All language subtitles for A.M.U.S01E02.1080p.AMZN.WEB-DL.DUAL.H.264-NORViNE_track5_[dan]

Jeg ved sgu ikke...

Jeg kan ikke sige andet end...

Det er jo mærkeligt,
at man ender som våbenhandler

og er efterlyst i Danmark
for at have haft nogle forbudte våben.

Fra at have haft nogle våben i Danmark,

måske seks eller syv pistoler,

så ejer man lige pludseligt 3.000 våben.

Det er en mærkelig fornemmelse.

Ja, der har været en hel
del historier gennem årene.

Og et par forgiftninger og den slags.

Det store spørgsmål er: hvornår og hvor?

Er det i Danmark, Sydafrika eller Lesotho?

Er det i Tyskland?
Han har rejst i mange lande.

Hvor mange er der?

Kan vi finde ud af det?

For at finde ud af det
er vi nødt til at gennemgå alle navnene

i hans papirer og dagbøger.

Vi må finde ud af, om de er døde,
og hvordan de er døde.

Han er død. De er begge døde.

-De er tilfældigvis døde.
-Det er dem, der er i dagbogen.

På det tidspunkt går vi ned i soveværelset
og begynder at lave lister på væggen.

Normalt er der en, der er død,
og så skal vi finde banditten.

Her har banditten mere på samvittigheden,
og hvad er så det?

Vi har lidt over 12 timers optagelse.

Dem gennemgår vi så med andre ører
og ser på dem med andre øjne.

En af de mere interessante
eller mærkelige historier

i vores interview med Peter

handler om en mand,
der hedder Andrew Visser.

I 2004 boede jeg et sted,
der hed Cura Lodge.

Der boede jeg altid. Og...

En aften sad der en kvinde
på min egen alder

og røg nogle cigaretter.

Alta Labushagne.

Jeg havde en flaske Amarula.

Jeg inviterede på et glas,
og vi endte med at dele flasken.

Så siger hun...

"Jeg synes, du virker som en sød mand."

De begynder at drikke sammen,
hver gang hun kommer på Cura Lodge.

Efter kort tid køber hun en lejlighed,

altså et lille rækkehus i Bloemfontein.

Og så beder hun Peter flytte ind.

Og hun elskede mig ud over alle grænser.

Mit indtryk er, at Peter kom til Sydafrika
uden noget som helst.

Jeg har ikke indtryk af,
at han havde noget arbejde,

og det var nok også derfor,
at han var så afhængig af Alta.

Hendes søn...

Hun havde kun én søn,
og han havde begået selvmord i en bil.

Men hun havde stadig en datter.

Hun var hendes et og alt.
Hun var omkring 35 og gift med en mand

på samme alder, som havde et VVS-firma.

Han var en god forretningsmand,
men han slog datteren sommetider.

Og det var selvfølgelig synd.

Og Alta kunne ikke lide ham.

På et tidspunkt inviterer
Alta og Peter så til julefrokost

hjemme hos Alta.

Der kommer Andrew Visser og hans kone,

altså Altas datter,
sammen med deres to børn.

Alta og hendes datter havde lavet
en dejlig frokost med sild fra Danmark.

Så sidder vi til bords,
og han kunne mægtigt godt lidt silden.

Han ville ikke have snaps,
men han drak en øl.

Så rejser han sig halvt op i stolen.

Så siger han: "Nu dør jeg."
Og så døde han.

Konen var sådan set glad for, at han døde.

Og Alta brød sig heller ikke om ham.

Jeg ved jo, at Lars Almind døde
meget pludseligt

kort efter at have drukket
en øl med Peter.

Og så dør Andrew Visser

under en julefrokost,
hvor han drikker med Peter.

Det... det sker for tit.

Jeg læste dagbøgerne endnu en gang

for at se, hvad der stod der fra den dato.

Og der noterer han,
hvad Andrew Visser drak til julefrokosten.

Næsten alle morfinstoffer har
en kraftig smag.

Så hvis man skal skjule det i drikkevarer,

skal man vælge drikkevarer,
der også smager kraftigt.

Morfinstoffer har en lidt bitter smag,

så øl og humle, der smager bittert,
er nok et godt sted

at skjule den her bitre,
morfinagtige smag.

En enkelt dråbe i en øl
er der ingen, der kan overleve.

Alle vil dø, medmindre de får en modgift.

Politiet overdrager mig alt det,
de har beslaglagt af Peters billeder.

De rækker mig dem bare og siger:
"Kig på dem og se,

om det hænger sammen med det,
der står i Helles dagbøger."

Da vi får dem, så er der et billede,

som Peter bare har taget... af liget.

Det er altså ikke normalt.

På billedet ligger der
sådan en rigtig fin Parker-fyldepen

nede i hjørnet.

Han havde altid den Parker-pen siddende

i brystlommen på sin skjorte.

Den faldt ud, da han væltede,
så den lå på jorden.

Og så siger Alta: "Du må gerne få den."

Så fik han også lige en fyldepen
fra den døde mand.

Det var ikke en normal opførsel
efter min mening.

Han har et særligt forhold til
de handlinger, han har begået,

og han har en svaghed for trofæer.

Det er åbenlyst, at der er nogle ting,

som han tager med sig
fra forbrydelserne og gemmer.

Han opbevarer klitorisser i en fryser,

og han gemmer kønsbehåring
fra de kvinder, han har omskåret.

Det er kønshår.

Han gemmer en champagneprop
med en dato fra en af omskæringerne.

Han tager også billeder.

Jeg kan huske billedet af manden,
der lå på jorden.

Han faldt om på vej til middagsbordet
og døde på stedet.

Obduktionen sluttede et hjertestop.

Mener du, det er mistænkeligt?

Jeg ser det som et mistænkeligt dødsfald.

Jeg undersøgte sagen,
og vi kunne have fået liget opgravet.

Og undersøgt det for stoffer,
men da kroppen var blevet kremeret,

ville vi ikke kunne finde noget.

Efterforskede I sagen yderligere?

Vi indhentede vidneudsagn fra svigermoren,

som var Peter Frederiksens ekskæreste.

Jeg afhørte hende grundigt.

Hun ville ikke fortælle os,
hvad Peter havde gjort.

Vi får aldrig svar på Andrew Vissers død
på grund af kremeringen.

Vi kan aldrig undersøge,
om der er giftstoffer i hans krop.

Og når Alta ikke vil fortælle noget,
så er det umuligt.

Efter Andrew Vissers død,
men inden han bliver begravet,

overfører hun 200.000 rand til Peter.

Er det bare en tilfældighed,
at han får alle de penge af Alta?

Hun gav mig 200.000, da vi købte butikken.

Hun sagde, det var en gave.

Det var pænt af hende, og hun...

Det var, da vi købte Impala Arms.

Hallo?

Han har brug for pengene
til sit næste store projekt,

som er at købe byens største våbenbutik,
der er sat til salg.

Her er indgangen
til vores lille forretning.

Alle de her rifler,
som I kan se, tilhører forretningen.

Alle de ting, der ligger her,
er blevet solgt til kunderne.

Langt størstedelen er jagtrifler
og håndvåben til selvforsvar.

De sælger godt.

Her i forretningen kan vi sælge
mellem 10 og 15 af dem om ugen.

Min farmor sagde altid:

"Peter, hvordan skal det dog ende
med dig og dine våben?"

Det endte ikke så godt.

Når man arbejder med den slags ting,
bliver det ligesom bananer og kartofler.

Peter får meget hurtigt succes
med sin forretning.

Han tjener sine egne penge
og har ikke længere brug for Alta.

Så han flytter ind i sit eget hus,
og de to holder op med at ses.

Men folk bliver ved med at dø omkring ham.

Mens vi gennemgik Peters billeder,
oplysningerne fra vores interview

samt alle hans dagbøger,

finder vi pludseligt en historie

om endnu en julefrokost,
hvor en mand falder død om.

Peter dukkede op,

og han var en ualmindelig behagelig mand.

Han lærte hurtigt noget om våben.

Han vidste intet om våben,
men vi lærte ham det hele.

En mand ved navn Peter Kali

er ansat i hans våbenforretning.

Vi skulle holde en lille julefrokost.

Vi tog hen til Lancers Inn

og spiste lidt og drak et par flasker vin.

Så besluttede vi os for
at tage tilbage til butikken

og købe et par flasker vin
og sætte os derinde.

Jeg købte seks øl, og dem drak vi.

Peter var en smule beruset,
men ikke sådan rigtigt beruset.

Han var i godt humør,
og vi fik et par glas.

Han står så op ad sin egen bil,
min bil holdt ved siden af.

Så falder han halvt ned ad bilen
og kaster op over min bil.

Der kan jeg godt se, at den er helt gal.

En time efter er han død.

Det, man lagde mærke til,
når man læste Peters dagbøger, var,

at han skrev alt ned.

Han skrev om temperaturen,
hvad han fik til frokost,

og om han drak to
eller tre snaps til frokost.

Og midt i det hele skriver han:
"Etorfin i øl".

"Lidt i øl", "Peter meget svimmel".

Hvis jeg sidder her med dig nu,
og du falder død om ved siden af mig,

så er det første gang for mig.

En anden og tredje gang er ikke normalt.

Nu bliver det for alvor mystisk.

Vi har Andrew Visser i 2007,

der dør pludseligt under en julefrokost,
som Peter har arrangeret.

Og så er der Peter Kali i 2014,
som dør til en julefrokost.

Så kom obduktionsrapporten.

Han døde af et hjerteanfald.

Ja, der har været en hel
del historier gennem årene.

Og et par forgiftninger og den slags.

Lynda Steyn kan ikke gøre noget,
fordi Peter Kali døde i Lesotho.

Han er fra Lesotho,
og hun er fra det sydafrikanske politi.

Hun kontakter politiet i Lesotho
ad flere omgange,

men de vil ikke samarbejde med hende.

Peter Kali er desværre
uden for mit område,

så jeg kan ikke gå nærmere ind på den sag.

Har du videregivet oplysningerne
til det lokale politi i Lesotho?

Jeg videregav alt, jeg havde.

-Hvad gjorde de med den viden?
-Det kan jeg ikke sige.

Med alt det, vi finder om Peter,
så tror vi jo ikke, at vi er færdige.

Vi er sikre på, at der er mere
at opdage i hans fortid,

og det leder vi efter sammen med politiet.

Efterforskningen i Sydafrika
angående omskæringerne skrider frem.

Jeg fik hans Nikon D60-kamera
og hans originale Nokia-telefon,

og der finder jeg en video.

Det er en video af en omskæring.

Der er enormt mange billeder
af kvindelige, omskårne kønsorganer.

Der var tidspunkter,
hvor jeg lukkede øjnene.

Jeg ville ikke se det.

Han omskærer den ene kvinde
efter den anden hernede.

Er det noget, han lige er begyndt på?
Nej, det er det næppe.

Peter fortæller os,
under det her lange interview,

at han lærte at omskære kvinder i Danmark.

Hvordan man bedøver
og håndterer de kirurgiske redskaber.

Det er endnu en historie, vi først tror
er løgn, men som viser sig at være sand.

Under interviewet i Bloemfontein

fortæller Peter, at han har været medlem
af en sadomasochistisk klub ved navn SMil.

Jeg hedder Ingrid,
og jeg er pensioneret præst.

Da jeg var yngre
og i gang med mine studier,

var jeg involveret i det danske
sadomasochistiske miljø.

Jeg har en del minder
fra slutningen af 80'erne.

Et af de minder er særligt ubehageligt,

og det har forfulgt mig lige siden.

Det begyndte i Danmark.

Jeg kom på en klub i København,
der hed SMil,

hvis det siger dig noget.

SMil er en forening for sadomasochister.

Vi, som kom der, havde et trygt, legende

og inspirerende miljø, hvor vi
kunne tale om vores seksualitet.

Visse udfoldede også
deres seksualitet i det rum.

Så vidt jeg husker det,
var Peter Frederiksen meget isoleret.

Jeg kan ikke huske,
at han talte med nogen,

før jeg en dag så ham sidde i en sofa

midt i en intens samtale med et
medlem af den daværende bestyrelse.

Og det medlem er samtidigt min kollega,

som er præst, og jeg læser jo teologi.

Det var dengang,
jeg mødte en kvindelig præst.

En dag spurgte hun mig,
om jeg kunne skære hendes forhud væk.

Jeg sagde: "Nej, tænk nu,
hvis der går noget galt?"

Jeg havde et stort konfirmandhold
sammen med hende,

fordi hun havde brug for en hjælper.

Så sker der det,
at hun en dag ikke dukker op.

Jeg står alene
med omkring 30 konfirmander.

Og da undervisningen er forbi,

tænker jeg, at jeg er nødt til at se,
om der er sket noget.

Så går jeg hen til præsteboligen
og går ind.

Da jeg kigger ind i hendes soveværelse,

ligger hun på gulvet i en blodpøl.

Jeg kan godt se, at hun ikke er død,
men hun er nærmest livløs.

Jeg kan også se,
at der på et bord ved siden af

står nogle ampuller,
og der ligger nogle sprøjter.

Der er blod overalt, og hun er nøgen.

Erkendelsen af, at det her var

en lemlæstelse, en omskæring,
den kommer gradvist.

Jeg er nødt til at ringe
efter en ambulance.

Jeg får at vide,
at hun kort tid efter blev overført

til et lukket psykiatrisk hospital,
hvor hun er i tre måneder.

Men jeg har, ifølge hende,
fejlvurderet situationen fuldstændigt.

Der var ingen fare på færde,

og det var forkert, at hun blev hentet
af ambulancen og sygemeldt.

"Peter har virkelig hjulpet mig.

Jeg er sluppet fri fra mit begær.

Jeg har det ikke længere."

Vi er den forretning i Bloemfontein,
der har flest skydevåben på lager.

Når vi har flest,
har vi omkring 4.000 våben her.

Nu har vi cirka 2.800.

Vi køber dem billigt.

Jeg giver omkring 250 rand for den her,

og vi sælger den for 5.000 eller 6.000.

Så det er en god handel.

Det har altid været en god fortjeneste
at eje en våbenbutik i Sydafrika.

Og det bliver kun bedre.
Jo mere kriminalitet, jo bedre.

Der sker det,
at Peter meget gerne vil åbne

en filial af Impala Arms i Lesotho.

Lesotho er et land,
hvor du stort set kan gøre alting.

Hvis du har penge, er der ingen grænser.

Det er et råt og brutalt land.

I Danmark eller Sverige,

gælder der helt andre regler for,
hvad man må og ikke må.

Man kan ikke bare slå folk ihjel.

Så ryger man i fængsel.

Men sådan er det ikke i Lesotho.

-Og det kan du lide?
-Nej, det kan jeg ikke.

Men det er en fordel,
hvis man arbejder i et land,

og man gerne vil have tingene til at ske,
så kan det være en fordel.

Han begynder at undersøge,
om det er muligt

at få lov til at åbne
en våbenbutik i Lesotho.

Men han finder ud af,
at han skal være statsborger der.

Den eneste måde, han kan gøre det på,

er at finde en kvinde fra Lesotho
og gifte sig med hende.

Han tager på et hotel, der har et kasino,

og pigen, der deler kortene ud,
hedder Lineo.

En aften havde jeg fri.

Min vagt var slut.

En fyr kom over til mig og sagde,
at han gerne ville snakke med mig.

Han sagde, han var flyttet til Maseru,
og at han ville åbne en forretning.

Men han kendte ingen i området.

Jeg mødte Lineo på Maseru Sun,

hvor jeg en aften var inde for at
få en drink, og hun sad ved baren.

Hun var en henrivende, ung og smuk kvinde.

Hun havde en meget flot krop og alting,

og hun var også klog.

Jeg var vildt forelsket i Lineo.

Efter tre-fire måneder ville han giftes,
men jeg sagde, at det var for tidligt.

Så jeg betalte 5.000 maloti

til familien som brudepris.

Og så skulle vi jo giftes på et tidspunkt.

Så begyndte han
at tale med mig om omskæring.

Han blev ved og ved.
Han talte om det næsten hver dag.

Han viste mig nogle billeder.

Han sagde: "Det er ikke slemt.
Jeg har billeder. Jeg har gjort det før."

Jeg sagde: "Du er ikke læge.
Hvordan kan du gøre det?"

Han sagde: "Jeg har gjort det
på mange kvinder."

Det gav ikke mening for mig.

Jeg sagde: "Jeg har det ikke godt med det,
så jeg vil ikke gøre det."

Hans ansigt ændrede sig. Jeg kunne se,
at han absolut ville gøre det.

Så intet kunne stoppe ham.

Nogle gange blev han meget vred,
så jeg blev virkelig bange.

Jeg ved ikke, hvad der skete,

men pludseligt en dag,
da jeg kom hjem fra butikken,

havde hun skrevet et brev,
hvor hun sagde, at hun havde forladt mig.

Hun elskede mig stadigvæk,
men hun ville tilbage til Lesotho.

Og så begyndte kampen.

Jeg blev næsten syg oven i hovedet.

Fordi jeg havde mistet hende.

Jeg rendte efter hende,
og hun forsøgte at flygte fra mig.

Dengang vidste vi ikke,
at han faktisk forfulgte Lineo.

Da vi fik alle hans billeder
og udskrifter,

så vi et stort farvefoto.

Der er et billede, jeg gerne vil vise dig.

Det er mig hjemme hos ham.

"Dusør."

"2.500."

Så vidt jeg kan se af dagbøgerne,

har han blandt andet sat
en efterlysning op ved grænsen.

DUSØR R 2.500

Han fik også en af sine ansatte
til at lede efter hende.

Han er en tidligere
politibetjent ved navn Meshack.

Ifølge Peters dagbøger var
han nærmest hans højre hånd.

Meshack har været en stor hjælp for mig.

Han har flere gange reddet mig ud
af nogle meget svære situationer.

Jeg er ret gode venner med Meshack.

Han er en hård negl.

Og jeg er sikker på,
at han har slået mange ihjel.

Okay.

-Har du dræbt mange mennesker?
-Nej, ikke en eneste.

Ikke engang en myg.

Hvis jeg havde dræbt mange mennesker,
ville jeg sidde i fængsel.

Lineo. Har du hørt det navn?

-Lineo?
-Lineo.

Lineo, ja.

Jeg kender ikke Lineo. Jeg ved ikke noget.

Han gifter sig altså ikke med Lineo,
for hun går under jorden.

Ifølge Peters tankegang skal han finde
en ny Lineo-type

at gifte sig med.

Så han tager igen på et hotel,

sætter sig i baren, og der sidder Tshidi.

For Peter handler det hele om
at få et pas, hvor der står,

at han er gift med en kvinde fra Lesotho,
så han kan åbne sin våbenbutik.

Så begynder jeg
at komme sammen med Tshidi.

Hun bliver ret glad for mig.

Hun spørger, om jeg stadig ser Lineo.

Jeg svarer: "Der er ikke noget seksuelt
mellem os.

Men jeg savner hende."

Det var ikke godt, for hun kendte Lineo,

og hun var et forfærdeligt menneske,
så hun skulle skaffes af vejen.

Hvis jeg ville have Tshidi,
så skulle hun nok finde på en plan.

Jeg siger: "Det lyder måske
lidt voldsomt at gøre det."

Men hun kendte en heksedoktor
ikke så langt derfra.

Så vi tager hen til heksedoktoren,

og hun spørger mig, hvad hun skal gøre.

Og Tshidi siger,
at opgaven er at skaffe Lineo af vejen.

Det kunne hun sagtens klare.

Hun havde afskaffet mange.

Hun ville bare have 1.500,
så skulle hun nok klare opgaven.

Jeg sagde: "Jeg betaler ikke nu."

Jeg kender dem.
De forsvinder bare, og så er det slut.

Nå...

Men vi gav hende i hvert fald 500.

De fik fat i en anden fyr,
som de arbejdede sammen med,

en gangster.

Så han skulle klare opgaven.

Han var så nervøs

over det, han skulle til at gøre,

så da han tog pistolen frem,
kom han til at skyde sig selv i benet.

Vi hørte et skud, så jeg gik ud.

Der stod en fyr uden for min bopæl.

Han prøvede at løbe væk, men det kunne
han ikke, fordi hans ben var skadet.

Så bliver jeg ringet op
af en kriminalinspektør.

Jeg var her i Bloemfontein.

Han bad mig om at komme.
De ville tale med mig

angående et eller andet overfald på Lineo.

Der gik måske en uge,
så kom dommeren til Bloemfontein.

"Hvad skal vi gøre?" spurgte han.

"Vi er nødt til at få sagen
til at forsvinde."

Han spørger: "Hvor meget vil du give mig?"

"Ja, hvor meget vil du have?"

"Giv mig 4.000."

Det var det.

Men der er noget, jeg ikke forstår, Peter.

Du går med til at få
din ekskæreste slået ihjel...

Det var Tshidi, der var hjernen bag det.

Hun var meget jaloux, og jeg var
faktisk ikke så vild med idéen.

Alt kan lade sig gøre i Lesotho.

Der var beviser, men intet skete.

Sagen blev lukket.

Jeg var bange.

Jeg var virkelig bange.

Jeg kan se i dagbøgerne,

at han pludseligt skriver:

"Jeg har ringet til Meshack.
Plan B er sat i gang."

I hans dagbog står der: "Møde med en
ny mand, der kan tage sig af Lineo.

Meshack har kontakten."

Hvem er den mand,
der skulle tage sig af Lineo?

Hvem er den Meshack?

Meshack. Det vil sige mig.

Der findes ikke andre.

Nu kan jeg huske Lineo,
den kvinde, som du nævnte.

Han ville gøre hvad som helst ved Lineo.

Jeg sagde: "Nej, det er nemt.
Bare overlad det til mig."

Det er sandheden. Jeg sagde:
"Peter, lad mig tage mig af Lineo."

Men jeg vidste, hvad jeg gjorde.

Som politibetjent handler
mit liv om at beskytte.

Ikke om at ødelægge.

Så jeg sagde: "Det er i orden, Peter."

Men jeg gjorde det ikke.
Jeg løj over for Peter.

Hvad gjorde du så for at ordne Lineo?

Jeg gjorde ikke noget.

Tre dage efter det dagbogsnotat,
jeg netop har nævnt,

skrev Peter igen i sin dagbog.

"Talte med Meshack. Går nu efter Thabo."

Thabo er Lineos lillebror.

Han ville have Thabo. Han ville have,
at jeg skulle gå efter Thabo.

Jeg sagde: "Det ordner jeg."
Men jeg gjorde det ikke.

To dage efter den notits om Thabo
skriver han igen:

"Talt med Meshack. Plan B gennemført?"

Derefter skriver han: "Talte med ham igen
klokken 16.30. Det skulle gå i orden.

Plan B er udført."

Hvorfor skriver han "Plan B gennemført"?

Det ved jeg ikke.
Måske har en anden gjort det.

Samme dag, hvor Peter skriver
"Plan B gennemført",

bliver Thabo skudt og dræbt.

I det hjem, som han delte med Lineo.

Jeg gjorde det ikke.

Jeg gik ikke efter Thabo.

Kan du forstå,
jeg har svært ved at tro det,

når man tænker på, hvad Peter skrev?

Det kan jeg godt forstå.

Jeg blev aldrig kaldt ind af politiet

i forbindelse med den sag. Aldrig.

Så får jeg at vide,
at hendes hus er brændt ned.

Det var historien med Lineo.

Han er en djævel.

Han er en djævel. Han burde ikke
have levet blandt mennesker.

Meget peger på, at Peter har begået ting,
der aldrig er blevet retsforfulgt.

Men pludselig sker der noget,
der ændrer det hele.

Jeg fik et opkald fra fængslet
fra en, der hed Johannes.

Undskyld. Hallo?

Hallo?

På et tidspunkt ringer Lynda
til mig og siger:

"Jeg har talt med en,
der hedder Johannes."

Han vidste noget om Peter Frederiksen.

De begravede de to piger.

Hvad fanden har han haft gang i?

Jeg finder en tegning, og når jeg ser
nærmere på den, ligner det en vej,

og der er aftegnet to grave.

Og så tænker jeg: "Nu har vi ham."

Tekster af: Rikke Schultz
plint.com