Original subtitles

Hold da op.

Det minder om en losseplads.

Er det her?

Det er her.

Han har fået sig et skilt her.

"I kærlig erindring om Peter Frederiksen." Hold da op.

Jeg fotograferer det lige.

Det er for mærkeligt.

Ja...

Det er en lettelse, at han er død.

Der er en retfærdighed over, at han er endt i det her hul.

Men det ændrer ikke på, hvilket menneske eller monster han var.

I KÆRLIGT MINDE OM PETER FREDERIKSEN

Visse historier i ens liv vil man helst være foruden.

Peters er én af dem.

Jeg tror...

Det er svært at forstå for jer, men for os, der arbejder med sagen...

Vi fandt ud af, hvilket uhyre han var.

Jeg er ikke blevet opdraget til at slå nogen mennesker ihjel.

Men jeg mener dog,

at det kan være nødvendigt at gøre den slags ting.

Der bliver vi bange.

Jeg sidder og tuder. Tag jer ikke af det.

Mit navn er Helle Maj, og jeg er journalist.

Jeg er gift med Jørn Stjerneklar.

Vi bor i en by ved navn Hout Bay i Sydafrika.

Helle og jeg mødte hinanden, da hun læste til journalist,

og bagefter startede vi vores eget firma.

Helle er en god journalist, jeg er en hæderlig fotograf,

og sammen er vi gode til at formidle historierne.

Vi har arbejdet sammen lige siden.

De fleste ville ikke kunne holde ud at se deres ægtefælle hele tiden,

men for os fungerer det.

Efter et par år hernede

begynder vi at lave noget nyt rent professionelt,

nemlig true crime-journalistik.

En mand forsøger at kontakte mig.

Han ringer for at fortælle mig, at han har læst min bog

om drabet på en dansker i Sydafrika.

Og...

Så siger han: "Jeg har en bedre historie."

Altså den telefon...

Ukendt nummer. Det er nok nogen, der vil have penge.

Vi kendte ikke Peter Frederiksen.

Jeg er sammen med nogle folk fra Danmark lige nu.

Han fortalte Helle, at han drev en våbenbutik i Bloemfontein,

og at han var dansker.

Det var det.

Jeg sagde til Jørn, at den her mand havde ringet,

og at han havde en vildt god historie.

Men han ville ikke uddybe.

Vi skulle besøge ham. Sådan begyndte det.

Det gjorde mig lidt nysgerrig.

Vi rejste fra Cape Town til Bloemfontein.

Vi havde aftalt at mødes næste dag klokken 10.

Han henter os på hotellet, hvor vi bor.

Og så kører vi hjem til ham.

Vi ved ikke, hvad der skal ske.

Hej, vovse.

Huset virker temmelig lurvet.

Stuen er meget mørk og lille.

Der er et brunt gulvtæppe, og møblerne er slidt helt ned.

Det er ved at blive koldt.

Fra stuen kan man se ind i det her meget beskidte køkken.

Er strømmen gået?

Nej, det her hus er simpelthen bare så koldt.

Ja.

Vi havde ikke noget ordentligt lydudstyr, så jeg spurgte Peter,

om jeg måtte stille mit videokamera op.

Han siger: "Ja."

Fortæl historien helt forfra.

Okay, det gør jeg.

Så spørger jeg ham: "Nå, hvad er din historie, Peter?"

Ja, det er en forholdsvis lang historie,

som jeg fortalte jer.

Han begynder at tale om sig selv.

Han bliver bare ved. Vi spørger aldrig:

"Hvad skete der så?" Han taler bare nærmest uafbrudt.

Mit liv har været præget af min fascination for våben,

og den har faktisk også skadet mit liv.

Han fortæller os hele sin livshistorie.

Undervejs bliver mange folk slået ihjel eller dør.

Der er mange kvinder, som er døde, og især mænd.

Opgaven er... Hun skal ryddes af vejen.

Flere og flere folk dør omkring Peter.

Han snakker løs.

Så ringer telefonen. Min telefon.

De siger: "500.000, ellers slår vi ham ihjel."

Jeg har set fem mennesker blive henrettet ved hængning.

Vi stiller ingen spørgsmål.

Der var intet at gøre. Han var blå i hele hovedet.

Jeg var fuldstændigt sikker på, at han var blevet forgiftet.

Han rejser sig halvt op fra stolen og siger: "Nu dør jeg."

Så døde han.

For øjnene af sine børn, sin kone og os.

Det var nogle vilde historier, og de var for lange til at kunne bruges.

Så fortæller han noget vanvittigt, der ender med at blive afgørende.

Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte,

for der er jo et andet kapitel,

som begyndte for mange år siden i Danmark.

Hvad er det?

Noget, jeg tog med mig til Sydafrika.

Jeg ved ikke, om vi skal tale om det.

Jeg ved ikke, hvad det er.

Nej, men det drejer sig om...

...kvindelig omskæring.

Mange af hans historier er komplet vanvittige.

Vi har mistanke om, at han finder på det for at gøre sig selv interessant.

Folk fortæller os tit røverhistorier.

-Hold da op. -Ja.

-Nå. -Ja...

-Men det var... -Det var en lang en.

Det var det.

-Klokken er 16 nu. -Hold da op.

Vi er splittede efter det første møde,

så vi kører tilbage til hotelbaren og beslutter os for at få et par drinks.

Han kom ind under huden på os.

Vi havde brug for noget rødvin for at dulme nerverne.

Sådan var det.

Han flyttede til Sydafrika, fordi han var storkriminel.

Han blev dømt i Danmark for ulovlig våbenbesiddelse.

Vi kan tjekke og bekræfte den del af hans historie,

så vi vælger den vinkel.

Vi beslutter at lave historien om den danske flygtning i Sydafrika

og arrangerer endnu et møde med Peter.

-Se på mig. -Ja, det ved jeg godt.

Vi ved ikke, om han spillede læge og skamferede kvinder,

eller om han var pædofil.

Vi ved ikke, om han var voldtægtsmand, drabsmand og morder.

Vi anede intet.

Det er en af de første store forsidehistorier, jeg skrev.

En af mange i en lang række artikler.

Jeg tror, jeg skrev mellem 50 og 100 artikler om Peter Frederiksen,

mens vi dækkede sagen.

Sagen om Peter Frederiksen er historien,

om en af de mest notoriske serieforbrydere i Danmarkshistorien.

Det er en historie om mord og illegal våbenhandel,

og så er det en historie om lejemord og overgreb generelt.

Mere sensationelt kan det næsten ikke blive.

Jeg forstår udmærket, at det stadig påvirker Helle og Jørn.

Han kunne indgyde frygt,

som ingen anden, jeg nogensinde har mødt.

Jeg har ofte været bange for ham.

Politiet bliver inddraget efter en anmeldelse til myndighederne

fra Peter Frederiksens kone.

Hun anklager ham for at vanrøgte og mishandle deres børn.

Hun kontakter myndighederne.

For at få dem til at handle hurtigere

fortæller hun dem også, hvad han skjuler i sin fryser.

Da jeg så hende, var hun i chok.

Hun havde brug for at tale med nogen.

En, der endelig ville lytte til hende.

Hun fortalte os, hvad hun havde fundet i sin mands fryser.

Det var svært at tro på, indtil vi fik en ransagningskendelse.

Vi anholdt Peter Frederiksen samme dag.

De internationale medier strømmede til Bloemfontein

vedrørende den 63-årige, danske statsborger Peter Frederiksen,

efter at politiet har fundet 21 kvindelige kønsdele i hans fryser.

De fandt 21 kvindelige kønsdele i hans dybfryser.

Det var sindssygt.

Det er næsten ikke til at rumme.

Man kan ikke fatte det. Det er for mærkeligt og ulækkert.

Jeg møder ind på Ekstra Bladet lørdag morgen til min weekendvagt.

Jeg var ung og lige blevet færdiguddannet.

Vi får meldinger om, at en 63-årig dansker var blevet anholdt i Sydafrika.

Jeg sagde for sjov til nyhedsredaktøren, at jeg havde tid den kommende uge.

Kort efter mødtes jeg med min fotograf, Anthon Unger, i lufthavnen,

og vi tog et fly til Sydafrika.

Jeg ankom uden at vide, hvad der ventede mig.

Og så eksploderede det. Det blev vildere og vildere. Vanvittig historie.

Det overgår virkelig fantasien.

Vores opgave var at få mere at vide ud over de første nyhedsrapporter.

Hvem er han? Hvad har han gjort?

Målet var at komme så tæt på som muligt, og det lykkedes os.

Vi lander i Bloemfontein, som er en gammel mineby,

men for mig ligner det et hul i jorden.

Der er næsten ingen butikker, og der er ingen pomp og pragt.

Det er en arbejderby, der ligger centralt i Sydafrika.

Peter Frederiksen bor i et lukket boligområde,

og vi kører derud.

Helt tilfældigt ankommer vi,

netop som efterforskningsleder Lynda Steyn og hendes kolleger var der.

Det blev vores adgang til at dække sagen.

Efter at have mødt Lynda aftaler vi at mødes på politistationen.

Så det er det, vi gør.

De skulle til at foretage en ransagning af hans våbenbutik.

Hun ville give os adressen, så vi kunne tage derud.

Det var fantastisk.

Jonas og jeg sætter os ind i bilen og kører.

Pludseligt dukker der en konvoj af politibiler op,

og Peter Frederiksen stiger ud.

Han er lænket om anklerne,

og så har han sin karakteristiske røde trøje på.

Han går hen mod våbenbutikken, flankeret af en bredskuldret betjent,

for at være til stede under ransagningen.

Hej, Peter. Hvordan forholder du dig til de her anklager?

Jeg har ikke begået nogen forbrydelser i Sydafrika.

Hvad mener du med det?

Jeg har aldrig begået noget i Sydafrika.

Vi har et indtryk af,

at vi er blevet inviteret med ind til ransagningen,

så vi går ind i våbenbutikken få sekunder efter Peter Frederiksen.

Jonas og jeg begynder at filme og tage billeder.

Vi tænker begge to: "Hvad nu?"

Jonas begynder at stille ham flere spørgsmål,

men Peter er enormt afvisende.

Hvorfor har du gemt klitorisser og skamlæber?

Det er min kone, der bruger den slags.

De ransager hans skrivebord og finder nogle satanistiske tegninger,

hvor Satan er...

Han er afbildet som et dyrehoved med horn.

Tegningen bevæger sig så nedad og bliver til en kvindes kønsdele,

hvilket symboliserer roden til alt ondt.

Alt er mærkeligt.

Jeg har aldrig oplevet noget så mærkeligt hverken før eller siden.

Politiet i Bloemfontein ved intet om Peter,

men det ændrer sig, da Jørn og Helle kontakter dem med deres research.

Jeg tror, der går et par uger,

hvor det sydafrikanske politi er på bar bund.

Lynda Steyn træder frem i pressen og siger:

"Hvis nogen har oplysninger, bedes de venligst melde sig."

Jeg sad alene hjemme og tænkte: "Jeg ringer til Lynda Steyn."

Hun lagde ikke skjul på, at hun havde problemer med sagen.

Så fortæller jeg hende, at jeg havde interviewet Peter.

"Det er løgn." Nej, og jeg har optaget det.

Hun sagde, at vi blev nødt til at gennemgå båndene.

Jeg kan ikke huske første gang, at jeg mødte Jørn og Helle i Sydafrika,

men de fortæller, at de har talt med ham og har alt det her materiale.

Det er vildt. Hvis man har gjort alt det, så holder man kæft.

Men jeg tror også, for de er jo dygtige interviewere,

at de fik ham til at føle sig speciel.

Du vil høre noget, som jeg aldrig har fortalt nogen.

Han vil lege med ilden,

mens han selv styrer, hvor tæt han vil gå på flammen.

Så modtager vi en kendelse.

Det er sindssygt.

Vi skal udlevere vores optagelser.

Jeg bliver rasende. "Vi hjælper da ikke politiet."

Aldrig i livet.

Som journalister lærer vi, at vi ikke må blive en del af sagerne.

Det var vores dilemma.

Heldigvis spørger Helle Lynda, om de har gennemgået hans dagbøger.

Her er min bog. Jeg skriver alting ned.

Lynda svarer: "Ja, men de var på et fremmedsprog, så vi lod dem ligge."

Helle siger: "Beslaglæg dem."

Det gør de. De dækker 11 år, og de er på dansk.

Der er ingen officielle tolke her,

der kan tolke fra dansk til engelsk.

Derfor spørger Lynda Helle Maj, om hun vil oversætte dagbøgerne,

hvis hun får dem i hånden.

Da Helle ringer til mig og læser op fra dem, siger jeg ja.

"Lad os arbejde med politiet."

For at være ærlig, uden Helle og Jørn

ville vi aldrig være nået så langt.

De var nøglepersoner

og ledende kræfter i denne efterforskning.

Du får den her.

De dagbøger var fyldt med skriblerier.

Hver eneste dag i hans liv var blevet skrevet ned.

Torsdag morgen, den 18. juni,

ringer Tshidi til mig og fortæller, at hun har det rigtig dårligt.

Tidspunkter, hændelser, steder, navne, telefonnumre.

Det var utroligt.

Lynda og jeg blev enige om, at jeg skulle gennemgå alle papirerne.

Jeg skulle deltage i ransagningerne for at kunne afgøre,

om der var noget materiale på dansk, der var relevant for sagen.

Du kan komme nu. Vi er på vej. Jeg har kendelsen.

Vi har været steder, hvor hans ting blev opbevaret

for at samle flere beviser.

Du aner ikke, hvor meget vi skal igennem?

Jeg aner ikke, hvad der er derinde.

Her lugter. Prøv at se her.

Der var så mange mærkelige ting i det rum,

som jeg aldrig havde set før.

Der er masser af papirer til Helle. Lad os samle alle papirer her.

Helle gennemgik det hele for at se,

om vi kunne finde flere beviser mod ham.

Så dukker Eben op med en pose.

Det kommer angiveligt fra Peters badeværelse,

for det første, vi finder, er en barbermaskine.

"Nem barbering af intime områder."

Der er mere af det her.

Så begynder Lynda at rive nogle poser op.

Det er kønshår.

Jeg blev fyldt af væmmelse.

Jeg ved ikke, hvad et almindeligt menneske ville lave

med folks kønsbehåring, hvem de så end var fra.

Ingen fornuftig person ville have sådan noget.

Det her kønshår var virkeligt ulækkert.

Hvad tænkte han på? Hvorfor gemmer han det?

Men det gav os en chance for at forstå Peter Frederiksen.

Der må være nogle spor her, nogle ledetråde, der kan hjælpe mig.

2. januar 2015.

Hvornår blev de gift?

Det må jeg lige tjekke.

Når man starter en kriminalsag som den her,

og den viser sig at være lige så opsigtsvækkende som den er,

er det helt naturligt at kigge nærmere på personen

for at finde ud af, hvorfor han begår den type kriminalitet.

Vi begynder at grave i hans fortid. Hvem er Peter Frederiksen,

og hvem var han, da han boede i Danmark?

Han er fra Nordsjælland og havde sit eget tækkefirma.

Det virkede som en rigtig god forretning.

Men snart begynder der, så at sige, at dukke andre lig i lasten op.

Der tegner sig et billede af en skruppelløs og stædig mand.

Folk frygter ham og undgår at komme på kant med ham.

Peter boede på Rygård, og jeg boede på Højbjerghus.

Det er to nabogårde.

Peter fik masser af arbejde.

Men han havde svært ved at skelne mellem rigtigt og forkert.

Peter gjorde præcist, hvad han ville.

Han var talrige gange indblandet i noget med våben.

Talrige gange.

Ude i sin kostald havde han...

Det lyder som en overdrivelse, men han havde

en container fyldt med våben.

En stor container på ti fod.

Den var fyldt med maskingeværer og andre skydevåben.

Peter er vild med våben. Det gør ham glad at tale om dem.

Det er hans et og alt.

De fleste af mine våben er i butikken.

Men jeg har da et lille lager herhjemme.

Jeg har et ekstra løb til den Glock, så jeg kan sætte en lyddæmper på.

Den ligger i den her lille æske.

Det giver ingen lyd, når man bruger den.

Hvad bruger du den til?

Det er til likvideringer.

Ikke andet.

Den her mand er helt vild.

Vi vidste godt, at han var vild, men ikke så langt ude.

Der er mange ting i mit liv, jeg ikke har gjort rigtigt.

Hver gang vi gennemgår hans papirer eller deltager i ransagninger,

dukker der nye beviser op.

Det her er meget interessant, Jørn.

"Jeg er sikker på, at de har anbragt våben i det her sommerhus."

Det er typisk Frederiksen.

Det er dér, det går op for os, at nogle af de vildeste historier,

som Peter fortalte os, måske ikke var løgn.

Der er mange kvinder, som er døde, og især mænd.

Hun skal ryddes af vejen. "500.000, ellers slår vi ham ihjel."

Jeg har set fem mennesker blive henrettet ved hængning.

Han var blå i hele hovedet.

Jeg var fuldstændigt sikker på, at han var blevet forgiftet.

Han siger: "Nu dør jeg", og så døde han.

Hun fortæller, at den mistænkte gav hende indsprøjtninger,

og at han skar hendes klitoris af,

mens hun ikke var ved fuld bevidsthed.

Måske talte han sandt.

Fra at være en banal fortælling om en flygtning,

tager det en meget voldsom drejning.

Bruges det ikke til aborter?

Til hvad?

Under aborter, til at trække fostervandet ud.

Det kan jeg simpelthen ikke sige.

Helt ærligt.

Politiet fandt en masse medicinsk udstyr.

Det var meget avanceret udstyr.

Han havde det nødvendige til at udføre komplicerede indgreb.

Det var alt fra skalpeller og kanyler til en masse medicin.

Xylocain. Det finder de meget af.

De finder også noget, der hedder Sedaperone.

Og noget, der hedder Rompun.

Jeg blev nødt til at google det,

og så finder vi ud af, at det er medicin beregnet til dyr.

Et år havde han også klistret

pappet fra et lægemiddel, der hedder Etorfin.

Det stammer fra et dansk apotek.

Advarslerne på etiketten får mig til at tænke:

"Det her er altså farligt."

Der er omkring 1500 dødelige doser

til et voksent menneske i en lille flaske.

Etorfin er et potent morfinstof, som vi bruger til store dyr.

Det er 10.000 gange stærkere end almindelig morfin.

Der skal kun ganske få molekyler til at opnå en kraftig effekt.

I de forkerte hænder og med onde hensigter

er det et stærkt og dødeligt stof.

Vejrtrækningen stopper simpelthen, så man kvæles.

Død ved kvælning med etorfin efterlader ingen spor.

Det ligner et hjertestop.

Det stod helt klart, at det ikke var normalt.

Hvorfor er det sat ind i hans dagbog?

Han har nok brugt det.

Det her stof dør man af.

Det er perfekt til at slå folk ihjel uden at blive opdaget.

På det tidspunkt begynder Helle og jeg at lægge to og to sammen.

Vi husker nogle af Peters historier om mennesker,

der begyndte at dø omkring ham.

Vi spørger os selv, om han kan have slået dem ihjel.

Der er især én historie, der kunne minde om den måde, Etorfin dræber på.

Det er historien om den mand, der er grund til, at Peter er i Sydafrika.

Han hedder Lars Almind.

Lars var en dygtig mand, og han var gårdens altmuligmand.

Han var ikke tækkemand, men han var ferm til det meste.

Han var en god arbejdskraft for Peter.

Lars var en meget retskaffen mand.

Han reagerede på det faktum, at der lå nogle våben

i kostalden, i en container.

Det ville han ikke leve med.

Hvorfor skulle han sælge våben?

Hvad gav ham ret til at gøre det?

Og så... fik politiet nys om det.

En mand ved navn Lars Almind møder op på politistationen.

Han vil anmelde Peter Frederiksen for ulovlig våbenbesiddelse.

Han beskrev præcist, hvor de lå. Der var syv rifler.

Vi begiver os derover og holder ind på gårdspladsen.

Jeg kiggede ud ad vinduet

og siger til min kone: "Det her lover ikke godt."

Hans kone åbner døren.

De viser en ransagningskendelse for huset.

Vi kommer ind, men Peter er ikke hjemme.

Hun vidste, jeg havde våben.

Hun sagde: "Jeg ved ikke, hvor han er.

Jeg har ikke set ham her siden i går."

Jeg gemte mig ovenpå i soveværelset.

Vi begynder at lede efter våbnene.

Men vi indser hurtigt, at der er mere end syv rifler på stedet.

Der var våben overalt.

Vi ser med det samme en Colt .45, der hænger på en barneseng.

Den er ladt. Nede i kælderen finder vi både dynamit og lunter

og kassevis af patroner.

Der er automatvåben og endda et let maskingevær.

Rifler af stor kaliber, jagtgeværer og en del håndvåben, inklusive pistoler.

Der var våben overalt, uanset hvor man kiggede hen.

Peter var tosset over, at politiet kom. Hvem havde anmeldt ham?

Jeg vidste, at han var hævngerrig og blodtørstig.

Første kontakt med Peter efter ransagningen er dagen efter.

Han gik og grublede over det.

Han var så harm over det.

Han ringer til os

for at høre, hvorfor vi var der,

og hvem der havde anmeldt ham.

Det ville han gerne vide.

Han nåede frem til, at Lars stod øverst på listen.

Under vores afhøringer kommer Lars på tale,

og så siger Peter, at han vil tage hævn,

og at Lars ikke havde længe tilbage.

Vi fortæller ham, at det er en trussel.

Hvis der skulle ske Lars noget, ville Peter blive mistænkt.

Det var han ligeglad med.

Jeg kender Lars Almind fra Gammel Holte Kro.

Den sidste aften, vi var sammen,

havde vi aftalt at mødes.

Vi havde lidt penge på lommen, så vi gik over på kroen.

Vi drak et par øl, og der var godt gang i den.

Lars og jeg står i baren, da Peter Frederiksen kommer ind.

Lars bliver oprørt og begynder at bande.

Peter henter en øl og sætter sig med Lars Almind.

På et tidspunkt går Lars ud for at bruge toilettet.

Når han kommer tilbage, tømmer Peter sin øl.

Han rejser sig og siger til Lars Almind:

"Du lever ikke længe."

Lars siger: "Lad os tage hjem til mig. Jeg har fire øl."

Jeg tror, jeg havde en joint i lommen.

Vi pjatter lidt.

Jeg skal til Langeland med min familie næste dag, så jeg siger farvel.

Han følger mig helt ud i entréen,

og så råber han endda: "God ferie!" fra sit køkkenvindue.

Dagen efter kører jeg til Langeland med min familie,

og da jeg kommer hjem, går jeg forbi kroen for at høre det sidste nye.

Anne-Lise siger: "Velkommen hjem. Har du talt med politiet?

Lars er død."

En morgen modtager vi et opkald i forbindelse med efterforskningen.

Vi får at vide, at Lars er fundet død.

Han er jo vores kronvidne.

Vi, der arbejdede med våbensagen,

blev overraskede over, at Lars døde så pludseligt.

Kort tid efter, at Peter var kommet med trusler mod ham.

Vi begynder at sætte brikkerne sammen.

"Lars Almind... du lever ikke længe."

Lars blev bragt ind til obduktion.

Det er patologens opgave at fastslå dødsårsagen.

Lars fremviste ingen synlige tegn på vold,

så man sluttede derfor, at det var en naturlig død.

Kvælning ved etorfin efterlader ingen spor.

Det ligner et hjertestop.

Jeg tror på det gode i mennesker, men...

Den store våbensag.

Det ødelagde en masse ting.

Jeg var sådan lidt bitter på det hele.

Og så tog jeg herned.

Jeg hører, at han er i Sydafrika for at tække tage.

Han havde faktisk planer om at starte sin egen virksomhed,

men så kom der en våbenbutik til salg, og han havde pengene.

Hans drømme gik i opfyldelse.

Det er en kaliber 12.

Det er et godt land, hvis man har en kriminel tankegang.

Hvis du bliver skudt her, så dør du.

Med alle de beviser, der er dukket op i den sydafrikanske efterforskning,

kombineret med Peters fortid i Danmark,

er vi nødt til at lytte til interviewet med helt andre ører.

På et tidspunkt er der meget støj.

Jeg hørte larmen, men der var også noget andet.

Jeg spørger Jørn: "Kan du rense det? Hvad er det, han siger?"

Jeg syntes, det var underligt,

at begge mikrofoner gik død på samme tid.

Jeg går så ind og isolerer Peters ord

midt i denne lange støjsekvens.

Det, han siger her, er...

Ja, jeg har samlet en del fascinerende historier i tidens løb.

Et par forgiftninger og den slags.

Det giver mig næsten gåsehud.

Det er tæt på en tilståelse.

Hvor mange er der? Kan vi komme til bunds i det?

Peter har været superaktiv.

Peter havde betalt dem for at dræbe mig.

Hun ligger i en blodpøl, og hun ser livløs ud.

Jeg blev aldrig nogensinde afhørt af politiet i den sag.

Jeg tror ikke, han var et menneske.

Jeg betragter det som et mistænkeligt dødsfald.

Tekster af: Rikke Schultz plint.com