Original subtitles

Onsdag den 21. oktober 2015 ringer min telefon omkring klokken 12.

Det er Lynda Steyn i røret. Jeg kan straks høre, at noget er helt galt.

Jeg kan høre hende græde.

Så får hun fremstammet, at aftenen før...

blev Tshidi skudt og var død.

Jeg sidder og tuder nu. Det skal I ikke tage jer af.

Det var uretfærdigt.

Lynda var dybt ulykkelig. Hun følte, at det var hendes skyld.

Hun følte: "Jeg har ikke gjort nok, Helle."

Det var uretfærdigt, at Tshidi skulle myrdes på den måde.

At han kunne finde på det.

Jeg bliver så sur. Jeg bliver stadig sur på ham.

Da jeg hører, at Tshidi er blevet dræbt, er det min redaktør, Carsten Norton,

som fortæller, at Tshidi er blevet likvideret i Lesotho,

og at Peter Frederiksen mistænkes for at stå bag det.

Det er en ubeskrivelig følelse af frygt, foragt og kvalme.

Min verden går faktisk bare i sort.

Jonas ringer til mig og fortæller, at Tshidi er død.

Jeg kan huske, at Jonas og jeg tænkte: "Det er for vildt."

Han fik utrolig mange fjender på det mord.

Det der er ikke et menneske!

Den vej.

Han slår folk ihjel på stribe!

Vi lukker din forretning. En gangster her i vores eget land.

Du skal dø, ligesom Tshidi døde. Så skal du se.

Vi slår dig ihjel!

Jeg er ikke i tvivl om, da jeg får den opringning,

at det kun er Peter Frederiksen, der kan have stået bag drabet,

men det er svært at bevise, fordi han har det perfekte alibi.

Han sad nemlig inde i fængslet.

Hvis Tshidi bliver dræbt, falder sagen mod ham.

Vi vidste godt, det var hans plan,

men vi havde aldrig troet, han kunne få det gennemført fra fængslet.

Kunne man forestille sig, at han fra sin fængselscelle,

kunne hyre nogen til at få Tshidi dræbt i Lesotho?

Jeg ville ikke have troet, at det var muligt.

Det ødelagde vores sag. Vi har ikke et offer, der kan vidne.

Og uden hende, stod vi over for et enormt smuthul.

Hvis hun ikke er der, er der ingen sag.

Vi kan ikke sige, at det er Peter, men alle tænker det.

Sagen taler til hans fordel, fordi kronvidnet er forsvundet.

Det er et vendepunkt i sagen for alle parter.

Det, der sker, er, at vi alle bliver bange

for ham på et helt andet plan, end vi har været.

At han er så stærk og har så mange ressourcer,

så han kan flytte sagen nærmest efter forgodtbefindende

det gør ham jo frygtindgydende.

På et tidspunkt, i forbindelse med retsforfølgelsen af Peter Frederiksen,

blev sikkerheden omkring domstolene, de involverede betjente,

og anklagemyndigheden skærpet markant.

Det er uniformeret personale med store rifler,

som beskytter retsbygningen og er til stede både inde og ude.

Det er, fordi der er en konkret trussel mod anklagemyndigheden og Lynda Steyn.

Jeg har aldrig set beviserne,

men alle gik ud fra, at Peter Frederiksen stod bag truslerne.

Lige efter drabet på Tshidi modtog vi oplysninger

om en person, som Peter Frederiksen havde kontaktet, og som var hans medfange.

Peter Frederiksen havde bedt ham om at være med til et drab.

At myrde Tshidi, mig selv som efterforskningsleder,

og anklageren, der førte sagen.

Peter har pralet med, at han ville ramme Lynda Steyn

og anklageren Amanda Bester af vejen, altså få dem myrdet.

Det var den løsning, han fandt på,

så Lynda og Amanda får at vide, at Peter planlægger at få jer dræbt.

Det skal man tage alvorligt, når Peter siger det til folk.

Så det tager de virkelig alvorligt.

Vi er altid til stede ved de vigtigste retsmøder.

Alle døre i verden var åbne. Nu lukker det hele lidt ned.

Jeg må indrømme, at Lynda ikke så særlig godt ud,

da jeg møder hende anden gang. Det gør hun ikke.

Hun ser ikke ud til at være i zen. Hun er meget bleg.

Vi har alle et bristepunkt.

Peter blev bristepunktet for hende for, hvornår nok er nok.

Jeg lader mig ikke let gå på. Jeg gør det, der skal til.

Men jeg tror, at Peter Frederiksen var af en helt anden kaliber.

Han gjorde bare tingene på en anden måde. Han havde vist, hvad han var i stand til.

Intet stod i vejen for, at han kunne gøre, hvad han ville.

Han fik, hvad han ønskede.

Og hvad ønskede han sig?

Han ønskede ikke,

at efterforskningslederen og anklageren var til stede.

Han ønskede, at vi skulle dø.

I første omgang får Amanda Bester og Lynda politibeskyttelse.

Tre mænd omkring dem døgnet rundt.

Du har ikke længere noget liv.

For de her mennesker, dine livvagter, er sammen med dig døgnet rundt.

De fulgte mit barn til skole. Hendes liv var også i fare.

Jeg var skrækslagen.

Min datter var skrækslagen. På et tidspunkt blev jeg sygemeldt.

Og jeg blev indlagt

på grund af depression og angst som følge af dette.

Det havde faktisk en frygtelig indvirkning på mit velbefindende.

At være bange for denne mand.

Det er typisk noget, man hører i mafiafilm og den slags.

Er det ikke kun i Napoli, man myrder specialanklageren,

sprænger bilen i luften og fjerner hele familien?

Det er helt uden for vores verden.

Det siger noget om hans kampvilje. Han er fuldstændig kompromisløs.

Jeg bliver også bange for, om han kan komme efter mig

i min lille lejlighed på Vesterbro, 10 000 kilometer derfra.

Jeg skrev ikke ligefrem pænt om ham, da jeg dækkede sagen.

Hvordan påvirker det jeres billede af truslen mod jer selv?

Indtil videre har vi forsøgt at holde Peter væk.

Han sidder i fængsel 1100 kilometer herfra.

Han ved ikke, hvor vi bor.

Vi har ingen officiel adresse, så folk kan ikke finde os.

På den måde er vi ikke bange for Peter.

Han ved endnu ikke, at vi arbejder på sagen.

Han ved ikke, at jeg har siddet her og oversat alle hans dagbøger.

Ved en fejl har en eller anden idiot sendt alle mine private e-mails

til Peters forsvarer.

Peters advokat, som han havde fået på det tidspunkt,

beder om at få udleveret, hvilket han har krav på,

det materiale, som anklagemyndigheden har, så han kan forberede sagen.

Ved en fejl bliver de private e-mails sendt ud.

Pludselig har Peter Frederiksen dem.

Han ved, at jeg er en del af efterforskningen,

og at jeg skal vidne mod ham.

Jeg husker, at det var dengang, Jørn og jeg tænkte:

"Nu er vi også blevet et mål."

Jeg frygtede for både mit og Jørns liv.

Jeg frygtede, at han ville komme efter os.

Vi havde set, at han kunne dræbe Tshidi.

Hvad skulle forhindre ham i at sige:

"Hende der skal ned med nakken."

I en privat e-mail skriver Helle, da hun anmodede om dagbøgerne,

sendte hun vores fysiske adresse til de betjente, der skulle aflevere dagbøgerne,

og har givet meget præcise kørselsvejledninger til vores hus.

Da vi får at vide, at alt det er udleveret til Peters advokat,

er det som at få en mavepuster. Jeg fik ondt i maven.

Der bliver vi bange.

Jeg hader det.

Det er noget værre noget.

-Det er ikke okay. -Nej, det er sgu ikke okay.

Det er voldsomt. Vi har arbejdet med mange voldsomme ting i vores tid.

Krig, død, nød, elendighed og folkedrab.

Vi har før modtaget trusler i forbindelse med vores arbejde,

men i det øjeblik Peter finder ud af, hvor vi bor,

stiger trusselsniveauet helt op til rødt,

fordi vi har lige oplevet, at han har fået slået sin kone ihjel noget tid før.

Nu er vi absolut i hans søgelys.

Vi står i vejen for ham. Vi skal ryddes af vejen.

Peter Frederiksen var slet ikke tilfreds med, at Helle Maj

som journalist blev inddraget for at bistå politiet i efterforskningen.

Jeg var af den opfattelse, at hun fremstillede ham som et uhyre.

Han følte sig forrådt af hende.

Da vi kommer til Bloemfontein for at deltage i retssagen,

kører politiet os langt ud på landet til et privat hus,

hvor en advokat havde nogle værelser, vi kunne bo i.

Før vi fik lov til at gå ind i rummene og i det hus,

skulle vagter med maskingeværer

gå ind og tjekke, om der var nogen bomber. Det var helt surrealistisk.

Vi står i en situation, hvor kronvidnet er blevet slået ihjel.

Anklageren og efterforskeren er under døgnbeskyttelse af vagter.

Ingen ved, hvor det her vil ende.

Det har næppe været sjovt for hverken anklageren eller Lynda

at indse, at han sad med kortene på hånden.

Det blev vildere og vildere og vildere.

Politiet kan ikke bevise, at Peter har begået drab.

Anklagen handler stadig om, at Peter har skåret i kvinder uden at være læge.

Peters forsvarer finder ud af, at der ikke findes nogen lov om omskæring.

Han kan ikke dømmes for det. Det er en bombe i sagen.

Sundhedslovgivningen var blevet ændret i Sydafrika,

så det var stadig forbudt ved lov at skære i folk,

men de havde glemt at sætte en straframme ind.

De kunne ikke dømme ham. Der er ingen straf for det.

Det, der skete, var, at anklagemyndigheden måtte trække

alle anklagerne om omskæring. Det var 20 anklager.

Du er blevet frikendt for anklagerne om omskæring.

Som man siger: Selv djævlen har ret til en forsvarer.

Det er et retfærdigt og rimeligt system, og det er det vigtigste.

Siger du, at selv djævelen har ret til juridisk bistand?

Er Peter Frederiksen djævelen?

Personligt var jeg af den opfattelse, at han levede et dobbeltliv.

Og han faktisk havde to sider,

kan man sige, to personligheder.

Det var på en måde foruroligende,

men jeg er forsvarsadvokat,

så det er min opgave at varetage mine klienters interesser.

Mit indtryk er, at Lynda Steyn og politiefterforskere

er nødt til at starte helt forfra for at opbygge denne sag.

Selvom Lynda møder modstand,

bliver hun ved med at kæmpe og grave dybere

for at finde en ny måde at få ham dømt på.

De giver ikke op. Det er imponerende, at nogle mennesker ikke giver op.

Jeg arbejdede videre med sagen i de otte måneder, jeg var sygemeldt.

Hvorfor?

Jeg måtte sørge for retfærdighed for Tshidi og børnene.

Jeg lovede hende, at jeg ville stå ved hendes side til det sidste.

Jeg tror, at jeg ville svigte formålet med mit arbejde,

hvis jeg lod en anden tage over,

og i sidste ende ville retfærdigheden ikke ske fyldest,

fordi jeg ikke kan fuldføre mit arbejde, hvis jeg ikke er til stede.

Det var interessant.

Jeg tager hatten af for anklagemyndigheden og Lynda,

fordi de sigter ham alligevel for drabet på Tshidi.

Derefter satte de alt ind på at finde de indsatte, der kunne fortælle dem:

"Har I hørt noget? Set noget? Har I talt med Peter om det?"

Hun fortsætter og ender med at få hul igennem til en,

der kan fortælle, hvordan mordet på Tshidi fandt sted.

Vi og Lynda kalder ham "kørestolsmanden", fordi han sidder i kørestol,

efter at han blev skudt i rygsøjlen under et røveri, som han lavede.

Han er villig til at stå frem og vidne mod Peter.

Anklageren bliver meget tændt på det.

Hvis hun med beviser

kan få Peter tiltalt for at arrangere drabet,

så risikerer han en meget lang fængselsstraf.

Glem omskæringerne. Hvis vi kan få ham dømt for drab, gør vi det.

Har du fortalt Peter Frederiksen, at du havde dette vidne?

Vi holdt det for os selv.

Vi fortalte ikke Peter Frederiksen, at vi havde det vidne.

Hvorfor ikke?

Vi vil jo ikke risikere at sætte vores sag på spil,

hvis han finder ud af det og får en anden til at dræbe vidnet i fængslet.

Det var svært at være optimistisk under den retssag,

fordi han er så uforudsigelig. Han kan finde på hvad som helst.

Jeg tænkte bare: "Jeg håber virkelig på det bedste."

At nå frem til retssagen var en milepæl for mig.

Du ved, at din efterforskning er afsluttet.

Nu kunne jeg læne mig tilbage, lytte til mine vidner og selv vidne.

Til sidst er det dommeren, der træffer den afgørende beslutning i retten.

Når vi først er kommet igennem metaldetektorerne,

kan vi arbejde, som vi altid har gjort. Både før og efter retsmøderne,

kunne vi sætte os ned og interviewe ham.

Peter, hvordan har du det?

Det var ikke pænt gjort af jer.

-Hvad? -At skrive det i avisen.

Hvad havde du regnet med? Du gav jo et interview.

Vi skal bare have sandheden frem.

-Hvad siger du? -Vi skal bare have sandheden frem.

Hvilken sandhed er det, der skal frem? Tager politiet virkelig fejl?

-Fuldstændig fejl. -Så du er uskyldig?

Jeg forstår ikke, hvorfor de gør alt det her, hvis du er uskyldig.

Nej, det ved jeg heller ikke.

Hvad skete der med Tshidi?

Hvem har skudt hende?

Jeg var virkelig selvsikker.

De utallige anklagepunkter, der blev rejst...

Jeg var helt overbevist om, at han ikke ville blive dømt for dem.

Jeg tror overhovedet ikke på teorien om, at han var seriemorder.

Så ja, jeg var meget sikker, og han havde en stærk sag.

Retssalen er et meget dunkelt lokale.

Retssalen er plastret til

med tungt bevæbnede betjente, der står langs væggene med store rifler.

Stemningen er anspændt både uden for retslokalerne,

men især inde i retslokalet.

Amanda Bester og Lynda Steyn er påvirkede af situationen.

De er påvirkede af at befinde sig i samme rum som Peter Frederiksen,

som de har en formodning om forsøger at få dem slået ihjel.

For enden af lokalet sidder dommeren hævet op.

Lidt længere nede sidder Peter inde i lokalet.

Ved siden af ham sidder Jørgen Dahl, hans tolk.

Han sad troligt ved siden af Peter

og skulle høre på ham jappe fra morgen til aften.

Det ser pænt ud med en flaske vand.

Hvis du skulle vise Sydafrika, burde det være et glas rødvin.

Anklagemyndigheden var bekymret over,

om Peter Frederiksen skulle kunne bruge

som grund for appel, at han ikke forstod, hvad der foregik.

De var så opsatte på at få ham dømt.

De ville ikke give ham nogen mulighed for at snakke sig ud af det.

Så det endte med, at vi indgik en lille kontrakt.

Jeg rejste op til Bloemfontein og sad ved siden af Peter i omkring en måned.

Han var ikke en dum mand.

Han kunne være charmerende og hyggelig at sidde og tale med.

At han var psykopat, som jeg vil sige, han var,

fandt jeg først ud af i løbet af retssagen.

Han havde slet ingen erkendelse af, at han havde gjort noget galt.

Jeg er lige ved at sige næsten tværtimod.

-Hvad betyder det? -For eksempel det med omskæringerne.

Han mente jo, at han kun gjorde dem en tjeneste ved at bruge lokalbedøvelse.

Hvad tænkte du om den udlægning?

Hvad jeg tænkte? At manden er skør.

Det finder jeg mig ikke i.

Når jeg kommer derop, vil jeg sige til dommeren, at jeg ikke finder mig i det.

Ja.

Retssagen forløber sådan her: Anklageskriftet bliver læst op,

og så begynder man at afhøre vidnerne i retten.

Anklagemyndigheden arbejder løbende på at opbygge den sag, de vil føre.

Jeg havde ikke troet, at jeg skulle vidne.

Jeg skulle bare give Lynda nogle oplysninger, og det var det.

Pludselig fik jeg at vide,

at jeg ikke bare skulle vidne i en time, to timer eller en dag.

"Du kommer nok til at stå der i tre dage."

I starten var der spørgsmål, hvor jeg skulle bekræfte

alt det, vi havde fået at vide af Peter.

Det første, jeg bliver bedt om at tale om, er videoen, vi optog med Peter,

fordi han talte dansk i videoen, så det har vi oversat.

Et af de klip, de brugte, viste sig at være afgørende,

fordi han her faktisk tilstår, at han er parat til at dræbe.

Jeg er absolut ikke blevet opdraget til at slå nogen ihjel.

Absolut ikke. Men jeg tror på...

og det mener jeg virkelig.

Jeg tror på, at det nogle gange er nødvendigt at gøre den slags ting.

Hvis man selv vil overleve.

Det er meget mærkeligt at være i et rum sammen med Peter Frederiksen.

Jeg kunne mærke, at han ikke kunne lide mig. Og jeg kunne ikke lide ham.

Jeg forsøgte at lade være med at se på ham.

Da jeg var færdig med at vidne, kunne jeg sidde i lokalet

og følge med i, hvad der foregik, og der sad jeg nærmest lige ved siden af Peter.

Og Jørn sagde til ham: "Det ser lidt sort ud."

Og så sagde Peter, helt glad: "Men dommeren kan lide mig."

Jeg vil sige, at i to tredjedele af retssagen

virkede han ret afslappet og ret selvsikker.

Han fortalte for eksempel, at han havde to drenge med Tshidi.

Ambassaden ville vist nok hjælpe ham med at skaffe drengene danske pas,

så de kunne komme til Danmark.

Han kunne selv tage dem med

og give dem en god uddannelse og bedre leveforhold.

Det var hans opfattelse

i de første to tredjedele af retssagen.

Jeg kommer ikke til at sidde her særlig længe.

Så gik det op for ham, at tingene ikke var gået helt som forventet.

Hvornår fandt han egentlig ud af, at du havde det her vidne?

Ifølge mig var det den dag, hvor Motlatsi kom ind med sin kørestol

fra cellerne nedenunder og vidnede.

Kan du huske udtrykket i hans ansigt?

På det tidspunkt var jeg mere optaget af, hvad vidnet skulle vidne om.

Vil han fortælle det samme i retten, som han sagde til os tidligere?

Eller bliver det anderledes?

Vi ved ikke, om han var et troværdigt vidne.

Vidnet fortalte, at han havde mødt Peter før retssagen i september 2015.

Peter havde en opgave til ham, der involverede et vidne, nemlig hans ekskone.

Peter ville betale 120 000 rand for at få Tshidi dræbt.

Motlatsi kom ind i sin kørestol

fra cellerne nedenunder og vidnede. Han så ham der,

og nu gik det op for ham, hvad der egentlig foregik.

Vidnet havde forbindelser uden for fængslet

og tog kontakt til en mand i Lesotho ved navn Paul.

Det var ham, der skulle udføre drabet.

Peter havde sagt, at Meshack skulle sørge for penge og pistoler.

Han ville fortælle dem, hvor vidnet befandt sig, som skulle slås ihjel.

Jeg tror, det udtales Motlatsi Moqeti.

Det er Motlatsi, ja.

-Kender du ham? -Nej.

Da Peter sad i fængsel,

sagde han til mig, at der var en fyr i fængslet, som sad i kørestol.

Har du nogensinde talt med ham? Moqeti?

Jeg kender ham ikke. Jeg kunne ikke tale med ham.

Meshack gav dem våbnene.

Han har ansvaret for alt på det område i Lesotho.

Under Peters retssag

aflagde Moqeti vidneudsagn om, at du hjalp med at dræbe Tshidi

ved at skaffe våben og en bil til lejemorderen.

Som jeg sagde, det er løgn.

Jeg kan ikke udpege ham, og han kan ikke udpege mig.

Jeg kender ham ikke. Jeg kan umuligt have talt med ham.

For at være helt tydelig: Hvilken rolle havde du i drabet på Tshidi?

Ingen.

Da han begyndte at vidne,

gik det hele bare så glat og så godt. Det var helt fantastisk.

Det var helt utroligt.

Jeg har aldrig lavet nogen aftaler med den mand.

Jeg var frustreret,

og han var også meget frustreret på grund af det.

Hvis du får 18-20 års fængsel for det drab,

mener du så, at det er justitsmord?

Ja, i hvert fald når det gælder manden i kørestolen.

Peter formåede at bortforklare det hele.

At han slet ikke havde sagt eller gjort noget som helst.

Det havde intet med ham at gøre.

Det var uheldigt, at hans kone døde.

Hun må være kommet på tværs af nogle andre.

Der var mange kriminelle i Lesotho.

Jeg kan ikke leve med at blive dømt med manden i kørestolen,

som jeg aldrig har aftalt noget med.

Alle i fængslet, der kender ham,

er rystede over, at en dommer bare tager hans ord for gode varer.

Der var også et andet vidne.

-Han er sgu for øvrigt død. -Det ved jeg godt.

Nogen skød ham.

Det lykkedes Lynda at finde flere vidner.

Under retssagen er der et vidne, der afgiver forklaring.

Han bekræfter, at han hørte Peter Frederiksen

tale i fængslet om, at han ville slå Tshidi ihjel.

Han fortæller det i retten, og så bliver han myrdet kort efter.

Der er endnu et vidne, som ikke når at vidne,

fordi han dør, inden retssagen begynder.

Han havde også hørt Peter i fængslet snakke om, at Tshidi skulle myrdes.

For mig lyder det, som om Peter Frederiksen var involveret i det.

Det er jeg sikker på.

Han rydder alle af vejen, der er imod ham.

De skal bare væk, for så får han en mulighed for frihed.

Så var der manden i kørestolen, der var involveret. Han overlevede.

Det var ikke så rart.

Hvad gør vi nu?

Der er en kæmpe forventning, da Peter får sin dom.

Sagen har kørt i lang tid.

Der har været en masse af de samme mennesker til retsmødet.

Vi er en ret stor gruppe,

som sammen har en kollektiv forventning om,

at nu skal Peter dømmes.

Er du klar til at modtage din straf?

-Nej. -Nej?

Alle bedes rejse sig.

Da dommeren kommer ind,

og vi ved, at vi snart får at vide, hvor hård Peter Frederiksens dom bliver,

er vi alle nervøse.

Den mindst nervøse var Peter Frederiksen.

Han lignede en, der tænkte: "Det skal nok gå."

Jeg vil gerne sige et par ord.

Det var nok en stor misforståelse, at jeg nogensinde kom til Sydafrika.

Det var nok en stor misforståelse, at jeg nogensinde kom til Sydafrika.

Og så håber jeg, at...

Og så håber jeg, at...

...at forbrydelsen mod Tshidi bliver fuldt opklaret.

...at drabet på Tshidi

bliver fuldt opklaret.

Tak.

Hr. Frederiksen. Det er nu tid til at afsige dommen.

Den unge mor Tshidi ville stadig have været i live,

hvis det ikke havde været for Deres afskyelige handling,

hvor De skaffede villige medskyldige

og beordrede dem til at slå Deres kone ihjel, hr. Frederiksen.

Han var nok den sidste, der indså det.

Det var vidneudsagnene mod ham, der var ubestridelige.

Der var slet ingen tvivl om, hvad der var sket.

Drabet var overlagt og planlagt. Du var den general, der stod bag drabet.

Der gik det op for ham.

Du mener ikke, du har gjort noget galt,

men prøver at retfærdiggøre dine handlinger.

Du har ingen samvittighedskvaler og er ikke- angrende.

Efter at have taget alle omstændigheder i betragtning,

finder jeg, at livsvarigt fængsel er den eneste passende straf.

Der får han for allerførste gang en snert af frygt i blikket.

Han forstår, at det her er alvor.

Han kan ikke længere stikke af til Sverige eller Sydafrika, som han gjorde før.

De idømmes livsvarigt fængsel.

En lang fængselsstraf er ikke nok. De skal fjernes varigt fra samfundet.

Der var jubel over det hele.

Det betød alt.

Det var et utroligt øjeblik, da han fik sin dom.

Min anklager og jeg faldt hinanden om halsen.

Vi græd. Det var bare glædestårer.

Der er en løssluppet stemning i lokalet bagefter.

Han er blevet kendt skyldig i næsten alle anklagepunkter.

Så er der dommen for våbnene, for medicinen...

Det endte med to livstidsdomme

og yderligere 51,5 år.

Vi går ud, efter han er blevet dømt,

og han bliver ført væk af politiet og fængselspersonalet.

Vi går ud, og der er en kæmpe lettelse iblandt anklageren,

Lynda Steyn, Helle og mig, som har arbejdet tæt sammen.

Det var en total lettelse.

Jeg har også billeder af det,

men jeg bliver selv så rørt, at jeg er nødt til at lægge kameraet fra mig

og gå væk, for det var meget følelsesfyldt.

Jeg blev så lettet, da dommeren til allersidst sagde:

"Du skal fjernes varigt fra samfundet."

Nu er han væk. Nu kan vi smide ham ud af vores liv.

Nu er det forbi. Jeg behøver ikke længere tænke på ham eller få mareridt.

Jeg ville ikke give et interview til nogen i dag,

hvis jeg vidste, at Peter stadig var i live.

Selv hvis han sad i fængsel, ville jeg ikke sidde her,

for mit liv ville stadig være i fare,

mens jeg sad her og talte med nogen om denne sag.

I dag ser jeg på ham

som den værste forbryder, Danmark har frembragt i min levetid.

Han har aldrig fået den plads, han fortjener.

Han skal have sin plads i kriminalhistorien som det, han er.

Et forfærdeligt monster.

Tekster af: Maia Bjørnmose plint.com