All language subtitles for The.Booksellers.2019.1080p.WEBRip.AAC2.0.x264-NOGRP

Du sagde, vi kan takke litteraturen
for alt, vi er og har været.

Hvis bøgerne forsvinder, forsvinder
historien, og også mennesket.

Du har nok ret. Bøgerne indeholder
ikke bare vores drømme og minder.

De giver os indsigt
i vores egen bevidsthed.

Nogle ser læsning som
en slags flugt fra virkeligheden-

-til bogens fiktive verden.

Bøger er mere end det.
De gør os mere menneskelige.

Henry Wessells fra James Cummins.
Vi er på bogmessen i New York.

Her skifter man mellem ren kedsomhed
og fantastiske opdagelser.

Jeg har en ph.d. i spansk lyrisk
digtning fra det 15. årh.

Efter 15 år på universitetet
blev jeg antikvarisk boghandler.

Så jeg har haft en del
fantastiske bøger mellem hænderne.

Vi havde også JP Morgans kopi,
som han købte i 1897.

Han købte også en førsteudgave af
den allerførste bog, der blev trykt:

Gutenbergs bibel. For 2.750 pund.
SECRET

Trykt på fløjl.
Den er nu 40 millioner dollar værd.

Lige før messen
modtog vi et Hemingway-arkiv-

-som indeholdt en Castro-dukke,
hvilket var lidt overraskende.

Det har været ret godt.
Lidt mindre at tage med hjem.

Jeg handler med store bøger, så
det er skønt at sælge nogle af dem.

Jeg lægger den på hylden igen.

En tredjedel af det, jeg sælger, er
"esoterica", altså kultmateriale.

Dæmonlære, heksekunst,
fetichisme, subkultur og modkultur.

Jo mere pinligt berørt noget gør
andre, desto mere tiltaler det mig.

New York er verdens bedste bogmesse,
mest på grund af dens placering.

Lige midt i Upper East Side
i en skøn historisk bygning.

En bygning, som er lidt "overmoden".

Bygningen har været her
siden borgerkrigen-

-men i starten af 1900-tallet
var denne hal fuld af tennisbaner.

Jeg spillede tennis her som ung.

Jeg tog med i år. Når de spørger,
om jeg vil se nærmere på noget-

-siger jeg nej. "Jeg har ikke
råd til en bog til 85.000 dollar."

En person viste mig alligevel en bog.
Hun spurgte, om jeg ville se den.

Så hun viste mig den.

Jeg turde knap nok røre den. Jeg vil
ikke ende i en O. Henry-novelle.

"Nu skal jeg betale
dig tilbage resten af livet."

Folks nonchalante holdning
overraskede mig.

En fyr stillede en drik på en bog.
Hjemme hos mig havde han været død!

Der er samlere, og så er der folk,
der undrer sig over, hvad de laver.

En samler er en syg,
besat og manisk person-

-der ville sælge sin bedstemor
for at købe noget, man kan lide.

Det er en ren fantasioplevelse, og
til forskel fra at gå på biblioteket-

-er alt til salg!

Antikvariske boghandleres opgave
er at indprente nybegyndere-

-hvor fantastisk bogen er
som samlerobjekt.

Gode boghandlere kan vedligeholde
deres kundeforhold i op til 30 år.

Med andre ord har de,
der handler med sjældne bøger-

-evnen til at værdsætte disse bøger.

Jeg var sammen med en ven, som er
en vidunderlig spansk forfatter.

Han græd næsten, da jeg viste ham
en fjerdeudgave af "Don Quijote"-

-trykt i Bruxelles i 1611,
mens Cervantes stadig levede.

Men det var ikke der, han græd.
Han græd, da han så prisen: 120.000.

Han græd, da han så en førsteudgave
af Ian Flemings "Casino Royale"-

-for 130 000 dollar. Det kan
få hvem som helst til at græde.

Uret i udstillingshallen er gået
i stå på et umuligt tidspunkt.

Den tid findes ikke.
Ligesom på et kasino-

-skal folk ikke tænke på,
hvad klokken er.

Det kan føles som at være på vej
for at befolke en fjern galakse.

Med en lidt
underlig genetisk selektion.

"Folk har sat formuer over styr,
rejst halvdelen af Jorden rundt-

-løjet, snydt og stjålet, alt sammen
for en bog." A.S.W. Rosenbach

At samle bøger var en forfinet ting.
Det var den engelske adels hobby.

Den typiske bogsamler
var en ældre mand i tweedjakke.

-Og en pibe.
-Ja. Og et glas sherry.

Og de gik
tilsyneladende altid i tweed.

Når folk tænker på antikvariske
boghandlere, går de ud fra-

-film, tv og pop-litteratur.

-Jeg var bare ...
-Spillearkaden ligger overfor.

Her sælger vi kun små,
firkantede objekter kaldet bøger.

-Er du her? Det gik hurtigt.
- De har en formue derinde.

-Du er en grib!
-Det er alle i vores branche.

- Undskyld rodet.
-Er du forfatter?

-Boghandler.
-Javel.

Har I en "Ben-Hur" fra 1863
med en dobbeltsætning på side 116?

Den er til miss Hanff.

Det ville være sjovt at spørge folk-

-hvordan de forestiller sig
en antikvarisk boghandler.

De vil ikke forestille sig en model.
Snarere en ældre person.

Alle har deres egen mening,
men den er normalt romantiseret.

Og på en antik bogmesse ser man
folk, der passer ind i den skabelon.

Den vigtigste boghandler
i det 20. århundrede-

-var utvivlsomt A.S.W. Rosenbach.

Han herskede suverænt
indtil 1950'erne.

Det er fra den klassiske
Rosenbach-biografi-

-af Edwin Wolf II og John Fleming.

"Abraham Simon Wolf Rosenbach
havde fyldige, lyserøde kinder-

-et glimt i øjet, og han gik
som en pingvin ville gå-

-hvis en pingvin kunne gå som Rosy."

"Han puffede konstant på en pibe,
drak en flaske whisky om dagen-

-og var verdens førende
antikvariske boghandler."

"Det indrømmede han endda selv."

"'Lægen', som han blev kaldt
af venner og ansatte-

-købte i årtier de vigtigste bøger-

-som blev bortauktioneret
i England og USA."

Leona Rostenberg og Madeleine
Stern startede i branchen 1945-

-og de havde en utroligt
lang karriere på over 60 år.

Det var usædvanligt
med kvinder i branchen.

Det fleste
antikvariske boghandlere var mænd.

De blev kendt for at have solgt
fantastiske bøger til biblioteker-

-og for deres rejser til Europa,
hvor de fandt bøger-

-som ingen troede eksisterede.

De opdagede, at Louisa May Alcott
også skrev kulørt litteratur.

Ofte bøger fyldt med sex og vold.

De fandt pseudonymerne og bøgerne-

-og formåede at samle brikkerne
om forfatterens liv.

Ingenting endnu. Ross Tuckman
og Mike Welosky sagde nej.

-Jimmy Robinson kunne ikke.
-Fint.

-Har du hørt noget fra Dan?
-Nej. Jeg tænker lidt.

Jeg har et filmhold her.

Hjemme hos dig? Hvorfor det?

En ven laver en dokumenter om
boghandlere, og det er jeg jo.

Jeg kender masser af bedre
boghandlere. De ser også bedre ud.

Hvordan endte du i bogbranchen?

Jeg duer vel ikke til noget andet.

Jeg overvejede min fremtid,
og der var en boghandel i Queens-

-hvor jeg ofte kom.
Jeg købte disse bøger der.

Fire bind af Lewis og Clarks
dagbøger, Coues-udgaven.

De kostede 75 dollar. Mere en
jeg nogensinde havde brugt på en bog.

Jeg sparede sammen og købte dem.
Han havde brug for en på deltid-

-og pludselig var jeg i bogbranchen.

Det er et fotoalbum fra 1907,
"The Search for Mammoth".

En ekspedition fandt en frossen
mammut, som de gravede op.

Men det,
som gør albummet så specielt-

-et, at de indsatte nogle prøver på
ægte mammuthår bagerst i bogen.

Det er ægte mammuthår,
som måske er 15.000 år gammelt.

-Jeg er her næsten hver dag.
-Hvor mange hold spiller du på?

Mandag, tirsdag, onsdag ... Syv.

Og så er jeg udskifter på et ottende,
men kun lejlighedsvis.

- Er du vild med softball?
-Ja.

-Hvor længe har du boet her?
-18-19 år. 1998.

19 år. Hold da op... skræmmende.

Det tog tre måneder at flytte.

Jeg stod op, tog herind
og byggede reoler hele dagen.

Jeg gik hjem, pakkede bøger indtil
midnat, sov lidt, og stod op igen-

-cyklede hertil og byggede flere
bogreoler. Og så videre...

Når jeg køber en ny bog, må jeg
flytte om. Der er ikke mere plads.

Denne bog
om Roms katakomber er så tung-

-at den har stået der, siden jeg
stillede den der for 15 år siden.

Jeg tog den med til en messe.
Aldrig mere. Så der står den-

-indtil nogen kommer og beder om
en bog om Roms katakomber.

Dette er en monografi over
fiskefossiler fra det 18. årh.

Det er en stor bog med fantastiske
plader af fiskefossiler.

I naturlig størrelse.
Så de stor fisk-

-har meget store plader. Sådan her.

De kan blive endnu større.

Playboy, gå hjem.

Strand blev grundlagt af
min bedstefar i 1927-

-i et berømt område
i New York, Book Row.

Der var 48 boghandlere.
I dag er kun Strand tilbage.

Min far fik arbejde der,
da han var 13.

Han ville helst være på gulvet.
Hans skrivebord stod midt i butikken.

Jeg mødte nogle skønne, excentriske
og charmerende mennesker-

-hos boghandlerne på Fourth Avenue.

Jeg kan huske, det var en flok
lidt støvede, jødiske mænd-

-som blev irriterede,
hvis man ville købe en bog.

De var ikke forretningsmænd.

De ville bare læse hele dagen.
I varmt vejr sad de udenfor.

De var dækket af støv,
og fingrene var gule af nikotin.

De havde briller, for de havde læst
i mørke siden barndommen.

Hvis de høfligt blev spurgt, hvad
en bog kostede, kiggede de ikke op.

Jeg troede, jeg ville ende sådan.

Man kunne finde hvad som helst.
De vidste ikke, hvad de havde.

Hvis man var heldig, fik man en pris.
Omkring 40 cent, så det var godt.

Sådan var det ikke i Strand.

Ofte fandt jeg bøger der
og spurgte nogen om dem-

og han sagde: "Hvor fandt du den?"
"Bag den dør."

"Der må du ikke være!
De er ikke prismærket endnu."

Så en stor del af oplevelsen for mig
er at snuse rundt i butikken.

Det gør jeg stadig,
selvom man ikke må.

Jeg er ked af, at jeg ikke
fotograferede gaden.

Den har virkelig ændret sig.

Der var trafik i begge retning
på 59th Street, også med sporvogn.

Den blev grundlagt
af vores far i 1925.

En af Fourth Avenues boghandlere.

Da han åbnede,
havde han ikke bøger nok-

-så han satte dem sidelæns.

Vi var der om lørdagen og spidsede
blyanter og kiggede på børnebøgerne.

Jeg ville arbejde der en sommer,
da jeg gik på college.

Men jeg kunne ikke skrive på maskine,
så jeg måtte finde et andet job.

Det var det samme sommeren efter.
"Kan du skrive på maskine nu?"

Så han forsøgte ikke
at få os til at arbejde der.

Folk spørger, hvordan han fik
alle sine døtre til at arbejde der.

"Jeg er heldig."

Men han fortalte os aldrig,
at det var hans mål.

Vi troede,
at det var vores egen beslutning.

Min mor begyndte at arbejde
i branchen, da jeg var ti.

Hun var fantastisk.
Hun skabte galleriet ovenpå.

Hun sagde, at min far ikke skulle
tvinge os til at arbejde der.

Hun var smart.

På øverste etage
ligger autografafdelingen.

Jeg startede den for at have
mit eget. Jeg har mange søstre.

Jeg elsker baseball. Her har vi
en baseball signeret af Bill Clinton.

Zack har samlet 11.012 baseballs
fra forskellige Major League-kampe.

Han er også din
verdensmester i "Arkanoid".

Det kan være autografer
på penge fra kolonitiden-

-og autografer på forskellige sprog,
som er umulige at fortolke.

Det er en konstant jagt.

-Hvorfor har jeres butik overlevet?
-Vi ejer ejendommen.

Vores far købte bygningen,
og vi har fået mange tilbud.

Mæglerne ringer fem-ti gange
om ugen, men vi sælger ikke.

Det er ikke udelukket,
men ikke for de penge, de tilbyder.

Så skulle vi lukke,
og vi nyder at være her.

Så vi betaler
for glæden ved at arbejde her.

Hvis jeg havde en time
mellem forskellige forpligtelser-

-fandt jeg en boghandler. Og dengang
var alle boghandlere selvstændige.

Medarbejderne
var rigtige boghandlere.

De besluttede selv,
hvad de ville sælge.

Ikke som hos Barnes & Noble.
Nutidens unge siger til mig:

"Min Barnes & Noble er lukket." Men
de tvang de alle andre til at lukke!

Det var en gammeldags butik.
Bøger overalt og en kat, Linda.

Det var Skyline Books
på West 18th Street 13.

Mine specialer var
beatnik-kultur, fotografering, kunst.

Vi var vist kendt
som en butik for samlere.

Jeg var bagud med lejen,
så jeg måtte lukke.

Forretningen gik dårligt.
Folk købte bøger online.

Det var en hård tid.
Vi holdt mange udsalg til sidst.

75% rabat.
Selv 90% rabat på et tidspunkt.

Det var sjovt, så længe det varede.

I 1950'erne var der
368 boghandlere i New York City.

I dag er der 79.

Nedgangen i boghandlere
har haft stor effekt.

Det var en vej ind i branchen.

Jeg voksede op i 70'erne og lærte alt
hos antikvariske boghandlere.

Der fik man
en fornemmelse af materialet.

Jeg boede nærmest
i boghandlere og antikvariater.

Jeg tog fra New England
til New Jersey-

og stoppede ved alle
antikvariske boghandlere undervejs.

Bilture var en vigtig måde
at skaffe materialer på.

Vi fyldte en stationcar med bøger
og sendte læssevis af bøger hjem.

Sådan gjorde man før.

Folk har ikke tålmodighed til
at botanisere.

De fleste vil have en specifik bog.
Det kræver en vis interesse-

-for at man skal ønske at finde
en bog, som man ikke ledte efter.

Man skal se et stort udvalg
for at kunne prissætte bøger.

En erfaren boghandler kan se,
om det er en ordinær bog-

-som skal have en almindelig pris,
eller om det kræver lidt fantasi.

Jeg har en ret god fantasi.

Mit første job i branchen
var hos Strand som teenager-

-og at se Fred Bass gennemgå
tusindvis af indkomne bøger.

Han sorterede dem så hurtigt.
"Den er god", sagde jeg. "Nej".

Han var så hurtig.

Jeg troede,
at jeg forstod mig på bøger-

-men han så noget i dem,
som jeg ikke opfattede.

I det sidste år har vi oplevet
en eksplosiv stigning-

-i antallet af
fysiske antikvariater-

-som sælger
materiale fra efterkrigstiden.

Men de kan ikke erstatte de
antikvariater, der eksisterede før.

Dette bliver vores forretning.
Lige nu er det en skoforretning.

Vi fik nøglerne i går
og åbner til marts.

Vi er en del af et boom i lokale,
selvstændige boghandlere-

-som virkelig
fungerer lokalt og tager sig af-

-beboernes interesser og behov,
hvilket kæderne ikke gjorde.

Et øjeblik.
Adam Weinberger-antikvariatet.

Der er dårlig forbindelse.
Teaterstykker fra 1800-tallet?

Mine lagre er ved at være fulde,
og det er dyrt at leje på Manhattan-

-så jeg valgte
at samle alt i en lejlighed i stedet.

Kansas.

Adam Weinberger-antikvariatet.
Hvilke bøger drejer det sig om?

Siderne er af pergament, så tænk på,
hvor mange køer der er brugt til den.

Det er svært at vide,
om nogen vil sælge.

Engang gik jeg hjem til nogen
med et par tomme arkivkasser-

-som er gode at have bøger i,
men damen, som åbnede døren-

-kiggede på kasserne og sagde:
"Dem får du ikke brug for i dag."

Jeg forstår hende.
Her kommer jeg og vil hærge-

-en årtier gammel samling.

- Købte han dem alle hos Gotham?
-Ja.

Jeg elsker også katte.
Derfor holder jeg så meget af Gore.

Usigneret beatnik-materiale,
bøger som mangler omslag...

Der er ti eksemplarer af alt det
på nettet. Især af Kerouac.

Her boede min onkel Jack Allentuck
og hans kone Marsha Allentuck.

De var akademikere. Jeg tager mig af
alt det, jeg arvede fra dem.

Resterne af deres, så at sige.

Det lød interessant.
Kvinden underviser i kunsthistorie.

Hun var ekspert
i Blake og romantikken-

-og jeg følte straks,
at der var potentiale.

Jeg kigger normalt lidt...
Her kan være nogle guldkorn.

Det er lige spændende hver gang.
Man er et sted-

-hvor nogen har lagt deres sjæl
i samlingen. Ikke bare rent fysisk-

-men intellektuelt, og man kan se,
hvad som fangede deres interesse.

Mere har ændret sig i de sidste 15 år
end i de foregående 150 år.

I flere generationer var der
såkaldte bogspejdere-

-der eksisterede
i udkanten af bøgernes verden-

-og sammenførte
bøger og boghandlere.

De besøgte kirkebasarer, dødsboer,
biblioteksudsalg og så videre.

Og det var et symbiotisk forhold.

I dag er bogspejderne
en uddøende art.

Martin Stone var en legende.

En karismatisk musiker, der næsten
blev medlem af Rolling Stones.

Han rejste rundt med sit band, og
i fritiden besøgte han boghandlere.

Fantastisk bogspejder. Udsøgt smag.
Forstod forbindelsen mellem bøger.

Han var
som et levende leksikon.

Jeg har lige fundet en bog,
der tiltaler mig enormt meget.

Han bar altid rundt på
en masse plasticposer.

Han var allerede færdig,
når vi andre startede.

Han viste os sine køb og fortalte
om dem. Jeg lærte en masse.

Martin vidste ikke bare alt.
Han kunne også formidle sin viden.

Hans forståelse af bøger-

-strakte sig fra tilbudskassen
helt op til de dyre, aflåste skabe.

Branchen ændrede sig dramatisk,
da computerne kom til.

Bøger, der havde kostet
50, 75, 100 og 125 dollar-

-kostede pludselig 20-30 dollar,
og der var masser af dem.

Det næsten sværere
at finde en billig bog end en dyr en-

-for den skulle man selv finde.

I de sidste ti år er alt det møg, som
har samlet støv et eller andet sted-

-dukket op på internettet.
Udbuddet er steget enormt.

Det gælder bøger, legetøj.
Hvad som helst.

Internettet ødelagde alt.
Det er godt for samlere-

-som kan finde bøger,
de har ledt efter i årtier.

Men at overleve som antikvariat
er næsten umuligt.

At være samler handler om jagten,
ikke genstanden.

Man leder efter en bog i 20 år,
finder den, får orgasme-

-og lægger den væk.

Internet har ødelagt jagten. Giv mig
dit kreditkort og 45 minutter-

-så kan jeg skaffe en næsten komplet
Edith Wharton-samling.

Men hvorfor skulle jeg det?

Internettet vil altid
være et tveægget sværd.

I dag skal man have den bedste, den
billigste eller den eneste udgave.

Internettet ændrede
begrebet "sjælden".

De, der beskæftiger sig
med meget specielle ting-

-fik bekræftelse af internettet. "Jeg
har ting, du ikke kan få fat på."

Men hvis man arbejdede med moderne
førsteudgaver, var det ødelæggende.

De måtte tilpasse sig eller dø.

Branchen i dag er blevet koldere.
En æra er forbi.

Internettet demokratiserer
selvfølgelig udbud og efterspørgsel.

Men det har også dræbt meget
af det mørke, dystre og morsomme.

Et problem er,
at det trykte ord forsvinder.

Hvis man siger "Kindle", er der nok
mange i branchen, der ryster.

Mange spekulerer på, hvor vi ender.
Hvis man ikke skal trykke bøger-

-men får dem på sin elektroniske
enhed, hvad skal vi så sælge?

Det er en berettiget bekymring.

Et utroligt eksempel på dette
fik vi ved Oscars-uddelingen i 2006-

-da Larry McMurtry vandt en Oscar
for bedste manuskript efter en bog-

-for "Brokeback Mountain".

Til sidst vil jeg takke
alle boghandlere i verden.

"Brokeback Mountain"
var jo en bog først.

Fra de små boghandlere
til verdens største boghandel-

-har I alle bidraget til
bogens overlevelse.

En skøn kulturform,
som vi ikke må miste.

Folk vil altid have det,
som er unikt.

Interessen i moderne førsteudgaver
falder til fordel for samlerobjekter-

-og sære, trykte materialer, som
tidligere ikke havde samlerværdi-

-men som er interessant.

Teknologien har gjort arkiver mere
interessante for institutionerne.

Vi solgte et par arkiver
til en stiftelse i Tulsa, Oklahoma.

Woodie Guthries
og Bob Dylans arkiv.

e kan tage alt
det audiovisuelle materiale-

-og forvandle det til en guldmine-

-for fans og akademikere.
Det kunne man ikke for ti år siden.

Jeg ryddede op på mit kontor og havde
alt materialet fra mine bøger-

-alle artiklerne fra The New Yorker
og alle mine noter-

-og jeg begyndte at tænke på, at jeg
måske ikke skulle smide det væk.

Jeg har kendt Glenn længe,
og jeg vidste, at han havde solgt-

-andres arkiver.

Han kiggede på mit materiale,
og vi talte om, hvor det skulle hen-

-og fandt, at det passede
bedst på et akademisk bibliotek.

Det var en mærkelig følelse
at blive nogens lektier.

Det positive er, at det hele nu
er virkelig godt organiseret.

Ironien ved at være på
Columbia University-

-og jeg skal derhen til sommer og
at bruge arkivet til et bogprojekt.

Men når så meget af arbejdet i dag
udføres på en computer-

-tænker jeg på, hvordan vi kan lære
noget om forfatterens proces.

Computeren efterlader
ingen spor af redigering.

Forskellen mellem
et arkiv og en samling er-

-at arkivet indeholder alt.
Også de mere uventede dele.

Vi har samlinger fra
Malcolm X, Lorraine Hansberry-

-og James Baldwin.

Baldwin voksede op i Harlem og lærte
at læse i Schomburg Center-

-så han hører virkelig her.

Hans arkiv indeholder både notater,
afsluttede romaner-

-og en masse forskellige udkast.

Der er notater, han har lavet
på barer og på forskellige hoteller.

Man kan følge
Baldwins udvikling som forfatter.

Alt fra tidlige digte til de værker,
vi kender og elsker i dag.

Kuratoren, en post jeg besad
i mange år, er en vigtig person-

-som både skaffer materiale
til institutionen-

-og sørger for at sende det videre.

Man skal også prøve at
se på samlingen som helhed.

Hvad betyder den? Hvordan finder man
sammenhængen i materialet?

Det kommer
fra en kærlighed til materialet.

Det havde jeg, både som forfatter
og som bogsamler.

Så jeg havde købt bøger tidligere,
og jeg kendte sælgere-

-som har hjulpet til med
at opbygge samlingerne.

En anden interessant ting er,
hvordan samlere former samlingerne-

-som ender i de forskellige arkiver.

Vi har fortalt
om sorte menneskers liv -

-kreativitet og kulturelle betydning
i næsten et århundrede.

Men jeg ved ikke, om vi fuldt ud
har forstået betydningen af alt det.

MIN SJÆL ER BLEVET
SÅ DYB SOM FLODERNE

Jeg troede ikke at jeg skulle være
boghandler. Det anede jeg ikke.

Efter gymnasiet fik jeg job hos
JN Bartfield på 57th Street.

Jeg var specialist i
fint indbundne sæt.

Jeg arbejdede der i 13 år,
før jeg besluttede at holde op.

Jeg begyndte at gå til dødsbo
klokken fem-seks om morgenen.

I begyndelsen boede jeg
i mine forældres kælder i Bronx.

Jeg tog til et dødsbo i Connecticut,
og jeg var forrest i køen.

Jeg kom ind i rummet,
og på bogreolen så jeg-

-et fantastisk sæt af
Balzacs værker, omkring 40 bind.

Hele sættet kostede 200 dollar.

Jeg løb derhen og råbte:
"De er mine!"

"Rør dem ikke! De er mine!"
Sikke et fund!

Det glemmer jeg aldrig.
Sådan begyndte det hele.

Vi handler med luksusvarer.
Bøger er stadig undervurderede.

Folk forstår ikke, hvor meget arbejde
der ligger i indbindingen.

Læderindbindinger skal vedligeholdes.
Det kan folk ikke finde ud af.

Hvis de er i god stand, er det nok
at give dem olie hvert 5. til 10. år.

Det første, folk spørger om, er:
"Hvad gør en bog sjælden?"

Det betyder, at de er svære
at finde og er eftertragtede.

Der er tre slags mennesker,
som køber bøger.

Private samlere,
forhandlere, der fylder deres lager-

-og institutioner.

Problemet i dag er, at der er
stadig færre private samlere.

Vi talte om
duften af gamle bøger-

-og om den magi,
som de smukke udgaver udstråler.

Det var interessant,
hvordan de satte priserne.

Vi har specifikke interesser, så hvis
vi finder noget, køber vi det.

Hvis det ikke er for dyrt.

Jeg glemte pengene derhjemme,
og det er godt det samme-

-for jeg blev fristet.

Mine forældre
var interesserede i antikviteter-

-og jeg fik fem cent hver gang,
jeg opførte mig pænt i en butik.

Til sidst havde jeg
penge nok til at købe en bog.

Jeg ville egentlig ikke
samle på sjældne bøger-

-men jeg kunne godt lide
Frank Baums historier.

Da jeg var 12 år gammel-

-havde Columbia universitet
en udstilling om Frank Baums værker.

De ledte efter nogle ting,
de ikke havde kunnet skaffe.

Mine forældre så artiklen,
og jeg blev den yngste udlåner-

-til Columbia universitet nogensinde.

Dengang blev børnebøger
ikke betragtet-

-som noget særligt. Der var
bøger som "Alice i Eventyrland"-

-men den, som solgte sin førsteudgave
af "Troldmanden fra Oz" til mig-

-vidste ikke,
at det var en førsteudgave.

Den kostede fem dollars.

Jeg elsker at arbejde med bøger.
Det føltes aldrig som arbejde.

I 1967 ledte Maurice Sendak
efter tidlige bøger om mekanik-

-af Lothar Meggendorfer.

Jeg havde nogle stykker,
og vi blev til sidst venner.

I slutningen af 1969
havde jeg lige startet et selskab-

-og ville have Maurice Sendak til
at illustrere katalogomslaget.

Og det indvilgede han i.
Og Maurices geni-

-når han lavede karikaturer, var-

-at han tegnede både mig og
min kompagnon som bamser.

Jeg var bjørnen klædt i vest.

Og det var begyndelsen
på et meget tættere venskab.

Dette er vores galleri på Broadway.
I dag bruges det til opbevaring.

Her er originaler af Maurice Sendak
og vores andre samlerobjekter.

Nemlig kinesisk propaganda
med Formand Mao.

Maurice kom engang forbi,
og han kaldte det-

-en Mao og Mo-udstilling. Mao
på den ene side, Sendak på den anden.

Mo er hans øgenavn.

"En bog er så meget mere end bare
læsningen af den." Maurice Sendak.

Jeg købte den dyreste amerikanske
bog nogensinde for en kunde i 1989.

Poes første bog, "Tamerlane".

Den kaldes den sorte tulipan
inden for amerikansk litteratur.

Der findes kun en håndfuld af den.

Nogen havde købt den i
en marskandiserbutik for 15 dollar.

Jeg gav 200.000 dollar for den.

Den er en god bordskåner.
Nogen havde stillet et glas på den-

-og efterlod en cirkel på omslaget.

Jeg får nok et bredere udvalg ind
end de fleste i branchen.

For eksempel har jeg håndteret bøger
indbundet med menneskehud.

Jeg har haft to sådanne bøger.
Begge var engelske udgaver-

-af Hans Holbeins "Dødedans".

En var indbundet af George Sutcliffe,
den store engelske bogbinder-

-og på omslaget var der et kranium
lavet af knogler og tænder.

Det var et magtfuldt filosofisk
objekt, og nogle mennesker-

-ville ikke komme i nærheden af den,
mens andre ville røre ved den.

Disse ædelstensindbindinger
er de smukkeste i verdenshistorien.

Man tog bogen med
til Sangorski & Sutcliffe-

-som indkapslede den i 24 karat guld
og prydede den med ædelsten.

Bogen blev åbnet mellem guldet.

Ikke mange ved, at der også er
bølger af mode i vores branche.

Men der var en tid, hvor
et perfekt omslag var meget in.

I 80'erne og begyndelsen af 90'erne.

I starten var de bare for
at beskytte bogen mod støv.

Det blev smidt væk,
når man købte bogen.

Lad os tage "Den store Gatsby"
af F. Scott Fitzgerald.

En førsteudgave i flot stand
koster 5.000 dollar.

En førsteudgave med
et slidt omslag koster 15.000 dollar.

En førsteudgave med et omslag
i god stand koster 150.000 dollar.

Og det skyldes nok-

-at omslaget betragtes som kunst.

Gudskelov for samlere,
der beholdt omslagene-

-og gjort os opmærksomme på
deres informationsværdi.

I den første bog står der noget
helt andet end den tiende bog-

-og visse biografiske oplysninger
findes nogle gange kun der.

Vi forsøger
at indbinde en bog i Mylar.

Vi benytter 5 mm-varianten.

Og med lidt held...
passer den perfekt på bogen.

Jeg har hørt folk sige, at hvis
en bog er signeret til en bestemt-

-og den person er kendt,
stiger værdien af bogen.

Hvis den er underskrevet til en
ukendt person, er bogen mindre værd.

Men det forstår jeg slet ikke.

Bøger,
som er signeret af forfatteren-

-til en vigtig person
blev pludselig ekstremt vigtig.

Tidligere ledte folk efter
førsteudgaver med pæne omslag-

-men nu blev det vigtigere
med vigtige signaturer.

Jeg kan lide alle interessante bøger-

-men jeg blev interesseret i bøger
med en speciel historie.

De bedste bøger ser ud til
at være blevet kørt over af en bus.

Men det skal være den rigtige bus.

At nogle bøger er sjældne, skyldes
ikke, at alle vil have de bøger.

De, der værdsætter sjældne bøger-

-er lige så sjældne
som bøgerne i sig selv.

Vi begynder buddene
på Enigma-maskinen på 45.000.

50.000. 55.000.

Sjældne bøger
falder ind under kategorien-

-objekter af antikvarisk interesse.
De passer ikke ind i kunstkategorien-

-eller i møbelkategorien,
og det er ikke de samme kunder-

-som køber samlerobjekter.

Ting, der engang blev
betragtet som flygtige-

-er nu centrale for branchen,
og for samlingerne-

-fordi de fortæller
en anden historie.

Alt falder ind
under overskriften "beviser".

Jeg interesserede mig tidligt for-

-den brede definition
af historiske beviser.

På det tidspunkt hævdede
mange traditionelle historikere-

-at det visuelle materiale
ikke udgjorde beviser.

En god boghandler er en anden
slags opdager og historiefortæller.

De ser råmaterialet og yder
vigtige kontekstuelle bidrag.

Derfor gemmer de
deres beskrivelser-

-for at ikke miste al den historie,
som de har forsket sig frem til.

Jeg er mistænksom over for folk,
som behandler salg af sjældne bøger-

-som var vi en slags vogtere
af en hellig flamme.

Det er for let, for overfladisk.
Men det er vigtigt.

Jeg vil slå et slag for det trykte
materiale i en digital verden.

Fysiske objekter indeholder ofte
beviser, som er en fast bestanddel.

Såsom ejerskab, noter-

-hvordan bogen er behandlet,
type af indbinding, papirkvalitet.

Man kan finde ting
i bogens fysiske udgave-

-som fortæller deres egen historie.

En af mine ældste venner og kunder
er Michael Zinman.

Han har en af de bedste samlinger
af tidligt trykt materiale fra USA.

Jeg spurgte mig selv, hvad der var
tilbage af tidlige trykte udgaver.

Det kunne jeg kun finde ud af
ved at købe, lede og spørge.

Jeg tøvede aldrig med at købe andet
eller tredje eksemplar af samme bog.

Eller et fjerde eksemplar. Jeg blev
bare ved at købe. Og undervejs-

-begyndte jeg at sammenligne
udgaverne. Og så lærer man noget.

Man finder mange variationer, og man
kan drage konklusioner ud fra det-

-som man aldrig havde kunnet, hvis
man kun havde ét perfekt eksemplar.

Det var vores "kritiske masse"-teori.
Ved at samle os materiale-

-og se hvilke mønstre,
vi kunne finde-

-kunne vi bygge bedre teser-

-end hvis vi startede med en idé om,
hvad vi ville finde og bevise det.

Vi er i Hackettstown i New Jersey,
hvor de fremstiller M&M's.

Men desværre
må I ikke besøge fabrikken.

Vi har vores lagerlokaler her.

Cirka 300.000 bøger
i tre forskellige bygninger.

Alt fra værdifulde bøger
til bøger til 20 dollar.

Hver hylde kan fortælle en historie.

Jeg ved, hvor hver eneste bog
kommer fra og historien bag den.

Vi har lidt plads tilbage deroppe.

-Så køber han et pakhus til.
-Nej.

- Er der nogen, der har flere bøger?
-Tom Congalton er vist tæt på.

-Men dette er nok.
-Det sker, at bøger forsvinder.

Hver afdeling har ti hylder,
og her er otte eller ni afdelinger.

Der er en masse lyrik. Ni afdelinger
gange tusind eller endnu mere.

Lyrikbøger er tynde.
Så vi har 10.000 lyrikbøger her.

Han tror, at lyrik er på vej tilbage.
Jeg er ikke sikker.

Alt dette er Whistler.

Bogbind.
Her har vi en usædvanlig titel.

"Amish Love". Så...

Men ingen billeder.
Jo, der er nogle billeder.

Sikke et billede!

Han samler på alt.
En frimurertrone.

Stammasker fra guderne ved hvor.

Mågerne er også interessante.

Det er en ren skattejagt. Især lige
her. Man ved aldrig, hvad man finder.

Nogle siger, at man ikke bør samle
selv og konkurrere med kunderne.

Jeg prøver at undgå det,
men jeg elsker at samle.

Og jeg har ingen problemer at sælge
bøgerne. Der har vi flysamlingen.

Amelia Earhart.

-Et stykke af Hindenburg-luftskibet.
-Hvor er det?

For enden af denne gang.

Jeg har
en stor samling tegnebøger.

Deroppe. Og hatte. Du milde!

"Når han kreperer,
ringer jeg til Sotheby's."

Hørt på New Yorks bogmesse.

Jeg har 550. 600, her i rummet.

Sjældne bøger
er blevet handlet i århundreder.

De første auktioner i moderne tid
var bogauktioner i 1600-tallet.

Nu er det helt anderledes.

Først kom telefonbuddene
og så internetbuddene.

Jeg besøger mange auktioner, og
nogle gange er der kun tre personer.

Jeg er en af dem,
og auktionarius er en anden.

Resten er personale.

19.000. 20.000.

Til Frank Siebert-auktionen i 1999-

-var strategien, at når man
kunne se ud over rummet-

-og se den, der bød mod en-

-anderledes, end hvis
den anden part bød over telefonen.

Jeg har 300.000 til højre.

Hvis man er der, får man en bedre
fornemmelse af rytmen.

Man har auktionarius' opmærksomhed
og kan sætte fart i det-

-eller sætte farten ned.
Man kan psyke modstanderne.

Sidste chance.
Jeg har 360.000 til højre.

360.000, nummer 833.
Mange tak.

Jeg er fascineret
af auktionernes historie-

-og af, hvad som driver deltagerne.

Hvis man læser
en begyndervejledning til auktioner-

-hvor der står
de grundlæggende regler-

-vil der altid stå, at man skal have
en beløbsgrænse og holde sig til den.

Det lyder rimeligt,
indtil man er der.

Jeg har selv oplevet det.
Hvis jeg virkelig vil have noget-

-så min grænse er min banksaldo.

Hvor meget er jeg villig til
at sulte, fordi jeg er flad?

Ejerskab, besiddelse og konkurrence
får folk til at gøre uventede ting-

-hvilket er skønt at se fra podiet.

Kan du fortælle os,
hvordan du endte i branchen?

Svaret består af ét eneste ord:
nepotisme.

Jeg er tredjegenerations
antikvarisk boghandler.

Min bedstefar kom til London i 1888
og fik job hos Pickering & Chatto.

Hans brødre havde boghandlere
i Cork og Dublin.

Joyce nævner en af dem i "Dubliners".

"Næsten hver dag,
når han var færdig med at undervise-

-gik han langs kajen
til antikvariatet."

"Hickey's på Bachelor's Walk, Webb's
eller Massey's på Anston's Quay-

-eller til O'Clohissey's
inde i gyden."

For at give en idé om, hvad der
var tilgængeligt i 1920erne-

-kan man tage det originale
manuskript til "Alice i Eventyrland".

Alice Liddell, senere fru Hargreaves,
bogens hovedperson-

-solgte manuskriptet hos Sotheby's
i 1928, og min bedstefar var der.

Rosenbach købte det for 15.400 pund.

I 1958-

- startede min far den egentlige
bogafdeling hos Christie's.

Og i 1964 blev jeg
afdelingens tredje medarbejder.

I 1978 solgte jeg min første
Gutenberg- bibel for 2,2 mio. dollar.

Det blev betragtet som
et enormt beløb. Og i 1980-

-blev da Vincis "Codex Leicester"
solgt til Armand Hammer-

-for, hvad der nu
svarer til fem millioner dollar.

Det var noget af en skuffelse.
Det blev kaldt en samling tegninger-

-og ikke
et videnskabeligt manuskript.

Da det blev solgt igen i 1994,
var interessen for videnskab steget.

"Codex Hammer"
af Leonardo da Vinci.

Vi starter på 5.500... Vi starter
på 5,5 millioner dollar. God start.

Jeg kludrede i det,
og folk grinede.

Vi har 14 millioner.
15 millioner over telefonen.

Reservationsprisen var 15 millioner.
Så var det anden række-

-mod telefonen.
Kun to budgivere.

Vi har 23,5 millioner her i rummet.
24 millioner over telefonen.

25 millioner.

Bill Gates kom ikke og kiggede
på manusset. Han købte det uset.

28 millioner dollars over telefonen.
Sidste chance. 28 millioner. Tak.

Det er stadig i dag
den højeste auktionspris-

-for en bog eller et manuskript.

Der er en stor forskel på
bogauktioner og kunstauktioner.

En tydelig forskel er,
at bøger ikke er unikke.

Et maleri er helt unikt. Der
findes da meget sjældne bøger-

-men med undtagelse af illuminerede
manuskripter og middelalderudgaver-

-som var unikke,
er der altid flere eksemplarer.

Og det påvirker prisen.

Antikvariater
har så dybe rødder i historien-

-at det er uden sidestykke.
Det har en helt anden vægt.

Bøger er ikke trofæer,
som andre kunstgenstande kan være.

Et bud mere. 400 millioner!

At samle på kunst handler sådan set
om at kunne sige: "Den er ikke din."

"Ved at eje dette billede nægter
jeg dig retten til at eje det."

"Jeg er bedre end dig, fordi
du ikke kan få det. Det er mit."

Folk, der samler sjældne bøger,
har dybt personlige bånd-

-til det materiale, de samler på.

Bøgerne står på et bibliotek,
så man skal næsten inviteres-

-ind i samlerens sind.

Årsagen til, at der er
flere kunstsamlere end bogsamlere-

-er, at man kan fremvise sin rigdom.

Det er kedeligt, og jeg har aldrig
mødt en arrogant bogspekulant.

En person,
der ejer huse i hele verden-

-fordi han købte James Bond- romaner
på lige det rigtige tidspunkt.

Da jeg kom til New York
, blev det kaldt kunstverdenen.

Nu kaldes det kunstmarkedet.

Jeg begyndte i avisbranchen.

Jeg arbejdede på
AB Bookman's Weekly.

Bladet, som alle i branchen læste.

Jeg var ansvarshavende redaktør og
skribent, og jeg blev fyret først-

-da bladet blev lukket.

Ejeren havde fejlvurderet
vigtigheden af internettet.

Han afviste et partnerskab
med en ny aktør på markedet.

Jeff Bezos og Amazon.

I sommer
blev jeg færdig med min bog.

Den hedder "En samtale,
som er større end universet".

Den handler om en udstilling
på The Grolier Club.

Den er baseret på de bøger, jeg har
læst og tænkt på i de sidste 25 år.

For mig er Mary Shelley
udgangspunktet for science fiction.

En af de metaforer, jeg leger med
under mine "samtaler"-

-er en tur i skoven.
Det er det, jeg elsker mest.

Jeg har ikke noget mål, når jeg går,
men leder hele tiden-

-efter spiselige svampe.

Science fiction kan virke
som en skov for den uindviede-

-men der er stier, og
man kan lære at genkende træerne.

Det får mig også til
at tænke på science fiction-

-som en konstant
innovativ litterær genre.

Denne bog hedder
"The Smell of Telescopes."

Det står her næsten udelukkende
på grund af titlen.

Da kunstneren
tænkte på fremtiden i 1986...

Selvfølgelig er der telefonbokse!
Og robotøjne-

-og bærbare synthesizere.

Science fiction forudsiger ikke
fremtiden. Den fortolker nutiden.

"Generer det dig ikke, at du ikke har
råd til at købe de bøger, du vil?"

Edith Wharton, "House of Mirth"

Hvis man har samlergenet, samler man
på ting. Min far og jeg har det gen.

Englænderne har ikke
et ord for et sådan rum.

På tyske hedder det
"Wunderkammer".

Et forundringsskab.

Mit bibliotek
er unikt på flere måder.

Det er det eneste bibliotek i verden-

-som er tilegnet
menneskets forestillingsevne.

Det er også unikt, idet rummet er
bygget til at passe til emnet.

Emnet er forestillingsevne, og
rummet er en hyldest til Escher-

-hvis forestillingsevne var god.

Og det er et af
verdens største private biblioteker.

Og bøgerne er sorterede
efter bogryggens højde.

Man kan oprette
sine egne forbindelser i biblioteket.

Jeg siger ikke:
"Her står bøger om søkrige."

Bibliotekets trin ind i den virtuelle
verden bliver nok ret smertefri.

Så snart 3D-scanningen bliver god
nok, scanner vi bøger og objekter-

-så enhver kan
genskabe dem med en 3D-printer.

Forudsat at jeg lever så længe.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg samler.
Jeg er vist et ekstremt eksempel.

Jeg har titusindvis af bøger.
Jeg købte en masse defekte bøger.

Bøger, der var mangelfulde, men
det er en flydende definition.

Hvad der var mangelfuldt dengang, er
det ikke i dag, og jeg tjente godt-

-på den erkendelse.

Bøger er tunge.
Og 30.000 bøger er ret mange.

Carter Burden havde
lige så mange bøger som mig-

-og han brugte 1,5 mio. på
at forstærke sin lejlighed-

-for at kunne have sine bøger der.

Individets forhold til bogen
er som et kærlighedsforhold.

Det er svært at forklare andre,
men tilfredsstillende for en selv.

Min kone sagde: "Jeg ved, at jeg ikke
er det vigtigste i dit liv."

"Hvilken plads har jeg?"
Jeg tænkte lidt og regnede.

"Sjettepladsen".
Det var ikke det rigtige svar-

-men man ligger, som man har redt.

Jeg beskrev mig selv som
jæger-samler, fordi jeg ville have-

-at folk skal sige:
"Se alle de bøger!"

Alle disse kvinder var vigtige,
og deres historier var vigtige-

-men de blev ignoreret.

Jeg har altid læst, men da jeg gik
på University of Pennsylvania-

-fik jeg job
hos Library Company i Philadelphia.

Og samtidig
startede kvindebevægelsen.

Jeg var for doven
til at gøre noget politisk-

-men jeg bemærkede,
at kvinderne manglede i bogsamlingen.

Det var som om kvinderne
bare sad ved siden af og strikkede.

Det var en enorm afgrund. Jeg troede,
at det var en lille kløft-

-men det var en afgrund,
jeg hoppede ned i.

Jeg måtte fortælle sælgere og
bibliotekarer, hvad jeg ledte efter.

De fleste af sælgerne var mænd.
"Vis mig jeres kvinder," sagde jeg.

"Vi har ingen", sagde de, så jeg kom
med en bunke. "Nu ved vi det."

Og de var ikke så dyre. Undtagen
"fange hos indianerne"-historierne.

Min anden mand var også samler,
og vi rejste rundt og fandt bøger.

Hun var en af "de første, der indså
vigtigheden af at samle på kvinder.

Ikke mænd, der skriver om kvinder,
selvom de lader en mand slippe ind.

Men hovedsageligt kvinder,
der skriver om kvinder.

Der er næsten 25.000 genstande.
Men det inkluderer også kunst-

-fotografier
og en masse tingeltangel.

Hvis man vil udstille en samling-

-så bliver det kedeligt,
hvis man kun har en masse bøger.

Ting som Annie Oakleys handsker
er nødvendige.

Caroline har øje for det bizarre,
men historisk vigtige.

Og hun har et netværk af mennesker,
der kan hjælpe hende-

-med at virkeliggøre sit livsværk-

-hvilket er den største samling af
kvindelige amerikanske forfattere-

-og historiske personer.

Jeg føler et ansvar for
at skabe samlingen.

Det er rigtig sjovt, men nu
føler jeg, at det også er vigtigt-

-og det ønsker jeg,
at andre også opdager.

Jeg har ingen børn-

-så jeg kan bruge
mine penge på, hvad jeg vil. Hurra!

I 2017 indførte vi
en præmie på 1.000 dollar-

-for den bedste bogsamling
skabt af en ung kvinde.

Vi ville opmuntre unge til
at samle, og vi ønskede, at kvinder-

-der samlede bøger, skulle begynde
at se sig selv som samlere.

Mange mennesker tror, at man skal
have en masse dyre førsteudgaver.

Men de bedste samlinger bygges af
folk, som ser noget, andre ikke ser.

Ikke af folk,
som køber de mest kendte bøger.

De fleste mennesker ender oftest som
bogsamlere ved en tilfældighed.

I mit tilfælde var det
en jobansøgning i Las Vegas.

Jeg skulle læse videre
og blive akademiker-

-men så søgte jeg dette interessante
job. Og efter et par uger der-

-følte jeg, at jeg ville
lave det resten af livet.

Vurdering af bøger er en kunstform.

-Hvordan går det?
-Fint. Og du?

Så jeg tilkaldte Rebecca.

At være med i "Pawn Stars"
medførte både gode og dårlige ting.

Men det var en øvelse
i at bygge broer.

Hver aften så
op til syv millioner seere-

-det grundlæggende ved
at samle sjældne bøger.

Hvis alt går godt,
kan den indbringe 14.000.

-Nu gjorde du det mere indviklet.
- Det er mit job.

Det er lidt sjovt,
at en pantelåner i Las Vegas-

-bruges til at få folk til at begynde
at samle på sjældne bøger.

Men det er, som det er.

Må jeg holde det op?

Men det bedste er,
når forældre skriver til mig-

-om, at deres datter har set mig
og vil være boghandler.

Da jeg begyndte at arbejde
på fuld tid i branchen i 2004-

-var 85 % af boghandlerne mænd.
Alle sagde, at det ville ændre sig.

Masser af kvinder var på vej ind.
Alt ville ændre sig.

Men 15 år senere
er der stadig 85% mænd.

Ja, der er kendte kvinder,
der ejer deres forretninger-

-men hvis
man betragter dem som undtagelser-

-så overser man, at kvinder faktisk
har været i branchen hele tiden.

De har arbejdet i kulissen.

Og de var respekterede for deres
viden. Mabel Zahn og Kit Currie-

-var betydningsfulde personligheder,
men glemmes ofte i annalerne-

-fordi deres navn ikke
stod på brevhovedet.

Folk kom ind og spurgte
den eneste mand i butikken.

-Portneren.
-Eller en kunde.

Jeg var den sidste udvej.

Det sker ikke så ofte nu.

Grolier-klubben har længe
været kendt som en herreklub.

Kvinder blev først optaget i
anden halvdel af det 20. århundrede.

Vi er medlemmer nu, men i lang tid
var kvinder ikke velkomne der.

Da Grolier tillod
kvindelige medlemmer-

-var Rostenberg og Stern allerede
veletablerede. Alle kendte dem.

De spurgte høfligt, hvad de
skulle gøre for at blive medlemmer.

Sekretæren svarede:
"I skal bevise, at I er dedikerede."

Hallo! Det er jo
Rostenberg og Stern!

Og de tænkte:
"Nå, det er stadig sådan?

Så de nægtede. I dag findes
deres arkiver i Grolier-klubben-

-så de accepterede til sidst-

-at de for længst havde bevist
deres lidenskab for bøger.

Det havde længe været
en servicebranche-

-som var leverandør til
rige, hvide mænds samlinger.

Vi kan ikke bruge moder etiske
standard med tilbagevirkende kraft-

-og betragte dem som
en flok kvindehadere.

Men branchen forbliver ikke relevant,
medmindre den vokser og udvikler sig-

-og tager hensyn til
andre perspektiver.

Ellers afspejler det ikke
nutidens læsere, tænkere og samlere.

Jeg er ofte den eneste sorte person,
men det ændrer sig.

Men vi er nødt til at tænke
på mangfoldigheden af materialet-

-for det er det,
som lokker folk til branchen.

Jeg begyndte at samle, fordi jeg
skrev om det, jeg samlede på.

Jeg husker stadig
de første vigtige bøger.

Mange fra den gamle garde
er ikke interesserede i forandring.

De rører ikke i gryden.
Ligesom i landet som helhed.

Folk siger én ting
og gør noget andet.

Ældre boghandlere er så fatalistiske.
"Det er jo dem, som køber bøgerne."

Hvordan skabes mangfoldighed? Det er
det spørgsmål, vi kæmper med nu.

Det er svært at få disse mennesker
til at være enige om noget.

Man må prøve en ad gangen
igen og igen og skubbe grænserne.

Hvis vi rammer en blindgyde,
prøver vi noget andet.

For vi ved, at det kræver forandring,
hvis branchen skal overleve.

Jeg er interesseret i, hvordan
kulturen udvikles og forandres.

Jeg er interesseret i udeladelser-

-og i nuets historie.

Jeg tror, at der er
nogle skjulte forbindelser-

-som ikke var en del af
vores barndoms nyhedsudsendelser.

Jeg er interesseret i
konfliktmateriale-

-ikke bare fra Afghanistan.

Jeg er fascineret af de flygtige
papirspor fra disse konflikter.

Papir lagrer mental energi. Jeg ved
med det samme, når jeg finder noget.

"Dette ændrer straks
min opfattelse."

Det er den slags, jeg leder efter.
Bogsamlere køber ikke objekter-

-men historier.

Hvad er min generation og kommende
generationer interesserede i?

De er interesserede
i politisk økonomi-

-i spørgsmål om kapitalisme
og socialisme, i kønsspørgsmål.

De er interesserede i
avantgardisterne og historien-

-som forbinder surrealismen
med punk og hiphop.

De er interesserede i narkokultur,
seksualitet og identitetsbegrebet.

For nogle år siden
samarbejdede jeg med Michael Holman.

Han skabte udtrykket hiphop i
en artikel i East Village Eye i 1982.

Da hiphop kom i slutningen af 70'erne
og begyndelsen af 80'erne-

-handlede det om
en halv snes kunstnere.

I 1984 udgav Def Jam plader, som
solgte i millioner af eksemplarer.

MTV sluttede sig til, og de tidlige
90'ere var hiphoppens gyldne tid.

De havde verdens øjne på sig-

-men det var først og fremmest
en skaberkultur-

-hvor folk deltog entusiastisk.

De tænkte ikke på, hvad der ville
ske. De gjorde det for sig selv.

Det ønskede kulturen.
Og det er det, folk samler i dag.

Disse drømme i papirform,
fra før internettet.

Folk troede ikke, at hiphop ville
vare ved, eller at vi vil bevare det.

Nemlig. "Hvad betyder det?"

Først så jeg det ikke som at samle.
Men det var et kaninhul.

Jeg kunne ikke stoppe igen.

For mange, der er i slutningen af
20erne, er det meget nostalgisk.

Jeg kan huske,
at jeg blev forelsket i hiphop.

Jeg ventede på min onkel og min
kusine hjemme hos min bedstemor.

Jeg hørte, da de kom, fordi jeg
hørte min onkels Lexus SC400.

En cremefarvet bil fra 1995.

"Jeeps, Lex Coups, Bimaz & Benz"
af Lost Boyz blev spillet meget højt.

Min kusine var iført en DKNY-dragt
på, som Lil 'Kim sang om.

"D-K-N-Y, oh my, I'm jiggy."
Og min onkel havde-

-en Versace-skjorte og solbriller på,
ligesom Biggie Smalls.

De kom ind, og jeg tænkte: "Jeg ved
ikke hvad det er, men jeg er med."

Jeg skrev for et online-magasin
om hiphop-historie-

-og de bad mig blive ansvarshavende
redaktør. Jeg sagde ja.

Men måske burde jeg havde
kendt nogen, der skrev om hiphop.

Den eneste, jeg kendte,
var Dream Hampton.

Jeg begyndte at google, men jeg
kunne ikke finde noget online.

Blade som XXL, Vibe
og The Source blev udgivet i 90'erne-

-og intet af det var digitaliseret.
Så jeg begyndte at samle på dem.

Jeg ville læse
Kevin Powells Tupac-artikel-

-og Greg Tate i The Village Voice.

Så jeg var nødt til at købe bladene.

Jeg vil altid gøre det
for at bevare tingene.

Hvad kan vi skabe,
for at den generation-

-som blev født,
da Biggie Smalls døde-

-kan forstå, hvorfor han var så
vigtig? Hvorfor han var konge i NY.

Det her er Phase 2.

Han lavede layout og grafisk design
i de sidste numre af IGT.

"Bøger er vores kulturelle dna, som
afslører hvem vi er, og hvad vi ved."

Susan Orlean, "The Library Book"

Flere læste nok, før tv'et kom til.
Der var ingen anden underholdning.

Det havde højere status.
Folk lod, som om de læste.

Da jeg var ung,
var forfattere vigtigere.

En bog er det nærmeste man kommer
et menneske, så forfattere er guder.

Bøgernes storhedstid
varede 550 år.

Men interessen for bøger er faldet.

De seneste ti år har vi set
begyndelsen til enden for bøger-

-som en central kulturgenstand.

Det skyldes mest mobiltelefonerne
og dårlig koncentrationsevne.

Men læsning
som aktivitet er mindsket.

Jeg har talt med folk i branchen,
og folk læser ikke bøger længere.

Det vil på dramatisk vis
betyde et faldende bogsalg.

Man køber ikke en førsteudgave
af "Moby Dick" for at læse Melville.

Man køber objektet.
Og det bekymrer mig ved fremtiden.

Bøgerne som objekt
vil ikke være lige så tiltalende.

Den naturlige følge bliver så...
Hvis bøger ikke længere bliver trykt-

-og kun findes elektronisk, og
vi lever i en science fiction-verden-

-som i "Blade Runner"-

-tror jeg, at flere vil blive
interesserede i bøger igen-

-fordi de er blevet kulturgenstande.
Hvis bøger ophørte med at eksistere-

-ville en ny flok mennesker
begynde at samle på dem.

I dag, hvor bogen forvandles
fra en beholder af viden-

-til en kulturgenstand,
betragter man den med nye øjne.

I det 21. årh. betragter man det
anderledes end i det 20. årh.

Jeg er ikke overbevist om,
at bogen har mistet sin magi.

Vi sælger stadig bøger.
Bogens død er kraftigt overdrevet.

Jeg kører tit med metro, og dem,
som læser bøger, er i 20erne.

Det er det bedste,
man vil se i metroen.

Og min redaktør sagde-

-at de fleste Kindle-brugere
er i 40erne.

Jeg ved ikke, hvorfor vi får skylden
for boghandlernes død.

Vi læser og køber bøger.

Man taler om, at bogen er ved
at uddø, hvilket jo ikke passer.

Prøv at læse en syv år gammel
computerfil. Held og lykke med det.

Men man kan stadig åbne
en 500 år gammel bog og læse den.

Bøgerne overlever.
De brænder ikke ret godt.

Ikke engang uskolede smider bøger ud.
Der er noget magisk over dem.

Jeg har aldrig kunnet
smide en bog ud.

Jeg har set bøger i skraldespande, og
det er som at se et menneskehoved.

Der er noget fascinerende ved,
at man vælger at brænde bøger.

Det fungerer godt, og har været brugt
siden det skrevne ords begyndelse-

-som en måde at få folk til
at føle skræk og frygt.

Men det er også meget symbolsk.

Man kan udslette
et helt folks kulturelle hukommelse.

Nazisterne var helt klart
de ivrigste bogbrændere.

Mao Zedong, en tidligere
bibliotekar, var bogbrænder.

Det rammer os så hårdt,
fordi vi på bøgerne projicerer-

-en slags underbevidst forhåbning om-

-at de vil føre
vores fortælling videre.

Vores viden,
vores drømme og vores visioner.

Produkterne af vores tanker.

Bøger overlever
af forskellige grunde.

Nogle var begravet i ørkener eller
moser og blev beskyttet på den måde.

De blev ikke udsat for forurening.

De var beskyttet mod skadedyr.

De har en utrolig lang levetid.
De er overlevere.

Det største problem er, at
boghandlerne begynder at blive gamle.

Næsten alle i boderne
på messerne har hvidt hår.

Det beklager dybt den situation-

-og jeg tror, at det her er de sidste
generationer af boghandlere.

Det bliver
en smal niche for et fåtal.

Når jeg taler med ældre boghandlere,
er de altid pessimistiske-

-mens jeg er optimistisk.
"Hvad vil du gøre?", siger de.

"Jeg er fuld af idéer!"

Amerikanske antikvariater
varer ofte kun en generation.

Nogle overlever anden generation.
I England er vi mere konservative.

Mit firma har eksisteret
siden 1850erne.

Bernerd Quaritch i London ligeså.

De fleste i branchen så ikke fremad.
Det, som skete, skete.

Vi fortsætter som sædvanlig
og er ikke bekymrede for fremtiden.

Men vi har en ny generation her-

-og Ben gør det nødvendige.
Uanset om han fortsætter eller ej.

En grund til, at jeg begyndte
i branchen, var hans entusiasme.

Hvis han var økonomisk uafhængig,
havde han været en stor samler.

Han er ikke ligefrem
skabt til at være lykkelig.

Han er ret krakilsk.
Men han elsker sine gamle bøger.

Det gør ham glad, og når en ny
samling kommer ind, er det juleaften.

Så han er nok glad for,
at firmaet kan fortsætte.

Min far siger: "Min datter arbejder
her. Mine bøger skal ikke sælges."

Det er alles mareridt. Man har
en masse bøger, og så dør man.

Hvad sker der så med dem?

Mine børn vil ikke overtage firmaet,
så bøgerne bliver nok solgt-

-eller også køber mine kolleger dem.

Forhåbentlig ender
mine små guldklumper et godt sted.

Tænk, hvis bøgerne kunne fortælle,
hvad de har hørt.

De må gerne sælge mine bøger. Når jeg
er død, betyder det ikke noget.

En håndfuld af mine ejendele hører
hjemme på forskellige institutioner.

Men de fleste af tingene bør være
i privateje, så de skal sælges-

-så andre kan
tage sig af dem, som jeg gjorde.

Hensigten er, at University
of Pennsylvania får alt.

De har allerede skønlitteraturen.
Jeg vil holde sammen på samlingen.

Der er ingen idé i
at sprede den for alle vinde.

Det ville være
kontraintuitivt og dumt.

Jeg er ikke særligt
interesseret i penge.

Jeg kan sælge en bog med tab,
hvis den går til nogen, som...

Jeg vil ikke sige "fortjener den",
men en, som virkelig vil have den.

At give bogen det rette hjem kan
sammenlignes med lægens arbejde-

-for at helbrede sin patient.
Det er dennes pligt.

Jeg fortryder intet,
jeg har ejet eller solgt.

Jeg fortryder kun de bøger,
jeg ikke købte.

Den tredje messe på fem uger.
Jeg har været hjemme i ti dage-

-og på onsdag er det tid igen.

Problemet er at parkere varevognen.

Det er alt det her, og så det her.
Vi kan begynde med trækasserne.

Den snestorm ødelagde alt!

Det er min 45. messe. Første gang var
de stadig på Plaza Hotel.

Vi var måske 85 udstillere dengang.

Det var lidt mere
som Det Vilde Vesten dengang.

-Jeg har været i gang i 40 år.
-Og han er ikke engang 40.

Vi skal skåle i champagne senere.
Jeg håber, I kommer.

Men stil kameraerne og
brug begge hænder. Ikke spilde.

Wishy, min cateringmentor,
sagde altid-

-at åbningen af champagneflasken
skal lyde som en kvindes suk.

"Biblioteket overlever.
Det er universet."

Jorge Luis Borges,
"Biblioteket i Babel"

Nogle af os tænker hele tiden på det,
og jeg ved, hvad nogle af jer tænker-

-men hvis I kunne starte forfra...
Vi er jo boghandlere.

Vi handler med kultur,
og vi brænder for det.

Det kan være frustrerende. Er I
taknemmelige for at være endt her?

-Hvad skulle man ellers lave?
-Jeg elsker det.

I 1999 blev jeg fritstillet
fra AB Bookman's Weekly.

Det var som at gå fra at skrive om
sport til selv at spille baseball.

Jeg ville gøre det igen.

Jeg ville ikke
være blevet boghandler.

Det, Adam kan lide, er jagten.

Jeg elsker at finde dem,
men forretningssiden...

Udbuddet er begrænset, og
efterspørgslen er begrænset.

Man skal næsten være psykolog
for at kunne sælge bøgerne.

-Det er ikke som at sælge...
-Man er som en guldgraver.

Man skal finde guldkornene.
Det er så svært.

Og desuden slider det på kroppen.

Rent fysisk. Hvis man kigger
på boghandlerne på bogmessen...

De er ikke...
Delene er ligesom fejlplacerede.

En boghandler bliver i gennemsnit
18 cm kortere, når de er fyldt 40.

-Jeg havde aldrig de centimeter.
-Du var 1,87, da du var 20, Dave.

I tavsheden mellem forfatter
og læser skabes minderne.

Gennem andre
lærer vi om substans og værdi.

Stof, kød, blæk, hud, papir, støv-

-er blot materialer,
i hvilke idéer bor.

På en overfyldt hylde
mellem ørkensol og arktisk nat-

-vågner fjerne tankehave,
blandes og stilner så.

Sindene mødes der, hvor den læsende
hånd griber tomrummet-

-og sagte stryger
langs tomme marginer.

Fortabt, glemt,
tommelfinger revnet.

Arrede af tålmodige årtier
og århundreders drømme.

Jeg ved ikke,
hvem der nu skal holde mig-

-men bogen læser også sine læsere.

Til min tante Vail.

Danske tekster:
BTI Studios

Jeg låner ikke bøger ud.
Folk returnerer dem aldrig.

Jeg lånte en bog ud
til David Bowie.

"Køb den i stedet," sagde jeg.
Og han returnerede den aldrig.