All language subtitles for Ved Verdens Ende (2009)

Downloaded from
YTS.BZ

Official YIFY movies site:
YTS.BZ

Her, dybt inde i Sumatras jungle, -

- hvor kun få mennesker
har sat deres ben, -

- kan man være heldig at se
en enestående frøart.

Nemlig "den grønne lårfrø".

Dens sky væsen -

- og bemærkelsesværdige evne
til at gå i ét med sine omgivelser -

- gør den til
et usædvanligt sjældent syn.

Men hvis du ser godt efter ...

... kan det være, den dukker op ...

... lige for øjnene af dig.

- Hvor pokker blev den af?
- Det ved jeg ikke.

De finder den lige straks, James.

De kan lave voodoo og mase knogler
ind i alle ansigtets åbninger, -

- så hvorfor kan ikke én af dem få
en forbandet frø til at sidde stille?

- Vi kunne klippe den ind.
- Nej, den skal ikke klippes ind!

Folk skal se mig i de her omgivelser
med det forbandede dyr.

(taler indonesisk)

Han siger "kom".

Du skal sige "nej".
Han skal komme herhen.

- Han skal få frøen herhen.
- Han har fundet noget. Kom.

Kom så.

Utroligt.

- Den er smuk.
- De har aldrig set blomsten før.

- Den er farlig.
- Nå, siger de det?

Ja. Den dræber alt skovbundens liv.
Den er meget farlig.

Hvis dine kolleger mener det,
kan de tage og skride.

- Tak.
- Rudy? Så skal der optages.

- Hvad med frøen?
- Den kan rende mig.

Jeg har jo lige opdaget en ny art.

- Der skal improviseres. Er du klar?
- Ja.

Her, dybt inde i Sumatras jungle ...

(skud)

- Skyd ikke.
- Rør den ikke!

I skulle ikke have rørt ved hende ...
Hvorfor gjorde I det?

- Jeg forstår ikke.
- I må ikke være her. Hvem er I?

Vi optager en dokumentarfilm for BBC.
Dræb mig ikke! Jeg er fra Dortmund!

I skulle ikke have rørt hende.
(tysker skriger)

(fugleskrig)

(kvækken)

- Godmorgen, Adrian.
- Godmorgen, Jesper.

Godmorgen.

- Godmorgen.
- Det er koldt.

- Ej, du har fået ny jakke.
- Nej, det ... er en gammel sag.

- Den har jeg haft længe.
- Nå.

- Den ser ellers ny ud.
- Nej.

- Men du har røget.
- Røget? Nej.

- Jeg er ikkeryger nu, så det ...
- Det kan jeg da lugte, altså.

- Er der kaffe på kanden derinde?
- Nej, du skal op til Jacobsen nu.

- Hvorfor?
- En ny observant.

- Jeg kan jo ikke tage flere.
- Du skulle bare komme op til ham.

Nu går jeg op og banker i bordet.

Gør det. Er du sikker på,
den jakke ikke er ny?

Ja, Beate.
Og så tag det tyggegummi ud.

- Du bruger mælk, ikke?
- Jo tak.

Ja.

Ja, Adrian. Jeg ved godt, der bliver
trukket på dig for øjeblikket.

- Nå, så er det heller ikke værre ...
- Jo jo. Du har nok at se til.

Men jeg har snakket med din far.
Werner og jeg er blevet enige om, -

- at en opgave af den her type
vil være godt for dig.

- Du har talt med min far?
- Mm.

Hvad er det?

Et engelsk tv-hold
er blevet skudt ned på Sumatra.

Manden, der affyrede skuddene,
var dansk statsborger -

- og lyder navnet Severin Geertsen.

Der har været politisk tovtrækkeri,
og nu står han til dødsstraf.

Og jeg ved jo, at du er ikke
meget for den slags.

Nej.

Nej nej, men det er jeg
da heller ikke selv.

Men sagen er temmelig kompliceret,
og så er der den lille ...

- ... detalje, at han ikke findes.
- Øh, hvordan tænker du?

Det pas, hvori hans navn står,
er udstedt i 1906, -

- og den Severin Geertsen, han påstår
at være, er født på Østerbro i 1880.

Mm. Han siger,
han er 129 år gammel, -

- og han har fundet en blomst og har
holdt sig ung ved at spise bladene.

- Kan du se, hvor det bærer hen?
- Nej.

Konsulatet mener, han er dansker.

Udenrigsministeriet håber,
han kan erklæres mentalt forstyrret.

Så kan han slippe for dødsstraf.

Indoneserne mener, han spiller
komedie for ikke at blive hængt.

- Men er det ikke også tilfældet?
- Jo, det er også min vurdering.

Se, det, du skal gøre, Adrian,
er at tage til Jakarta -

- og foretage en grundig og retfærdig
evaluering af hans mentale tilstand.

Det kunne være meget interessant
at finde ud af, -

- hvem han i virkeligheden er.

Hold da op. Ja.

Øh, hvis man
kan redde et menneske ...

Redder man hele verden.
Det vidste jeg, du ville sige.

Du, hvordan går det med tobakken?
Er du stadig holdt op med at ryge?

Ja, for søren ...
Det er helt slut med det.

Det vil sikkert også glæde Werner.

Bare det, at man kan lugte igen,
og man kan ... smage igen.

- Smage på livet.
- Ja.

Det kunne jeg godt unde dig, Ole.

Måske ville han lige have haft tid
til at tænke over det.

Der er ikke så meget at tænke over.
Alle psykiatere ville dø for den sag.

Hvis Adrian skal få
en velfungerende praksis, -

- så skal han tage sager som den her.
Han er jo ikke nogen vårhare længere.

- Det er en drømmesag, det her.
- Ja, selvfølgelig.

Men det er jo bare ikke rart
at føle sig overbelastet.

Overbelastet? Han skulle opleve,
hvordan det var i gamle dage.

- Det var overbelastning.
- Ja, selvfølgelig.

Sådan er det, når man ikke er nået
længere op ad stigen i Adrians alder.

Så må man tage
de mærkesager her.

Spil dine kort rigtigt denne gang,
så bemærkes dit navn i ministerierne.

Og så åbner der lige pludselig
en række muligheder.

Det kunne jo være sjovt at besøge
sin søn på en privatklinik i Schweiz.

Ih, der er så dejligt i Schweiz.
Jamen synes du ikke det, skat?

Jo. Hvis man kan lide kogt ost.

Skal du nu til at være sjov?

Ostefondue er blevet spist
gennem århundreder.

- Hvad sjov er der ved det?
- Nej, det var bare, fordi mor ...

- Ej, vi glemmer det bare.
- Ja, lad os det. Lad os ...

... lade være med at tage ansvar
for noget og bare være underlige.

Gå underligt klædt
og lade være med at få kone og børn.

Være en sær snegl, mens din mor
lige har fået konstateret lungekræft.

Nej, Werner.

Hun har mindre end
tre måneder tilbage at leve i.

Lad os da glemme det også
og bare være underlige.

- Hold op med det, Werner.
- Mor?

Lad nu være, skat. Din far skal jo
altid male fanden på væggen.

Læge Phillipsen siger,
at jeg i hvert fald har mindst et år.

Så vi gider ikke snakke om det.

Nej, nu laver jeg noget frisk kaffe.

Ej ...

Det er altså ikke kylling, det her.
Det kan det simpelthen ikke være.

Og advocadoen er helt smattet.

Er din også helt smattet?

Adrian?

Er din advocado også helt smattet?
Din advocado.

Kan du ikke være stille to sekunder?
Jeg sidder og sover.

Er du bøsse, Adrian?

Nej, hvorfor skulle ...?

Folk synes, det er mærkeligt,
du aldrig har haft en kæreste.

Det hedder avocado, Beate.
Avocado uden D. Det er en grøntsag.

Den har ikke en juridisk
embedseksamen. A-VO-CA-DO.

- Nej, jeg tror, det er en frugt.
- Det gør ikke noget.

Mikael Feldt, det danske konsulat.
Velkommen til Jakarta.

- Tag bagagen.
- Javel.

- De sørger for kufferterne.
- Det er min den røde.

Det er jo ikke luksus, men der er
aircondition, så I kan sove godt.

- Er der pool?
- Nej, desværre.

Men konsulen holder
en middag i morgen, -

- og han har en pool,
som I sikkert må låne.

(ringer op)

- Det er Bitten.
- Mor?

Hej, skat.
Nå, er du kommet godt derud?

Ja.

- Ryger du?
- Nej.

(begge griner)
Nej, det gør jeg ikke.

Ved du hvad,
hvad er klokken ude der nu?

- Den er lidt i syv.
- Mm, ja.

Og her ...
Jeg har det meget godt.

Din far er på bukkejagt
med Jacobsen, -

- og jeg går så bare rundt
herhjemme og rydder lidt op.

- Ville du noget?
- Bare snakke.

(telefon ringer)
Der er nogen, der ringer hos dig.

- Tak, fordi du ringede.
- Hej.

- Ja?
- Er dit værelse også vildt lille?

Jeg lægger på nu.
Vi har en hård dag i morgen.

Men hvad skal vi gøre med mad?
Der er kun peanuts i minibaren.

- Gå i seng, Beate.
- Men jeg er skidesult...

Åh, for ...

Kom nu.

(banker på døren)

- Rene håndklæder?
- Mange tak.

Øh, toilettet virker ikke.

Toilettet er ... Det ved jeg ikke.
Du ved, toilet?

- Chokolade?
- Nej nej.

Toilettet er ... i stykker.
Må jeg vise dig det?

Vil du være sød at komme med?
Det tager ikke så lang tid.

Kom og se. Se der.

Nej nej, det er ikke min.
Men da ...

Og når jeg gør sådan her ...

Nå ...

Det er underligt, fordi ...
Nej. Nej nej!

Beate!

Lad være med at røre mig! Beate!

- Beate! Lad være med at røre mig!
- Hvad sker der?

Ring til konsulatet! Ring!

Kan du lide at vise kvinder din lort?
Tænder du på det?

- Toilettet virkede ikke.
- Din lortesexmaskine.

- Er du også til børn? Din sexturist.
- Sexturist? Nej.

Må jeg få mit ur igen?
Det er fra min far.

Det er mit ur nu! Forstået?

- Ring til det danske konsulat.
- Nej, perverse lortemand!

- Hør nu ...
- Hold kæft!

- Jeg ...
- Hold så kæft!

Hvad?

(der tales indonesisk)

- Du kommer ud nu.
- Det er en misforståelse, Mikael.

- Bare kom med.
- De slog mig med en taburet.

Her.

Værsgo, de gik af med det.

De gik af med det?
Det er absurd. Det er mit ur.

Kom nu, kom nu.

Hvad er det der?

Det behøver du ikke
at bekymre dig om. Kom.

Hvis der lå en lort,
hvorfor tog du hende så med derud?

Fordi det ikke virkede,
siger jeg til dig. Det duede ikke.

- Og så viste du hende din lort?
- Det var ikke min lort. Fat det.

- Kan du ikke tage tyggegummiet ud?
- Det er ikke noget, du bestemmer.

- Det er klamt at vise en lort frem.
- Jeg viste ikke noget frem, Beate.

Toilettet virkede ikke,
så jeg tog hende med derud.

- Og viste hende lorten.
- Ja, så hun kunne forstå det, Beate!

Men så virkede det, og hvad er det
for noget at slå folk med møbler?

Og så stjæle mit ur!

Vi må lægge det her bag os,
så vi er friske til i morgen.

- De må få én blok og én blyant med.
- Én blyant, javel. Tak.

Man kan ikke se på ham,
han er psykopat.

- Er du nervøs?
- Nej nej, selvfølgelig ikke.

I må have én blok
og én kuglepen med ind.

I skal tale højt. I har ti minutter,
og I må ikke røre glasset.

Jeg behøver en time
for at danne mig et billede.

Men sådan gør de her,
og det må man vænne sig til.

Godmorgen ...
Jamen jeg hedder Adrian Gabrielsen.

Jeg er psykiater fra den danske
kriminalforsorg. Det er Beate Meyer.

- Må vi sætte os?
- Endelig.

Tak.

Jamen øh ...

Jeg skal starte med at spørge,
om du ved, hvorfor vi er her?

De er vel endnu én, der skal afgøre,
om jeg er skør eller ej.

Ja.

Vi bruger ikke lige den terminologi,
men det kan du godt kalde det.

Øh, men forstår du måske,
hvorfor de ikke tror på din historie?

Ja. Men jeg har ikke andre muligheder
end at holde mig til sandheden.

Nej.

Men øh, lad os starte fra en ende af.
Dit fulde navn?

Severin Geertsen.

- Og du er født hvornår?
- 13. august 1880. København.

Han spørger, hvornår han er født,
og han siger den 13. august 1880.

Sidst jeg satte fod på dansk jord,
var 4. juni 1912.

Vi sejlede ud fra København
med motorskibet Selandia -

- fra Det Østasiatiske Kompagni,
mod Manila.

- Hvorfor?
- Som del af en ekspedition.

Han spørger, hvorfor han rejste.

Han siger,
han var med i en ekspedition.

- Ekspeditionen, var det en succes?
- Nej.

Vi blev ramt af det ene uheld
efter det andet. Tyfus, malaria.

Ekspeditionen blev opløst.
Ad omveje endte jeg i Australien.

Jeg meldte mig til hæren.

- Så du var i krig, siger du?
- Ja, jeg var ved Gallipoli.

- Vi snakker første verdenskrig?
- Jeg har sagt det om og om igen.

Jeg tror ikke, det fører til noget.
I forstår ikke, jeg kan sidde her, -

- og derfor vil I aldrig tro på,
at jeg er den, jeg er!

Nej, det er, fordi hvis vi antager,
din historie er rigtig, så ...

... er du hundrede og hvad?

- 129.
- 129 år. Det ...

... er noget af en alder.

- Men det er så bladene fra blomsten?
- Min blomst.

- Som holder dig ung. Er det sådan?
- Ja.

- Hvad forventer du nu?
- Forventer?

Ja, du har trods alt ...

- ... skudt otte mennesker.
- De skulle ikke have rørt Hedvig.

- Hedvig?
- Min blomst.

De taler om en blomst.

- Er De min ven, Adrian Gabrielsen?
- Ja, det vil jeg da sige, jeg er.

Kom her, Adrian. Kom her.

- Hvad sagde han?
- Det hørte jeg ikke.

Når den blå slange
bider sig i halen ...

- Hvad siger han?
- Det kan jeg ikke høre.

Få dem ud derfra!

Du skal ikke røre mig!

Hvad laver du?

- Du måtte ikke nærme dig ham!
- Der var glas imellem.

- Hvad siger han?
- Hvad sagde han? Helt præcist.

- Min tavshedspligt forbyder ...
- Hvad sagde han?

- En blå slange vil bide mig i foden.
- Hvad?

Han sagde, at en blå slange
vil bide ham i foden.

- I foden?
- Hvad sagde han ellers?

- Jeg hørte det ikke ...
- Hvad mere?

På den danske regerings vegne
beklager jeg dybt. Det ...

Det er en misforståelse!

Pis, pis, pis ...

De er ikke til at stikke i. De vil
ikke acceptere, at I ser ham igen.

Er det ikke
en grotesk overreaktion?

Herude overholder man loven.

Specielt i den her sag.
De vil køre os ud på et sidespor.

- Så de kan henrette ham.
- Det gør de ikke. Han er for vigtig.

- Hvad mener du?
- Jeg forstår det ikke.

- De tror på hans historie?
- Historie?

De tror, blomsten findes? Det er jo
vanvid. Manden er jo psykisk ustabil.

De er opsat på at finde den plante.

Det her er det dummeste,
jeg nogensinde har hørt. Hvad så nu?

Det må vi finde ud af.
I får ham ikke at se.

Det danske udenrigsministerium
må træde ind.

Det sidste, de hørte, var, at du
viste din afføring til hele byen.

- Nu stopper det.
- Hvad med middagen med konsulen?

Den er aflyst. I køres til hotellet.
Vi afventer en beslutning hjemmefra.

Det ...

Jeg troede, sådan nogen som Severin
valgte at være en berømthed.

- Altså, Napoleon eller Cæsar ...
- Ikke altid.

- Hvorfor en botaniker fra Østerbro?
- Der kan være mange grunde.

Det kunne da være sjovt at undersøge,
om hans oplysninger er rigtige.

- Jeg blander mig ikke.
- Han virkede overbevisende.

Klart. Han har en multipel
personlighedsforstyrrelse.

Det er stadig en smuk tanke,
at der findes en ...

... fin lillebitte blomst ude i den
store skov, som gør, man aldrig dør.

De tror på det, og han tror på det.
Vi er de eneste, der ikke gør.

Vi er logisk tænkende mennesker.
Når folk ønsker sig, at noget er, -

- vil de tilsidesætte hvad som helst.
Al logisk tænkning, ikke?

Som når du overbeviser dig selv om,
du har råd til en lampefarvet kjole.

Så ved du, at du i bund og grund ikke
har råd, men du må bare eje den.

Du er sgu så skidekedelig.
Godt, vi ikke er gift.

- Hej.
- Hej.

- Tak.
- Værsgo.

Tak.

- Skal du nu drikke som et svin?
- Ja.

Om jeg begriber,
hvordan du fik ansættelse hos os.

Det var heller ikke gået, hvis ikke
jeg havde vist patter til samtalen.

Jeg går tilbage til hotellet.

Godaften.

Adrian?

Godmorgen.

- Uh, den er varm, den her.
- Ja.

- Har du ikke været hjemme?
- Nej. Det er simpelthen så vildt.

- Har du været i byen indtil nu?
- En stærk kop kaffe uden mælk. Tak.

Du kan ikke gå ud på den her måde.
Vi er her i embeds medfør.

- Jeg har været på netcafé.
- Men vi skal hen på konsulatet.

Du sagde, jeg måtte bruge min fritid
til det, jeg ville. Prøv lige at se.

En Severin Geertsen forlod Danmark
i 1912 og kom aldrig hjem.

Skibet Selandia og datoen passer.
Men det bliver bedre endnu.

- På tabslisterne over Gallopolo ...
- Gallipoli.

Jeg kunne ikke finde det først, fordi
det er i Tyrkiet. Men en australier -

- ved navn Severin Geertsen blev
såret og sendt til England i 1917.

Og i 1918 synker en troppetransport
på vej til Australien -

- ud for Sumatras vestkyst.
Hvem drukner der?

Severin Geertsen.

Tænk dig om. Hvis du har kunnet finde
alt det her, så har han også kunnet.

- Hvorfor skulle han gøre det?
- Han har taget en andens identitet.

Men hvorfor skulle han gøre det?
Hvad hviskede han til dig i går?

At hvis en blå slange bider mig, skal
jeg træde på halen. Ellers dør jeg.

- Nu tager jeg på konsulatet.
- Skal jeg ikke med?

Så skynd dig. Gå op og skift.

Er du alligevel ikke
lidt imponeret over mig?

- Ikke synderligt, vil jeg sige.
- Hold dog op, det er du.

Mr. Gabrielsen?

- Ja. Er I fra det danske konsulat?
- Følg med.

Vi skal lige have min sekretær med.
Hun er ...

Vær venlig at følge med.

- Goddag.
- Goddag.

- De skal træffe mr. Pudovski.
- Javel.

Hvem er denne ... mr. Pudovski?

Mr. Pudovski,
Deres gæst er ankommet.

- Goddag. Godt at møde dig.
- I lige måde.

- Hvorfor er vi her?
- Tror du på Gud?

- Tror du på Gud?
- Nej ...

Nej, vel? Hvordan kan man tro på
en sadistisk galning, -

- der har skruet verden sammen
på så syg en måde?

Men hvis man kunne bryde
den her syge, skøre rutine, -

- skulle man ikke bruge 99 % af sit
liv på at forsøge at undslippe døden.

Tænk dig, hvilket lys
der ville falde på Jorden, -

- hvor selv den mindste skabning
ville få betydning, -

- og du ville kunne gribe om
Det Evige Livs Blomst.

- Wow.
- Nemlig.

Har du besøgt Severin Geertsen?

Ja, det har jeg.

Hvordan har han det?

Jeg må ikke udtale mig om
mine patienter.

Tror du ikke, at den situation,
du befinder dig i nu ...

... fratager dig den luksus
at kunne vælge selv?

- Han har det fint.
- Jaså?

Jeg ... har kun mødt ham én gang.

Har han sagt noget til dig
om en blomst?

- Øh ... Ja, det har han.
- Jaså?

Men jeg ved ikke, hvor den er.
Det sagde han desværre ikke.

- Sagde han ikke andet?
- Jo ...

- Han talte om en slange.
- Ja, den har jeg hørt om.

- Uddybede han det ikke?
- Nej, slet ikke. Han ...

Jeg ved, hvad du vil have,
men han sagde ikke mere.

Javel. Tom!

Kom lige herhen.

Skyd ham i begge arme.

Nej nej! Nej!

Jeg ved ikke noget.

Måske taler han sandt.
Skyd ham bare i den ene arm.

Lad være med at røre mig!

(skud)

Hey hey.

Bliv dér!

Sig, de skal smide våbnene
og gå derhen!

Smid våbnet.

Smid dem så!
Ellers skyder han mig!

Sådan.

Hvad så nu?

(skyder)

Okay. Bliv, hvor I er.

I skal alle sammen blive,
hvor I er!

Ah ...

- Bliv, hvor I er!
- Vi rører os ikke.

Nå, så mødes vi igen, lortemand.

Den her gang kommer du ikke ud,
og du stjæler ikke dit Rolex tilbage.

Den her gang
er du virkelig i fedtefadet!

- Må jeg ringe til min advokat?
- Hold kæft!

Du har slået én ihjel.
Du er færdig!

- Hør nu her ...
- Hold så kæft!

- Jeg har vist ret til ...
- Hold så kæft!

Selvfølgelig må de ikke slå dig
med møbler og tage dit ur.

- Men du har større problemer.
- Jeg skød i selvforsvar.

Jeg vil redde liv. Jeg ville aldrig
tage et andet menneskes liv.

- Jeg har aldrig rørt et våben før.
- Du er blevet taget med en pistol.

I selvforsvar!
Undskyld, undskyld.

- Det var i selvforsvar.
- Ja, men sådan ser de ikke på det.

Det er ...

Okay.

- Hvor lang tid skal jeg sidde her?
- Det afhænger af Severins sag.

Vi sender Beate hjem i morgen,
og din chef flyver ind i aften.

Hvis alt går vel, får vi lov til
at besøge dig igen om seks uger.

- Seks uger?
- Seks til ti uger.

Men det er ikke det værste.

- Vil du, Beate?
- Tak, Mikael.

Din mor ligger på intensivafdelingen.
Det ser ikke for godt ud.

Men jeg kan godt tage en besked
med hjem til hende ...

Åh, for helvede ...

Okay. Det er lidt hårdt,
men jeg skal nok lade den gå videre.

De kom, fordi de troede,
jeg vidste, hvor blomsten var.

De tror, den findes.

Det gør jeg også.

(der tales indonesisk)

- Hav det godt.
- Vi ses snart, Adrian.

Hvad sker der? Hvor er han?

(der høres skrig)

(der høres stemmer)

(skriger)

- Har han sagt noget?
- Nej.

Han bliver bare ved med
at kalde mig kylling.

- Kylling?
- Ja, kylling.

Vi får ikke mere ud af ham.

(siger som en høne)

Skru op!

- Hvis vi skruer op, dør han.
- Det kan ikke blive ved. Skru op!

Javel.

(Severin skriger)

Pulsen er meget lav.
Hvad skal vi gøre ved ham?

Løs ham og hent den anden.

Af sted!

- Kom så.
- Jeg kan godt gå selv. Slip mig!

Kan du se din ven der?
Hans hjerne koger.

Hvis du ikke åbner munden,
kommer din hjerne også til at koge.

Jeg ved ikke noget.
Jeg ... aner ikke noget som helst.

Han er ikke min ven.
Jeg ved ikke noget.

- Du talte med mr. Pudovski.
- Jeg ved intet.

- Kom i gang!
- Lad være med at røre mig!

Lad være med at røre mig!

Lad være med at røre mig!

(skud)

(Adrian skriger)

Ti stille.

Ti dog stille, mand!

Tag nøglerne der. Kom.

Du er et godt menneske, Adrian.

Hvis vi kommer ud herfra,
så skal du nok få del i Hedvig.

Tag et våben.

Kom så. Kom nu.

- Adrian, kom.
- Hvad med telefonen?

Hvad?

Slå alarm! Af sted!

(skud)

(Severin skyder)

Hvad laver du?
Hvorfor skyder du hende?

Jamen det ...

Der kommer jeg nok til kort.

Fra nu af holder vi igen med at skyde
folk, medmindre de skyder på dig.

Det er godt tænkt, Adrian.
Vi gør det sådan der.

Av!
(alarm lyder)

Adrian!

- Det er da en dejlig suppe, det her.
- Mm.

De kan noget med hvidløg.
Som Kipling siger.

Ja. Var din mad også
helt vildt ulækker på flyveren?

- Næ, den smagte da fint, synes jeg.
- Min var totalt klam.

De sagde, det var kylling, men det
tror jeg ikke. Og noget advocado ...

Adrian Gabrielsen og Severin
Geertsen er stukket af fra fængslet.

Der var op mod 12 dræbte.

- Aj, han har ikke skudt flere nu.
- 12? Hvordan det?

Jeg ved det ikke.
Det her får konsekvenser.

Kom nu.

(telefon ringer)
Gud, hvor pinligt.

Den ringer ellers aldrig.
Det må I virkelig undskylde.

(telefon ringer)

Tag den.
De har ikke andre at ringe til.

Så er det lige det med, hvor den er.
Kender I det? Man får så meget ...

(udrykning)

Nå, tada! Der var den.

- Beate.
- Det er Adrian.

Sjovt, vi snakkede lige om jer.

Spørg, hvor de er.

- Adrian, øh, ti lige stille.
- Hvor er du henne?

- Vi har noget middag på konsulatet.
- Middag? Nu stopper det.

- Jeg er blevet skudt på.
- Nå, okay. Hvor er I, siger du?

Under en bro ved en flod.

Der er en bygning,
hvor der står ...

"Sonny".

Sony.

En bygning, hvor der står Sony.

- Sig, de må hente os.
- Har vi en bil?

- Vi sender min blå Range Rover.
- Nej!

- De skal sateme ikke herind!
- Ja, vi sender en blå Range Rover.

Så hold øje med den, ikke?
Okay. Hej.

Ja.

I kan ikke være her.
De finder snart ud af, vi har jer.

Og så stormer de konsulatet.

- I behøvede ikke at skyde så mange.
- Jeg har ikke skudt nogen.

Kun ham i går. Men han prøvede
at blæse 8.000 volt gennem min krop.

- Underordnet. I kan ikke være her!
- Prøv at høre stille og roligt.

- Det er en uskyldig statsansat ...
- De blæser os i småstumper.

Vi er ikke færdige med at ombygge
efter Muhammed-tegningerne.

Det her er værre. Det er
en udenrigspolitisk katastrofe.

- Ingen ambassade vil tage jer.
- Jeg har ikke sovet i 30 timer.

- Tøj, penge og et køretøj.
- Hvad?

Kunne I ikke hjælpe en landsmand
med tøj, penge og et køretøj?

Og så?

Så vil jeg køre, til skoven begynder,
og derfra ... finde hjem til Hedvig.

- Hedvig?
- Blomsten.

- Nej, nu må I kraftedeme holde op.
- Hvordan kommer vi hjem?

Jeg kan få Beate på et fly,
men jer to ...

I er eftersøgt.
Jeg kan ikke få jer til lufthavnen.

Det kan da ikke være rigtigt.
Der må da være en udvej.

Den eneste vej ud af landet
er gennem junglen. Ud til kysten, -

- find en båd og kom til
Malaysia eller Singapore.

- Gennem junglen?
- Kom med mig. Vi skal samme vej.

- Ole.
- Det er nok den eneste mulighed.

- Skal vi komme af sted?
- Undskyld, hvor langt tror I, I når?

De leder efter to europæiske mænd.
Hvordan vil I gemme jer?

- Så tager jeg også med.
- Nej, du kan sagtens komme ud.

Hvis de leder efter to mænd,
er det bedre, jeg kører.

- Okay, men vi gider ikke vente.
- Nej, det kommer I da ikke til.

Sådan. Den her samtale har aldrig
fundet sted. Det er vi vel enige om.

Hallo?

Er der nogen? Undskyld?
(der svares på indonesisk)

Godmorgen.
Så er der morgenmad.

De var søde, men kunne ikke give igen
på store sedler, så vi skal veksle.

Kan vi snakke senere?
Mine ben sover.

Jo jo, slap dog af.

- Altså, du har købt vand, ikke?
- Jo jo, der er en flaske dernede.

- Én flaske?
- Sådan en halvandenliters.

Men vi har spillekort med
en kinesisk Elvis?

Ja, til om aftenen.

Hvis vi sætter bilen
en kilometers penge længere oppe -

- og går ind uberørte, så har vi vel
en ... fem-seks dage til fods.

- Fem-seks dage?
- Ja, måske syv.

- Der må da være en anden vej.
- Nej nej, der er kun jungle.

- Jeg kan næsten ikke vente.
- Nej, ind og spille fisk med Beate.

Der står nogle soldater på vejen.

- Skal jeg vende om?
- Ja.

- Nej!
- Tal til dem.

- Spørg om vej. Sig, du er turist.
- Det tror de da ikke på.

- Find på noget.
- Hvad?

Sig, du ikke er så god
til engelsk ... Find på noget.

Bare virk selvsikker.

- Goddag.
- Hej.

Jeres bil ... holder i vejen.

- Må jeg se dine papirer?
- Rolig nu.

- Taler du engelsk?
- Papirer.

Hvis du ikke taler engelsk,
må jeg nok bede dig flytte bilen.

- Pas.
- Hør her, lille gule mand.

Nu får du én sidste chance til at
flytte bilen, så jeg kan komme forbi.

Kig i bagagerummet.

Sæt dig!

Hvad laver du?

Luk op.

Skyd!

Beate?

Beate?

Beate!

Beate!

- Er de døde?
- Det må man sige.

- Hold da op.
- Hvad i alverden sagde du til dem?

Jeg blev nervøs.

- Prøv at se nu.
- Den kan ikke køre igen.

Tag, hvad I skal bruge.
Beate, tag støvlerne på.

Vi skal ud i det grønne.

- Talte jeg meget grimt?
- Overhovedet ikke.

De var da selv ubehøvlede.
Kom så.

Der kan ikke ske noget.
Jeg har maskinpistol og granater.

Og du har fået ordentligt fodtøj.
Kom så.

Adrian, nu!

(insekt summer)

- Behøver du at hakke skoven ned?
- Den gror frem igen.

Det er ret nemt at følge efter os,
når du har hakket en hel tunnel ud.

Du har ret. Det er godt tænkt.

Du er ikke så dårlig til det her,
Adrian. Tag den her.

Det er du altså ikke, Adrian.

Men du hakker videre.

Den der blomst der, ikke?
Er der så kun den ene af dem?

- Så vidt jeg ved, så er hun unik.
- Hvordan ser ... hun ud?

Ah, hun er smuk. Det smukkeste,
du har set. Bladene er hvide som sne.

- Er det dem, du spiser?
- Ja.

- Gror de ud, når du har plukket dem?
- Man plukker ikke Hedvig.

Hun giver.

Hver nat lader hun
et blad eller to falde mod jorden.

- Fint.
- Så bladene giver liv?

- Ja. Det er fra bladene, det kommer.
- Det er det nemlig.

Vi skal over på den anden side af
bjerget inden solnedgang og slå lejr.

Helt derovre?

Hvorfor ...?

En, to, tre biler, håndvåben,
granater. De er meget mobile.

De fanger dem hurtigt.

General Karel
lader dem ikke slippe væk.

Alt går tabt,
hvis han får fat i dem først.

Følg nu bare sporet.
Lad dem klare det hårde arbejde.

- Vi venter.
- Javel.

Så du har boet i junglen
hele dit liv?

- Nej, godt og vel 80 år snart.
- Og du har ikke været inde i byen?

Ikke på det sidste. Jeg havde
en veninde ikke så langt herfra.

Men hun ... flyttede over
på sydsiden. Var det i 65?

Nå, for søren. Så har du ikke
været derinde siden?

- Nej.
- Hold op med det krydsforhør.

Interessant, han ikke har været
sammen med en kvinde i 40 år.

- Det har du da heller ikke.
- Gider du godt ...?

- Og spyt det tyggegummi ud.
- Shh.

Han har haft chancen. Jeg har bagt
på ham i årevis, men han vil ikke.

Adrian har ret.
Spyt det tyggegummi ud.

- Hold op, det er bare et tyggegummi.
- Der er ikke noget, der bare er.

Alting har en mening.
En funktion, man ikke skal misbruge.

- Forstår du det?
- Det tror jeg ikke.

Nu skal jeg fortælle dig en historie,
der kan illustrere, hvad jeg mener.

Fedt! Dengang jeg var lille,
plejede jeg at plage ...

Ja. Da jeg var dreng, boede der en
tømrermester ved søerne. Lille Jens.

- Dengang i 1800-et eller andet?
- Ja.

Men Lille Jens drak vel
som alle tømrermestre en ...

... 10-15 øl om dagen.
Og efter mange års intens træning -

- havde han fået nogle færdigheder
med hensyn til åbningsprocessen.

Han kunne åbne sin Carlsberg med alt
fra en fukssvans til et loddebræt.

Og flot, farverigt så det ud.
Altså, vi børn ...

Vi jublede, hver gang
kapslen sprang mod himlen, og ...

Men en dag gik det galt.

På en kedelig regnvejrsdag
fejlede mesteren.

Kapslen slog en lille flig af
flaskens munding, -

- og uden Lille Jens lagde mærke til
det, så faldt glasskåret ned i øllen.

Ej, det kan sgu da være helt
vildt farligt. Hvad skete der? Ej ...

- Døde han?
- Ja. Kort tid efter i store smerter.

Og da efteråret kom, tog hans søde
kone Else Marie sig selv af dage.

- Ej, det var da en trist historie.
- Det er nemlig en trist historie.

Det er trist, at ingen introducerede
Lille Jens for oplukkeren.

Det går aldrig godt, hvis redskaber
ikke bruges til deres formål.

Alting har en mening.
En funktion.

Koen giver mælk.
Kornet giver brød.

Og hvis man tygger noget,
så skal man også synke det.

Sov I bare.
Vi har en lang dag i morgen.

Vi går ned ad floden,
så vi ikke efterlader nogen spor.

Tror du stadig ikke på ham?

Jeg tror i hvert fald ikke, der var
kapsler på flaskerne dengang. Godnat.

Pas på!

(Beate hviner)

Af sted! Kom så!

(Severin skyder)
Og Adrian, tag dit gevær!

- Hvor er Severin?
- Bare fortsæt.

Stop! Bliv, hvor I er!

- Skyd ikke.
- Bliv dér!

Skyd ikke.

Hvorfor skød du ikke?

Vi skal den her vej!
Ned ad floden.

- Nej, vi skal den her vej. Kom.
- Hvorfor det?

Fordi vi skal op ad floden
eller væk fra solen eller ...

- Kom nu bare, for fanden.
- Solen?

Stop!

- Hænderne op!
- Smid våbnene!

- I må ikke skyde.
- Bliv dér!

Severin, nu gør vi ikke
noget dumt, vel?

Nu taler vi stille og roligt med dem.
Vi taler stille ... Severin?

Ja, tag det dog roligt, menneske.

Ham har jeg set før.

- Er det ikke ham fra fængslet?
- Jo, general Karel.

- Hvad er det, han har på næsen?
- Det må du spørge Adrian om.

- Ej, har du slået ham?
- Ikke ...

Hvorfor skal I to
være så voldelige?

Så.

- Goddag.
- Vis mig, hvor blomsten er.

- Jeg tror, han mener, det er nu.
- Jeg siger ikke noget.

For sidste gang:
Vis mig så, hvor den blomst er.

Nej.

Skyd pigen først.

Jeg har ikke gjort noget! Jeg har
sagt, de ikke må slå så mange ihjel!

- Severin, sig noget til ham!
- Sig noget.

Luk øjnene,
og tænk på noget rart.

- Skyd hende.
- Nej!

(skud)

Goddag.

Nå da da.
Terapeuten og den gamle mand.

Og noget lidt ...
orientalsk i midten.

Jeg har glædet mig til at møde jer.

Af ren og skær nysgerrighed, hvorfor
træder du på generalens hoved?

Han er stadig i live.
Vil De have æren?

Værsgo.

(skud)

Nu synes jeg,
at vi fire skal have os en snak.

Lider I af flyskræk?

(råber)

Fortæl nu, hvor den er!
Severin, han dør!

Sig nu noget!

Muligvis er du ligeglad med dig
og mig, men Adrian er taget -

- hele vejen herud for at redde dig!
Er han ikke din ven?

Man har påvist, at et af de sikreste
steder at opholde sig er i luften, -

- men siden luftfartens fødsel
har statistikkerne vist, -

- at flere fly letter end lander.

- Vi har kun brændstof til 30 min.
- Hiv ham op.

Han ved ikke noget.
Jeg skal nok vise jer, hvor den er.

- Hvor?
- Hiv ham op først.

- Hiv ham op!
- Op med ham!

- Flyv nordpå.
- Vil du uddybe det?

- Flyv nu bare nordpå.
- Flyv mod nord.

- Mod nord.
- Javel.

Det er godt,
vi kommunikerer igen.

Vi bør udnytte den særlige evne,
vi har, der adskiller os fra dyrene.

Vi nærmer os kystlinjen.
Vi er sgu snart i Singapore.

Nå, så du har plantet
vores lille veninde i Singapore.

Skal vi til Singapore, Severin?

- Jeg kan ikke lade dig få hende.
- Ikke igen!

Er det nu smart?

- Skal vi tage en tur til?
- Hvorfor ikke?

Længere ned!

Hvis I slår ham ihjel, finder I
den ikke. Vi ved ikke, hvor den er.

Nej, sikkert ikke. Men i poker
enten lyver man eller taler sandt, -

- og jeg tror ikke, du lyver.

Vis hende skoven.

- Nej!
- Nej!

Han klatrer op ad wiren! Gå ned!

Ned!

(Severin skriger)

Hvad fanden sker der? Flyv op!

(Severin skriger)

(stønnen)

Åh ... Åh ...

Åh ...

Åh ... Beate?

Beate?

Severin?

Severin? Åh, for satan.

Nej, nej, nej ...

Åh ...

Beate?

Beate!

Beate!

Beate!
(gispen)

Beate? Beate?

Det er Adrian ...
Beate, jeg får dig ned.

Okay.

Øhm ... Stå på skuldrene.
Kom ned på skuldrene. Kom.

Hold dig til mig.
Jeg har dig ... Jeg har dig.

(Beate skriger)

- Av, for satan!
- Undskyld.

Ah ...

- Av!
- Så.

Øj, det gjorde fandeme ondt.

Det er jeg ked af. Den tager jeg
på mig. Den var på min regning.

Av, av ...

- Hvad er det?
- Jeg tror ... min arm er brækket.

- Den her?
- Ja. Av, av, av ...

Og så ... jeg har noget
omme på ryggen, tror jeg.

Hvad er der?

Jeg kigger på det. Det kan være,
det kommer til at gøre ondt.

Det gjorde det andet
sgu da også, mand.

(Beate skriger)

- Hvad fanden laver du?
- Så, så, så ... Okay? Godt.

Lad os gå hen til helikopteren og se,
om vi kan finde en førstehjælpskasse.

Hvor er Severin?

Han er død.

Vi styrtede ned med helikopteren.
Der er kun os tilbage.

(Beate gisper)
Kom nu.

Kom.

Av ... Lad mig se engang.

Øh ...

Jeg kan ikke se en skid uden briller,
men vi skal ...

Nordøst. Vi er ikke langt fra vandet
til Malaysia. Og nordøst er ...

... den vej.

Hvorfor tog du med herud?
Hvis nu du skulle være ærlig?

Fordi jeg ville hjem.

Jeg tror, det var,
fordi du var betaget af Severin.

- Altså ...
- Han var da interessant.

Han har i hvert fald oplevet mere
og opnået mere, end du kommer til.

- Han var selvfølgelig også ældre.
- Og så siger vi tak for i aften.

Eller også ville du finde blomsten
for at se, om det var rigtigt?

Lov mig, du ikke prøver at analysere
folk igen. Det er du ikke god til.

Nej, jeg rammer forkert
med de fleste.

- Men jeg kender dig.
- Det tror jeg så ikke, du gør.

Det kan godt være, der er meget,
jeg ikke ved, men jeg ved, du ryger.

Det er da ikke så svært at finde ud
af, når du lugter til mig hele tiden.

Jeg ved også, du hader din far,
fordi du ikke kan sige ham imod.

Du blev kun læge for hans skyld.
Og du kan ikke lide, man rører dig.

- Det har jeg da intet problem med!
- Hold nu op med at lyve hele tiden.

Jeg kan da godt forstå,
du gerne vil finde den blomst.

Så kunne du hjælpe din mor.

Og måske også dig selv.

- Så kunne du jo starte på en frisk.
- Jeg ved godt, det er oplagt ...

- Du projicerer lige nu.
- Godt, at jeg ikke ved, hvad det er.

- Du taler om dig selv.
- Jeg er da ligeglad med blomsten.

- Hvorfor tog du så ikke flyet hjem?
- Sgu da på grund af dig!

Jeg synes nemlig ikke,
at der er noget galt med dig.

- Kun at man ikke må røre dig.
- Hvor vil du røre?

Det siger jeg ikke.
Så siger du, det er uhygiejnisk.

- Nej, jeg gør ej.
- Nå. Men så bare ...

Din hånd måske ...

... eller din kind.

Vil du gerne røre min hånd?

Så rør løs.

Se, det gik fint.

Det bliver blæst op til noget,
som jeg ved ikke ...

Så nu synes ...
Er det ikke ...? Det er fint.

Adrian!

Skynd dig.

- Beate, hvad er det?
- Det er helt vildt. Du skal se ...

Se.

Hvad?

Kan du ikke se det?

- Hvad?
- Den blå slange, der bider i foden.

Severin sagde, når den blå slange
bider i foden, skal man stå på halen.

- Ellers dør man.
- Hvad?

Ej, nu må du simpelthen holde op.
Er du blind? Så se dog der!

Det er slangen, ikke? Den er blå.

Så er der hovedet og foden og halen.
Man dør ikke, hvis man står på halen.

Blomsten er
lige dernede ved foden.

- Jeg kan ikke se nogen fod.
- Bjergets fod, Adrian.

- Nå, så det der er slangen.
- Ja.

Ah ...

Aj, er det ...?

Kom, vi henter tingene.

Jeg forstår det altså ikke.
Det burde være lige her.

Han har jo nok ikke plantet den midt
ude i åen. Eller hvad hedder det ...

Nej nej.

- Adrian?
- Ja.

Har du fundet noget?

- Nej, Beate.
- Det har jeg heller ikke.

Skal vi så ikke
lade være med at råbe?

- Hvad?
- Ikke noget.

Uh ... Kan du ikke lige sige til,
når der kommer svuppere?

- Jeg tror, hun er i nærheden.
- Hun?

- Ja, Hedvig.
- Jeg orker ikke mere. Kom her.

- Hvad er der?
- Nu finder du den skide grøntsag.

Jeg er sulten, træt,
rygetrængende og vil hjem.

- Måske har vi set den 100 gange.
- Selvfølgelig har vi ikke det. Kom.

Den vej.

Hør nu. Årh ...

- Er du okay?
- Ja.

(Adrian rømmer sig)

- Hvor er den fin.
- Ja.

Skal vi smage på det?

- Tør vi det?
- Ja, det er jo bare et blad.

- Det er meget bittert.
- Mm.

Det smager ikke af noget.

- Nej.
- Jeg kan heller ikke mærke noget.

Virkelig ...

- Åh, jeg har det underligt.
- Det har jeg fandeme også.

(Beate og Adrian griner)

Hov! Hvide turister!

- Goddag.
- Hvad laver I i min mark?

- I må ikke være her!
- Hvad siger hun?

Det her er en arbejdsplads!

- Hvis I vil videre, må I gå derhen.
- Har du en bil?

- Ud af min mark.
- Vi kan få et lift. Har vi penge?

Ja.

- Gå jeres vej!
- Ja, okay. Vi finder den. Tak.

- Forsvind!
- Der er ikke mange pløkker der.

Tror du, den er tørstig?

Prøv at give den lidt.

Lidt.

Han er heroppe.

- Goddag, min ven. Hvordan går det?
- Det går fint, tak.

Det er Djoko.
Han vil gerne sejle os til Singapore.

Tag dig ikke af,
han ikke har nogen tænder.

- Din kone siger, du kan sejle.
- Min kone?

Jeg sagde, vi var gift.
Det er nemmere.

Problemet er,
han vil have 1.200.000, -

- og vi har kun 981.000.

- Du er en dyr mand, Djoko.
- Nej, det er billigt.

Jeg får 12 stokkeslag,
hvis jeg bliver fanget, -

- så jeg skal have
600.000 rupiah for hver.

Men vi er nødt til
at komme væk herfra.

Jeg kan godt lide dit ur.
Det er pænt!

Giv mig uret, så har vi en aftale.

Nej, nej, nej ...
Du kan ikke få uret.

- Kom nu, Adrian. Det er bare et ur.
- Nej, jeg har fået det af min far.

Det er et pissegrimt ur! Lad manden
få det, så han kan få ordnet tænder.

Du er en god ven. Tak.
Vi sejler ved midnat.

Fint.

Vågn op.

Vågn op.
I skal vågne nu.

Se! Singapore.

Far?

Adrian.

Hun venter på dig.

- Men så gå dog derind, menneske.
- Ja.

- Hvad er det?
- Øh, det er ... Det er en blomst.

Det kan sgu være lige meget nu.

- Adrian.
- Hej, mor.

- Du kom.
- Ja, selvfølgelig gjorde jeg det.

Jeg skal dø, Adrian.

Det er ikke sikkert.

Jeg er bekymret for, om far kan klare
sig uden mig. Du må hjælpe ham.

Mor, jeg har noget,
du skal prøve at spise.

Jeg kan ikke spise.

Hvis du spiser det her ...
så behøver du ikke at dø.

- Hvad er det for noget vrøvl.
- Prøv at stole på mig.

Hvorfor kan du ikke tage situationen
lidt mere alvorligt? Din far har ret.

- Du er underlig.
- Spis den nu bare. Kom.

Ja.

Det er lidt bittert,
men du skal bare synke det.

Kan du mærke det?

- Det er en underlig fornemmelse.
- Ja.

Men den er god, ikke?
(mor griner)

Ja ...

(hyletone)

Mor?

Mor?

Mor?

Mor?

Mor? Hjælp!

"Alt har sin stund, -

- og hver en ting
under Himlen sin tid.

Tid til at fødes og tid til at dø.

Tid til at plante
og tid til at rydde.

Tid til at dræbe og tid til at læge.

Tid til at søge og tid til at miste.

Tid til at tie og tid til at tale."

Bitten Elinor Gabrielsen.

Af jord er du kommet ...

Til jord skal du blive ...

... og af jorden
skal du igen opstå.

Og så tror jeg,
Werner gerne vil sige et par ord.

Jeg vil ikke sige så meget.

Bitten er væk.

Sådan er det.

Men øh ...
der er lidt kaffe og lidt kage -

- på hjemmeadressen for dem,
der er interesseret.

Han skal nok blive god igen, Adrian.
Ingen bebrejder jo dig noget.

Hvis det er en trøst, har vi fundet
ud af, hvem Severin Geertsen var.

- Var han ikke Severin Geertsen?
- Nej. Hans navn var Tim Larsen.

Hjemmeværnsmand
og tømrer fra Allerød.

Og tipoldenevø
til Severin Geertsen.

Severin havde et fantastisk liv.

På et tidspunkt tog han til Østen,
og da hans skib sank, -

- er der en teori om,
at han ikke døde, -

- men forsvandt ind i junglen
og levede hele sit liv der.

Det udviklede en personforskydning
hos tømreren fra Allerød.

Han tog til Østen,
udviklede en psykose -

- og levede hele sit liv dér som ...
Severin Geertsen.

- Men ... hvad så med Hedvig?
- Hedvig?

Blomsten.

Nå, blomsten, ja.
Nej, den får I nok ikke igen.

For det første er det en sjælden art.
For det andet -

- har den et utroligt højt
indhold af tetrahydrocannabinol.

- Te ...?
- Cannabis. Shit, skunk, tossetobak.

Jamen det ved I jo alt om.

Ja, ikke mindst din mor.

Jamen hun døde da lykkelig,
må man sige, så ...

Jeg tager over til Werner
og får den kaffetår.

Ses på mandag.

Jeg tror ikke, jeg kommer mandag.

Det tror jeg sgu
heller ikke, jeg gør.

Så vil du med mig hjem?

Jeg laver rigtigt god kaffe.

Ikke rigtigt.

Men vi kan tage et andet sted hen.

Jeg vil gerne til Argentina. Der har
de også dårlige tænder, har jeg hørt.

- Hvad?
- Hvorf...?

- Hvad laver du?
- Jeg ville bare holde dig i hånden.

- Ikke uden at spørge. Slet ikke her.
- Det kan man da sagtens.

- Det kan man da ikke.
- Hvorfor skulle man ikke kunne det?

Altså, nogle gange så er du,
som om du er 15 år.

Danske tekster: Henriette C. Nielsen
Scandinavian Text Service 2010