Original subtitles

Goddag, det er John Dillermand!

John Dillermand, John Dillermand, han er verdens længste Dillermand. Der er

næsten ikke noget, han ikke kan med det.

Han kan smine den rød, han kan smine den blå, han kan redde hele verden, hvis

han bare fik lov. John Dillermand, John Dillermand, John Dillermand.

John Dillermand, John Dillermand, John Dillermand.

John i sneen.

Nej!

Sned!

Sned!

Det har sneget i nat, råbte John. Han havde virkelig glædet sig til at lave en

kæmpe snemand.

Det var godt nok koldt.

Ad, uller!

Ad!

Så husk din vanter, John. Jeg bryder ikke.

Man bliver syg uden vanter.

Ollemors sagde altid, at det var vigtigt med varmt tøj, og især vanter.

Men

det

var altså meget nemmere at lave snibbolde uden vanter på.

Dilleren ville også være med i snibboldskampen.

Og det kunne ikke blive vildt nok. Åh nej, Dillon, det må vi ikke. Og så kom

posten. Og så var der en klammer.

Åh nej, åh nej, nu bliver posten ramt igen.

Hvor er det sødt.

Koldt, vondt og dumt. Pak den væk, John.

Postbud er slet ikke med i lejen, John. Undskyld, det var Dillon.

Og nu var den snibboldskamp vist også slut.

Er du med på skibakken, John? Ja. Det ville John gerne.

Også selvom han allerede var helt blå på fingrene af kulde.

John havde aldrig prøvet

at stå på ski før, men det var faktisk meget nemmere end han troede. Hvis bare

man tog det stille og roligt.

Men billeren ville hellere stå på snowboard.

Ej,

John, vi havde lige brugt mega lang tid på at gå op til toppen, sagde børnene.

Så lad mig gøre det godt igen.

Kan din dealerlift også bruges på den store bakke, spurgte John. Ja, det tror

jeg nok.

Det kunne den.

Hyha,

der var godt nok langt ned, tænkte John. Og det syntes de andre faktisk også.

Det var nok bedst at få dealerliften til at køre dem ned igen. Men dealeren

havde andre planer. Den var slet ikke færdig med at stå på snowboard.

Det var ikke så godt.

Der røg postbuddet.

Og John tænkte, at det var på tide at komme hjem. Hans hænder var faktisk også

virkelig kolde.

John, du kan ikke bare smutte nu.

Det er jo farligt for børnene og for postbuddet. Du må gøre noget, John. Er

måske dig, der er John Diderman?

Jo.

Gud var det så, tænkte John, og pustede på fingrene for at få varmen.

Goddag, det er John Dillermand, råbte John.

Og så greb han snibbolden med sin kæmpe, mæssige Dillermand.

Men nu skulle han altså også hjem,

inden de heller fryste is.

Heldigvis stod Ollemor klar med varm kakao og luneboller.

Hvorfor er det altid mig?

Men Dilleren var slet ikke færdig med at lege med sne. Og den syntes, at

postbuddet kunne blive en rigtig flot snemand. Og selv snemand kunne have brug

for vandter en gang imellem.