Original subtitles

Først omridset.

Silhuetten.

Ikke for hurtigt.

Tag Dem tid til at kigge på mig.

Kig på, hvordan jeg har mine arme.

Mine hænder.

Hvem har stillet det maleri dér?

-Det stod i skuret. Måtte jeg ikke det? -Nej.

Er det Dem, der har malet det?

Ja.

For længe siden.

Hvad er titlen?

'Portræt af en kvinde i flammer'.

-Hvilken vej skal jeg gå? -Derop og så lige hen mod træerne.

Jeg er Marianne.

Det var et receptionslokale. Det har altid stået tomt.

-Har De været her længe? -I tre år.

-Er De glad for at være her? -Ja.

Jeg vil lade Dem tørre Dem af.

Undskyld, jeg tog bare. Jeg var sulten.

-Har De mon et glas vin? -Ja.

Må jeg være nysgerrig?

Hvordan er Deres unge frue?

Jeg ved det ikke. Jeg kender hende ikke så godt.

-Men De har været her i tre år. -Hun har kun været her i nogle uger.

-Hvor var hun før? -Hos benediktinernonnerne.

-Har hun forladt nonnelivet? -Hun blev hentet ud af klosteret.

-Fordi hendes søster døde. -Var det hende, der skulle giftes?

Tog sygdommen hende?

Nej.

Tror De, det vil lykkes Dem?

-At gøre hvad? -At male hende.

-Hvorfor spørger De om det? -Der kom en mand før Dem.

-Det lykkedes ham ikke. -Hvad skete der?

Jeg ved det ikke.

Udvalget er ikke stort. Der er faktisk kun den her.

Hun har ingen kjoler endnu. Hun bærer stadig sin klosterdragt.

-Hun har lyst hår, ikke? -Jo.

Den er fin.

Kan De genkende det maleri?

Min far har malet det.

Han var helt ny i faget. Det var i Milano inden mit bryllup.

Min datters bejler er milaneser. Vi rejser, hvis han kan lide portrættet.

De kommer af sted.

De skal vide én ting...

Hun har allerede slidt én maler op.

Hun nægtede ganske enkelt at posere. Han så aldrig hendes ansigt.

-Hvorfor vil hun ikke males? -Fordi hun modsætter sig brylluppet.

De skal male hende uden hendes vidende.

Hun tror, De skal ledsage hende på hendes spadsereture i nogle dage.

Hun glæder sig. Jeg har forbudt hende at gå ud.

Hvorfor?

Fordi jeg ikke forbød hendes søster det.

-Så hun tror, jeg skal overvåge hende? -Men De iagttager hende.

-Kan De male hende på den måde? -Hellere det end at være selskabsdame.

Portrættet nåede frem før mig.

Da jeg trådte ind i rummet første gang, så jeg mit eget billede på væggen.

Det ventede på mig.

Hun er klar til at gå ud.

Kom ind.

Hvad skete der med Deres frue? Hvordan døde hun?

Vi gik langs klippekanten. Hun var bag mig, og så forsvandt hun.

Jeg så hendes knuste krop ligge dernede.

-Så De ikke styrtet? -Nej. Jeg tror, hun sprang.

Hvorfor tror De det?

Fordi hun ikke skreg.

Jeg har drømt om at gøre det her i årevis.

At dø?

At løbe.

Man skal så vidt muligt have øremuslingens detaljer med-

-eventuelt med lidt hår henover.

Formerne skal fremhæves med en varm og klar farve-

-bortset fra hullet, som altid er kraftfuldt.

Selv i lyset skal hudfarven vige for lyset fra kinden-

-som er mere fremstående.

-Har De en bog med? -Ja.

Må jeg låne den?

Jeg henter den.

Tak.

Det er besynderligt, at De sover her.

Frøken? Frøken?

Hun venter på Dem.

-Er hun nedenunder? -Ja. Jeg har et tørklæde. Det blæser.

Jeg vil gerne bade.

-Når havet er mere roligt måske. -Ja.

-Hvor længe bliver De? -Seks dage endnu.

Kan De svømme?

Jeg er usikker.

Det er for farligt, hvis De er en usikker svømmer.

Jeg mente, at jeg er usikker på, om jeg kan svømme.

-Hvordan har dagen været? -Vanskelig.

Hun holder sig altid foran mig og går langs stranden alene.

-Er De begyndt at male hende? -Ikke endnu.

Jeg har ikke engang set hende smile.

Har De prøvet at være morsom?

Er det ufærdigt?

Det var min søster, der broderede det.

Tror De, hun ønskede at dø?

De er den første, der tør stille det spørgsmål.

Ud over Dem, formoder jeg?

Ikke højt. Men ja.

Navnlig eftersom hun undskyldte i sit sidste brev. Uden grund.

Hvad undskyldte hun, tror De?

At hun overlod mig sin skæbne.

De får det til at lyde som en forfærdelig skæbne.

Hvad ved De om mit forestående bryllup?

Jeg ved, De skal giftes med en milaneser. Det er alt.

Det er også alt, hvad jeg ved. Så forstår De vel min bekymring?

-Sagt på den måde, ja. -Jeg siger det, som det er.

-Havde De foretrukket klosterlivet? -Det har sine fordele.

Der er et bibliotek. Man kan synge og lytte til musik.

Og følelsen af ligeværdighed er rar.

Jeg fandt klosteret dybt uretfærdigt og forlod det efter første kommunion.

Jeg blev altid straffet for at tegne i mine hæfter.

-Tegner De? -Ja, lidt.

-Hvornår skal De så giftes? -Jeg ved ikke, om jeg skal giftes.

-Er De ikke tvunget til det? -Nej.

Jeg skal overtage min fars forretning.

De har et valg. Det er derfor, De ikke forstår mig.

Jeg forstår Dem.

Hvordan forløber Deres dage?

Vi kommer sent hjem, og da er det for mørkt til at arbejde.

Hun bliver hos mig i morgen eftermiddag, så De kan komme til at arbejde videre.

Måske kunne De lade hende gå ud alene.

De har intet at frygte. Hun er ikke trist. Hun er vred.

Tror De ikke, jeg kender den vrede?

-Jeg kender den godt. -Ja, jeg kender den også.

-Hvor har De lært at tale italiensk? -I Milano.

Kender De Milano? Jeg vil så gerne tilbage dertil.

Jeg har ikke været der i 20 år.

Fortæl hende, hvor smuk Milano er.

Og at livet bliver meget mere behageligt.

Hun taler ikke ret meget til mig.

Jeg gifter hende ikke bort lokalt. Jeg prøver at få hende væk herfra.

-Hun vil kede sig meget mindre der. -Og det samme vil De.

Bestemt. Hvorfor ikke?

Jeg rejser samtidig med Dem. Ned til kysten.

Hvis De ikke skal tilbage til Paris, har jeg nævnt Dem for en veninde.

-Hun ønsker at få malet sit portræt. -Tak.

Det bliver ikke nemt, for min veninde er særdeles grim.

Virkelig grim.

De har fået mig til at grine. Det var længe siden.

-Jeg gjorde jo ikke noget. -De er her.

Man skal være to for at være morsom.

Marianne?

-Har De noget tobak? -Ja.

Deres mor vil gerne lade Dem gå ud alene i morgen. Så er De fri.

At være fri betyder altså at være alene?

-Mener De ikke det? -Det skal jeg sige Dem i morgen.

Så går jeg til messe.

-For at gå til alters? -For at høre musik.

-Orgelmusik er de dødes musik. -Det er den eneste musik, jeg kender.

-Har De aldrig hørt et orkester? -Nej.

Har De?

Fortæl mig om det.

Det er ikke nemt at fortælle om musik.

-Hvad er det? -Det er et stykke, jeg holder af.

Er det muntert?

Det er ikke muntert, men det er levende.

Det handler om en storm under opsejling.

Og om insekterne, der kan fornemme det.

De er urolige. Og så bryder stormen løs.

Med lyn og vind.

Jeg har det i hovedet, men jeg kan ikke spille det...

De skal nok få resten at høre. Milano er en musikby.

Så glæder jeg mig til Milano.

Jeg siger bare, at der også vil være gode ting.

Det, De siger, er, at jeg af og til...

... vil finde trøst.

Hvordan var messen?

-De ser fornøjet ud. -Jeg sang meget.

-Forlader De mig allerede? -Ja.

-Kommer De med mig ud i morgen? -Ja.

I ensomheden mærkede jeg den frihed, De talte om.

Men jeg mærkede også, at jeg savnede Dem.

Portrættet er færdigt.

Er De tilfreds med det?

Ja, det tror jeg.

Lad os gå ind at se det.

Jeg har en lille bøn til Dem.

Sig frem.

Jeg vil gerne vise hende det først.

Og selv fortælle hende sandheden.

Jeg forstår. Hun holder meget af Dem.

Hvordan ved De det?

Hun taler om Dem.

Héloïse...

Der er noget, jeg må fortælle Dem.

Jeg er maler. Jeg kom for at male Dem.

Jeg færdiggjorde portrættet i aftes.

Nu forstår jeg bedre, hvorfor De priste livet i eksil.

De følte Dem skyldig.

-Rejser De igen? -Senere. Med Deres mor.

Så er det i dag, jeg bader.

-Nå, kan De svømme? -Det ved jeg stadig ikke, om jeg kan.

-De så mig vel? -De kan flyde.

Lad os gå tilbage.

Det forklarer Deres blikke.

De er tavs.

Er det mig?

Ja.

Er det sådan, De ser mig?

Det handler ikke kun om mig.

Hvad mener De med det?

Der er regler, konventioner, ideer.

Så der er ikke noget liv? Ingen tilstedeværelse?

Deres tilstedeværelse består af flygtige og måske usandfærdige øjeblikke.

Ikke alt er flygtigt.

Nogle følelser er dybe.

At det ikke føles nært for mig, kan jeg til nød forstå.

Det er sørgeligt, at det ikke gør det for Dem.

Hvad ved De om det? Om det føles nært for mig?

-Jeg vidste ikke, De var kunstkritiker. -Jeg vidste ikke, De var maler.

Jeg henter min mor.

Det var ikke godt nok. Jeg starter forfra.

Det må være Deres spøg?

Jeg beklager. Det ville ikke være faldet i hans smag.

Så er De uegnet. De kan gå nu.

Hun bliver.

Jeg poserer for hende.

Virkelig?

Ja.

Hvorfor?

Hvilken forskel gør det for Dem?

Ingen.

Jeg rejser væk i fem dage. Når jeg kommer tilbage, er det færdigt.

Og det er min afgørelse. Ikke Deres. Forstået?

Sig farvel til mig, som du gjorde, da du var barn.

Tag plads.

Vend brystet over mod mig.

Lidt mere.

Drej hovedet en anelse.

Læg armen her.

-Ikke sådan. Tillader De? -Ja.

Tag fat i hånden.

Nej, omvendt. Sådan.

-Sidder De godt? -Ja.

-Kan De holde den stilling? -Ja.

Kig på mig.

Varmen vil gøre godt. Kernerne holder på den længe.

Mange tak.

Jeg plejer at have dem klar, men jeg har ikke haft det månedlige.

-Flere gange? -Tre gange.

-Er det første gang, det sker? -Ja.

-Vil du have et barn? -Nej.

Jeg ville tage mig af det, mens fruen var bortrejst.

-Jeg kan ikke mere. -Lidt endnu.

Jeg kan ikke mere.

Nej.

Der må ikke være blomster.

Den er klar.

-Er det nok? -Lad os vente og se.

Har De oplevet det?

Ja.

Har De oplevet kærligheden?

Ja.

Hvordan er det?

Det er svært at sige.

Jeg mener, hvordan føles det?

Jeg kan ikke få Dem til at smile.

Det er, som om jeg gør det, men det forsvinder.

-Vreden vinder altid i sidste ende. -Hos Dem gør den bestemt.

-Jeg ville ikke såre Dem. -Jeg er ikke såret.

Jo, jeg kan se det på Dem. Når De er rørt, gør De sådan med hånden.

-Gør jeg? -Ja.

Og når De er forlegen, bider De Dem i læben.

Og når De er irriteret... blinker De ikke.

De ved jo alt.

Tilgiv mig. Jeg ville nødig være i Deres sted.

Men vi er samme sted. Præcis samme sted.

Kom her.

Kom.

Kom nærmere.

Se.

Hvis De kigger på mig, hvem kigger jeg så på?

Når De ikke ved, hvad De skal sige, rører De ved Deres pande.

Når De mister kontrollen, løfter De øjenbrynene.

Og når De er nervøs, trækker De vejret gennem munden.

-Jeg rørte dem ikke. -Jo. Et point til mig. De rørte dem.

Koncentrér Dem nu lidt.

Deres tur.

-De snyder! -Nej! Jeg spiller hurtigt.

-Værsgo. -To...

To kort. To seksere.

Nej! Det er Deres stik.

Deres tur. Nej, kom så. Kom så.

Blot Deres hals.

Mere.

Har De min kommende mand i tankerne?

Maler De også nøgenmodeller?

-Ja, kvinder. -Hvorfor ikke mænd?

Det må jeg ikke.

-Hvorfor ikke? -Fordi jeg er kvinde.

Er det et spørgsmål om blufærdighed?

Det er især en måde at forhindre os i at lave stor kunst på.

Uden kendskab til mandens anatomi mister vi adgang til de store emner.

-Hvordan gør De så? -Jeg gør det i hemmelighed.

Det bliver tolereret.

Hvad siger De til Deres modeller for at underholde dem?

-Keder De Dem? -Nej. Jeg interesserer mig for Dem.

De har en bemærkelsesværdig teint i dag.

De er meget elegant.

De poserer smukt.

De er yndig.

Det siger jeg til dem.

"Han sang således til strengenes sitren:"

"'Guder over den underjordiske verden, som hver dødelig er hjemfalden til.'"

"'Det er min hustru, jeg søger.'"

"'En hugorm huggede gift i hendes hæl, så hun døde midt i ungdommen.'"

"'Jeg beder jer om at ændre den lod, der så brat har ramt Eurydike.'"

"'Her er vores blivende bolig. I hersker længst over menneskeheden.'"

"'Efter et liv af rette længde bliver også hun jeres.'"

"'Nægter skæbnen mig det for min hustru, vil jeg også blive her.'"

"'Glæd jer over at se os begge dø.'"

Han er overbevisende. Jeg håber, de siger ja.

"For første gang røres eumeniderne, og de må fælde nogle tårer."

"Hverken dødsrigets gud eller hans hustru kan afvise bønnen."

"De kalder Eurydike frem. Hun står der blandt de nyligt døde."

"Hun træder frem med sin sårede fod, og Orfeus må få hende igen-

-hvis han ikke ser sig tilbage, før de er ude."

"Ellers forspilder han gaven."

"Midt i den dybeste stilhed går de op ad en sti."

"Den er stejl, mørk og indhyllet i en tyk tåge."

"De er næsten nået til jordoverfladen-

-da han utålmodigt og af angst for at miste Eurydike-

-kærligt ser sig tilbage, og straks bliver hun kastet bagud."

"Hun strækker armene ud for at favne og selv blive favnet."

"Men staklen griber ud i luften."

"Atter en gang må hun dø, men sin mand bebrejder hun intet."

"Han elskede hende."

Grusomt. Den stakkel. Hvorfor vendte han sig om?

-Han vender sig om uden grund. -Han har sine grunde.

Synes De? Læs det igen.

"De er næsten nået til jordoverfladen-

-da han utålmodigt og af angst for at miste Eurydike-

-kærligt ser sig tilbage."

Nej, det kan ikke være hans grund. Han har jo fået klar besked.

Han er forelsket. Han kan ikke lade være.

Sophie har ret. Han kunne godt modstå. Hans grunde er ikke gode nok.

Måske træffer han et valg, idet han vender sig om.

Han vælger mindet om Eurydike. Det er derfor, han vender sig om.

Det er ikke den elskendes valg, han træffer, men poetens.

"Med et sidste farvel, som knap når frem til hans ører-

-styrter hun atter ned i det dyb, hun kom fra."

Måske var det hende, der sagde "Vend dig om" til ham.

Hun siger, jeg stadig er gravid. Jeg skal komme igen om to dage.

Så går jeg med Dem.

-Venter vi ikke på Héloïse? -Hun er sløj. Hun vil ikke spise.

Jeg troede, De var blevet bange.

Det havde De ret i.

Jeg er bange.

Tror De, alle elskende føler, de har opfundet noget?

Jeg kender bevægelserne.

Jeg har forestillet mig alt i min længsel.

Har De drømt om mig?

Nej. Jeg har tænkt på Dem.

Vil De ikke gå med alligevel?

Jeg kommer.

Stå op.

Vent.

Det er godt.

Læg dig ned.

Op med benene. Sådan.

Tak.

Træk vejret dybt.

Kig.

Så er det overstået.

Gå i seng.

Jeg skal nok våge hos hende.

Jeg har ikke lyst til at gå i seng.

Sophie? Sover De?

Nej.

Kan De rejse Dem?

Hjælp hende.

Tag Deres grej. Vi skal male.

Sophie... Kom her.

Sæt Dem ned.

Kom tættere på.

Læg Dem ned.

Kig på hende.

Krum ryggen lidt mere.

Op med hovedet, Sophie.

Ja.

-Hold nu op. -Med hvad?

Med det der.

Vær nu alvorlig.

Sid stille.

Jeg købte den af en dame til festen.

Det er en plante. Hun sagde, den kan få en til at flyve.

-Har De nogensinde prøvet det? -Aldrig.

-Har De lyst? -Nu?

Hun sagde, den forlængede tiden.

Deres øjne...

De skal drikke noget.

Denne gang synes jeg om det.

Måske fordi jeg kender Dem lidt bedre.

-Måske har jeg forandret mig siden. -Ja, måske.

Det var ikke for min skyld, De ødelagde det første.

Det var for Deres egen skyld.

Jeg ville også gerne ødelægge det her.

Hvorfor?

Fordi jeg med det giver Dem til en anden.

Det er frygteligt.

Nu besidder De lidt af mig og er vred.

-Nej. -Jo.

De ved det godt selv.

De er ikke længere på min side. De bebrejder mig mit bryllup.

-De støtter mig ikke længere. -De har ret.

Kom bare... Sig, hvad De har på hjerte.

-Jeg troede, De var mere modig. -Jeg troede også, De var mere modig.

Nu kommer det frem.

De synes, jeg er føjelig.

Og værre endnu...

De forestiller Dem, at jeg er indforstået.

-De forestiller Dem min nydelse. -Det er for at kvæle håbet.

Tro, jeg er lykkelig eller ulykkelig, hvis det kan berolige Dem.

Men tro ikke, jeg er skyldig.

Ville De foretrække, at jeg gjorde modstand?

-Ja. -Beder De mig om det?

-Svar mig! -Nej.

-Har De set Héloïse? -Nej. Hun er ikke på sit værelse.

Der er kommet nyt.

-Fruen er tilbage i morgen tidligt. -Udmærket.

-Vil De være klar? -Ja.

Tilgiv mig.

Tilgiv mig.

Deres mor kommer tilbage i morgen.

Kom herover til mig.

Hvornår ved man, at det er færdigt?

På et tidspunkt stopper man.

Det er færdigt.

Hvem er det til?

Til mig.

Nu kan De duplikere det billede i al uendelighed.

Ja.

Snart vil det være hende, De ser, når De tænker på mig.

Og jeg vil ikke have noget billede af Dem.

-Vil De have et billede af mig? -Ja.

-Hvilket et? -Det der.

Giv mig Deres bog.

-Sig et tal. -28.

Deres øjne lukker sig.

Du må ikke sove. Du må ikke sove, ikke sove...

Jeg har en helt ny følelse.

Hvilken?

Savn.

De må ikke savne.

De skal huske.

Jeg vil huske, dengang De faldt i søvn i køkkenet.

Jeg vil huske...

... Deres mørke blik, da jeg slog Dem i kortspil.

Jeg vil huske, første gang De grinede.

-De var længe om at være morsom. -Det er sandt.

-Jeg spildte tiden. -Jeg spildte også tiden.

Jeg vil huske, første gang jeg fik lyst til at kysse Dem.

-Hvornår var det? -Så De det ikke?

Til festen ved bålet?

Da havde jeg lyst, ja. Men det var ikke første gang.

-Sig det. -Nej, sig De det.

Da De spurgte mig, om jeg nogensinde havde elsket.

Jeg kunne mærke, at svaret var ja.

Og at det var nu.

Jeg kan huske det.

-Godmorgen. -Godmorgen.

De er her.

Udmærket.

-Til Dem. -Tak.

Héloïse... Kom med mig.

-Jeg kommer om lidt. -Nej, nu. Jeg har en gave til Dem.

Jeg vil tage afsked her.

Farvel.

God rejse.

Vend dig om.

De har fået mig til at virke så trist.

-Det var De. -Det er jeg ikke længere.

Jeg genså hende en første gang.

-Holder De vagt? -Jeg iagttager reaktionerne.

Ønsker De min? Det er en fin Orfeus. Han er yderst veloplagt, Deres far.

Det er mit maleri. Det kom med i hans navn.

Han afbildes ofte, inden han vender sig om.

Eller bagefter, når Eurydike dør.

Hos Dem ser det ud, som om de hilser på hinanden.

Jeg genså hende en sidste gang.

Undskyld mig.

Tak.

Hun så ikke mig.

PORTRÆT AF EN KVINDE I FLAMMER

Danske tekster: Carine Høgsberg Plath Oneliner