Original subtitles

Da jeg var lille, så jeg ud ad vinduet hver morgen og tænkte...

...at alt hele tiden forandrer sig.

VORES VINGÅRD I BOURGOGNE

Ja... som barn troede jeg, at alle dage var forskellige.

Og at det altid ville være sådan, at det altid ville forandre sig.

Senere forstod jeg, at netop her var der intet, der forandrede sig.

Mine kammerater kom på universitetet i Dijon, i Paris, i Montreal.

Min far ville have, at jeg overtog vingården, men jeg ville ikke bo her.

Vi skændtes hele tiden. Det blev uudholdeligt.

Jeg havde behov for at se noget andet og lyst til at rejse jorden rundt.

Og nu er der så gået ti år, og jeg har rejst jorden rundt.

Det var måske meningsløst, for jeg er jo her igen, men jeg har gjort det.

Jeg har vel kun lært, at man egentlig aldrig kommer nogen vegne.

Hallo der. Pas på. Pas på.

Se jer for.

Min søster ringede og sagde, at far var meget syg.

Så jeg stak altså af for at slippe for ham og kom tilbage for hans skyld.

Ja?

Jean?

Marcel.

Ingen af os bliver yngre.

Du kan jo selv finde rundt. Tag mine nøgler.

- Ses vi i morgen? - Ja.

- Hej, Juliette. - Hej, Marcel.

- Er der nogen deroppe? - Ja.

Du får dig nok en lille overraskelse.

Jean?

Juliette...

Det er jo dig.

- Du har forandret dig. - Har jeg?

Kom her.

Hallo. Ja...

Hvad? Det er løgn.

Du havde kunnet ringe. Ved du, hvor længe siden det er?

Fire år og elleve måneder.

- Hvad har du lavet? - De er der stadig...

Jeg har boet sammen med en. En pige, der hedder Alicia.

Jeg ved ikke, om vi stadig er sammen. Det er lidt indviklet. Og dig?

Jeg har boet sammen med en mere eller mindre, men det er også indviklet.

Far har været indlagt i fire måneder nu.

- Det ved jeg. Jeg var der i går. - Jaså.

I begyndelsen var jeg der hver dag. Nu deles jeg og Jérémie om det.

Det er svært i længden, særlig nu da høsten nærmer sig.

- Og du laver altså vin? - Ja. Jeg driver en lille vingård.

Den er tre gange så stor som den her, men i Australien er den lillebitte.

- Og hvad med dig, lillesøster? - Jeg laver vin. På fuld tid med far.

Men nu, når han ikke er med, skal jeg måske et andet sted hen.

Hej.

Jérémie...

- Der er du jo. - Hej.

- Hvad er der så blevet af dig? - Ikke noget særligt.

- Hvad? Han er gift og har et barn. - Har du et barn?

Har du et barn? Det var satans.

- En søn på tre måneder. - Fantastisk.

Men hvis du havde ringet, havde du vist det.

En anden lille detalje, du kan have misset, er -

- at mor er død. Hun døde for fem år siden.

Jeg ringede for at få dig hjem, men herren var for optaget i Australien.

Det passede hverken herren at komme eller svare. Det ville sgu have været...

- Jérémie... - Hvad mener du?

Helt ærlig. Han dukker op her, og vi forventes...

I flere måneder har vi passet far, vingården, alt. Og han...

- Hvad ved du om mit liv? - Intet.

Hverken hvor du bor, eller hvad du laver. Siden mor døde, har vi intet hørt!

- Det var også svært for mig. - Var det svært?

Vi begravede mor uden dig, er du med?

Satans, jeg ville jo ikke blive vred.

Hej, venner. Er det den store genforening?

Ah, jeg forstyrrer måske. Men jeg har brug for en hånd.

Selvfølgelig.

Lige frem, sådan.

Længere.

Pas på hanen og tanken.

- Du er ikke tvunget. - Nej.

Lidt mere. Lige frem, lige frem.

Stille og rolig.

Jeg arbejder også på min kones vingård. Det er et renderi.

Jeg skal være begge steder til høsten, så jeg er lidt stresset. Undskyld.

- Nej, undskyld. Det var mig. - Nu trækker vi lidt herhen.

Sådan.

Forsigtig.

Høsten begynder snart, men vineriet er slet ikke klar.

- Hvornår begynder den? Er det afgjort? - Det skulle vi have besluttet i dag.

- Hvem bestemmer det? - Juliette.

- Ja, det gør jeg. Men hvis du vil... - Nej, nej.

På mandag?

- Mandag i næste uge? - Ja.

Du skal ikke grine. Det er ikke sjovt.

- Om en uge? - Ja.

Smag på en fra solsiden.

- Jeg ville sige torsdag. - Torsdag? Om fire dage?

Om en uge kan det være for sent. Så kan de blå druer være overmodne.

- De smager godt, ikke? - Men skallen er tyk.

Var de klar, var den tyndere. Så får man lettere saften ud.

Kernerne er næsten ikke mørknet. Fire dage til giver mere frugtkød.

Det er, fordi du vil lave en nem vin. Ligesom far.

Foretrækker du ikke en stram vin med syre?

- Jo. - Men så?

Skal vi ikke vente på laboratoriet? De er hurtige, og så ved vi, hvad vi taler om.

Smag igen.

Smag også højere oppe. Der er stor forskel.

- Fire dage er for kort tid. - Nej, det er ikke.

- Her, smag. Hvad er det? - Må vi sige det nu?

- Ja. - Mango!

Jeg siger altså torsdag.

Jeg troede virkelig, de ville være mindre søde heroppe. Hvad tænker du, Marcel?

Jeres far sagde altid "til tiden er for sent", når det gælder grønne druer.

Og så?

Han var nok først begyndt lørdag eller søndag, men Jean har ret.

Det afhænger af, hvilken vin du vil lave.

Og vi må tjekke vejrudsigten. Begynder vi for sent, risikerer vi regn.

Torsdag?

Ja, torsdag.

Men det afhænger af vejrudsigten.

Ja.

- Besøgte han far, før han kom hjem? - Ja.

Aner det ikke. Vi venter på en lægeundersøgelse.

Om et par dage ved jeg nok mere.

Det ved jeg ikke.

Alicia, lad os ikke tale om det nu.

Undskyld.

Var det din kæreste?

Ja, det var Alicia.

Er alt i orden?

Ja.

Ja...

Nå?

1999?

Ikke dårligt. Det er næsten rigtigt. På nær tre år.

- 2002? - 1996.

- Nå ja. En premier cru? - Ja. Cailleret 1996.

Hverken 1999 eller 2002 har samme energi.

Næste søndag hæver vi tempoet.

Vi skal lave de her blindsmagninger oftere, for du har en del huller.

- Hold nu op. - En dufthukommelse kræver, man øver.

Det ved jeg godt, men når man allerede har smagt andre inden...

Lod din far jer virkelig ikke øve blindsmagninger?

- Stop nu, skat. Han har forstået. - Han er nødt til at lære sig det her.

Du kan ikke blive vinproducent uden et minimum af... Vin er hårdt arbejde.

Nu skal I smage på årgang 1985. Det er en enestående årgang.

Jérémie, du dypper kun en finger.

- Nå. Hvad begynder vi med? - Duften?

- Nej, farven. - Nå ja, farven.

Jérémie...

- Er det hvid? - Ja. Bravo. Det der er min søn.

- Det lugter som i laden. - Helt rigtigt. Det lugter af halm.

Smag nu på den.

- Hvilken frugt tænker I på? - Citron?

Flot, Juliette. Ja, den har lidt for meget syre.

Og bagved citronsmagen er der så ikke en anden frugt?

- Pære? - Nej, Jean. Nej.

Tænk nu godt efter.

- Det vi spiste hos kineserne? Litchi? - Netop.

- Ja, det er flot. Hvor er de dygtige. - Ja. I tre bliver gode.

Jean... Jean, vågn op.

Jean.

Hvad er der?

Han er...

Vi var alle glade for at have ham blandt os, nu må vi vænne os til savnet.

Jeg kom ikke til mors begravelse, fordi min søn blev født, da hun døde.

Samme dag, som du ringede.

Men hvorfor sagde du intet?

Jeg var på fødegangen med Alicia. Hun skulle til at føde...

Jeg fik din besked, men...

Jeg syntes ikke, jeg kunne rejse. Jeg foretrak at blive hos min søn.

- Du burde have sagt noget. - Tror du, det var nemt?

- Hvorfor sagde du intet senere? - Jeg ringede, men da svarede du ikke.

- Jeg var sur, fordi du ikke svarede. - Det undrede også mig, at du ikke kom.

- Hvor gammel er din søn? - Fire år og elleve måneder.

Man kan sige, hvad man vil, men han kunne lave vin.

Den har udviklet sig meget og er endnu bedre end sidst.

- Hvornår drak du sidst Pommard 1990? - I julen for fem år siden.

Og du kan huske, hvordan den smagte? Utroligt.

Så er det dig, farfar.

Tak.

Farfar var mere af en romantiker. En idealist.

Der er også Les Corvées, 1,8 hektar med aligoté, som ikke er meget værd.

Men I har derimod tre premiers crus, 18,44 ar i Perrières -

- 26,6 ar i Les Rugiens og 35,80 ar i Sous le Dos d'Ane.

Af 17 jordlodder er tre premier cru, fem village resten appellation régionale.

Rød og hvid spredt over fire kommuner og så huset.

Alt sammen med sameje.

Undskyld, hvad betyder det?

Sameje betyder lige rettigheder til et aktiv.

Hvis en delejer vil sælge sin andel, kan de andre ikke modsætte sig det -

-men de har forkøbsret til andelen.

I tre ejer altså det hele sammen, og det kan ikke opdeles.

Så hvis en af jer vil beslutte noget, kræver det, at de andre er enige.

Hvis nu en af jer vil sælge, så går det ikke uden de andres accept.

Men nu til det mest presserende. Det vigtigste er at betale arveafgiften.

Hvor meget bliver det omtrent?

- Det bliver cirka 500.000. - 500.000?

Ja. Hvordan vil I betale? Har I opsparinger?

Der er de tre sædvanlige alternativer:

Det første er at sælge al vin, alle fade og flasker.

- Men det rækker sikkert ikke. - Nummer to: At sælge nogle jordlodder.

Eller også kan I bare sælge huset.

Foreligger der en vurdering af lagerets værdi?

- Det er cirka 300.000. - Som jeg troede. Det rækker ikke.

Hvad hvis man solgte hele vingården?

Ja, det ville gøre det meget nemmere -

-hvis I tre solgte hele vingården.

Jordpriserne i Bourgogne er steget enormt.

Lønsomheden for en vingård som jeres er 1 % i forhold til ejendomspriserne.

Det betyder, at de penge, I tjener på at lave vin, modsvarer 1 % af det -

-I ville tjene, hvis I solgte.

- Og hvad er markedsprisen? - I omegnen af seks millioner.

Ja, bestemt.

Ville det være en mulighed for jer?

Ingen sagde noget bagefter.

At arve en slægtsgård betyder, at man har mistet nogen -

- men også at man får noget nemlig en arv. Men ikke her.

Vi havde allerede mistet vores far, men kunne miste endnu mere.

Til de nye vil jeg fortælle lidt om reglerne.

I plukker ikke hvor som helst, men tildeles en række.

Klip altid på venstre side aldrig på højre.

Undskyld mig...

Undskyld. Det her er faktisk vigtigt.

Klip altid på venstre side, okay?

De tørre skal I lade være.

- I skal heller ikke tage de umodne. - Umodne?

- Alle de øverste. - De her småklaser.

De er ikke modne.

Alle spørgsmål må I tage med Marcel, Didier, Vincent og Jean-Michel.

Det her er...

Det føles lidt specielt for os i år.

For vi har lige mistet vores far.

Ja, sådan er det... Men altså...

Men vi gør vores bedste, og det skal nok gå alt sammen.

- Ja, så held og lykke med høsten. - Tak.

- Tag en spand og en beskærersaks. - Vincent, du deler dem op.

Vent.

Klip ikke i ranken. Hold bladene væk sådan her.

Og klip der, hvor der er grønt. Prøv du.

- Har du smagt? - Nej.

Smag.

Godt, ikke?

- Sådan. - Tak.

Spis nu ikke det hele. Vi ses.

- Bærer! - Jeg kommer.

Jeg kommer. Jeg kan ikke være alle vegne.

- De er gode, ikke? - Ja, men man skal have styr på dem.

- Sluk dog. - Rolig.

Kom, så er det af sted.

- Undskyld. Hvad hedder du? - Lina. Hvorfor?

Ikke for noget... Jeg ville bare vide det.

- Klarer din søster sig uden din far? - Ja, det tror jeg.

Hvad skal jeg tjekke? Bare sukker, syre og pH?

Ja, fint.

- Nå? - Basses Gouttes ligger på 12,8 nu.

Så begynder vi der og venter med Charrons.

Vi tager det i eftermiddag.

Vent et øjeblik.

Ingen kurve, vi plukker i kasser i dag.

- Kom så, dovenlarser. - Det kan du selv være!

Charlène... Tag T-shirten af. Det vil motivere os.

- Det kunne du lide, hvad? Skørtejæger. - Hjælper du mig?

Fart på klipperiet, piger!

- Jeg ved noget, jeg kunne klippe af. - Fanny er vild i varmen. Her...

- Hold kæft! Du skal ikke... - Her er for at sige 'hold kæft'.

Og fordi du ikke kom ind til mig i går. Charlène, af med T-shirten.

- Nu skal vi slås. - Så er der krig, piger.

Ikke håret. Jeg vaskede det i går!

Stop!

Hold op med at kaste med druer. Stop!

Jeg så dig.

- Hvad hedder du? - Marouane.

- I er uansvarlige. - Fanny er forelsket i mig.

- Stop. Laver du grin med mig? - Rolig, vær ikke så dødssyg.

Dødssyg? Du er faktisk ansat her.

Jeg betaler løn, og så kaster du med druer.

Men så undskyld, frue. Du chef, jeg slave.

Slå mig bare.

Ingen tvinger dig til at blive.

Hvad? Brokker du dig over nogle klaser?

- I kastede en hel masse. - 50 eller 100, og hvad så?

Marouane, stop.

Vi har slidt her i en uge. Jeg har puklet med de druekasser.

- Det er ingen undskyldning. - Og så brokker du dig over 15 klaser!

Hvad er de værd? 10 euro? 20?

Sig det? Du ved vel, hvad dine egne druer er værd. Er det nok?

- Det er ikke nødvendigt. - Saml dem op.

Jeg har ondt af dine overklasseproblemer.

Hvad er der?

Jeg duer vist ikke til det her.

- Hvordan? - Jeg duer ikke til at være chef.

- Elsker du vin? - Ja.

Du elsker vin. Så lav vin.

- Sikke noget vrøvl. - Ja.

- Kom. - Din tosse.

Vent lige... Hvad laver Gérards folk?

Det er jo vores række. For fanden, de høster vores druer.

Stop.

Det er vores række. Stop.

- Hvad sker der? - Det samme som sidste og forrige år!

Dine folk plukker i vores række.

Nå ja... De er effektive.

I to... Det der er ikke vores. Vores rækker slutter her.

- Så. Det var da ikke så slemt, vel? - Tag spanden.

- Den idiot gør det hvert år. - Hvad sagde du?

- "Den idiot." Ikke sandt? - Jo

"Den idiot", tror jeg, hun sagde. Hun sagde: "Den idiot."

Jaså.

- Skrid! - Du er tosset.

Hun er skør.

- Skal du til Australien bagefter? - Ja, det tror jeg.

Eller... jeg ved ikke rigtig.

Så alt det her lokker ikke?

Jo, men jeg ved ikke, hvad I vil, men jeg vil nok ikke bo her.

Hvad? Hvad mener du?

- Mener? - Vil du så sælge din andel af arven?

- Min andel af arven? - Ja.

Møllerens ældste søn arvede møllen, nummer to æslet, den yngste en andel...

Stop nu det ævl. Jeg vil vide, om du har tænkt dig at sælge din andel. Jean!

Hej, min dreng.

Det er da løgn. Fyre sådan noget af og så gå.

Ja, jeg kommer tilbage.

Hold rattet lige. Se lige frem. Tænk på, hvor du skal hen.

En, to, tre...

Nu slap jeg.

- Hvad gør du med afstilkningen? 50-50? - Det var vel det, vi sagde?

Med den drue havde din far afstilket mere.

Han havde nok valgt 70-30.

Far er her ikke, så du bestemmer.

Vi gør, som vi har sagt.

Okay, fru general. Vi stopper afstilkningsmaskinen.

Juliette!

- Se. - Hvad?

Hvad betyder det?

- Bliver det regn? - Kommer den her?

Nej, der kommer ikke regn.

- Skyen bevæger sig mod Châlon. - Vi spørger Didier. Didier!

- Kom lige. - Hvad er der?

- Vent. Kommer der regn? - Nej, det tror jeg ikke.

Der kan komme regn over Saône eller bag bjergene.

- Men her er der næppe risiko. - Hvad sagde jeg?

Tøm.

Det er godt. Du må synge til høstfesten.

Vi er næsten færdige.

- Marouane. - Kommer.

Har jeg brug for mere tid? Nej du har brug for mere tid.

Må jeg ikke godt tale med Ben?

Hallo, skat? Ja, jeg ved, at det er lang tid.

Min far er død, så jeg er nødt til at blive lidt.

Jeg savner også dig.

Ja, det ved jeg. Græd nu ikke, Ben.

Jeg kører lige straks. De begynder nu.

Hvad er der, Juliette? Det skal nok gå.

Også dig? Hvad er det her?

Har I skændtes?

Men alle kommer jo nu. I aften må man ikke græde.

I får lige en hånd. Kom nu. Juliette.

Océane vil have, jeg kommer til deres fest...

Drikkelse! Drikkelse! Drikkelse!

Og når den er tom, så er der mere!

Pas på, pas på. Det er varmt.

Jeg går nu. Océane vil have mig med til deres fest.

- Jérémie. Smag den her. - Nej, jeg skal gå.

Du skal først smage. Det er Perrière 95.

- Smag nu. - Så lidt da.

Jeg smager, og så kører jeg.

Rigtig god.

Hurtigere.

Igen.

- Hvor længe var du der? - To år.

På en vingård nær Mendoza. Så tog jeg til Chile og så til Australien.

Tænk at kunne rejse. Det ville jeg også gerne, men jeg ved ikke, om jeg tør.

- Man behøver ikke være modig. - Jo, man forlader alt det, man kender.

- Jeg rejste for at flygte. - Fra hvad?

Pinoten... Jeg ville flygte fra pinoten og alt det her.

Mine rødder.

- Men du kom tilbage. - Ja.

- Hvorfor vil du rejse? - Jeg er fra Bretagne, fra Finistère.

- Ved du, hvad det betyder? - Nej.

'Verdens ende'. Jeg har altid syntes, at jeg bor så langt væk.

Måske derfor jeg er rastløs. Jeg kendte ikke til Bourgogne.

Det er en eksotisk egn.

Hallo... Ja. Et øjeblik.

Jeg kører nu.

Hvordan har...?

Okay, Alicia. Hvad snakker du om? Nej, jeg prøver ikke altid at flygte!

Juliette... Undskyld. Må jeg lige snakke lidt med dig?

Okay, jeg tager det roligt.

Vent... Bare fem minutter.

Er alt i orden?

Nej, jeg... Jeg går hjem.

Nej, det skal du ikke. Bliv hos mig.

Kom.

- Kom nu. Vi tager et glas. - Jeg har ikke lyst.

Jo, nu tager vi et glas.

Nu begynder det at køre.

Nu ryger hendes konsonanter.

Hvad for noget? Hvad?

Hvad er det, jeg gør?

Hvad sagde I, at jeg gør?

- Dine konsonanter begynder at ryge. - Nej.

Jérémie, hvorfor skal man beholde...?

Hvad sagde hun?

Hvorfor skal man altid beholde konsonanterne?

Godt sagt.

Ved du hvad? I aften tager vi pis på konsonanterne.

- Vi tager pis på dem. - Vi skider på dem.

- Slip nu konsonanterne løs. - Nej, nej, det er fint.

Du danser rigtig godt. Jeg mener det.

Hvad tror du, han siger?

"Sikke en ståhej, Marouane."

- "Blev det også for varmt for Dem?" - "Ja, Marouane."

"Jeg læner mig mod den kølige sten."

- "Ja, jeg fortryder." - Han siger undskyld.

- "Jeg kan lide..." - "Grønne bønner."

- "Jeg kan lide al ost." - "Skæreost."

"Nu har jeg brug for lidt afstand. De er en magiker."

"Lad mig tage pladsen ved muren."

- "Jeg fortryder." - "Jeg kan ikke beherske mig."

"Jeg kan ikke beherske mig." "Du godeste. Har De set himlen?"

"Den er helt fuld af stjerner."

- "De er som en stjerne, Juliette." - "Men jeg er bare en sten."

- "En lille regnorm." - "En larve..."

- Hvad laver han? - Vent.

Javel.

Skal vi få noget at drikke?

Ja.

Océane.

- Godt, du kom i går. - Undskyld. Hvad har jeg gjort?

- Jeg har kvajet mig, ikke? - Du kunne have ringet. Mine forældre...

Du forstår det ikke. Jeg blev her for mine søskendes skyld.

- Ja, det kan jeg se. - Altså... Det var...

- Vi er jo i sorg. - Ja.

Og det er ikke let. Og jeg tror, at...

Jeg tror, at... Undskyld.

Når det gælder mine søskende -

- så har jeg en skyldfølelse, jeg har svært ved...

Jeg har svært ved at...

Og de havde det skide dårligt.

Så jeg tænkte: "Skal jeg...?" Og så blev jeg.

Men jeg har svært ved at...

- Jeg ved ikke, hvordan jeg skal... - Det er fint...

Du tror mig ikke, men det er faktisk sandt.

De har det pissedårligt.

- Det ser ikke sådan ud. - Jeg sværger, at vi havde det dårligt!

- Undskyld, jeg ikke kom. - Det gør ikke noget.

- Det lugter godt. - Hvad tager vi nu?

Dem fra Les Rugiens? Okay, fint.

Jeg ved, at I måske ikke er enige, men...

Det bedste er vel at sælge hele vingården, ikke?

Vi taler trods alt om seks millioner.

Så det... Så det rører dig ikke at sælge vores barndomshjem?

Alt, der er sket, jorden, vinen, mors og fars hårde arbejde...

- Det skider du på. - Nej, men jeg flyttede for ti år siden.

Jeg har bare et andet liv. Det er svært at forklare.

- Jeg har gæld. - Til hvem?

Til banken. Men det er mit liv, så det angår ikke dig.

Jo, det gør, Jean. For du taler også om mit liv.

Din beslutning får store konsekvenser for mig.

Det rører ikke dig. Du bor her ikke. Men nu angår det også mig, okay?

Så forklar. For jeg vil ikke ændre mit liv, hvis jeg ikke forstår hvorfor.

Jeg er enig. Og vi har jo faktisk sameje.

Jeg har været sammen med Alicia i seks år.

Vi mødtes i Brasilien, var lidt i Argentina, så rejste vi lidt mere -

- og så flyttede vi til Australien og købte en vingård.

- Og? - Så måtte vi jo låne penge i banken.

Jeg skal af med 1000 euro hver måned.

Nu går det ikke længere. Jeg er der jo ikke engang.

Jeg har hverken løn, pige eller bolig, ikke engang et land.

- Sådan ser mit liv ud. - Hvornår rejser du tilbage?

Jeg skulle være rejst, men nu ved jeg ikke.

- Alicia vil ikke se mig. - Hvad så med din søn?

- Er du sikker på, at hun ikke vil? - Jeg ved ingenting, okay?

Vi sælger en village-jordlod og al aligoté -

- eller lidt i Perrière eller Les Rugiens og beholder resten.

Det sælger vi da ikke.

Vi sælger to premier cru og beholder al aligoté.

Aldrig. Vi har brug for vores premier cru.

- Vi prøver at finde en løsning. - Der er ingen!

- Går du ind til hende? - Nej, gå du.

Det var det her, som var vores arv.

Vi havde ikke særlig mange penge, men rigmandsproblemer.

- Det her er stuen. - Hvor mange kvadratmeter?

- Goddag. - Goddag. Vi forstyrrer vel ikke?

- Jeg burde have advaret Dem. - Nej.

Fra stuen går man direkte ud i køkkenet.

- Goddag... Forstyrrer vi? - Nej da.

- Undskyld! - Undskyld.

Nu er vi tilbage i entréen. I har set alt.

Mange kom og så, men det var ikke kun huset, de ville have.

Det var især vinstokkene.

- Hej, Jérémie. - Går det? Skal jeg hjælpe dig?

- Hej. - Hej, Jérémie.

- Amerikanerne elskede stedet. - Det er jo super.

- Synes du? - Ja.

- Jeg synes, det er nederen. - Men vi er jo tvunget til at sælge.

Det er trist at dyrke økologisk, hvis vi skal sælge til amerikanere.

Vinstokkene vil skide på, hvem de tilhører.

Marcel...

Hvis vi måtte sælge alt det her, hvad ville du så gøre?

- Hvorfor? Vil I sælge? - Nej, det tror jeg ikke, men...

Men... hvis det nu var tilfældet?

Jeg har ikke styr på vejret mere end tre dage frem, så...

Ræk mig prøveglasset.

Hej, Juliette. Hvordan går det?

Jo, det jeg ville sige... Kan vi måske mødes -

- bare for... ligesom at tale om alt og ingenting?

Jeg ved, hvad du vil tale om og har hverken tid eller lyst.

Der er ikke noget at sælge og særlig ikke til dig.

- Nå, farvel. - Farvel.

Jeg havde glemt vinteren i Frankrig. Glemt at den aldrig ender.

Når man slider med jorden, begynder man at føle, at den tilhører en.

Det handler ikke om papirer, familie eller skøde.

Men når man føler, at jorden tilhører en -

- så indser man også, at man tilhører den.

Der er gået fem måneder, Alicia.

Det er rædsomt kun at tale i telefon. Jeg ville bare kramme hende.

Alligevel bebrejdede jeg hende bare for at høre, at hun havde brug for mig.

Du klarer aldrig det hele alene.

- Er der også fire årstider i Australien? - Ja da.

Men det mærkes ikke så tydeligt. Det er som i Californien.

Og på den sydlige halvkugle er årstiderne jo modsat.

- Skulle du ikke være rejst derned nu? - Jo, men jeg bliver nok.

Alt er ret uklart.

Jeg ved ikke rigtig, hvad hun vil. Hun sagde, hun skulle bruge tid.

Og hvad med din søn?

Det er svært. Det kører rundt i mit hoved.

Her kommer babymonstret og klatrer op...

Vil du have den?

Hvor fint. Men der skal også være mure. Ellers fryser man om vinteren.

Et tag ville heller ikke være dumt.

- Gider du...? Du forstyrrer mig. - Okay.

Der er mad!

- Vi er på vej. - Er klokken allerede otte?

Ja, Ben... Det er far.

Jeg ved, det er tidligt, men jeg ville ringe, inden du går i skole.

Ja, jeg har det godt. Nej, lad os tale fransk.

Hvad laver du? Har du lært en sang?

Børn.

Børn!

Børn.

Børn.

Océane.

- Océane, det er mor. - Ja, mor.

Det er søndag. Klokken er ni!

Ja, og morgenmaden er klar.

- Der er mad. - Okay. Det er løgn.

- Jeg har lavet crepes. - Jeg kommer ikke. Jeg er syg.

- Ikke engang søndag kan vi få ro. - Vil du over til far?

Tager du ham lidt?

Sig til hende, at om søndagen skal vi kunne sove. Så, så...

Julien, kukkuk.

Tak, Jérémie.

- Du må snakke. - Ja ja, bare rolig.

- Vi kommer jo nu. - I kan vel svare. Maden bliver kold.

Skal jeg tage ham?

Frøken Vermillard. Morgenmad på sengen.

Er her nogen? Ja, det er der. Jeg stiller den her.

Hvorfor fortsætter ens bror med det i 20 år, når en fyr stopper efter to uger?

Jeg ville aldrig servere for min kæreste. Det ville være så pinligt.

- Vi tager os en kaffe. - Nej tak.

- Jo da. Det er Tarrazú fra Costa Rica. - Ah... Tak.

Jeg går lige til sagen. Som du ved, er Océane i gang med -

- at planlægge indretning og udsmykning af møllen i Célestins.

Det projekt står familiens hjerte nær. Nuvel...

Gennem nogle måneder har jeg set dig smage vine og tage beslutninger.

Du har haft ansvar for to-tre vinproduktioner.

Men... hvis vi skal være helt ærlige, så er det ikke lige dig.

Er jeg ikke...?

Jeg fik da ellers smagt årgangene fra... De sagde...

Var De ikke tilfreds med det, jeg...?

Nej.

Men du kunne give dig i kast med at drive den fine mølle i stedet.

Vi vil forene restaurant, vinsmagning, hotelvirksomhed og spa.

Det bliver et helhedsprojekt. Og jeg er overbevist om, at det er noget for dig.

Ja, øh...

Jeg skal tænke over det.

Jeg er bekendt med de problemer, som du, din bror og din søster har.

Chantal overtalte mig til at hjælpe jer ved at købe nogle af jeres jordlodder.

- Det er det, I leder efter, ikke? - Jo. Vi har rent faktisk... Ja.

Det bliver en god løsning for alle. Jeg køber jeres vinmarker i Pousse d'Or -

-og de bliver alligevel i din familie.

- Den malolaktiske gæring gik hurtigt. - Det gælder alle de røde i år.

Tak.

- Den er kompakt. - Det er normalt. Giv den tid.

Selv om den ikke er færdig, har du taget nogle gode valg.

En afstilkning på 50/50 giver struktur. Den bliver ikke for frugtig.

- Mener du det? - Ja. Uden omsvøb. Den er god.

Jeg er enig. Den er i hus. Jeg henter Pommarden.

Ja...

Vi tre må snakke lidt.

Advokaten ringer konstant. Vi skal betale arveafgift, ordne det med dig...

Anselme har tilbudt, at han vil købe jordlodderne.

Hvis vi ikke sælger huset, er det en mulighed. Så bliver det i familien.

- Hvilken familie? - Vores familie.

Nå ja, undskyld.

- Foretrækker du det? - Nej. Jeg vil da helst slippe.

Husker du det? Du har skrevet navnene på alle fars klassekammerater.

- Har jeg? - Ja. Det er din håndskrift.

Tænk, at du kan huske den slags.

- Har jeg skrevet det? - Kan du ikke huske det?

Du havde samme alder som far på fotoet.

Du spurgte, hvad klassekammeraterne hed.

- Bare smid det ud. - Seriøst? Det kan vi da ikke.

Det er fars barndom og et rigtig fint minde.

Jean er som hunnerne, der brænder alt ned bag sig.

Må jeg se den?

Tak.

De sidste år gik han med den hele tiden.

Den sidder da godt, ikke?

Eller hvad?

Jean?

- Jean. - Ja.

- Må jeg komme op i træet? - Nej, du er for lille.

Kom så. En, to, tre.

Op med dig.

Jeg sagde, du skulle passe på de små!

Se ikke på mig på den måde! Du er totalt uansvarlig!

- Du kan selv passe på dem. - Hold din mund! Du er den ældste.

- Råb ikke. Han er stadig et barn. - Hvordan går det, Jérémie?

Tag dig ikke af det.

Kom så... Et familieknus.

En vinmark bliver sjældent over hundrede år.

Den her plantede min farfar.

Den var 85 år og gav intet mere.

Juliette prøvede at overtale far til at fjerne den, men uden held.

Lad os sælge lageret og aligotéen, så kan vi betale arveafgiften.

Vi har jo sagt, at det ikke er nok. Vi skal finde på noget mere.

Océanes fars tilbud giver jo penge.

- Men du ville jo ikke sælge. - Nej, men vi har måske intet valg.

- Hvad ville far have gjort? - Stop. Skal du konstant tænke på far?

Hvorfor skal du råbe, så snart vi taler om far? Hvad er dit problem?

Du er sjov. I havde det meget nemmere. Jeg var ældst og fik altid skældud.

Han sagde til mig, hvad I skulle gøre. Når I ikke adlød, råbte han af mig.

Jeg fik ikke et ord indført. Jeg holdt det ikke ud, og derfor rejste jeg.

Jeg skrev et brev til ham. Han svarede mig aldrig. Han var ligeglad med mig.

- Jean... - Hvad?

Jeg har tøvet med at fortælle dig det. Han sendte aldrig sit svar.

Men se, hvad jeg fandt i hans jakkelomme.

Jeg tror ikke, han var ligeglad med dig.

Han taler ikke, men De kan tale til ham.

- Kan han høre, eller? - Vi tror, at han forstår og hører.

Far?

Kan du ikke tale længere?

Det må være lidt uvant.

Du elskede at sige, hvad du mente, men ikke at høre på andre.

Hvorfor svarede du aldrig på mit brev?

"Min søn, selv om du er langt væk, er du stadig min søn."

"Hvordan skal jeg kunne svare på alt? Jeg ved ikke, hvorfor du rejste."

"Efter at have læst dit brev ved jeg, at du er vred på mig over meget."

"Men når jeg tænker på alt det, vi har lavet sammen..."

"Jeg har altid været stolt af dig. Nej, jeg sagde det ikke -

- men det burde jeg have gjort. Ingen af os har været snakkesaglige."

- "Du kan bebrejde mig, men..." - Heldigvis svarede han aldrig.

"Sådan er det. Du har altid været klogere end mig og bedre med ord."

"Nu ved jeg, hvad jeg burde have sagt. Når du kommer hjem, kan vi snakke."

For satan, jeg kom for at hilse på dig, for at vi skulle tale sammen...

Endelig.

Mand til mand.

Far... Hvordan har du det?

Far...

Far.

"Få noget ud af din rejse."

"Jeg håber, du møder mange og lærer meget, jeg aldrig har lært dig."

"Tag på din jorden rundt-rejse. Bagefter håber jeg, du kommer hjem."

"Jeg håber, for selv om jeg ved, at du er vred på mig..."

"... så elsker jeg dig og har altid gjort det."

Alicia...

- Hallo. - Alicia?

Ja. Hvem er det?

- Taler du fransk? - En smule.

- Hellere engelsk? - Ja tak.

Det er Juliette, jeg er Jeans søster.

- Bad han dig ringe til mig? - Nej. Han ved ikke, at jeg ringer.

Okay, jeg beklager. Det er meget vanskeligt.

Men jeg ville fortælle dig...

Jean, han elsker dig.

Jeg ved det. For jeg kender min bror og har aldrig set ham sådan her.

Og jeg ville gerne vide om det for dig -

-så er helt slut?

Jeg forstår, hvorfor du ringer.

Det er meget sødt gjort af en søster -

- men jeg ved ikke, hvordan jeg skal svare.

- Mor. - Juliette, må jeg ringe senere?

Okay. Farvel.

Juliette ville til sidst ikke sælge huset.

Vi havde stadig pengeproblemet, men havde fået nok af de gamles hus.

- Jérémie, skal jeg fjerne det her? - Det af træ? Ja.

Vil du have en øl?

- Rul, rul. - Det gør jeg også.

Fart på.

- Hvad sagde han? - Han vil jo have vores premier cru.

- Er det rigtig? - Ja.

- Hvad sagde du til ham? - At nogen skal tage sig af spaen.

- Han er ikke interesseret. - Jaså.

Værsgo.

Skal jeg tage jeres tallerkener?

- Hvorfor vil ingen passe den spa? - Far...

Jérémie og jeg er 24 år. Vi er trods alt...

- Hvad er I? - Voksne. Vi er ikke børn længere.

De har ret, Anselme. De er ikke børn længere.

- Anselme. - Far.

Børn.

Océane. Det er mor.

Far!

Du har skæg.

Hej.

Hvad laver du her?

Vi kom for at besøge dig.

Jérémie, min bror. Juliette, min søster.

- Goddag. - Goddag.

- Hej. - Alicia. Ben, min søn.

- Hej. - Dav, store dreng. Hej.

Velkommen.

- Ben, kom. Vil du hjælpe mig? - Ja.

Kom her. Vend dig om.

Sæt den fast deroppe. Okay? Klar. En, to, tre.

For at være ærlig... Da du ringede og sagde, jeres far var syg -

- var det en lettelse, at Jean besluttede at rejse til Frankrig.

Hvorfor?

- Vil du prøve? - Ja.

Jeg havde brug for tid. Det var en forfærdelig periode med din bror.

Ja, det forstår jeg godt.

Men tak alligevel.

For hvad?

Fordi du er kommet.

- Hvor skal hun sove? - Det ved jeg ikke.

Skal I sove sammen?

Ben spurgte mig, hvor han skal sove.

- Det ved jeg ikke... - Hvor vil du...?

- Hvor jeg vil sove? - Ja.

Det ved jeg ikke.

Se ikke sådan på mig. Jeg har ikke tænkt mig at sige undskyld.

Okay, undskyld.

Jeg gjorde alt alene: Høsten, personalet, banken.

Du var der ikke, og sagde jeg noget? Jeg sagde intet.

Jeg ville være sammen med dig.

Du sagde, du havde brug for tid, og at jeg ikke skulle komme.

Det ved jeg godt. Jeg ville bare se, om jeg havde brug for dig.

Og? Havde du brug for mig?

Nej, jeg havde ikke. Jeg klarede den.

Undskyld.

Undskyld. Jeg...

Jeg mente det ikke.

Mor.

Far.

Kom. Vi lader mor sove.

- Må jeg komme ind? - Ja.

Kunne I tænke jer, at jeg tog Ben med i svømmehallen?

- Svømmehallen i Beaune. - Ja.

- Hvad siger du så? - Om hvad?

- Er vi sammen, eller er vi ikke? - Det ved jeg ikke.

Det er tosset at lave vin i Bourgogne, slet ikke som hos os i Australien.

"Hos os." Det er første gang, jeg hører dig sige det om Australien.

Hvorfor er det så anderledes?

Her laver man ikke vin til de næste to år, men 10 eller 20 år frem.

I Australien skal alt være nyt. Man tænker ikke i, at tingene skal holde.

Hvad foretrækker du?

Son dos placeres diferentes, mi amor.

- Mi amor. - Mi amor!

- Hvad er der? - Jeg ved det ikke.

Jeg ved ikke, hvad jeg kan forvente af dig.

Hvorfor?

I starten sagde du, at det bedste i en kærlighedshistorie er begyndelsen.

De første måneder. Det virker alt sammen så langt væk nu.

Det har jeg måske nok sagt...

...men efter tiden uden dig tænker jeg ikke længere sådan.

Kærlighed er som vin. Den kræver tid.

Den skal gære. Og tiden er ikke kun opløsning.

Så hvad siger du? Er vi sammen, eller er vi ikke?

Fremme.

- Jeg er vist blevet forelsket i Ben. - Kunne du lide det?

- Hvad? - Svømmebassinet.

- Har du afstilket meget? - Nej, 50/50.

Den er god. Vi var forsigtige i år og afstilkede meget. Over 70 %.

Vi fik en mere simpel vin. Vi skulle have gjort som dig.

Din bror kender min ligefremhed, og jeg er ikke den, der bare står på perronen.

Jeg foreslår, at jeg køber to jordlodder af jer.

Men du står fortsat for vinfremstillingen.

Ville det være en mulig løsning for dig eller for jer tre?

- Må hun lave den vin, hun ønsker? - Naturligvis, det er tanken.

Men jeg bliver ansat af dig?

Jeg ejer jorden, men vinen bliver din.

Du bliver ansat af ham. Det bliver ikke mere en Vermillard-vin.

I må tænke over det.

Men jeg synes, det virker som et godt kompromis for alle.

- Jeg gør det. - Min far kan være svær at arbejde med.

- Anselme er trods alt ret cool. - Cool er nok ikke det rette ord.

Så ikke cool, men de burde kunne komme overens.

Jeg er ikke så sikker.

Han kommer helt sikkert til at herse rundt med dig.

- Sådan er han. - Nogle mennesker elsker at bestemme.

Ja. Min svigerfar er lige præcis sådan. Han vil bestemme.

- Men hvad kan vi sige? - "Rend os."

"Rend os?" Nej...

- Clos 2012? - Det var et vanskeligt år.

Hele spektaklet til trods laver de ikke bedre vin end os.

"Nuvel. Som barn elskede jeg at se togene køre forbi her."

"Når jeg så et køre forbi, fangede jeg det."

"Der mellem de to træer vil jeg bygge en flyveplads -

- og her vil jeg lægge en pool og en trampolin."

"Jeg vil flytte bakken og placere den ved siden af spaen."

Tak.

- Sådan. - En fin lille grillfest.

- Jeg viste Juliette vinmarkerne. - Fantastiske, ikke?

Det der er Bouchère 2009.

Den holder, ikke?

- Må jeg være helt ærlig? - Naturligvis.

Den mangler syre i anslaget.

Til gengæld er eftersmagen en anelse overdrevet.

Og den er meget frugtig. Måske lidt vel frugtig.

Her får I kirsebær, solbær, litchi og kantonesisk ris.

Den rene frugtbombe. Smagsløgene eksploderer næsten.

Måske lidt for meget alkohol? Jeres bror er vist lidt beruset.

Må man ikke blive fuld i jeres pæne vin?

Er den for pæn til det?

Jeg venter på jeres svar.

- Nej, vi sælger ikke. - Hvorfor ikke?

Er I ikke enige? Jeg troede, det var din bror, der ville sælge.

Ja. Men ikke til Dem.

Der er ikke mere 2009. Vi må hente flere flasker.

Kom med mig hen til vinkælderen.

Nå, Jérémie, kommer du så?

- Er din bror vred på mig, eller hvad? - Det tror jeg ikke.

Men han har et problem.

Han er min bror. Sådan er Jean.

Har han ikke lært at spytte vin ud? Han opfører sig som et barn.

Jeg spytter heller ikke ud. I min familie spytter man ikke ud.

Det lærte farfar os. "Kun vatpikke spytter ud", sagde han.

Vi elsker at drikke.

- Er der noget, du vil sige? - Nej, men... Nej.

Jo, det er der.

Faktisk helt sikkert. For det går ikke, Anselme.

Som De behandler mig hele tiden. Jo, De ved det godt.

Det der med at spytte. Hvad handler det om?

Vi har ikke lyst til at spytte. Sådan er det bare.

- Må jeg være ærlig? - Jo...

Det er ligesom med spaen.

Hvis vi ikke vil... Hvis jeg nu ikke vil...

Jean er ligesådan. Vil han ikke...

Han gør, som han vil. De er præcis ligesådan.

De skal ikke tro, at bare fordi De mener og tænker noget -

- så kommer folk pludselig bare... Sådan er det ikke.

Som Deres kaffe. Jeg kan ikke lide den!

Vi har ikke alle sammen samme smag.

Jeg har villet sige det her i lang tid.

- Er alt godt? - Ja...

- Jeg talte med din far. - Og?

Vi talte bare, men jeg tror, at han forstod.

- Okay. Sagde du, at vi flytter? - Ja, jeg...

Nej, men jeg tror, at han forstod det alligevel.

- Okay, cool. - Ja, cool.

Kom så, Ben. Tag jakken på, så går vi ud.

- Hvorfor taler du altid fransk til mig? - Fordi jeg er fransk.

Men du kan jo tale engelsk, så hvorfor taler du fransk til mig?

For at du skal lære at tale fransk.

Jeg bor i Australien, og det behøver jeg ikke.

Nej, men du skal alligevel. Vi prøver lige noget.

Sig efter mig: J'habite en Australie.

- Kom nu, Ben. J'habite en Australie. - J'habite en Australie.

Et mon papa est français. Et c'est une vraie tête de mule.

- Hvad betyder det? - Far er stædig, så tag nu jakken på.

Nej, dit lille skvadderhoved.

Klar, parat, nu!

Ben...

- Ja. - Du venter på os, ikke?

- Jeg kan godt lide dine søskende. - Men lige nu er det svært mellem os.

Det, der binder os sammen, er en tung byrde.

- Jeg er skideligeglad med den her jord. - Siger du det?

Puligny og Chassagnes. Den ene bag den anden.

Det er Meursault. Ser du byen? Bagved ligger Volnay og Pommard.

Foran træet har vi Gruyaches. Og så ligger Perrières deroppe.

Perrières.

Gruyaches.

Hvor er Ben?

Hvor er dine forældre?

Ben...

Er du okay? Du er tankeløs. Så du ikke barnet?

Det er tankeløst at gå her med et barn.

Vi gik en tur i vinmarkerne. I behøver ikke sprøjte jeres lorteprodukt her.

- Det er ikke et lorteprodukt. - Ikke det? Så det er ikke lort?

- Så tag beskyttelsesdragten af. Kom nu. - Stop nu det pjat, Jean.

Nej, hvorfor tager du ikke dragten af?

Fordi jeg sprøjter med Cymoxanil mod meldug.

Din far brugte præcis det samme, så vær ikke så dramatisk.

- Og hvor er min far så nu? - Vær nu ikke dum.

Et regnfuldt forår giver meldug overalt.

Brug du dine tøseprodukter, men lad mig passe mit.

Jeg er træt af dig.

Det er vores. Sig til din dreng, han skal stoppe med at sprøjte vores vin.

Den er økologisk. Sprøjt din egen, men ikke vores.

Er det forstået?

Eric!

- De sprøjter lort på vores jord. - Eric!

Jeg troede, du var ligeglad med den jord.

- Juliette, skal jeg servere? - Ja.

- Vent. Holder du øje med Julien? - Undskyld mig.

- Er det mit? - Ja.

Vær nu forsigtig, Ben.

- Din søn kan snart gå selv. - Ja, tænk engang.

Jeg håber ikke, jeg bliver som Océanes far.

Jeg håber ikke, jeg bliver som din far.

Som din far. Min var alle tiders.

Vær nu forsigtig, Ben.

Så... i seng.

- Du er vist dødtræt. - Nej, jeg er ikke træt.

Så er det slut med at læse. Det er sovetid.

Sov godt, min dreng.

- Jeg kommer til at savne dig. - Jeg kommer snart.

Vi får se.

Du skal ikke love noget om fremtiden. Det gør for ondt på os.

Jeg er hos dig om en måned, når jeg har ordnet tingene med min familie.

Du er først sammen med mig, når du ser mig som din familie.

Lad os køre.

- Er det din kone? - Ja.

- Hun er smuk. - Ja.

Hvad vil du nu gøre?

Gå til advokaten med dine søskende for at sælge en del af vingården.

- Så I vil sælge den? - En del af den, ja.

- Hvorfor? - For at fordele den.

Hvis jeg tager væk, så skylder de mig noget.

Hvad?

Efter et år var intet forandret, kun mig.

Jeg kom for at se min far, men genfandt mine søskende, min familie.

Det her er mit hjem.

Men nu forstår jeg, at mit hjem også er på den anden side af jorden.

Det er vildt, det er din første årgang.

- Den skal vist omstikkes. - Og på flasker.

Nej... Nej, jeg vil ikke omstikke den eller komme den på flasker nu.

- Er du sikker? - Jeg ved, hvad jeg vil med min vin.

Jeg behøver ikke mænd til at bestemme. I står bare og glor med jeres nosser.

Jeg har mine idéer og min smag.

Har jeg ikke ret til lidt finesse og elegance?

- Hvad er der? - Ikke noget.

Når jeg har besluttet noget, vil jeg ikke modsiges.

- Den bliver i hvert fald god. - Ja.

Det er virkelig din vin. Der er noget mildt over den ligesom dig.

- Men det har også en styrke. - Ja, og også en sarthed.

Den er kompleks. Det er Juliette.

Tirsdag?

Ja.

Jeg har været hos advokaten alene.

Jeg tager tilbage til Australien.

Jeg har tænkt mig godt om. Vi skal ikke sælge.

Jeg vil ikke opgive familievingården.

Vi må løse det på anden vis os søskende imellem.

Det tror jeg, at mor og far havde ønsket.

I må hjælpe mig i begyndelsen.

Det er Alicias forslag.

I stedet for at købe min andel for en formue må I leje den.

I skal betale et overkommeligt beløb.

Så er vi stadig samejere, selv om jeg ikke er her fysisk.

- Ville det fungere for jer? - Ja.

For at betale arveafgiften må vi sælge en del af lageret i Australien.

Velkommen, alle sammen. Tak, fordi I kom.

Vi håber på en god høst.

Nogle var her allerede sidste år, men jeg gentager reglerne for jer andre.

Klip altid på venstre side, aldrig på højre.

Tag ikke de umodne eller tørre.

Bare et spørgsmål. Hvad er de umodne?

Det er de små grønne klaser øverst.

- Lad dem blive. De er umodne. - Sådan.

- Går det godt? Det glæder mig, du kom. - I lige måde.

Så er vi der.

Sådan. Her er nøglerne, mor.

- Går det? - Jo, det går.

- Men mor, vi bor jo lige i nærheden. - Jeg ved det godt.

- Hej, far. - Min skat... Vi ses snart.

Oversættelse: Lasse Glavind Medietekst Danmark