Original subtitles

Downloaded from YTS.BZ

Official YIFY movies site: YTS.BZ

Engang, da jeg var 13 og tilbragte weekenden hos mine bedsteforældre,

låste jeg mig inde på toilettet en aften og onanerede voldsomt, som 13-årige gør.

Pludselig følte jeg en trang til at gnide mit penishoved

mod bunden af Formica-toiletbordet.

Toppen var glat, og jeg antog, at bunden også var glat.

Jeg opdagede, at det var ubehandlet træ, og fik splinter i mit penishoved.

Jeg kunne ikke sige det til mine bedsteforældre. Jeg ville hellere dø.

Jeg ledte efter en pincet i hele huset og låste mig inde på toilettet igen.

Jeg fjernede forsigtigt alle splinterne fra min penis,

pakkede den ind i toiletpapir, som selvfølgelig blev blodigt, og gik i seng.

Frem til nu var det sikkert mit livs største fejl,

men ikke at få foretaget en koloskopi, da jeg fyldte 50, det var værre.

Det er bare affald.

Da jeg fortalte min mor, at jeg havde tarmkræft, sagde hun: "Din idiot.

Det er den letteste kræft at forhindre. Man skal bare få foretaget en koloskopi."

Jeg kan stadig besejre den, men gør jeg det ikke, har hun ret. Så er jeg en idiot.

Jeg gennemgår alt, så der ikke er noget sentimentalt eller vigtigt,

som en anden måske vil have, når jeg er væk.

Toiletpapir. Maxell-bånd.

André er den mest geniale idiot, I nogensinde har mødt.

Hans hjerne er ikke som de fleste andres.

Jeg mener, at jeg har et par af Kim Kardashians bukser herinde.

Det er sjovt. Fedt.

Jeg begyndte at købe hash og lægge det i den her.

Tanken var, at hvis der kom et stort jordskælv,

så ville jeg bruge det som valuta. Der følger også en lille pibe med.

André har altid haft en forkærlighed for obskure fakta og det kuriøse.

Ja, det er måske hendes bukser.

Kim Kardashian. "Jeg er glad for, at du vandt en genstand fra min garderobe."

Pengene går til kirken. Tak. Underskrevet af Kim Kardashian.

Idéen var at skrabe hendes dna af, for man kan ikke vaske kunstlæderbukser.

Og så kunne man klone hende fra dem en dag.

Man ved aldrig, hvad der kommer ud af ham. Det kunne blive et citat af Nietzsche,

eller lækre piger, der samler hundelort op.

Det er enten helt normalt eller vildt langt ude.

Men Andrés største paradoks var Janice.

En dag havde vi drukket i baren i et par timer.

Janice sagde til Johnny: "Jeg er canadier og har brug for en opholdstilladelse.

Vil du gifte dig med mig?"

Det var sidste år på universitetet. Mit visum udløb, og jeg skulle udvises.

Jeg tænkte: "Jeg beder Johnny D om at gifte sig med mig."

Han var ikke så vild med damer, så det ville være ukompliceret.

Han sagde: "Nej." Jeg sagde: "Jeg gifter mig med dig!"

Jeg sagde: "Hvad?"

Hun sagde: "Er du sikker? Du får ingen sex. Det bliver helt platonisk.

Men hvis du vil giftes med mig, kan du flytte ind i lejligheden over baren."

Fint med mig. Jeg troede, jeg drak gratis, når jeg var gift med bartenderen.

For André svarede det til, at jeg var Troldmanden fra Oz.

-Hun lovede mig en tur til Mexico. -Det var betalingen for ægteskabet.

Vi skulle forblive gift i to år.

Jeg købte en brudekjole på et loppemarked

for 30 dollar og trak den sammen med snor, så den passede.

André havde en gråblå smoking på. Hans bror landede tilfældigvis fra Japan.

Vi mellemlandede på vej tilbage til New York i San Francisco.

"Fedt, jeg skal giftes den aften. Du kan komme til brylluppet!"

"Mener han det?" Man ved aldrig, om André mener det eller ej.

Jeg var interesseret i en på arbejdet, og Andrés kæreste var med til brylluppet.

Min kæreste tog det ilde op og tilbragte natten fuld og alene i Golden Gate Park.

Nogle var måske under indtryk af,

at det var mere end et ægteskab for at få visum, men jeg var ikke.

Hvem gifter han sig med, som jeg ikke ved noget om?

Hvis han gifter sig for sjov, hvad skal jeg så sige til vores forældre?

Jeg følger alle regler, så jeg var bange for at blive deporteret eller afsløret.

Jeg insisterede på, at vi lærte hinanden at kende hurtigt og godt.

Vi blev oppe til klokken 04.00 og talte om vores fortid og barndom.

Vi afhørte hinanden. "Hvilken side sover du på? Hvilken farve er din tandbørste?"

-Hvilken mælk foretrækker du? -Hvad lavede du om sommeren?

-Hvem var din lærer i fjerde klasse? -Hvornår lærte du at binde snørebånd?

Unødvendige detaljer.

Vi troede, samtalen med immigrationsmyndighederne

ville blive som The Newlywed Game, så vi ansøgte om at deltage.

Jeg hedder Gary Kroger. Jeg har søgt det bedste nygifte par i San Francisco.

Jeg fandt det. Byd Janice og André Ricciardi velkommen!

Velkommen. Held og lykke.

Hvis jeg kunne være hvilken som helst berømthed, ville jeg være...

-Ozzy Osbourne! -Michael Jacksons chimpanse Bubbles!

Det vidste jeg godt!

Man kan ikke snyde. Vi drøftede forinden, hvordan vi

kunne forøge vores chance for at vinde.

Vores måde at snyde på var: "Hvis der er et indlysende sandt svar, så vælg det."

-Hun er forelsket i Stephen King. -Det er min kone!

-Ja. -Det er hende. Må jeg kramme dig for det?

Hvis der ikke er et indlysende svar, så vælg det pæne.

For 50 point: Født perfekt? Eller kræver lidt arbejde?

Født perfekt.

Er der intet pænt,

så vælg det, der begynder med det højeste bogstav i alfabetet.

-Pepperoni eller champignon? André? -Pepperoni.

Vi fik flere og flere point.

-Tæller du småpenge, eller mister dem? -Tæller småpenge.

-André? -Jeg mister penge!

Foretrækker et bord udenfor. Spontant sex!

For turen til Caribien.

Han ved, hvad hun vil have i sengen? Eller han skal lære det?

André, sig ikke noget. I har 230 point. Christiansen-parret fører lige nu.

Svarer du rigtigt, skal I til Caribien. Ellers får Christiansen-parret rejsen.

-Jeg ved det! -Okay!

Med den strategi vandt vi en tur til Sonesta i Anguila.

Vi måtte fandeme betale skat af gevinsten!

André ringede et par uger senere og sagde: "Jeg har et problem.

Jeg har kneppet min kone." Jeg sagde: "Hvabehar?"

"Vi dyrkede faktisk sex. Vi skulle giftes for opholdstilladelsens skyld.

Nu har jeg kneppet hende. Vi er gift på papiret, men nu har vi dyrket sex.

Det er uklart, hvor forholdet er, og jeg ved ikke, hvad det her betyder."

Vi var så imponerede over os selv. "Vi er et godt team."

Immigrationsmyndighederne indkaldte Janice til en samtale, og fyren var et røvhul

uden humoristisk sans. "Hvad har I af beviser på et liv sammen?"

"Vi har købt bil og forsikring. Vi bor sammen."

Vi sagde: "Vi var med i The Newlywed Game."

Han lukkede mappen og sagde:

"Vandt I der, kan jeg ikke spørge om noget, de ikke spurgte om. Hav det godt."

Så vidste vi, at vi havde klaret det, og at alt ville gå godt.

Men nu indrømmer jeg bedrageriet.

Vi var forelskede dengang. Vi dyrkede sex. Vi slog op med vores kærester.

"Hvor meget sværere kan det være at få børn end at vinde The Newlywed Game?"

Jeg har altid kaldt min far André. Jeg har altid brugt hans fornavn.

Jeg har altid kaldt min far André. Det har jeg gjort, siden jeg var lille.

Min far er meget unik, så vores forhold er meget unikt.

Mine venners forældre bliver overraskede, når de møder ham.

Han fortæller skøre vittigheder og bander meget.

Min far ligner en hjemløs.

Han havde enormt hår. Det var hans ting.

Det er bare André.

At stå hinanden nær er anderledes for os end andre fædre og døtre.

Vi krammer ikke eller rører ved hinanden. Sådan er vi ikke som familie.

Han vil have et intellektuelt forhold til dem.

"Vi taler om Osmannerriget, konspirationsteorier og gode bøger."

Jeg kom mig efter en operation og kunne ikke røre mig.

Far læste hele Helter Skelter for mig, bogen om Manson-mordene.

Sygeplejerskerne kom ind og hørte ham læse den for sin datter i hospitalssengen.

Det beskriver vores forhold perfekt.

Det var et vigtigt øjeblik for mig.

Hvis jeg skulle beskrive André med et ord, ville det være "vanvittig".

André kunne have gjort en million ting med sin kreativitet,

men endte med at blive reklamemand.

Sig "for dælen", "for søren" og "øv" i stedet for "lort", "pis" og "fuck".

Han kom med idéer, som fik folk til at sagsøge firmaet.

Hvad så, Rob?

-Vi er på vej. -Vi skal more os!

Amber Dewick sagsøger Toyota for cyberstalking i en reklamekampagne.

Han var dygtig, at man fandt sig i det.

Engang arbejdede vi på et stort projekt for 20th Century Fox.

En reklamekampagne for "Abernes Planet".

Vi kaldte den "aberne bliver klogere".

De bliver klogere, menneskelig evolution...

Vi tænkte: "Du godeste, André vrøvler." Men chefen for Fox' filmsektion sagde ja.

Man når kun at blive rigtig god til et par ting her i livet.

Så vær forsigtig med, hvad du bliver god til.

Jeg valgte at blive god til at lave reklamer.

Hvad fanden er der galt med mig? Sikken spild af liv.

Reklamer virker så uvæsentlige, når man får en kræftdiagnose.

Hej, alle sammen. Vi er i mit køkken.

Der er lidt over 18 timer til min første koloskopi.

Det vil jeg aldrig glemme. Katie Couric fik foretaget en koloskopi i sit program,

fordi hendes mand lige var død af tarmkræft.

Jeg troede, at det ville være sådan for mig.

Jeg lavede sjov med sygeplejerskerne, som jeg gør, når jeg er nervøs.

Jeg sagde: "Jeg er stofmisbruger. Giv mig en dobbelt dosis."

Jeg... Nej, jeg gav dig, hvad du havde brug for.

Hun var blevet bedøvet og var lidt omtåget.

Narkoselægen bedøver en, og man er væk i cirka 15 minutter.

De stikker et kamera op i røven på en og tjekker, om man har polypper.

Jeg gennemgik den proces.

-Helt rent, intet usædvanligt. -Det var ikke så slemt.

Min koloskopi var ikke en hyggelig begivenhed med en masse latter,

som da Katie Couric fik lavet sin live på tv.

Da jeg begyndte at vågne, foregik der en masse omkring mig.

En fyr sagde: "Det var over 45 minutter. Min længste koloskopi nogensinde."

Jeg tænkte, at det kunne være godt eller dårligt. Jeg var ved at vågne.

Jeg begyndte at indse, at der var noget galt. Så kom lægen hen og sagde:

"André, jeg er ked af at sige det, men vi kunne ikke gennemføre koloskopien."

"Tumoren er så stor, at vi ikke kan få et kamera ind."

Jeg sagde: "Hvad betyder det?" Hun sagde: "Det ligner kræft. Det ved jeg ikke."

"Jeg tatoverede den." Jeg ved ikke hvorfor, men det gør de vel.

"Jeg fik lavet en biopsi. Vi vender tilbage om et par dage med resultatet."

De havde ikke engang lavet en biopsi. "Hvor vover de at sige, at du har kræft?

De bekræftede ikke noget. Det er ikke sandt."

Jeg blev ringet op to-tre dage senere, og jeg så, at det var dr...

Jeg kender ikke hendes navn, for hun er opført i mine kontakter som "røvlægen".

Hvilket stadie er det? Hvad skal det betyde?

-Stadie fire af fire. -Pis.

Når den har spredt sig til forskellige dele af kroppen,

kan vi ikke operere den væk.

Jeg gik ind i rummet og forventede, at han ville sige, at det var en polyp.

Eller: "Det er noget eller begyndelsen på noget. Det er stadie et."

Han sagde, det var stadie fire.

Og han var helt grå i ansigtet.

Jeg tror, han var i chok.

Han var nok i chok i lang tid.

Det er fascinerende, at jeg skal dø. Jeg vil dokumentere det og lære af det.

En måde at håndtere det på og være besat af min kræft og min dødelighed

uden at fokusere på angsten er at lave denne film.

Scene 103, optagelse syv. Værsgo.

I sidste ende laver André nok denne film, fordi...

André vil gøre alt på sin måde, inklusive døden. Det er André.

Interview med André, optagelse et.

Hvis nogen sagde: "Jeg har tarmkræft og vil lave en dokumentar om min egen død..."

Jeg ved ikke, hvordan jeg ville have det med det. Man vil opfylde deres ønske,

men føle, at det ville blive personligt og forfærdeligt.

Man vil ikke vise den slags til andre. Men jeg er med på den. Jeg er da ligeglad.

Vil I have billeder af min tyktarm, så får I billeder af min tyktarm.

André får en fornøjelse ud af det.

Jeg ville stikke tungen ind i den, men lod være.

Han siger også "fuck dig" til konventionerne.

Er der en bedre måde at tilbringe sine sidste dage på planeten på?

OTTE UGER EFTER DIAGNOSEN

I går var jeg på hospitalet til seks timers kemoterapi.

Det kan undgås, hvis man får foretaget en koloskopi.

Som I kan se, er jeg topløs, ikke kun for at vise min smukke krop frem,

men for at vise, at jeg er tilsluttet og stadig får kemoterapi i et døgn.

Jeg har også denne bold med kemoterapi.

Den tømmes langsomt i løbet af et døgn.

Når de skifter drop, er de iført beskyttelsesudstyr med maske og handsker.

Det er ironisk, at man ikke må få det på huden,

men at de sender det via en kanyle til en arterie tæt på mit hjerte,

så det kan pumpes rundt i min krop. Man vænner sig vel til det.

Det er overraskende kedeligt at dø.

Det er som en ferie for mig.

Det lyder sært, men man føler: "Åh gud, jeg har en dødelig sygdom."

"Jeg har en sygdom, som højst sandsynligt dræber mig inden for fem år."

En del af mig føler, at verden burde gå i stå,

at jeg burde føle mig anderledes, og at alt burde handle om, at jeg dør.

Det gør det ikke. Jeg tømmer stadig opvaskemaskinen om morgenen.

Jeg sidder stadig det samme sted og kigger på de samme hjemmesider.

Det fascinerer mig, hvor banal min egen død er,

og hvor rutinepræget den allerede føles otte til ti uger efter diagnosen.

André er overraskende positiv. Noget, ingen af os havde regnet med.

Min kone sagde, at det er sørgeligt. Det er ikke nødvendigvis sørgeligt.

For mig ligner dette ikke en klam klump kemoterapi-hår.

For mig ligner det en sød lille figur med skøre øjne.

Jeg skaber små væsener, der bor hos mig.

Intet er mere alvorligt end at dø af kræft.

Man kan ikke forestille sig et mere alvorligt og forfærdeligt emne.

Men André griner, laver sjov, driller og morer sig.

Han befinder sig i en smertefuld situation

og bruger en god portion humor.

Verden går ikke under på grund af det. Er det fornægtelse? Det tror jeg ikke.

Kom nu, du er fri.

Ingen i familien har haft kræft. Jeg har tænkt på, hvor det kunne komme fra.

Hvordan jeg fik kræft, teori nummer et.

Jeg spiste rottegift i Tompkins Square Park i starten af 90'erne.

Jeg røg cigaretter i 22 år. Salami! Min mor gav mig den.

Da hun var otte, løb hun og hendes venner om bag lastbilerne, der sprøjtede DDT.

Min mor blev født med alle de æg, hun ville få.

Det, jeg blev befrugtet og født af,

var inde i min mor, da hun var en otteårig pige.

Nå, men tak, mor.

-Må jeg få to stykker med ost? -Jeg vil have med pepperoni.

Jeg giver. Jeg giver. Jeg vil altid give pizza, Lee.

-Selv efter døden giver jeg. -Tak. Hvordan vil du gøre det?

Det ved jeg ikke. Vi må finde ud af det. Det haster.

André er ikke et par på den traditionelle måde.

Jeg ser André som min sjæleven.

Vi er som en storebror og en lillebror.

Lee er indbegrebet af en storebror, og jeg er indbegrebet af en lillebror.

Jeg inviterede André, da jeg skulle have foretaget en koloskopi,

til at gøre det sammen som et par.

Min første tanke var: "Han vil have, at jeg holder ham i hånden. Han er bange."

"Han vil have mig med som selskab, så det føles lettere for ham."

Jeg sagde: "Jeg kører dig gerne, hvis du vil."

Han sagde: "Nej, kom med mig og få foretaget en koloskopi med mig."

"Vi går ind sammen. Det bliver som at gå i spa. Vi gør det som et par."

Vi skulle begge drikke væske og skide sammen.

Jeg var sikker på, at jeg skulle have en parkoloskopi med André.

Jeg får ikke foretaget en koloskopi med min ven. Det er for underligt.

Jeg sagde nok til min kone: "Lee vil have foretaget en koloskopi sammen med mig."

Hun sagde nok: "Er du sindssyg? Hvorfor gøre det med en anden? Skørt."

Jeg tænkte: "Han gør det sikkert med en anden.

Har han allerede bestilt en parkoloskopi? Hvorfor vil han ikke?

Vi er i den alder, hvor man gør det."

Næsten på dagen et år senere

fik jeg konstateret tarmkræft i stadie fire med metastaser på leveren.

Hans afvisning af parkoloskopien førte direkte til Andrés kræft.

Var jeg kommet et år tidligere, ville man let kunne have behandlet kræften.

Jeg er ikke vred over, at han ikke gjorde det.

Han sagde altid: "Ingen strømere, ingen læger."

Det kunne være undgået, eller også kunne det have været mildere.

Jeg var lige så uvidende som ham, og det var ikke, fordi det var ti år for sent.

Det var ti måneder for sent. Hvis han havde haft symptomer...

Jeg havde ikke fået foretaget en. Vi er lige gamle.

Han er stoisk og prioriterer ikke sit helbred på mange måder.

Det lange svar er, at hvis nogen skulle dø ung, så var det André.

Han ville sige: "Jeg skal dø ung. Jeg har levet et skørt liv."

André havde et sammensat forhold til stoffer og alkohol i årenes løb.

Nogle år drak jeg mig bevidstløs hele tiden.

Jeg har taget kokain fem-seks gange.

Jeg har taget syre 100-150 gange.

Jeg tager svampe hvert år for at fjerne spindelvævet.

Han tog aldrig kokain eller hårde stoffer.

Jeg har prøvet heroin, sniffet det. Jeg har taget en del metamfetamin.

Ecstasy, ja. Så siger vi det.

Men intet mere alvorligt end det.

Intet mere alvorligt end metamfetamin og heroin.

André passede ikke så godt på sig selv.

Han røg meget. Jeg tror, han brugte snus.

Han drak meget.

Jeg tror, han blev konfronteret af sin læge. Lægen sagde:

"Du er nødt til at begynde at passe på dig selv."

Jeg holdt op med at drikke, tre år før jeg fik kræft.

Jeg vågnede klokken 05.00 og røg mig så skæv, som jeg kunne blive.

Jeg satte mig på motionscyklen og kørte på den i 45 minutter.

Jeg tabte mig, kom i form og var i mit livs bedste form.

En gang om ugen blødte jeg ud af røven.

Jeg troede, det var en hæmoride.

Jeg gik ud fra, det var en ny hæmoride.

Jeg havde et Zoom-møde med en ny læge.

De kunne ikke se på hans røv over Zoom.

Han bad mig ikke om at vise min røv, selvom jeg var parat til det.

Han beskrev symptomerne, og lægen sagde:

"Det lyder som en hæmoride fra træningen."

"Brug noget salve, så går det over." Jeg var ikke i topform, jeg havde kræft.

KØB TO, BETAL FOR EN

ØKOLOGISK

Da han fik diagnosen, forberedte vi os.

Jeg læste straks alle listerne over al den kost, vi kunne behøve,

fyldte huset med proteindrikke og købte kogebøger om kræftkure.

Min mor er omsorgsfuld. Min far ville ikke være så modig og ukuelig,

hvis hun ikke hjalp ham igennem det hele.

Han klarer kemoen godt, han undgår de værste bivirkninger.

Jeg forberedte mig godt på kemoen,

ved at have haft tømmermænd i 35 år.

Det mentale aspekt er det samme. Jeg har det ad helvede til og tror, jeg skal dø.

Jeg må give slip på det, holde kæft med det og fortsætte med det, jeg gør.

For folk, der ikke har været alkoholikere og har haft tømmermænd det meste af livet,

er det nok langt værre.

Han ser godt ud på trods af kemoterapien.

Han ser ikke så tynd ud, som jeg forventede.

Alt går godt med kræften. Den skrumper.

Kræften reagerer på kemoterapien.

Jeg tager på igen, hvilket er godt.

Jeg har taget lidt for meget på og skal på slankekur.

Jeg har sværere ved at håndtere hårtabet end ham. Håret på baghovedet faldt af.

Ser man ham forfra, ser det ud, som om han har sat håret op i en knold.

Men hele knolden er væk, og jeg tror, at han er ligeglad.

André har forandret sig, og jeg troede, at han ville blive vred, men...

Kræft-André er rigtig sød.

Det kan delvist skyldes alt det græs, han æder.

Vi er begyndt at omgås meget mere.

Jeg plejede at gå motionsture rundt om søen.

Nu går vi et par kilometer sammen ved stranden eller søen hver dag.

Nogle gange taler vi om andet end kræft.

Hvor er den smukkeste and? Ristet skumfidus? Rend mig.

Hold nu op.

En del af det er, at han er håbefuld

og værdsætter sit liv og vores liv og sine venner mere.

En del af det er dog også, at han er en stoisk Ricciardi.

Han ser måske sårbar ud, når han taler om kemoterapi,

men han skjuler den mest sårbare side af sig selv.

Der er mange detaljer, vi ikke taler om.

Han vil ikke tale om smerte og frygt.

Det er svært for min mor. Det er nok sværere for hende end resten af familien.

Men vi taler ikke så meget om, hvordan vi har det med det.

Mine forældre holder mange af detaljerne skjult for min søster og mig.

Men jeg vil helst ikke kende så mange detaljer.

Vi taler ikke meget om, hvordan vi har det,

men vi er så glade for, hvor stærk og ukuelig han er.

Det er svært at beslutte, hvor meget vi skal fortælle pigerne,

for vi vil være ærlige over for dem, men ikke bebyrde dem.

Jeg har indset, at jeg håndterer den umiddelbare panik godt i situationer.

Det er sværere at finde ud af, hvordan man skal opføre sig på lang sigt.

Jeg kan ikke bare træde til og ordne det hele, og...

Så jeg har sværere ved at forstå min rolle.

Jeg bliver oppe til klokken 02.00 og læser

fx "Diannes solskinshistorie. Jeg overlevede tarmkræft."

Jeg vil gerne tro, at han kan besejre kræften.

Vi lever måske begge i fornægtelse, men jeg tror, at vi kalder det håb.

Da André havde fortalt om diagnosen, var jeg bange for at ringe i et par dage.

Der skete ting... Jeg så fx noget sjovt,

som vi normalt ville tale om, men jeg holdt mig tilbage i et par dage.

Det nagede mig. Hvorfor behandlede jeg ham anderledes?

Mennesker har altid haft et usikkert og akavet forhold til døden.

Vi er bevidste om vores dødelighed og ved ikke, hvad der sker efter døden.

Det er tabu.

En ting ved vores venskab og en forsvarsmekanisme, vi altid har haft,

er at finde humoren i dårlige situationer.

Vi besluttede fra starten, at vi ikke skulle ændre måden, vi talte til hinanden,

og så snart vi havde gjort det, behøvede vi ikke ændre vores venskab.

Vil du ønske noget? Hvad ville du ønske?

Det ved jeg ikke.

-Det ved jeg ikke. Hvad...? -Jeg kan ikke komme på noget.

Vi bevarer den samme respektløshed, som jeg har for alt andet i livet.

Vi skal ikke tage alt alvorligt, fordi jeg er døende. Fuck det.

-"Hvordan går det med Andrés kræft?" -"Ret godt. Jeg ved det ikke."

Han svælger ikke i det. Vi morer os med, at André er døende.

Jeg ved, det lyder skørt, men det er typisk André at gøre sådan.

"Kom, børn! Vil I have et billede med endetarmskræft?"

Når endetarmskræften tager masken af og er et menneske,

så bliver børnene vildt bange.

Hele sit liv har min far lavet sjov med at ville bevares.

Kryogenisk nedfrysning, nedfrysning af hovedet.

Nedfryse kroppen for at bevare den, blive helbredt en dag og genoplives.

Min næste beslutning er altså, om jeg

vil fryse hele kroppen ned eller kun hovedet, er det korrekt?

-Nej, vi fryser kun hele kroppe ned. -Det forenkler det lidt.

Jeg har printet mit dna.

Jeg printede det for at få ophavsretten og eje det.

Jeg ville også have et fysisk print,

så nogen i fremtiden kan klone mig eller skabe et nyt mig.

Han får en masse idéer hver dag. De fleste er bare skøre André-idéer.

Nogle bliver til virkelige ting, som andre har lavet.

André er mere aristotelisk end platonisk. Han vil vide alt.

Han navigerer på nettet bedre end nogen anden, jeg har mødt i hele mit liv.

I dagens samfund med internettet

kan han trylle obskur viden frem om næsten hvad som helst.

Der er en hjemmeside om dødsskrig.

Jeg tror, det er "deathyells.com".

Jeg vidste ikke, om det var alvor, men det var en ny idé for mig.

Man skal arbejde på sine sidste ord, men dette var fra en helt ny vinkel.

Det var lige meget, om han var skør, for det føltes som noget, jeg burde gøre nu,

hvor jeg var ved at dø.

Jeg ringede til Lee og prøvede at finde på sjove sidste ord på vejen.

Jeg taler om mine sidste ord, men har ingen idéer.

Min svigerfar... Alle var der, da han døde. Han sagde bare: "Jeg er så træt."

-Det var det sidste. -Han brokkede sig.

-Du er vel Ryan? Hyggeligt at møde dig. -Velkommen til mit kontor.

Det her bliver den vigtigste lyd, du laver på Jorden, dit dødsskrig.

Det er det sidste, Jorden hører fra dig, så det bør være kort og præcist.

Det bør komme fra hjertet, men slå an hos publikum, hvem det end er.

Jeg har hørt, at man ikke rigtigt dør, før folk holder op med at nævne ens navn.

At man først dør, når man bliver glemt.

Så med et godt dødsskrig kan man vel forlænge sit liv uendeligt.

Man vil inspirere dem omkring en

og få dem på den anden side til at glæde sig til at byde en velkommen.

-Inspirere dem omkring mig til hvad? -At føle.

At føle: "Wow, det var en enorm kraft." Ikke: "Wow, det var akavet."

Dødsskriget. Okay.

Dette er stedet. Når man hører ekkoet, ved man, om det er rigtigt eller ej.

Ja, for fanden!

Nej, nej. Tag en dyb indånding, luk øjnene og sig det første, der falder dig ind.

Farvel, røvhuller!

Sådan? Okay, det føltes ret godt. Okay.

-Kom og tag mig, rumvæsen! -Nu bliver det underligt.

Øv jer på en rutsjebane eller motorvejen.

Hvis nogen oplever deres sidste øjeblik og bliver påkørt, kan de sige...

Det kan ske på gaden eller i en iskiosk, derfor skal man øve sig.

Hvis man vil dø med noget stærkt og kraftfuldt.

-Eksplosion! -Jeg kommer efter dig, Gud!

Ja.

Det var ret godt. Du dør måske af det her.

Jeg kan smage blod i halsen.

-Okay. -Godt?

Du nævnte en idé for mig for et par uger siden.

Forestil jer det som et stort

konkurrenceprogram på kabel-tv uden manus.

Forestil jer The Voice, men det her program hedder

Hvem vil dræbe mig? Tanken er, at vi inviterer fem-seks personer med,

som har gyldige grunde til at ville dræbe mig.

Måske en ekskæreste, der hader mig.

En kok, der vil tilberede menneskekød.

Bruge mig til et medicinsk eksperiment.

Sprænge mig i luften.

Sætte mig på et stadion, slippe løverne løs og se, hvor længe jeg holder.

USA kan stemme på, hvem af dem, der skal tage mit liv.

Det ville være bedre, hvis nogen dræbte mig,

en amatørtroldmand, en kommende seriemorder eller en ekskæreste...

Det virker mere tiltalende end at dø af kræft, men det passer måske ikke.

Jeg tror, du...

...har evnen til at finde det sjove i alt.

Målet er at skabe plads nok

til flere følelser på samme tid.

At der er plads til det tragiske, det smukke og det komiske, det hele.

Du får måske mulighed for at udforske sorgen mere.

Det er smukt, sjovt, uhyrligt

og også meget sørgeligt, at du har kræft, André.

Jeg har samlet på andres gamle fotoalbum, siden jeg var barn.

Jeg købte dem i genbrugsbutikker, antikvitetsbutikker og på loppemarkeder.

Der er noget meget privat ved et fotoalbum.

Det er et ufiltreret blik på, hvem de er, som man ikke får andre steder.

Det er subtilt og svært at se i et ellers kedeligt album.

Der er måske 25 billeder af juleaften.

Der er intet interessant ved det.

Men så er der en fejl i albummet.

De havde nok ikke tænkt sig at afsløre det.

Da jeg så det, blev jeg skrækslagen.

Det er et billede af en familie foran juletræet.

Nogle billeder senere er der et andet billede

taget et sekund før det første.

Men på det andet billede kan man se hovedet

af en, der står lige bag kvinden og holder hende oprejst.

Da jeg først så det, lignede det et spøgelse bag kvinden.

Hvorfor står der en kvinde bag hende?

Da jeg så efter, så hun ud til at være iført en hvid uniform og have hvidt hår.

Jeg indså, at hun nok var husholdersken, stuepigen, hjælperen.

Hun holder nok kvinden oprejst, fordi kvinden har polio.

Hun kunne ikke stå op, og det skammede de sig over.

De prøver at skjule det. De gør alt for at skjule det.

Folk vil holde deres svagheder og sårbarhed private.

Vi maler et portræt, som folk skal se.

Vi skaber et billede af os selv, som folk skal se.

De smukkeste portrætter er ikke de idealiserede udgaver.

Det er dem, der viser vores fejl og fortæller en mere komplet historie.

Tarmkræft reagerer godt på medicin.

Kræften går ofte tilbage. Ikke i fjerde stadie, men i første, anden og tredje.

Man føler, at man har vundet, men så kommer den tilbage, meget mere aggressiv.

Den spreder sig hurtigere, reagerer ikke på medicinen, og man dør hurtigt.

Jeg reagerede godt på kemoterapien fra december eller januar for et år siden

og til efter sommeren, men...

De måtte reducere mængden af kemoterapi, fordi jeg havde for få blodplader.

Jeg gik i otte uger uden kemoterapi.

Håret begyndte at vokse ud igen, men det føles som en andens hår.

Det er tyndere og mørkere end mit hår.

Det er pjusket, tyndt og lige.

Det er underligt, at det vokser ud igen.

En fyr i Midtvesten taber nok sit hår og tænker: "Hvem finder det?"

Det er mig. Jeg finder dit hår. Tak.

Håret vokser ud igen, men det gør kræften også.

Jo sundere jeg ser ud, desto mere syg er jeg sikkert lige nu.

Folk siger: "Du ser rask ud." "Ja, men kræften er tilbage i leveren.

Du kan mærke tumoren her." Folk kan ikke lide at gøre det i frokostpausen.

Vi er på vej hen til hospitalet,

så jeg kan få den scanning, jeg får hver tredje måned.

Janice, har du noget at tilføje?

Jeg satser på ren positivitet, og at det bliver strålende nyheder.

-Hun giver dig en præmie. -Strålende nyheder og en præmie.

Jeg lavede scanningen. To dage senere ringede min telefon, mens jeg var i bad.

Der var en besked fra onkologen.

Første linje i hendes e-mail var: "Scanningen var en skuffelse."

Jeg tænkte bare: "Pis."

Det på lungerne er bittesmå ting.

Den største knude er syv millimeter.

Jeg vil sige, at hovedparten er på to-tre millimeter.

Leveren er det mest bekymrende lige nu.

Onkologen gav os det indtryk,

at spredningen til lungerne og binyrerne ikke var så bekymrende,

som det, de kalder "de utallige tumorer" i hans lever.

Når en videnskabsmand bruger udtrykket "utallige", virker det skræmmende.

Alle mine scanninger har været i orden, alt er gået glat.

Pludselig indtræffer katastrofen.

Min første instinktive reaktion var: "Lad os tage ud og lave noget."

Det gav mening at køre. Vi kunne forlade San Francisco for første gang i årevis.

Vi kunne se en del af landet, hvor jeg aldrig havde været.

De fleste ville tage til Paris og Nice og spise pizza i Napoli.

I stedet så vi en masse ingenting.

Jeg elsker ingenting.

Og jeg ville tilbringe lidt tid sammen med Lee.

En pige fra mit gymnasium blev dræbt af en madras, der fløj af bilen foran.

Hun døde, da hun var smuk. Den der tanke, du ved.

-Ja. -Man vil efterlade et smukt lig.

Den er jeg med på.

Mit lig er stadig kneppeværdigt, men ikke...

Når jeg taber mig af kemoterapien, vil jeg se bedre og bedre ud.

Det glæder jeg mig til.

Vi kørte i timevis og kom til en død søbund, en ørken midt ude i ingenting.

Vi kunne gøre, hvad fanden vi ville.

Hold da kæft.

Nå.

-Hvad nu? -Lad os tage nogle stoffer.

Jeg har aldrig været længere væk fra en by i hele mit liv.

Der er ingenting.

Det første, jeg bemærkede, var stilheden.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive det.

Jeg har aldrig oplevet sådan en stilhed før.

For første gang, måske i hele mit liv, var jeg alene med mine tanker.

Og al tomheden. Det fik mig selvfølgelig til at tænke på døden.

Jeg forventer, at døden er tomhed, og jeg har aldrig følt mig så tom.

Jeg græder over skønheden, min ven. Græder over skønheden

Vi hyggede os bare.

Jeg spiste nogle svampe, vi sad rundt om bålet.

Alle spændingerne forsvandt.

Han og jeg sad midt i ingenting under Mælkevejen og hyggede os.

Jeg ville ønske, jeg kunne føle det her hele tiden. At jeg kunne føle uden frygt.

Frygten er sikkert tilbage om ti sekunder, men følelsen af...

"Det er okay. Det er okay."

Det er svært at holde fast i frygten, for jeg prøver straks at skubbe den væk.

Jeg begynder at bruge mine kneb.

Men det er underligt at dvæle ved frygten.

Jeg er ikke bange, som mange er, for at dø.

Jeg er bekymret for dem, jeg efterlader.

Det, jeg har kaldt det her,

er et værk, ikke nødvendigvis en tv-reklame, men det kan det blive,

som er en opmuntring til en koloskopi.

-Ja. -Det er en slags forløsning for mig.

At bruge de evner, forbindelser, folk og værktøj, som jeg har,

til at redde liv.

REKLAMEBUREAUET MEKANISM ANDRÉS TIDLIGERE JOB

Vi ved, at du er rapkæftet, en irriterende skiderik og en idiot.

Det, der skete med dig, behøvede ikke at ske.

Så vi laver en reklamekampagne for at opmuntre folk

til at få foretaget en koloskopi, når de er 45.

Idé nummer et.

Vi vil prøve at nedbryde alle barrierer i mænd og kvinders psyke.

Vi har nogle klienter, som vi kan samarbejde med.

-Som en første date? -Ja.

-OkCupid lader os gøre skandaløse... -Sikken fantastisk første date!

Vi har kirsebær-revnesaft, grapefrugt-numsemost og ananas-baldevand.

-Hvor har I røvhylerjuicen? -Her. Godt spørgsmål.

Godt, du spurgte.

Jeg vil have min tyktarm tjekket Med en koloskopi

Der er røvhuller overalt. Vi havde en idé om at lave oplysningsplakater,

der simpelthen er koloskopi-påmindelser.

-De er alle fantastiske. -De er alle fantastiske.

Idéen med numsehullet er rigtig god, rigtig sjov og passer godt.

Jeg elsker, at det er en påmindelse.

Man bliver mindet om,

når man ser et røvhul, at man skal få foretaget en koloskopi.

-Eller noget, der ligner et røvhul. -Ja.

MORDEREN I MIG

Jeg flytter ud for at gå på college.

Jeg voksede op her, min familie bor her,

men jeg ved ikke, om jeg flytter hjem igen.

Det, at han blev diagnosticeret i stadie fire...

Da de ikke er dumme, læste de mere om emnet, end vi fortalte dem.

Han vil ikke have, at de ser ham syg, svag eller bange. Han vil ikke skræmme dem.

Jeg er ikke så ærlig, som jeg burde være over for børnene om, hvor syg jeg er.

Når jeg ligger på sofaen, ser død ud, er bleg og ikke har rejst mig hele dagen.

Så siger jeg: "I ser bivirkningerne af medicinen, ikke kræften."

Men det er ikke altid sandt.

Okay. Du får ikke et kram. Fuck det.

-Hyg dig. Vil du have et kram? -Nej, det er underligt. Sådan gør vi ikke.

Ring, hvis du har brug for noget. SMS. Jeg tager ikke telefonen.

Okay, jeg ville ønske, jeg skulle med. Vi ses senere.

Okay, der kører de.

I har måske bemærket, at mine øjenvipper er usædvanligt lange.

Det er en bivirkning af medicinen, men øjenvipperne er rædselsvækkende.

De er monstrøse. Jeg ligner Mr. Snuffleupagus.

Jeg børster dem. Min datter Delilah gav mig en øjenvippebørste til dem.

-Åbn dem lidt. -Sådan her?

Sig, at alle dine venner gør det samme med deres fædre.

-Ja, det er godt. -Rigtig godt. Ja.

Du godeste. Det er så smukt.

Jeg elsker opmærksomheden, men de er farlige. Jeg kan ikke køre om natten.

Jeg kan ikke gøre noget. Jeg kan ikke se. Jeg stoler på dig.

-Du kan se. -Ja. Dr, hvad skete der med mit liv?

-Jeg var en normal mand. -Det er du stadig, men på et andet plan.

TO ÅR EFTER DIAGNOSEN 50 OMGANGE KEMOTERAPI

Min onkolog opdagede, at kræftcellerne ikke længere påvirkedes af kemoterapien,

der havde været så effektivt det sidste år, så de ville prøve strålebehandling.

Jeg mødte røvdamen på hospitalet.

Og hun var så kæk, vidunderlig og god til sit job.

Hun sagde: "For at gøre det må jeg tape dine baller fra hinanden.

Vi sætter et klistermærke over dit anus, så det ikke udsættes for stråling,

og du ikke får vabler på dit anus."

Jeg skulle komme tilbage næste dag.

På vejen kørte vi forbi mit valgsted. Det var på valgdagen.

Janice var blevet statsborger, så vi gik ind og stemte sammen.

Vi fik "Jeg har stemt"-klistermærker, og da jeg stod med mit, fik jeg en tanke:

"Tænk, hvis vi kom på hospitalet, og jeg havde sat det over mit anus."

Jeg kunne prale med at have stemt og påpege, hvor akavet situationen var.

Sikken sjov overraskelse. Jeg går ind i rummet og tager kåben på.

Jeg havde klistermærket fremme, men tøvede i sidste øjeblik.

Jeg seksualiserede måske situationen, hvilket kunne gøre radiologen utilpas.

For fem år siden havde jeg ikke tøvet, men jeg tøvede.

Og det ville have været ydmygende, for fyren, der lavede min MR-scanning,

var ikke den sjove, rolige, normale sygeplejerske fra dagen før.

Det var en fyr uden humor, der ikke smilede en eneste gang.

Jeg tænkte: "Godt, jeg ikke har et 'Jeg har stemt'-klistermærke på mit anus."

Jeg har fået kemoterapi over 50 gange. Det gør mig træt og irritabel.

Jeg bliver et røvhul i nogle dage, men jeg har lært at håndtere det.

Jeg kan ikke klare strålebehandling.

Bivirkningerne blev værre og værre. Jeg tabte ni kilo.

Jeg fik kramper i maven.

Jeg kunne højst sove 30 minutter ad gangen i to uger.

Det var ren tortur. Det var et helvede for mig.

Det er første gang, jeg oplever fysisk og følelsesmæssig smerte.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive til dig. "Hej, hvordan går det?"

Når jeg ringer, svarer du sådan her:

-"Hej, hvad så?" Uanset hvad. -Uanset hvad. Ja.

"Jeg er blevet stukket i halsen, og min røv bløder. Hvad med dig?"

-"Det er bedre end for 20 minutter siden." -Sig noget sjovt.

Det er okay, men nogle gange ville jeg ønske... Jeg kunne lide sms'en, som var...

-Elendig. -Jeg synes ikke om den, men den var ægte.

Jeg taler med terapeuten om det. Ingen siger: "Grin ikke af situationen."

Jeg har det selvfølgelig svært psykologisk.

Nu har jeg heldigvis et afløb, som er mig selv.

Jeg griner ikke af andre med tarmkræft eller andre, der gennemgår det her.

Men for mig gør det bare det hele meget lettere.

Hvis jeg en dag får en stomipose, bliver der uendeligt mange vitser.

-De er allerede skrevet. -Og det bliver sjove vitser.

Vi får det sjovt. Det bliver modbydeligt og ulækkert.

Vi gør alt det der, og jeg glæder mig til det, ikke?

Fordi jeg ikke glæder mig til at skide i en pose, der er viklet om min krop.

Forstår du det? Så hvad er fordelen? At vi kan fortælle alle vitserne.

Jeg kan tage den frem på en restaurant og hvine med den som en ballon.

-Det stinker måske, hvis du gør det. -Det er kun bedre.

Begynder kræften at blive mindre sjov? Ja, men den burde blive sjovere nu.

Jo mere kræften tærer på mig, desto sjovere burde det være.

Det er en ting at have det godt og lave sjov med radiologen.

Det er noget andet, hvis man ligner og føler sig som et lig og skider i bukserne

og stadig laver sjov. Det er en sejr. Det er sådan, man vinder over kræften.

Hvad sker der, hvis du om nogle måneder eller år virkelig er døende?

Du kan ikke stå op, du har ondt og indser, at det ikke er sjovt. Du vil afslutte det.

Må jeg ikke drikke afløbsrens? Et assisteret selvmord med afløbsrens.

I stedet for at donere liget til videnskaben, går det til tv. Må jeg det?

-Donere liget til tv? -I stedet for videnskaben.

Man kan donere kroppen til videnskaben, men man kan ikke donere den til tv.

-Hvordan donerer man kroppen til tv? -Jeg er ved at undersøge det.

Måske har de brug for et lig.

Så hvis man vil dø i henhold til de officielle retningslinjer,

forventes det så, at man donerer sin krop til videnskab?

Det forventes nok. Det er okay at sige: "Jeg vil være organdonor.

Jeg vil donere min krop til videnskab." Ingen hæver et øjenbryn. Det er lovligt.

Så endnu en gang gør André det på sin måde. Du vil...

Har videnskaben ikke kroppe nok?

Jeg foreslår ikke, at du skal begraves konventionelt på en kristen kirkegård.

Det siger jeg ikke.

-Jeg har ikke bestemt mig. -Hvornår vil du træffe de beslutninger?

Jeg går ikke ind for en normal begravelse. Det vil jeg skide på.

Jeg er ikke imod kremering,

men jeg vil have et ligbål på en mark, hvor I bare sætter ild til mig.

De har sendt folks aske ud i rummet. Det kan jeg lide.

Jeg ville sende hele kroppen ud i rummet, men det er dyrere på grund af vægten.

Men at drive rundt i 50.000 år eller en million år ville være fantastisk.

Når jeg har talt om liv og død med dig gennem hele livet,

går vi frem og tilbage mellem det absurde og det virkelige.

-Men nu er det virkeligt. -Det er virkeligt.

André tøvede med at bede mig sidde foran kameraet.

Jeg gør det gerne. Jeg er privat, men ikke så meget som min far.

Min far er et af de mest private mennesker i verden.

Han ville aldrig stå foran kameraet og diskutere sin sygdom og svaghed.

Og det respekterer jeg. Jeg forstår, hvem han er, og hvorfor han ikke vil.

Denne skøre, sårbare, sorte humor.

Projektet med at stille det hele til skue er det modsatte af det, han står for.

At være med i en film, han ikke kontrollerer,

er chokerende og utænkeligt for ham.

André ved bedre end at spørge ham.

Da André spurgte ham direkte,

om han ville være med i filmen, sagde han: "Jeg vil hellere have kemo."

ANDRÉS FAR SPILLET AF TOMMY CHONG

SKUESPILLER OG KOMIKER OVERLEVER AF TYKTARMSKRÆFT

Løsningen var selvfølgelig at få Tommy Chong til at spille sin far.

Han ligner ham på en prik, og han kunne ikke være mere anderledes.

VERDENS BEDSTE FAR

-Er sårbarhed en svaghed? -Nej, det er en styrke. Det er ærligt.

At være sårbar er at være ægte.

Hvis du havde været min far, ville samtalen have været anderledes.

Jeg måtte finde ud af så mange af de ting selv.

André værdsætter nok virkelig, hvad hans far har givet ham.

Men det var "omvendt far"-dag.

Jeg gør alle problemer til en spøg.

Det er en livsfilosofi. Buddha burde have sagt det.

Det gjorde han nok også. Jeg tror, han fik det ind et sted.

Ja, det er... Det er en filosofi. Jeg har gjort det hele livet.

Hvis jeg og andre kan grine af det, hvor slemt kan det så være?

Jeg vil ikke nedgøre André, men at pleje nogen

minder meget om ansvaret ved at have et lille barn igen.

Han er ikke et barn. Han ville dræbe mig, hvis jeg sagde det.

Men at lave snacks, prøve at få nogen til at spise, regelmæssige udbrud.

Det er ikke hygge og leg, det er et hospitaler og hospitaler...

Hej, kan du hjælpe mig med at booke en paracentese-undersøgelse til min mand?

-Til hr. Ricciardi? -Ja, han er allerede en stamkunde.

Det er tilfredsstillende at vide, at jeg hjælper.

Det elskede jeg også med børnene. Jeg er god til det.

Jeg skal hente tre recepter til André Ricciardi.

-André. Han har seks recepter. -Seks? Heldige asen. Jeg tager dem alle.

Så den, den og den hører sammen?

Når der står "Antal: To", så hører det til sættet? Okay.

Tak for at bruge halvdelen af din dag på mig. Farvel.

I aftes lå han der, og jeg kom med en fersken eller noget.

Han sagde: "Jeg ville være død nu, hvis det ikke var for dig."

Jeg sagde: "Hold nu op.

Du ville ikke være død, dit køleskab ville være tomt, og ingen ville give dig lift."

Han sagde: "Nej, du tager dig så godt af mig.

Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre uden dig. Du gør mig så lykkelig."

Det var stort for mig.

Jeg havde ligget på sofaen i ugevis, og Janice havde gjort alt.

Hun kører mig alle vegne og alt det der.

Jeg tror, Janices oplevelse af det, der sker, er anderledes end min.

Det er lettere at være patient end plejer.

Det er ikke så slemt. Jeg laver bare snacks.

Det er mere end at lave snacks, og du bærer det store læs.

Du bærer så meget af min byrde og smerte på dine skuldre.

Og... det er ikke let.

-Ja. -Nå...

Han er meget mere sårbar nu,

hvilket han aldrig ville have ønsket.

Men han går med til at være sårbar, hvilket er en kæmpe overraskelse.

Jeg føler mig som en overanstrengt, stresset figur i en fjollet 90'er-film

der får en traumatisk hjerneskade eller kræft og bliver et helt menneske.

Han forelsker sig endelig i sin kone eller indser, at han havde alt, han behøvede.

Jeg hader den slags film, men alligevel oplever jeg det.

Okay, vi klarer det her. Vi tager en fed, falsk facade på.

Vi fortæller en masse jokes, og hvad så?

-Det er den rette indstilling. -Det er det.

Jeg tænker: "Han har dårlige symptomer lige nu, det løser vi.

Så får han normal kræft igen."

Normal kræft var let set i bakspejlet.

Men det her er skræmmende.

EN TIME SENERE

Okay, Er du okay?

-Ja.

Det var ret dårlige nyheder, men...

Men, øh...

-Kliniske forsøg betyder... -Jeg ved det, Janice, men jeg er døende.

Situationen er den, at jeg er døende.

Det må vi se i øjnene.

-Nej tak. -Undskyld?

Det er okay, Janice. Det skal nok gå. Vi har masser af tid.

-Ja, tak. -Vi har masser af tid.

Godt gået. Okay, vi ses om lidt.

Forleden sad han på sofaen med hovedet i hånden.

Han sagde: "Jeg vil ikke fortsætte med det her."

Jeg begyndte at sige: "Kom nu, en dag til.

Vi sætter den ene fod foran den anden. Du kan godt."

Han kiggede op med telefonen i hånden og sagde: "Jeg mener med spillet."

Vi har fundet en læge i Italien, der hævder, at han er klar

til at udføre en hovedtransplantation mellem to mennesker.

Hans arbejde er meget kontroversielt.

Hvis I sætter mit hoved på en anden krop, så sæt det ikke på en 30-årigs krop.

Sæt det på en tiårig drengs krop, så jeg har 20 ekstra år til at leve og more mig.

Jeg ville gerne tage til Italien og møde denne fyr

og i det mindste få en konsultation, men jeg er for syg til at tage til Italien.

Og det fik mig til at indse,

at tiden går, og at jeg bliver mere og mere syg.

Hvis jeg skal gøre noget, skal det være med det samme.

Det er en skræmmende erkendelse.

Jeg vil hellere have mit hoved transplanteret til en drengs krop.

En af grundene til, at mine helbredsproblemer gør Janice så bekymret,

er, at sygdommen manifesterer sig fysisk.

Min mave fyldes med væske, fordi min lever svigter.

Var der ikke de fysiske tegn til konstant at minde hende om det,

ville hun kun se min adfærd, og jeg er god til at se glad ud og gøre mit bedste.

Problemet er, at det er sværere at lyve om det nu.

Hej Peter. Er du overrasket over at høre min stemme?

-Jeg er overlykkelig over at høre den. -Åh gud. Hvor fanden har du været?

-Jeg har prøvet at være tilgængelig. -Det ved jeg godt. Jeg laver bare sjov.

Det har været skidesvært, Peter. Vi er gået ind i kræftens næste fase.

Jeg mødte en fantastisk sygeplejerske, der var ligesom røvlægen.

Hun sagde, jeg skulle slappe af i den anden ringmuskel.

Den er meget stram, og meget af blodet kommer derfra.

Jeg prøver at gøre det, og...

De sidste 1,5 måneder, hvor pigerne har været her,

har pigerne spist med mor i køkkenet, og jeg har ligget på sofaen og lavet sjov.

Jeg prøver at deltage, som jeg plejede.

Det er tydeligt, at jeg ikke kan gøre alt det, jeg plejede at gøre.

Jeg narrer ikke nogen, men jeg føler et behov for at opføre mig sådan.

Når jeg ikke kan få Tallula til at grine mere,

har jeg krydset grænsen, og så er der intet formål med, at jeg er her.

Jeg ved ikke, hvad jeg mener om det. På den ene side forstår jeg det. Det er...

Hvis du ikke kan få Tallula til at grine, er du ikke længere den samme André.

Men du føler stadig et behov for at få mig til at grine.

Jeg synes, du er mere end din respektløse humor.

En del af din proces bør være at slappe af.

-Mener du min anden ringmuskel? -Ja.

Undskyld, jeg bør ikke lave sjov, når du siger, jeg skal holde op med det.

Jeg forstår. Ja.

Jeg tror, du har ret, og at det er på tide

at være ærlig om, hvor slemt det står til.

Jeg prøver at skrive noget til slutningen af filmen,

der skal opsummere, hvor jeg er, og hvad der foregår.

Jeg ved ikke, hvad det bliver.

Det er fascinerende. Det er underligt at sidde og skrive...

Den besked, den sidste melding.

Men det tvinger mig også til at tænke på meget af det her.

Det er så svært at se smerte i ansigtet på dem, jeg elsker. Forstår du det?

Det er så svært for mig ikke at føle...

Det er ikke det, at jeg svigter dem. De skal ikke lide, men det skal de.

Jeg ved, de vil lide, men de behøver ikke gøre det i dag, vel?.

-Og... -Tja...

Jeg tror faktisk, at en af de gaver, du giver dine døtre,

er muligheden for at sørge over deres far... det ikke er noget destruktivt.

Hvis det går godt, så er det en mægtig, fordybende proces.

Jeg ved ikke...

Det er sørgeligt, ikke? Vær gavmild, og lad dem være kede af det.

Ja. Det er sandt.

Det er det, man skal huske. "Vær gavmild, og lad dem være kede af det."

-Nemlig. -Det er hårdt. Det er virkelig hårdt.

Jeg ved, det er hårdt for dig.

Av. Hvordan gør gamle mennesker det?

Er der ikke en iPhone-app til det her?

Nogle af pillerne tager jeg ikke hver dag, fordi... Fuck det.

Regler er for regelryttere.

Jeg vil ikke tage dem. Det føles ikke rigtigt.

At tage to enorme kaliumpiller om dagen føles som for meget.

Har jeg brug for så meget kalium? Gør nogen det?

Jeg tager den helt for sig selv.

Jeg håbede på at blive kvalt.

Det ligner Hydrocodone, men det er det ikke. Det er fandeme skuffende.

Normalt ryger jeg en bong klokken 07.00 som en del af medicinen.

Meget bedre.

-Stelio, vil du ryge lidt bong? -Nej tak.

Ærligt talt, hvis André var helt...

...oprigtig, hjertelig og alvorlig...

...om sin kræft og sin død hele tiden...

Så ville vi ikke kunne klare ham. Det ville jo ikke være ham.

Halløj, T. Kigger du i skabet og ser, om der er nogle Skittles?

TRE ÅR OG TO MÅNEDER EFTER DIAGNOSEN

Jeg har fået nogle huller i hånden.

Jeg har prøvet at finde de bedste huller at gemme Skittles i. Det er nok det her.

Så får jeg det nok bedre.

Det er flot!

Jeg vil bare få folk til at grine.

Jeg vil få folk til at have det godt, når det går skidt.

Begynder din nye kurser i dag eller i morgen?

Nej, jeg har ikke valgt nogen endnu.

-Jeg tager kun et. -Kun et, så du kan komme hjem og se mig?

-Og hullerne i min hånd? -Ja.

Tak. Jeg sætter pris på, at du skærer ned på din undervisning for at få tid til mig.

Det er sødt af dig. Det er det virkelig.

-Vi ses senere. -Farvel, jeg elsker dig.

Jeg har ikke fundet den rigtige måde

at være en beroligende kraft med den nye prognose.

Jeg ved ikke, hvordan...

Jeg har vel bare...

...udløst en masse sorg på forhånd.

Og nu...

...sker det virkelig.

Min muntre, håbefulde fornægtelse er ikke længere passende.

At sige til nogen, at det nok skal gå...

...er den naturlige måde at trøste nogen på.

Men det gør det jo ikke.

Så... Hvad siger man så?

ANDRÉS SIDSTE DAGBOGSNOTAT

ANDRÉS SIDSTE DAGBOGSNOTAT LÆST AF AI

Jeg sad med frygten i dag. Jeg prøvede ikke at flygte fra den eller besejre den.

I stedet bød jeg den velkommen som en ven og lod den skylle ind over mig.

Den gjorde mig skrækslagen.

Men det var okay.

Min frygt er ubetydelig i forhold til al den kærlighed, jeg har omkring mig.

Jeg græd for første gang i årevis. Det var fantastisk.

Jeg troede, jeg havde brug for lidelse, men i stedet fik jeg fryd.

Mit hjerte har aldrig været mere åbent,

og min frygt for døden, der banker på vinduet, føles lidt mere velkendt

og lidt mindre mægtig.

Farvel, røvhuller!

"Vi maler de portrætter, vi ønsker, at folk skal se...

...men de smukkeste portrætter er dem, der viser vores fejl." André Ricciardi

FÅ FORETAGET EN FORBANDET KOLOSKOPI!

Tekster af: Martin Speich www.junefirst.tv