Original subtitles

THE LAST IGLOO

TASIILAQ, ØSTGRØNLAND - 15 C

Jeg hedder Julius.

Jeg er 40 år gammel. Jeg er jæger på Østgrønland.

Så længe jeg kan huske, har de fleste mænd været jægere.

De lærte os alt.

Færdigheder såsom at køre hundeslæde og jagt.

Det er umuligt at jage, som vi jagtede for 100 år siden.

Vi har forandret os -

- men forsøger at holde traditionerne i live.

Der bor isbjørne i området.

Jeg kan når som helst støde på en.

Min mor blev født i et traditionelt tørvehus.

Det er kun en generation siden. Det gamle Grønland.

Da jeg var barn, var der ingen telefoner, tv eller el.

I dag er teknologien alle vegne.

Det kan være godt, men det har en ulempe.

Det kan fortære unge mennesker.

Det er meget vigtigt, at hver familie har mindst en jæger.

Det meste af det, vi spiser, kommer ude fra naturen.

Der kan nogle gange gå flere uger, hvor jeg ikke fanger noget -

- men jeg skal fortsætte.

Jægerens eksistens er tæt forbundet med hundenes.

Jeg kan ikke forestille mig livet uden dem.

Mange gamle jægere beholder slædehundene -

- selvom de ikke længere bruger dem.

Hunde er ligesom familien.

Børn tager hvalpe med indenfor.

Men ellers sover hunde udenfor.

De er tilpasset til det.

Jeg kunne bruge en snescooter til at jage -

- men jeg vil ikke erstatte mine hunde.

Hunde er intelligente.

Snescootere er dumme.

De kan ikke advare en om de farlige steder.

Stederne, hvor vi jager, afhænger af sæsonen.

Om sommeren jager vi fra både på havet.

Om vinteren bruger vi havisen.

Det vigtigste dyr, vi jager, er sælen.

Uden sæler ville der ikke findes mennesker her.

Om vinteren bruger vi net til at fange sæler.

Sælerne svømmer tæt på kysten -

- og leder efter lufthuller i havisen.

Vores forfædre var helt isoleret.

De afhang af sælbestanden -

- for at overleve.

Jeg laver det første hul.

Hvis det ligner et godt sted -

- laver jeg to huller til.

Jeg gør nettet klar.

Det skal hænge under isen -

- på en line, der er bundet fast mellem hullerne.

Når jeg har lavet hullerne, fastgør jeg linen -

- til mit isspyd.

Så trækker jeg nettet mellem hullerne.

Jeg anbringer en pæl i det midterste hul.

Den skal holde nettet på plads.

Jeg glemmer aldrig den første gang, jeg dræbte en sæl.

Det er et helligt minde.

Jeg var fem-seks år gammel.

Jeg var glad. Det betød, at familien fik mad.

I dag har jeg to sønner.

Da den ældste fangede sin første sæl, græd han.

Han syntes ikke om at dræbe dyret.

Når man rejser til afsidesliggende steder -

- er den største fare tynd is.

Jeg organiserer hundene sådan -

- at de ikke løber for tæt på hinanden.

Hvis de er spredt, ved jeg, hvornår vi er ude på tynd is.

De giver mig et signal, der kan redde mit liv.

Når jeg er alene ude i ødemarken, føler jeg mig fri.

Jeg føler en indre fred.

Naturen kontrollerer mig på en måde.

Det er en underlig fornemmelse.

En overvældende følelse.

Jeg jager mange slags fisk.

Helleflynder, maller -

- torsk og laks.

Jeg tjekker sælnettene dagligt -

- afhængig af, hvor langt væk jeg er.

Jagt er ligesom et job.

Nogle gange lykkes det, andre gange gør det ikke.

Det vigtigste redskab er tålmod.

Vi jager primært sæler -

- men er altid på udkig efter større dyr.

Vi går hånd i hånd med naturen.

Uden den forståelse, ville man ikke kunne overleve.

Som jæger -

- holder man døden i hånden.

Min bror forsvandt på en jagt.

Han lærte mig alt om jagt -

- men en dag vendte han ikke hjem.

Vi fandt aldrig ud af hvorfor.

Da jeg var barn -

- var hundeslædesæsonen fra oktober til juni.

I dag er den meget kortere.

Klimaet bliver varmere. Isen smelter hurtigere.

Da jeg var ung, bestod min verden af is.

Jeg kunne rejse til nabolandsbyerne med hundeslæde.

Nu kan jeg kun komme ud til de steder med båd.

Tænk engang. Før kunne jeg rejse alle steder hen.

Det kan jeg ikke nu.

I de sidste ti år er klimaet blevet helt skørt.

Det skræmmer mig.

Det er en af grundene til, at der er så få jægere nu.

Ude i ødemarken -

- skifter vejret ofte hurtigt.

Jeg skal altid tænke på overlevelse.

Derfor bygger vi igloer.

De kan betyde forskellen på liv og død.

Vi bygger kun igloer, når det er umuligt at nå hjem -

- og vi skal tilbringe natten udenfor.

Vi har mange navne for de forskellige slags sne.

At bygge en iglo kræver hård sne.

Den bedste slags sne kaldes "pugaq".

Den bliver skabt af en hård vind -

- der hærder sneen på jorden.

Mine forfædre var nomader.

Når de kom til et nyt sted, skar de en sneblok ud -

- for at se, om det var et godt sted at slå lejr.

Det er svært at bygge en iglo nu.

Vintersneen har forandret sig.

Hvert år er den anderledes.

Hvis forholdene er gode, kan jeg bygge en iglo på en time.

Sneen fryser på blokkene -

- og skaber et meget stærkt lag.

Det gør igloen vandtæt og vindtæt.

Da jeg var teenager, boede jeg et år i Danmark.

Det var spændende at opleve et nyt land -

- med høje bygninger og en anden livsstil.

Men jeg drømte om mit hjemland.

Hvordan var vejret mon?

Hvad var folk ude at jage?

Jeg måtte bare hjem.

Dette sted er en del af mig.

Jeg hører til her.

Jeg hører til her.

Jeg har det varmt herinde, er i ly for vejret -

- og føler mig tryg.

Jeg koger vand og tilbereder mad.

Varmen kan smelte sneen i igloen -

- men den fryser hurtigt til endnu et lag is -

- og forstærker konstruktionen.

At være jæger er aldrig let -

- men det er afgørende for vores levemåde.

Klimaet forandrer sig så hurtigt.

For at overleve skal vi finde -

- måder at tilpasse os.

ARKTIS ER DET STED, DER BLIVER HURTIGST OPVARMET.

PÅ GRØNLAND SMELTER DER -

- 270 MILLIARDER TON IS OM ÅRET.

DE ARKTISKE JÆGERES VERDEN ER VED AT FORSVINDE.

Martin Speich www.btistudios.com