Original subtitles

Downloaded from YTS.BZ

Samarbejde! Tal med hinanden!

Official YIFY movies site: YTS.BZ

BLIND VINKEL

Snak nu sammen i forsvaret, piger.

Tilbage i forsvaret!

Udskiftning.

Synd, Anna!

Flot, piger.

— Du spillede godt. — Tak i lige måde.

— Skal du ikke i bad? — Vil du da have selskab?

Klamt!

— Vi ses i morgen. — Hej hej!

Kan jeg sidde bag på nogen hjem?

— Skal du gå hjem? — Ja. Så kan vi følges.

— Er du klar? — Ja.

— Hej hej. — Hej.

— Hørte du, hvad de sagde til mig? — Nej, hvad?

Jeg tog mine bukser på, og så sagde de: "Skal du ikke i bad?"

Da jeg svarede nej, sagde de "klamt".

De er bare misundelige.

Du er trods alt holdets bedste spiller.

— Se lige. — Hold da op.

— Hvad har vi for til i morgen? — Matematik.

Åh nej! Hvor meget?

To sider. Side 131 og 132.

— Har du ikke lavet dem endnu? — Nej.

Matematik er bare så dødkedeligt. Og matematiklæreren er ikke streng.

Man skal da lave sine lektier.

Det tager to sekunder. Der er to opgaver på hver side.

Det er koordinater. Det er let.

Jeg forstår bare ikke det med de der akser, eller hvad det hedder.

Prøv at kigge på det. Det er ikke svært.

— Er du begyndt på din stil? — Nej. Hvad vil du skrive om?

— Henrik Ibsen. — Er du begyndt?

Ja, jeg har skrevet 200—300 ord.

— Vi skulle skrive 500, ikke? — Jo.

— Har du bestemt dig for et emne? — Nej.

Vi har jo lige haft om anden verdenskrig. Det kunne du skrive om.

Det ville være et godt emne!

Du har sikkert en masse fakta fra den sidste prøve.

Ja, det ved jeg allerede meget om.

Så skal jeg ikke bruge så meget tid på research på nettet.

— Det skulle jo være noget historisk. — Ja.

— Anden verdenskrig er historisk. — Ja, det må man sige.

Det er blevet koldt.

— Jeg savner mit nye tørklæde i dag. — Jeg er vild med det.

— Hvor har du købt det? — Jeg har fået det af min mor.

— Det er rigtig flot. — Jeg er også vildt glad for det.

Jeg fik ikke spist noget inden træningen.

Anna, du skal spise inden træning.

Jeg fik et stykke knækbrød.

Det er da bedre end ingenting.

— Jeg glæder mig til aftensmaden. — Hvad skal I have?

— Far talte om at lave burgere. — Lækkert.

Jeg ved ikke, hvad vi skal have.

— Din mor laver nu altid god mad. — Ja, det gør hun.

— Måltræningen gik ellers godt i dag. — Ja, du scorede.

Jeg prøvede at aflevere til dig, men hende den anden dækkede dig.

Hun lod mig ikke komme i nærheden af bolden.

Jeg troede egentlig, det ville være hårdere.

Det er ikke bare pinligt.

Det er skidepinligt. Totalt.

— De er så stride og frække. — Og de tror, de er så seje.

Pigerne står og lægger makeup inden træningen.

Det bruger de en halv time på inden træningen.

Og så kommer de altid for sent.

Fordi de står ude på toiletterne og lægger makeup.

Men hvorfor?

Når man sveder, så løber makeuppen jo.

De lægger kun makeup, fordi drengene måske vil dukke op.

Hvordan mon de ville være, hvis de var ligeglade med makeup og drenge?

De ville sikkert være gode veninder, hvis de var lidt ...

Sødere.

— For det er de ikke. — Nej.

De behøver ikke være så stride.

Selv når folk ikke gør dem noget, er de stride ved dem.

De går kun op i drenge og makeup.

Ja.

— Jeg har ikke noget makeup. — Det har jeg heller ikke.

— Jeg aner ikke, hvordan man gør. — Det interesserer mig slet ikke.

Jeg har hørt, makeup kan give uren hud.

Ja.

Og alle de der cremer er meget dyre.

Jeg ville ønske, de lagde lige så meget energi i håndbold som i makeup.

Bare holdt op med at gå med makeup.

De går kun til håndbold for at se sporty ud.

— De går ikke op i håndbold. — De gider faktisk ikke rigtig.

Så er vi snart hjemme.

— Hvordan gik din norskprøve i dag? — Jeg tror, det gik ret godt.

Vi skulle skrive halvanden side, og jeg skrev lidt over to sider.

— Så det er jeg godt tilfreds med. — Jeg skrev præcis halvanden side.

Du skriver helt vildt godt.

Jeg er helt sikker på, at du får 7, 10 eller 12.

Vi må se. Har du fået din karakter?

Nej, men læreren tog et kig på det og sagde, at jeg lå i den høje ende.

— Så måske 10 eller 12. — Det er da flot.

Hvad med dig?

Jeg ved det ikke endnu. Han sagde, jeg får min i morgen.

Han har ikke rettet den endnu.

— Mon de har lavet deres lektier? — Sikkert ikke.

— Går de ikke i D—klassen? — Jo.

Jeg har hørt, de allerede har fået deres karakterer, —

— fordi de tog prøven tidligt om morgenen.

De fik det vist at vide samme aften.

Jeg har hørt, at nogle af dem fik 12 —

— i begge norskeksamener. Det er godt nok flot.

Meget.

Jeg gruer for matematikeksamenen i næste uge.

Du må bare lave dine lektier, så du er velforberedt.

Det orker jeg ikke.

Jeg forstår slet ikke de der spejlinger.

Ring til mig, hvis jeg skal hjælpe. Det vil jeg gerne.

— Eller send et billede af svarene. — Ja, det kan jeg også.

Nu må vi se. Måske kan jeg selv finde ud af det.

I det mindste må man tage lidt lækkert med til eksamen.

Ja, det elsker jeg også.

Jeg tror, jeg tager en hel masse slik med.

Jeg tager bare frugt med.

Du er så sund!

Man kan meget bedre koncentrere sig, —

— når man spiser frugt og grønt i stedet for slik.

— Nå, men vi ses i morgen. — Hej hej.

— Jeg prøver at klare matematikken. — Det er slet ikke så svært.

Lover du det? Jeg ringer, hvis jeg går i stå.

Hej hej!

— Hej, skat. — Hej.

— Hvordan gik træningen? — Helt fint.

— Er du sulten? — Ikke rigtig.

Er du sikker?

Smør dig i det mindste en mad.

— Kommer far hjem? — Først sent.

— Du kan ringe til ham. — Ja.

Jeg putter lige Bjørn, så kommer jeg.

Der er juice.

— Jeg tog bare et glas mælk. — Okay.

Du skal til det nordligste punkt, du skal til det østligste.

I skal 64 alen fra øst og 72 alen fra nord.

En alen måles fra fingerspidsen til albuen.

Dem, der gravede skatten ned, brugte det mål.

Okay, så skal der fart på.

Nu nærmer de sig.

— Har du lektier for, Tea? — Ja, jeg har lidt.

— Sig til, hvis jeg skal hjælpe dig. — Jep.

Nej!

Du må ikke kilde mig! Hold op!

Nej!

— Åh jo! — Nej!

"'Nu skal vi have det skægt!' siger han, —

— og så går de hen til bakken, hvor de andre er."

— Godnat. — Godnat.

— Jeg kommer lige om lidt, skat. — Ja.

Hej, det er Anders. Læg en besked efter bippet.

Hej, far. Det er mig. Jeg ville bare sige godnat.

Jeg elsker dig.

Fik du smurt dig en mad, Tea?

Sig til, hvis jeg skal lave noget mad til dig.

Vil du have en mad?

Tea?

Tea? Skat?

Nej, nej, nej!

Tea!

Tea? Tea? Skat?

Skat? Tea? Tea, kan du høre mig?

Hjælp. Hjælp.

Hjælp!

Hjælp!

— Tea, Tea. Skat. — Hvad er der sket?

— Ring efter ambulancen. Nu! — Ja.

— Hvad er der sket? — Det ved jeg ikke.

Skat? Mor er her.

Så så. Det skal nok gå. Kan du høre mig?

— Er hun blevet kørt over? — Det tror jeg ikke.

Maria? Hvad er der sket?

— Ringer du efter en ambulance? — Hallo? Der er sket en ulykke.

De skal komme nu!

Hun har jo ingen frakke på. Hun bliver kold.

— Bakkevej ... — Nummer 18!

Bakkevej 18.

Min søde pige. Mor er her. Mor er her.

Kan du høre mig?

— Nej. Der er ingen kontakt. — Tea, min skat.

— Trækker hun vejret? — Ja.

Ja, hun trækker vejret.

De tror, hun trækker vejret.

Er de på vej?

Ambulancen kommer snart. Er Anders hjemme, Maria?

De kan ikke få kontakt til hende.

— Bjørn ligger og sover deroppe. — Jeg skal nok gå op til Bjørn.

Du bliver her. Så går jeg op. Har du din mobil på dig?

De skal komme nu!

Ambulancen er på vej.

Det skal nok gå, skat.

Det skal nok gå. Mor er her.

Vær forsigtig, Maria.

Hvis nu hun har skadet sin nakke eller sin ryg.

Du må lade hende ligge, indtil ambulancen er her.

Jeg er lige her.

Det skal nok gå, min skat. Du klarer den.

Du skal nok klare den.

Det skal nok gå, min skat.

Forsigtig. Vær forsigtig, Maria.

— Kan du høre mor? — Hun er ret hysterisk.

Hvad skal jeg gøre? De skal komme nu!

— De er her. — De skal komme nu!

— Jeg kan se lysene. — De er på vej.

Der kommer de.

Hej.

Hvad er der sket her?

Hvad skete der? Faldt hun ned?

Kender du hende? Er det din datter?

— Hvad hedder hun? — Tea.

Hej, Tea. Er du vågen? Kan du høre mig?

Der er ingen reaktion.

Kom, Maria.

— Kan du holde hende? — Ja, jeg har hende.

Træd lidt tilbage, Maria, så de kan komme til.

Så kan de gøre deres arbejde.

Tea? Tea?

Nu får hun hjælp.

Forsigtig!

Vi giver hende en krave på, der stabiliserer nakken.

Vi skal nok hjælpe hende.

Der kommer også en lægebil.

Hun får hjælp nu.

Hun får hjælp, Maria.

— Vær forsigtige. — De er forsigtige.

Prøv at falde ned. Lad dem gøre deres arbejde.

Det skal nok gå, min skat.

— Hej. Er du hendes mor? — Ja, hun er.

— Hvad hedder hun? — Maria.

Maria, vil du ikke komme med mig?

Kom med her.

Tea! Tea! Tea!

Vær forsigtige. Vær forsigtige!

Vær forsigtige med hende! Vær skideforsigtige!

Maria, se på mig. Se på mig.

Vi skal nok passe på din datter. Og jeg tager mig af dig.

Kom med mig.

Vi går herover.

Jeg finder lige et tæppe til dig. Kan du holde hende lidt?

Vi går om på den anden side. Så får du forsædet.

Så følger vi efter ambulancen.

Så får du din datter at se lige bagefter.

Nu står du lige her. Lad mig åbne døren for dig.

— Jeg sætter mig om bagi, Maria. — Sæt dig forsigtigt ind i bilen.

Jeg giver dig lige selen på.

Så lægger de din datter ind i ambulancen.

De passer rigtig godt på hende. Vi kører hende på sygehuset.

Okay, Maria? Nu skal du høre på mig.

Det er vigtigt, du trækker vejret.

Hold fokus på din vejrtrækning. Træk vejret ind, og hold det. Og ud.

Okay? Vi passer rigtig godt på din datter.

Og så kører vi efter dem.

— Er I klar? — Ja.

Kør, kør, kør.

Jeg er heromme. Jeg bliver hos dig.

Min lille pige ...

— Trak hun vejret? — Ja.

Hun trak vejret, da vi kom.

Men vi kunne ikke ...

Maria, din datter trak vejret, da vi kom.

Men vi kunne ikke få kontakt. Derfor skal hun på sygehuset.

Der står mange klar til at tage imod hende.

De vil hjælpe hende.

Men det er vigtigt, at du holder fokus på din vejrtrækning.

Husk at tænke på din vejrtrækning.

Tag en dyb indånding.

Jeg er så bange. Jeg er så bange!

Nu er der mange, der hjælper hende.

Alle gør alt, hvad de kan, for at hjælpe hende.

— Hvor langt er der? — Vi er der om kun to minutter.

Husk at trække vejret.

Stille og roligt.

Tag en dyb indånding, hold vejret, og pust ud.

Fortæller de os det, hvis hun holder op med at trække vejret?

De holder hele tiden øje med, at hun trækker vejret fint.

Hun skal trække vejret.

Hun trak vejret, da vi kom, Maria. Ikke også?

Inde i ambulancen er der en læge —

— og en ambulanceredder, som sørger for, at hun trækker vejret.

Hvad laver de?

De passer godt på hende, og om lidt bliver hun undersøgt på sygehuset.

Okay?

Hun er i de bedste hænder, Maria.

Nu er vi lige ved at være ved sygehuset.

Der vil være mange mennesker omkring din datter.

Det er vigtigt, at vi lader dem komme til først.

Vi træder lidt tilbage og lader dem hjælpe din datter.

Og så kommer der en, som tager sig af dig, okay?

Og så kommer du ind til din datter.

Nu er vi der næsten.

Nu er vi lige om hjørnet. Husk, hvad jeg sagde til dig.

Først lader vi ambulancen komme ind med din datter.

Vi trækker lidt tilbage, og så kommer du ind til hende bagefter.

Og husk at trække vejret, Maria.

— Nu parkerer de. Du bliver i bilen. — Nej!

— Jeg kommer og henter dig. — Maria ...

Godt. Du får lige det her tæppe rundt om dig.

Sådan. Så står vi her og venter lidt.

— Du kan se, at hun får hjælp. — Ja.

De passer rigtig godt på hende. Og det bliver de ved med.

Nu kan vi følge efter.

Maria, prøv at vente lidt. Du må stole på, at vi gør vores arbejde.

— Hej. I skal vente her. — Hun er moderen.

— Er du moderen? Maria? — Jeg vil bare ...

— Jeg hedder Martin. — Jeg kan ikke gå fra min pige!

Nu tager de Tea med over til skadestuen —

— for at undersøge, hvad der er mest akut.

— Maria? — Maria!

Maria, træk vejret. Træk vejret.

Kan du høre mig, Maria?

Kan du åbne øjnene? Åbn øjnene, Maria.

Maria, træk vejret roligt.

Træk vejret roligt ind, hold vejret, og pust ud.

— Jeg henter en stol. — Ja, hent en stol.

Maria, vi henter en stol til dig, så du kan sidde ned, ikke?

Godt, der kom stolen. Så får vi dig lige op.

Benene først.

Og så løfter vi på tre. En, to, tre.

Stolen er lige ved siden af.

Okay? Husk at trække vejret.

— Tager du over herfra? — Ja. Tak for hjælpen.

Hej, Maria. Jeg hedder Martin.

Jeg er sygeplejer og hjælper de pårørende.

Jeg bliver hos jer hele tiden.

Vi finder en stue her på gangen, hvor vi kan sidde i fred og ro.

Skal vi gøre det, Maria?

Vi går et sted hen, hvor lægen kan tale med os i enrum.

Bare sid lidt her. Jeg finder noget at drikke til dig.

Så så.

Så så, skat. Så så.

Maria?

Vil du have lidt at drikke?

Her, Maria. Drik lidt.

Maria?

Jeg hedder Martin. Jeg er sygeplejer.

De har kørt Tea ind på skadestuen for at se, hvad der er mest akut.

Er der nogen, som vi skal kontakte?

Har Tea en far?

Ja. Hun har en far.

Anders. Min mand. Han er på arbejde.

Men jeg har ikke min mobil med. Jeg har den ikke her.

— Er du også en pårørende? — Ja, jeg ...

— Ja, det er jeg. — Har du Anders' nummer?

Jeg kan ringe til Anders. Du kan bare ...

— Der er kun én Anders. — Ja, jeg kan se hans nummer der.

Sørg for at drikke noget. Jeg er straks tilbage.

— De skal ringe til Anders. — Det gør de nu.

Anders skal komme.

Han kommer. De ringer til ham nu.

Vil du have mere vand?

Drik lidt.

— Var det bedre? — Ja.

— Anders ... — De ringer til ham. Han kommer.

— De skal ringe til Anders. — De fortæller ham det nu.

Så. Nu har jeg talt med Anders. Og han er på vej.

Lige nu er Tea inde på skadestuen.

Traumeteamet arbejder på at stabilisere hende.

Så der bliver lidt ventetid.

Det gode er, at vi har alle kompetencer her, —

— så hun skal ikke overflyttes til et andet sted.

Det eneste, vi kan gøre, er at vente.

Jeg bliver hos jer hele tiden.

Men jeg går lidt frem og tilbage til skadestuen og hører nyt derindefra.

Forstår du det?

Jeg bliver her sammen med jer hele tiden.

Og jeg kan finde en stue til os her på gangen.

Det ville være rart.

Jeg finder en stue. Jeg er straks tilbage.

— Jeg må hellere ringe til Mona. — Ja.

Går det?

Hej, det er mig.

Nej. Vi ved ikke noget endnu. De er ved at undersøge hende.

Ja.

Og Bjørn?

Godt.

Gør det.

Jeg ringer igen, så snart vi ved noget mere.

Bobo sover.

Mona ligger hos ham, hvis nu han skulle vågne.

Maria?

Nu har jeg fundet en stue, vi kan få for os selv.

Så vi ikke skal sidde her på gangen.

Jeg tror lige, hun skal samle sig lidt.

Det er meget at ...

Kan vi vente lidt?

Jeg forstår det ikke.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.

Jeg forstår det ikke.

Selvfølgelig må du blive her.

Jeg går ind og hører, om der er noget nyt. Men ...

Jeg bliver her hos hende. Det er i orden.

Så går jeg lige ind og tjekker. Jeg er straks tilbage.

Tak.

Så går vi videre til C.

— Hvordan går det? — Vi har fået styr på A og B.

— Vi kan snart sige noget mere. — Er det hendes journal?

Vi har god distal puls.

— Er de blevet rekvireret? — Ja.

Fint.

Undskyld, kan jeg hjælpe dig?

Min datter. Hvor er hun? Jeg skal se hende.

Hun er lige kommet ind. Tea.

Jeg skal se hende.

Anders? Hej. Vi talte sammen i telefonen.

— Hvor er hun? — Jeg hedder Martin.

— Hvor er hun?! — Jeg skal nok forklare det hele.

— Du må vente. — Jeg vil se hende.

Du må ikke gå derind.

Jeg har ret til at se min datter!

— Hør her. — Nej! Hvor er hun?

— Jeg vil se min datter! — Du skal vente herude.

— Jeg vil se min datter. — Anders, hør nu. Vi går herover.

Det er jo sindssygt! Jeg vil bare se min datter!

— Nej, nej, nej. — Her er Maria, Anders.

Anders?

Anders.

Lige præcis nu er det meget vigtigt, at vi lader traumeteamet arbejde.

De gør alt for at hjælpe hende.

Jeg må bare se hende. Du forstår det ikke.

Som jeg fortalte dig i telefonen, Anders, —

— har Tea haft en alvorlig faldulykke.

Og nu skal vi give traumeteamet fred til deres arbejde.

— Jeg vil bare se min pige. — Det forstår jeg godt.

De gør alt, hvad de kan, okay?

— Må jeg ikke nok se hende? — Hør her, Anders.

Du må kigge ind.

Men helt kort, og du skal forholde dig i ro.

Okay?

— Denne vej. — Ja.

Tag det lidt roligt nu.

Anders?

Anders, kan du høre mig?

— Har han problemer med hjertet? — Nej.

Medicin? Allergier?

Nej.

Synkoperet.

— Reagerer han? — Nej.

— Trækker han vejret? — Ja.

Anders?

Hallo?

Hej.

Du besvimede lige. Har du det godt?

— Ja. — Jeg finder en seng.

Nu hjælper vi dig op.

Nu lægger jeg dine ben ned.

— Jeg tager fat i din arm. — Og så får vi dig op.

Først op at sidde. Sådan.

På tre. En, to, tre.

Sådan.

Okay? Kan du godt holde balancen?

Vi har en seng til dig ude i gangen.

Jeg går først.

Nu mærker du snart sengen bag dig.

Jeg tager kroppen, du tager benene.

Bare læn dig tilbage.

— Vi kører ham til stue 5. — Stue 5.

Jeg må slippe din hånd her.

— Sådan. — Tak.

— Der besvimede du lige. — Ja.

Skal jeg få dig lidt op?

Sådan. Er det fint?

Så vil jeg gerne måle dit blodtryk.

Kan du få armen ud her? Nu skal jeg hjælpe dig lidt.

Super. Det er rigtig fint.

Har du smerter?

— Har du ondt nogen steder? — Nej.

Dit blodtryk ser fint ud.

Det skal nok gå.

Hvornår får vi noget at vide? Hvor lang tid vil det tage?

Traumeteamet arbejder på at stabilisere det mest akutte.

Når de er færdige med det, ved vi mere.

Jeg forstår ikke, hvad der er sket. Maria, hvad skete der?

— Jeg ved det ikke. — Hva'?

Jeg var i gang med at putte Bjørn, og så ...

Tea kom hjem fra håndbold.

Alt virkede helt normalt. Fuldkommen normalt.

Jeg sagde, at jeg ville komme ud til hende, så snart Bjørn var puttet.

Og ... så var hun væk.

Jeg forstod ikke, hvor hun var.

Så gik jeg ind på hendes værelse, og vinduet var åbent.

— På hendes værelse. — Sprang hun ud?

Maria, sprang hun ud?

— Hvorfor skulle hun gøre det? — Jeg forstår det ikke.

Åh nej!

Anders? Anders?

Har du svært ved at trække vejret? Træk vejret helt nede i maven.

Kan du fortælle os noget om, hvordan det går med hende?

Jeg kan gå ind på stuen og undersøge det.

Og så kommer jeg igen om lidt.

Træk vejret, skat.

Hej. Du kan bare gå ind på stuen.

— Det er stue 5. — Tak.

— Har du et øjeblik? — Ja.

Hasse, pigens farfar, har lige fortalt mig, at pigens mor ...

— Ja. Jeg ved det godt. — Du ved det godt?

Jeg må ind til lederen af traumeteamet og have en status.

— Vil du udskrive hendes journal? — Ja, selvfølgelig.

Så melder vi hende klar.

Godt arbejde.

Gør hende klar til transport.

— Hvad sker der? — Vi sender hende til CT—scanning.

Hendes far havde en stærk reaktion.

Han var aggressiv og fik vejrtrækningsproblemer.

— Kan du orientere dem nu? — Ja. Jeg går med dig.

Erik?

— Går det ellers okay? — Ja, men ...

Der er noget, du skal vide, inden vi går derind.

Tea og hendes far har tidligere været i kontakt med psykiatrisk, —

— efter Teas biologiske mor skød sig selv.

Det var Tea og hendes far, som fandt hende.

Jeg kan godt huske episoden. Jeg havde vagt, da de kom ind.

— Har vi Teas journal fra dengang? — Jeg bad Hege om at udskrive den.

— Hej. Her er journalen. — Tak.

Gå du ind til dem.

Jeg kommer, så snart jeg har kigget på det her.

Lederen af traumeteamet kommer herind lige om lidt —

— og giver jer en fuld briefing.

Du ved vel, om hun klarer den?

Det kan jeg ikke svare på nu. Lederen af traumeteamet kommer.

Lige nu er Tea på vej hen til en CT—scanning.

— Hvad betyder det? — At de har stabiliseret hende.

Nu vil de have en CT—scanning for at få fuldt overblik.

Når de har det, ved de, hvilken afdeling hun skal til.

Hvordan går det med vejrtrækningen, Anders?

Du må da kunne sige noget. Et eller andet.

Lederen af traumeteamet er på vej og vil orientere jer.

Det eneste, vi kan gøre nu, er at vente.

— Jeg ved godt, det er meget svært. — Ja, gu er det da svært!

Hvad fanden er der med dig?

Jeg skider sgu da på, hvordan jeg trækker vejret!

Selvfølgelig er jeg stakåndet!

Sig dog, om hun klarer den! Sig et eller andet!

Hvad sker der derinde? Hvad gør de ved min datter?

I må da kunne fortælle os et eller andet!

For fanden da! Det er noget pis!

Er du ikke nok sød at fortælle os noget?

Vi må vente på lægen.

Der er ikke andet, vi kan gøre.

Hej.

Jeg hedder Johan Sørensen og er leder af traumeteamet.

Tea var ude for et meget alvorligt fald.

Hun har alvorlige skader, men vi har stabiliseret hende.

Hun er på vej til en CT—scanning, —

— så vi får et bedre overblik over hendes hovedskader.

De tager imod hende på Neurokirurgisk.

Vi ved mere om Teas tilstand, når vi får deres rapport.

— Du ved vel, om hun overlever? — Hun lever.

Mere kan vi ikke sige på nuværende tidspunkt.

Som jeg forstår det, Maria, var du hjemme sammen med Tea.

Kan du fortælle mig lidt om, hvordan det skete?

Jeg ved det ikke.

Jeg skulle putte vores søn.

Og så kom Tea hjem.

Og så var hun pludselig væk.

Jeg kunne ikke forstå, hvor hun var.

Men ...

Vinduet på hendes værelse stod åbent.

Jeg forstår det ikke.

Jeg forstår det ikke.

Har Tea tidligere skadet sig selv?

Nej!

Nej, hun har aldrig før villet skade sig selv.

Aldrig.

— Vel? — Nej.

Vi fik jo noget hjælp, —

— dengang hun var helt lille.

Det er længe siden.

Fordi Line var ...

Altså, det er Teas biologiske mor.

Hun begik selvmord.

Så dengang fik vi lidt hjælp. Men det er længe siden.

Anders og jeg var flyttet sammen, da det skete.

Og vi fik noget hjælp. En form for støtte til ...

Støtte til børn, som havde mistet en.

Anders og jeg tog med hende. Hun var jo så lille.

Og i den første tid —

— snakkede hun om, at hun ville se sin mor igen.

At hun ville op i Himlen ...

... hvor mor var.

Men der var ingen ...

Hun var ikke deprimeret eller sådan noget.

Hun har aldrig snakket om ikke at ville leve eller sådan noget.

Hun var glad.

— Det var hun. — Helt sikkert.

Og ...

Og så konkluderede de, at Tea havde det fint.

Hun var glad.

Men ...

Vi er jo ikke eksperter.

Men vi er i kontakt med skolen —

— og skolefritidsordningen, hvor hun gik.

Hun var glad.

Hun var en lille solstråle.

Og vi prøvede på at tale om Line, hendes mor, på en positiv måde.

Vi sagde, at Line var syg, og at det var derfor ...

Line røg jo ind og ud fra Psykiatrisk.

Hun blev indlagt og udskrev så sig selv igen og igen.

Det var skruen uden ende.

Jeg har ikke tal på, hvor tit jeg har haft psykiatrisk skadestue i røret.

Det var jo et mareridt.

Hun forsøgte at begå selvmord flere gange efter skilsmissen.

Der var en periode, hvor Tea ikke kunne bo hos hende.

Line kunne ikke passe sit eget barn.

Men der var ingen, som gjorde noget. Slet ikke.

Hvordan er det muligt? Siger loven, ingen må gøre noget?

De kunne ikke gøre noget, før hun gjorde skade på sig selv eller andre.

Det er totalt sygt! Det er da for langt ude!

Det burde ikke være sådan. For så er det jo allerede for sent.

Så går det galt.

Der var så meget, de kunne have gjort, men ingen gjorde noget.

Pis.

— Jeg forstår godt, du er ude af den. — Ja, det er jeg.

— Det er meget komplekst. — Kan du ikke fortælle mig hvorfor?

— Kan du sige noget som helst? — Nej, det kan jeg ikke, Anders.

Jeg kan forstå, at I har meget dårlige erfaringer med Teas mor.

Men vi vil nødig holde på folk mod deres vilje.

Det er aldrig ideelt at skulle bruge tvang.

Vi vil hellere hjælpe folk til at kunne klare sig selv.

Så de selv bestemmer over deres liv —

— og har magt og kontrol over deres egen situation.

For nogle ...

For nogle resulterer det i en svingdørssituation.

Nogle gange er det sådan, —

— at patienten selv ikke er klar til et behandlingsforløb.

Og så er det svært.

Som du også siger.

Så er der ikke så meget, vi kan gøre.

Men der må jo være begået en fejl.

Nogen har begået en stor fejl, —

— da de fortalte os, at Tea havde det helt fint.

Hun havde det ikke fint! Der må have været noget helt galt.

Der ligger et barn derude, som forsøgte at begå selvmord!

Jeg forstår godt, at det her er utrolig svært.

Og hvor ondt det her gør.

Jeg kan kun sige, at vi gør alt, hvad vi kan, for at hjælpe Tea.

Undskyld.

Jeg må se at gå tilbage nu.

I hører fra mig, så snart jeg har noget nyt.

Hvis der er noget, så sig det til Martin. Hvad som helst. Okay?

Nu bliver jeg her hos jer.

Og så får vi løbende informationer ind på stuen.

Har I lyst til at fortælle lidt om Tea?

Det har været ...

Det har været en god tid.

Tea havde det godt.

Var hun glad for skolen? Havde hun gode venner?

Ja.

Ja, hun havde venner.

Hun gik til håndbold.

Har venner i skolen.

Alt går fint.

Selvfølgelig har der indimellem været lidt pigefnidder, —

— men det er jo helt almindeligt.

Og de småproblemer har vi jo altid løst.

Og alle har jo godt vidst det.

I skolen.

Hendes bedste veninder vidste det.

Ikke at vi talte meget om det.

Vi har næsten ikke talt om det de seneste år.

Vi ville jo ikke ...

Vi ville heller ikke presse det ned i halsen på hende.

Hun har været glad.

Hun har altid været den, —

— som tog sig af alle andre.

De andre kom til hende, når de havde problemer.

Tea er altid glad. Hun har altid været ...

Ja.

Talte hun nogensinde om sin biologiske mor?

Nej.

Nej, ikke rigtig.

Nej. Hun kunne måske sige, at hun savnede hende.

Eller længtes efter hende. Men det har hun ikke sagt længe.

Det var, da hun var lille. Det er meget længe siden.

Dengang kunne hun godt sige, —

— at hun håbede, hun ville se sin mor i Himlen.

Men det er jo bare sådan noget, børn siger.

Hun plejede at sige ...

Hun plejede at sige:

"Far, når jeg dør, vil jeg blive til en smuk blomst.

Så kan du plukke mig og stille mig i vindueskarmen."

Men det er jo længe siden.

Før hun havde noget begreb om den slags.

Hun havde ingen forståelse af, hvad det vil sige at dø.

Nej.

Og det kan være utrolig svært at forstå, —

— hvad der sker oppe i et barns hoved.

De vil jo ofte tage ansvar i vanskelige situationer.

Forsøge at sprede glæde.

Selvom de måske går rundt med tunge tanker, —

— som er svære at dele med andre.

De vil ikke besvære andre med de tunge tanker.

Og så kan det være helt umuligt at få øje på.

Åh, lille skat!

Hvad skal vi sige til Bjørn?

— Hvem er Bjørn? — Teas lillebror.

— Hvor gammel er han? — Han er fem.

Jeg ville være ærlig.

Forklare det i barnehøjde.

Fortæl ham, at det her gør helt forfærdelig ondt.

Men at han ikke er alene med det.

Fortæl ham, at det bliver bedre, —

— hvis man taler om, hvordan man har det.

Hvis man taler sammen om det. Så man ikke er alene.

Har du hørt noget fra Mona?

Nej, hun ville ringe, hvis der var noget.

— Klarer hun den? — Jeg ved det ikke, Maria.

De undersøger hende stadig på Neurokirurgisk.

De kan se, at hjernen er gået i chok.

Den får ikke tilført nok ilt på grund af forhøjet tryk.

Nu holder vi Tea i live, mens vi prøver at få behandlet skaderne.

Men vi ved det ikke.

Vi ved ikke, om hun klarer den.

Jeg må tage hjem til Bjørn. Jeg er nødt til at være hos Bjørn.

Skal jeg følge dig hjem?

— Jeg tager hjem til Bjørn, ikke? — Jo.

Er der nogen, der tager imod dig? Du er velkommen til at blive her.

Jeg vil rigtig gerne hjem.

Min svigermor er der.

Er du sikker på, du vil hjem?

Der er ikke noget, du kunne have gjort.

Ring til mig.

Okay?

Det er koldt derude.

Jeg ordner noget transport til dig. Mød mig i receptionen.

I hører fra mig, så snart jeg har noget nyt.

Okay?

Ring til mig.

Så.

Nu skal du se. Du får mit direkte nummer.

Du må ringe når som helst.

Og hvis der sker noget her, ringer vi straks til dig.

Tak.

Der er betalt.

Bakkevej 18, ikke?

Er du okay?

Så er vi her.

— Hej. — Mor?

— Må jeg sove sammen med dig? — Selvfølgelig. Kom her.

Selvfølgelig, skat.

Du kan altid komme til mig.

Du kan altid komme til mor.

Oversættelse: Malene Hollnagel Scandinavian Text Service 2018