Original subtitles

Man gør ikke sådan i et andets hjem.

Undskyld. Se lige her.

Opmærksomhed, Ashley og Roy.

Dette er mit hjem i øjeblikket.

Dette er en invasion af mit privatliv.

Jeg er lejer af dette hus,

og ifølge loven--

Mand, jeg er ligeglad med loven!

Mit navn er Flash Shelton, og jeg er husbesætter-jægeren.

I 2019 blev min mors hjem overtaget af husbesættere.

Jeg ringede til sheriffen.

Sheriffen informerede mig, at det er en civil sag

og at vi intet kan gøre.

Men da det kom til min mors hus,

var der ingen fanden i helvede, der skulle vinde.

Jeg tog sagen i egen hånd.

Jeg lærte alt om lovene. Jeg fandt smuthullerne.

Og nu har jeg et meget specifikt sæt færdigheder.

Nogle gange er det bare at fjerne beboerne ved at gøre det

lidt svært for dem at flytte.

Det, jeg brugte til at redde min mors hus,

bruger jeg nu til at hjælpe husejere over hele landet.

Jeg har bygget et helt team klar til at ud-beboer beboerne.

Vi flytter ind her hos jer. Vi har en lejekontrakt for dette hus.

Få jeres ansigter væk, sagde jeg!

Nå, så tror jeg I kigger

på jeres nye roommate, makker.

Ved min side er min lillesøster, Justice.

Justice har været i min familie

siden hun var ca. fire måneder gammel.

Min familie adopterede hende.

At jeg kan hjælpe familier med at få tilbage

det, der med rette er deres, det er uvurderligt.

- Okay, lad os gøre det. - Okay, lad os komme i gang.

Fyr, hvad fanden laver I?

Vi er her for at få dig ud af det her hus.

Sådan lugter et lig.

Du kommer ikke til at sigge snige dig ind på mig

midt om natten!

Vi er i Conroe, Texas.

Vi har en situation her

hvor en familie mistede en ældre kær.

og sønnen og svigerdatteren kontaktede os

fordi huset var blevet overtaget af en kvinde.

Min søn var ved at flytte ting ud af vores svigermors hus, som--

Hun døde i januar.

Og han var ved at flytte ting ud, så vi kunne sælge det.

Og han havde en veninde, Ashley,

som han sagde hjalp ham, og det var ikke tilfældet.

- Hvordan går det? - Flash. Rart at møde dig.

- Rart at møde dig. - Tak fordi du kom.

Vi sætter virkelig, virkelig, virkelig pris på det.

Altså, man ved jo, når man hører den slags historier,

især når der er et tab i familien,

så betyder situationen endnu mere for mig.

Så, hvordan endte vi her?

Kan du fortælle os, hvad der bragte os hertil?

Ja. Hendes sidste leveår,

hun glemte at slukke for komfuret,

så Tristan flyttede ind hos hende for virkelig at forhindre hende

i at brænde huset ned og for at huske hende på at spise.

Min svigermor boede i nærheden.

Nevada var 90.

Hun ville aldrig flytte på plejehjem.

Da Nevada gik bort, var det virkelig hårdt.

Det var et stort tab.

Hvad er det, jeg ser lige her?

Det er squattersken, Ashley.

Ashley kom ind som veninde

og hjalp Tristan med at flytte nogle ting ud af huset.

Da jeg spurgte, hvor hun boede,

fortalte min søn mig, at hun boede hos sin bedstemor.

Tror du, hun kan være farlig?

Øh, jeg tror, det afhænger af, hvor desperat hun er.

Og fortæl mig så, hvem det her er.

Hendes kæreste, Roy.

Jeg vil sige, det er hende, du skal bekymre dig om.

Hvornår indså du, at tingene var ved at løbe løbsk?

Jeg tog derhen for at begynde at pakke hendes ting.

Og da jeg gik ind i huset, var der et spor

af ryddet plads med skrald på begge sider.

Og da jeg gik ind i køkkenet,

var der en tallerken med mad på.

Alle de her fluer fløj fra den. Det var ulækkert.

Og Ashley var der,

og der var også et par andre fyre,

og de havde alle hendes ejendele i huset,

fuld adgang til alt.

Roberts mor boede i huset i over 50 år,

så hun har bare livslange minder der.

Og alle hendes minder og ting

som betød meget for hende er i dette hus.

Dette var et uberørt, flot hjem, simpelthen vanhelliget.

Tror du, ud fra hvad du har set indtil videre,

at hun er en seriel husbesætter,

en person der planlagde dette og har gjort det før?

- Åh, ja. - Da politiet dukkede op,

fandt hun et kørekort frem, der viste, at hun havde været der

- i seks måneder. - Ja.

- Åh, virkelig? - Lejere gør bare alt

hvad de kan for at vise politiet

at de bor der.

De prøver at få regninger sat i deres navn.

De får post på adressen.

Så min plan er at overtage huset,

flytte ind i huset,

og så få dem til at ville flytte.

Hvordan jeg gør det, er faktisk at blive lejer.

Da du er den nuværende ejer af huset,

vil det blive underskrevet af dig og mig.

Skriv under her, hvor der står "udlejer".

Og du kan også skrive datoen ind. Okay.

Vi er officielt lejere.

Men vi vil flytte ud.

Okay, Cam, gå i gang med at gøre dig klar. Tag din vest på.

Okay. Er vi ved at være klar til at tage afsted?

- Jep. - Okay.

Mit navn er Cameron Butler. Jeg er født og opvokset i Dallas, Texas.

Jeg specialiserer mig i sikkerhed,

og jeg har en baggrund som militærpolitimand.

Det bliver min første gang

med at hjælpe Flash på hans mission, og jeg er klar.

Så, jeg har ikke-dødeligt udstyr med mig i dag.

Skyder med plastikprojektiler.

Prioritet er menneskeliv og sikkerhed.

- Peberspray. - Jeg vil ikke lyve.

- Jeg føler mig ret sej, gør du ikke? - Åh, helt sikkert.

Jeg føler, at jeg er ved at opnå noget i dag.

Okay. Okay.

For det kan blive lidt vildt derude i dag.

Næste skridt er, at vi skal konfrontere husbesætterne.

Okay, så ifølge navigationen,

er det heroppe til højre.

Så det ser ud til at være denne gade her.

Dette hus lige her.

Når jeg går ind i et hjem for første gang,

vil jeg sikre mig, at det er sikkert og trygt.

Jeg leder efter våben, hunde,

eller endda mennesker, som jeg ikke er opmærksom på.

Jeg har en lejekontrakt. Vi er lovlige lejere.

Faktisk har vi en renoveringslejekontrakt.

- Pas på, hvor du træder. - Ja, selvfølgelig.

Jeg må lukke munden, inden der kommer en flue ind.

Se lige her.

Det er jo latterligt.

Det gør man ikke ved andres hus.

Åh, min Gud.

Stanken var så mange forskellige lugte i forskellige rum.

Det var som om-- Respektløsheden er vanvittig.

Jeg ved med sikkerhed, at der ikke er nogen måde

bedstemor ville godkende dette på, punktum.

Opmærksomhed, Ashley og Roy.

Vi vil gerne tale med jer.

Ashley, kom venligst ud.

Mit navn er Flash.

Okay, vi kommer ud.

Vi vil bare gerne tale med jer.

Ja, det her er mit hus i øjeblikket.

Så det faktum, at vi har kunnet

komme ind i det her hus så hurtigt, er guld værd.

Så vi holder fast i vores position.

Når de kommer ud, vil de prøve at diskutere.

De vil prøve at slås. Hvem ved? Okay?

Og vi vil bevare vores ro.

- Vi bliver ikke følelsesladede. - Nej.

Lige nu handler det kun om fakta.

- Nej, det her er ikke følelsesladet. - Det er kun fakta, okay?

- Hej. - Hej.

Roy, kan I komme herind, så vi kan snakke?

Hej, vovse.

Er der et sted, I vil snakke?

Som forventet,

kom de ud af soveværelset fuldstændig chokerede.

De kigger på os. Vi kigger på dem.

Udtrykkene på deres ansigter fortalte hele historien.

Lad os gå ind i det her rum. Lidt mere plads.

De blev fuldstændig overrasket.

De vågnede ikke op eller gik i seng i går aftes

med tanken om, at de skulle til at flytte.

Så man kunne se, at de var ved at gå ud af deres gode skind,

og deres følelser viste det.

Så, hvad er der galt?

Vores mål her er at rette op på denne situation.

Jeg er ligeglad med dine mål.

Det er ikke dit hus. Du er blevet bedt om at gå.

Jeg går ikke. Undskyld.

Jeg har fuld ret til at være her. Og jeg har beviser.

- Det har jeg også. - Okay, jamen så tror jeg

at du kigger på din nye roommate, makker.

Dette er min primære adresse

på mit statslige Texas-ID.

Ja, det ved jeg. Det kender vi alt til.

- Okay, altså... - Roy, hvad er din holdning?

Han er med mig.

Jeg vil gerne klare det her civiliseret.

Jeg vil ikke tage rettigheder fra dig.

- Du kalder det her civiliseret? - Lyt. Ja, det er det.

Nej, det er det ikke. Det her er overtrædelse af mit privatliv, okay?

Men jeg er lejer af det her hus.

Dette hus er nu mit. Nu, ifølge loven--

Fyr, jeg er ligeglad med loven!

Forstår du hvad jeg vil gøre her?

- Forstår du... - Jeg er ligeglad!

...at jeg vil udstille dig som en husvild nationalt?

Hvordan er jeg husvild? Jeg har fuld ret til at være her!

Tag det nu helt roligt, tak.

Jeg behøver ikke tage det roligt!

- Hvis du konfronterer mig... - Jeg har fuld ret til at være her.

Jeg beder dig venligt om at falde ned.

- Hvis jeg konfronterer dig, hvad så? - Bare kvinde til kvinde.

- Hvis jeg konfronterer dig, hvad så? - Kvinde til kvinde,

kan du så ikke bare falde ned?

Luk døren.

Må jeg træde til siden? Må jeg?

For det her er imod min kvindelighed.

Jeg er nødt til at træde til siden og afværge.

Mener du det?

Det ligner et rodehoveds hus, og det lugter ulækkert.

Ulækkert.

Så ulækkert som det end måtte være,

kan der være en anden i dette hus.

Jeg vil ikke overraskes,

så vi gennemsøger resten af huset.

Åh, gud.

Det må være noget dødt eller noget.

Mand, lugten.

Åh, gud. Jeg er lidt bange for at åbne nogle af de her døre.

Åh, Gud. Øv! Åh, min Gud.

- Hvad er det? - Fuld toilet. Øh!

- Øh, nej. - Det er et fuldt toilet.

Åh, gud. Wow.

Jeg mener...

Tilbage. Tilbage. Tilbage. Øh.

- Vanvittigt. - Det kan jeg ikke.

Du kender de der Hefty-poser, der er hvide med lynlås?

Bogstaveligt talt overalt i huset.

Bogstaveligt talt skrald.

Hvis det var min bedstemor, ville jeg være rasende.

Ved du hvad? Selvom det er ulækkert, er jeg nysgerrig.

Jeg åbner den dør og tjekker det andet soveværelse.

Vent. Vent. Kan du lugte det?

- Ja, jeg kan lugte det. - Jeg går ikke derind.

Åh nej. Jeg kan ikke gå derind.

Åh, min Gud. Hvad er der galt med det rum?

Åh, Gud.

Det er som om... jeg kan forestille mig, at det er sådan, en død krop lugter.

Mmm-mmm.

Du ved, det er slemt, når man kan smage lugten.

Åh, Gud.

Er det også en kugle på jorden?

Det er så slemt. Jeg ser bare lugt. Lad os gå. Ud herfra. Ooh!

Ooh! Åh, Gud.

Vi gik ind i det, der grundlæggende var et rodehus

hvor der bare ikke var nogen forklaring

på, hvorfor det blev så slemt.

Der ser ud til at være lys oppe, så...

Åh, min Gud.

Jesus.

Okay, så det er ligesom et loft oppe. Jeg ser ingen.

Jeg må tjekke et andet-- Der er et andet rum herovre.

Det kunne være et soveværelse, men...

Åh, Jesus. Jeg ved ikke engang, hvorfor jeg kigger på det.

Åh, min Gud! Mm-mmm.

Bro.

For fanden. Disse mennesker ved ikke,

at man skal skylle ud efter nummer to.

Hvor dette plejede at være et lykkeligt hjem...

gør det mig bare trist at se det så slemt.

Det er svært at forestille sig at nogen anså dette

for deres sikre sted på et tidspunkt.

Og så åbner man en dør og ser et toilet fuld af lort.

Det er simpelthen så respektløst.

Husщата har intet hjerte med hensyn til det.

De overtager bare folks hjem

og ødelægger det uden den mindste medfølelse.

At dette hus tilhørte en gammel dame,

og selv efter døden fortjente hun respekt.

Dette er bare, du ved--

Det gør mig simpelthen så vred.

Lad os bare få disse folk ud af det her.

Det er så respektløst. Det er ud over ord.

Indtrængere. Indtrængere.

I er derinde. Vi ved, I er derinde.

Og vi tager ingen steder.

Dag eller nat eller nat eller dag, vi tager ingen steder.

Det er patetisk. Det her er ikke jeres hus.

Indtrængerne blev holdt inde på værelset,

måske sovende.

Jeg tænkte, ved du hvad? Lad mig give dem et wake-up call.

Okay, indtrængere, nu er det tid til jeres daglige serenade.

Sæt i gang.

Vi vil gøre det ubekvemt for dem

så de absolut ved

at vi ikke flytter os, medmindre de gør.

Det bliver snart koldt. Brrr.

Dørene i dette hus vil snart blive revet ned.

Så hvis jeg var dig, ville jeg bare komme ud.

Hallo!

Okay, lad os begynde at fjerne døre.

Så, hvorfor fjerner vi døre?

Det er vores mål at gøre dette hus

så ubehageligt som muligt for dem.

Og med rettigheder givet ved vores renoveringslejekontrakt,

kan vi gøre netop det.

Jeg kan fjerne enhver dør, jeg vil.

Alt i huset er lovligt bytte.

Jeg må bare ikke gå ind på deres soveværelse.

Det her med "intet sted at tage hen" er noget,

vi bliver nødt til at finde en måde at hjælpe med.

- Hvorfor prøver du ikke? - Okay.

- Hej. Det er Justice. - Hej, hvad så?

Ja, vi kunne jo bare snakke her

hvis du ikke vil have alt det ekstra.

Forstår du, hvad jeg mener? Jeg er bare her.

Jeg aner virkelig ikke, hvad der foregår.

Der er altid tre sider af enhver historie.

Den side, denne side og sandheden.

Nu aner jeg ikke, hvad din side er.

Alle kan sige mig hvad som helst. Hvad sker der?

På dette tidspunkt aner jeg ikke, hvad der foregår.

Mm-hmm.

Ved du, i sidste ende er jeg nødt til at få deres hus tilbage.

Jeg vil ikke ødelægge nogen i processen. Jeg vil bare--

Ved du, jeg ville elske, at alle kom videre

og var glade og fortsatte deres liv.

Jeg får renoveringslejemål,

så jeg kan bogstaveligt talt udføre arbejde på hjemmet.

Derfor slukkes strømmen,

ved du, forskellige ting som det.

Det vil jeg ikke have noget med jer at gøre.

Jeg vil hellere, vi prøver at finde frem til en løsning på det her.

Jeg mener, løsningen er at tage afsted,

men vi prøver at finde ud af, hvor vi kan tage hen.

Rigtigt. Okay. Så, hvordan kan vi hjælpe med det?

Kan vi så bruge resten af vores tid sammen

på bare at prøve at finde en løsning?

- Okay. - Okay. Kan vi starte forfra?

Ashley, mit navn er Flash. Meget fornøjet.

Ligeledes.

Jeg kan prøve at, øh, indlogere jer

på et hotel et par dage.

Det vil hjælpe jer med at komme jer.

Og måske lidt benzinpenge til at få jer

til et sted, hvor I har lidt mere fart på.

Så det kan jeg godt gøre for jer i dag.

En af de ting, jeg bliver nødt til at gøre, når I tager afsted

er at få skiftet låse.

Er det okay for dig at give mig en nøgle?

– Ja.

Tak.

Vi skal til at give huset tilbage til en familie.

Og jeg kan slet ikke begynde at fortælle, hvor godt det føles.

Familien bliver meget glad,

og forhåbentlig er det en mulighed for besætterne,

Ashley og Roy, at få deres liv på rette spor.

Hvordan gik det?

Vi kom til ejendommen i går,

og jeg mødte meget konfrontation.

Vi var nødt til at tage visse drastiske midler.

Men jeg kan med stolthed sige, at vi grundlæggende har en nøgle.

Vi har skiftet låse, og...

Jeg vil gerne byde dig hjertelig velkommen hjem.

Tak.

Tak. Skal du også have et kram.

Det er det, jeg vil se.

- Tak. - Selv tak.

Robert.

- Tak. - Hej, mand.

Jeg er ked af det hele.

Jeg ville ønske, du havde fortalt os det. Vi vidste det bare ikke.

Vi vidste ikke, at du havde så svært ved at få hende ud.

Det, der virkelig gjorde mig ked af det,

er, at alt, hvad jeg forestiller mig,

er bedstemoren og billederne af din familie

der sidder på stole og sofaer og tænker: "Mand, det her plejede at være et hjem."

Men ved du hvad? Mindet er der stadig.

Og I bærer de minder med jer.

Det her er simpelthen fantastisk.

Jeg har fået lukket det nu.

- Tak.

- Selvfølgelig, mand. Jeg er glad for, at jeg kan hjælpe med det.