All language subtitles for Kaerlighedens.gerninger.2025.DANiSH.1080p.WEB-DL.DD5.1.H.264-YOLAND_track3_[dan]

Godt. Prøv igen.

Luk øjnene.

Ja...

Og så lad det komme til dig.

Se det for dig.

Var der noget, der dukkede op?

Nej.

Det er okay. Det skal nok komme.

- Vi er her alle sammen.
- Vi er her alle sammen.

- Du er en lille zombie.
- Er jeg en lillebitte zombie?

Den, der blinker, taber.

Det gør du.

Hvad skal vi lave?

Sådan.

- Ja...
- Godmorgen.

- Er der noget, jeg kan hjælpe med?
- Du må gerne smøre formene.

- Er du klar?
- Ja.

Alt er godt i dag.

Herre, du, som har givet os så meget.
Tak også for dette.

- Amen.
- Amen.

Dagens opgaver er slået op på tavlen.
Der er fældning af træ, bierne og tøjvask.

Og så er der dagens glædelige nyhed:

Der er en, der har responderet
på vores annonce.

Han er murer og har tilbudt at stå
for istandsættelsen af vores anneks.

Og han vil gøre det
bare for kost og logi.

Så vi skal have gjort
et værelse klar til ham.

- Hanna?
- Selvfølgelig.

Miilu?

Tak.

Vi ses.

Og hiv! Og hiv! Og hiv!

- Kom så.
- En, to, tre, hiv!

Jeg forestiller mig dig

som en skøn blomst.

Som skabt

i sommerens varme.

Herre, jeg vil takke dig for Miilu.

Tak.

Jeg vil takke dig for Kirsten.
Tak.

Jeg takker dig for huset.

Og for at du er hos mig. Tak.

Og jeg beder til,
at jeg også må blive mor.

Amen.

- Angreb!
- Ikke nu, Miilu. Stop.

Kom her, Miilu.

Kom så, Superman.

Kan du hjælpe mig
med en hemmelig mission?

- Det er ikke farligt.
- Okay.

Okay.
Kan du se ham manden der?

Ja. En trold.

- Kan du finde ud af troldens navn?
- Ja.

Hej. Hvad hedder du?

Hanna?

Hvor bliver du af?
Inuk venter på dig.

Trolden hedder Jakob og spørger efter dig.
Han spurgte kun mig. Han hviskede det.

- Sagde du, at jeg er her?
- Nej.

Det føles ikke sandt for mig i dag.

Bygningen, du skal sætte i stand,
skal være et mor-barn-anneks.

Her er trangt, så hvis vi var så heldige,
at der kom en til, kunne de få lidt ro.

- Hej.
- Og det her er vores spisesal.

Det anneks,
som du skal arbejde på -

- er faktisk opkaldt
efter min søster, Juliane.

Mine forældre adopterede hende
fra Grønland -

- og hun betød
noget helt særligt for mig.

Det gør hun stadig.

Kom.

Det er dit værelse.

Det er gode folk, der er her.
Nogle af dem har haft det svært derude.

Men her tilgiver vi.
Her er der plads til alle.

Kan du høre det? Havet?

På en klar dag kan man også se det.

Find dig til rette,
og så er der morgenmad.

Du kan godt selv finde ned
til spisesalen, ikke?

- Hej. Vil du hjælpe mig med det her?
- Det kan jeg godt.

Du skal ikke være her.

Ja, alle sammen, I har nok lagt mærke til,
at der er et nyt ansigt iblandt os.

Det er Jakob.

Jakob, kan jeg lokke dig til
at introducere dig selv?

- Nu?
- Ja, gerne.

Jeg hedder Jakob.
Og jeg er murer.

Min livret er lasagne.

Så skal vi da have lasagne på menuen.

Hvad har fået dig til at vælge at tage
herud på heden og arbejde gratis?

Jeg har nok manglet noget mening
med mit arbejde på det seneste.

Det ene rækkehus efter det andet.

Så da jeg så jeres annonce,
tænkte jeg, at det måske var det.

- Tak, Jakob.
- Velkommen.

Hvad mærker du?

Jeg ved det ikke.

Se på din søn.

Ser du ham?

Luk øjnene.

Træk vejret.

Så kigger du igen.

Ser du ham?

Aja?

Ser du ham?

Kan du holde ham nu?

Regel nummer tre:
Du skal gøre det bedste for andre.

Det er fint. Det er så fint.
Du er på rette vej.

Det skal nok komme.

Tak til Lars
for at spille lille, lille Miilu.

- Vi er her alle sammen.
- Vi er her alle sammen.

Så er det Hanna.

Hanna, vi fortsætter med dit bryllup.

Nej, det er ikke så godt.

Slip tankerne.
Kroppen husker.

Så har vi vores brud.
Nu mangler vi bare at finde en brudgom.

Inuk?

Og så siger du, Hanna:
"Nu er du min mand."

Nu er du min mand.

Og vi kender alle vores roller,
så lad det nu blive bryllupsfest.

Hanna vil gerne have et barn.

Først skal vi prøve at finde tilbage til
det rum, hvor den sande kærlighed bor.

Hun har været gift, men det gik
i stykker, fordi hun ikke kunne få børn.

Så nu forsøger vi så at komme dybere.

Tilbage til de følelser,
der var i spil dengang.

Kære søster.

Der er mig en stor ære at få lov til
at være den, der skal give dig bort.

Det har jo altid været dig og mig
mod resten af verden.

Men nu er der så kommet
en anden mand ind i dit liv.

Hvordan ved han,
hvad han skal sige?

Ordene er ikke vigtige. Det er følelsen
mellem os, der er det afgørende.

Hvordan skal det her hjælpe?

Kroppen husker det,
vi selv har glemt.

Så ved at aktivere rummet omkring os
får vi adgang til det fortrængte.

Gud er i det kollektive ubevidste.

Se på ham.

Stop!

Hvorfor skal han stoppe?

Gå. Gå lige nu.

Jeg sagde gå!

Hvorfor skal han gå?

Regel nummer et:
Du skal sige sandheden.

Jakob?

Du hedder Jakob, ikke?

Det er sjovt...
Jeg havde altid forestillet mig -

- at Hannas lillebror
også ville være fuld af lys.

Du skulle have fortalt mig,
hvem du er.

Hanna er her for at hele sin sjæl.
Det er de alle sammen.

Vi kan ikke have folk,
der lyver her, Jakob.

Jeg løj ikke.
Jeg sagde bare ikke det hele.

Sådan har Hanna også altid gjort.
Undladt at sige det hele.

Ændret lidt på sandheden hele tiden.

Vi har brugt lang tid på at nå hertil.

Så det går ikke, at du kommer her
og bringer hende ud af balance.

- Nej.
- Er du kommet for at tage hende med?

Tror du, at hun vil tage med dig?

- Jeg forstår dig godt.
- Hvad forstår du godt?

Jeg har selv mistet min søster.

Det her sted er mit forsøg på at give
noget af hendes lys tilbage til andre.

Jeg tror, at der er en mening med,
at du er kommet her.

Jeg tror, at du kan hjælpe Hanna videre.

Vi gør det sådan her:

Du får lov til at blive...

... hvis du deltager i spejlingerne
med Hanna.

Det der teater kan jeg ikke.
Det kan jeg ikke.

Hvis du virkelig mener det,
så bliver du nødt til at gå.

Er du overhovedet murer?

Jeg har ikke papir på det,
hvis det er det, du mener.

Men jeg kan mure.

Det er fint nok til os.

Du har jo blokeret for meget, Hanna.
Så måske kan Jakob ligefrem hjælpe dig.

Giver det ikke meget god mening?

Nogle gange skal man træde ind i noget,
man ikke kan lide.

Han er din bror, Hanna.
Hvad er der at være bange for?

Måske er det Gud, der giver dig
en mulighed for at komme videre, Hanna.

- Men vi skal selvfølgelig stemme om det.
- Ja.

Og vi skal huske, at Jakob jo har lovet
at lave vores anneks helt gratis.

Bare kom.

Bare hold fast i den der side.

Hanna har det meget godt her.

Hvor lang tid har hun været her?

Syv år og to måneder.

Cirka deromkring.

Cirka?

Det her er ikke et fængsel.

Folk kan komme og gå,
som de har lyst til.

- Her, her!
- Spil til mig!

Hanna?

Kom nu.

Hvorfor vil du ikke tale med mig?
Hvad?

- Prøv lige at se på mig.
- Du skal slet ikke presse mig.

Jeg har gjort det fuldstændig klart,
at jeg ikke vil have kontakt. Stop.

Stop dig selv, Jakob.

- Tror du på Gud nu eller hvad?
- Ja.

Hvor fanden kommer det fra?
Seriøst? Er det der normalt?

Børn, der kaster med usynlige bolde.
Du kaster med usynlige blomster.

- Du forstår det ikke.
- Nej, det gør jeg sgu ikke.

Jeg prøver bare på at hjælpe dig.
Fordi jeg savner dig.

Vil du gerne hjælpe mig?

Så tag væk herfra nu.
Jeg lover, at jeg nok skal ringe.

Det sagde du også sidst.

Stop lige. Det sagde du også sidst.
Du ringer ikke til mig.

Okay, vil du virkelig gerne hjælpe mig?

Ja, det er jo det, jeg vil.

Så forsvind ad helvede til.

Pas på!

Kast lige bolden.

Det er en selvhenter.

Du skal hente vores bold.

Så... Så...

Er det ikke nok,
at du lader ham blive?

Det her handler ikke kun om dig.

Det handler om os alle sammen og det,
vi alle sammen hjælper dig med.

Jeg kan ikke have en spejling med Jakob.

Hvis jeg har lært noget af min søster,
er det at stole på, at Guds lys er i alle.

Du ligner hende.
Det ved du.

Du vil gerne være mor?

- Og du tror på det, vi gør her?
- Ja.

Så ved du også, at du ikke kan være her,
hvis du ikke deltager i vores processer.

Hvor er alle mændene?

Jakob, sæt dig lige.

Husker du det, vi talte om
under spejlingen i sidste uge?

Hvordan vi alle sammen
er knyttet til hinanden -

- og derfor har et kollektivt ansvar over
for hinanden i alt, hvad vi siger og gør.

- Ja.
- Tror du ikke på det?

- Jeg er ikke så meget for kollektiver.
- Nej. Men du er en følsom ung mand.

Og du forstår nok også, at der er ting,
vi ikke kan se, men stadig fornemmer.

Har du nogensinde haft
sådan nogle oplevelser?

I går, da du kastede Miilus bold
over taget og nægtede at hente den -

da skabte du en kædereaktion.

Miilu vågnede og savnede sin bold.

Han gik ud for at lede efter den
i sin pyjamas.

Hans kammerater vågnede og opdagede,
at han var væk. Så vækkede de Hanna.

Hun vækkede de andre voksne.

Og mens du sov -

- så ledte de hele huset igennem,
men han var ingen steder.

- Han gik efter en bold, der ikke findes?
- Findes den ikke?

Miilu!

Så gik alle sammen udenfor.

Tre timer senere fandt de ham i en bunker
på stranden. Helt kold og forkommen.

Nu ligger han i sin seng med høj feber.

Og dine mænd sover
i stedet for at være på arbejde.

- Giver det mening?
- Jeg kunne ikke vide, at han gik ud.

Ingen siger,
at det er din fejl.

Jeg siger bare,
at alle mennesker er forbundet.

Der er konsekvenser ved alt,
hvad vi vælger at gøre.

Hvad er det, du snakker om?

Hvorfor tror du, at Hanna er her?

Hun har et traume fra jeres opvækst,
og jeg gætter på, at du har det samme.

- Du ved ikke noget om mig.
- I har samme barndom.

Jeres handlinger hænger sammen.

Det hjælper ikke noget
at blande Gud ind i det.

- Du gør det bare værre.
- Jeg er uddannet psykolog.

Og det her er min praksis.
Og min kirke.

Hun gider ikke at snakke med mig.

Er du sikker på, at det ikke er dig,
der ikke vil snakke med os?

Det var det med den historie
om den bold...

Jeg vil bare sige undskyld for i nat.

Jeg skulle ikke have kastet
den bold over taget.

Jeg håber virkelig,
at Miilu bliver rask snart.

Det var bare det.

Tak, Jakob.

Det er nok ikke så nemt at forstå vores
verden fra den ene dag til den anden.

Jakob...

Jakob...

Jakob...

- Skal han ikke til lægen?
- Ane er sygeplejerske.

Hun siger, at det nok skal gå.

Hvad er det egentlig med ham?

Hvorfor er det dig og ikke hans mor,
der tager sig af ham?

Aja har det svært. Det tog hende
lang tid at slippe væk fra hans far.

Miilu minder hende om ham.

Vent.

Læs det.

Et:

Du skal sige sandheden.

To:
Du må ikke dømme andre.

Tre:
Du skal gøre det bedste for andre.

Fire:
Du skal tilgive andre for deres synder.

Fem: Du skal tilgive dig selv
for dine synder.

Det er husets regler. Kirsten vil have,
at vi skal lave en spejling.

Kan du huske, dengang jeg fik et fiskeben
galt i halsen, da vi spiste aftensmad?

Jeg kunne ikke få luft.

Du reddede mig.

Kan du huske det?

Der er bare det -

at det aldrig er sket.

Man kan ikke stole på hukommelsen.

Du kan ikke finde nogen sandhed
i hendes metode.

- Det virker.
- Det virker?

Hvorfor kan du så ikke snakke med mig?

Hvad?

Hvis det her er så godt,
hvorfor kan du så ikke se mig i øjnene?

Det, vi gør nu,
vil hjælpe jer med at huske.

Så jeg vil gerne bede jer om
at se på hinanden.

I skal se på hinanden.

Jeg tager jer tilbage i tiden.

Tilbage til jeres barndom.

Helt tilbage -

til jeres fars død.

- Jeres far var alkoholiker.
- Ja.

Han faldt ud af en bil og slog hovedet.

Jeg var 7.
Hanna var 13.

Lad os alle bede.

Himmelske far,
når vi nu overlader din søn til dig -

tag da godt imod ham.

Hans liv var en prøvelse,
måske mere end for de fleste -

og han trådte tidligt ud af tiden.

- Amen.
- Amen.

Ja.

Jeg ved fra mine samtaler med Hanna -

at jeres mor ikke var der.

Derfor er relationen
til jeres far central.

Så...

Vi starter med hans begravelse.

Vores farmor sagde til begravelsen -

- at det var godt,
at far var død.

Jeres farmor vidste noget,
som I ikke vidste?

Ja.

Så skal du finde en,
der kan være jeres farmor.

Ja? Så placerer du hende.

Og så siger du til hende:
"Nu er du vores farmor."

Nu er du vores farmor.

Hvorfor sagde hun,
at det var godt, at han var død?

Det forstod jeg ikke.

Hvordan kan en mor sige det
om sin egen søn?

Da farmor var ved at dø, fortalte
hun mig, at vores far var narkoman.

De havde gjort rent, så Hanna
og jeg ikke skulle finde ud af det.

Hvad snakker du om?

Jeg troede heller ikke på det.

Så kontaktede jeg politiet
og fik obduktionsrapporten.

Der står, at der var stikmærker
i venstre arm.

Og i hans hænder.

Regel nummer et:
Du skal sige sandheden, Jakob.

Jeg har en kopi af obduktionsrapporten.

Jeg ville fortælle dig det.

Men så var du væk.

Kan du huske de sprøjter,
vi legede med, når vi legede hospital?

Var det bare legetøjssprøjter?

Hvad hvis sprøjterne var fars?

En.

To...

Tre, fire...

Fem, seks...

Syv, otte...

- Leger I gemmeleg?
- Ja.

Legede vi gemmeleg i kirken?

- Går paven med sjov hat?
- Hvad?

- Det var noget, far altid sagde.
- Ni...

Ti.

Nu kommer jeg.

- Må I godt lave sjov i kirken?
- Nej.

Ikke for farmor.

Så, kom her.

Hanna, slip mig. Slip mig.

Slip mig.
Det skal du ikke gøre.

Hvad husker du?

Hun skal holde en tale.

Jo, Hanna,
det er din tur til at tale.

Far...

Du har altid været med på sjov.

Du legede altid med mig og Jakob.

Vi malede Playmobil-figurer.

Og dukker.

Vi tegnede på væggene
i Jakobs værelse.

Nogle gange glemte du tiden.

Så kom vi ikke i seng.

Når vi blev sultne,
skulle vi have natmad.

Jakob sagde, at jeg smaskede.

Det gør jeg vist stadig.

Men du sagde bare,
at når man smasker -

- så smager alting bedre.
Og så smaskede du også.

Du var god til at gøre alting
til en fest.

Du holdt også rigtige fester.

Og vi var altid med.

Engang klædte jeg mig ud
i noget af mors gamle tøj.

Som du havde gemt
bagerst i din kommode.

Og det gjorde dig måske
lidt ked af det -

at tænke på hende.

Men du skældte mig aldrig ud.

Og nu savner jeg dig mega meget.

Jeg skal nok passe godt på Jakob...

Kom, Jakob.

... indtil vi ses igen.

Hanna...
Lad være.

Jakob og alle andre: Husk, at det
er en spejling. Vi har alle været der.

Det kan virke kraftigt,
men det er bare fortiden, der viser sig.

Gå væk fra mig!

Jeg er hos dig.
Du er hos mig.

Jeg leder i natten.
Du leder mig gennem natten.

Jeg tilgiver mig.

Du tilgiver...

Jeg vil gerne have,
at du også henter Søren og Lars herop.

Hej, Miilu.

- Vil du høre en hemmelighed?
- Ja da.

Den nat,
hvor jeg var ude at lede efter bolden -

da fandt jeg den.

Jeg ville bare have den for mig selv.

Okay.

Min mor siger, at i Grønland
skal man råbe sine hemmeligheder -

til de store bjerge med is.

Miilu!
Aja, Miilu er vågen!

Der var du.

Du har sovet så meget.

Du har sovet og sovet.

Hanna?

Vil du køre med?

Du skulle dreje der.
Hey?

Jeg har fundet et sted.
Vi kører derhen nu.

- Hvad snakker du om?
- Du skal bare snakke med dem.

- Så du kidnapper mig?
- De skulle være dygtige.

De kan hjælpe dig, Hanna.

Undskyld.

Jeg skal nok køre dig ind til byen.

Var de der også,
da jeg var lille?

Giv slip.

- Slip.
- Du skal også sige undskyld.

- For hvad?
- For at du tog af sted dengang.

- Du sagde, du ville passe på mig.
- Og hvad så, når jeg har undskyldt?

Er du så tilfreds?

Du er ikke mit ansvar.
Du er ikke mit barn.

Jeg troede, at alle var alles ansvar.
Er det ikke det, I siger?

Du kan ikke flygte fra det, Hanna.

Verden er herude.

Du kan ikke gemme dig.

Forstår du det ikke?
Du kan ikke gemme dig.

Dengang jeg ringede til dig
for nogle år siden...

Hvorfor ringede du ikke tilbage?

Er det svært at tale med mig?

- Er det svært?
- Nej.

Hvad er det så?

Fik du mine breve?

Jeg sendte også postkort.

Hvad er der?

Det der med donutten.

Donutten?

Du sendte et postkort
med en donut på.

Og så stod der: "Donut give up!"

Du har den dårligste humor.
"Donut give up."

Undskyld.

Undskyld.

Jeg gider bare ikke have,
at du dør i det hus.

Jeg har fået brevet,
som du sendte mig

Du siger, at jeg skal komme,
fordi du savner mig

Ja, du siger, at jeg skal komme,
hvis jeg holder af dig

Så hvordan kan lille jeg
lade være at være på vej?

Åh, åh, åh, jeg kommer

Mine hænder ryster,
min krop er varm, mit hjerte banker

Åh, åh, åh, jeg kommer

Mine knæ er bløde,
min hals er tør, mit hjerte slår...

- Hej! Så er det fandeme nok.
- Så er det ud!

Ud!

- Ses!
- Kom nu, mand!

Den der vej.
Jeg tager ham.

Jakob!

Jakob!

Du er for langsom!

Ja, kom.

Jeg har lige et par turtelduer til jer.

Tak for hjælpen.
Vi skal nok tage over herfra.

- Hvad er det her for noget?
- Hvad foregår der?

- Hanna, svar nu. Hvad foregår der?
- Ingenting.

Vi drak os fulde og opførte os barnligt.
Det skulle vi ikke have gjort. Undskyld.

Kan du huske den nat,
hvor far holdt fest?

Der var de der damer uden tøj på.

Vi dansede.

Vil du ikke nok hjælpe mig med
at huske, hvad der skete den nat?

Hanna?

Det er fint. Tak.

- Godmorgen, alle sammen.
- Godmorgen.

Jeg forstår, der er lidt bekymring, efter
politiet var her i går med Hanna og Jakob.

Jeg er lidt bekymret for,
hvordan folk tænker om os nede i byen.

Jeg har det skidt med,
at der var alkohol involveret.

Interessant.

Interessant,
at det lige kommer fra dig.

Jeg må lige minde alle om,
hvem der tog imod jer med åbne arme -

- da I kom her
og var langt ude i tovene.

Her i huset er der plads til alle.

Uanset hvad.

Til alle.

Jakob?
Må jeg bede dig om at komme herop?

Kan du huske, da du kastede bolden
over muren fra klosterhaven?

Hvad hvis nu
du havde hentet bolden til børnene?

Var kommet tilbage og havde opdaget,
at de måske ikke var der.

Du tænkte,
at det havde været forgæves.

Men Miilu havde set dig fra sit vindue.

Han blev glad,
fordi du accepterede hans leg.

Da han lagde sig i seng for at sove,
faldt han i søvn med et smil på læben.

Og næste morgen ville du vågne op
til friske og udhvilede arbejdere.

Hvorfor tror du,
at jeg fortæller dig den her historie?

Jamen det har jeg forstået.

- Fordi alt hænger sammen.
- Det er rigtigt.

Men det er ikke derfor, jeg siger,
at du skulle have hentet bolden.

Det er,
fordi du skal acceptere vores verden -

ligesom vi skal acceptere din.

- Er det grænseoverskridende?
- Det er fint.

Er jeg grænseoverskridende?

Lige nu? Ja.

Er der grænser mellem os?

Er der grænser i kærligheden?

Hvad er det så?

- Er du bange for, vi ikke elsker dig?
- Næ.

- Du har ikke behov for vores kærlighed?
- Jeg har behov for svar.

På hvorfor Hanna forlod mig.

Så det er Hannas kærlighed,
du har behov for?

Hannas kærlighed og vores kærlighed
er et og samme.

Hanna er min søster.
Jeg kender ikke jer.

Så det passer ikke.

Jeg elsker dig.

Selvom jeg ikke kender dig.

Jeg elsker dig.

Elsker du mig?
Selvom du ikke kender mig.

Jeg tilgiver Hanna og dig for i går.

Vil du tilgive mig,
hvis jeg begik en fejl?

Ja.

Så elsker du mig også,
selvom du ikke kender mig.

Nej.

Jeg elsker kun Hanna.

Ja. Du elsker kun Hanna.

Det er Hanna,
du har behov for svar fra.

Fint!
Det er slut med at holde hånden over dig.

Tag en skide spejling og find jeres
svar. Jeg kan ikke være en del af det.

Vi er her alle sammen.

Vi er her alle sammen.

Vi er her alle sammen.

Er hun med?

Jeg ved det ikke.

Hvordan skal jeg gøre det uden Hanna?

Det vil virke alligevel.

Nu er du Hanna.

Hvad føler du nu?

Jeg føler mig meget tæt på dig.
Som om vi er limet sammen.

Nu er du far.

Det er en fest, din far holder?

Ja.

Hvad er det for en fest?

Det er en fest
med en masse nøgne damer.

Så skal vi bruge fem nøgne kvinder
til at danse.

Ja, men så lad der være fest.

Måske med en sang?

Åh, åh, åh, jeg kommer

Mine hænder ryster, min krop er varm,
mit hjerte banker

Åh, åh, åh, jeg kommer

Du lå i din seng og sov?

Ja.

Du bliver vækket.

Hvem er det, der vækker dig?

Jeg er i tvivl.

Jeg tror, at det er kvinderne.

Jeg ved godt, at det er forkert.

Men de gør mig glad.

Hvad med Hanna?

Hvad sker der nu?

Hanna, du skal hjælpe mig med far.

- Hvad er det, du tager?
- Fars bilnøgler.

- Hvorfor det?
- Så han ikke kan hente flere øl.

Søren?

- Giv mig de nøgler.
- Hvad?

Giv mig de nøgler.

Kom, far.

Du er blevet så stor.

Jeg er en lille pige.

Regel nummer to:
Du skal ikke dømme.

Du skal ikke dømme.

Og du skal tilgive dig selv.

Ja, godt...

Undskyld.

Hvad sker der så nu?

- Jeg gemmer mig på mit værelse.
- Og Hanna?

Hun kommer ind til mig.

Tak for dig, Jakob.

Tak.

Tak, fordi jeg ikke er alene.

Tak.

Tak, fordi vi har hinanden.

Tak.

Stop.

Stop.

Stop nu, okay?

Jakob?

Hvad føler du for at gøre nu?

- Vi er her alle sammen.
- Vi er her alle sammen.

Står du og lurer på mig?

Tag det her på. Tag det på.

Hvorfor er du her stadig?

Skammer du dig over os?

Du har fået dine svar,
så pis af med dig.

Vil du slås?

Du er ikke til at holde ud.
Ved du godt det?

Det var derfor, jeg skred fra dig.

Jeg skammer mig ikke.

Jeg skammer mig ikke.
Forstår du det?

Så kom op til mig om ti minutter.

Jakob, du kan da ikke bare
komme brasende ind.

- Du skal ud herfra.
- Rolig nu, Jakob.

Fuck! Hold dig væk fra hende!
Hun er min søster.

Stop! Nej! Stop!

Stop. Stop. Stop.

Hvad fanden har I gang i?

I den her swingerklub?

Vi hjælper hinanden
i kærlighed og sandhed.

Hvad snakker du om?

Hvordan kan du være med
til det her? Hvad?

Jeg skal have et barn.

Kan du ikke se det?

Hun gør dig til en Jomfru Maria
i sin syge sekt.

Jakob, du forstår det ikke.
Det er Hannas eget ønske.

Og vi støtter alle sammen op om det.

Hun kan ikke få børn.

Du har selv sagt det.
Hun kan ikke få børn.

Hanna, du kan ikke få børn!

Ja, Hannas livmoder er skadet.

Men vores kærlighed vil forløse hende.

Hvad er der med jer?
Hvorfor er du så ikke blevet gravid?

Det bliver jeg.
Gud er hos mig.

Så Gud er en eller anden liderlig kanin,
du spreder dine ben for?

- Jakob...
- Hvad?

Er du sådan en lille kanin?

Er du også en lille kanin?
En lille liderlig fucking kanin?

Og dig. Har du sådan en lille hurtig
kaninpik, du kan stikke op i min søster?

Hvorfor skulle han opleve det her,
Hanna?

Hanna?

- Hvorfor?
- Det var ikke mig.

Det var os alle sammen.

Du sover jo ikke.

Jo, jeg gør.

Er du okay?

Schyy!

Der kommer nogen.

Hør deres fodtrin.

Der er mange.

Kan du høre?

Hvad gør vi?

Du skal være helt stille.

Ti... ni...

... otte, syv...

... seks...

... fem...

... fire...

... tre...

... to...

... en...

... nu.

I Grønland er der en myte -

om en kvinde og en mand.

Hver nat kom han til hende
og elskede med hende i mørket.

Kvinden blev forelsket i manden
og ville vide, hvem han var.

Så en nat
smurte hun sod i hans pande.

Næste dag opdagede hun -

at det var hendes bror.

Hun skammede sig så meget,
at hun tændte en fakkel -

og flygtede op på himlen.

Broderen,
der begærede sin søster -

- tændte også en fakkel
og fløj efter hende.

Men hans fakkel gik ud...

... så han standsede i rummet.

Sådan blev solen og månen til.

Solens fakkel brænder stadig.

Mens månen,
endnu den dag i dag...

... forfølger solen.

Selvom han er dømt til...

... aldrig at kunne nå hende.

Elsker du ham?

Gør du?

Han er min bror.

- Skal vi tale videre på mit kontor?
- Du kan tale her.

Det, der skete med dig og Jakob...

Uanset hvad
er det aldrig børnenes skyld.

- Men du må lade det hvile i fortiden.
- Var det Gud, der fik os til det?

Hvem så?

Bed sammen med mig.

Himmelske Fader.

Giv os styrke til at tilgive.

Hvornår er et barn et barn?

7 år?

13 år?

37?

Derude er det forbudt.

Det er blodskam.
Man kommer i fængsel for det.

Og her?

Der er grænser.

Siger du det nu?

Jeg sagde,
at han ikke skulle være her.

Se nu.
Hvad skulle det til for?

Her hjælper vi alle.
Også Jakob. Også Jakob.

Du har forsøgt at hjælpe mig
i syv år, Kirsten.

- Hvornår får jeg mit barn?
- Når kærligheden i dig er rigtig.

Jeg er så fuld af kærlighed, at jeg
kan dele ud af den til alle husets mænd.

Jeg er rent lys, som du selv siger.

Men det er først nu, at vi har
fået taget hul på det med Jakob.

Jeg har vidst det hele tiden,
og Gud har tilgivet mig.

Men det er måske vigtigere
med din tilgivelse?

Du er så stærk.
Alt er muligt for dig.

Også et mirakel?

Ja.

Gid jeg kunne være ligesom dig.

- Hvorfor det?
- Du tvivler ikke.

Vi tvivler alle sammen.

Tvivler du på mit barn?

Regel et:

Du skal sige sandheden.

Måske tog jeg fejl.

Du tog fejl?

Siger du det?

Hvad med mit barn, Kirsten?

Jeg misunder dig.
Du er den stærkeste af os.

Du er den, der er tættest på Gud.

Du ville ikke stoppe.

Du blev ved med at komme til mig.

Jeg kunne ikke stoppe det.

Du blev ældre.

Det var derfor, jeg tog væk.

Det var den eneste måde,
jeg kunne beskytte dig på.

Miilu... Miilu!

- Godmorgen, alle sammen.
- Godmorgen.

Vi må nok se i øjnene, at vi
bliver nødt til at gøre et eller andet.

Og selvom vi måske ikke alle er enige -

- må vi også træffe en beslutning om,
hvad vi gør.

Jeg tror simpelthen ikke,
vores hus kan holde til den slags.

Længere er den ikke.
Ikke for mig.

Vi kan ikke bare se den anden vej.

Hanna,
du blev fundet i Jakobs seng.

Regel to:
Du må ikke dømme andre.

Det går ikke.

De kan ikke være her.

Hvorfor siger du ikke noget til dem?

Hanna? Tag med mig.

En ting er, at det skete i fortiden...

Regel tre: Gør det bedste for andre.

Men at det foregår nu. Her i vores hus.
Det går ikke.

Jeg er enig med Aja. Det kan ikke
forsvares. Jeg vil ikke være med til det.

Regel fire:
Du skal tilgive andre for deres synder.

Det er ikke lovligt. Hvis vi lader
det ske, hvad gør det så os til?

Solen og månen.
Der må være grænser.

- Jeg foreslår...
- Kirsten!

Jeg foreslår en håndsoprækning.

Kirsten!

Sig noget til dem.

Dem, der mener, at Jakob og Hanna
ikke kan være her, rækker hånden op.

Vi er her alle sammen!

Dem, der mener, at de ikke kan
være her, rækker hånden op.

Kig på mig.

Vi er her alle sammen!

Hanna, prøv at se på mig.

Hanna, prøv at kigge på mig.
Prøv at kigge på mig.

Prøv at kigge på mig.

Det er okay.

Jeg ved det.

Du kan ikke forlade det her hus.

Det ved jeg godt.

Så jeg går nu.

Nej...

Det er okay.

Det er okay.

Det er okay.

Det er okay.

Jakob!

Grib!