Original subtitles

Kvinden, som inspirerede sangskriver og poet Leonard Cohen, er død.

"So Long, Marianne" og "Bird on the Wire" -

- handlede om musen, Marianne Ihlen.

De gik fra hinanden. Da Marianne fik leukæmi -

- kontaktede hendes ven, Jan Christian Mollestad, Leonard Cohen.

Under to timer senere kom der et svar, som Jan læste op for hende.

"Kæreste Marianne.

Jeg er lige bag dig. Tæt nok på, at jeg kan holde din hånd.

Din kærlighed og skønhed er ikke glemt -

- men det ved du godt. Jeg behøver ikke sige mere.

Hav en sikker rejse, kære ven. Vi ses senere.

Uendelig kærlighed og taknemmelighed. Din Leonard."

Denne skrev jeg til Marianne.

Jeg håber, hun er her. Måske er hun her.

Jeg håber, at hun er her... Marianne.

Denne sang hedder "So Long, Marianne".

En pige ved navn Marianne, som jeg kender godt -

- sagde, efter jeg først sang den for hende... Hun er nordmand.

"Det er sørme godt, at den ikke handler om mig."

"Nå?"

"Ja, for jeg hedder jo Marianne."

Her er Marianne filmet på øen Hydra i starten af 1960'erne.

Hun siger, at sangen oprindeligt hed "Come On, Marianne".

Den var ikke hendes favorit.

Hun sagde, at det ikke var en afskedssang -

- men den blev et varsel om bruddet mellem Marianne og Leonard.

Dette er lille Axel, Mariannes syvårige søn.

- Det ligner en hummer. - Den kan åbne alt muligt.

1960'erne var fri kærlighed og åbent ægteskab.

Også for Leonard og Marianne.

Jeg var en fortabt 20-årig, som var på Hydra -

- da Marianne blev min ven.

I en kort periode blev jeg hendes elsker.

Hun ansporede mig til at leve.

Hun spillede Leonards sange under den græske måne.

Hendes smil og entusiasme var enestående.

Jeg var helt beruset af deres forholds skønhed.

En dag rejste jeg. Jeg vandt en pris for en bog, jeg havde skrevet.

De gav mig nogle penge.

Jeg satte mig på et fly -

- og endte i Grækenland.

Jeg tog ud med en båd og så øen. Den var så smuk.

Mit land er dækket af sne halvdelen af året.

Jeg så øen skinne.

Jeg gik i land, mødte en pige og blev.

Dengang var der kun få udlændinge.

Familien Johnston var centrale skikkelser.

De var ældre og gjorde det, alle ville.

De skrev og levede af det.

De var der, og de var vidunderlige.

Farverige og gæstfrie.

De hjalp mig med at finde mig til rette.

Det var det, der udstødte ham fra Montreal.

Det var rejsen ind i mørket, for ingen ville ind i det.

Jeg kan huske, at min mor skrev forfærdelige ord om ham.

Han kendte mørket og kampen.

Fra øjeblik til øjeblik.

Man skulle finde sig en partner -

- gifte sig og bo i Westmount.

De blev alle i Westmount.

Derfor rejste vi.

Vi havde vores egen måde at være måde på. Vi fandt vores liv.

De viste sig at være synkrone.

Da jeg tog til Hydra første gang -

- så flygtede jeg fra det, som jeg ikke helt kunne takle.

På mange måder var Leonard jo også på vej ud af noget -

- og ind i noget andet. Vi var to flygtninge.

Jeg var bare den eneste, der løb fra noget, som jeg -

- måtte se i øjnene på et tidspunkt.

- Må jeg få en tår? - Så skal jeg åbne dem alle.

Midt i alt det ståhej dukker Leonard Cohen op.

Jeg skulle hente drikkevand.

Han står i døråbningen med solen bag sig.

Jeg så kun ansigtets konturer.

Så hører jeg stemmen sige:

"Vil du slutte dig til os udenfor?"

Jeg kan godt huske, at da mine øjne mødte hans -

- mærkede jeg det i hele kroppen. Det var helt utroligt.

De første år på Hydra var fantastiske. Han skrev og skrev.

Jeg handlede og købte mad.

Jeg var hans græske muse, som sad ved hans fødder.

Han var den kreative.

Det var hverdagsagtigt. Vi stod tidligt op og spiste morgenmad.

Så begyndte jeg at arbejde. Jeg fik serveret en sandwich.

Jeg tog vist også speed, så jeg spiste ikke meget.

Sådan gik dagene. Jeg skulle skrive tre sider om dagen.

Det var nogle gode år.

Vi sad i solen og lå i solen. Vi gik i solen.

Vi hørte musik. Vi svømmede.

Vi legede, drak og diskuterede.

Der blev skrevet og elsket.

Det var ganske smukt.

Jeg følte jo aldrig, at jeg så spor godt ud.

Jeg troede ham ikke, når han sagde: "Du er den smukkeste i verden."

Jeg syntes, at mit ansigt var for rundt -

- så jeg kiggede altid ned.

Solen bleger jo håret. I Grækenland var jeg meget blond.

Der var de fleste mørke.

Tynd. Næsten ingen bryster.

Til min store fortrydelse.

Han var skøn. Har du ikke set Leonard som ung?

Han brød sig heller ikke om sit udseende.

Vi havde begge problemer.

Vi stod ofte foran spejlet og tænkte på, hvem vi var i dag.

Mennesker er så besynderlige.

Hun var smuk -

- men hun nød det ikke, før hun mødte Leonard.

Han fik hende til at elske livet.

Hun følte ikke blot, at Leonard så hende -

- men han elskede hende virkelig.

Han fik hende til at føle sig smuk.

For at forstå Marianne er man nødt til at forstå -

- hendes første mand, Axel. Axel kunne blive så vred.

Han smed møbler ud ad vinduet, så de røg ned på gaden.

Han slog hende vist aldrig, men han var voldelig.

Leonard kom ind i Mariannes liv, og han havde nemlig set -

- forholdet gå i stykker.

Leonard reddede hendes liv. Han påtog sig rollen som en slags -

- hjælpende hånd. Han hjalp med lille Axel.

Han hjalp hende med det praktiske.

Han var som en far på mange måder.

Lille Axel taler stadig om Leonard som en positiv kraft.

Han er en klog knægt.

Han var stille. Måske lidt genert.

Axel og jeg løb omkring i bakkerne. Vi fandt fossiler.

Jeg boede der, fra jeg var tre måneder.

Vi løb rundt på bare fødder.

Det indtørrede saltvand føltes som pulver på klipperne.

Alting var så smukt.

På alle årstider. Både dag og nat.

Nybagt brød og den slags.

Jeg har aldrig oplevet det andre steder.

Man kunne også mærke luften.

Især om aftenen. Den føltes som silke og fløjl.

Der var så meget frihed, men folk gik bare skridtet for langt.

Der var altid den fare.

Øens skønhed tryllebandt mig.

Aldrig før havde jeg mødt så mange solbrune mennesker -

- der morede sig sådan sammen. Det føltes, som om alt var muligt.

Marianne gav mig syre første gang.

Hun fik det af Leonards ven Malcolm i London.

Hun tog disse fotos næste morgen. Jeg havde ikke tænkt mig at rejse -

- men så dukkede en af Mariannes andre elskere uventet op.

Jeg sprang hurtigt på næste båd tilbage til Athen.

Min entusiasme for Hydra var imidlertid uændret.

Jeg foreslog Rick, en god skolekammerat -

- at rejse dertil for at få en pause fra journalistikken.

Rick skulle være der i to uger, men han blev der i 14 år.

Jeg kom til Hydra på din anbefaling og følte en enorm lettelse.

Det var en kombination af stedets skønhed -

- og enkelhed og omgivelsernes ægthed.

En lille gruppe kunstnere var flygtet dertil.

Man kunne leve billigt. Leonard tjente ikke meget dengang.

Da jeg ankom til Hydra, var der en uskreven regel om -

- at hvis man så en som Leonard, kunne man ikke bare sætte sig.

De var der for at være alene. De var ved at skrive.

Leonard fik en ide om, at han måtte tage til Montreal -

- for at se det virkelige liv og samle inspiration.

Jeg føler, at Leonard var meget sårbar i sin kreativitet.

Store dele af mit liv var en flugt.

Selvom situationen virkede god, måtte jeg flygte.

Jeg så aldrig det gode.

Det var et egoistisk liv. Det virkede ikke sådan dengang.

Det handlede bare om overlevelse.

Børn led. Det gjorde dem, der stod mig nær, også -

- for jeg rejste altid. Jeg forsøgte altid at komme væk.

Jeg blev opmuntret af min ven Irving Layton -

- og påvirket af hans facon.

Han spurgte altid: " Er du sikker på, at du nu gør det forkerte, Leonard?"

Det ramte mig. Det lød virkelig rigtigt.

Cohens bekymring er min forsagelse af Canada.

Stemmer det, mr Cohen, eller har De andre bekymringer?

Når jeg vågner, er min eneste bekymring -

- om jeg er opfyldt af Guds nåde.

Hvad var det ved Irving, Leonard holdt af?

Hans intellekt og forestillingsevne.

Han følte, at Irving var den ægte vare i forhold til poesi.

Da jeg mødte Leonard, så sagde Irving:

"Jeg inviterer en ung mand herhen."

Han var 19 eller 20. "Hvem er han da?"

"Han er den ægte vare."

De så begge hinanden som "den ægte vare".

De havde også begge en meget stærk jødisk tilknytning.

Leonard var aristokratisk og kom fra en velstående familie.

Godt forankret i canadisk kultur.

Han kom fra en meget veluddannet familie.

Leonards far døde, da Leonard var ung.

Hans mor, Masha, var splitterravende gal.

Hun var lun på Irving. Det skulle ikke overraske mig -

- og det grinede Leonard og jeg af, hvis Irving og Masha -

- gik i seng sammen. Irving gik i seng med alle.

Hvorfor ikke Leonards mor?

Hun var meget tiltrukket af Irving.

Irving syntes, at hun var smuk, men gal.

Dygtige forfattere er nok nødt til at have -

- ødipalt vanvittige mødre.

Hvis det er tilfældet, så havde han det.

Jeg ved, at meget af min kærlighed til musikken -

- stammer fra min mor. Hun havde en smuk stemme.

Hun var russisk. Hun sang altid derhjemme.

De melodier berørte mig meget.

Det har inspireret mig. Hun sang med os.

Jeg tog guitaren med ud til vennerne.

Min mor kom, og vi sang ofte hele natten.

Morer vi os?

Vi vinder. Vi vinder den indre kamp.

Vi holder festen i gang.

Vi holder festen i gang.

Han elskede kvinder. Det var der ingen tvivl om -

- men han måtte være sin egen.

Han kunne elske kvinder på afstand.

Han kunne få kvinder til -

- at få det godt med sig selv. Sådan elskede han dem.

Sådan elskede han dem.

Men han kunne ikke give sig helt hen.

Han kunne ikke give afkald på sig selv.

Jeg var ikke tilfreds med livet. Jeg var i vildrede.

Jeg var den eneste, der ikke malede, skrev eller lavede skulpturer.

Alle var kunstnere.

Mange mennesker kom med båden til Hydra.

Jaqueline Kennedy kom.

Prinsesse Margaret.

Hvad kunne jeg sige? Til sidst sagde jeg:

Jeg er en kunstner. Livet er en kunst. Jeg lever.

Ikke særligt originalt.

Jeg så på mig selv og tænkte, at alt ved mig var forkert.

Det er en skam.

Marianne støttede Leonard gennem hans sidste roman -

- Dejlige tabere, som han skrev på Hydra.

Jeg skrev mange bøger der. Mange sange.

Jeg udgav Dejlige tabere, men jeg havde ikke råd til huslejen.

Ja, han blev ret tosset.

Det skal man være for at skrive Dejlige tabere.

Den var som en euforiserende galskab.

Han sad udenfor i den bagende, græske sol -

- og Marianne kom med små kurve med mad og vand til ham.

Bogen blev skrevet i en feberlignende tilstand.

Han havde aldrig kunnet gøre det andre steder end der.

Leonard tog altid syre. Det gav ham et sus.

Han tog det ikke som en virkelighedsflugt.

Det handlede meget om den åndelige søgen.

Det gjorde det muligt for ham at få kontakt til sit eget vanvid.

Han kunne sidde på terrassen i solen og tage syre og speed.

Marianne var der for... ikke for at samle ham op -

- men for at holde fast i den mand, der drev sig selv til Dejlige tabere.

Han skrev de utrolige sider i solen, som den galning han var.

For at finde noget, der virkelig fanger min opmærksomhed -

- må jeg gennem uendelige versioner.

Jeg prøver alt.

Jeg ignorerer og tager så fat i det.

Jeg prøver at blive skæv. Beruset. Så bliver jeg ædru.

De sider af mig selv, jeg kan fremmane -

- fremmaner jeg til at deltage i denne arbejdsindsats.

Jeg prøver alt.

Leonards bog Dejlige tabere kom ud og blev næsten ikke læst.

Jeg forstod den ikke, men intellektuelle på Theatercafeen -

- forstod mere af den, men de var meget i vildrede.

Her er anmeldernes ord om hans seneste bog:

"Jeg har læst Dejlige tabere, og jeg må rense mit sind."

"Det er den mest modbydelige bog, der nogensinde er skrevet i Canada."

"Verbal masturbation."

Da jeg var færdig med bogen, ville jeg gerne videre til musik.

Jeg tjente intet som forfatter.

Det var svært at brødføde dem, som jeg skulle tage mig af.

Jeg tog til USA uden at vide, hvad der var sket i New York -

- inden for folkgenren.

Jeg kendte ikke til Phil Ochs og Dylan -

- eller Joan Baez.

Leonard fandt mig. Han kom forbi min lejlighed -

- og vi drak lidt kaffe. Jeg sagde: "Nå?" Han sagde:

"Jeg kan hverken synge eller spille guitar.

Jeg ved ikke, om det er en sang."

Så sang han:

Jeg sagde: "Det er en sang, Leonard!

Den må vi straks indspille."

Vi indspillede den, og vi blev venner.

Han gjorde det meget tydeligt, at han ikke ville synge offentligt.

Der gik et års tid. "Suzanne" var blevet et hit.

Jeg lavede en fundraiser i New York.

Jeg bad ham tage med.

"Du skal synge 'Suzanne'.

Alle vil høre dig synge den."

"Jeg har en hæslig stemme."

"Det har du ikke."

Han stillede sig i midten, og så begyndte han at synge.

Jeg vidste, at han rystede, for jeg kunne se ham spille.

Midt i "Suzanne" brød han hulkende sammen.

Han forlod scenen. Han var rædselsslagen.

Han fik et voldsomt anfald af sceneskræk.

Han gik af scenen. Jeg sagde: "Det går altså ikke.

Jeg kan gå med dig derop.

Så synger vi sammen." Det gik han med til.

Publikum fortsatte med at klappe og skrige.

De havde fået en smagsprøve.

De havde hørt ham synge, og de vidste det.

Vi gik derud. Han spillede, og da sangen var slut -

- var han omvendt til sit eget magiske indtryk.

Lad mig præsentere mr Leonard Cohen.

Det var et af de vigtigste øjeblikke i begge vores liv.

Så rullede det. Han skrev kontrakt med Columbia.

Dem var han hos altid.

Han måtte stadig "over søen". Både for at finde inspiration -

- og for at "blive lidt mere miserabel igen".

Vi havde ikke råd til at rejse alle sammen.

Jeg var meget alene på Hydra.

Jeg nåede det punkt, da jeg ikke gad det mere.

Jeg syntes, at det var så trist.

Det varede ikke længe, før jeg fik et telegram:

"Har et hus. Jeg mangler bare min kvinde og hendes søn.

Kærlig hilsen, Leonard."

Sådan var det. Så jeg emigrerede.

Jeg husker hende i lufthavnen.

Hun havde to tunge kufferter i hver hånd.

Hun kunne ikke vinke til mig, fordi hun ikke kunne løfte dem.

Hun ville ikke tabe dem.

Hun vinkede med foden. Det kan jeg huske meget tydeligt.

Det var en fejltagelse.

De berømte ord...

"Min kvinde og mit barn skal komme til Montreal."

Det lød vidunderligt, men da han sagde det -

- havde han ikke brug for det mere. Han havde behov for at sige det.

Marianne, som var dybt forelsket i ham -

- kom sammen med lille Axel. Det kaldte vi ham altid.

Det var en katastrofe. En meget ulykkelig periode.

Axel boede hos os. Han plejede at tage en blyant -

- og skrive sit navn på alle vægge i lejligheden.

"Axel, Axel, Axel." Det var en ulykkelig tid.

Poeter er ikke gode ægtefæller, vel?

Kender I nogen poet, der var den perfekte ægtefælle?

Eller filmskaber? Eller kunstner?

Nej, man ejer dem ikke. Ikke engang et lille stykke.

De er uopnåelige væsner.

De er gift med deres muse.

Det lyder prætentiøst, men det er sandt.

Ironien er, at sådan en mand -

- er en mand, som alle kvinder vil have...

...og ikke kan få.

Marianne kom hen til mig og sagde:

"Vi var så lykkelige på Hydra.

Vi gik rundt på stranden.

Vi nøgenbadede og drak. Vi var meget lykkelige.

En dag kom han og sagde, at han ville rejse til New York -

- for at spille sine sange for Judy Collins. Du indspillede dem.

Jeg vil bare fortælle dig -

- at du ødelagde mit liv."

Drømmetilværelsen på Hydra blev forstyrret -

- fordi Leonard fandt sig selv som sanger.

Jeg tog dette billede af Marianne i efteråret 1968 -

- da hun kom til England og kontaktede mig.

Axel skulle på kostskole, så hun havde brug for et lift.

Vi kørte til Suffolk og Summerhill, A.S. Neill-skolen -

- hvor børn ikke behøvede at blive tvunget til time.

Axel var otte. Jeg husker, hvor oprørt han var, da vi kørte derfra.

Axel skrev dagligt til Marianne.

JEG ELSKER DIG

KOMMER DU SNART?

JEG SAVNER DIG MEGET

JEG ELSKER DIG

Marianne græd også, men mente, at det var det bedste.

Hun rejste så meget.

I en periode boede Marianne sammen med mig i et forladt hus.

Der tog hun dette billede.

Hun præsenterede mig for protestbevægelsen.

Kunstnere brugte kunsten til store bedrifter.

Hun stod sangerinden Julie Felix nær.

Hun var deres ven. Hun blev en muse for Julie -

- så hun skrev egne sange for allerførste gang.

Julie havde mødt Leonard på Hydra, før de blev sangere.

Jeg er glad og stolt over -

- at præsentere ham. Her er forfatteren, poeten -

- og sangskriveren. En ven, der kalder sig fremmed.

Mine damer og herrer: Leonard Cohen.

Leonard søgte altid. Følelsen af ikke at høre til noget sted...

Også i forhold. Forholdet til Marianne var det længste.

Bagefter gik han fra det ene forhold til det andet.

Da sangen sluttede, var der en tåre i øjenkrogen.

Han var en følsom mand.

De havde problemer allerede dengang.

Marianne og jeg var meget sammen, og vi blev meget gode venner.

Vi var ude at rejse sammen. Hun var jo en muse.

Den første sang, jeg skrev, var "Windy Morning".

Hun guidede mig gennem den.

Hun var en god muse.

Helt bestemt, og jeg tror, at Leonard -

- værdsatte det. Det sagde han også -

- når han talte om hende.

Hun var meget opmuntrende.

Hun var så omsorgsfuld.

Det er kvindens kraft.

Evnen til at drage omsorg og elske -

- og opmuntre. Det er noget, verden har brug for.

Derfor er det godt, at vi er på vej ind i kvindens tidsalder.

Leonard var en stor feminist.

Han sagde engang til mig:

"Jeg glæder mig til, at kvinderne overtager."

Det var dejligt at høre ham sige det.

Leonard hentede inspiration fra digtere. Shakespeare og Keats.

Marlowe.

Jeg fandt noget i hans guitarspil, som jeg kunne fremhæve.

Ikke med instrumenter -

- men med kvindelige korstemmer.

Mange af hans tekster handlede om forhold til kvinder.

Der var meget kvindelighed i hans sange -

- selvom han var en mand.

Min daværende kæreste havde en fin og klar sopran.

Jeg begyndte at bede hende om at lige synge lidt hist og pist -

- hen over Leonards sang. Noget af det lød rigtigt godt.

Kan du gengive det?

Jeg er ikke sanger, men hun sang...

Hun gik lidt op.

Hun efterabede ham -

- men gav det en lidt hårdere kant.

Meget fra livet og virkeligheden -

- ser jeg i den sang.

Når du nævner "fine spider web fastening my ankle to a stone" -

- tog han mig med til et såkaldt -

- "release party", hvor de havde fantastiske...

Det havnede han midt i.

Det var i en penthouselejlighed -

- med en tagterrasse.

Han måtte derhen for at komme væk fra det hele.

Han sagde meget stærkt, at hvis det var en del af spillet -

- vidste han ikke, hvor længe han holdt.

Første gang jeg mødte Cohen, åbnede han døren helt nøgen.

Med min baggrund syntes jeg, at det var temmelig mærkeligt.

Når jeg ser tilbage på de år, da vi arbejdede sammen -

- kan jeg se, at hvis jeg havde været mere udviklet dengang -

- havde det ikke været spor sært.

Leonard var altid meget bevidst om sin krop.

Han sagde altid: "Når du er på dit hotelværelse, så tag tøjet af."

"Du vil passere noget, der kaldes for et spejl.

Når du går forbi et spejl, så opdager du en stemme -

- der beder dig om at lave mavebøjninger."

Leonard svømmede. Hele tiden.

Uanset hvilket hotel. Hvis der var en pool, så var han nede i den.

Han stod tidligt op for ikke at møde nogen.

Kl. 5.00 svømmede han baner.

Han svømmede nøgen, hvis han fik lov til det.

Jeg ved ikke hvorfor. Sådan var han bare.

Skrev I ikke en sang sammen?

Jo. "Chelsea Hotel".

Vi gik om bord på et fly og sad der og arbejdede på sangen.

Jeg anede ikke, hvem han talte om i teksten.

Senere kom det frem, at det var Janis Joplin.

Den går som følger:

"I remember you well in the Chelsea Hotel.

Talking so brave and so sweet.

Giving me head on the unmade bed, while limousines wait in the street."

Ingen ved, at andet vers lød: "At Chelsea Hotel in the winter of 1967.

My friends of that year all turning queer.

Me, I was just getting even."

Jeg flyttede til New York på grund af Leonard.

Leonard boede lidt hist og pist. Såsom på Chelsea Hotel.

Jeg var til koncert med Leonard og hørte hende den fantastiske...

Janis Joplin.

Jeg tog ikke med bagefter.

Han har altid været meget beskyttende.

Det er jeg glad for.

Jeg havde intet at gøre der.

Hvad han lavede i New York, og hvad der skete -

- om jeg så var i New York eller på Hydra -

- delte han ikke med mig.

Jeg tror, det var en benhård periode.

Dengang havde Leonard sine oplevelser med Janis Joplin.

Marianne boede alene i sin lejlighed med lille Axel.

Det må have været meget sært.

Hun var dog stadig musen.

Det interessante er, at hun har læst telegrammer for mig.

Fra Leonard.

Telegrammer til "Marianne Cohen".

Det var, som om de var gift.

Telegrammer til Hydra, så til London og så New York.

Først var det den tid, da de dannede par.

Det fine er, at selv efter de ikke danner par længere -

- sender han stadig penge.

Han spørger stadig, hvordan det går med Axel.

Han fortsætter med at sende sine små...

...kærlighedserklæringer, selvom de ikke er sammen.

Leonard sagde, at han led af depression.

Han kæmpede med det i mange år.

Leonard mente, at vi burde gøre noget godt.

Hvis vi skulle spille i Royal Albert Hall i London -

- og var i byen et par dage -

- hvorfor så ikke spille koncert på et hjem for psykisk syge?

Den tanke vakte lige så stor lykke som en prut i en dykkerklokke.

Jeg havde ikke tænkt mig at tage ud til de...

Det ville jeg bare ikke. Ikke tale om.

Han sagde: "Prøv det nu bare en gang.

Hvis du gør det en gang og aldrig vil gøre det igen -

- så slipper du for det."

Jeg sagde: "Fint nok". Men lad mig lige sige -

- at da den aften var slut -

- var jeg helt solgt på ideen.

Vi spillede på flere hjem.

Han havde vist en bedstefar eller noget, der døde på en anstalt.

Det er flere grunde til, at jeg spiller der.

Når man spiller for nogen, som virkelig har lidt et knæk...

Jeg følte, at visse afspekter af de knæk vakte genklang -

- i visse elementer af min sang.

At der ville være empati.

Jeg føler empati for denne oplevelse.

Da jeg kom, sagde de, at I var nogle skøre kugler.

Denne sang handler om en pige, som jeg boede sammen med i otte år.

Hun hed Marianne.

Jeg boede sammen med hende et halvt år ad gangen.

Det resterende halve år var jeg sammen med andre.

Så blev det fire måneder og dernæst to måneder om året.

Efter otte år boede vi kun sammen et par uger om året.

Jeg syntes, at jeg burde skrive denne sang til hende.

Vi bor stadig sammen et par dage om året.

Der skete engang noget, som jeg aldrig vil glemme.

En fyr rejser sig op og begynder at råbe.

"Stop det. Stop!"

Vi er musikere og har spillet utallige koncerter.

Vi fortsætter jo bare -

- men fyren her fik os til at stoppe.

Så sagde Leonard bare: "Jamen så må du sige noget."

Fyren sagde: "Hør her. I kommer herind...

...med jeres blanke guitarer...

...og de kønne piger, der synger kor.

Jeg vil vide, hvad du synes om mig.

Jeg vil vide, hvad du synes om mig."

Der blev musestille.

Leonard gik forbi mig og Charlie og gik ned ad trappen.

Han gik ned i publikum og gav ham et kæmpekram.

Så hårdt, at han næsten brækkede hans ribben.

Jeg ville helst bure ham inde og sluge nøglen.

Jeg var jaloux. Han var utrolig eftertragtet.

Han var også så opvartende og hensynsfuld.

Sådan er det, når man vælger en flot, høj og mørk mand.

Alle pigerne faldt pladask.

Du aner ikke, hvor ondt det gjorde. Det ødelagde bare så meget.

Jeg vil sige, at jeg næsten var ved at tage livet af mig.

Jeg ville bare dø.

- Synger du ikke mere? - Undskyld?

Et sted.

- Vi skal til Genève. - Nej, nu. I aften.

- Vil du gerne høre mere? - Ja.

- Jeg har ingen planer. - Bor du intet sted?

- Nej... Kan du hjælpe mig? - Ja. Meget.

Det er svært at lægge an på en pige foran kameraet.

I en periode var jeg besat af at vinde kvindernes gunst.

I højere grad, end hvad der egentlig var sundt.

Det blev det vigtigste i mit liv, og jeg var næsten som besat.

Der skete så meget, og meget af det, jeg lærte om mig selv -

- og om andre, stammer fra den periode -

- med besættelse. Af den pornofilm.

Men pornofilm er jo ikke romantiske.

Der var flere kvinder end mænd til koncerten.

Der var enkelte par, og ellers var det stort set kun kvinder.

De havde læst hans digte, og så hørte de ham synge.

De stod der og græd og kiggede på ham.

Han havde ingen problemer med kvinderne.

Jeg må fortælle en sjov historie. Jeg var i lobbyen på Mayfair hotel.

Han kommer gående ind sammen med en smuk kvinde.

De forsvinder og kommer ned et par timer senere.

De får et par drinks i lobbyen. Der var en bar.

Hun går. Han foretager et opkald.

En halv time senere er han tilbage med en anden. De går op.

Det er på en enkelt eftermiddag.

Der var altid en kvinde.

Han rejste verden rundt. Han kendte kvinder og mennesker -

- i Paris og i London. Overalt.

Han skulle bare ringe.

Der havde han ingen problemer.

Det gik godt for alle. Selv mig.

Jeg havde stor appetit på kvindeligt selskab -

- og for at udtrykke venskab seksuelt.

Jeg var meget heldig, for det var jo i 1960'erne.

Den mulighed var i høj grad til stede.

I et lille øjeblik i historien -

- var mænd og kvinder enige -

- om lige præcis det punkt.

Jeg var heldig, at den appetit opstod -

- under dette meget sjældne, religiøse eller sociale -

- fænomen, da mænd og kvinder -

- eller drenge og piger, fandt sammen for at tilfredsstille -

- begge køns appetit.

"Bird on the Wire" havde mere med mig at gøre.

Jeg var til stede.

Det hele begyndte med -

- at der blev lagt ny elektricitet på Hydra. Jeg gav ham en guitar.

Vi så ud på fuglene på højspændingsledningerne.

Han havde ikke skrevet eller sunget i flere uger.

Han var inde i en dyb depression.

Det var også en periode, da jeg var nødt til...

...at træffe en ret svær beslutning.

Jeg måtte følge min intuition...

...og beslutte, at Leonard og jeg ikke skulle have børn sammen.

Marianne besøgte mig i Cardiff, hvor jeg studerede og boede.

Hun ville måske kede sig -

- men Marianne var oprigtigt interesseret i alle.

At være modtagelig og åben var en af hendes vigtigste egenskaber.

Hun blev venner med gadens børn.

De fulgte efter hende.

Hun opfordrede mig til at lave min første film.

Et helt lokalsamfund skulle nedlægges.

Marianne kunne lide at ryge sig skæv hver dag.

Hun snakkede meget om Leonard.

Hans yndlingssandwichshop i Piccadilly.

Hans åndelige søgen. Endda Scientology og EST.

Marianne var også på en spirituel rejse.

Leonard var på mange måder lærermesteren.

En dag bad hun mig om at køre hende til Bath.

Hun sagde, at hun bar Leonards barn.

Hun var gravid, men hun vidste, at Leonard ikke ville have børn.

Hun fik aborter. Hvis nogen burde have født Leonards børn -

- fortjente hun det, men hun gjorde det ikke for Leonards skyld.

Hun ville have det samme som jeg.

Hun ville gerne... være sammen med ham.

Man kan ikke "være sammen" med Leonard.

Ikke på den måde.

Men hellere en nat med Leonard end et helt liv med en anden.

Det er det lette at sige, men så let er det ikke.

Det kunne jeg sige om Irving. Vi var sammen i over 20 år.

Der var op- og nedture og magiske stunder -

- men det meste var pinefuldt.

- Pinefuldt? - Dengang havde man åbne ægteskaber.

Hvad fanden det så end betød. Det gik aldrig godt for nogen.

Den ene partner var altid jaloux -

- vred, såret og forvirret.

Jeg kender ikke et barn, der ikke led skade.

Vi ville jo bare det hele. Tage stoffer. Knalde rundt.

Børnene var bare med som passagerer.

Det havde de ikke lyst til.

Mange af os blev tidligt voksne på den ø.

Der var også meget syre. Folk kom syre i andres drinks.

Jeg hørte også om. at folk gav æsler...

De red på æsler, som havde fået syre.

Det førte til problemer og ulykker.

- Gav de æslerne syre? - Ja, og mennesker.

Nogen havde kommet syre i mit glas, da jeg var omkring 13 år.

Jeg anede ikke, hvad der foregik.

Der var mange ofre.

Marianne og mange andre kvinder -

- var ikke så omsorgsfulde over for børnene.

De var ikke nok til stede.

Det var Axel et offer for.

Marianne gik fra det ene forhold til det næste.

Ofte var han ikke med.

Hvem var han sammen med? Leonard... Han var ikke Leonards barn.

Han begyndte at gå i lange, marokkanske, flagrende gevandter.

Han var tavs i årevis. Senere blev han indlagt.

Det er så trist, at han har været -

- indlagt det meste af sit voksne liv.

De, der mestrede Hydra, klarede sig rigtig godt.

Der var ikke så mange. Jeg så mange kunstnere, som kom -

- og fandt ud af, at de ikke var kreative nok til at klare sig -

- eller også blev det for meget med sprut og sex, så de bare gav op.

Leonard var en af dem, der... Jeg tror, at hele det miljø -

- smeltede sådan sammen, at det fungerede for ham.

Han var en succeshistorie.

Han tog ikke skade af det sted.

Mange andre lod til at rejse derfra -

- med uoprettelige skader.

Ægteskaber forliste der.

Meget få ægteskaber holdt der, inklusive mine forældres.

FORFATTER FORLADER GRÆSK Ø

Jeg husker, at Marianne fortalte om familien Johnstons tragedie.

Leonard havde boet hos dem i 1960.

De forlod øen efter ni år.

Det var en begavet familie med en lys fremtid.

Det hele styrtede i grus, kort efter at de forlod øen.

Jeg har fødselsdag i dag.

Det fotografi blev taget på min sidste fødselsdag. På øen.

De taler altid græsk til hinanden. Det falder dem naturligt.

De har gået i græsk skole i ti år.

De var næsten bankerot, da de forlod øen.

Et par år senere tog hun livet af sig.

Han døde året efter af tuberkulose.

Sikkert hjulpet godt på vej af cigaretter og alkohol.

Børnene, som havde virket så pragtfulde, smukke -

- kloge og søde på øen, døde tidligt af alkoholisme -

- selvmord og narkotika. Kun et af dem er i live nu.

Flere børn fra familier, som har boet på Hydra -

- har haft meget svært ved at vende tilbage til virkeligheden.

Man kan blive deprimeret, hvis man har været der.

Jeg har mærket det.

Der går ikke en dag, uden jeg vågner og ønsker mig derhen.

Jeg ville ikke være noget andet sted.

Det er det sted... Det er det sted.

Det siver ind i knoglerne.

Jeg kan ikke engang beskrive det.

Hver gang man træder af båden, er det som at komme hjem.

Det var en mærkelig aften. Der var 660.000 mennesker til stede.

Det var en foruroligende aften.

Der blev sat ild til scenen, så den skulle slukkes, før vi gik på.

"Måske bør vi smutte. Nogen kommer da til skade."

Leonard tog det til sig. Han lod sig bære med.

Som sagt forstår man det, eller også gør man ikke. Han gjorde.

Jeg tog Mandrax dengang. Jeg blev kaldt kaptajn Mandrax.

Det var lidt ligesom Quaalude -

- men jeg var usandsynligt afslappet.

Jeg håber, at hun er her. Marianne. Måske er hun her.

Jeg håber, at hun er her. Marianne.

Hvor længe er man forelsket, før man er nødt til at forny sig?

Den situation var vi i dengang -

- når man pludselig ikke kan tale ordentligt sammen.

Vi nåede ingen vegne.

Jeg forstod ikke ham. Han forstod ikke mig.

Leonard gik selvfølgelig ind i sin skriveproces.

Vi prøvede og prøvede. Vi havde ikke lyst til at give helt op.

Marianne var en kvinde -

- som ikke lod sig påvirke af Leonards stjernestatus.

Hun var sin egen.

Nogle gange var hun med en uges tid -

- eller ti dage, og så rejste hun igen.

Leonard havde andre kvinder med på turne -

- men når Marianne var med, var han ude af billedet.

Hun havde noget helt andet end alle hans andre kvinder.

Der var en stærk forbindelse mellem Leonard og hans publikum -

- som man blev væltet bagover af.

En aften kom der så mange mennesker med op på scenen -

- at det var en stor kærlighedsfest midt under koncerten.

En bunke mennesker elskede, men uden at tage tøjet af -

- men hvis vi var blevet lidt længere, kunne der være sket hvad som helst.

Vi spillede i Amsterdam.

Han inviterer alle i publikum -

- med hjem på hotellet, og de tog alle med.

Vi tog meget syre på de ture.

Leonard havde en ven i London, som lavede "desert dust".

Hvis man lagde en nål på tungen -

- med det allermindste fnug på, der kunne sidde fast på den -

- så var man væk, og jeg mener helt væk. I 14 timer.

Uden mulighed for at vende tilbage.

Engang tog vi "desert dust" 23 aftener i træk.

Vi spillede i Royal Albert Hall, i operahuset i Wien -

- og alle de fineste spillesteder.

Jeg ville ikke overleve sådan en aften nu.

Her er teksten.

Sådan skal det gøres.

Virker det stadig?

Vi får ballade, hvis det virker, og hvis det ikke virker.

Leonard plejede at sige, at man skulle være i zonen.

Vi blev i zonen.

Mange tror, at hvis man giver den gas, har man tømmermænd dagen efter.

Vi blev i den zone. Dag efter dag efter dag.

En aften skulle vi spille i Jerusalem. Da gik den ikke længere.

Hør her, hvis det ikke bliver bedre -

- slutter vi af, og I får pengene tilbage.

Nogle aftener lader man sig løfte op.

Andre kan man bare ikke lette.

Der er ingen grund til at lyve.

Vi kan bare ikke lette i dag.

Vi sad bag scenen og tænkte på, hvad der skulle ske.

Manageren prøvede at tale med ham.

Leonard var helt ude i hampen.

- På hvilen måde? - Jeg mener, at han var på LSD.

Hans øjne var helt sorte.

Pludselig siger han til mig:

"Billy. Kan du skaffe mig en barberkniv?"

"Vil du skære halsen over på dig selv?"

"Nej, men jeg kan gå derud, hvis jeg barberer mig."

Dette er den sidste koncert.

Jeg er nødt til at barbere mig.

Sikke dog et liv.

Det her er vidunderligt.

Hvorfor har ingen sagt det?

Han barberede sig. Det var nærmest en tørbarbering.

Bare med lidt vand. Han gik derud med udslæt -

- i ansigtet og spillede færdig.

Du må prøve det. Det er vidunderligt.

Ja. Det her er godt.

Alle skød fra hoften.

De var ikke forbundet til noget.

Tanken var, at vi skulle spille sangen i aften -

- bedre end i går.

I morgen spiller vi den endnu bedre.

Der var kun en aften -

- da jeg følte, at jeg lod det løbe løbsk.

Jeg skulle spille en smuk akkord.

F#m7.

Det var vist i sangen "Suzanne".

Da jeg skulle tage det greb, landede jeg med ansigtet nedad -

- på scenen.

Leonard vendte sig og så på mig.

"Vi må vist til at droppe de Mandrax."

Marianne og jeg holdt kontakten i 1970'erne og 1980'erne -

- med lejlighedsvise postkort og breve.

Hendes forslag om et samarbejde henrykkede mig.

Vi diskuterede forskellige ideer.

Marianne var meget bekymret for Axel.

Han havde været i Indien og taget mange stoffer.

Hun var vred på Axels far, som havde opmuntret ham.

Axel var indlagt i Oslo.

Marianne tilbragte mere tid hos ham.

Hun havde rejst lidt med Leonard -

- og de mødtes sporadisk i huset på Hydra.

Leonard boede også i Montreal med en kvinde ved navn Suzanne.

Jeg har læst tre biografier.

Det overraskede mig, at de delte det op.

Her var Marianne. Så var det slut.

Så var det Suzanne. Det var faktisk en lang periode -

- at han forsørgede to familier.

Når han var sammen med hende og Axel i huset på Hydra -

- følte han, at han hørte til der. Når han var hos Suzanne -

- og barnet i Montreal, følte han, at han hørte til der.

Så han var forvirret.

Suzanne var meget mere instinktiv.

Hun var 14 år yngre end ham.

Det var nok mange forskellige aspekter -

- som fik det til at gå i opløsning.

Man havde brug for en som Suzanne, der var...

Ordet "hensynsløs" falder mig ind.

Hun gjorde det, der skulle til for at binde Leonard til sig.

Det var De sorte panteres motto: Med alle forhåndenværende midler.

Det må man sige, at hun gjorde.

Hun vidste lige præcis, hvad hun skulle gøre og hvornår.

Det var som et edderkoppespind.

Der er noget frygteligt fascinerende ved edderkopper.

Meget fascinerende.

Leonard blev trukket ind i det, fordi det var så fascinerende.

Jeg ved ikke, hvad der var drivkraften i det.

Som Irving sagde: "Gør det forkerte."

Det gjorde han sørme med Suzanne.

Leonards søgen i livet trumfede det normale.

At falde til ro og stifte familie.

Leonard havde følelsen af, at han var på jagt efter noget -

- som han ikke kunne holde fast i.

Jeg tror ikke, at han ved, hvad han jagtede.

Det vidste han vist ikke.

Det gjorde, at alting blev mørkere.

Han levede i mørket.

Han kunne forsvinde i seks uger ad gangen.

Det var en dyb, dyb depression.

Når vi var i Europa og Tyskland, havde jeg aldrig set så mange blondiner.

Han var udnævnt til poet for de halvdeprimerede kvinder.

De kom grædende til ham. "Du reddede mit liv.

Jeg var sådan et mørkt sted, og dit mørke førte mig ud af det."

Det var noget, han udstrålede.

Han havde sit mørke tøj, og han var alvorsfuld.

Man så aldrig humoren. Han var virkelig sjov.

Når han stod på scenen, var det mørkt og ensomt.

Det var desperat.

De, som er villige til at ofre en generation til fordel for en anden.

Jeg ville fange hver enkelt sang -

- som om de var små vignetter.

De havde forskellige udtryk. Jeg brugte usædvanlige instrumenter.

En basun for at præge udtrykket -

- eller meget kolde strygere.

De skulle være som små film.

Vi kom tilbage og skulle indspille.

Han sagde, at han ville tage til Hydra.

"Vi gør det færdigt, når jeg er tilbage."

Jeg hørte ikke fra ham i... syv år.

Marty Machat, som var Leonards manager -

- var også manager for Phil Spector.

Han havde en aftale med Phil og Warner Bros.

Begge fik et kolossalt forskud.

Det var astronomisk i 1970'erne.

Marty sagde til Leonard: "Glem pladen med John.

Lav en med Phil Spector. Han er berømt. Den bliver et hit."

Det blev til Death of a Ladies' Man -

- som ikke er en af hans bedste.

Det skete på en besynderlig tid mit liv.

Det var tungt. Familien var i opløsning.

Jeg boede i Los Angeles. Det var en fremmedartet by.

Jeg mistede styringen med min familie -

- mit arbejde og mit liv.

Det var en meget dyster periode.

Da han kom ind i studiet, var han excentrisk.

Jeg vidste ikke, at han var gal.

Det vigtigste var våben.

Musikken var underordnet.

Han var bevæbnet. Det var hans venner og livvagter også.

Alle var fulde. Man gled i patroner.

Der var revolvere i ens hamburger.

Phil var ude af kontrol. Jeg kan huske -

- at han pressede en revolver i nakken på mig og sagde:

"Jeg elsker dig, Leonard."

"Det håber jeg sørme, Phil."

Hvis der var nogen, som skuffede, så var det mig.

Jeg var ikke i stand til at synge de sange.

En sang som "Memories" er en fantastisk melodi.

Teksten er rørende. Den har noget high school-agtigt over sig.

En dag stod Suzanne og lille Adam -

- der var på alder med min søn, da jeg kom til Hydra -

- i døråbningen.

Hun ville høre, hvornår jeg flyttede, så hun kunne flytte ind.

Jeg husker, at synet af hende gav mig en følelse af -

- at være lidt højere, stærkere, ældre og klogere.

Jeg indså noget, da jeg så hende.

Jeg pakkede roligt mine ting -

- tog Axel med mig og flyttede ud.

Marianne fik endelig nok. Hun rejste tilbage til Oslo.

Hendes mor ville have hende tilbage til et normalt liv.

Hun skulle blive sekretær, eller receptionist og leve normalt.

Det bestemte Marianne bestemte sig for.

Hun kom tilbage, blev sekretær, giftede sig med en nordmand -

- og blev stedmor for hans børn.

Hun levede et meget almindeligt liv.

Hun tog nogle gange til Hydra for at besøge venner.

Helt ud af det blå... Jeg havde lavet Songs for Rebecca.

Jeg hørte ikke fra Leonard, og jeg troede, at det var min skyld.

Han ringer og spørger, hvordan det går. Det er i 1984.

"Skal vi indspille en plade?"

"Ja... jeg har ventet på dit opkald."

Vi tog hen i studiet. Vi indspillede "Hallelujah" tidligt.

Han spillede den for mig.

Han havde lige købt en lille Casio-synthesizer.

Man kunne spille på den med en finger.

Han faldt pladask for den og ville bruge den. Det blev indspillet.

Vi var helt væltet bagover. "Det her bliver stort."

Leonard grinede. Selv Marty, som tvivlede på alt, hvad jeg lavede -

- var helt solgt.

Vi tog hen til Columbia. Walter Yetnikoff var den nye fyr.

Det var hans første store kunstner. Han kunne ikke lide det.

Citatet er berømt: "Du er genial, men jeg ved ikke, om du er særlig god."

Han sagde: "Vi udgiver ikke denne her."

Marty sagde til mig: "Jeg vidste, at du ville ødelægge hans karriere!

Den kan ikke udgives. Det er så skuffende. Det her er din skyld."

Han elskede den få timer før. Jeg sagde: "Hvad mener du?"

"De hader den og vil ikke udgive den."

Han gjorde et stort nummer ud af at smide min kontrakt ud.

Jeg fik aldrig underskrevet den. "Du arbejder ikke for Columbia mere."

Jeg skulle arbejde med et par andre kunstnere. Jeg var færdig.

Om morgenen troede vi, det var Cohens største plade.

Om eftermiddagen var jeg ude af branchen.

Det var en katastrofe. Så skete der det med Mount Baldy.

Det var en vigtig epoke i Leonards liv.

Jeg mødte ham ikke. Jeg var færdig i pladebranchen.

"HALLELUJAH" BLEV COHENS STORE SUCCESSANG

DER ER INDSPILLET OVER 300 COVERVERSIONER AF DEN

Den plade var så vigtig. Det var den ultimative lovsang.

Jeg har stadig ikke fået royalties.

Jeg tror, at gennem den søgen efter sin egen identitet -

- i alle årene på Hydra og andre steder...

Hendes første mand var forfatter.

Den anden var forfatter og sanger.

Hun fandt aldrig ud af, hvem hun selv var uafhængigt af dem.

Hun måtte vende tilbage hertil, før hun kunne finde sig selv.

Hun var et dejligt menneske. Meget kærlig og meget generøs.

Hun lyttede, når man talte. Det er der kun få, som gør.

Når man taler med folk, venter de ofte på selv at sige noget.

Hun var oprigtigt interesseret og lyttede.

Hun var umådeligt generøs og kærlig.

Jeg havde ikke været på Hydra i 40 år.

Før var det et sted, hvor man kunne leve billigt -

- men nu var det de riges legeplads.

Don Lowe er af de få fra det gamle Hydra -

- som bor i dette hus uden elektricitet eller vand.

Don foretrækker stearinlys, og han har en brønd.

Marianne præsenterede mig for Don i 1968.

Han har siden udgivet over 30 bøger selv.

Der er du jo.

Don har boet på Hydra i 60 år.

Han har ikke forladt øen i 25 år.

Jeg har bygget det her. Jeg ville ikke stå uden et sted at bo.

- Hvor er det smukt. - Ja, ikke?

Har dine børn lavet den?

- Nej, det har jeg. - Har du? Smukt.

Det er mit paradis. Her kan man lave mad og skrive.

Jeg har udsigt over havet.

Marianne skulle bo i huset der.

- Hvor skulle hun bo? - Der. Man kan se det.

Marianne var meget sød. Hun blev mere rolig med årene.

Det var aldrig let. Hver gang Leonard spillede koncert -

- blev hun trukket ind i det.

Hun blev inviteret til hans koncerter -

- og hun blev interviewet i Norge.

Så hun... Hun giftede sig med en herlig fyr.

De blev skilt, og så giftede de sig igen.

En meget sød mand. Nordmand.

Jeg blev rigtig glad for hende til sidst.

Vi havde ikke meget kontakt, da vi var yngre -

- men hun blev en rigtig god ven til sidst.

1994-1999 VAR LEONARDS LÆNGSTE OPHOLD I KLOSTERET

Jeg oplevede meget på turneen. Jeg rejste og spillede med musikere -

- men jeg havde ikke det, der skulle til for at nyde succesen.

Eller berømtheden. Jeg kunne aldrig finde den eller bruge den.

Er den ikke smuk?

Det liv faldt ham naturligt på grund af hans disciplin.

Han var en trofast tjener i mange år.

Han stod op kl. 3 hver morgen.

Jeg ved ikke, om jeg kunne klare noget af det, han lavede der.

Er det en lille en? Sort taske? Brun taske?

Hvad gjorde jeg med den? Den er herinde, Roshi.

- Min håndbagage. - Er den stadig i bilen?

- Ja. - Jaså.

- Vil du have noget at spise? - Nej. Vi venter.

Roshi var Leonards åndelige vejleder. Hans buddhistiske leder.

Han fik samling på ham. Det var som at have en forælder -

- hvis man tror, at man kan fristes til at falde i vandet.

Han blev hans krykke.

Det forbedrede hans fokus og koncentration.

Jeg prøver at lære noget om kærlighed.

Kærlighed er den aktivitet -

- som skaber kraften mellem mand og kvinde.

Den indlemmer det i hjertet -

- så man kan legemliggøre mand og kvinde, helvede og himmerige.

Så man kan forsone og holde på noget.

Så mand og kvinde bliver indholdet.

Så din kvinde bliver dit indhold -

- og du bliver hendes. Det er kærlighed.

Man genkender det ligeværdige i den udveksling.

Er hun mindre, kan hun ikke udfylde dig.

Er du større, kan du ikke udfylde hende.

Man skal forstå det. Magtbalancen skal være ligeligt fordelt.

Der er forskellige former for magt, magi og styrke.

Forskellige former for bevægelse, der næsten er som nat og dag.

Der er nat og dag. Der er månen og solen.

Jord og hav. Plus og minus. Himmel og helvede.

Der er modsætninger, men de er ligeværdige.

Jeg har erfaret det.

Man skal ikke ændre verden. Det er ingen revolution.

ETTER SEKS ÅR FORLOD LEONARD MUNKEKLOSTERET

Alle ved med garanti godt -

- hvad der skete, da han kom ned fra det bjerg. Han havde ingen penge.

Den person, han havde stolet på -

- som han ville have ofret sit liv for...

Det sagde han til mig.

De tog på familieferier sammen med børnene.

Hun havde lænset ham helt og holdent.

Det viste sig, at et venskab -

- som han troede, var ægte -

- endte med at være noget værre skidt.

Pengene lader til at være væk.

Hvad angår manageren, som var min kære ven...

Jeg holder stadig af hende.

Hun er blevet dømt til at betale flere millioner dollar -

- men...

Det lader ikke til, at hun kan betale dem.

Jeg burde vel være mere bekymret -

- men det er jeg ikke, så hvad kan jeg sige?

Der står han pludselig og er over 70 år.

Han har ingen penge.

Han sagde til mig, at han måtte på turne -

- så han kunne tjene penge. Han vidste ikke, om det gik.

Det er længe siden, jeg sidst stod på denne scene i London.

Det er vel 14-15 år siden.

Jeg har været 60 år.

Bare en ung knøs med en vild drøm.

Leonard var med et så populær. Han gik fra en lille turnebus -

- med to lydteknikere og tre roadies til 59 personer og sit eget fly.

Han tjente op mod 15 millioner dollar årligt.

En af de ti største udøvende kunstnere. Han gik fra at være udslettet -

- til at få en utrolig stjernestatus.

LEONARD GAV MARIANNE TO BILLETTER TIL KONCERTEN I OSLO

Det var en kærlighedshistorie med omkring 50 kapitler -

- uden at de var sammen.

En del af hendes hjerte var altid viet til Leonard.

Det er det smukke ved historien om Marianne og Leonard.

De havde viet et sted i hjertet til hinanden hele vejen.

Det endte ikke bittert. Det var smukt.

Det endte meget smukt.

En aften modtog jeg en sms.

"Jeg ligger på hospitalet. Jeg skal dø.

Pas godt på lille Axel og Jan, min mand."

Hun spurgte mig, om jeg kunne fortælle Leonard det.

Hun spurgte også, om jeg kunne tage et kamera med.

"Jeg har stadig noget at sige."

Om morgenen kom der et smukt brev fra Leonard til Marianne.

"Kæreste Marianne.

Jeg er lige bag dig. Så tæt på, at jeg kan holde din hånd.

Min gamle krop har givet op, ligesom også din har.

Jeg har aldrig glemt din kærlighed og skønhed -

- men det ved du godt. Jeg behøver ikke sige mere.

Hav en sikker rejse, kære ven. Vi ses senere.

Uendelig kærlighed og taknemmelighed. Din Leonard."

Det var meget smukt.

Meget smukt.

Han er måske så heldig, at han bliver masseret af en Suzanne?

Man ved jo aldrig.

Det smukke var, at denne gamle og syge mand -

- rakte ud efter sin gamle og syge kæreste.

Han sendte hende et budskab, som hun altid havde ønsket at høre.

Jeg tror, at...

For Marianne var ringen sluttet. Det startede med, at hun forlod Oslo -

- da hun tog på eventyr med Axel.

Hun mødte Leonard og mistede Leonard.

Hun mødte Jan.

Hun havde problemer med sin søn.

Da hun modtog det kærlighedsbrev fra Leonard -

- følte hun nok, at det hele var fuldført.

Det er det, kærlighedens ord kan gøre.

MARIANNE OG LEONARD DØDE MED TRE MÅNEDERS MELLEMRUM

Grækenland er et godt sted at betragte månen.

Man kan læse i måneskin. Man kan læse ude på terrassen.

Man ser det samme ansigt, som var der, da man var barn.

Dengang lyset var fint. Olielamper. Levende lys.

Korkpropper med små flammer, der flød rundt i olivenolie.

Jeg har ikke glemt det, jeg elskede ved mit gamle liv.

Det lever i rygmarven. Marianne og barnet.

Kærlige dage.

Det bølger gennem rygmarven og manifesterer sig som tårer.

Jeg beder til, at de også sidder tilbage med kærlige minder.

De dyrebare, som jeg ofrede til fordel for -

- at lære om verden.

Tekst: Camilla Mills