatet må tage skæbnen i egen hånd.

Og vælte magthaverne?

Hvorfor skal én mand bestemme over tusinder?

Hvorfor bestemmer nogle få over millioner?

Hvorfor skal vi være overladt til et fåtals luner?

- Hvad var det, han hed? - Marx. Karl Marx.

- Og hvad får han ud af det? - Ingenting. Manden er idealist.

Han er tænker, Ludwig.

Og du følger ham, ligesom du følger disse gale generaler?

Hvad laver du egentlig, Heinz?

Det er det, jeg mener! Hvorfor er vi her?

De næste tre år er vi tvunget til at dræbe vores danske kammerater.

Danskerne er vanvittige.

Jeg vil ikke dræbe nogen.

Så skal jeg nok ikke gå ved siden af dig.

Jeg har intet imod mine danske kammerater. De er ofre ligesom os.

Du vrøvler, Heinz!

"Kæreste Laust. Jeg kan ikke leve med to ansigter.

Og helst vil jeg bare gøre en ende på det hele.

Bryde forbindelsen med jer begge.

Eller tage ned til jer og fortælle Peter alt.

Men hvordan?

Nogle gange ønsker jeg, vi alle sammen bare var figurer i en roman -

- som man kan få til at forsvinde ved at lukke bogen -

- når det hele bliver for pinefuldt.

For hvad skal vi dog bruge virkeligheden til?"

Sikke noget lorterod.

- Hun var forelsket. - Hun er jo tosset.

Det er det, jeg siger. Hun var forelsket.

Mor…

Jeg er gravid.

Skal du ikke sige noget?

- Hun er gravid. - Er det Didrichs?

Hvad er det, du har gjort, barn?

Hvis det er Didrich, så er alt godt. Se på mig.

- Didrich? Tror du, jeg er gal? - Inge!

Jeg skal have et barn med den, jeg elsker. Laust.

- Og hvad sker der med horeunger? - Vorherre bevares!

I jeres forstokkede verden, men nu er det en ny tid. Vores tid.

- Jeres tid? - Kærligheden har sin egen vej.

Og hvad når Laust falder i krigen?

Den dag vil du stå mutters alene i den silende regn -

- med et barn på din arm. Frysende og alene. Frysende.

For her kan du ikke være. Her vil døren være lukket.

Og når du banker på, så vil du være så afkræftet, at ingen hører det.

Eller måske hører vi, at der står nogen derude og skraber på døren -

- men nægter at tro, at det er dig, for vi har jo ikke nogen datter.

Hun døde for længe siden.

Jeg bliver nødt til at tage derned.

Sofias far rejser snart sydpå. Jeg tager med.

- Er alle blevet stiktossede? - Jeg har besluttet mig.

Så bliver det ikke anderledes.

Jeg var ung og stædig. Der var intet andet at gøre -

- end at forberede rejsen sydpå.

Peter og Laust nåede i de dage til Dannevirke.

Det, som i alle danskes bevidsthed -

- stod som et uindtageligt fort mod fjenden i syd -

- skulle vise sig at være forfaldent og helt uforberedt på en krig.

Og som med alt andet var fantasien om vores styrke -

- større end virkelighedens forfald.

- Velkommen til sovesalene. - Sovesalene?

- Skal vi sove her? - Ja.

- Men her er jo ingenting. - Netop!

Og ingenting er altid en udfordring.

Det, vi står på her, det er kanten af selve Danmarks fundament.

Dannevirke. Thyras vold. Danernes værk.

I århundreder har det holdt de sataner fra syd væk fra vores land.

- Er det forstået? - Javel, hr. løjtnant.

Hold kæft, I ligner lort, men det må vente.

Først får vi styr på lejren, og så får vi styr på jer.

For jeres kaptajn. Alle ret!

- Dinesen, se på Deres mænd. - Javel, hr. kaptajn.

Se dem!

De ligner lort. Man møder ikke fjenden som vagabonder.

Man møder fjenden som mænd, der ser ordentlige ud.

Rene, ranke mænd, som indgyder respekt.

Har vi ikke set hinanden før?

Har vi ikke set hinanden før?

Svar mig.

De mænd skal se ordentlige ud om en time.

Det er meget nemmere, når vi ikke har noget varmt vand.

- Dinesen! - Alle ret!

- Pisser de på støvlerne? - De skal være rene.

- Så vi pisser på dem, hr. major. - Prioriter mændenes indkvartering.

- De har ret. Det her er vanvittigt. - Få mændene indkvarteret.

- Prøjserne er på vej til Mysunde. - Vi skal i kamp?

Nej. Tropperne i Mysunde er udhvilede.

Vi er ikke trætte. Mændene keder sig. Vi vil gerne i gang.

Vi kan altid bruge et ekstra kompagni.

- Få dem af sted før solopgang. - Javel.

Hvor er danskerne?

Har de forladt deres stillinger?

De er flygtet som kujoner.

Udmærket. Vi må sætte efter dem -

- så vi kan liste os ind på dem og slagte dem.

Vi kender hverken deres antal eller position. Tågen gør det umuligt.

- Hvor er vi? - Syd for Mysunde.

Der er de sandsynligvis.

De har forskanset sig ved Mysunde. Men det er meget svært at se.

Tågen er tyk som ærtesuppe. Men man kan høre dem.

Vi kan ikke bare angribe i blinde. Det ville være for usikkert.

Er De usikker? Siger De, at De er usikker?

Hvad vil De så gøre, hr. general?

Mændene afventer Deres ordre. Tusinder af dem.

Vi kan ikke slå lejr i ingenmandsland.

- Og tilbagetrækning er udelukket. - Vi kan ikke se noget, hr. general.

Hvad vil De så foreslå? At vi sætter os ned -

- og beder til Vorherre om bedre vejr?

Eller skal vi marchere videre som rigtige soldater?

Vi angriber.

Hvad siger De?

De må undskylde. Jeg er ikke så ung længere. Hørelsen …

Vi angriber!

Det her er et udmærket sted.

Herfra kan vi se det hele.

Bliver vi stormet, er vi den sidste mur før Mysunde.

Javel, hr. kaptajn.

De er 10.000 derude, siger de, og vi er 2000?

Synd for dem, at de er i undertal.

Det er fortropperne.

De har kontakt derude. Om lidt kommer de spænende hjem.

Og så starter det hele.

Ned!

Hold da kæft!

Kom, kom, kom.

Satan. Helvede. Pis. Djævle. Kraftedeme.

De falder som fluer.

Vi står fast.

Deres skytter sigter efter vores artillerister. Mange falder.

Men der kommer straks nye til.

Vi står fast.

Vi venter, indtil marsken igen bliver fyldt af fremadstormende prøjsere.

Venter, til… vi næsten ser det hvide i deres øjne.

Venter, venter.

Venter.

Og så igen: Fyr!

Og kardæskerne, de blæser ned over dem.

Og næsten…

Næsten… næsten flår deres kroppe fra hinanden.

Og så pludselig stilheden.

Nu kommer der ikke flere.

De tyske trompeter, der kalder dem tilbage.

Så stille.

På nær…

På nær hvad, min søn?

Skrigene.

Skrigene fra de sårede. Det…

Sejr.

Jeg sagde det. Jeg sagde det jo.

Viggo?

Viggo Monrad? De gør os stolte af at være danskere.

Det var en fin fortælling, men jeg forstår det ikke.

Falder som fluer? Hvorfor løber alle de unge mænd lige ind i døden?

Jamen det er jo det, de gør, kære Andersen. Vi har alle vores skæbne.

Forfatteren nedfælder poesi. Soldater fælder soldater.

(alle ler)

(der høres skrig)

De slagtede os simpelthen.

Så du det? Så du, da de stod foran os?

Ja … Ja, jeg har set det!

Det ene øjeblik var de mennesker.

Det næste øjeblik var de ikke andet end … kød.

Kød!

Og det var så dine danske kammerater, Heinz.

Dine venner.

Dine venner …

Kom.

(lyden af en sav)

(høje skrig)

(manden skriger)

Kom.

Jeg forstår stadigvæk ikke, hvad den krig handlede om.

Krige kan være både nyttige og uundgåelige.

Den her var ikke nogen af dem.

Nej. Tusindvis af unge danske mænd ofrede sig forgæves.

Kunne de ikke lade være med at lytte til de nationalistiske idioter?

Alle ville jo. Man var opildnet. Danskheden blomstrede.

Desuden var det en anden tid. Der var mere pli dengang.

Og så hørte man efter, hvad ens forældre sagde.

Ikke som i dag, hvor unge mennesker tror, at de er deres egne generaler.

Dengang var ungdommen sund. Fuld af gåpåmod og hår på brystet.

Ikke som de tudekoner, man ser i vore dage. Man stillede bare op -

- og tog de tæsk, man skulle have. Hvis man altså fortjente dem.

Selv krigen var meget mere ærefuld end det pjat, man ser i vore dage.

Vorherre bevares! Mænd kæmpede med hinanden -

- så hinanden i øjnene, indtil blodet flød.

Det var ærefuld krig. Ja.

Ikke som i dag, hvor man bare trykker på en knap -

- og så tager en robot livet af fjenden på ti kilometers afstand.

Og når det hele er overstået, tager man hjem til basen og ser en film.

Hvis man da ikke har fået nogle smårifter og bliver sendt hjem.

Modtaget af psykologer med champagne. Unge mennesker i dag er ikke i krig.

De er bare en flok tøsedrenge på søndagsskoleudflugt.

- Fuck dig, din gamle nar! - Hvad?

Hvad sker der? Hallo?

- Unge frøken? - Fuck af!

Det var da i allerhøjeste grad en fuldstændig utilbørlig opførsel.

En utilbørlig! En utilbørlig opførsel!

Hvad fanden er det for et sprog, du snakker, mand!

Tal sgu da fucking ordentligt dansk!

Jeg er da ked af, hvis jeg på nogen måde har…

Åh, nu husker jeg.

De havde noget familie.

En bror.

Åh nej.

Åh, fuck!

Schau, Du Plat, hvordan ville De indtage Dannevirke?

Det ville ikke være uden store tab. Vi har et stærkt forsvarsanlæg.

Javel. Taler vi nu myten Dannevirke eller det virkelige Dannevirke?

Dannevirke er i princippet uindtageligt.

Ja, for hvis jeg var fjenden, ville jeg ganske enkelt omgå stillingen.

Dannevirke er sikret på flankerne med vand.

Oberst Møller, hvor længe har vi haft frostgrader?

Halvanden måned.

Forbered en tilbagetrækningsplan for en rømning af Dannevirke.

Dannevirke er symbolet på Danmarks suverænitet og forsvarsvilje.

Det vil opleves som en moralsk katastrofe.

Vi skal ikke lave en forestilling, der kan vinde publikums bifald.

Mod syd står fjenden, der tæller cirka 60.000 mand.

Den danske hær tæller cirka 30.000 mand.

Mod øst er der frosset til. Det samme gælder vådområderne mod vest.

Flankerne der er for sårbare. Fjenden kan omslutte stillingen -

- og Dannevirke er ikke længere en fæstning.

- Men vi kæmper da. - Hvabehar?

Ja. Uanset hvilket pres -

- så mener jeg nok, at vi kan og bør være parate til -

- at miste en tredjedel af hæren om nødvendigt.

Unds…

Undskyld, hr. konseilspræsident, De mener altså…

- De mener, at vi skal ofre…? - Netop.

- Ofre 10.000 mand? - Ja.

Ja, ja. Ja, ja, ja.

Det betyder en fatal reduktion af hærens kampkraft -

- og at Danmark ligger åben.

Ja. Javel, ja. Jamen det går jo ikke.

Det var også… Det var mere en… en eufemisme.

Et billede på den grad af offervilje, vi bør have.

Jeg har jo fuld tiltro til, at De ved, hvad der er nødvendigt.

Tak. Jamen så anbefaler jeg, at vi foretager en rømning af Dannevirke.

Vi foretager et strategisk tilbagetog til Dybbøl.

Fjenden forventer, at slaget skal stå her. Vi er væk.

Det vil give dem et moralsk nederlag, og vi vinder frem for alt tid.

Så kan vi forhåbentlig møde dem med større styrke ved Dybbøl.

Lige mine tanker. Lad os give dem det moralske nederlag -

- og så en omgang prygl i Dybbøl.

Deres Majestæt! Der er noget, jeg må tale med Dem om.

Hvis jeg lige må låne Deres opmærksomhed et lille…

De ved, at jeg har en søn ved fronten.

Han er en dejlig dreng. Viggo. Løjtnant.

Min kone og jeg er vældig stolte af ham. Og han er stolt.

Parat til at give sit liv for Danmark som enhver anden ung dansk mand. Ja.

Min kone græder, men inderst inde så forstår hun det godt.

Jeg kunne have skaffet ham et skrivebord hjemme i København.

Nej. Viggo skal ud, også selv om det kan koste ham…

Ja. Det er hans pligt, og det er vores pligt at ofre vores egne børn.

Hvad taler vi om, Monrad?

De har en søn i den modne alder.

Hvis kongen viser, at han er parat til at ofre sin egen søn…

Det ville styrke moralen. Kongen giver sin søn.

Det ville være dansk.

Ingen vil så betvivle Deres engagement.

Abraham, Isak.

Forstår De?

Ikke at nogen naturligvis ønsker, at det kommer dertil. Ikke det.

Men at man viser, at man har viljen til at ofre ham.

Forstår De?

- Jeg skal tænke over det, Monrad. - Tak, Deres Majestæt.

Ond, modbydelig prøjser.

En stor flok drengerøve.

Som I kan se, så har han en stor, ond, skarp bajonet -

- som han flænser jer op med.

Medmindre I selvfølgelig når at lade en gang til. Kom.

- Kom så, Peter. - Er du klar?

Du skal starte, som om du lige har affyret et skud.

Kom så, Peter.

Bang!

Det må godt være fint. Altså ikke stift og sådan.

Bare sådan pænt og ordentligt.

Hvis du synes, det, jeg skriver, er kluntet, så retter du bare.

Kæreste snuskebasse.

"Kæreste henrivende Lisbet."

"Henrivende'. Det er bedre.

Jeg sover dårligt uden dig.

"Nætterne er søvnløse og tomme uden dig."

Når jeg ikke kan mase mig ind -

- til din store, dejlige, fede, hvide krop.

"Når jeg ikke kan lægge mig ind til din fagre bløde krop."

Det er simpelthen noget hø at sove alene.

"Nætterne er så smertefulde alene."

Et ordentligt kys skal du have.

Og et klask bagi fra din husbond Erasmus.

"Mange kys og kærtegn -

- og et klask bagi fra din husbond Erasmus."

Det der med klask… Det er ikke for meget, vel?

Det er et perfekt klask.

Jeg ville ønske, jeg kunne skrive, men jeg kan kun løfte en kornsæk.

- Uden korn ville vi dø. - Post!

Christensen? Nielsen?

- Tak. - Christensen? Skagen?

- Jensen? Ørbæk? - Det er mig.

Det er fra Inge.

- Hvilken Jensen var det? - Laust. Laust Jensen.

"Kæreste elskede Laust, tak for dine skønne breve.

Jeg deler hver eneste drøm med dig, men savner dig som virkelig.

Ikke kun som drøm og ånd, men som krop.

Lige her. Dit kød i mit.

Ligesom den nat, hvor du gjorde mig til din for altid.

Og hvad gør vi med Peter?

Vi må fortælle ham det, som det er.

Men hvornår?

Han er jo så følsom og skrøbelig.

Og jeg er nervøs for, om han kan klare det."

Peter…

Satan!

Hej, Peter.

Hvad er der?

Er det mor?

Løgner! Dit forbandede, falske svin!

Jeg ønsker, du dør en rådden død! Din forbandede forræder!

Undskyld, Peter.

Slå mig bare. Slå mig!

Slå mig, sagde jeg! Slå.

Igen. Kom nu, Peter. Igen!

Kom nu igen. Slå mig!

Nej!

Peter, vi er brødre.

Ikke mere.

(klapsalve)

Er det ikke det, man siger? Det lille drama, det er sgu altid det største.

Dinesen… Vi har fået nogle flere folk, så vi laver en ekstra deling.

Gør 222 Johan Larsen til oversergent, og sæt Laust Jensen i hans stilling.

De skal tage Dem af et strejfkorps. De skal gå ind bag fjendens linjer.

Du Plat ønsker, at vi kalder dem 'jægere'.

Tag broderen med. Så har vi skilt dem ad.

Temaet fra 'Yorkscher March'.

Jeg elsker det. Fjenden vil ryste i bukserne.

Piefke. Fremragende!

- Hr. generalfeltmarskal? - Ikke nu!

Jo. Nu.

Hvor vover De! Hvem er De egentlig?

Generalfeltmarskal Moltke.

Der er kun én generalfeltmarskal her.

Nemlig.

Vi har spildt meget tid.

Vi burde for længst have angrebet Dannevirke.

Prins Karl Friedrich overtager fra og med i dag kommandoen.

Det er en stor ære -

- at møde Dem på slagmarken, hr. generalfeltmarskal.

Berlin takker Dem. De er hermed fritaget for tjeneste.

Hvis De vil overlade alt …

… til uerfarne kræfter …

… så værsgo.

Men jeg advarer Dem.

Jeg advarer Dem!

Man kan ikke besejre Napoleon -

- ved at løbe stormløb mod ham.

Man er nødt til at udmatte ham.

- Det mener De? - Ja.

Jeg er den eneste her -

- der har stået over for franskmændene.

Danskerne, hr. feltmarskal.

- Hvad er der med dem? - Danskerne, ikke franskmændene.

Er det ikke fuldkommen ligegyldigt -

- hvor de kommer fra?

En fjende er en fjende!

Hvem stemmer for en tilbagetrækning?

- Vi får et helvede med København. - Monrad vil støtte vores afgørelse.

Monrad er en idiot.

De burde være klog nok til at holde sandheden for Dem selv.

Oberst Møller, De meddeler København vores beslutning.

Sørg for, at hverken Monrad eller Lundbye kan give kontraordre.

- Javel. - Mine herrer… Vi rømmer.

Nu!

Overkommandoen har besluttet sig for at redde materiel og menneskeliv -

- ud fra en vurdering af, at forsvar af Dannevirke er nyttesløst -

- nyttesløst… og at Dybbøl er en langt mere sikker stilling -

- for det danske forsvar. Færdig?

- Er du færdig? - Ja.

Hvad?!

Så derfor må vi insistere på, at beslutningen er uacceptabel.

- Regeringen ønsker… - Undskyld.

- Hvad er der nu? - De har netop…

Så sig dog, hvad De vil sige, lille menneske.

Forbindelsen er afbrudt.

Det er en forbandet situation.

Vi må væbne os med tålmodighed, før vi kommer i kamp.

Desværre.

Men det er nu engang generalernes beslutning.

Frivillige bliver her og destruerer de kanoner, vi ikke tager med.

Det kan blive den sikre død.

- Lige så snart prøjserne indser… - Jeg melder mig!

Lige så snart prøjserne indser, at vi er væk, så vil de gøre alt -

- for at hente og slagte bagtropperne.

Jeg melder mig.

Nej. Nej!

Vi skal nok klare den. Ikke også, mænd?

Javel, hr. løjtnant!

Lad os komme i gang!

Peter… Peter! Peter!

Nå, hvad ser du?

Danskersvin.

Heinz … jeg er bange.

Før Mysunde troede jeg, at det bare var en udflugt.

Jeg vil ikke være her mere.

Der er kun én vej, og det er fremad.

- Men jeg har kone og børn. - Hold din kæft!

Alle her har familie. Alle!

Jeg kan ikke klare det. Jeg troede, jeg var stærkere …

Så må du se at blive det.

Jeg troede, at du var imod de høje herrer, der tvinger os til det her?

Jeg aner ikke, hvad krigen handler om.

Den handler om, at de skal dø, hvis du vil overleve.

Så bed til Gud og din bøsse og tag dig sammen!

Hvorfor vil de have våbenhvile?

- Hvorfor skulle vi anerkende den? - Og give dem tid?

Vi sender en parlamentær -

- der skal forhandle om betingelserne.

Så kan vi se deres stillinger. Hvad mener De, Manteuffel?

Du skal nok klare den, Peter.

Alle ved, at du er tosset, Johan.

For min skyld kan de bare komme.

Sådan skal du ikke tænke. Du har forpligtelser.

- Over for hvem? - Over for dem, der følger efter dig.

- Dem, der følger efter mig? - Det er dine børn. Deres børn.

Tak, Messias, men jeg er holdt op med at tro på dig.

Dav.

Må vi ikke give en lille én?

Hvad så, lille pige?

Er du løbet hjemmefra?

Er du ikke lidt for ung til at sidde sådan et sted her helt alene?

Jeg kan sådan set godt lide at være alene.

Du kunne godt ligne en, der er ude i noget med sociale problemer.

Jeg synes ikke, jeg har specielt mange sociale problemer.

Du skal bare sige til, hvis vi kan hjælpe dig med et eller andet.

Hvad siger du til at spille den af på os ude bagved?

Du får 200 for det.

Skal jeg ikke hellere sutte den af for en tusse?

500.

Nej, nej, nej. Kom her. Kom.

Hey! Hvor fanden skal du hen?

Hvad satan bilder du dig ind?

Din lille åndssvage tøs!

"Kære unge frøken Claudia.

Jeg beklager, men jeg kender ikke Deres efternavn. Det gør mig ondt -

- at jeg kom til at fornærme Dem sent denne eftermiddag.

Det var ikke min hensigt.

Jeg ved, hvor svært det er at bære tabet af én -

- som står ens hjerte meget nær.

Og min opførsel var både dum og klodset.

Jeg beder Dem allerydmygst om forladelse -

- og håber, at du kan tilgive mig min…"

(man hører Claudias gråd)

Ryttere! De kommer!

Danske tekster: Dansk Video Tekst

Subtitles ripped by Peterlin