Original subtitles

Downloaded from YTS.BZ

Official YIFY movies site: YTS.BZ

I DET HERRENS ÅR 1247

Har du noget mad?

Jeg er meget sulten.

Slå håret ud.

Ingen tror på, du er en dreng.

Slå håret ud.

Jeg er ikke bange.

Farende svende i bjergene har fortalt om helten Robin Hood.

Han beskytter de sagtmodige.

Ingen beskytter de sagtmodige.

Og han var ingen helt.

Han beder tre gange dagligt og giver til de fattige.

Og han har vundet lady Marians hjerte. Er det ikke en helt?

Lady Marian stammer fra en røverhistorie fortalt af en –

– der desværre var endnu mere fuld end jeg.

Hun var Robin Hoods store kærlighed.

Der findes ingen stor kærlighed for en som ham.

Jeg kender nogle, der har mødt ham. Vil du høre en hemmelighed?

Ja tak.

Han har aldrig bedt så meget som én gang.

Disse vandrehistorier, der har spredt sig, er lutter løgne.

Han var en morderisk røver –

– som muligvis skar halsen over på en sherif blandt mange andre.

Folk så en mening, som ikke fandtes.

Han var ingen helt.

Han plyndrede og dræbte kun for fornøjelsens skyld.

Dem, du mødte...

sagde de, at han angrede sine ugerninger?

Han blev velsagtens træt.

Hvis du mødte banditten Robin Hood –

– skulle du skynde dig væk og redde det liv, du nu har tilbage.

og forlad os vore synder.

Ved Jesus Kristus, vor Herre. Amen.

Hvem er din slægtning?

William Wainwright af Pickering.

Pickering...

Far?

Bedstefar?

Du skulle have vasket dig eller ventet på, at vinden vendte.

Eller lagt vægten på det bageste ben.

Det var det hele. Du klarede det godt.

De synger løgne –

– disse tarvelige tåber.

Løgne om hans heltemod og godhed.

Men blodskylden er gammel...

og generationer af hans ofre jagter ham...

for i virkeligheden –

– var ingen mere ond og hensynsløs –

– end den morderiske bandit Robin Hood –

– og hans Lille John.

Tal med Thomas.

– Han blev hængt sydpå. – Will?

De sprættede ham op.

Jeg har ingen andre at spørge.

Hvad er der sket?

Jeg hedder Edward.

Hvem var Edward?

Jeg mødte ham på vejen for ti somre siden.

Hans bror var død, og han ville dyrke rug og ærter på hans jord.

Ingen vidste, hvordan Edward så ud...

så jeg dræbte ham. Nu er jeg Edward.

Og Margaret er mig en god kone.

– Det er en god gård. – Hvad skete der?

En familie afslørede mig. De tog min gård.

Tog min Margaret. Prøvede at tage mit liv.

– Vi må kæmpe for det, der er mit. – Det er ikke dit.

Det er min familie.

Jeg er træt, John.

Edward.

Jeg er træt, Edward.

Det bliver et storslået slag. Et til eventyrene.

– Er de stærke? – Ja.

De er ud af en gammel æt. Efter sigende vikingeblod.

Efter sigende bekæmpede deres oldfader engang en bjørn.

Det bliver et mægtigt slag, Robin.

Hvor mange er de?

Fire, fem...

Sammen kan vi overvinde dem.

Vi dør sandsynligvis.

Robin.

Robin!

Brød?

Det her er et godt eventyr.

Et godt eventyr.

Kan du huske, da vi mødte pottemageren?

Efterlod vi ham nøgen, eller dræbte vi ham?

Jeg prøvede at fortælle historien, og nogen sagde, vi efterlod ham nøgen.

Men jeg kunne ikke huske det.

Du har altid fortalt den godt, Robin.

Hvorfor skulle vi efterlade ham nøgen?

Det ved jeg ikke.

I spøg.

– Vi har aldrig mødt en pottemager. – Hvad mener du?

Det er aldrig sket. Det er bare en historie, du har hørt et sted.

Men hvis vi havde mødt en pottemager, havde vi dræbt ham.

Jeg ville huske, hvis det var en historie.

Her.

Fortæl om din kone.

Margaret.

Hun er en god kvinde.

En meget god kvinde. Hun er gudfrygtig.

– Hun lærer mig fromhed. – Beskriv hende.

Skal jeg beskrive hende?

Beskrive...

Hendes hår er...

rødt.

– Rødt som? – Rødt som frisk blod.

Nej, ikke blod.

Noget rødt, der er godt ligesom hende.

Rødt som...

aftenrøden.

Som sommerens aftenrøde.

Margaret er en god kone...

med hår som sommerens aftenrøde.

Hun holder af mig –

– og jeg af hende.

Robin, landet ligger åbent hinsides bjergene.

Der er mange steder at begynde forfra.

Jeg agter ikke at begynde forfra.

Jeg agter at få en ordentlig død.

Løb, Hendrie!

– Løb, Hendrie! – Edward!

Væk! Hendrie!

– Hent de andre! – Edward.

Min elskede.

Pas godt på lille Margaret.

Bare rolig.

Du er i sikkerhed. Du er i sikkerhed, min datter.

Lad os bede.

Herre Gud –

– skænk os nådegaven at elske dig af hele vort hjerte.

Bed med mig.

Og når vi finder dig, vil vi elske dig –

– og hade de synder, du har friet os for.

For Jesus Kristus. Amen.

Ja. Godt.

Undskyld.

Undskyld.

Sådan var det, da jeg vågnede.

Sådan var det, da jeg vågnede.

– Fætter. – Sådan var det, da jeg vågnede.

Undskyld.

Vi anråber dig, o Herre.

Vis os nåde.

Og skænk os tilgivelse.

O himlenes konge og evighedens herre.

Hør vore bønner, som vi fremsiger.

Og skænk os tilgivelse.

Se til den syge, bring hid den tilfangetagne –

– hjælp enken og den forældreløse.

Og skænk os tilgivelse.

Vi har syndet og er faret vild.

Vil du, frelseren af alting –

– frelse os?

Og skænk os tilgivelse.

Vis den bodfærdige nåde –

– og vask syndens skam bort.

Og skænk os tilgivelse.

Amen.

Dræb ham!

Pas på!

Skån mig!

– Margaret! – Nej!

John, nej!

Lille John!

For tyve vintre siden myrdede du min fætter –

– Walter af Hathersage.

Du har myrdet mine sønner og mit barnebarn.

Som ættebod tager jeg til takke med dit liv.

Og din datters liv!

–... morderiske ugerninger... –... grusomme forbrydelser...

morder af moder, kvinde og barn, i al evighed.

Nej...!

Din straf venter, Robin Hood.

Du dræbte mine søstre og brødre.

– Robin. – Straffen venter, Robin Hood.

Robin.

Jeg har hørt historier om et kloster langt fra alfarvej.

Priorinden er ældre, end nogen kan huske.

Hun besidder helende kraft.

Jeg fører dig ud til hende. Hun gør dig rask igen.

Jeg har hørt utrolige historier.

Robin. Vi er nødt til at forlade dig.

De kommer efter os.

Se sneen.

Usædvanligt så sent.

Men den bliver ikke liggende.

Så kold er den lange dag ikke.

En mand kom med dig.

Han lukkede dine sår med ild, og ikke ueffent.

Du har været her i seks dage.

Du har sår i maven.

Alvorlige brud på ribben og det ene ben.

Kan du forstå mine ord?

Hvor er vi?

I Sankt Clement–klostret –

– hvor du kan komme dig.

Hvilken by?

Der er ikke nogen by.

Kender du historien om Saulus?

Hvad?

Man siger, at der engang var en mand, Saulus –

– som truede Herrens disciple med mord.

Han bad ypperstepræsten om breve til Damaskus, til synagogerne –

– for at fængsle både mænd og kvinder, der hørte til Vejen.

Det er tilstrækkeligt. Bare et par dråber.

Det var vel ikke alt for smertefuldt?

Det var det ikke.

Jeg hedder søster Bridget.

Hvad hedder du?

Randolph.

Jeg skylder dig en undskyldning.

Hvad skal det sige?

Du tryglede mig om at lade dig dø.

Og det gjorde jeg ikke.

– Du sagde, det var det rigtige. – Jeg havde feber.

Det har du ikke længere.

Hvil dig nu, Randolph.

Din krop er oversået med ar.

Ønsker du at gøre nogen i klosteret ondt?

Det gør jeg ikke.

Følger ondskaben efter dig herud?

Det gør den ikke.

Du gør dem ikke ondt.

Og så tilbage til sengen.

Og så tilbage til døren.

Luk så døren op.

Gå, så langt du vil.

Kan du ro?

Der ligger en båd på bredden mod vest.

Men du må såmænd gerne blive, hvis du hjælper til i frugthaven.

Jeg er ikke bonde.

Så ved du ikke, hvordan man går på jagt.

Jo, det gør jeg.

Der er vildt her på øen.

Men du kan ikke gå på jagt. Du kan jo end ikke spænde en bue.

– Det kan jeg godt. – Det er mest kaniner.

– Kan du sætte fælder op? – Ja, jeg kan.

Godt. Men højst seks fælder. Ellers forgår bestanden.

Kan du magte seks fælder?

Jeg kan godt klare seks fælder.

Godt.

Så kan du hjælpe til i frugthaven resten af tiden.

Prøver du at flygte?

Du er stille.

Jeg er stille og langsom.

Du var stille –

– men du skal også være langsom. Du er krøbling.

Og du er spedalsk.

Du kan roligt være langsom. Vi er i sikkerhed her.

– Det er lidt af et udsagn. Ved du det? – Ja, for hun har givet os sikkerhed.

Priorinden?

Hun var som os.

Hun oplevede stor sorg, stor smerte.

Blev enke som ganske ung.

Men i sorgen fandt hun styrken til at hele os.

Du ser ikke helet ud.

Priorinden fortalte mig engang en historie om en stor filosof.

Sin tids største filosof.

Men en dag vendte hans konge sig mod ham –

– og kylede ham i et fangehul, hvor han skulle tortureres og henrettes.

Men i filosoffens elendighed, da han intet havde –

– kom en engel til ham og talte til ham.

Og af hende lærte han, at det ikke spillede nogen rolle –

– om hele verden var ren elendighed...

og kun døden ventede.

For han havde én ting, ingen kunne røre eller frarøve ham.

Han havde sit sind.

Og i sit sind...

havde han Gud.

Det er aldrig for sent at finde fred.

– Hvad laver du? – Jeg ror over hver dag.

Ikke alle kan fragte folk som din ven, så dem sejler jeg.

– Vil du sejle mig over? – Nej.

Du kan selv ro, når du er kommet til kræfter.

Pas nu dine fælder.

– Jeg går på jagt. – Det kan du ikke.

Sig mig, spedalske ven, hvad skete der med den store filosof?

Han blev da selvfølgelig tortureret og henrettet.

Selvfølgelig.

Den spedalske er kommet med nogen fra den fjerne kyst.

Far er død.

Hvordan har pigen det?

Nu skal du se mine træer.

Det er hyldebær.

Bærrene skal plukkes sent på sommeren.

Ved de, hvad du var førhen?

Tal til mig på den her side af hensyn til min hørelse.

Pærerne bliver modne straks efter.

– Og hvad var jeg så forinden? – Du var velsagtens lejesoldat.

Ja, det tør siges.

Vi har en særlig fremtoning.

– Kan du huske træerne? – Pærer og hyld.

Herligt.

Nogle af dem ved besked.

Men priorinden er ligeglad med, hvem vi har været.

Æblerne skal plukkes om efteråret.

Har hun fortalt om, hvad der skete med hende?

Priorinden tager sig af pigen. Tal med hende, hvis du er bekymret.

Hvad var det for nogle træer?

Pærer, æbler og hyldebær.

Herligt.

Det er sidste åreladning.

Men din krop er stadig langt fra helet.

Du er træt.

Ja, det er jeg.

Men jeg har før været træt.

Barnet sover ikke.

Hvad har hun været udsat for?

Grusomme ting.

– Har hun fortalt sin historie? – Hun taler ikke.

Hun hverken spiser eller sover.

Hvad hedder hun?

Margaret.

Hvem er hun?

Jeg mødte hendes far.

En bonde.

– Han er død. – Åbenbart.

– Og hendes mor? – Hun er vist også død.

– Hvordan? – Det ved jeg ikke. Hun gik bort.

Blev hun dræbt?

Måske.

Du er god til at lyve.

Så barnet det?

Det er muligt.

Det er voldsomt for et barn at se.

Det gør mig ondt med din ven.

Tak.

Skal jeg bede for ham?

Hvis du vil.

Hvad hed han?

Edward.

Edward...

Jeres hjerte må ikke forfærdes. Tro på Gud og tro på mig.

I min faders hus er der mange boliger.

Og når jeg har gjort en plads rede for jer –

– kommer jeg igen og tager jer til mig –

– for at I også skal være, hvor jeg er.

Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.

– Hun har en kniv. – Hun skar mig!

Margaret.

Bare rolig.

Margaret, bare rolig.

Hun kender ikke øen. Der er tidevandsbølger.

Margaret!

Margaret!

Aflevér.

Aflevér.

De mænd, der gjorde dig fortræd...

Ved de, du er her?

Hvad er mit navn?

Sig mit navn.

Randolph.

Lige netop.

Hvem er Lille John?

Det navn er noget vrøvl og skal aldrig nævnes.

Hvis du nævner det, kommer katten om natten og bider tungen af dig.

Bare rolig.

Læg dig til at sove.

Jeg holder øje med uvejret.

Læg dig ned.

Luk øjnene.

Sov trygt.

Sov.

Tak, fordi du fik hende med tilbage.

Det var så lidt.

Kender du historien om klosteret?

Nej.

I tiderne før historien var det druidernes helligdom.

De tilbad ukendte guder.

Tilbad dem herude.

Men så kom romerne og fornemmede magien her –

– så de byggede deres templer.

Men folk efter folk har fornemmet det og er kommet for at tilbede...

Utallige guder og stammer, som end ikke ville kunne tale sammen.

Og dog bliver vi alle draget mod dette sted.

Tror du på, at der er magi på øen?

Jeg tror, den besidder en kraft.

Og jeg har set historiernes kraft.

De kan bruges til at få folk til at begå grusomheder.

Og så bliver de grusomheder til historier...

og historier.

Nej. Man skal ikke tro på nogen af dem.

Vi kan ikke tage vare på dem.

Knive kan skære brød såvel som kød.

Det handler om balance.

Betyder balance noget?

Hvis balance intet betød –

– ville vi ikke være her.

Denne verden ville ikke...

være her, og...

vi ville ikke udveksle disse ord. Har du nogensinde overvejet det?

Balancens forunderlige præcision i et så umådeligt tidsrum.

Den balance, det kræver at skabe et hvilket som helst ord –

– der kan komme ud mellem to læber og...

forstås af to sind.

Randolph.

Tak.

Er du ikke sulten?

Er du ikke?

Jeg skal snart dø.

Hvor ved du det fra?

Jeg kan mærke det indeni.

Hvordan føles det?

Det føles rigtigt.

Der er nogen.

Der har været travlt på søen.

Først rundt om fødderne. Små snit.

Godt. Og den anden.

Godt.

Og nu foran, ned gennem maven.

Godt. Nej.

Se her.

Sådan.

Tag det andet. Sådan.

Du er en tapper ung mand.

Tak, søster.

Er du sulten, Arthur?

Ja, søster.

Sarah laver et solidt foder til dig i aften. Stuvet sild.

– Kan du godt lide det? – Ja.

Hvor kommer du fra, Arthur?

– Min familiegård på Keswick–egnen. – Keswick?

– Ja, hr. – Randolph.

Randolph... På Keswick–egnen.

Den spedalske siger, du leder efter din niece.

– Ja, det gør jeg. – Blev du overfaldet?

– Ja. – På vejen?

– Ja. – Du er i sikkerhed her.

Hvilken vej?

Vejen til Keswick, hr.

– Pris Herren for, at du overlevede. – Det gør jeg.

Hvad med pærer i honning til efterret for dit mod?

Tak, søster.

Lille Margaret...

Ham Arthur... har du set ham, før du kom ud til klosteret?

Margaret.

De mænd...

De mænd, der gjorde din far fortræd...

Så du deres ansigter?

Far sagde, jeg skulle løbe.

Far holdt op med at bede.

Han var vred.

Han bad i sit sind.

Hvad hedder far?

Din far er din far.

Kom herhen med den.

Flot håndværk.

Kan du se, den bøjer mere her?

Det skal udjævnes, så den bøjer ensartet.

Det her stykke skal snittes tyndere.

Kan du lave en til mig?

Skal jeg lave dig en bue?

Udmærket.

I dag kom jeg i tanke om en historie af digteren Lukrets.

Han skrev om noget, der kaldes atomer.

Hvis man skiller træer, folk og sten ad –

– er det de mindste, usynlige dele, der udgør...

alt i skabelsen.

Og disse atomer svæver gennem tomrummet og...

skifter sommetider helt uden grund kurs.

Den mindste lille smule.

Og hvis ikke den...

lille uforudsigelige ændring –

– tvang atomerne til –

– at flette sig sammen med hinanden...

ville intet under himlen være til.

Godt. Hårdere.

Sådan. Godt.

Hårdere. Nu skal jeg hjælpe dig.

Tag den der.

Godt. Sådan skal det være. Godt.

Hvilken en er bedst til din bue?

Lad os se engang.

De er begge to fine.

– Margaret! – Kom og leg!

Lad os lege tagfat. Du tæller.

– Det kan du gøre. – Nej, det er din tur.

Arthur...

– Kan du sætte fælder op? – Ja.

Godt. Jeg har brug for en, der kan tage fat. Kom.

Har din familie jord?

Ja.

Hvor mange er I?

Det ved jeg ikke.

Er alt i orden?

Ja, ja.

Jeg er ikke så ung, som jeg engang var.

Jeg kunne godt bruge en hånd.

Tak.

Det var ellers lidt af et slag.

– Ja. – Hvem var det?

En mand.

Nogle mænd.

– Banditter. – En mand? Banditter?

– Ja. – Må jeg se?

Det er et ordentligt slag.

– Du er heldig at have overlevet, knægt. – Ja.

– Vær taknemmelig over at være i live. – Ja.

Han brugte en stav.

Du er heldig, han ikke huggede hovedet af dig.

Randolph!

Randolph!

Moshe!

Priorinden siger, du skal komme!

Har du store smerter?

Kan du huske træerne?

Pærer, æbler og hyldebær.

Herligt.

Du er det vigtigste menneske –

– i lille Margarets liv.

Jeg er ikke vigtig.

Tænk på alle dem, hvis liv du har krydset.

Vi betyder noget for dem alle.

Kender du historien om Guy af Gisborne...

og Robin Hood?

Ja.

Man siger, du slog ham ihjel.

– Halshuggede du ham virkelig? – Du taler i vildelse, spedalske ven.

Jeg siger ikke et ord til nogen.

Men du skal ikke lyve for en mand på sit dødsleje.

Så...

halshuggede du ham virkelig?

Der var ingen Guy af Gisborne.

Det var blot en af mange vandrehistorier.

Men jeg har halshugget andre.

Kan du virkelig ikke huske det?

Nej.

Tænk over navnet.

Dervaren Guy af Gisborne.

Men du halshuggede ham ikke.

Du skar øret af ham.

Du sagde –

– at i et andet liv havde du skålet med ham.

Kan du huske det?

Vi har tilsyneladende fundet et andet liv.

Der er én grusomhed, jeg vil bede dig om ikke at begå.

Du skal passe frugthaven, indtil også du dør.

Tjene priorinden...

og folk, der kommer og går på klosteret.

Men på intet tidspunkt...

i disse...

gode og fredfyldte år...

må du fortælle priorinden, hvem du i virkeligheden er.

Hvorfor?

Fordi...

en af de navnløse og ansigtsløse døde i dit sinds dunkle afkroge...

var i et andet liv...

hendes trolovede.

Lov mig det...

Robin.

Lov mig det.

Farvel, Bridget.

Arthur.

Kom.

Der er et barn inde på den fjerne kyst.

Måske er det din niece.

Den spedalske sagde, at du leder efter din forsvundne niece.

Ja.

– Kan det mon være hende? – Det vil vise sig.

Jeg kan ikke se nogen.

Vi venter.

Måske vender de tilbage.

Hvad hedder du?

Arthur.

Du skal ikke spilde tiden på at lyve for mig. Hvad hedder du i virkeligheden?

Godwyn.

Du er ved at beslutte, Godwyn, om du skal udføre dåden selv –

– eller hente din familie.

– Hvilken dåd? – Hvor mange har du dræbt, Godwyn?

Hvor mange børn har du dræbt?

Jeg har dræbt så mange, at jeg ikke har tal på det.

Længere end du har levet, har jeg dræbt slægtningene til dem –

– jeg dræbte for en menneskealder siden. Jeg husker dem ikke.

Og de betød intet for mig, men...

deres brødre, børn og børnebørn kan huske mig.

Så nu er jeg nødt til at dræbe dem.

Gang på gang.

I forskellige former som skygger gang...

på gang, og det ophører aldrig.

Det er en forbandelse, Godwyn.

Og man nedkalder den over sig selv, selv om man gør det af pligt.

Den tager sig ikke af din pligt.

Denne verden tager sig kun af blod.

Og blod er det eneste, den giver igen.

Men vil du dræbe et barn, Godwyn?

Vil du bære skylden for drabet på en lille pige?

Nej.

Er din far død?

Og dine onkler?

Jeg er den ældste, der er tilbage.

Hvem er ellers i live?

Min mor.

Mine tanter.

– Mine søstre. – Du har et hjem, Godwyn.

– Ja. – Drag hjem.

Sig til familien, at blodskylden er betalt.

De bliver alle betalt en skønne dag.

Sov i din egen seng.

Hav det liv kært, som du stadig kan nå at dele med dine nærmeste.

Og hvis du vender tilbage –

– har du forspildt denne chance for at få et liv, som jeg giver dig nu.

Og så skærer jeg halsen over på dig og skænker dig aldrig mere en tanke.

Gå så.

Og se dig ikke tilbage.

Jeg troede, du var rejst.

Jeg er Robin Den Lovløse.

Det skal du vide. Jeg er et uhyre.

Jeg er ikke en ved navn Randolph.

Jeg er Den Lovløse, Robin Hood.

Undsk...

Sig, at jeg skal rejse...

så rejser jeg nu.

Læg dig i seng.

– Bridget... – Læg dig ned.

Du brændte min mand levende.

Jeg drømmer, at han allerede var død, men hvorfor stængte du ellers døren?

I det, der virkede som en evighed, ledte jeg i asken i vores hjem.

Og han så så lille ud.

Han lå krøbet sammen i hjørnet, og det meste af ham var væk.

Men trods mine drømme ved jeg, han var i live.

For til det allersidste omsluttede han vores børn.

Randolph?

Det er mig.

Folk taler om Robin Hood.

Fortæller hans historier.

Det er lutter løgne.

Løgne, jeg fortalte for længe siden...

så tåberne...

fulgte mig ind i mørket.

Robin.

Hvad har de gjort ved dig?

Du skal ikke være bange.

Vi skal nok få dig væk herfra.

Jeg redder lille Margaret.

Og så begynder vi forfra sammen.

Edward.

Fortæl om din kone.

Min kone?

Margaret.

Margaret.

Min kone, Margaret.

Beskriv hende.

Skal jeg beskrive hende?

Hendes hår er...

rødt som...

aftenrøden.

Som sommerens aftenrøde.

Rødt som...

sommerens aftenrøde.

Robin.

Har du fundet din hårde død?

Jeg er klar til at afslutte det.

Jeg skylder dig dette liv.

Det er grusomt.

Men jeg skylder dig dette liv.

Du skylder mig ingenting.

Jeg har aldrig taget et liv.

Det kan være som at beskære en blomst.

– Det burde det ikke være. – Nej, det burde det ikke.

Men det kan det være.

Jeg hjælper dem, der kommer herud på øen.

Jeg helbreder dem.

Jeg beder dig.

Helbred mig.

Lille Margaret.

Din far hed John.

Jeg kendte ham i mange år –

– før han blev din far.

Jeg mødte ham –

– på vej over en bro hin dag...

over en brusende flod.

Han var en stædig rad.

Han ville ikke bøje sig.

Ikke for nogen som helst.

Ikke engang mig.

Så vi sloges –

– på den bro.

Gik til angreb. Frem og tilbage.

Jeg gav ham en på siden af hovedet.

Han slog mig i maven.

Og jeg vaklede på den bro.

Plask!

Jeg landede pladask på måsen.

Da jeg fik slæbt mig op –

– gennemblødt...

omfavnede vi hinanden.

Vi kaldte din far –

– Lille John.

Og vi levede i mange år...

som lovløse i den grønne skov.

Og vi festede...

Vi...

Vi gav sølv til de sagtmodige.

Men vi havde stjålet sølvet.

Vi havde stjålet det...

fra...

fra onde mennesker.

Kan du forstå det?

Onde mennesker.

Din far...

ville ikke have, at jeg fortalte dig det...

for han elskede dig så højt.

Du må aldrig sige det til nogen.

End ikke børnene, du leger med.

Du må aldrig nævne din fars navn.

Der er onde mennesker derude.

Og de er vrede på din far.

Og derfor er de vrede på dig.

Kan vi holde på den hemmelighed?

Jeg kan godt holde på den hemmelighed, lille Margaret.

Kan du?

Godt.

Kom hen til mig.

Tag den her.

Hvorfor var han lille?

Hvad?

Hvorfor blev min far kaldt lille?

Fordi han var lille, da jeg fandt ham.

Ligesom dig.

Sæt den på.

Bøj den med benet, som du så mig gøre.

Godt.

Gå hen til vinduet.

Sæt en pil på buen.

Find et punkt –

– hvor vandet møder himlen.

Træk pilen op til munden...

og hold den.

Jeg siger fyr.

Og når jeg gør...

så giver du ikke slip.

Du holder bare ikke fast længere.

Godt.

Hold øje med målet.

Din krop bevæger sig hele tiden.

Mærk –

– hvornår pilen får flugt.

Du finder en dans.

Hold fast i den, til jeg siger fyr.

Du er stærk.

Mærk...

det svaj.

Den dans.

Fyr.

Oversat af Lasse Schmidt Dansk Video Tekst