Original subtitles

Hvad havde du forventet?

Han gjorde sådan med hovedet!

Tænkte du det samme?

Nej, nej, nej!

Hvor må det være skønt at sove i en stor seng på et luksushotel!

- Hvis de da sover. - Hvad skulle de ellers lave?

Hvad ville du lave på bryllupsnatten?

Tage et brusebad. Dernæst et karbad.

- Og hvad så? - Nyde udsigten.

Det kan man ikke blive ved med! Ved I, hvad man gør på bryllupsnatten?

- Det siger jeg derhjemme. - Hvad ved du om det?

- Har du sagt det? - Er du vanvittig, Pascà?

I er jo kropumulige!

Lilas hat var noget særligt.

Hun vil bare spille fin dame. Sådan en latterlig hat!

Hun behøver ingen hat. Hun er allerede finere end de fine.

Det er jo sådan, man gør.

Efter middagen tager bruden hat og rejsetøj på.

De skulle jo bare til Amalfi! Det er to timer i bil.

Pascà, hvis jeg bliver gift med en, der elsker mig -

- kan jeg tage på bryllupsrejse derhjemme. Med eller uden hat.

De kørte da også lidt tidligt, hvad? Solen var ikke engang gået ned.

Ikke som os andre, der blev smidt ud, da restauranten lukkede.

De havde åbenbart travlt.

Hvad er der med dig, Antonio? Hvorfor ser du så bedrøvet ud?

Kunne du ikke lide vinen?

Fik du maden galt i halsen?

Hold nu kæft!

De var så optaget af behovet for at forelske sig -

- at ingen havde opfattet Marcello Solaras hævn.

Lila var selv kommet rejseklædt ind igen, som om intet var hændt.

Hun havde uddelt gaver til gæsterne og var kørt væk med sin mand.

Jeg tænkte, at hvis hun kunne bære over med det forræderi -

- måtte hun være håbløst forelsket, som i fotoromanerne.

Gider du godt holde op med at lege racerkører? Jeg bliver køresyg!

Jeg elsker, når du kører hurtigt!

- Hvad er der med Antonio? - Sådan har han været hele dagen.

- Ryk dig. - Det har hun også.

- De ødelagde hele festen. - Så er det, når man er kærester!

- Antonio, kan vi snakke lidt? - Hvad vil du?

- Jeg er jo her hos dig. - Løgnhals.

Hvis ikke Sarratore var gået, havde du efterladt mig der.

Fatter du ikke, at mor ville have skældt mig ud foran alle de andre?

Du tænker kun på dig selv.

Du bad mig love at blive hos dig, og det gjorde jeg!

- Slip mig! - Se mig i øjnene.

Du behandlede mig som en idiot. Du talte kun med digterens søn.

Du ydmygede mig foran hele selskabet.

Hvorfor behandler du mig sådan? Fordi jeg er ubelæst og ikke forstår?

Okay, visse ting forstår jeg ikke, men for fanden, Lenù!

- Dæmp dig! - Se mig i øjnene.

Tror du, at du kan kommandere med mig?

Du tror, at jeg ikke kan sige fra, men du tager fejl.

Du ved alt, men ikke, at hvis vi går hjem sammen nu -

- og jeg siden finder ud af, at du møder Nino Sarratore i skolen -

- så slår jeg dig ihjel. Jeg dræber dig, Lenù!

- Det gjorde ondt. - Tænk dig om.

Forlad mig nu, med det samme. Det er bedre sådan.

Nå?

- Kom med mig. - Hvorhen? Hvor skal vi hen, Lenù?

Jeg ville opsluges af kvarteret igen -

- og blæse på studierne og kladdehæfter fyldt med øvelser.

Hvad skulle jeg læse for? Hvad var jeg imod hende i brudekjole -

- i sportsvogn med blå hat og pastelfarvet dragt?

Jeg ville penetreres, så jeg, når Lila kom tilbage, kunne sige:

"Jeg er heller ikke jomfru længere. Det, du gør, gør jeg også."

"Det vil ikke lykkes dig at overhale mig."

- Lenù, sig, at du elsker mig. - Ja.

- Sig det. - Ja.

Vent lidt.

- Lad os gøre det. - Ja.

Lad være, Lenù. Du gør mig vanvittig.

Nej, jeg vil ikke sådan her.

Jeg vil gerne, men som man gør med en hustru. Ikke her.

For du og jeg skal da giftes? Ikke, Lenù?

Vi skal da giftes, ikke?

- Hvor har du været? - Med Ada og Carmela.

Ada og Carmela? Du skal ikke være sammen med Melinas datter!

- Lad mig være! - Det er ikke det, du studerer for!

Jeg gider ikke gå i skole mere. Det er nok! Jeg har fået nok!

Kan vi få noget ro?

- Hvad er der sket, mor? - Det er den mær til din søster!

Udmattelsen, der fulgte, gik ikke over, hvor meget jeg end hvilede mig.

I mindst en uge pjækkede jeg fra skole og drev rundt i byen.

Hvad skulle jeg læse for -

- når Nino ikke havde fået min artikel udgivet -

- og jeg havde mistet hans respekt?

En billet.

Tak.

To billetter, tak.

Lenù!

Var du ikke syg? Løj du?

Jeg sagde til Galiani, at du havde feber, og her sidder du!

Hvornår kommer du i skole igen?

- Hvad skal jeg der? - Hvad er det, du siger, Lenù?

Jeg gifter mig med Antonio og finder et arbejde i kvarteret.

Det kan jeg lige så godt, Alfò. Jeg vil ikke spilde mere tid.

Kom i skole igen. Vil du ikke nok?

Jeg har det skidt.

- Lila og Stefano er vendt tilbage. - Hvad?

- De kom forleden. - Jeg har slet ikke hørt fra hende.

- Lenù! - Hej, Pascà!

- Hvad laver du her? - Ved du, hvor Lila bor?

Huset der. På tredje sal.

Har du allerede besøgt hende?

Skulle jeg bare dukke op hos en gift kvinde? Hun må komme til os.

Har du tænkt dig at lave noget i dag?

- Farvel, Lenù! - Farvel,

- Hvem er det? - Elena.

Lila?

- Hvornår er du kommet tilbage? - Forleden.

- Hvorfor har du ikke sagt noget? - Kom ind. Du skal se mit hjem.

Her er stuen. Jeg sorterer stadig bryllupsgaver.

Kan du lide det?

Her er køkkenet.

- Flot, ikke? - Jo.

Vi kan lave kaffe senere.

Der er også telefon. Det her er gæsteværelset.

Og her er soveværelset. Natbord, chatol.

Sikke en stor balkon!

Du skal se, hvor fint badeværelset er.

Det er badekar med bruser.

Du kan komme og tage skumbad, når du har lyst.

Vi har også et bidet. Man sætter sig og skyller sig.

- Lila ... - Kom, så laver vi kaffe.

- Kan du lide mit nye hjem? - Ja.

Hvorfor sagde du ikke, at du var kommet tilbage?

Jeg ville ikke have, at du skulle se mig.

Men de andre må godt se dig?

De andre er jeg ligeglad med.

Vend dig om.

Hvad er der sket?

Jeg vil ud.

Jeg kan ikke sidde i den her bil med dig.

Jeg kan ikke få vejret, når vi indånder den samme luft.

Stands, sagde jeg! Stands bilen!

Hvad laver du?!

Hør nu på mig, Lila.

Der er gode grunde til det, der er sket.

Solara er de eneste, der kan redde os. Er du med?

Hvis de er imod skoene, få vi ikke solgt nogen.

Med dem kan vi sælge til Napolis bedste butikker. Jeg var tvunget.

Det er jeg ligeglad med!

Det gavner også dig. Glem ikke, at du er min kone.

Mig? Jeg er ikke noget for dig længere.

Det er du heller ikke for mig. Slip min arm.

Betyder din far og bror heller ikke noget for dig mere?

Vask din mund med sæbe, før du nævner deres navne!

Vil du vide, hvem der lavede en aftale med Silvio Solara?

Hvem der gav ham håndslag? Nu skal du bare høre.

Det var din far, Lila.

Og det var ikke let, for Marcello var rasende på dig og din familie.

Det siges, at det var Enzo, Pasquale og Antonio, der brændte bilen.

Ved du, hvem der overbeviste ham? Din bror, Rino.

Hvad siger du så?

Da Marcello sagde: "Jeg vil have de sko, Lila har designet" -

- sagde Rino, at det var i orden.

Hvad skulle jeg gøre? Skændes med hele din familie?

Skulle jeg erklære krig mod dine venner og miste min investering?

I har behandlet mig som en gulvklud! Du er en forbandet skiderik!

Nu kører du mig hjem. Så kan du sige det igen foran dem, hvis du tør.

Dit røvhul!

Se, hvad du får mig til! Forstår du ikke, at du overdriver?

Vi har ødelagt det hele.

Vi har ikke ødelagt noget.

Vi skal bare lige have gjort nogle ting klart.

Du er fru Carracci nu og gør, som jeg siger.

Jeg hader også Marcello Solara.

Når jeg tænker på, hvad han sagde om dig -

- får jeg lyst til at stikke en kniv i maven på ham!

Men skal jeg bruge ham til at få mine penge til at yngle -

- så bliver han min bedste ven. Er du med, Lì?

Uden penge har vi ingen bil, og du har ikke noget fint tøj.

Vi har heller intet hjem. Hvad bliver der så af os?

Vi bliver hjemløse, og vores børn vokser op som vagabonder.

Er det det, du vil have?

Se på mig, Lì.

Se på mig!

Hvis du nogensinde taler til mig igen, som du lige gjorde -

- så vansirer jeg dit smukke ansigt.

Så kan du ikke engang gå uden for en dør mere.

Forstår vi hinanden?

Forstår vi hinanden, Lì?

- Godaften. - Godaften.

- Carracci. - De nygifte? Gratulerer!

- Mange tak. - Første gang på Amalfikysten?

Det er første gang, vi skal overnatte.

De får værelse 448. Det bedste. Legitimation, tak.

Legitimation, Lì.

Carmine!

De får dem tilbage, så snart jeg har registreret Dem.

- Godaften. - Godaften.

- Nu skal jeg. - Nej, jeg klarer den.

- Lad mig hjælpe. - Tror De ikke, jeg kan selv?

Som De vil. Det er denne vej, værsgo.

Terrassen er fantastisk.

Har du set mågerne, Lì?

Flasken er en lille gave fra direktøren til brudeparret.

Til venstre har vi badeværelset og påklædningsværelset.

Hvis der er noget, De har brug for, kan De bare ringe til receptionen.

Nøglerne har jeg lagt der.

Fint, tak.

- Var der ellers andet? - Nej, det er fint, tak.

- Så går jeg. - Ja.

- Værsgo. - Tak.

- Hav en god aften. - Tak.

Kom og se, hvor fint her er!

Hvor dufter her godt!

Vi er virkelig højt oppe, Lì! Sikke en smuk udsigt!

Men det er lidt køligt.

Skal vi tage en cocktail og få noget at spise?

- Skal vi ikke skifte? - Jeg går ned sådan her.

Bravo! Bravo!

Sikke en dygtig pianist. Og sikke en stemme, han har!

Du går glip af noget.

Jeg er ellers ikke vild med rejer, men de her er noget særligt.

Fisken er også helt frisk her.

Forretningerne går godt, så vi kan tillade os det.

Ja, det ville gå bedre, hvis vi solgte kaffe -

- men jeg vil ikke træde familien Solara over tæerne.

Du drikker jo ikke noget?

Tjener! Tak.

Lì, du ved de der lokaler i stueetagen i vores bygning ...

Jeg overvejer at købe dem.

Så kan vi åbne en fin ny charcuteributik. Hvad siger du?

Der er flere penge i omløb nu.

Jeg vil have de bedste leverandører.

Vi skal sælge gode varer, selv om de koster lidt mere. Forstår du?

Er du stadig vred over det der før? Lila ...

Du aner ikke, hvor meget jeg holder af dig.

Det her sted koster en bondegård, men det er det værd.

Vores første nat fortjener det.

Du aner ikke, hvor stærkt jeg begærer dig.

Og hvor meget jeg har længtes efter i nat.

- Værsgo. - Tak. Det er fint.

Jeg håber, det smager.

Jeg sagde netop til min kone, hvor lækkert det var.

Min kompliment til kokken.

Vil De komme med dessertkortet? Var det noget med en god dessert, Lì?

Lila?

Lì?

Er du ved at gøre dig klar?

Er du færdig?

Lila? Er du dårlig?

- Skal jeg slå døren ind? - Jeg kommer straks.

Jeg venter derinde.

Det var du længe om.

Hvor er du smuk.

Jeg er så træt. Jeg vil bare sove.

Vi kan sove bagefter.

Vi sover nu. Du der, og jeg her.

- Kom nu. - Jeg mener det.

Også jeg.

- Hvad er der med dig? - Jeg vil ikke have dig.

Lila ... jeg har ventet så længe på denne nat.

Kom nu.

Se, hvad der sker, bare jeg kigger på dig.

Hvor skal du hen? Kom her!

Du skal ikke være bange. Hvor skal du hen?

Det er noget fint. Du skal ikke være urolig.

Det er noget skønt. Vær ikke bange.

Stefano. Flyt dig.

Jeg elsker dig højere end min mor og søster.

Flyt dig, Stefano!

Når kvinder siger nej, mener de ja! Nu er det nok med de her julelege.

- Jeg har ventet, som du bad om. - Jeg vil ikke!

Det var svært, men nu er vi gift.

- Bare rolig. - Jeg vil ikke have dig!

Du frastøder mig! Jeg vil ikke have dig!

Lila, hvad fanden laver du?

- Jeg vil ikke have dig! - Jeg kan knuse dig, hvis jeg vil!

- Nu er du fandeme irriterende! - Slip mig!

- Du er jo blevet helt vanvittig. - Stefano!

Vil du se, hvor stor den er? Ingen har en, der er større end min.

Du stritter imod, men i morgen vil du bede på dine grædende knæ.

Og så får du lov igen. Men kun, hvis du opfører dig ordentligt.

Og det gør du, ikke?

Ikke sandt, Lila?

Da vi kom hjem, inviterede Stefanos mor os til middag.

Kom ind! ... Her har vi dem!

- Her er vi! - De nygifte!

Hej, Rino! ... Far ...

Hvor er I unger blevet store!

- Hej, Lì. - Hej, mor.

Svigermor ...

- Hvordan var hotellet? - Flot!

Jeg har aldrig set noget lignende.

- Var I ude og bade? - Nej, det var for koldt.

Men vi gik en tur på stranden sammen. Vi har haft det godt. Ikke sandt?

- Skal du ikke byde på noget, mor? - Jo, jo. Jeg kommer straks.

Jeg går med, så kan jeg også se jeres fine køkken.

- Ja, kom, Nunzia. - Følg med, unger.

Lila, Stefano har fortalt, at du lavede en scene for en simpel ting.

Forklar hende det en gang for alle.

De, der risikerede mest, var dine venner.

Marcello var sikker på, at du havde bedt dem brænde hans bil af.

Var du ude på, at de stakler skulle have tæsk?

Og for hvad?

For et par sko, som er for små til din mand?

Det var så vigtigt for dig.

Men da vi var små, var det dig, der sagde, at vi skulle være rige.

Så lad os da blive rige og ikke gøre livet mere kompliceret, end det er.

Vel talt, Rino.

Har du forstået, Lila?

Pinuccia! Kom!

- Sådan. - Boblevand!

Godaften! Her kommer kagerne.

Jeg har bestilt dem. Spagnolo har selv lavet dem.

- Hej, Alfò. - Hej, Lì.

- Godaften, alle sammen! - Godaften, Pinù!

Rino, har vi ikke noget at fejre?

Jeg har noget til dig, Pinù.

Hvor er den flot!

- Jeg vidste, den var noget. - Tak, Rinù.

Den er virkelig flot!

Nu er vi en stor, lykkelig familie.

Den er virkelig fin, mor.

- Ja, den er flot. - Har du set?

Rino, hvad er du og jeg nu? - Her, mor.

- Tak. - Pinuccia, Maria. Har alle fået?

Lì, hvad synes du?

Den er flot.

- Hvad er der sket med dit ansigt? - Jeg faldt på klipperne.

- Uh, man skal sådan passe på. - Gå forsigtigt.

- Det er farligt. - Klipperne er glatte.

Stefano narrede mig, ligesom hans far gjorde.

Ligesom dengang, da don Achille gav os penge i stedet for dukkerne.

Vi burde have sagt nej.

- Vi købte jo "Pigebørn". - Det var forkert.

Siden det øjeblik har jeg gjort alt galt.

Vil du komme og lave lektier hos mig?

- Hvornår? - I eftermiddag, i morgen, hver dag.

Stefano bliver sur.

Hvis han er herren i huset, så er jeg fruen i huset.

Jeg ved snart ikke ...

Du får gæsteværelset. Du kan lukke døren.

Hvad skal det nytte?

Så ved jeg, at du er derinde. At jeg ikke er alene.

Jeg følte igen, at afstanden mellem os var blevet mindre.

Jeg var fristet til at sige, at jeg ikke ville læse mere -

- men så opdagede jeg, at jeg ikke var så sikker længere.

Her er de lokaler, jeg talte om.

Flotte, rummelige og lyse. Der er tilmed dobbeltlås.

- Og et fint baglokale. - Det er vigtigt.

- Hej, Alfò. - Lenù! Kommer du med ind?

Jeg ved det ikke. Har du set, hvad din bror har gjort ved Lila?

- Ja. - Og du siger ingenting?

Kvinder skal opdrages. Det er også spørgsmålet, hvad Lila har gjort.

Ville du gøre sådan ved din kæreste?

Nej.

- Hej, Alfò. Hej, Lenù. - Hej.

Hvor har du været henne?

- Gider du læse den? - Nu?

Det er en kritik af rektor.

Øverste etage er forfalden. Loftet kan når som helst styrte ned.

Læs den og giv mig den tilbage senere.

Hvad har du tænkt dig? Går du med ind?

Laura er den kvinde, Francesco Petrarca møder -

- under sit ophold i Avignon.

Lauras skønhed vækker en længsel i ham ...

Det dunkede i mine tindinger.

Ingen på skolen eksponerede sig som Nino -

- uden frygt for hverken lærere eller rektor.

Han skrev godt og beskæftigede sig med konkrete ting.

Han havde rygrad.

Laura er symbolet ... Greco!

Er du stadig ikke helt vendt tilbage?

Undskyld, frøken Galiani.

- Alt vel? - Ja.

Laura er symbolet på fristelsen og synden -

- ja, på selve vejen væk fra Gud.

Mens Beatrice og hendes skønhed for Dante ...

Jeg og Marisa skal ud og have en sandwich. Vil du med?

Jeg kan ikke. Jeg må hjem.

Er I blevet kærester?

Nej, det er bare hende, der har sat sig det i hovedet.

Det glæder mig. Det er godt.

Farvel, Alfò.

- Hej, Elena. - Hej, Marì.

Nino!

Det var godt skrevet. Modigt.

Den skal du helt klart offentliggøre.

Det er stærkt, når du skriver, at Italiens ruiner er og bliver ruiner.

Jeg mener det. Er du ikke overbevist?

Galiani sagde, at det ikke var godt.

Hvorfor? Hvad er der galt?

Pyt med det. Glem det bare.

Men tak alligevel.

Jeg fortalte aldrig nogen, hvad jeg følte i det øjeblik.

Tiden gik, og jeg kom til at føle mig hjemme i Lilas lejlighed -

- med dens lys, farver og lyde, som hørtes fra jernbanen.

"... i de sider vi læser -

- i vores krop, i kødet og fremfor alt i planterne."

"Et vandmolekyle består af tre brintatomer og et iltatom."

"De er bundet sammen af ..."

Kovalente bindinger.

Og det er ikke tre brintatomer. Her står, at det er to.

Hvis det står der, så er det to. Kemi er så svært!

Vi prøver lidt endnu.

Fortæl lidt om, hvordan man måler stof.

"Vi udgår fra noget af det mindste, der kan ses med det blotte øje."

"Et hårstrå. Det er ofte bare en tiendedel millimeter."

Mere husker jeg ikke.

"Med et mikroskop kan vi se celler, der kun er få mikroner store."

Nu har jeg også fået nok. Det er alligevel altid den samme historie:

Inden i de små ting er altid endnu mindre ting, der vil ud.

Og uden for de store ting findes endnu større, der holder dem fangne.

Jeg forstår ingenting.

Det er også bare dumheder. Kaffen er klar.

Se, et godt billede af dig her.

Nej ...

Jo, du er virkelig smuk, når du er glad.

Var det ham, der kyssede dig på Ischia?

Hvornår skulle det have været?

Ham Sarratore ligner en, der tror, han er noget.

- Hvorfor kan du lide ham? - Jeg kan ikke lide ham.

Det har jeg jo sagt. Og vi ses alligevel aldrig.

- Går I ikke på samme skole? - Jo, men vi ses ikke.

Ignorer ham, Lenù. Antonio er bedre.

Hvorfor siger du det?

For han dér er mager, grim og arrogant.

Jeg kunne lide ham, da vi gik i grundskolen, men ikke længere.

- Hvordan går det med Antonio? - Fint.

Jeg kan godt lide ham, men jeg ved ikke, om jeg elsker ham.

Hvornår mødes I?

Som regel når værkstedet lukker, før aftensmaden.

Men på det seneste har jeg jo været her og lavet lektier hele tiden.

- Kom med mig. - Hvorhen?

Kom nu bare.

- Hvordan føles det? - Vidunderligt.

Nu kommer du til at dufte godt for Antonio.

- Bader du hver dag? - Når jeg har lyst.

Du kan komme og bade, når du vil.

- Hvad er der? - Ikke noget.

- Hvordan går det med Stefano? - Fint.

Nej, det er noget møg, Lenù.

- Som i Amalfi? - Ja.

- Har han slået dig igen? - Nej, det er ikke så meget det.

Det er ydmygelsen.

- Hvad vil du gøre? - Hvad er der at gøre?

Jeg gør, som han vil, for at kunne gøre, som jeg vil.

Det er sikkert ham.

Hallo? Ja, det er fru Carracci.

Ja, det er mig, der har bestilt den. Ikke den røde, den i blå satin.

Jeg indså, at hun var mere ensom nu som gift.

Hun sås kun med mig.

Ægteskabet havde lukket hende inde i en slags glasklokke -

- som en sejlbåd, der navigerede for fulde sejl -

- på et ufremkommeligt sted, hvor der ikke engang fandtes hav.

- Hej. - Hej.

Antonio? På værkstedet, sagde de, at han var gået.

Han er her. Kom ind.

- Hej. - Hej, Lenù.

Hvor er du fin, Lenù. Har du læbestift på?

Jeg tog et bad hos Lila. Så sminkede hun mig.

Hvad er der sket?

Enzo og Antonio er blevet indkaldt.

- Er du nødt til at rejse? - Ja.

Jeg er i tredje kompagni, og Enzo i første.

Du er heldig, at du trak frinummer, Pascà.

Fandens også, at jeg ikke har haft tuberkulose som dig.

Jeg er ked af det frinummer. Jeg ville gerne aftjene værnepligt.

Folk som os må lære at håndtere våben.

Før eller senere må de skyldige betale.

Når jeg kommer hjem, skal jeg lære dig at skyde.

- Nu overdriver du. - Er det os, der overdriver?

Tænk på, hvor sød han bliver med kort hår.

Jeg er bekymret for mor, Ada og mine andre søskende.

Jeg er den eneste, der arbejder og tjener penge her.

- Hvis jeg rejser, bliver de ... - Vi skal nok klare os.

Antò, Stefano Carracci har da ikke aftjent sin værnepligt.

Måske behøver du heller ikke.

Lenù kan jo spørge Lila, hvordan Stefano gjorde?

Sandt. Du er jo også søn af en enke.

Okay, jeg spørger.

Men vi er ikke Stefano Carracci. Vel?

- Hvordan mon det er derinde? - Man er nødt til at makke ret.

De ved ikke, hvem de har med at gøre.

Hvis de prøver på noget, får de med mig at bestille!

- Du må tage dig lidt af ham. - Mennesker er vigtigere end bøger.

Antonio har sarte nerver. Hjælp ham.

Jeg har passet en tåbe, siden jeg var helt lille.

To er for meget.

Melina, har du set Antonio?

- Han er vist på værkstedet. - Hej, Lenù!

Antò!

Lad nu være.

Hvad sker der? Jeg ser dig jo aldrig mere.

- Jeg har mange lektier. - Sådan lige pludselig?

- Det har jeg altid haft. - Ikke altid.

Det svinger lidt.

- Godaften, Antò. - Godaften, Salvatò.

- Hvorfor har du sminket dig? - Det sagde jeg jo.

Det var Lila, der ville sminke mig efter badet.

Ja, ja ...

Antò, vent!

Så du sminker dig ikke, når du går i skole?

- Hvad snakker du om? - Jeg har advaret dig.

Du ved, hvad der sker, hvis jeg ser dig tale med den idiot til Sarratore.

Jeg kan ikke give dig det, Lila får.

Du er altid hjemme hos hende og har altid villet gøre det, hun gør.

- Hvad skjuler du for mig, Lenù? - Ikke noget.

Holder du stadig af mig?

Jeg er bange for, at hvis jeg rejser, finder du en anden.

Bare rolig. Enzo skal jo også af sted.

Han stoler på Carmela. Du stoler aldrig på mig. Hvorfor?

- Tak, Giacchì! - Tro ikke, jeg er din chauffør!

Det er min far. Jeg må gå.

Lenù!

Lenù! Kom!

Jeg er usikker, fordi du er så smuk, og du er dygtig i skolen.

Du læser og studerer og taler italiensk.

Hvad har vi tilfælles?

Hold nu op med det pjat. Det hele skal nok gå.

Du må aldrig forlade mig.

Hej, Lenù. Du er tidligt på den. Har du mange lektier?

Nej, jeg ville spørge om noget.

- Er Stefano hjemme? - Nej. Hvad vil du med ham?

- Alt vel? - Ja.

- Skal jeg komme i morgen i stedet? - Kom ind.

- Er du sikker? - Et glas mandelmælk, og så må du gå.

- Jeg har lidt travlt. - Hvor skal du hen?

Hvad ville du spørge om?

Jeg har brug for hjælp. Antonio er desperat.

Han er blevet indkaldt og er meget ked af det.

Sæt dig.

Jeg vil ikke være til besvær -

- men jeg vil gerne vide, hvad Stefano gjorde for at slippe.

Det ved jeg ikke noget om, men jeg kan spørge ham.

Vil du gøre mig den tjeneste?

- Hvad er det? - De ved ikke, hvor de skal gå hen.

- Hvem? - Rino og Pinuccia. Ignorér dem.

- Hvad siger Stefano? - Han ved ingenting.

- Du er gal. Han slår dig ihjel. - Han kommer aldrig hjem før otte.

Hej, Lenù. Hvordan går det?

- Godt. Og du? - Helt fint.

Vi er her for at ... se på jernbanen.

Pinuccia havde aldrig set den i dagslys.

- Har du siddet her længe? - Jeg er lige kommet.

Godt.

Fin pladespiller, ikke?

Kan du huske hjemme hos os ...?

- Lenù ... - Hej, Pinù.

- Hvordan går det? - Fint. Hvad med dig?

Nå, vi smutter. Vi skulle bare se lejligheden.

- Og jernbanen. - Nu går vi.

Vent lidt. Der var noget, jeg kom til at tænke på.

Ved du, hvordan det gik til, at Stefano trak frinummer?

Der er vist kun én måde. Man betaler.

- Gjorde Stefano det? - Ja.

Ja, men sig det ikke til nogen, Lenù.

- Hvor meget betalte han? - Det ved jeg ikke.

- Hele familien Solara dukkede op. - Hvad mener du?

- Nu må vi gå. - Jeg vil gerne have lidt kaffe.

Forklar, så laver jeg lidt.

Hverken Michele eller Marcello har aftjent værnepligt.

De blev fritaget på grund af vejrtrækningsproblemer.

Nu skal vi altså gå.

- De to? Hvordan er det muligt? - Man skal have kontakter.

- Og Stefano? - Han henvendte sig til dem.

Man betaler, så ordner deres kontakter det.

Ville de gøre det for Antonio?

Tjenester gør man for dem, der kan betale eller gengælde dem.

Antonio ville aldrig spørge.

Jeg kan spørge Marcello og Michele.

Er du parat til at blive ydmyget af familien Solara?

De vil ikke løfte en finger for ham.

- Kom nu. - Vent.

- Op med dig ... Farvel! - Farvel!

Forstår du? Han har narret mig hele tiden.

Hvad mener du?

Stefano og familien Solara var ens allerede inden brylluppet.

Skoene, butikkerne og gælden er uvæsentlige.

Han brugte mig som en handelsvare.

De var kumpaner, allerede inden vi blev forlovet.

Nu overdriver du.

Han har kun løjet. Det handlede ikke om at sælge sko i centrum.

Eller om at betale gæld og hjælpe min familie.

Så hvad er forskellen mellem Stefano og Marcello?

Jeg er ikke med.

Marcello behøver i hvert fald ikke at stå til regnskab for nogen.

- Jeg går med dig. - Hvorhen?

Til familien Solara. Ville du ikke bede dem om en tjeneste?

- Ikke sammen med dig. - Hvorfor ikke?

- Så bliver Stefano vred. - Og hvad så?

Kan han henvende sig til dem, kan hans kone vel også.

Hvad har du gang i, Lì?

Hvorfor klæder du dig sådan?

Er du vanvittig? Stefano slår dig ihjel.

Jeg har jo sagt, at jeg går derhen alene.

Du må ikke få problemer på grund af mig.

Hvorfor tager du læbestift på?

Vent og se.

Tekster: Neel Rocco www.sdimedia.com