Original subtitles

En lille hvide hus ...

Klingende i min hukommelse ...

Af dette lille hvide hus ...

Jeg drømmer hver nat ...

Vinduerne i det lille hus ...

Smukt skinne i solen ...

Som om en eller andens øjne ...

Påfyldning med tårer ...

Der var så meget lykke i det lille hus ...

Og så mange glade dage ...

Når jeg husker de lyksalige øjeblikke ...

Mit hjerte skælver ...

En lille hvide hus ...

Klingende i min hukommelse ...

Af dette lille hvide hus ...

Jeg drømmer hver nat ...

Han var 13 1/2 år.

Han havde en dejlig sangstemme og vi hørte ham.

En lille hvide hus ...

Klingende i min hukommelse ...

Af dette lille hvide hus ...

Jeg drømmer hver nat ...

Vinduerne i det lille hus ...

Smukt skinne i solen ...

Som om en eller andens øjne ...

Påfyldning med tårer ...

Da jeg hørte ham igen, mit hjerte slå hurtigere,

fordi hvad der skete her ... var et mord.

Jeg virkelig genoplevet hvad der skete.

Det er svært at genkende, men det var her.

De brændte folk her.

En masse mennesker blev brændt her.

Ja, er dette stedet.

Ingen har nogensinde forladt her igen.

Gassen varevogne kom her ...

Der var to store ovne,

og bagefter blev de organer kastet

i disse ovne,

og flammerne nåede til himlen.

Til himlen?

Det var forfærdeligt.

Ingen kan beskrive det.

Ingen kan...

genskabe, hvad der skete her.

Umulig! Og ingen kan forstå det.

Selv jeg, her, nu.

Jeg kan ikke tro, jeg er her.

Nej, jeg kan bare ikke tro det.

Det var altid dette fredelige her.

Da de brændte 2.000 mennesker ... Jøder ... hver dag,

det var lige så fredelig.

Ingen råbte. Alle gik om hans arbejde.

Det var tavs. Fredelig.

Ligesom det er nu.

Du, pige, ikke græde.

Må ikke være så trist.

For den kære sommer nærmer sig ...

og jeg vil vende tilbage med det.

Et krus rødvin, en skive stegt,

det er, hvad pigerne giver deres soldater.

Da soldaterne marchere sammen,

pigerne åbne deres døre og vinduer.

De troede tyskerne gjorde ham synge på floden.

Han var et stykke legetøj til at underholde dem.

Han måtte gøre det.

Han sang, men hans hjerte græd.

Gør deres hjerter græde tanker om det nu?

Bestemt, meget så.

De taler stadig om det omkring familiens bord.

Det var offentlig, så alle vidste af det.

Han sagde, det var sandt tysk ironi,

mennesker blev dræbt, og han var nødt til at synge.

Det var hvad jeg tænkte.

Hvad døde i ham i Chelmno?

Alt døde.

Men han er kun et menneske, og han ønsker at leve.

Så må han glemme.

__ Den anden overlevende: MICHAEL PODCHLEBNIK - ISRAEL

Han takker Gud for hvad der er tilbage, og at han kan glemme.

Og lad os ikke tale om det.

Mener han det er godt at tale om det?

For mig er det ikke godt.

Så hvorfor er han taler om det?

Fordi du insistere på det.

Han blev sendt bøger om Eichmann retssagen, hvor han var vidne,

og han ikke selv læst dem.

Han overlevede, men er han virkelig i live, eller ...?

På det tidspunkt, følte han, som om han var død,

fordi han aldrig troede, han ville overleve,

men ... han er i live.

Hvorfor han smiler hele tiden?

Hvad vil du have ham til at gøre ... græde?

Nogle gange du smiler, man nogle gange græder.

Og hvis du er i live, er det bedre at smile.

Hvorfor var hun så nysgerrig omkring denne historie?

HAN NA ZATDL - ISRAEL -

Datter af Motke Za'l'dl, overlevende af Vilna (Litauen)

Det er en lang historie.

Som barn havde jeg lidt kontakt med min far.

Han gik ud for at arbejde, og jeg kunne ikke se meget af ham.

Desuden var han en tavs mand, han didn 7 tale med mig.

Og da jeg voksede op og var stærk nok til at stå over for ham,

Jeg spurgte ham. Jeg har aldrig holdt op med at sætte spørgsmålstegn ham

indtil jeg kom på stumper af sandhed, han ikke kunne fortælle mig.

Det kom ud tøvende.

Jeg var nødt til at rive detaljerne ud af ham,

og endelig, da Mr. Lanzmann kom,

Jeg hørte hele historien for anden gang.

M OTKE ZATD L

BEN Shemen FOREST (ISRAEL)

Stedet ligner Ponary: skoven, grøfter.

Det er som om de organer blev brændt her.

Bortset fra at der ikke var nogen sten i Ponary.

Ponary: forest where most of the Vilna Jews were massacred

But the Lithuanian forests

are denser than the Israeli forest, no?

Of course.

The trees are similar, but taller and fuller in Lithuania.

FOREST OF THE EXTERMINATION CAMP AT SOBIBOR (POLAND)

ls there still hunting here in Sobibor forest?

Yes, there are lots of animals of all kinds.

Was there hunting then?

Only man hunting.

JAN PIWONSKI

Some victims tried to escape.

But they didn't know the area.

At times people heard explosions in the minefield.

Sometimes they'd find a deer

and sometimes a poor Jew who tried to escape.

That's the charm of our forests: silence and beauty.

But it wasn't always so silent here.

There was a time when it was full of screams

and gunshots,

of dogs' barking.

And that period especially

is engraved on the minds of the people

who lived here then.

After the revolt, the Germans decided to liquidate the camp,

and early in the winter of 1943,

they planted pines that were three or four years old

to camouflage all the traces.

That screen of trees?

Yes.

That's where the mass graves were?

When he first came here in 1944,

du kunne ikke gætte, hvad der var sket her,

at disse træer skjulte hemmeligheden bag en dødslejr.

Hvordan reagerede han, den første gang han losset lig,

når gas van dørene blev åbnet?

Hvad kunne han gøre? Han græd.

Den 3. dag, så han sin kone og børn.

Han lagde sin kone i graven og bad om at blive dræbt.

Tyskerne sagde, at han var stærk nok til at arbejde,

at han ikke ville blive dræbt endnu.

Var vejret meget koldt?

Det var i vinteren 1942, i begyndelsen af ​​januar.

På det tidspunkt blev ligene ikke brændt, bare begravet?

Nej, de blev begravet, og hver række blev dækket med snavs.

De var ikke at blive brændt endnu.

Der var omkring fire eller fem lag.

Grøfterne var tragtformet.

De dumpede ligene i disse grøfter,

og de måtte lægge dem ud som sild, hoved til fod.

Så det var dem, der graves op og brændte alle jøderne i Vilna?

Ja.

I begyndelsen af ​​januar 1944 begyndte vi at grave op ligene.

Når den sidste massegrav blev åbnet,

Jeg genkendte hele min familie.

Hvem i hans familie gjorde han genkende?

Mor og mine søstre. 3 søstre med deres børn.

De var alle i der.

Hvordan kunne han genkende dem?

Itzhak DUGIN: Survivor of Vilna

De havde været i jorden 4 måneder,

og det var vinter.

De var meget velbevaret.

Jeg genkendte deres ansigter, deres tøj også.

De var blevet dræbt relativt nylig?

Og det var den sidste grav?

Den nazistiske Planen var for dem at åbne gravene

begyndende med den ældste?

De sidste grave var den nyeste,

og vi startede med den ældste, de af den første ghetto.

I den første grav, der var 24.000 organer.

Jo dybere du gravede, fl atter ligene var.

Hver var næsten en fl plade.

Når du har forsøgt at gribe en krop, det smuldrede,

det var umuligt at samle dem op.

Vi var nødt til at åbne grave, men uden brug af værktøj.

De sagde: ”Væn dig til at arbejde med dine hænder.”

Med blot deres hænder?

Når vi først åbnede gravene,

Vi kunne ikke gøre for det, vi alle brød ud hulkende.

Men tyskerne næsten slå os ihjel.

Vi var nødt til at arbejde på et dræbende tempo i to dage,

slået hele tiden, og uden brug af værktøj.

De har alle brast ud hulkende?

Tyskerne forbød endog os

at bruge ordene ”liget ” eller ”offer. ”

De døde var blokke af træ, lort,

med absolut ingen betydning ...

Enhver, der sagde ”lig” eller ”offer” blev slået.

Tyskerne gjorde os henvise til de organer, som ”F (Guren, ”

der er, som dukker, som dukker,

eller som ”Schmattes,” som betyder ”klude.”

Fik de at vide i starten

hvor mange ”Figuren” der var i alle gravene?

Lederen af ​​Vilna Gestapo fortalte os,

”Der er 90.000 mennesker liggende der,

og absolut ingen spor skal efterlades af dem.”

Det var i slutningen af ​​november 1942.

They chased us away from our work

and back to our barracks.

Suddenly,

from the part of the camp called

the death camp,

flames shot up very high.

In a flash, the whole countryside,

the whole camp seemed ablaze.

It was already dark.

We went into our barracks

and ate...

And from the window,

we kept on watching the fantastic backdrop of flames

of every imaginable color,

red, yellow, green, purple.

And suddenly one of us stood up.

We knew he'd been an opera singer in Warsaw.

His name was Salve, and...

facing that curtain of fire,

he began chanting a song

I didn't know:

“My God, my God,

why hast Thou forsaken us?”

RICHARD GLAZAR - BASEL (SWITZERLAND)

“We have been thrust into the fire before,

but we he ve ne ver denied Thy Holy L a w. ”

He sang in Yiddish,

while, behind him,

blazed the pyres

on which they had begun then, in November 1942,

to burn the bodies in Treblinka.

That was the first time it happened.

We knew that night

that the dead would no longer be buried,

they'd be burned.

TREBLINKA

When things were ready, they poured on fuel

and touched off the fire.

They waited for a high wind.

The pyres usually burned for 7 or 8 days.

There was a concrete platform some distance away,

and the bones that hadn't burned,

the big bones of the feet, for example,

we took...

There was a chest with two handles.

We carried the bones there,

where others had to crush them.

It was very fine,

that powdered bone.

Then it was put into sacks,

and when there were enough sacks,

we went to a bridge on the Narew river

and dumped the powder.

The current carried it off.

It drifted downstream.

PAULA BIREN - CINCINNATI U.S.A. survivor of Auschwitz

THE JEWISH CEMETERY IN LODZ TODAY

AUSCHWITZ: THE TOWN

Fru Pietryra, du bor i Auschwitz?

Ja, jeg blev født her.

Og du har aldrig forladt Auschwitz?

Nej aldrig.

Var der jøder i Auschwitz før krigen?

De gjorde op 80% af befolkningen.

De havde endda en synagoge her.

Bare en?

Bare én, tror jeg.

Er det stadig eksisterer?

Nej, det blev ødelagt.

Der er noget andet der nu.

Var der en jødisk kirkegård i Auschwitz?

Den eksisterer stadig. det er lukket nu.

- Det findes stadig? - Ja.

Lukket? Hvad betyder det?

De behøver ikke begrave der nu.

Var der en synagoge i Wlodawa?

Ja, og det er meget smukt.

Da Polen blev regeret af czars,

at synagoge allerede eksisterede.

Det er endnu ældre end den katolske kirke.

Det er ikke længere anvendes.

Der er ingen til at gå til den.

Disse bygninger har ikke ændret sig?

Slet ikke. Der var tønder sild her,

og jøderne solgte fisk.

Der var boder, små butikker,

Jewish business, as the gentleman says.

That's Barenholz's house.

He sold wood.

Lipschitz's store was there. He sold cloth.

This was Lichtenstein's.

What was there, opposite?

A food store.

A Jewish store?

There was a notions shop here,

it sold thread, needles, odds and ends,

and there were also three barbers.

PAN FILIPOWICZ

- Was that fine house Jewish? - It's Jewish.

- And this small one? - Also.

And the one behind it?

These were all Jewish.

This one on the left, too?

That one too.

Who lived in it? Borenstein?

He was in the cement business.

He was very handsome, and cultivated.

Here there was a blacksmith named Tepper.

It was a Jewish house.

A shoemaker lived here.

What was his name?

- Yankel? - Yes.

You get the feeling Wlodawa was a Jewish city.

Yes, because it's true.

The Poles lived farther out, the center was wholly Jewish.

What happened to the Jews of Auschwitz?

They were expelled and resettled,

but I don't know where.

What year was that?

It began in 1940, which was when I moved here.

This apartment also belonged to Jews.

According to our information,

the Auschwitz Jews were “resettled,” as they say,

nearby, in Benzin and Sosnowiec, in Upper Silesia.

Yes, because those were Jewish towns.

Does she know what happened to the Jews of Auschwitz?

I think they all ended up in the camp.

That is, they returned to Auschwitz?

AUSCHWITZ - BIRKENAU

All kinds of people from everywhere were sent here.

All the Jews came here... to die.

What did they think when Wlodawa's Jews were all deported to Sobibor?

Wlodawa - Sobibor: 10 miles

What could we think?

That it was the end of them, but they had foreseen that.

How so?

Even before the war, when you talked to the Jews,

they foresaw their doom.

He doesn't know how.

Even before the war, they had a premonition.

How were they taken to Sobibor? On foot?

It was frightful. He watched it himself.

They were herded on foot to a station called Orkrobek.

There, they put the old people first into waiting cattle cars,

then the younger Jews,

and finally the kids.

That was the worst: They threw them on top of the others.

Were there a lot of Jews in Kolo?

A great many.

More Jews than Poles.

And what happened to the Kolo Jews?

Was he an eyewitness?

PAN FALBORSKI

Yes. It was frightful.

Frightful to see.

Even the Germans hid, they couldn't see that.

When the Jews were herded to the station, they were beaten,

some were even killed.

A cart followed the convoy to pick up the corpses.

- Those who couldn't walk, the slain? - Yes, those who'd fallen.

Where did this happen?

The Jews were collected in the Kolo synagogue.

Then they were herded to the station,

where the narrow-gauge rail road went to Chelmno.

It happened to all the Jews in the area, not just in Kolo?

Absolutely.

Everywhere.

Jews were also murdered in the forests

near Kalisz, not far from here.

ABRAHAM BOMBA - TEL AVIV, ISRAEL, survivor of Treblinka

TREBLINKA BY ROAD

He was born here

in 1923

and has been here even since.

He lived at this very spot?

Right here.

Then he had a front-row seat for what happened.

Naturally.

You could go up close or watch from a distance.

CZESLAW BOROWI

De havde jord på den anden side af stationen.

For at arbejde det, han havde at krydse sporet,

så han kunne se alt.

Er han husker den første konvoj af jøder fra Warszawa

med den 22. juli 1942?

Ja.

Han minder om den første konvoj meget godt,

og når alle de jøder blev bragt her,

folk tænkte: ”Hvad er der at ske med dem?”

Det er klart, ville de blive dræbt, men ingen endnu vidste hvordan.

Når folk begyndte at forstå, hvad der foregik,

de blev rystet,

og de kommenterede privat, at siden verdens begyndelse,

ingen nogensinde havde myrdet så mange mennesker på den måde.

Mens alt dette foregik foran deres øjne,

normalt liv gik på?

De arbejdede deres marker?

Bestemt de arbejdede,

men ikke så villigt som sædvanlig.

De måtte arbejde,

men da de så alt dette, troede de,

”Hvad nu hvis vores hus er omgivet og vi anholdt?”

Var de bange for jøderne, også?

Nå, siger han, det er på denne måde:

Hvis jeg skære min finger, betyder det ikke skade ham.

De så, hvad der skete med jøderne:

The convoy came in and then went to the camp,

and the people vanished.

He had a field less than 100 yards from the camp.

He also worked during the German occupation.

- He worked his field? - Yes.

He saw how they were asphyxiated,

he heard them scream, he saw that.

There's a small hill: He could see quite a bit.

What did he say?

They couldn't stop and watch.

It was forbidden. The Ukrainians shot at them.

But they could work a field 100 yards from the camp?

They could.

So occasionally he could steal a glance,

if the Ukrainians weren't looking.

He worked with his eyes lowered?

Yes.

He worked by the barbed wire and heard awful screams.

His field was there?

Yes, right up close.

It wasn't forbidden to work there.

So he worked, he farmed there?

Yes.

Where the camp is now was partly his field.

It was off limits, but they heard everything.

It didn't bother him to work so near those screams?

At first it was unbearable. Then you got used to it.

You get used to anything?

Yes.

Now he thinks... it's impossible.

Yet it was true.

So he saw the convoys arriving.

Der var 60 til 80 biler i hver konvoj,

og der var to lokomotiver

der tog konvojer ind i lejren,

tage 20 biler ad gangen.

Og bilerne kom tilbage tom?

- Ja. - Er han huske ...?

Her er, hvordan det skete:

Lokomotivet hentet 20 biler

og tog dem til lejren.

Det tog måske en time,

og de tomme biler kom tilbage her.

Then the next 20 cars were taken,

and meanwhile, the people in the first 20 were already dead.

They waited, they wept,

they asked for water, they died.

Sometimes they were naked in the cars, up to 170 people.

This is where they gave the Jews water, he says.

Where was that?

Here. When the convoys arrived, they gave water to the Jews.

Who gave the Jews water?

We did, the Poles.

There was a tiny well, we took a bottle and...

Wasn't it dangerous to give them water?

Very dangerous.

You could be killed for giving a glass of water.

But we gave them water anyway.

Is it very cold here in winter?

It depends.

It can get to minus 15, minus 20.

Which was harder on the Jews, summer or winter?

Waiting here, I mean.

He thinks winter, because they were very cold.

They were so packed in the cars, maybe they weren't cold.

In summer they stifled: It was very hot.

The Jews were very thirsty. They tried to get out.

Were there corpses in the cars on arrival?

Obviously.

They were so packed in

that even those still alive sat on corpses for lack of space.

Didn't people here who went by the trains

look through the cracks in the cars?

Yes, they could look in sometimes as they went by.

When they were allowed, they gave them water, too.

How did the Jews try to get out?

The doors weren't opened. How'd they get out?

Through the windows.

They removed the barbed wire

and came out of the windows.

They jumped, of course.

Sometimes they just deliberately sat down on the ground,

and the guards came and shot them in the head.

Theyjumped from the cars... What a sight!

Jumping from the windows.

There was a mother and child.

- Jewish? - Yes.

She tried to run away,

and they shot her in the heart.

- Shot who... the mother? - Yes, the mother.

This gentleman has lived here a long time, he can't forget.

He says that now he can't understand

how a man can do that to another human being.

It's inconceivable, beyond understanding.

Once when the Jews asked for water, a Ukrainian went by

and forbade giving any.

The Jewish woman that had asked for water...

threw her pot at his head.

The Ukrainian moved back,

maybe ten yards, and opened fire on the car.

Blood and brains were all over the place.

Lots of people opened the doors

eller undsluppet gennem vinduerne.

Nogle gange ukrainerne fyret gennem bilens vægge.

Det skete chie fl y natten.

Når jøderne talte til hinanden, da han viste os,

ukrainerne ville tingene stille,

og de spurgte ... ja, bad dem om at holde kæft.

Så jøderne lukke op og vagten flyttet fra.

Så begyndte jøderne at tale igen, på deres sprog,

som han siger, ra-ra-ra, og så videre.

Hvad han mener, la-la-la? Hvad han forsøger at efterligne?

- Deres sprog. - Nej, så spørg ham.

Var jødernes støj noget særligt?

De talte Jøde.

Er Mr. Borowi forstå ”Jøde”?

Ingen.

Har han hører skrig bag hans lokomotiv?

Det er klart, da lokomotivet var ved siden af ​​lejren.

De skreg, bad om vand.

De skrig fra bilerne nærmest lokomotivet

kunne høres meget godt.

Kan man vænne sig til det?

Ingen.

Det var yderst sørgeligt for ham.

Han vidste, at folkene bag ham var menneske, ligesom ham.

Tyskerne gav ham og andre arbejdere vodka til drikke.

Uden at drikke, kunne de ikke have gjort det.

Der var en bonus

at de blev betalt ikke i penge, men i spiritus.

De, der arbejdede på andre tog ikke fik denne bonus.

HENRIK GAWKOWSKI

Han drak hver en dråbe fik han

for uden spiritus, han kunne ikke holde stanken

da han kom her.

De købte endnu mere spiritus på egen hånd

at drikke sig fuld på.

Fra stationen til losning rampen i lejren,

hvor mange miles?

Foundation

AB raham BC) M BA

Vi rejste i to dage.

Om morgenen den anden dag

vi så, at vi havde forladt Tjekkoslovakiet

og var på vej øst.

Det var ikke SS bevogtede os,

men politiet,

politiet, i grønne uniformer.

Vi var i almindelige personbiler.

Alle pladser var besat.

Du kunne ikke vælge.

De blev alle nummererede og tildeles.

I min afdeling var der et ældre ægtepar.

Jeg husker stadig:

Den gode mand var altid sulten og hans kone skældte ham,

siger, at de ville have nogen fødevarer venstre for fremtiden.

RICHARD GLAZAR

Så, på den anden dag,

Jeg så et tegn for Malkinia.

Vi gik på en lidt længere.

Så meget langsomt,

toget slukket hovedsporet

og rullet på en gå-tempo gennem et træ.

Mens han kiggede ud,

vi havde været i stand til at åbne et vindue.

Den gamle mand i vores rum så en dreng ...

Køer græsning ...

Og han spurgte drengen i skilte,

"Hvor er vi?"

And the kid made a funny gesture. This!

Across the throat.

- A Pole? - A Pole.

Where was this? At the station?

It was where the train had stopped.

On one side was the wood,

and on the other were fields.

And there was a farmer in a field?

We saw cows

watched over by a young man,

a farmhand.

And one of you questioned him?

Not in words, but in signs, we asked, “What's going on here?”

And he made that gesture. Like this.

We didn't really

pay much attention to him.

We couldn't figure out what he meant.

Once there were foreign Jews...

They were this fat...

This fat?

Riding in passenger cars.

There was a dining car, they could drink

and walk around, too.

They said they were going to a factory.

On arrival, they saw what kind of a factory it was.

We'd gesture...

Gesture how?

That they'd be killed.

These people made that sign?

He says the Jews didn't believe it.

But what does that gesture mean?

That death awaited them.

The people who had a chance to get near the Jews

gjorde, at for at advare dem ...

- Han gjorde det også? - At de ville blive hængt, dræbt, dræbt.

Ja.

Selv udenlandske jøder fra Belgien, Tjekkoslovakiet,

fra Frankrig også, helt sikkert.

Og fra Holland ...

Disse vidste ikke,

men den polske jøder vidste.

I de små byer i området,

det blev talt om.

Så de polske jøder blev advaret, men ikke de andre.

Hvem havde de advarer, polske jøder eller de andre?

Alle jøderne.

Han siger, de udenlandske jøder ankom her i personbiler,

de var godt klædt, i hvide skjorter,

Der var blomster i bilerne, og de spillede kort.

Fra hvad jeg ved, det var meget sjældent,

Jøder sendes i personbiler.

De fleste ankom i kvæg biler.

Det er ikke sandt.

Det er ikke sandt?

Hvad sagde fru Gawkowska sige?

Hun sagde, at han måske ikke har set alt.

Han siger, at han gjorde.

Engang på Malkinia station, for eksempel,

en fremmed Jøde forlod toget

at købe noget i baren.

Toget trækkes ud, og han løb efter det ...

At fange op til det.

Så han gik forbi disse ”Pullmans”, som han kalder dem,

de jøder, der var rolig, intetanende,

og han gjorde, at gestus til dem.

Til alle jøderne, i princippet.

Han gik bare langs platformen. Spørg ham.

Ja. Vejen var som det er nu.

Når vagten ikke var på udkig,

han gjorde det gestus.

Spørg Mr. Gawkowski hvorfor han ser så trist.

Fordi jeg så mænd marchere til deres død.

Netop hvor er vi nu?

Det er ikke langt ... en mile og en halv fra her.

Hvad, lejren?

Hvad er det grusvej han angiver?

Det er, hvor jernbanelinjen ind i lejren var.

Vidste Mr. Gawkowski, bortset fra togene fra deporterede

Han kørte fra Warszawa eller Bialystok til Treblinka station ...

Har han nogensinde køre den deporterede biler

ind i lejren fra Treblinka station?

Har han gør det ofte?

To eller tre gange om ugen.

Over hvor lang en periode?

Omkring et år og en halv.

Det vil sige, i hele lejrens eksistens?

Dette er rampen.

Her er han, han går til enden med sit lokomotiv,

og han har de 20 biler bag ham.

Nej, de er foran ham.

He pushed them?

That's right, he pushed them.

In February 1942,

I began working here as an assistant switchman.

The station building, the rails, the platforms

are just as they were in 1942?

Nothing's changed?

Nothing.

Exactly where did the camp begin?

JAN PIWONSKI

I'll show you exactly.

Here,

there was a fence that ran to those trees you see there.

Og en anden hegn, der løb til disse træer derovre.

Så jeg står inde i lejren perimeter, ikke?

Det er rigtigt.

Hvor jeg nu er 50 fod fra stationen,

og jeg er allerede uden for lejren.

Ja.

Så dette er den polske side og derovre var død.

Ja.

På de tyske ordrer, polske railmen delt op i togene.

Så lokomotivet tog 20 biler

og ledes mod Chelm.

Hvor den nåede en switch,

det skubbet bilerne ind i lejren på det andet spor, vi kan se.

Rampen begyndte der.

Så her er vi uden for lejren,

og tilbage her vi træder det.

I modsætning til Treblinka, stationen her er en del af lejren.

Og på dette tidspunkt, vi er inde i lejren.

Denne bane var inde i lejren.

Og det er præcis, som det var?

Ja, det samme spor.

Det har ikke ændret sig siden da.

Hvor vi er nu, er, hvad der blev kaldt rampen, ikke?

Ja, dem, der skal udryddes blev losset her.

Så hvor vi står

er hvor 250.000 jøder blev losset inden de blev gasset.

Ja.

Vidste udenlandske jøder ankommer her i personbiler, også?

Ikke altid.

Ofte de rigeste jøder,

fra Belgien, Holland, Frankrig,

ankom i personbiler,

nogle gange endda i 1. klasse.

De blev som regel bedre behandlet af vagterne.

Især de konvojer af vesteuropæiske jøder

venter deres tur her,

Polske railmen oplevede kvinderne lægge make-up, kæmning deres hår,

helt uvidende om, hvad der ventede dem minutter senere.

De dolled.

Og polakkerne kunne ikke fortælle dem noget:

Vagterne forbød kontakt med ofrene fremtidige.

Jeg formoder, at der var fine dage som i dag.

Desværre, nogle var endnu finere.

RUDOLF Vrba - NEW YORK, USA, overlevende fra Auschwitz

Auschwitz - Birkenau

Og pludselig begyndte det: den råben og skrigen.

”Aii ud, alle ud!”

Alle disse råb, den tumult, tumulten!

"Ud! Gå ud!

Lad bagage!”

Vi fik ud, at træde på hinanden.

Vi så mænd iført blå armbånd.

Nogle gennemførte piske.

Vi så nogle SS mænd.

Grønne uniformer,

sorte uniformer ...

Vi var en masse,

og massen fejede os sammen.

Det var uimodståelig.

Det skulle flytte til et andet sted.

Jeg så de andre afklædning.

Og jeg hørte, ”Get afklædt! Du er skal desinficeres!”

Som jeg ventede, allerede nøgen,

Jeg lagde mærke til SS mænd adskiller nogle mennesker.

Disse blev bedt om at klæde sig på.

En passerer SS mand standsede pludselig foran mig,

kiggede mig over, og sagde,

”Ja, du også, hurtig, slutte sig til de andre, få klædt.

Du kommer til at arbejde her, og hvis du er god,

du kan være en Kapo ... en holdleder. ”

BIRKENAUI THE RAMP

Vi blev taget til kasernen.

Det hele sted lugtede.

Stablet omkring fem fod høje

i en rodet masse,

var alle de ting, folk kunne tænkes at have bragt.

Tøj, kufferter,

alt stablet i en fast masse.

Oven i det, hoppe rundt som dæmoner,

folk gjorde bundter

og transporterer dem udenfor.

Jeg blev overgivet til en af ​​disse mænd.

Hans armbind sagde, ”Squad Leader”.

Han råbte,

og jeg forstod, at jeg var også at afhente tøj, bundte det,

og tage det et eller andet sted.

Som jeg arbejdede, jeg spurgte ham,

"Hvad sker der? De undressed dem ... Hvor er de?”

Og han svarede: ”Dead! Alle døde!”

Men det stadig ikke var sunket i, jeg ikke tro det.

He'd used the Yiddish word.

It was the first time I'd heard Yiddish spoken.

He didn't say it very loud,

and I saw he had tears in his eyes.

Suddenly he started shouting

and raised his whip.

Out of the corner of my eyes, I saw an SS man coming.

And I understood that I was to ask no more questions,

but just to rush outside with the package.

All I could think of then was my friend Care! Unger.

He'd been at the rear of the train,

in a section that had been uncoupled and left outside.

I needed someone. Near me. With me.

Then I saw him. He was in the 2nd group.

He'd been spared too.

On the way, somehow, he had learned, he already knew.

He looked at me,

all he said was, “Richard, my father, mother, brother...”

He had learned on the way there.

Your meeting with Carel:

how long after your arrival did it happen?

It was... around 20 minutes after we reached Treblinka.

Then I left the barracks

and had my first look at the vast space

that I soon learned was called “the sorting place.”

It was buried under mountains of objects of all kinds.

Mountains of shoes, of clothes, 30 feet high.

I thought about it and said to Carel,

“I! is a hurricane, a raging sea.

We're shipwrecked. And we're still alive.

We must do nothing

but watch for every new wave,

float on it,

get ready for the next wave,

and ride the wave at all costs.

And nothing else.”

Greenery, sand everywhere else.

At night, we were put into barracks.

It just had a sand floor.

Nothing else.

Each of us simply dropped where he stood.

Half asleep, I heard some men hang themselves.

We didn't react then. It was almost normal.

Just as it was normal

that for everyone behind whom the gate of Treblinka closed,

there was death, had to be death,

for no one was supposed to be left to bear witness.

I already knew that,

three hours after arriving at Treblinka.

BERLIN

INGE DEUTSCHKRON Born in Berlin

Lived there through the war

(In hiding beginning in February 1943)

Now lives in Israel

FRANZ SUCHOMEL: SS Unterscharfuhrer

- Are you ready? - Yes.

- Så kan vi ... - Vi kan begynde.

Hvordan er dit hjerte? Er alt i orden?

Åh, mit hjerte ... For øjeblikket IFs okay.

Hvis jeg har nogen smerte, vil jeg fortælle dig.

Vi bliver nødt til at afbryde.

Selvfølgelig.

Men dit helbred, i almindelighed, er ...

Vejret i dag passer mig fint.

Den barometertrykket er højt: Det er godt for mig.

Du ser at være i god form, alligevel.

Lad os begynde med Treblinka.

Sikkert.

Jeg tror, ​​det er bedst.

Hvis du kunne give os

en beskrivelse af Treblinka.

Hvordan gik det se ud, når du ankom?

Jeg tror, ​​du har der i august?

Var det 20 august eller i 24?

Det 18.? - Jeg ved ikke præcis.

Around August 20.

Jeg ankom der med syv andre mænd.

Fra Berlin?

Fra Berlin.

Fra Lublin?

Fra Berlin til Warszawa, fra Warszawa til Lublin,

fra Lublin tilbage til Warszawa og fra Warszawa til Treblinka.

What was Treblinka like then?

Treblinka then was operating at full capacity.

- Full capacity? - Full capacity!

Trains arrived...

The Warsaw ghetto was being emptied then.

Three trains arrived in two days,

each with three, four, five thousand people aboard,

all from Warsaw.

But at the same time, other trains came in

from Kielce and other places.

So three trains arrived,

and since the offensive against Stalingrad was in fear,

the trainloads of Jews were left on a station siding.

What's more, the cars were French,

made of steel.

So that while 5,000 Jews arrived in Treblinka,

3,000 were dead.

- In the... - In the cars.

They had slashed their wrists,

or just died.

The ones we unloaded were half-dead

and half-mad.

In the other trains from Kielce

and elsewhere,

at least half were dead.

We stacked them here, here,

here and here.

Thousands of people

piled one on top of another.

- On the ramp? - On the ramp.

Stacked like wood.

In addition,

other Jews, still alive, waited there for two days:

The small gas chambers could no longer handle the number.

They functioned day and night in that period.

Can you please describe, very precisely,

your first impression of Treblinka?

Very precisely. it's very important.

My first impression of Treblinka,

and that of some of the other men, was catastrophic.

For we had not been told

how and what... that people were being killed there.

They hadn't told us.

- You didn't know? - No!

Incredible!

But true. I didn't want to go.

That was proved at my trial.

I was told,

“Mr. Suchomel,

there are big workshops there for tailors and shoemakers,

and you'll be guarding them.”

Nothing more. - But you knew it was a camp?

Yes. We were told,

“The Fuhrer ordered a resettlement program.

It's an order from the Fuhrer.”

Understand? - Resettlement program...

No one ever spoke of killing.

I understand.

Mr. Suchomel, we're not discussing you,

only Treblinka.

You are a very important eyewitness,

and you can explain what Treblinka was.

But don't use my name.

No, I promise.

All right, you've arrived at Treblinka.

So Stadie, the sarge,

showed us the camp

from end to end.

Just as we went by,

they were opening the gas chamber doors,

and people fell out like potatoes.

Naturally, that horrified and appalled us.

We went back and sat down on our suitcases

and cried like old women.

Each day, 100 Jews were chosen

to drag the corpses to the mass graves.

In the evening, the Ukrainians drove those Jews into the gas chambers

or shot them.

Every day!

It was in the hottest days of August.

The ground undulated like waves

because of the gas.

From the bodies?

Bear in mind, the graves were maybe 18, 20 feet deep,

all crammed with bodies!

A thin layer of sand and the heat. You see?

It was hell up there.

You saw that?

Yes, just once, the first day.

We puked and wept.

- You wept? - We wept too, yes.

The smell was infernal.

Ja, fordi gas var konstant undslippe.

Det lugtede forfærdeligt, i miles omkreds.

- Miles? - Miles!

Du kunne lugte det hele vejen rundt,

ikke bare i lejren?

Overalt. Det afhang af vinden.

Stink blev udført på vinden.

Forstå?

Flere mennesker holdes kommer, altid mere,

hvem vi havde ikke de faciliteter til at dræbe.

Disse herrer var i et kapløb for at rense ud i Warszawa ghettoen.

De gaskamre ikke kunne klare belastningen.

De små gaskamre.

Jøderne måtte vente på deres tur

for en dag, 2 dage, 3 dage.

De forudså, hvad der ville komme.

De forudså det.

De kan ikke have været sikker, men mange vidste.

Der var jødiske kvinder

der skåret deres døtres håndled natten,

derefter skæres deres egne.

Andre forgiftede sig selv.

De hørte motoren fodring gaskammeret.

En tank motor blev anvendt i det gaskammer.

Hos Treblinka, den eneste anvendte gas var motorens udstødning.

Zyklon gas, der var Auschwitz.

På grund af forsinkelsen,

Eberl, lejren kommandant,

Ringede Lublin og sagde,

”Vi kan ikke gå på denne måde. Jeg kan ikke gøre det længere.

Vi er nødt til at afbryde.”

Overnight, Wirth ankom.

Han inspicerede alt og derefter til venstre.

Han vendte tilbage med folk fra Belzec,

eksperter.

Wirth indrettet til at suspendere togene.

Ligene ligger der blev ryddet væk.

Det var den periode, de gamle gaskamre.

Because there were so many dead

that couldn't be gotten rid of,

for days and days,

the bodies piled up around the gas chambers.

Under this pile of bodies was a cesspool:

3 inches deep, full of blood, worms...

and shit.

- Where? - In front of the gas chamber.

No one wanted to clean it out.

The Jews preferred to be shot

rather than work there.

Preferred to be shot?

It was awful. Burying their own people, seeing it all...

The dead flesh came off in their hands.

So Wirth went there himself

with a few Germans

and had long belts rigged up

that were wrapped around the dead torsos to pull them...

- Who did that? - SS men.

- Wirth? - SS men and Jews.

SS men and Jews!

Jews too?

Jews too!

What did the Germans do?

They forced the Jews to...

They beat them?

Or they themselves helped with the cleanup.

Which Germans did that?

Some of our guards who were assigned up there.

The Germans themselves?

They had to.

They were in command!

They were in command, but they were also commanded.

I think the Jews did it.

In that case, the Germans had to lend a hand.

THE BLACK EXECUTION WALL IN THE COURTYARD OF BLOCK II

AT AUSCHWITZ I, THE ORIGINAL CAMP

Filip, on that Sunday in May 1942,

when you first entered the Auschwitz crematorium,

how old were you?

Twenty.

It was a Sunday in May.

We were locked in an underground cell in Block 11.

We were held in secret.

Then some SS men appeared

and marched us along a street in the camp.

We went through a gate,

and around 300 feet away,

300 feet from the gate,

I suddenly saw a building.

It had a flat roof, and a smokestack.

I saw a door in the rear.

I thought they were taking us to be shot.

FILIP MULLER - TJEKKIET JEW

Survivor af de 5 konkurser i Auschwitz ”særlige detaljer”

Pludselig før en dør

under en lampe i midten af ​​denne bygning,

en ung SS mand fortalte os,

”Indenfor beskidte svin!”

Vi gik ind i en korridor.

De kørte os langs det.

Straks, stanken, røgen kvalte mig.

De holdt på jagter os,

og så jeg lavet de figurer

af de to første ovne.

Mellem ovnene, blev nogle jødiske fanger arbejder.

Vi var i krematoriet s forbrændingskammeret

in Camp I at Auschwitz.

Derfra,

de stuves os til et andet stort rum,

og fortalte os at klæde ligene.

Jeg kiggede mig omkring.

Der var hundredvis af organer,

alle klædt.

Stablet med ligene

var kufferter, bundter

og, spredt overalt,

mærkeligt, blålig-lilla krystaller.

I couldn't understand any of it.

It was like a blow to the head... as if you'd been stunned.

I didn't even know where I was.

Above all, I couldn't understand

how they managed to kill so many people at once.

When we undressed some of them,

the order was given to feed the ovens.

Suddenly, an SS man rushed up and told me,

“Get out of here! Go stir the bodies!”

What did he mean,

“Stir the bodies”?

I entered the cremation chamber.

There was a Jewish prisoner,

Fischel, who later became a squad leader.

He looked at me,

and I watched him poke the fire with a long rod.

He told me, “Do as I'm doing

or the SS Will kill you.”

I picked up a poker

and did as he was doing.

A poker?

A steel poker.

I obeyed Fischel's order.

At that point I was in shock as if I'd been hypnotized,

ready to do

whatever I was told.

I was so mindless, so horrified

that I did everything Fischel told me.

So the ovens were fed,

but we were so inexperienced

that we left the fans on too long.

- The fans? - Yes.

There were fans to make the fire hotter.

They worked too long...

The firebrick suddenly exploded,

blocking the pipes

linking the Auschwitz crematorium

with the smokestack.

Cremation was interrupted.

The ovens were out of action.

That evening, some trucks came,

and we had to load the rest,

some 300 bodies,

into the trucks.

Then we were taken...

I still don't know where...

but probably to a field at Birkenau.

We were ordered to unload the bodies

and put them in a pit.

There was a ditch, an artificial pit.

Suddenly, water gushed up from underground

and swept the bodies down.

When night came, we had to stop that horrible work.

We were loaded into the trucks

and returned to Auschwitz.

The next day,

we were taken to the same place.

But the water had risen.

Some SS men came with a fire truck

and pumped out the water.

We had to go down into that muddy pit

to stack up the bodies.

But they were slimy.

For example, I grasped a woman,

but her hands...

Her hand was slippery, slimy.

I tried to pull her,

but I fell over backward, into the water, the mud.

It was the same for all of us.

Up above, at the edge of the pit, Aumeyer and Grabner yelled,

“Get cracking, you filth, you bastards!

We'll show you, you bunch of shits!”

These were the names they were calling us.

And in these...

how shall I say? ...circumstances,

2 of my “friends” couldn't take any more.

One was a French student.

All Jews! They were exhausted.

They just lay there...

in the mud.

Aumeyer called one of his SS men.

“Go on, finish off those swine!”

They were exhausted. And they were shot in the pit.

There was no crematorium at Birkenau then?

No, there weren't any there yet.

Birkenau var stadig ikke helt sat op.

Kun Camp BI, som var de sene kvindernes lejr, eksisterede.

Det var først i foråret 1943

at faglærte håndværkere og ufaglærte arbejdere, alle jøder,

skal være gået til at arbejde her

og byggede 4 krematorium.

Hver krematoriet havde 15 ovne,

et stort klæde rum, omkring 3.000 kvadratfod,

og en stor gaskammer

hvor op til 3.000 personer på én gang kunne gasset.

Treblinka

De nye gaskamre blev bygget i september 1942.

Hvem byggede dem?

Hackenhold og Lambert overvåget de jøder, der gjorde arbejdet,

den murerarbejde, mindst.

Ukrainsk tømrere gjorde dørene.

Gaskammeret døre selv

blev pansrede bunker døre.

Jeg tror, ​​de blev bragt fra Bialystok,

fra nogle russiske bunkers.

FRANZ SUCHOMEL

Hvad var kapaciteten på de nye gaskamre?

Der var 2 af dem, ikke? - Ja.

Men de gamle ikke var blevet revet ned.

Når der var en masse af tog, en masse mennesker,

de gamle ovne blev sat i drift igen.

Og her ... jøderne sige der var 5 på hver side.

Jeg siger, at der var 4,

men jeg er ikke sikker.

Under alle omstændigheder kun den øverste række,

på denne side,

var i aktion.

Hvorfor ikke den anden side?

Bortskaffelse af de organer, ville have været alt for kompliceret.

- For langt? - Ja.

Deroppe, Wirth havde bygget dødslejr,

tildele en detalje af jødiske arbejdere til det.

Den detalje havde et fast antal i det,

omkring 200 mennesker,

der arbejdede kun i dødslejr.

Men hvad var kapaciteten i de nye gaskamre?

De nye gaskamre ... Lad os se ...

De kunne slutte 3.000 mennesker i to timer.

Hvor mange mennesker på én gang i en enkelt gaskammer?

Jeg kan ikke sige præcist.

Jøderne siger 200.

- 200? - Det er rigtigt, 200.

Forestil dig et værelse denne størrelse.

De sætter mere ind på Auschwitz.

Auschwitz var en fabrik!

Og Treblinka?

Jeg vil give dig min definition.

Keep this in mind:

Treblinka was a primitive,

but efficient production line of death.

- A production line? - Of death.

Understand? - Yes.

But primitive...? - Primitive, yes.

But it worked well, that production line of death.

Was Belzec even more rudimentary?

Belzec was the laboratory.

Wirth was camp commandant.

He tried everything imaginable there.

He got off on the wrong foot.

The pits were overflowing,

and the cesspool seeped out in front of the SS mess hall.

It stank...

in front of the mess-hall, in front of their barracks.

- Were you at Belzec? - No.

Wirth with his own men.

With Franz, with Oberhauser

and Hackenhold...

he tried everything there.

Those 3 had to put the bodies in the pits themselves

so that Wirth could see how much space he needed.

And when they rebelled...

Franz refused...

Wirth beat Franz with a whip.

He whipped Hackenhold, too. You see?

- Kurt Franz? - Kurt Franz.

That's how Wirth was.

Then, with that experience behind him,

he came to Treblinka.

Excuse me. How many quarts of beer a day do you sell?

You can't tell me?

Jeg vil helst ikke. Jeg har mine grunde.

Men hvorfor ikke?

Two Pilsners.

Hvor mange Potter øl om dagen sælger du?

- Gå på, så fortæl ham. - Fortæl ham hvad?

Bare fortæl ham cirka.

Hvor mange Potter øl om dagen sælger du?

400, 500/4.

- Hvad? - 400, 500 quarts.

Det er en del!

Har du arbejdet her længe?

Omkring 20 år.

- Hvorfor gemmer du dig ... - Jeg har mine grunde.

- Dit ansigt? - Jeg har mine grunde.

Hvad grunde?

- Glem det. - Hvorfor ikke?

Genkender du denne mand?

Ingen?

Christian Wirth?

Mr. Oberhauser!

Kan du huske Belzec?

Ingen erindringer om Belzec?

Af de over fl grund grave?

Du behøver ikke huske?

MÜNCHEN

WUPPERTALI ANTON spytte,

German state prosecutor at the Treblinka trial (Frankfurt, 1960)

When the Action itself first got under way,

it was almost totally improvised.

At Treblinka, for example,

the commandant, Dr. Eberl, let more trains come in

than the camp could handle.

It was a disaster!

Mountains of corpses!

Word of this foul-up

reached the head of the Reinhard Action,

00770 G/oboczn/k, in Lub//n.

He went to Treblinka

to see what was happening.

There's a very concrete account of the trip

by his former driver, Oberhauser.

Globocznik arrived on a hot day in August.

The camp was permeated

with the stench of rotting flesh.

Globocznik didn't even bother to enter the camp.

He stopped here, before the commandant's office,

sent for Dr. Eberl

and greeted him with these words,

“How dare you accept so many every day

when you can only process 3,000?”

Operations were suspended,

Eberl was transferred and Wirth came,

followed immediately by Stangl,

and the camp was completely reorganized.

The Reinhard Action covered 3 extermination camps."

Treblinka, Sobibor and Belzec.

There's also talk of 3 death camps on the Bug River,

for they were all located on or near the Bug.

The gas chambers were the heart of the camp.

They were built first,

in the woods, or in a field, as at Treblinka.

The gas chambers were the only stone buildings.

All the others were wooden sheds.

These camps weren't built to last.

Himmler was in a huny to begin the 'final solution. ”

The Germans had to capitalize on their eastward advance

and use this remote back-country

to carry out their mass murder as secretly as possible.

So at first they couldn't manage the perfection

they achieved 3 months later.

Near the end of March 1942,

sizeable groups of Jews were herded here,

groups of 50 to 100 people.

Several trains arrived

with sections of barracks, with posts, barbed wire, bricks...

og konstruktion af lejren som sådan begyndte.

Jøderne losset disse biler

og kørte de dele af kasernen til lejren.

Tyskerne gjorde dem arbejde ekstremt hurtigt.

Da vi så tempoet de arbejdede på ...

Det var yderst brutal.

Da vi så det komplekse væsen bygget, og hegnet,

der, trods alt, lukket et stort rum,

Vi indså, at hvad tyskerne byggede

var ikke meningen at støtten menneskeheden.

Tidligt i juni,

den første konvoj ankom.

Jeg vil sige, der var over 40 biler.

Med konvojen var SS mænd i sorte uniformer.

Det skete en eftermiddag. Han havde netop færdige arbejde.

JAN Piwoński

Men han fik på sin cykel og gik hjem.

Hvorfor?

Jeg troede blot

disse mennesker var kommet til at bygge lejren,

som de andre havde før dem.

At konvoj ...

Der var ingen mulighed for at vide, at det var ...

den første øremærket til udryddelse.

Udover,

Han kunne ikke have vidst, at Sobibor

ville være et sted for masseudryddelse af jøderne.

Den næste morgen, da jeg kom her til arbejde,

stationen var absolut tavs,

og vi indså,

efter at have talt med de polakker, der arbejdede på stationen her,

at noget aldeles uforståeligt var sket.

Først og fremmest, når lejren blev bygget,

der var ordrer råbte på tysk,

der var skrig,

Jøderne arbejdede på flugt, der var skud,

og her var der at tavshed,

ingen arbejde besætninger,

en rigtig total tavshed.

40 biler var ankommet, og så ... ingenting.

Det var alle meget mærkeligt.

Det var den tavshed, som tippede dem væk?

Det er rigtigt.

Kan han beskrive, at tavshed?

Det var en stilhed ...

Intet foregik i lejren. Du hørte intet.

Intet flyttet.

Så begyndte de at undre sig,

”Hvor har de lagt de jøder?”

Celle 13, Felt 11 i Auschwitz 1,

er der, hvor det særlige Arbejde Detail blev afholdt.

Cellen blev under jorden, isoleret.

For vi var ...

”Bærere af hemmeligheder,”

vi blev benådet døde.

Vi fik ikke lov til at tale med nogen,

eller kontakt et fange,

udjævne SS.

Kun dem, der står for ”Action”.

Der var et vindue.

Vi hørte, hvad der skete i gården.

De henrettelser,

ofrenes skrig, skrigene,

men vi kunne ikke se noget.

Dette stod på i flere dage.

En nat en SS mand kom

fra den politiske sektion.

Det var omkring 04:00

Hele lejren var stadig sover.

Der var ikke en lyd i lejren.

Vi blev igen taget ud af vores celle

og førte til krematoriet.

Der, for første gang, jeg så den anvendte procedure

med dem, der kom i live.

Vi blev stillet op ad en væg

og vide, ”Ingen kan tale med disse mennesker.”

Pludselig trædør til krematoriet gården åbnet,

og 250 til 300 personer arkiveres i:

ældre, og kvinder.

De bar bundter, bar Davidsstjerne.

Selv på afstand, kunne jeg fortælle

de var polske jøder,

sandsynligvis fra Øvre Schlesien,

fra Sosnowiec ghetto, omkring 20 miles fra Auschwitz.

FILIP MULLER

Jeg fangede nogle af de ting, de sagde.

I heard “fachowitz,”

meaning “skilled worker.”

And “Malach-ha-Mavis,”

which means “the angel of death” in Yiddish.

Also, “harginnen”: “They're going to kill us.”

From what I could hear,

I clearly understood the struggle going on inside them.

Sometimes they spoke of work

probably hoping that they'd be put to work.

Or they spoke of “Malach-ha-Mavis,” the angel of death.

De modstridende ord lød konflikten i deres følelser.

Derefter en pludselig stilhed

faldt over dem samlet i krematoriet gården.

Alle øjne konvergerede

på flade tag krematoriet.

Hvem stod der?

Aumeyer, af SS,

Grabner, lederen af ​​den politiske sektion,

og Hossler, SS officer.

Aumeyer rettet mængden,

”Du er her for at arbejde,

for vores soldater kæmper ved fronten.

Dem, der kan arbejde, vil være i orden.”

Det var tydeligt, at håb fl ared i disse mennesker.

Man kunne mærke det tydeligt.

The executioners had gotten past the first obstacle.

They saw it was succeeding.

Then Grabner spoke up,

“We need masons, electricians,

all the trades.”

Next, Hossler took over.

He pointed to a short man in the crowd.

I can still see him.

“What's your trade?”

The man said,

“Mr. Officer, I'm a tailor.”

“A tailor? What kind of tailor?”

“A man's... No, for both men and women.”

“Wonderful! We need people like you in our workshops.”

Then he questioned a woman,

“What's your trade?”

“Nurse,” she replied.

“Splendid! We need nurses in our hospitals for our soldiers.

We need all of you! But first, undress.

You must be disinfected.

We want you healthy.”

I could see the people were calmer,

reassured by what they'd heard,

and they began to undress.

Even if they still had their doubts,

if you want to live, you must hope.

Their clothing remained in the courtyard,

scattered everywhere.

Aumeyer was beaming,

very proud of how he'd handled things.

He turned to some of the SS men and told them,

“You see? That's the way to do it!”

Af dette apparat,

et stort spring fon / Harvard var blevet foretaget:

Nu kunne bruges i tøj.

RAUL H I LBERG, historian

FRANZ SCARF LING

Først forklare mig ...

hvordan du kom til Kulmhof, til Chelmno.

Du var på Lodz, ikke?

I Lodz, ja.

I Litzmannstadt.

Vi var på permanent vagt.

Beskyttelse af militære mål: møller,

vejene, da Hitler tog til Østpreussen.

Det var kedelig, og vi fik at vide,

”Vi leder efter mænd, der ønsker at bryde ud af denne rutine.”

Så vi meldte.

Vi blev udstedt vinter uniformer,

overfrakker, pels hatte, pels-foret støvler,

og 2 eller 3 dage senere fik vi at vide, ”Vi er off!”

Vi blev sat ombord 2 eller 3 lastbiler ... Jeg ved ikke ...

De havde bænke,

og vi red og red.

Endelig vi ankom.

Stedet gennemsøgning med SS mænd og politi.

Vores første spørgsmål var, ”Hvad sker der her?”

De sagde: ”Du kan finde ud af!”

- Du kan finde ud af det? - Du vil finde ud af.

- Du var ikke i SS, du var ... - Politi.

- Hvilken politiet? - Sikkerhedsvagter.

Vi blev beordret til at rapportere til Deutsche Haus,

den eneste store sten bygning i landsbyen.

Vi blev taget ind i det.

En SS-mand straks fortalte os,

”Dette er en top hemmelig mission!”

- Secret? - ”En top hemmelig mission.”

”Sign dette!”

Vi hver havde til tegn.

Der var en form klar til hver af os.

Hvad gjorde det sige?

Det var et løfte om hemmeligholdelse.

Vi fik aldrig selv at læse den igennem.

Du var nødt til at tage en ed?

Nej, bare underskrive,

lover at lukke op om hvad vi ville se.

- Hold kæft? - Ikke et ord.

Efter at vi havde underskrevet, fik vi at vide,

”Endelig løsning af jødespørgsmålet.”

We didn't understand what that meant.

So someone said...

He told us what was going to happen there.

Someone said, “the final solution of the Jewish question.”

You'd be assigned to the “final solution”?

Yes, but what did that mean?

We'd never heard that before.

So it was explained to us.

Just when was this?

Let's see... when was it...?

In the winter of 1941-42.

Derefter blev vi tildelt vores stationer.

Vores vagt indlæg var ved siden af ​​vejen.

En skilderhus foran slottet.

Så du var i ”slot detaljer”?

Det er rigtigt.

Kan du beskrive, hvad du så?

Vi kunne se. Vi var på portbygningen.

Da jøderne ankom, den måde, de så:

halv-frosne, udsultet, beskidt, allerede halvdød.

Gamle mennesker, børn.

Tænk på det! Den lange tur her stående i en lastbil, pakket ind!

Hvem ved, hvis de vidste, hvad der var i vente!

De gjorde ikke tillid nogen, det er helt sikkert.

Efter måneder i ghettoen, kan du forestille dig!

Jeg hørte en SS mand råbe på dem,

”Du kommer til at blive deloused

og have et bad.

Du kommer til at arbejde her.”

Jøderne givet samtykke.

De sagde: ”Ja, det er det, vi ønsker at gøre.”

Var slottet stort?

Temmelig store, med enorme forreste trin.

SS Manden stod på toppen af ​​trinene.

Hvad skete der så?

De blev gennet ind i 2 eller 3 store værelser på første gulv.

De skulle klæde, opgive alt:

ringe, guld, alt.

Hvor lang tid tog jøderne blive der?

Lang nok til at klæde.

Så, splitternøgen,

de havde til at køre ned flere trin

til en underjordisk korridor

der førte tilbage op til rampen, hvor gassen van ventede dem.

Havde jøderne ind i van villigt?

Nej, de blev slået.

Slag faldt overalt, og jøderne forstået.

De skreg.

Det var frygteligt!

F retmæssige!

Jeg ved, fordi vi gik ned til kælderen

når de var alle i van.

Vi åbnede cellerne i arbejdet detaljer,

de jødiske arbejdere

der indsamlede de ting smidt ud af den 1st- gulvet vindue ind der.

Beskriv gas varevogne.

Ligesom flytter varevogne.

Meget stor?

De strakte, siger,

herfra til vinduet.

Lige store lastbiler,

som at flytte varevogne, med 2 bagdøre.

Hvad system blev anvendt?

Hvordan har de dræber dem?

- Med udstødningsgasser. - Udstødningsgasser?

Det gik sådan her: En Pole råbte, ”Gas!”

Så føreren fik under van at tilslutte røret

at fodret gas ind i van.

- Ja, men hvordan? - Fra motoren.

Ja, men gennem hvad?

Et rør ... et rør.

Han pillede rundt under lastbilen.

Jeg er ikke sikker på hvordan.

Det var bare udstødningsgas?

Det er alt.

Hvem var driverne?

SS mænd.

Alle disse mænd var SS.

Var der mange af disse drivere?

Jeg ved ikke.

Var der 2, 3, 5, 10?

Ikke så mange. 2 eller 3, det er alt.

Jeg tror, der var 2 varevogne,

én stor, en mindre.

Did the driver sit in the cabin of the van?

- Mrs. Uwe? - No.

He climbed into the cabin after the doors were closed

and started the motor.

Did he race the motor?

I don't know.

Could you hear the sound of the motor?

Yes, from the gate we could hear it turn over.

Was it a loud noise?

The noise of a truck engine.

The van was stationary while the motor ran?

That's right.

Then it started moving.

We opened the gate, and it headed for the woods.

Were the people already dead?

I don't know.

It was quiet. No more screams.

No screams.

You couldn't hear anything as they drove by.

He recalls: It was 1941, 2 days before the new year.

They were routed out at night,

and in the morning they reached Chelmno.

There was a castle there.

When he entered the castle courtyard,

he knew something awful was going on.

He already understood.

Webstedet af SLOT

De så tøj og sko

spredt i gården.

Men de var alene der.

Han vidste, hans forældre havde været igennem der,

og der var ikke en Jøde forlod.

De blev taget ned i en kælder.

På en væg er skrevet, ”Ingen forlader her i live.”

Graffiti på jiddisch.

Der var masser af navne.

Han mener, at det var jøderne fra landsbyerne omkring Chelmno

der var kommet før ham, der havde skrevet deres navne.

Et par dage efter nytår,

y hørt folk ankommer i en lastbil en morgen.

De mennesker blev taget ud af lastbilen

og op til den første gulv af slottet.

Tyskerne løj og sagde, de skulle deloused.

De blev jaget ned på den anden side,

hvor en varevogn ventede.

Tyskerne pressede og slå dem med deres våben

at hustle dem i lastbilerne hurtigere.

Han hørte folk at bede, ”Shma Israel,”

and he heard the van's rear doors being shut.

Their screams were heard,

becoming fainter and fainter,

and when there was total silence,

the van left.

He and the 4 others were brought out of the cellar.

They went upstairs

and gathered up the clothes remaining

outside the supposed baths.

Did he understand then how they'd died?

MICHAEL PODCHLEBNIK,

the survivor of the 1st period of extermination at Chelmno

(the castle period)

Yes, first because there had been rumors of it.

And when he went out, he saw the sealed vans,

so he knew.

He understood that people were gassed in the vans?

Yes, because he'd heard the screams

and heard how they weakened,

and later the vans were taken into the woods.

What were the vans like?

Like the ones that deliver cigarettes here.

They were enclosed, with double-leaf rear doors.

What color?

The color the Germans used, green, ordinary.

MARTHA MICHELSOHN

How many German families were there in Kulmhof (Chelmno)?

10 or 11, I'd say.

Germans from Volhynia and 2 families from the Reich,

the Bauers and us.

- And you? - Us, the Michelsohns.

How did you wind up in Kulmhof?

I was born in Laage,

and I was sent to Kulmhof.

They were looking for volunteer settlers,

and I signed up.

That's how I got there.

First 'm Wafihbrucken (Ken),

then Chelmno... Kulmhof.

Directly from Laage?

No, I left from Munster.

Did you opt to go to Kulmhof?

No, I asked for Wartheland.

Why?

A pioneering spirit.

- You were young! - Oh, yes, I was young.

- You wanted to be useful? - Yes.

What was your first impression of Wartheland?

It was primitive. Super-primitive.

Meaning...?

Even worse,

worse than primitive.

Difficult to understand, right?

But why. . .?

The sanitary facilities were disastrous.

The only toilet was in WarthbrUcken, in the town.

You had to go there.

The rest was a disaster.

- Why a disaster? - There were no toilets at all!

There were privies.

I can't tell you

how primitive it was.

Astonishing!

Why did you choose such a primitive place?

I was young, you know.

You can't imagine such places exist.

You don't believe it. But that's how it was.

This was the whole village.

A very small village,

straggling along the road.

Just a few houses.

There was the church, the castle,

a store, too,

the administrative building and the school.

The castle was next to the church,

with a high board fence around both.

How far was your house from the church?

It was just opposite... 150 feet.

Mrs. Michelsohn was the Nazi teacher's wife

Did you see the gas vans?

No...

Yes, from the outside. They shuttled back and forth.

I never looked inside... I didn't see Jews in them.

I only saw things from outside,

the Jews' arrival, their disposition,

how they were loaded aboard.

Since World War I,

the castle had been in ruins.

Only part of it could still be used.

That's where the Jews were taken.

This ruined castle was used...

For housing and delousing the Poles, and so on.

- The Jews! - Yes, the Jews.

Why do you call them “Poles” and not “Jews”?

Sometimes, I get them mixed up.

There's a difference between Poles and Jews?

Oh, yes!

What difference?

The Poles weren't exterminated,

and the Jews were.

Det er forskellen. En ekstern forskel, ikke?

Og den indre forskel?

Jeg kan ikke vurdere det.

Jeg ved ikke nok om psykologi og antropologi.

Forskellen mellem polakkerne og jøderne?

Anyway, kunne de ikke stå hinanden.

Den 19. januar 1942

rabbiner Grabow, Jacob Schulmann,

skrev følgende brev til sine venner i Lodz:

”Mine meget kære venner,

Jeg skrev ikke før: Jeg var ikke sikker på, hvad jeg havde hørt.

Ak, til vores store sorg, vi nu kender alle.

Jeg har talt med et øjenvidne, som det lykkedes at flygte.

Han fortalte mig alt.

De er udryddet i Chelmno, nær Dombie,

og de er alle begravet i den nærliggende Rzeszow skov.

Jøderne bliver dræbt i 2 måder: ved skydning eller gas.

Det er bare sket for tusindvis af Lodz jøder.

Tror ikke, at dette bliver skrevet af en galning.

Ak, det er den tragiske, forfærdelige sandhed.

Horror, rædsel. Man, kaste dine Klæder,

dække dit hoved med aske, køre i gaderne

og danse i din galskab.

Jeg er så træt, at min pen kan ikke længere skrive.

Skaberen af ​​universet, hjælpe os!”

Skaberen hjalp ikke jøderne i Grabow.

Med deres rabbiner, døde de alle i gassen van ved Chelmno

et par uger senere.

Chelmno er kun 12 miles fra Grabow.

Var der en masse jøder her i Grabow?

En masse, en hel.

De blev sendt til Chelmno.

Har hun altid levet nær synagogen?

- Ja. - Den polske ord er ”Buzinica,” ikke synagoge.

Hun siger, det er nu et møbel lager

men de gjorde ikke skade den fra et religiøst synspunkt.

Det er ikke blevet ... skændet.

Er hun husker rabbineren ved synagogen?

Synagogen i GRABOW

Hun siger, hun er 80 nu, og hendes hukommelse er ikke alt for godt,

og jøderne har været væk i 40 år.

Barbara, fortæller dette par, de bor i et dejligt hus.

Har de er enige? Har de synes, det er et dejligt hus?

Fortæl mig om udsmykningen af ​​dette hus, dørene,

hvad er det?

Folk plejede at gøre udskæringer sådan.

Har de dekorere det på den måde?

- Nej, det var jøderne igen. - Jøderne gjorde det!

Døren er en god århundrede gammel.

Fik jøder ejer dette hus?

Yes, all these houses.

All these houses on the square were Jewish?

Jews lived in all the ones in front, on the street.

Where did the Poles live?

In the courtyards, where the privies were.

There used to be a store here.

What kind?

A food store.

Owned by Jews?

Yes.

So the Jews lived in the front,

and the Poles in the courtyard with the privies.

How long have these two lived here?

15 years.

Where'd they live before?

In a courtyard across the square.

They've gotten rich.

- Them? - Yes.

Yes.

How did they get rich?

They worked.

How old is the gentleman?

He's 70.

He looks young and healthy.

Do they remember the Jews of Grabow?

Yes.

And when they were deported, too.

They recall the deportation of the Grabow Jews?

He says he speaks “Jew” well.

He speaks “Jew”?

As a kid he played with Jews so he speaks “Jew.”

First, they grouped them there, where that restaurant is,

or in this square,

and took their gold.

An elder among the Jews collected the gold

and turned it over to the police.

That done, the Jews were put in the Catholic church.

A lot of gold?

Yes, the Jews had gold

and some handsome candelabras.

Did the Poles know the Jews would be killed at Chelmno?

Yes, they knew.

The Jews knew it, too.

Did the Jews try to do something about it,

to rebel, to escape?

The young tried to run away.

But the Germans caught them

and maybe killed them even more savagely.

In e very to wn and village, 2 or 3 streets were closed,

and the Jews were kept under guard.

They couldn't leave there.

Then they were locked in the Polish church here in Grebe w

and later taken to Chelmno.

BACKGROUND, THE SYNAGOGUE

The Germans threw children as small as these

into the trucks by the legs.

She saw that?

- Old folks too. - Threw kids into the trucks.

The Poles knew the Jews would be gassed in Chelmno?

Did this gentleman know?

Does he recall the Jews' deportation from Grabow?

At that time, he worked in the mill.

- There, opposite? - Yes, and they saw it all.

What did he think of it? Was it a sad sight?

Yes, it was...

Yes. How could you see that without sadness?

What trades were the Jews in?

They were tanners, tradesmen,

tailors.

They sold things... eggs, chickens, butter.

There were a lot of tailors,

tradesmen, too.

But most were tanners.

- They had beards and side locks. - Yes.

He says they weren't pretty.

They weren't pretty?

- They stank, too. - They stank?

Why did they stink?

Because they were tanners, and the hides stink.

The Jewish women were beautiful.

The Poles liked to make love with them.

Are Polish women glad there are no Jewesses left?

What'd she say?

At de kvinder, der er hendes alder nu

kunne også godt lide at elske.

Så de jødiske kvinder var konkurrenter?

Det er vanvittigt, hvordan polakkerne kunne lide den lille jødinder!

Har polakkerne glip af de små jødinder?

Naturligvis sådanne smukke kvinder!

Hvorfor? Hvad gjorde dem så smuk?

Fordi de gjorde intet. Polske kvinder arbejdede.

Jødiske kvinder kun om deres skønhed og tøj.

Så jødinder gjorde intet arbejde!

- Ikke nogen som helst. - Hvorfor ikke?

De var rig.

Polakkerne havde at tjene dem og arbejde.

Jeg hørte hende bruge ordet ”hovedstad”.

Hovedstaden var i hænderne på jøderne.

Ja ... Du har ikke oversætte det.

Spørg hende igen. Så hovedstaden var i jødernes hænder?

Alle Polen var i jødernes hænder.

Er de glade der ikke er flere jøder her, eller ked af det?

Det betyder ikke gider dem.

As you know, Jews and Germans ran all Polish industry before the war.

Did they like them on the whole?

Not much. Above all, they were dishonest.

Was life in Grabow more fun when the Jews were here?

He'd rather not say.

Why does he call them dishonest?

They exploited the Poles. That's what they lived off.

How did they exploit them?

By imposing their prices.

Ask her if she likes her house.

Yes,

but her children live in much better houses.

In modern houses!

They've all gone to college.

Great! That's progress!

Her children are the best educated in the village.

Very good, Madam! Long live education!

Isn't this a very old house?

Yes, Jews lived here before.

So Jews used to live here. Did she know them?

Yes.

What was their name?

Hun ved ikke.

Hvad var deres handel?

Benkel, deres navn var.

Og hvad var deres handel?

De havde en slagterbutik.

En slagter. Hvorfor er hun griner?

Fordi herre sagde det var ...

en slagter butik, hvor man kunne købe billige kød. Bøf!

Hvad mener han om dem bliver gasset i lastbiler?

Han siger, at han ikke kan lide, at der på alle.

Hvis de var gået til Israel af egen fri vilje,

han kunne have været glad.

Men dræbe dem var ubehagelig.

Er han brænde jøderne?

Ja, fordi der var nogle smukke jødinder.

For de unge, det var ... fint.

Er de undskyld jøderne er ikke længere her eller glad?

Hvordan kan jeg vide? Jeg har aldrig gået i skole.

Jeg kan kun tænke på, hvordan jeg er nu. Nu er jeg fint.

Er hun bedre stillet?

Før krigen hun plukket kartofler.

Nu sælger hun æg, og hun er meget bedre stillet.

Fordi jøderne er væk eller på grund af socialisme?

Hun er ligeglad, hun er glad, fordi hun gør godt nu.

Hvordan har han det med at miste sine klassekammerater?

Det forstyrrer ham stadig.

Er han brænde jøderne?

Sikkert.

De var gode jøder, siger fru.

GRABOW vinteren

Jøderne kom i lastbiler,

og senere var der en smalsporet jernbane

at de ankom på.

De blev pakket tæt i lastbilerne,

eller i de biler af smalsporede jernbane.

Masser af kvinder og børn.

Mænd også, men de fleste af dem var gamle.

Den stærkeste blev sat i arbejde detaljer.

De gik med kæder på deres ben.

Om morgenen, de hentede vand,

ledte efter mad, og så videre.

Disse blev ikke dræbt med det samme.

Det skete senere.

Jeg ved ikke, hvad der blev af dem.

De havde ikke overleve, alligevel.

To af dem gjorde.

Kun to.

De var i lænker?

- På benene. - Allesammen?

Arbejderne, ja. De andre blev dræbt på en gang.

Den jødiske arbejde trup gik gennem landsbyen i lænker.

Ja.

Kunne folk tale til dem?

Nej, der var umuligt.

Hvorfor?

Ingen turde.

- Hvad? - Ingen turde.

Forstå?

Ja ... Ingen turde.

Hvorfor, var det farligt?

Ja, der var vagter.

Anyway, folk ønskede intet at gøre med alt det der.

Ser du?

Får på nerverne, at se, at hver eneste dag.

Du kan ikke tvinge en hel landsby til at se sådan nød.

Da jøderne ankom,

da de blev skubbet ind i kirken eller slottet ...

Og skrigene!

Det var frygteligt! Deprimerende.

Dag efter dag, den samme forestilling!

Det var forfærdeligt! En trist syn!

De skreg. De vidste, hvad der foregik.

I første omgang jøderne troede, at de ville blive deloused.

Men de forstod snart.

Deres skrig voksede vildere og vildere.

Gruopvækkende skrig. Skriger af terror.

Fordi de vidste, hvad der sker med dem.

Ved du, hvor mange jøder blev udryddet der?

Fire noget, 400.000 ... 40.000 ...

400, 000.

400.000, ja. Jeg vidste, at det havde en 4 i det.

Trist, trist, trist!

Når soldaterne marchere,

pigerne åbne deres vinduer og døre ...

Kan du huske en jødisk barn, en dreng på 13?

Han var i arbejdet trup.

Han sang på floden.

- På Narew River? - Ja.

- Er han stadig i live? - Ja, han er i live.

Han sang en tysk sang

at SS i Chelmno lærte ham.

“When the soldiers march,

the girls open their windows and doors...”

SIMON SREBNIK,

the survivor of the 2nd period of extermination at Chelmno

(the church period)

So it's a holiday in Chelmno!

What holiday? What's being celebrated?

The birth of the Virgin Mary. It's her birthday.

It's a huge crowd, isn't it?

But the weather's bad... it's raining.

Ask them if they're glad to see Srebnik again.

Meget. det er en stor fornøjelse.

Hvorfor?

De er glade for at se ham igen,

fordi de ved alt, hvad han har levet igennem.

At se ham, som han er nu, de er meget glad.

De er glade?

Hvorfor hele landsbyen huske ham?

De husker ham godt

fordi han gik med kæder på hans ankler,

og han sang på floden.

Han var ung,

he was skinny,

he looked ready for his coffin.

Ripe for a coffin!

Did he seem happy or sad?

Even the lady,

when she saw that child,

she told the German, “Let that child go!”

He asked her, “Where to?”

“To his father and mother.”

Looking at the sky, he said, “He'll soon go to them.”

The German said that?

De husker, da jøderne var låst i denne kirke?

Ja de gør.

De bragte dem til kirken i lastbiler.

På hvilket tidspunkt af dagen?

Hele dagen lang og ind i natten.

Hvad skete der? Kan de beskriver det i detaljer?

I første omgang blev jøderne taget til slottet.

Først senere blev de sat ind i kirken.

Den anden fase, højre!

Om morgenen blev de taget ind i skoven.

Hvordan blev de taget ud i skoven?

I meget store pansrede varevogne.

Gassen kom gennem bunden.

Så blev de båret i gas varevogne, ikke?

Ja, i gas- varevogne.

Hvor blev varevogne samle dem op?

- Jøderne? - Ja.

Her, ved kirkedøren.

Lastbilerne trak op hvor de er nu?

Nej, de gik lige til døren.

De varevogne kom til kirkedøren?

Og de vidste alle disse var død varevogne?

Ja, de kunne ikke hjælpe at kende.

De hørte skrig om natten?

Jøderne stønnede, de var sultne.

De blev lukket ind og sultede.

Havde de noget mad?

Du kunne ikke se der. Du kunne ikke tale med en Jøde.

Endda gå med på vejen, kunne du ikke se der.

Har de ser alligevel?

Ja, varevogne kom,

og jøderne blev flyttet længere væk.

Man kunne se dem, men i smug.

- In sidelæns blikke. - Det er rigtigt.

Det er rigtigt, i sidelæns blikke.

Hvilken slags råb og støn blev hørt om natten?

De opfordrede Jesus og Maria og Gud,

undertiden på tysk, som hun siger.

Jøderne opfordrede Jesus, Maria og Gud!

Den præsteboligen var fuld af kufferter.

Jødernes kufferter?

Ja, og der var guld.

Hvordan ved hun, der var guld?

Processionen! Vi vil stoppe nu.

Var der så mange jøder i kirken

da der var kristne i dag?

Næsten.

Hvor mange gas varevogne var nødvendigt at tømme den ud?

Et gennemsnit på 50.

Det tog 50 varevogne til at tømme det!

I en stadig strøm?

Ja.

Damen sagde før

at jødernes kufferter blev dumpet i huset overfor.

Hvad var der i denne bagage?

Gryder med falske bunde.

Hvad var der i de falske bunde?

Værdigenstande ... objekter af værdi.

De havde også guld i deres tøj.

Når de får mad, jøderne undertiden kastede dem værdigenstande

eller nogle gange penge.

De sagde før det blev forbudt at tale med jøder.

Absolut forbudt.

Spørg dem, hvis de går glip jøderne.

Selvfølgelig.

Vi græd også, siger fru.

Og Hr Kantarowski gav dem brød og agurker.

Hvorfor tror de alt dette skete med jøderne?

Fordi de var de rigeste!

Mange polakker blev også udryddet.

Selv præster.

Mr. Kantarowski ...

vil fortælle os, hvad en ven fortalte ham.

Det skete i Myndjewyce, nær Warszawa.

Fortsæt.

Jøderne blev samlet i en firkant.

Rabbineren spurgte en SS mand, ”kan jeg tale til dem?”

Vagten sagde ja.

Så rabbiner sagde, at omkring 2.000 år siden,

jøderne fordømte uskyldige Kristus til døden.

Og da de gjorde det, de råbte,

”Lad hans blod falder på vores hoveder og på vores sønners hoveder.”

Så fortalte rabbineren dem,

”Måske er tiden inde til det, så lad os gøre noget.

Lad os gå, lad os gøre som vi bliver bedt om.”

Han mener jøderne sonet Kristi død?

Han mener ikke, det er tilfældet, eller endda, at Kristus søgte hævn.

Han sagde ikke, at. Den rabbiner sagde det.

Det var Guds vilje, det er alt!

- Hvad sagde hun? - Så Pilatus vaskede sine hænder

og sagde: ”Kristus er uskyldig,” sendte han Barabbas.

Men Jøderne råbte:

”Lad hans blod falder på vores hoveder.”

Det er alt. Nu ved du det!

Var vejen mellem Chelmno, landsbyen

og skoven, hvor pitten var,

blev det asfalteret som det er nu?

Vejen var smallere derefter, men den blev asfalteret.

Hvor mange fødder var pitten fra vejen?

De var omkring 1600 fod,

måske 1.900 eller 2.200 fødder væk.

Så selv fra vejen, kunne man ikke se dem.

Hvor hurtigt har vans gå?

PAN FALBORSKI

Ved moderat hastighed, slags langsom.

Det var en beregnet hastighed

fordi de var nødt til at dræbe folk inde på vejen.

Da de gik for hurtigt,

folk var ikke helt død ved ankomsten i skoven.

Ved at gå langsommere, de havde tid til at dræbe folk inde.

Når en varevogn skred på en kurve.

En halv time senere, jeg ankom

ved hytten af ​​en skov fængselsinspektør ved navn Senajak.

Han fortalte mig, Ӯrgerligt du var sent.

Du kunne have set en van der skred.

Den bageste del af van åbnet,

og jøderne faldt ud på vejen.

De var stadig i live.

At se dem jøder crawling, en Gestapo mand

tog sin revolver og skød dem.

Han sluttede dem alle off.

Så de bragte jøder, der arbejdede i skoven.

De rettede van

og sætte ligene tilbage inde.”

Dette var vejen

gas varevogne anvendes.

Der var 80 personer i hver varevogn.

Da de ankom, sagde SS,

”Åbn dørene!”

Vi åbnede dem. Ligene tumlede lige ud.

En SS-mand sagde, ”2 mænd inde!”

Disse 2 mænd arbejdede på ovnene. De blev oplevet.

En anden SS mand skreg,

"Skynd dig! Den anden varevogn kommer!”

Vi arbejdede indtil hele forsendelsen blev brændt.

Det er, hvordan det gik, alt fuldtidsbrug. Så det gik.

Jeg husker, at når de var stadig i live.

Ovnene var fulde,

og de mennesker lå på jorden.

De var alle bevægende,

de kom tilbage til livet,

og når de blev kastet ind ovnene,

de var alle bevidste. I live.

De kunne føle ilden brænde dem.

Når vi byggede ovnene, jeg spekulerede på, hvad de var for.

En SS-mand fortalte mig,

”For at gøre kul. Til tøjvask strygejern.”

Det er, hvad han fortalte mig. Jeg vidste ikke.

Når ovnene blev afsluttet,

logfilerne sat i

og benzinen hældes på og tændte,

og når den første gas van ankom,

så vidste vi, hvorfor ovnene blev bygget.

Da jeg så alt det, gjorde det ikke påvirke mig.

Heller ikke 2. eller 3. forsendelse.

Jeg var kun 13,

og alt hvad jeg havde nogensinde set indtil da

var døde kroppe.

Måske forstod jeg ikke.

Måske hvis jeg havde været ældre ville jeg har forstået,

men faktum er, jeg ikke.

Jeg havde aldrig set noget andet.

I ghettoen, så jeg ... i ghettoen i Lodz,

at så snart nogen tog et skridt, faldt han død.

Jeg troede, det var den måde, tingene skulle være.

Det var normalt.

Jeg vil gå på gaderne i Lodz,

måske 100 yards, og der ville være 200 organer.

Folk var sultne.

De gik ud på gaden, og de faldt, faldt de ...

Sons tog deres fædres brød,

fædre tog deres sønner.

Alle ville holde sig i live.

Så da jeg kom her, til Chelmno,

Jeg var allerede ...

Jeg var ligeglad med noget.

Jeg tænkte, hvis jeg overlever,

Jeg vil bare én ting:

5 brød at spise.

Det er alt.

Det var hvad jeg tænkte.

Men jeg drømte også,

at hvis jeg overlevede, ville jeg være den eneste tilbage i verden,

ikke en anden sjæl. Kun mig. En.

Kun mig tilbage i verden, hvis jeg kommer ud herfra.

Ruhr

"Statshemmelighed," hemmelige Reich forretning.

”Berlin, 5. juni, 1942.

Ændringer der skal foretages i specialkøretøjer nu i tjeneste

ved Kulmhof (Chelmno)

og til dem, der nu ved at blive bygget.

Siden december 1941

97.000 er blevet behandlet (verarbeitet på tysk)

af de 3 køretøjer i brug, uden større hændelse.

I lyset af bemærkninger indtil videre, dog

Der er behov for følgende tekniske ændringer:

Først,

van normale belastning er normalt 9 til 10 per kvadrat værftet.

I Saurer køretøjer, som er meget rummelig,

maksimal udnyttelse af rummet er umuligt,

ikke på grund af en eventuel overbelastning,

men fordi lastning til fuld kapacitet

ville påvirke køretøjets stabilitet.

Så reduktion af belastningen rum synes nødvendigt.

Det må absolut reduceres med et værft,

i stedet for at forsøge at løse problemet, som hidtil,

ved at reducere antallet af stykker indlæst.

Ud over dette forlænger driftstiden,

som det tomrum også skal fyldes med kulilte.

På den anden side, hvis belastningen rummet reduceres

og køretøjet pakket fast,

driftstiden kan afkortes betydeligt.

Producenterne fortalte os under en diskussion,

at reducere størrelsen af ​​van bageste

ville smide det dårligt ud af balance.

Forakslen, de hævder vil blive overbelastet.

Faktisk er balancen automatisk genoprettes

fordi varen ombord

skærme, under operationen,

en naturlig tendens til at haste til bagdørene,

og er hovedsageligt fundet liggende der i slutningen af ​​operationen.

Så forakslen ikke overbelastes.

For det andet:

Belysningen skal beskyttes bedre end nu.

Lamperne skal være anbragt i en stål gitter

at forhindre deres væsen beskadiget.

Lys kunne elimineres,

da de tilsyneladende er aldrig brugt.

Det er imidlertid blevet observeret,

at når dørene er lukket,

belastningen altid presser hårdt mod dem

(Mod dørene)

så snart mørket sætter ind.

Dette skyldes, at belastningen

naturligt styrter mod lyset

når mørket sætter ind,

hvilket gør lukke dørene vanskelig.

Også på grund af den alarmerende karakter af mørke,

skrigende altid opstår, når dørene er lukket.

Det ville derfor være nyttigt at tænde lampen

før og under de første øjeblikke af operationen.

Tredje:

For nem rengøring af køretøjet,

der skal være en lukket afløb i midten af ​​gulvet.

Drænhul dæksel, 8 til 12 inches i diameter,

ville være udstyret med en skrå fælde,

således at fl uid væsker

kan løbe af under operationen.

Under rengøringen

afløbet kan bruges til at evakuere store stykker larmen.

De førnævnte tekniske ændringer

Der skal foretages til køretøjer i brug

kun når de kommer ind til reparation.

Med hensyn til de 10 køretøjer bestilt fra Saurer,

de skal være udstyret med alle fornyelser og ændringer

vist ved anvendelse og erfaring for at være nødvendig.

Fremsendes til afgørelse til Gruppenleiter II D,

SS-Obersturmbannführer Walter Rauff.

Signeret Just.”

SLUT FØRSTE ERA