Original subtitles

Hvad vil De? Forsvind. Jeg skal nok klare mig selv.

Gå væk! Gå væk!

Fuck!

Jeg ville tage livet af mig, hvis bare jeg turde -

- så vi kunne være sammen igen.

Men jeg er en fordømt kujon.

- Kom her. - Nej.

Kom her. Op med dig.

Kom. Og herud.

Hvad skal vi? Hvor skal vi hen?

Vi skal lige have tø…

Af med det her.

Kom. Af med dem.

Og næste fod.

Og så op.

Går det bedre?

Jeg ved ikke, hvem De er -

- men det havde De ikke behøvet.

Nej.

Skal jeg læse højt for lille Grisling?

- Er det det, jeg hedder? - Ja.

- Lille Grisling? - Du er lille Grisling.

Og jeg er Ninka Ninus.

- Arbejder De her, frøken Ninus? - Du skal drikke noget vand.

- Hvorfor har De ikke tændt lyset? - Det har jeg også.

- Nå. - Du er bare blind.

Er jeg blind?

Skal jeg læse lidt?

Så læser jeg lidt.

Jeg vidste ikke, at kaniner kunne læse.

Men jeg har jo gået fire år på kaninuniversitetet.

Javel. Ja, det forklarer jo …

Jeg havde kun sagt farvel til Laust og Peter for få dage siden -

- men savnede dem allerede så meget, at mit hjerte var ved at briste.

Værre var det naturligvis for mor Karen.

Alene og med de to sønner på vej ud på en helt forfærdelig usikker rejse.

Vi var ikke mere bare de tre dagdrømmende børn, der jagtede skyer.

Vi var stadig lige så naive som nyudklækkede kyllinger -

- foran en ræv, for verden var altid smuk.

Også dem, der kom udefra, fremmedartede og med sorte øjne -

- og som gjorde vores verden større -

- selv om Didrichs altid aktive vulkan -

- smeltede enhver skønhed på sin vej.

Men vi selv lærte også at tænde bål.

For den kærlighed, vi delte lige imellem os -

- viste sig at være umulig -

- for Laust og jeg elskede hinanden bag Peters ryg -

- og bedraget fandt sin plads i paradis.

Snart talte alle om krig og kongerige. Danmark for danskerne.

Også hos kultureliten, som ikke bare agiterede for en krig -

- men også samlede underskrifter for den.

Hvorfra udsprang den galskab? Hvem havde givet den pænt tøj på -

- friseret dens hår og inviteret den med ind til bordet -

- hvor den nu sad med som æresgæst?

Og da vor elskede konge blev dødeligt syg -

- tænkte jeg ikke engang selv, at det kunne være et varsel -

- for jeg led jo af den samme eufori.

- Deres Majestæt. - Det drejer sig om forfatningen.

Forfatningen, som indlemmer Slesvig.

Hvis De underskriver, så får De det, De altid har drømt om:

- Et stort kongerige. - Nå.

Vi skal bruge en underskrift …

En underskrift.

… for at samle kongeriget.

Dengang jeg drog af sted, dengang jeg drog af sted

min pige ville med, ja, min pige ville med.

Og så døde Frederik 7., mens projektet fortsatte -

- og idéen om det stadig rystede Bismarck -

- og det prøjsiske forbund.

Alle regner med, at Danmark vedtager en ny forfatning -

- der bekendtgør, at Slesvig hører til Danmark.

- Det er nærmest en krigserklæring. - Ja.

- Hvem ønsker krigen? Ikke jeg. - Ingen ønsker krigen.

Men hvis Danmark virkelig indlemmer Slesvig -

- hvem bliver så det næste offer for det danske storhedsvanvid?

Jeg mener, at Det Tyske Forbund må holde sammen.

Ja, det lyder rigtigt.

Danskerne er et romantisk og liberalt folk.

Derfor må vi vise styrke.

Og Prøjsen og Deres Majestæt må bære fanen -

- ikke kun for at bekæmpe de liberale kræfter hos os selv -

- men også for at vise den prøjsiske standhaftighed og kongens styrke.

Ja, Rude.

Jeg skal meddele Dem, at middagen er serveret.

Vil d'herrer spise med?

- Og hvad med Slesvig? - Lad os se tiden an.

Danskerne er næppe så dumdristige, at de begår selvmord.

Ikke dumdristige. Sensible.

Ja, så er de vel dumdristige.

Vi forstår godt, at De som nyudnævnt konge nødig ser en krig startet.

Og vi tvivler også stærkt på, at Det Tyske Forbund vil starte en krig.

- Danmark støttes af flere nationer. - De tvivler.

Undskyld.

De tvivler altså på, at Tyskland ikke vil?

Den danske hær er rustet til hvad som helst.

Ånden fra 1848 hviler over hver eneste dansk soldat.

Desuden har den svenske konge lovet støtte med tusindvis af mænd.

- Og også England har … - Nej.

Det her er en klar overtrædelse af alle de aftaler, vi har indgået.

Det vil provokere alle. Det kan skabe uro over hele Europa.

Hvem siger, at de tyske i Slesvig ønsker at blive danske?

Det bliver de jo med tiden.

De har allerede for…

… forb…

Vi har allerede lavet forbud imod, at de taler deres modersmål.

Det er pinligt, den måde, vi behandler det slesvigske folk.

Fordi de skal lære at tale sproget, ligesom De også har lært det?

Selv om det falder Deres Majestæt nemmere at tale tysk -

- for tysk er vel egentlig Deres modersmål, ikke sandt?

De er jo for at sige det ligeud ikke herfra.

De er naturligvis loyal over for fædrelandet -

- og især over for de konservative, som bestemt heller ikke ønsker uro -

- som De kalder det.

Men folket derude spørger -

- om deres konge egentlig mere hælder til det tyske end det danske.

Jeg vil ikke risikere krig, Monrad.

Men så har vi allerede her et problem -

- for folket ønsker en krig.

Er De klar over, hvad De bliver kaldt derude?

Protokolkongen bliver De kaldt.

Protokolkongen, fordi De har fået tronen uden om folkets vilje.

Man kan også formulere det på en anden måde.

Der var jo ikke andre.

Nu hvor folket er parat til at give sit blod for landet, spørger det -

- om kongen er parat til at gøre det samme.

Overalt i Europa rejser folket sig imod monarkierne -

- men ikke i Danmark endnu.

Her ønsker man nemlig ikke at styrte kongen.

Men man ønsker sig en konge orienteret mod nord, ikke mod syd.

Som den svenske konge -

- som er elsket også af det danske folk.

En svensker?

Og De skulle have set ham, denne paradefigur -

- med sit gebrokne danske.

En lilleput med alle sine ordener plastret på sit spage bryst.

Og De skulle have set, da hans blege hånd greb pennen -

- og underskrev forfatningen.

- Åh, et syn! - Et teater. En scene.

Åh gud, Monrad. Det er jo forfærdeligt.

Jeg tror, at jeg føler mig så frygtløs sammen med Dem -

- fordi De er så … virkelig.

Virkelig? Sagde de virkelig virkelig? Jeg ved ikke, hvad virkeligheden er.

Jeg bruger den som en handske. Jeg tager den af og på efter behov.

Verden er en scene. Og alle mænd og kvinder er blot komedianter.

Shakespeare kan De også.

Jeg tror, at der er et stort talent, der er gået til spilde i Dem.

Nej, nej, nej.

- Nej. - Nej.

Nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej.

- De er jo alle sammen tossede. - Ja.

Se lige ud.

Alle, rør!

Johan Larsen.

- Sig mig, er det ikke 323 Larsen? - Og De er blevet sergent.

Jeg var ikke klar over, at hæren gjorde drenge til sergenter.

Det var satans, mand!

Du må sgu da også være den ældste menigmand i den her hær.

Men derfor har vi den bedste hær i verden.

Vi nakkede mange under Treårskrigen. Mange.

Men ham her Larsen, han var sgu den værste.

- Hvad foregår der her, sergent? - Alle ret.

De nyankomne, hr. sekondløjtnant.

Velkommen, rekrutter. Velkommen til 8. brigade, 9. regiment, 1. kompagni.

Vi kan ikke garantere, at I kommer i krig.

Vi kan garantere, at I bliver meget våde.

- Johan Larsen. - Den Larsen?

Dig har jeg hørt om -

- med dine evner.

Man siger, at du er synsk.

Hvad tænker jeg så på lige nu?

- Det kan De selv svare på. - Kommer krigen?

Det behøver man ikke at være synsk for at svare på.

- Gør Larsen til korporal. - Javel, hr. sekondløjtnant.

Han bliver nem at følge. Lyser op i mørket.

De havde en skytsengel. Ja, han forblev noget af en legende -

- for ingen kendte noget til hans baggrund -

- ud over at han var veteran fra Treårskrigen.

Men da det hele var forbi, vidste alle, hvem han var.

Hvem var han?

Johan, fyrmesteren.

Læs. Læs nu, lille De.

Efteråret 1863 begyndte jeg at modtage mange breve -

- fra Peter og Laust. De var på sin vis iscenesat.

De ville ikke lade jalousien blive et spøgelse imellem os -

- så de vedtog, at de hver især skulle læse hinandens breve til mig -

- før de blev sendt af sted.

Jeg savner skoven -

- og havet.

- Ønsker, jeg … - … jeg kunne være hos dig.

… og rejser ofte tilbage til dig …

- … til dig i mine tanker. - Lukker øjnene …

… og husker -

- duftene, lydene og smagen af dine læber.

Er det nødvendigt?

Jeg husker da smagen af Inges læber. Gør du ikke det?

- Du kyssede hende da også. - Jo, men …

Er det ikke lidt … Og så det med duftene.

- Man husker da ikke dufte. - Selvfølgelig gør du da det.

Prøv at lukke øjnene.

Du går ind og omfavner mor …

… og trykker næsen helt ind i hendes kjole.

Hvad dufter du?

Uld.

Komfuret.

Røg.

Men hvis du ikke vil have, at jeg skriver det med læberne, så …

Jo. Selvfølgelig må du skrive om læberne.

- Det lød bare lidt volds… - … for voldsomt.

Næ.

Men andre breve blev falske. Breve skrevet bag Peters ryg.

Min elskede Inge.

Så meget det smerter mig at være væk -

- lige så meget smerter det at skrive dette.

Jeg skammer mig over vores kærlighed.

Var du bare svær at elske -

- eller grim, forkælet, spoleret, dum -

- så ville alting være så nemt.

Så ville du nemlig være svær at elske.

Fra nu af vil alle de breve -

- jeg alene skriver til dig, være adresseret til Ingeborg.

Og alle de breve, Peter også skal læse …

… være adresseret til Inge.

- Nej, det var noget rod. - Ja.

Men fandt Peter ud af det?

- Det er en lang historie. - Men de fik hinanden?

- Øh … - Come on!

Det står jo alt sammen der.

I Inges erindringer og i de breve står alt.

Var det det hele?

Jeg er en forbandet løgner.

Sandheden er ikke altid god at kende.

Selv Vorherre har hemmeligheder.

Jeg skulle beskytte ham.

Men lige nu er jeg hans værste fjende.

Når helvede bryder løs, må du love mig at passe på dig selv.

Helvede … kommer det?

Du er mærkelig.

Som om du nogle gange står udenfor -

- og kigger ind på alle os andre.

Hvorfor er du her? Hvad ved du, som vi andre ikke ved?

Hvad ved du?

Der kommer en mand forbi telt, stativ og hele pibetøjet -

- og siger, at han vil tage et billede. Så tænker jeg:

Det skal vi da have, lige meget hvad det koster.

Fo-to-gra-fi. Jamen er det ikke utroligt?

Lisbeth synes, at det er spild af penge.

Men så siger jeg: "Men så kan jeg jo have jer med mig herinde på brystet."

Det er konen. Og de tre små er Signe og Iben og Christian.

- Nå, hvad med jer? - Dav. Laust.

- Peter. Vi er brødre. - Einar.

- Dav. - Alfred.

Alfred.

- Og du er fra …? - Skagen.

Fra Skagen. Og hvad med dig, den snakkesalige?

Du ligner en, der godt kunne have nogle unger.

Det blev vist til en enkelt datter.

Ja, ja. Man er jo ikke voksen, før man har fået unger.

Vi to må være de eneste. Og resten sådan en flok pattebørn.

Nej, man aner ikke, hvad det hele handler om, før man har mødt kvinden.

Hvis man nu tager hende her, så vil hun hellere tages der.

Men hvis man så tager hende der, så vil hun alligevel tages her.

Umuligt. Og humøret. I det ene øjeblik pissesur og hysterisk -

- og i det næste er hun ligesom en engel -

- der nærmest svæver med et saligt smil.

Og når så lyset er slukket, og du putter dig ind til hende -

- og ungerne endelig holder kæft -

- så borer du næsen ind i nakken på hende -

- og dufter alle de mærkelige og mystiske ting, hun er lavet af -

- og så er du i himlen.

Hvad med dig? Har du en? Hvad var det, du hed?

- Alfred. - Har du en?

- Ja da. - Det er godt.

Vi er heldige, vi mænd, at vi kan glæde os over kvinden.

Men det bedste er havet, når man står på spidsen -

- og de to have slår ind i hinanden.

Når jeg kommer hjem, så overtager jeg fars båd.

Du er langt hjemmefra.

Nej. I en båd vil det kun tage mig et døgn at sejle til Skagen.

Hvad hedder din kæreste?

Jeg er bange for, at jeg løj.

Må Herren den Almægtige tilgive mig.

- Det gør han nok. - Tror du?

- Har du en kæreste? - Ja.

- Laust og jeg har den samme. - Nå.

Ikke på den måde.

Vi elsker begge Inge -

- og Inge elsker os.

Men ikke på den måde.

Vi har ikke kendt Inge …

… du ved …

- Kendt? - Ja, sådan i bibelsk forstand.

Nå.

De må forklare det igen, hr. premierminister.

Vi sympatiserer med danskerne, og jeg har forstået -

- at de har underskrevet en erklæring om ikke at ville røre Slesvig.

Og hvad så?

Så opstår den nationalistiske idé om et samlet kongerige.

- Har Slesvig ikke altid været dansk? - Kun som hertugdømme.

- Er det ikke nok? - Nej.

Det skal være en del af kongeriget.

Jeg forstår det ikke, hr. premierminister.

Der er kun tre mennesker, der forstår sig på Slesvig-problematikken.

Den første var en hertug. Han er død.

Den anden var en tysk professor. Han er blevet vanvittig.

Og den tredje er mig. Og jeg har glemt, hvad det handler om.

- Men det lyder som krig? - Vist så, Deres Majestæt.

Danskerne anser sig selv for at være uovervindelige.

Og hvorfor anser det kære lille folk sig selv for at være uovervindelige?

- De regner med vores støtte. - Vi kan umuligt hjælpe dem.

Det burde være indlysende for enhver.

I alle mine år i politik har jeg aldrig set en så …

… tåbelig?

… en så uigennemtænkt plan som den danske.

Lord Palmerston, De må lade danskerne vide -

- at vi anser deres plan for værende: 'Uigennemtænkt' -

- og at de må trække den tåbelige bekendtgørelse tilbage.

Ja, Deres Majestæt.

Men vi kan jo lide danskerne, ikke sandt?

Jo.

- Send dem vores sympati. - Sympati?

Ja, de har vores sympati.

Prøjserne sender kanoner, og vi sender vores sympati.

Palmerston, De er jo vittig.

Det har været en travl dag, og jeg gik glip af eftermiddagsteen.

- Så alle frister er overskredet? - Ja.

Så nu imødeser vi bare en krigserklæring.

Javel, Deres Majestæt.

- Hvad er det, vi skal se i aften? - Fru Heiberg, Deres Majestæt.

Vi har en nyudnævnt general de Meza, som vi har tiltro til -

- kan styre den danske hær til sejr.

Alle reserver er indkaldt. Vi har god tid til at ruste os.

Hvis tyskerne angriber, gør de det først til sommer.

Så tyskerne har meddelt Dem, hvornår de har tænkt sig at angribe?

Man angriber om sommeren. Aldrig om vinteren.

Det ved vist alle, Deres Majestæt.

Væk, siger jeg.

Et, to …

Nå.

Så er det tiden, hvor det skal gøres.

Helvede er mørkt.

Føj.

Hvad drejer det sig om?

Vi har en erklæring -

- til generalløjtnant Christian Julius de Meza.

Fra Hans Excellence, friherre og generalfeltmarskal von Wrangel.

Major Schell, 1. prøjsiske dragonregiment.

Kaptajn Striegel fra general Friedrich Karls adjudantkorps.

Hvad skylder jeg æren af Deres besøg?

Vi har en erklæring til Christian Julius de Meza -

- fra feltmarskal Wrangel.

Som De kan se, hr. general -

- kræver vi, at alle danske soldater straks rømmer Slesvig.

Har Deres Nåde et svar til os?

Javist.

De kan gå.

- Hvad skulle det betyde? - Og møblerne?

Generalen bryder sig ikke om de sygdomme, der sidder i kold luft.

Mens man går igennem lokalet, kan den kolde luft forlade kroppen.

Vanvid!

Men han er en fantastisk general, hvilket De vil opdage -

- når vi besejrer Dem på slagmarken. På gensyn.

På gensyn!

Monrad.

Gennem de små vinduer kunne man se lige ind i salen.

Fru Heiberg?

Jeg følte, at De skulle være en af de første til at vide det.

Danmark er i krig.

Tillykke, Monrad.

- Intet kan vælte os nu. - Tak.

Kære danske, jeg har netop erfaret for ganske få minutter siden -

- at Det Tyske Forbund og Prøjsen har erklæret Danmark krig.

Og vi hilser dem velkomne -

- til atter en gang at møde den danske hær -

- og modtage et velfortjent nederlag.

Nu begyndte legetøjet at lege både komme fremmede -

- føre krig og holde bal.

Tinsoldaterne raslede i æsken, for de ville være med -

- men de kunne ikke få låget af.

Han så på hende, og hun så på ham -

- men de sagde ikke noget.

I det samme tog den ene af smådrengene -

- og kastede soldaten lige ind i kakkelovnen -

- og han gav slet ingen grund derfor.

Kjølhede?

Jeg tænkte bare, at De var interesseret i at vide -

- at Prøjsen har erklæret krig.

- Så kom det. - Så er det sket.

Det kan man da ikke. Det er jo uanstændigt.

Det er fuldkommen utilgiveligt. Det er et overgreb. Det er et baghold.

Jeg er fuldstændig enig, men det var kun, hvad vi kunne forvente.

Ingen pli. Overhovedet ingen pli.

Kommer brasende ind midt i fortællingen.

Andersen, der bliver krig.

Men hvad med eventyrene?

Indkaldt som kaptajn.

Denne gang bestikker jeg ikke dine officerer.

Denne gang viser du dig som en helt og ofrer dig for den her sag -

- i stedet for at stikke af.

Godt, at din mor er død. Hun ville have skammet sig -

- over at se dig sådan.

Far?

Far!

Sofia?

Hvis vasketøj er det her?

Inges?

Tag den på. Tag den på.

Jeg siger til dig: Tag den på!

Jeg vender mig om.

Kom nu.

Inge?

Inge?

Du har altid set lige igennem mig.

Du forstår mig.

De andre forstår ikke, hvor svært det er.

De andre forstår ikke ham, jeg har herinde.

Men det gør du.

Så hvorfor elsker du mig ikke?

Jeg har altid elsket dig.

Inge, Inge …

Jeg har altid elsket … Inge.

Jeg vil bare have, at du elsker mig.

Det varede årtier, før jeg fandt ud af, hvad der var sket med Sofia.

En hemmelighed, som hun bar med sig gennem hele livet.

Og jeg selv bar også på min hemmelighed i de dage.

I alle tilfælde et stykke tid endnu.

Er der noget galt, Inge?

For jeg var blevet ramt af det virkeligste af alle virkelige vilkår.

Laust havde gjort mig gravid.

En kardæsk er en cylinder som den her.

Det kan også være en sejldugspose fyldt med jernkugler.

Det kan også være småsten, søm, smadrede flasker.

Hvad som helst, der kommer herned, slår alt i stykker.

- Er det forstået? - Javel.

Den lader vi kanonen med i stedet for en kugle eller en granat.

Indholdet forlader kanonmundingen som en sky af lort -

- der eksploderer som en helvedesregn af død og lemlæstelse.

I kan smide hvad som helst i den, så længe I kan få det til at bløde.

Selv legemsdele, indvolde. Smid resterne i, skyd det ud over fjenden.

Det spreder råddenskab.

Så vær I lykkelige for, at I har artilleristerne her.

De mørner fjenden, før I kaster jer over dem -

- og skærer dem op i tynde skiver.

Så langt, så godt, som bordelmutter sagde til mig -

- da hun endelig havde fået hevet hele min pik ud af bukserne.

Kom. Artilleristerne holder snoren stram -

- slår ned med flad hånd, flår den ud af hullet, så kanonen går af.

Det sagde hun også i går.

Hvorfor har I ikke sagt, at den var ladt? Hvad laver du, menneske?

For fanden da!

Bed til, at du ikke har slået nogen ihjel.

Satans.

Kom her.

Dig, kom her, siger jeg.

Kom så. Fart på.

Så kan du tage din bajonet og aflive dem, der stadig lever.

Og bære resterne til marketenderiet.

Alene.

Kom så!

Sofia?

Sover du?

Må jeg godt spørge dig om noget?

Jeg ved, at din familie snart rejser sydpå igen.

Men du elsker også at være her, ikke?

Der kommer en tid nu, hvor jeg virkelig godt kunne bruge din hjælp -

- og jeg håbede -

- at jeg kunne overtale dig til at blive her sammen med mig.

Vil du det?

Vi må passe på hinanden, Sofia.

Jeg vil betro dig alt.

Min kære. Nej, græder du?

Nej, skat, det skal du da ikke græde over.

Det skal du da bare være glad for.

Tak. Tak.

Tak.

Sover du, eller er du bare død?

Har du det bedre?

Jeg ved ikke, hvordan jeg har det. I min alder har man det bare.

- Du er jo et par hundrede år gammel. - Sådan føler jeg mig.

Så du kendte hende vel?

Inge var min bedstemor.

Og hun fik Laust til sidst?

Ingeborg elskede en soldat, som drog ned til et blodbad -

- der i dag er glemt og kun findes i glemte breve -

- og på mosgroede mindesten.

Fortæl.

Nej, nu må jeg sove.

Godnat, frøken Ninus.

Godnat, Grisling.

Hey!

Danske tekster: Mette Vanggaard Dansk Video Tekst

Subtitles ripped by Peterlin