Original subtitles

Det føltes som en ond drøm.

Men det var ikke en drøm. Det var min virkelighed.

-Du lyver. -Jeg er ikke en morder.

-Virkelig? -Ja. Jeg er ikke en morder.

Jeg kender til ondskab. Jeg sov med ham.

Sådan kiggede han, inden han begyndte at slå mig.

Vi frygtede det blik.

Jeg anede ikke, at han var i stand til at gøre sådan noget.

I OKTOBER 2008 BLEV KEVIN DUNLAP ANHOLDT

Jeg levede i frygt i mange år.

Jeg er ikke voldelig. Jeg dræber ikke.

Han sagde, at han kunne så mig ihjel når som helst.

Hvorfor gør folk mon sådan noget?

Aner det ikke. Det må være en syg person.

Hvad burde der ske med ham?

Han burde få dødsstraf.

Jeg ville ønske, han var død.

Jeg hader ham.

Jeg kunne slå ham ihjel.

TÆNK, HVIS DEN NÆRMESTE I DIT LIV...

...VAR DJÆVLEN I FORKLÆDNING?

VILLE DU KUNNE SE TEGNENE?

Det er fra afslutningsballet.

Billedet minder mig om, at det var godt i begyndelsen.

Jeg er fra Hopkinsville, Kentucky.

Jeg mødte Kevin gennem mine forældres naboer.

Jeg gik i high school. Jeg var meget ung.

Vi blev gift efter ni måneder.

Han var sød og kærlig.

Kevin behandlede min datter Brooke som sin egen.

Jeg elskede, at han behandlede Brooke så godt.

Vores første familiefoto.

Det er hårdt at tænke på, at manden på billedet er den samme mand.

Vi snakkede om at få børn sammen.

Vi fik vores første barn efter halvandet år.

Nogle år senere fik vi vores andet barn.

Jeg håbede på et godt ægteskab.

Jeg vil gerne tro på, at Kevin var glad på det her billede.

Jeg elskede Kevin meget højt.

Jeg havde ikke forestillet mig, at han kunne blive den, han blev.

STEPHANIE HAVDE IKKE SET ONDSKABEN...

MEN DER HAVDE VÆRET NOGLE TEGN.

Alting var normalt i starten.

Så begyndte tingene at ændre sig.

Han var streng og kontrollerende over for børnene.

Vi begyndte at føle os fanget derhjemme.

Hvad laver du?

En aften syntes Kevin, at Brooke holdt skeen forkert.

-Skat, du skal holde... -Stop! Hun ved, hvordan man gør.

Ikke sandt, Brooke?

Jeg holdt den aldrig rigtigt. Han slog mig ret hårdt.

Nej! Gør det igen.

-Rigtigt! -Jeg holdt den aldrig rigtigt.

-Selv, når han slog mig. -Nej! Igen!

Hvis jeg græd, blev det bare værre.

Du bliver siddende, indtil du lærer at holde den rigtigt!

Kevin sagde, hun skulle blive siddende.

-Må jeg rejse mig? -Ja.

Vi skulle spise alt på tallerkenen.

Ellers måtte vi ikke rejse os.

Brooke sad ved bordet. Hun sad der i flere timer.

Hvis Kevin opdagede, at hun ikke havde spist op-

-ville han slå hende.

Jeg ventede indtil, Kevin gik i bad-

-og jeg smed maden i skraldespanden.

Jeg dækkede den til, så han ikke så den.

Jeg bad Brooke om at sige til ham, at hun var færdig.

Du må godt rejse dig.

Jeg forsøgte at udrede tingene-

-så Kevin ikke havde grund til at blive sur.

Det var hans blik ved middagsbordet.

Når han var sur. Inden han slog mig.

Vi begyndte at frygte hans blik.

KEVIN TRUEDE SIN FAMILIE MED DE MINDSTE TING.

Her er jeg og Kevin jr. på vores fars ryg.

Vi ser glade ud. Som om vi hygger os.

Dengang var det sjovt at lege. Vi nød at lege sammen.

Legene begyndte at ændre sig. De var ikke sjove mere.

Vil I prøve noget sjovt? Kan I se mor derovre?

Kevin fik børnene til at deltage i at gøre skade på mig.

Hvad siger I til at kilde hende under fødderne?

Kevin vidste, at jeg ikke kunne lide-

-nogen eller noget røre mine fødder.

Over til mors fødder. Kild mors fødder!

Når jeg siger, at jeg ikke kan lide det...

...synes folk, at det er skørt.

De tror, jeg overdriver. Men for mig...

Jeg følte, at han torturerede mig.

Jeg kan ikke klare det. Folk forstår det ikke.

Hun var sur. Men vi blev ved pga. ham.

Vi lyttede altid til vores far.

Hans straf ville være hårdere end hendes.

Endelig havde Kevin fået nok af det.

Han stoppede og gik ud af rummet.

Så blev alting normalt igen.

Kevin gjorde sårende ting til en leg.

Jeg tror, han hyggede sig med det.

KEVIN BLEV MERE KONTROLLERENDE OG VOLDELIG

Vi kom hjem efter skole. Min far kom hjem.

Brooke. Hvor er din mor?

Hun sover ovenpå.

Vi sagde, at hun tog en lur.

Han virkede sur og gik op til soveværelset i vrede.

Jeg hørte ikke, at Kevin kom ind i soveværelset.

Jeg vidste ikke, at han var kommet hjem. Pludselig...

Op med dig!

Kevin kom rundt om sengen...

...hev mig op i håret...

...og hev mig ud af soveværelset.

Jeg vidste ikke, hvorfor han var vred.

Jeg var i chok. Han skubbede mig ret hårdt.

Jeg slog hovedet ind i væggen.

Jeg græd, og han sagde: "Nu skal du få grund til at græde."

Op med dig!

Hvad har jeg sagt om at sove om dagen?

Mens han hev i mig, bad jeg ham om at holde op.

Jeg sagde, det gjorde ondt i hovedet.

-Ikke om dagen! Hvad har jeg sagt? -Undskyld!

Jeg og Kevin jr. var bange.

Vi så, hvordan han hev hende udenfor.

Forsvind! Ud af mit hus! Ud med dig!

Han kiggede på mig med...

...ondskab. Der var ondskab i hans øjne.

-Hvad har jeg sagt om at sove? -Undskyld.

Jeg vidste ikke, hvad der var galt.

Jeg prøvede bare at gøre ham glad.

Jeg sagde undskyld.

Det var en fejl. Undskyld. Undskyld.

-Du kan tro, det var en fejl. -Undskyld.

Naboerne var i nærheden, så jeg var i sikkerhed udenfor.

Kevin gik op i, hvad andre syntes.

-Aldrig igen. -Nej. Undskyld.

Han faldt til ro.

Det var første gang, jeg så ham slå hende.

Jeg var forvirret. Havde jeg virkelig set det?

Eller havde jeg forestillet mig det?

Jeg forstod ikke, hvorfor hun ikke var sur på ham.

Hun lod, som om alt var i orden.

SOM TIDEN GIK BEGYNDTE DET AT SKE OFTERE OG OFTERE.

Gennem årene slog han mig eller holdt mig nede.

Han sørgede for-

-at det var på steder, som kunne dækkes med tøj.

Der var ingen mærker.

Jeg tilkaldte aldrig politiet. Jeg var bange for...

...hvad han kunne finde på at gøre.

Jeg ville ikke have, at nogen vidste noget om det.

Jeg sørgede for-

-at vi lignede en perfekt familie udadtil.

Min far blev meget sur. Han var ligeglad.

Min mor gik på listefødder. Hun var forsigtig med alt.

Mine brødre og jeg lærte at være stille, så vi ikke fik problemer.

Jeg var fokuseret på at tage min uddannelse-

-så jeg kunne forlade Kevin.

Jeg var god til at lade, som om-

-at vi havde et godt liv.

Dette billede er fra en sommer-

-hvor Kevins mor kom på besøg.

Han spillede skuespil.

Han var den perfekte mand og perfekte far.

Ligesom jeg gjorde det over for alle andre.

Hvis jeg kunne sige noget til hende på billedet...

...så ville jeg sige, at hun skal efterlade alt...

...og løbe væk.

Tag børnene og løb din vej.

KEVIN BEGYNDTE AT SAMLE PÅ SKYDEVÅBEN

Kevin begyndte at købe skydevåben.

Geværer. Pistoler. Og med små børn-

-gjorde det mig nervøs at have skydevåben i huset.

Han sagde, at de var til beskyttelse.

MEN KEVIN BRUGTE SIN LUFTPISTOL TIL NOGET ANDET

Jeg var i stuen med Kevin jr.

Min far tog sin luftpistol frem.

Han skød med små hagl. De lignede små metalkugler.

Nogle gange skød han på mål.

Pas på, venner. Far er her.

Vi mærkede dem pludselig på huden.

Han begyndte at skyde på os, som om det var en leg.

-Hvor skal I hen? -Stop, far!

Han grinede. Som om det var sjovt.

Men det gjorde ondt.

Det var som at blive stukket af en bi.

-Ti stille! -Stop.

Vi bad ham om at stoppe, men han blev ved.

En, to, tre.

Han blev bare ved. Uanset hvad vi sagde eller gjorde.

Han var ligeglad med, om det gjorde ondt på os. Han blev ved.

Far!

Han besluttede sig for at stoppe.

Vi sagde det ikke til vores mor.

Vi var bange for, at de ville komme op at skændes om det.

Vi ville bare have fred. Vi holdt det hemmeligt.

EN DAG OPDAGEDE STEPHANIE, HVOR FARLIG HAN KUNNE VÆRE

Hver halloween købte jeg Kevins yndlingsslik.

Engang spiste jeg noget af det.

Da han kom hjem og så, at noget af det var væk...

...var han ikke glad.

Nej, nej, nej...

-Han ville vide, hvem det var. -Steph?

Hvem har spist mit slik?

Han ville give børnene skylden.

Så jeg sagde, at jeg havde spist det.

-Hvad laver du, Kevin? -Hvor vover du?

Han sagde, at han sagtens kunne slå mig ihjel. Når som helst.

Jeg kan skyde dig i hovedet lige nu.

Du skal aldrig røre mine ting igen.

Jeg græd og bad ham om ikke at gøre mig fortræd.

At jeg ikke ville gøre det igen.

Han sænkede pistolen og gik ud af rummet.

Han snakkede ikke med mig i ca. to måneder.

Hej, skat. Hvordan var din dag?

Han ignorerede mig, selvom vi sov i samme seng.

Jeg følte mig fanget.

Efter så mange år, hvor...

...Kevin fortalte mig, at jeg var dum...

...og at jeg aldrig ville kunne leve et liv uden ham...

....begynder man at tro på det.

Jeg ville bare have det til at fungere.

Men det blev aldrig bedre. Det blev gradvist værre.

KEVIN BEGYNDTE AT OPFØRE SIG MÆRKELIGT OM NATTEN.

Han begyndte at slå mindre.

Men han var begyndt at sove mindre.

Han gik op til sit eget værelse i stedet for at sove.

Hej, skat.

Der var et rum over garagen.

Kevin begyndte at bruge mere og mere tid alene deroppe.

Han spiste ikke middag med os mere.

Når han kom hjem, gik han direkte ovenpå.

Han sov ikke i sengen i dagevis.

Kevin. Vil du ikke spise med os?

Han kunne smutte ud gennem garagen-

-uden at jeg lagde mærke til det.

Jeg var bekymret, men ikke irriteret.

Vi var et sted i ægteskabet-

-hvor jeg ikke sagde noget, hvis han passede sig selv.

Så behøvede jeg ikke at håndtere ham.

EN NAT SÅ STEPHANIE NOGET FORUROLIGENDE.

En nat, hvor det stormede-

-vågnede jeg, og Kevin var væk.

Kevin?

Jeg stod op for at lede efter ham.

Jeg så mig omkring. Han lå i Brookes seng.

Jeg vågnede af tordenvejret. Der lå en i min seng.

Jeg så, at det var min far.

Jeg var forvirret. Han havde ikke været der tidligere.

-Hvad sker der? -Jeg er lige vågnet.

Han lå ved siden af mig under dynen.

Det var mærkeligt. Han har aldrig været i min seng før.

-Du skal i seng, Kevin. -Det er jeg.

Nej. Vores seng. Ikke Brookes seng.

Min mor spurgte, hvorfor han var der. Jeg sagde, at jeg ikke vidste noget.

Hun virkede forvirret og sur.

Hun vækkede ham og fik ham ud af sengen.

Han virkede forvirret, da jeg vækkede ham.

Han havde drukket tidligere samme aften.

Jeg tænkte, at han nok var gået omkuld derinde.

Jeg var overrasket over, at han var i hendes værelse.

Det har gjort mig bange for tordenvejr.

Det har jeg aldrig været før.

Jeg begyndte at græde, hver gang det tordnede.

Jeg gemte mig under dynen.

Hvad som helst kunne være sket.

Vel vidende om det, der skete senere-

-får mig til at tro, at der skete noget den nat.

Jeg blokerede nok for tanken.

KEVIN BEGYNDTE AT FORSVINDE ENGANG I MELLEM.

Han havde flere jobs.

Han installerede bla. parabolantenner.

En aften kl. 21 begyndte han at gøre sig klar til at gå.

-Hvad skal du? -Jeg skal installere en antenne.

-Så sent? -En af os skal jo arbejde.

Jeg troede ikke på ham. Jeg lod, som om jeg gjorde.

Man installerer normalt ikke så sent.

Det var hans forklaring. Så gik han.

Jeg var chokeret og lod ham gå.

Der var mærkeligt, at han forsvandt på den måde.

Jeg troede, at han havde en affære.

Men jeg ved ikke, hvad han brugte tiden på.

Nogle gange havde han det her blik. Når han havde det-

-så han fraværende ud. Som om han ville være et andet sted.

Jeg tror, at han tænkte på at have et andet liv.

I EN PERIODE VAR ALT RUTINE.

MEN STEPHANIE FIK SNART ET CHOK.

En aften kom vi hjem...

...og der var en del blod i stuen.

Det var skræmmende at se så meget blod.

Han sad ned og prøvede at få blødningen til at stoppe.

-Hvad er der sket? -Jeg skar mig.

Han sagde, at han havde skåret sig, mens han arbejdede på lastbilen.

Han havde ikke ringet til mig-

-for at sige, at han skulle på skadestuen.

Jeg sagde, vi skulle på skadestuen.

-Hej. Jeg er dr. Stevens. -Lægen kom...

...og kiggede på hånden.

-Det ser vildt ud. -Han spurgte, hvad der var sket.

Kevin sagde, han havde arbejdet på sin lastbil.

-Lastbil? Virkelig? -Ja.

Lægen undrede sig. Snittet var helt rent.

Det var et rent snit. Jeg tror, han mente "ikke beskidt".

Kan I vente et øjeblik?

STEPHANIE TROEDE, AT ALTING VAR FINT.

MEN HAN KOM TILBAGE OG VAR IKKE ALENE

Jeg husker især Kevins reaktion på politiet.

Han flippede helt ud.

"Hvorfor er politiet her?" Betjenten spurgte til såret.

Snittet var rent og lignede ikke noget fra et køretøj.

Jeg skar mig på lastbilen.

-Jeg spørger kun. -Hvorfor tror du, jeg lyver?

De troede måske, at han havde været oppe at slås.

Vi vil bare sikre os, at I er i sikkerhed.

Kevin blev ophidset.

Jeg havde set ham blive ophidset før-

-men aldrig foran andre på den måde.

Betjenten gik igen.

Kevin faldt til ro igen.

Jeg spurgte ikke Kevin, hvorfor han blev så ophidset.

Jeg ville ikke ophidse ham mere, end han allerede var.

DEN 15. OKTOBER 2008 SKETE DER NOGET I NABOLAGET.

STEPHANIE LÆSTE OM DET DEN NÆSTE DAG.

"Tre døde i en dødsbrand."

Det er vist den samme artikel.

Tre børn døde i en brand i et hus.

Moren overlevede ved at rulle ud og ned i swimmingpoolen.

Det var helt forfærdeligt.

Her er et billede af familiens hus.

Det er hårdt at se på.

Tre børn mistede deres liv.

Jeg havde ringet til Kevin samme tid, som branden var blevet meldt.

Han virkede normal.

STEPHANIE OPDAGER SNART, AT BRANDEN IKKE VAR EN ULYKKE.

Da han kom hjem fra arbejde, fortalte han, at han var blevet stoppet.

Det havde noget at gøre med branden i huset.

Stoppet? Hvorfor?

Betjentene ledte efter en fra parabolfirmaet.

De ledte efter en person i en firmabil.

Han havde en firmabil, som han kørte i fem dage om ugen.

De snakkede med Billy, Vince og Dean. Flere af os.

Er det seriøst?

Men hans kollegaer blev stoppet-

-fordi de ledte efter en bestemt person.

Han sagde, at det ikke var mærkeligt.

De stillede nogle spørgsmål og lod ham gå igen.

Jeg overvejede ikke, at han kunne være involveret.

MEN NÆSTE NAT OPFØRTE KEVIN SIG MÆRKELIGT

Få dage senere havde Brooke en ven på besøg.

De hyggede sig på sofaen, så fjernsyn og spiste popcorn.

Så vidt, som jeg ved, var alt normalt den aften.

Senere fandt jeg ud af, at intet var normalt.

Min ven havde været vågen, da han var kommet ind.

Han så ud af vinduet og gik frem og tilbage, som om han ventede på noget.

Hun var bange. Hun sagde, at han så nervøs ud.

Han blev ved med at stirre ud ad vinduet, som om der ville ske noget.

Han så tilbage på mig og hende.

Jeg havde også været bange.

DEN LØRDAG MORGEN VIRKEDE ALT NORMALT.

Næste dag stod vi op-

-og gjorde os klar til at gå over til naboen.

Min mor skulle ud med min bror Aiden.

Vi havde ikke været derovre i lang tid-

-da de sagde, vi skulle ind og holde os væk fra vinduerne.

De sagde ikke hvorfor.

Vi måtte ikke kigge ud.

Men jeg sneg mig væk, så jeg kunne se ud ad vinduet.

Jeg så en politibil ved vores hus.

Jeg gik direkte over til naboerne.

To politibetjente kom.

-Ved du, hvorfor vi er her? -Nej. Aner det ikke.

Min mand var blevet anholdt.

-Jeg forstår det ikke. -Beklager.

Mine tanker galoperede derudaf.

Jeg prøvede at forstå, hvordan han var involveret.

De fortalte mig, at der var sket mere end en brand.

Tre børn var blevet myrdet. Moren var blevet voldtaget.

Han havde bundet hende...

...sat ild til huset...

...og moren overlevede ved at rulle ud og ned i swimmingpoolen.

Jeg havde svært ved at trække vejret.

Alting bevægede sig i slowmotion.

Kevin havde voldtaget Kristy og dræbt hendes børn-

-og kom hjem og sov ved siden af mig.

Jeg troede ikke, han kunne gøre sådan noget.

KEVIN BLEV SIGTET FOR DRAB, VOLDTÆGT OG BRANDSTIFTELSE.

MEN KEVIN SAGDE, HAN VAR USKYLDIG.

Jeg benægter det. Jeg var ikke indblandet.

Var det en lyst? Havde du bare lyst til at gøre det?

-Jeg er uskyldig. -Dræbte du dem helt tilfældigt?

-Jeg har ikke gjort det. -Benægter du?

Ja. Jeg har intet med det at gøre.

STEPHANIE VIDSTE IKKE, HVAD HUN SKULLE TRO PÅ.

Alle troede, han var skyldig. Det gjorde jeg ikke. I starten.

Jeg troede, han var sur på mig og børnene.

Jeg troede ikke, at han kunne skade...

...fremmede folk.

Da jeg besøgte ham i fængslet...

...håbede jeg på, at han kunne give mig nogle svar på...

...hvorfor de troede, at han havde gjort det.

Hvorfor har de anholdt dig?

-Det er intet. -De siger, du dræbte tre børn.

Han gav mig ingen forklaring.

Han sagde, jeg ville høre det i retten.

Vent. Nej.

Jeg tror, det var hans måde at fortælle mig på, at han var skyldig.

Jeg ved ikke, hvorfor han valgte hende og ikke mig.

Jeg aner ikke...

...hvorfor han dræbte de børn.

Jeg tror, at han måske-

-lod sin vrede på os gå ud over en anden familie.

Der var mange lighedspunkter mellem vores to familier.

Hvad skal der til for at gøre det?

Det må være et sygt individ.

Hvad burde der ske med ham?

Han burde få dødsstraf.

KEVIN DUNLAP BLEV DØMT SKYLDIG OG DØMT TIL DØDEN

Det er et billede af Ethan.

Ethan var fem år, da Kevin stak ham ihjel.

Her er Kortney.

Hun var 14 år, da Kevin stak hende ihjel.

Her er Kayla.

Hun var 17 år, da Kevin stak hende ihjel.

Jeg ser de børn, han dræbte.

Tre mennesker, som mistede deres liv alt for tidligt.

Tre mennesker, som ikke fortjente at dø.

De var glade.

De anede ikke, at de skulle dø.

Undskyld.

Jeg er virkelig ked af det.

Jeg hader ham.

Jeg vil gerne slå ham ihjel.

STEPHANIE OG BROOKE KÆMPEDE MED AT FORSTÅ DET.

Med tiden blev jeg deprimeret.

Jeg havde venner, men jeg lukkede mig selv inde.

Jeg ville sove og være alene.

Jeg tænkte meget på at begå selvmord.

STEPHANIE FORTALTE BROOKE NOGET, SOM HUN IKKE VIDSTE.

KEVIN VAR IKKE HENDES BIOLOGISKE FAR.

Brookes terapeut og jeg besluttede os for...

...at jeg en dag...

...skulle fortælle hende det.

Hun satte sig ned og fortalte mig, at han ikke var min rigtige far.

Jeg blev sur på hende.

Jeg var lidt lettet. Men også lidt trist.

Han har været der, siden jeg var tre måneder.

Han er stadig min far, selvom han ikke er.

Men jeg var glad for, at vi ikke var blodsbeslægtede.

I sidste ende kæmpede jeg mig ud af det.

Vi begyndte langsomt at hele.

Det tog mig lang tid at få det bedre.

KEVIN DUNLAP KOM PÅ DØDSGANGEN I 2010.

Her er et billede af ham fra fængslet.

Jeg har ikke set ham. Han ser ikke glad ud.

Han ser ældre ud. Han har taget på.

Sådan så han ikke ud, da han stadig var hjemme.

Det er hårdt at se ham sådan. Sådan så han aldrig ud før.

Han ligner et andet menneske. Tømt for følelser.

Jeg kender ham slet ikke.

Min far har skrevet et brev til mig.

Den 10. juni. I 2012, tror jeg.

"Brooke, som du kan se, skriver jeg ikke så godt."

"Jeg ved ikke altid, hvad jeg skal skrive om."

"Du har nævnt, at du vil besøge mig. Det ville være dejligt."

"Du skriver, at du er bange. Jeg ved ikke, hvorfor du er bange-

-men der er intet at være bange for."

Han snakker som den far, jeg gerne vil huske.

Selvom han er en anden.

Jeg ved ikke, om jeg besøger ham.

Min familie bliver aldrig den samme.

Min far vil altid være væk.

Han er der stadig. Men han er her ikke.

Men jeg vil hellere have, at han ikke er her...

...pga. den, han er blevet til.

Jeg gav mig selv skylden.

Jeg følte skyld, fordi det var deres familie og ikke min.

Jeg tror at...

...hvis Kevin ikke var blevet anholdt den lørdag formiddag...

...så havde han en dag dræbt vores børn. Og mig.

Jeg er gået rundt med skyldfølelse i lang tid. Jeg har ikke svarene.

Jeg får aldrig de svar, som jeg leder efter.

Hvis han bliver henrettet...

...er det en lettelse.

Dødsstraffen er en passende straf til Kevin.

Der var en tid i vores ægteskab-

-hvor jeg elskede ham.

Men den mand, som jeg elskede...

...er ikke den samme mand, som gjorde de ting.

Jeg troede, jeg kendte ham.

Men det gjorde jeg aldrig.

Miriam Raagaard www.btistudios.com