Original subtitles

Havets blâ bolger vugger

mens vi dykker fredeligt ned i en anderledes, fremmed verden.

J/ZEGERE & DE JAGEDE

Der er beveegelse og liv hvorhen end man kigger.

Det ser fredeligt ud. Men er det virkelig det?

Jaegerne stâr pâ spring overallt. Store og smâ, men altid sultne.

Hestemakrellen er pâ patrulje.

Der er ofte besggende.

De mâ holde sig i gang.

De har ingen svsgmmebleere der ville kunne baere dem.

De kan svsmme hurtigt.

Det kan man se pâ deres itynde caudale pedunkel

og deres iynde ryofinne.

De jager som regel i flok,

og deres taktik er meget sofistikeret.

Svaermen af musketerfisk mâ veere forsigtig.

De kredsende makreller trsekker snart endnu teettere pâ.

Holder de sig sammen som gruppe,

Vil jgegerne ikke kunne koncenitrere sig om en enkellt fisk.

Men nâr de smâ bliver nervgse og forsgger at slippe vaek alene,

lukkes kaeberne taet om dem, hurtige som İynet og barberbladsskarpe.

Den blâstribede snapper.

De jager smâ fisk og skaldyr om natten,

Og det er hver mand for sig selv.

De holder sig sammen om dagen, İigesom her i svaermen.

De bliver ogsâ jaget.

De har brug for sikkerhed, nâr de rejser over İsengere afstande

ind i ukendi terreaen.

De kender ikke hinanden, men svgmmer alligevel i formation.

Höjre, venstre, ligeud, höjre igen.

Jeegerne kan ikke fokusere pâ dem, kan ikke tage en bid,

fordi individet straks forsvinder ind i svaermen ved tegn pâ fare.

Deres mund er spids og kan udvides.

De har skarpe taender i keeberne, flere reekker, rent faktisk.

Det er nemit at se at de er rovdyr.

Men de kan ikke undslippe det störste rovdyr i jaget, menneskerne.

Snapperen smager godl.

Kaempestore net irsekkes gennem vandekt, og hele svaerme fanges.

Der hjaelper ingen overlevelsestaktik.

En kaempe moreene har et godi overblik fra sin udkigspost.

De er almindelige her.

Vi stoder ret ofte pâ dem.

Han er stor.

Titan aftraekkerfisk vejer op til 10 kilo.

Han er ogsâ jeeger.

Han behgver heller ikke vaere hurtig.

Han er helt vild med sestjerner, sgpindsvin og snegle.

Og muslinger og sandorme.

De gemmer sig under sandet.

Han graver dem ud igen med en staerk vandstrâle fra munden.

Hvis der ligger sten i vejen, forsgger han at trsekke dem veek.

Han er stâlsat.

Ja. Han klarede den.

Og endnu en gang.

De gjne. Gad vide hvad han er efter.

Han er ikke interesseret i noget andet.

İkke i parret af gulhalede aftreekkerfisk

eller fanefiskene med ryofinneudvidelserne,

eller den blâhovedede kejserfisk og den adreette sorte damsel.

Den er normailt ret fredelig.

Nogle gange nysgerrig.

Men han har draeberinstinkt, nâr det er tid fil at avle.

Han bygger en rede af sand og gdelagt koral,

og han forsvarer den bravt.

Forst drejer han kroppen pâ den brede akse.

Han ser pâ, ruller sine gjne, og svgmmer pâ siden.

"Hvem der? Fare?" Derefter angribes der

sindssygt hurtigt mod den indtrsengende.

Der bliver truet. Han har staerke kaeber. Det er bedre at traede filbage.

Endnu en flok hestemakreller er bagved.

De er virkelig overallt.

De svsmmer endda med de storste fisk overhovedet, hvalhajen, og hâber pâ bytte.

Kaeempetrevalle.

De er enspaendere.

Til tider ses solvglimt fra hestemakrellen,

en leekker kontrast til de mogrkeblâ rgdtandet aftrseekkerfisk i forgrunden.

Se den hvidtippet revhaj glide forbi.

Han ser oppustet ud, han keder sig naermesi.

Hans territorilum daekker kun et par hundrede meter.

Det undrer ikke nogen, nâr der er deekket sâ godi op.

De er mere aggressive end hvidtipperne.

Grâ revhajer. De fager en moreene i ny og nee.

Men de ses sjeaeldent pâ lavt vand.

De har ikke forandret sig i 65 millioner âr.

Deres form bevarer energi, og deres hud flsenges sjaeldenit.

De kan gro alle de teender de vil, Og deres sanser er ufejlbarlige.

En perfeki tilpasset jeeger.

En flagermusfisk. Hvem tror han at han er?

Langfinnet og rundhovedet flagermusfisk. Er man heldig, kan man rgöre ved dem.

De skifter farve, nâr de er ophidsede.

Der er de neesten gennemsigtige, men stadig solvagtige.

Striberne pâ deres hoveder forsvinder.

Nâr de svgmmer i svaerm,

kan man se en sort plet bag hovedfinnen.

Der, og kun der.

Opforselsforskere mener at det er et "folg efter mig"-signal.

De İlever af plankton, vandmaend og anemonetentakler.

Deres yngagel har interessant camouflage.

De imiterer formen af et blad, der fiyder i vandet.

Hajer er ikke primitive spisemaskiner.

Det inditryk forsvinder lige sâ langsomlt,

efter at dykkerturister begyndte at mgde dem dagğligt.

De er vigtige for havets #kosystem.

De holder orden.

Hvis de blev udryddet, ville fisk kunne avle ukonftrolleret.

Kaempe populationer ville gro meget hurtigt,

og maden ville blive sjeelden for alle.

Ud af 500 racer, er 100 allerede truede.

Över 100 millioner hajer jages hvert âr,

primeert for deres finner.

Hajkad kan ikke spises.

Giftstoffer fra omgivelserne ophobes i deres kroppe.

De eri bunden af fodekaeden.

De har veeret her i 400 millioner âr.

De er neermest havets politi.

De har aldrig haft nogen sand fjende,

hvilket forklarer deres langsomme formering.

Der har vi en revhaj.

Den treekker ikke vejret passivt som dybhavshajerne ger.

De mâ beveege sig konstant,

for at tillade det iltrige vand at flyde gennem deres geeller.

Denne har gjort sig tilpas pâ havbunden, og tager sig en lur

midt om dagen,

indtil noget forstyrrer ham.

Som nu.

ÖOm natten jager han krabber, krebs eller fisk, der sover pâ havbunden.

Hvad skyldes dette virvar?

Nâr han gâr pâ jagft,

vil leopardaftraekkeren hellere bare holde sig veek.

Havaborren opdagede forst, hvad der skabte posiyret.

/ baggrunden, som en ubâd, dukker en napoleonsfisk op.

Sâ er han smuttet igen. Der var mâske for mange om buddelt.

Selv den hvidtippede haj derovre virker interesseret.

Han kan selvfolgelig lugte râdnet kgd

og smâ maengder blod pâ Hlere kilometers afstand.

Men ingen gider naerme sig.

Har havaborren allerede spist?

Han kan synke kaempestore klumper.

Uanset hvad, er hans skarpe, bagudvendte taender ikke egnel fil at tygge.

Men endeliğg viser nogen noget mod.

Der er brug for kraft her.

Nu trsekkes klumpen blot ind i en hule.

Ja, den passer.

Det er umuliğgt at sİynge sig om byttet i den sneevre spraekke.

Moraenen laver en krokodillerulning og hiver kaempestore stykker ud.

Havaborren kunne kun se pâ.

Det er alt han kan, at se pâ.

En moraene har en kasempestor mund, som gâr İsengere end til dens gijne.

Meget skarpe taender.

Samtidig har den en ekstremt god syns- og lugtesans.

Moreener jager ved solnedgang og om natten.

De spiser alt, selv âdsel.

Han behgver ikke tygge. Halsen og maven kan sireseekkes.

Morasenerne har ikke noget godl ry.

Kaempestore, giftige, aggressive baester.

En holdning til diskussion.

De er over alt her i Maldiverne.

Men alligevel ved vi meget lidt om dem.

At naerme sig deres bo? Teet pâ?

İrriterende.

Kan vi virkelig klage, nâr de forteeller os dette?

Den pletfinnede dragefisk.

Hans lange antenner pâ finnerne er meget praktisk under jagten.

De er deekket med gifikirtler. De driver byttet ind i et hjgrne,

og suger det sâ ind i den kasempestore mund.

En klippekoralbars.

Gad vide hvad han leder efter.

Han er stille og rolig.

İkke ligefrem temperamenitsfulda,

vores guülfinnede fejer.

Mâske fordi at han er giftig.

Han spiser klovnefisk, det tor ingen andre.

Han bliver aldrig jaget

af nogen som helst.

Fejeren er enspaender.

Han kan blot haenge ud i neerheden og se livet udfolde sig.

De store hestemakreller er mest alene.

De jager pâ en hellt saerlig mâde.

De holder sig taet pâ andre sterre fisk. De forklaeder sig selv.

De ses ikke indtil det er for sent.

De sniger sig op pâ dig.

Denne store napoleonsfisk er det perfekte eksempel.

Den er ogsâ fredelig. İngen fisk smutter, nâr han kommer.

Hestemakrellen gemmer sig i dens skyoge, neermer sig, Og Sâ...

Det er for sent.

Pludselig skyder fisken ud bagğfra den.

Hans bytte ser ham aldrig komme.

Den sorte saddelgrouper er naesten en meter lang.

Han har ikke tid til den blâstribede snapper.

Han har vist et mâl i tankerne.

En ensartet form.

İkke nogen koralkoloni.

Det ligner et gammellt vrag.

Koralen tog hurtigt over.

Masten peger stadig mod himlen.

Store havvifter.

Der er skibets superstruktur,

indleemmet i den sandede havbund med en svag haeldning.

Det er nemt at se at det var et skib,

men som vi kan se, er det et rev under opbyagning.

Svampene, den hârde koral og andeskeellene er allerede fiyttet ind.

Hvor der er et rev, er fiskene ikke langi fra.

Var det kommandobroen?

Nu er den hjem for soldaterfisk.

Den giver sikkerhed, som en hule.

De bliver bare hvor de er

og tager sig en skraber.

Et spggelsesskib med skaeg.

Her kan man komme ind.

Gennem en af lugerne pâ dekkel, dybi indeni.

Der er merkt, endda lidt skrsemmende.

En lille sortbroget kugğlefisk. Kgon, men giftig.

Det tidligere lastrum.

Ideelt som fgdestue.

Men vent, dernede bagved er den sorte saddelgrouper fra tidligere.

Det var altsâ her han skulle hen.

Mâske efter horderne af unge fisk. De er nemt bytte.

Hvilken del af skibet er denne tunnel?

Uanset hvad, er den godi egnet til beboelse

af hârd og bigd koral, svampe, fjerstjerner og andeskeel.

En napoleonsfisk der sover den retfeerdiges sgvn.

Der er dejligt behageligt i hans del af vraget.

Den blâmaskede kejserfisk leder efter svampe og alger.

De finder nok af dem her.

En moreene er ogsâ fiyttet ind.

İngen renser dette skibsvindue İsengere.

Men heller ingen kigger gennem det,

mâske bortset fra disse smâ glasfisk.

De holder sig taet sammen.

De kommer hurtigt veek fra juvelbarsen.

Dette stolte skib,

uanset hvilken ulykke ramte det,

er nu et skgnt skjulested for de jagede,

med alle dets rustne stâlbjeelker, afstivere og kabler.

Nogle gange saenkes gamle skibe med vilje pâ mange steder verden over,

for at skabe nye, kunstige rev.

Koralpolypperne saetter sig hurtigt, og derefter ankommer fiskene.

Men skibene mâ renses grundigt pâ forhând,

sâ man fâr fjernet olie og anden forurening.

Ville det ikke give mere mening at beskytte de naturlige rev bedre?

Der er flere hundrede arter af havaborrer,

3,5 meter lange benede fisk og smâ fisk som disse bars.

De er altid hunner ved fadslen, men kan skifte til hanner til hver en tfid.

Koralbarsen bruger megen af sin tid her lurende i forklaedning.

Resterne af reelingen og masten.

Som en siddende mand der stotter sig med en vandrepind.

Den har endda el ansigt.

En enlig enkeltplettet snapper, som ellers findes pâ lavt vand.

Hajer kan meodes dagğligt i Maldivernes ydre rev.

L de lave, varme laguner pâ de mange ger,

kan man se de nyfodte.

Med tgrre fgdder, og ret behageligt fra stranden,

kan man se dem jage.

De er neesten altid, som ogsâ denne gang, hvidtippede hajer.

Moreener har en tyk, glat hud.

Den er ikke slimet. Den fgles rar, som vâd silke.

Deres territorier er overall.

Hun lader til at vaere meget opmaerksom

og altid pâ udkig efter en bid mad.

Havaborren er tilbage igen,

og hâber nok stadig at noget vil drive denne vej.

Det var allt for teet pâ.

Han âbner munden truende for at vise hvem der er chef.

Det er bedsi at irseekke sig.

Rygfinnen begynder lige bag hans hoved, lige for geelleâbningen,

og gâr i et med de caudale og anale finner.

Han har ikke bryst- eller bugfinner. Der er ingen sidelinjer.

Han beveeger sig som en slange

og kaster sig fremad i vandet.

Og voilâ, uden de store problemer, finder han et nyt hjem.

Et İlurende rovdyr.

Fundet ham?

Han venter i timevis uden at bevaege sig.

Hans farve og form gör ham usynlig.

Hudflagerne pâ hans hoved har givet ham hans navn:

Den skaeggede dragehovedfisk.

Kommer en anden fisk for taet pâ, haps! Vaek pâ et gjeblik,

slugt af en ksempestor muna.

Dykkere râdes ogsâ til at holde afstand.

Han er ekstremt giftig.

Veer forsigtig, ja, men hvordan, nâr han gemmer sig sâ godi?

Der, under moraenen, den lille blâ pudsefisk.

Han har travlit. Han arbejder hâradlt.

Moraenen holder sig i ro som alltid.

L dybere huler hvor pudsefiskene ikke tor svgmme hen,

venter renserejerne, dannebrogsrejerne, og venter.

Der har vi en, lige pâ hovedet af moreaenen.

Det er tid til et bad.

Der er sande rensestationer. Pudsefiskene venter der pâ kunder.

Reglerne om hvem der jager hvem saettes ud af spil i et gjeblik.

Hvem vil spise ön som helt uselvisk kradser dig lige der

hvor man ikke selv kan nâ?

Han har fâet nok. Neeste, tak.

Videre til neeste jagt.

Knap synlig, totalt skjult,

denne blseksprutte vil veere i fred.

En blâplettet pigrokke,

den mest almindelige rokkeart i Maldiverne.

İkke ualmindeligğgt genert. Lad os naeerme os ham.

En bruskfisk, ligesom hajerne.

Han har geelleâbninger pâ maven,

og for at han kan traekke vejret nâr han har begravet sig i sandet,

er sugeâbningerne placeret bag öjnene.

Der. De âbnes og lukkes konstant.

Selvom han er meget rolig, observerer han os nysgerrigt.

Derefter

vender han sig bare veek.

Man ber ikke neerme sig halen.

Den er fyldt med smertefulde gifistoffer

der er dedelige selv for mennesker,

men som kun bruges som det sidste desperate forsvar.

De er faktisk fredelige og undgâr at tage chancer.

Han blaeser det absorberede vand ud gennem munden.

En steerk strâle som han blaeser huller i sandet med.

Han lever af skaldyr og andre dyr der har begravel sig i sandet.

Han ser ikke byttet, han finder dem med sin lugtesans

og ved hjeelp af elektroniske modtagere

som kan tyde de svageste elektriske impulser

som kommer fra de begravede dyr.

Der kan vi se hans udgravede hul.

Han fortseetter jagten.

Han har fundet et stykke fisk

og deaekker det med sin runde, flade krop.

Pâ undersiden, er hans brede, tandfyldte mund,

og han tygger den grâdigt i sig.

İntet, ikke engang skeel eller andre levninger, efterlades.

Mâden som rokken flyver gennem vandet

er helt anderledes end andre fisk.

Brystfinnerne beveeger sig bölgende.

Han glider elegant videre til et nyt sted.

Grâ revhajer, mindre slaegininge til de hvide og sandltigerhajerne.

Det er ham, og han lusker runat igen.

Det ser farligt ud, men det er det ikke. İkke for dykkere, i hvert fald.

Man skal opfore sig serigst meerkeligt

for at blive angrebet af en moreene.

Det er tid til at lede efter mad.

Det er almindeligt at se dem om aftenen i lampernes skeer.

Rolig og besluttet glider han hen over havbunden.

Han kommer ind i alle spreekker. Överrasker sovende fisk.

Endnu engang med hestemakreller ved sig.

De mindre fisk er svaerere at finde nu.

De har gemi sig selv veek, kilet ind i spraekker.

Nogle daekker sig med et slimlag om aftenen,

som for eksempel papegojefisken.

Rovdyrene er overallt.

Altid pâ udkig.

Men de jagede har udviklet strategier

som de kan bruge til at undgâ at ende op pâ menuen.

Enten er de samlet i store svaerme, er meget smaâ, giftige eller forklaedte.

De fleste jegegere jages selv,

for der er altid et större rovdyr

som kan finde og aede dem.

Men den nuvaerende artsbalance giver ikke nogen af dem problemer.

Det er kun mennesket der kan dette, sidste led i fodekaeden.

Hestemakrellen. Hvor skal han nu hen?

Hvad har han fundet som er sâ interessani?

Hvis vi kunne, ville vi gerne fglge ham

i den mystiske undervandsverden som ofte er sâ farlig.

Danish