Original subtitles

ET

Vi elsker jer, Beatles.

VELKOMMEN HJEM DRENGE

JESUS DØDE FOR DIG, JOHN LENNON

Lad os køre tilbage, ikke?

-Jeg er frisk. -Ja, vi smadrer dem.

-Vi finder templet, ikke? -Jo! Til templet.

Man skal gøre sit arbejde ordentligt.

Jeg kan ikke lide at stikke af.

Lad os gå tilbage, tilbage, tilbage…

Min mor sagde altid,

det var min fødsel, der startede Anden Verdenskrig.

RICHARD STARKEY FØDT I LIVERPOOL 7. JULI 1940

Jeg var sammen med min mor, til jeg blev fire,

og så skred min far. Han var handels-sømand,

så du kan forestille dig, at det var 1940'erne og krigen og det hele.

JOHN WINSTON LENNON FØDT I LIVERPOOL 9. OKTOBER 1940

Min mor var katolik. Far var protestant.

De blev gift ret sent.

De fik mig vist, da de var omkring 40 år gamle.

Det var vist ret sent.

JAMES PAUL McCARTNEY FØDT I LIVERPOOL 18. JUNI 1942

Min var var buschauffør, da jeg blev født,

og jeg boede i et lille, smalt hus på 12 Arnold Grove.

GEORGE HARRISON FØDT I LIVERPOOL 25. FEBRUAR 1943

Vi var omtrent samme alder, og vi var den første gruppe af folk,

der ikke skulle i hæren.

Holdt!

Min mor var sygeplejerske. Hun var også jordemoder.

Og min far var bomuldssælger.

Jeg blev opfostret af min tante. Min far og mor skiltes, da jeg var fire.

Men jeg havde min mor, til jeg var omkring fire.

Derefter blev jeg opfostret af en tante.

Far var en… han lavede kager,

så vi havde altid sukker under krigen.

Mor? Hun endte med en lang række jobs, for han skred, da jeg var tre.

Han besluttede, at det var nok,

så hun tog ethvert praktisk arbejde, hun kunne få,

for at brødføde mig og give mig tøj.

Min mor var fra en irsk familie, der hed French,

og hun havde en masse brødre og søstre,

og onkler med skaldede hoveder,

som sagde, de var blevet skaldede af at slå dørene ind til pubberne.

Jeg var dårlig i skolen, for jeg var der sjældent,

for jeg var ofte syg som barn.

Jeg havde bughindebetændelse, da jeg var seks og et halvt,

hvilket betyder sprængt blindtarm, som man bare dør af.

Og de sagde til min mor, "Han dør", tre gange. Men her er vi.

JIM MAC'S BAND

Min far var musiker, amatørmusiker,

og han spillede klaver derhjemme.

Vi havde altid et klaver.

Og jeg har skønne barndomsminder

om at ligge på gulvet og høre ham spille.

Dengang havde de den slags radioer, der var som krystal-sæt.

Man skulle tage batteriet med til en butik på hjørnet

og efterlade det hos dem i omkring tre dage, så det blev ladet op.

Alle i Liverpool har deres egen festoptræden.

Man synger en sang.

Og min mors sang var…

Little Drummer Boy, den sang hun til mig,

og jeg sang Nobody's Child til hende, og så græd hun altid.

…Mor.

John elskede sin mor, for hun var fantastisk. Jeg elskede hende også.

Og hun spillede lidt ukulele.

Og så blev hun desværre kørt over

af en politimand uden for arbejdstiden, der var beruset.

Min mor var faktisk død på det tidspunkt.

Min mor døde, da jeg var 14,

som var det helt store chok i min teenageår.

Hun døde af kræft.

Og da Johns mor også var død, var det altid et stærkt bånd

mellem John og jeg.

Rock and roll var virkeligt.

Alt andet var uvirkeligt. Det kom igennem til mig.

Det var det eneste, der trængte igennem

ud af alle de ting, der skete, da jeg var 15 år.

Der var ingen engelsk musik.

Jeg tror, den første engelske musik,

der var i nærheden af noget, var Move It med Cliff Richard,

og før det havde der intet været.

Men der havde ikke været tradition for

at lave den slags musik, som de jo havde haft i Amerika.

Man kan ikke forestille sig en tid,

hvor rock and roll kun var én af de musikalske genrer.

VOKAL POP

Hvad end, der blev spillet, prøvede man at lytte til det.

Man kunne ikke få en kop sukker,

og da slet ikke rock-plader.

Jeg gik på kunstskole. Der gik jeg i fem år.

Det er en slags college.

Men de ville kun tillade, at man hørte jazz.

De ville ikke høre rock and roll. Det så man ned på dengang.

Så vi måtte narre dem til at lade os høre rock and roll

på grammofonen ved at kalde det "blues".

Jeg kan huske i skolen, da jeg var knægt,

var der én, der havde et billede i et af musikmagasinerne af Elvis.

Og jeg så det og tænkte bare,

"Han ser så godt ud!"

Han var så perfekt.

Da jeg var 16, var Elvis det største.

En fyr med langt, fedtet hår,

der rystede røven og sang Hound Dog

og All Right, Mama på de tidlige Sun Records-optagelser,

som jeg mener, er hans bedste periode.

Det er ham! Det er den guru, vi har ventet på.

Messias er ankommet.

Jeg var omkring 12 eller 13 år,

da jeg hørte Fats Dominos I'm In Love Again første gang.

Det vil jeg mene, var den første rock and roll, jeg nogensinde hørte.

Og senere kom så Elvis, Little Richard og Buddy Holly.

Der kom mange frem på det tidspunkt,

og én af dem var Buddy Holly.

Vi var vilde med hans vokallyd og vilde med hans guitarspil.

Men mest af alt at han faktisk selv skrev tingene.

Det tændte os.

Vi hørte folk som Big Bill Broonzy.

Jeg tror endda, han turnerede i England.

Jeg var stor fan af ham og også af Frankie Laine.

Jeg lyttede til en masse Countrymusik.

Skiffle-stilen kom til.

Du ved, alle de der "tog"-sange

og Rock Island Line og al den slags.

Den første slags musik, jeg husker at høre,

som var guitar-orienteret,

var en plade, min far havde købt i New York.

Det var én, der hed Jimmie Rodgers, The Singing Brakeman.

Jeg var inde og se Rock Around the Clock på Isle of Man.

Mine bedsteforældre tog mig med, da jeg forlod hospitalet.

Og det var helt utroligt, for biografen gik bare amok,

og det var godt for mig at se.

Dengang sagde man "Man må tage til takke med det, man får",

og vi var bare desperate. Vi tog bare, hvad der kom.

Hvilken som helst film, der kom, så gik man ind og så den.

Så da Girl Can't Help It udkom,

var det ikke længere de her gamle sort/hvid-film,

men nu var det i farve, og det var widescreen.

Der er en berømt sekvens i starten af Girl Can't Help It,

hvor Tom Ewell siger, "Okay, nu…

Widescreen!"

"Farve!"

Underskønne, livagtige farver fra DeLuxe.

Man undrer sig over, hvem der styrer tingene her.

Og så klipper man til Jayne Mansfield. Og det var det. Man er solgt.

Man gik ind og så de her film med Elvis eller andre typer,

da vi stadig var i Liverpool,

og alle stod og ventede på at se ham.

Og vi ventede også.

Og alle skreg, når han kom på skærmen.

Så vi tænkte, "Det er et godt job!"

Da jeg var knægt, var jeg fan af Elvis Presley

og Little Richard og Chuck Berry.

Jeg var interesseret i musikken, og hvordan jeg kunne spille sådan.

Og jeg studerede pladerne.

Hvad sang de? Hvordan gør de?

Hvordan laver de den musik?

Hvad er det, de gør, som giver mig lyst til at gøre det?

Da jeg var 16, genfandt jeg forholdet til min mor

i omkring fire år. Hun lærte mig at spille musik.

Først lærte hun mig banjoen. Derfra gik jeg videre til guitar.

Den første var Ain't That A Shame,

et gammelt hit med Fats Domino.

Det var en joke i familien,

guitaren er en fin hobby, men du tjener ingen penge med den.

Min far var selv trompetist,

og til min fødselsdag købte han mig engang en trompet

fra Rushworth & Dreaper's.

Det var en af musikforretningerne i Liverpool.

Men det gik op for mig, at jeg ikke ville kunne synge

med den i munden.

Så jeg gik tilbage og byttede den til en guitar.

Det var en Zenith. Den første guitar, jeg havde.

Efter at have hørt en lille smule guitarmusik…

ville jeg gerne have en guitar.

HARRISON G. ARKITEKTUR

Jeg plejede at sidde bagerst i klassen og tegne,

jeg prøvede at tegne guitarer,

store cello-agtige guitarer med f-huller

og små med solide kroppe og spidse udskæringer

og runde udskæringer.

Jeg var fuldstændig vild med guitarer.

Og jeg hørte om en knægt med en guitar, som havde kostet tre pund og ti ører.

En lille akustisk med et rundt klanghul.

Og jeg fik de tre pund og ti ører fra min mor.

Det var mange penge dengang.

Jeg kiggede på trommer i butikkerne.

Intet andet. Jeg så aldrig på guitarer.

Jeg købte en stortromme til 30 shillings.

En kæmpe satan! En én-sidet stortromme.

Og i vores nabolag var der rigtig mange fester.

Du ved, onklen spillede banjo eller harmonika.

Mine bedsteforældre spillede mandolin og banjo…

Der var altid nogen, der spillede.

Så jeg spillede på min stortromme og drev dem til vanvid.

Men jeg var et barn, så de lod mig fortsætte.

George og jeg boede tæt på hinanden i Liverpool,

der var faktisk kun et enkelt stop med bussen mellem os.

Jeg stod på, og ved næste stop

stod George på.

Vi var næsten samme alder, så vi sad sammen

og talte om løst og fast.

Jeg talte nok lidt ned til ham.

Det var en skavank, jeg havde, at tale lidt ned til ham,

for jeg vidste, han var yngre.

Han var altid omkring ni måneder ældre end mig.

Den dag i dag er han stadig ni måneder ældre end mig.

Paul og jeg plejede at hænge ud sammen

og spille lidt, men vi var bare skoledrenge.

Der var ingen grupper før lidt senere hen.

Paul mødte mig den første dag, jeg spillede Be-Bop-A-Lula live,

en fælles ven havde inviteret ham til at se mit band, der hed The Quarry Men.

Jeg havde en skolekammerat, der hed Ivan. Ivan Vaughan.

Vi var født i Liverpool på samme dag,

så vi var rigtig gode venner. Og en dag sagde han,

"Vil du med til Woolton Village Fete?"

Jeg sagde, "Ja." Så vi tog afsted en lørdag eftermiddag.

The Quarry Men Skiffle Group

Jeg husker, hvordan jeg kom til marken, hvor festen blev holdt,

og lidt derovre af

var der en vogn, og bag på den her…

eller en lille scene eller noget.

Oppe på scenen stod der et par gutter.

Og der var en bestemt fyr forrest, jeg lagde mærke til,

i en slags ternet skjorte.

Med lidt mørkblond hår, lidt krøllet,

bakkenbarter, han så ret cool ud, og han spillede

på én af de der guitarer, som kunne holde til det hele,

ikke en særlig god én.

Men han gjorde det rigtig godt,

og jeg kan huske, jeg var ret imponeret.

Og han sang en sang af The Del-Vikings, der hed Come Go With Me.

Og sagen var, at han ikke kunne teksten,

men han trak linjer ind fra blues-sange.

Så i stedet for at synge…

som var korrekt, sang han…

Han sang ting, han havde hørt på Big Bill Broonzy-numre og den slags.

Jeg tænkte, "Det er godt tænkt. Han er ret god." Det var John.

Og vi mødtes og talte sammen efter showet.

Og jeg så, han var talentfuld.

Han spillede guitar backstage,

han spillede Twenty Flight Rock af Eddie Cochran.

Men det, der imponerede ham mest, var, at jeg kunne teksten.

Jeg var sanger og leder.

Jeg besluttede, om han skulle med eller ej.

Var det bedre at få én ind, der var bedre end dem, jeg havde med?

Selvfølgelig. Eller hvad?

Det blev besluttet at tage Paul med for at gøre gruppen stærkere.

Og jeg vendte mig om ved vort første møde og sagde,

"Vil du med i vores gruppe?" Og næste dag sagde han vist ja.

George kom med gennem Paul.

Jeg sagde, "Jeg har en ven, der er virkelig god."

Og de sagde, "Ja, okay, men hvordan?"

Jeg sagde, "Altså, han kan spille Raunchy perfekt."

Vi elskede alle sammen den sang. Så vi valgte at prøve ham.

Jeg kan huske, vi sad øverst i en tom bus,

en bus sent om aftenen, hvor det bare var os,

og jeg sagde, "George, tag guitaren frem.

Vis dem det, mand." Jeg tænkte…

Og han tog den frem.

Selvfølgelig, perfekt spillet. Raunchy. "Du er med!"

Vi var sammen langt før, vi blev kendte.

Det var ikke kun fra '64.

Jeg var 24 i '64,

og jeg havde spillet med Paul, siden jeg var 15,

og han er vældig flink, og…

Og med George et år senere eller noget.

Så vi var sammen i lang tid

under de mest ekstraordinære omstændigheder.

Det første, vi nogensinde indspillede, var That'll Be The Day,

en Buddy Holly-sang,

og én af Pauls, der hed In Spite of All The Danger.

Den er sikkert i Liverpool et sted, den plade.

Det er den første indspilning, vi lavede.

Vi var vist begyndt at indse,

at det ville være en gode idé at skrive vores egne ting,

for der var så mange, der lavede coverversioner.

Og så sang jeg In Spite of All The Danger,

som var en selvkomponeret sang, som var meget Elvis-inspireret.

Alle hang ud på den her…

klub i Liverpool, der hed the Jacaranda,

som var tæt på kunstskolen, tæt på Paul og Georges skole,

i centrum af Liverpool.

Så vi begyndte at hænge ud der, før vi overhovedet startede et band,

da det kun var mig, Paul og George.

I de tidlige dage plejede vi at møde op

bare os tre, mig, George og John, med guitarer.

Og dem, der havde booket os, sagde, "Hvor er trommeslageren?"

Vi sagde, "Rytmen ligger i guitarerne."

Vi prøvede engang at aflægge audition hos Carroll Levis.

CARROLL LEVIS TALENTSHOW-VÆRT

Det var den her fyr, Carroll Levis Discoveries.

Det var en slags fupnummer,

hvor alle aflægger audition, og så vælger de nogen

ud af de auditions og siger,

"Okay, dig, dig og dig." Og så valgte de

sikkert omkring 20 optrædende til at gå videre.

Og så var der et publikum og Klap-o-meteret,

og dem der så vandt, kom i finalen

eller kom igen næste uge,

og det var noget, der bare fortsatte.

Vi var med i et af dem.

Vi kom med toget fra Liverpool til Manchester,

hvor vi øvede, hvad vi ville spille, og kun mig og George havde guitarer.

John havde vist solgt sin eller smadret den eller noget.

Han havde ikke sin.

Okay, så der er kun os to med guitarer.

Og det viste sig at se godt ud, for Paul var venstrehåndet,

og jeg var højrehåndet, hvilket jeg stadig er,

og John stod i midten. Og John stod der

med en hånd på hver skulder.

Mig og George, John sang for.

Og vi ville også spille Rave On. Så det gjorde vi.

Han lagede armene om os, og det var okay.

Vi vandt ikke, som sædvanligt.

Men jeg tror nok, at den dag var der en uheldig person,

der blev befriet for sin guitar.

Stuart var primært Johns ven fra kunstskolen.

Stuart var en virkelig god maler.

Vi var allesammen en anelse jaloux på Johns venskab.

Så da Stuart kom med, var det lidt, som om…

Han tog på en måde lidt af den position fra os.

Det var, som om vi kom lidt i anden række.

Den berømte historie er den, hvor han solgte sit maleri

til John Moore Exhibition, eller noget i den stil.

Spørgsmålet var så, "Hvad gør man med 75 pund?"

Så vi sagde, "Altså, det er tilfældigvis

præcis det, det koster at købe en Höfner-bas.

Det ville være en fed ting at bruge pengene på."

Han sagde, "Jeg er maler.

Jeg skal bruge pengene på maling og den slags."

Vi sagde, "Nej, Stuart, seriøst."

Og John og jeg overbeviste ham virkelig om,

at det bedste at gøre var

at købe en Höfner-bas.

Og det gjorde han. Han købte den.

Problemet var, at han ikke kunne spille på den.

Men det var bedre at have en bassist, der ikke kunne spille,

end slet ingen bassist.

I stedet for at tage i skole tog jeg hjem til ham. Han havde et klaver.

Og hvis vi startede noget, eller han startede noget,

sagde vi, "Jeg har det her." Og han sagde, "Jeg har det her."

Så vi begyndte at hjælpe hinanden med at skrive vores egne sange sådan.

Så enhver kombination af os to, der skrev,

det var sådan, vi skrev.

John og Stuart havde en lejlighed i noget, der hed Gambier Terrace,

tæt på the Liverpool Institute, tæt på kunstskolen.

Og jeg kan huske en dag, de kom forbi.

John var begejstret og sagde, "Jeg har fundet på navnet, The Beatles."

John fandt på navnet "Beatles," og det fortæller han om nu.

Jeg havde et syn, da jeg var 12,

og jeg så en mand på en brændende tærte,

som sagde, "I er Beatles med A." Og det er vi.

EN KORT OMVEJ TIL BEATLES OPRINDELSE

John skrev en ting i The Mersey Beat…

NEILL ASPINALLS STEMME

…som blev startet af Bill Harry,

der gik på kunstskole med John,

hvor han skrev, at der kom en lille fyr på en brændende tærte

oppe i himlen og sagde, "Lad der være Beatles med A."

Jeg ledte efter et navn som The Crickets, der havde to betydninger,

og fra Crickets kom jeg til Beatles.

Når man sagde det, tænkte folk på kryb og kravl.

Og når man læste det, var det beat-musik.

Jeg indså, ved at se The Wild One,

at bandet… banden hed the Beetles.

Og her er det nu.

Jeg har savnet dig.

Lige siden klubben brød op, har jeg savnet dig.

Det har vi alle! Savner I ham?

-Ja! Klart! -Ja. The Beetles har savnet dig.

The Beetles har savnet dig!

Og her er vi.

Da vi startede, havde vi en manager i Liverpool, der hed Allan Williams,

som var en lille fyr med en lidt lys stemme,

en lidt walisisk accent, "Okay, gutter?"

Han var en god fyr. En rigtig god motivator.

Han var god for os på det tidspunkt.

THE BEATLES' FØRSTE MANAGER

Og vi lavede en tour i Skotland.

Og det var ret ynkeligt. Da det var slut, var vi helt flade.

Vi havde ingen penge. Vi var hundekolde og

absolut miserable, og det var det.

Vi kom tilbage til Liverpool, og der skete ikke rigtig noget.

Vi vidste ikke… Jeg var meget trist,

for vi var som en flok forældreløse. Vi havde ingen…

Vores sko var fuld af huller, og vore bukser var til rotterne.

Jeg plejede at sige, når de var deprimerede,

eller det var vi allesammen, for vi troede ikke, vi kom nogen vegne,

og det er en lortetjans, og vi sidder i en lorteomklædning,

jeg sagde, "Hvor skal vi hen?"

Og så sagde de, "Til tops, Johnny" med pseudo-amerikanske stemmer.

Og jeg sagde, "Hvor er det, gutter?"

Og de sagde, "Til den allerøverste top."

Og så sagde jeg, "Nemlig!"

Og så steg humøret lidt.

Senere kom Allan og sagde,

"Okay, gutter, I kan få et job i Tyskland.

Det eneste problem er, at I skal være fem personer.

Han har bedt om en kvintet."

På det tidspunkt spillede Paul trommer, for tommeslagerne udeblev altid!

Og så sagde jeg, "Jeg kan huske en fyr,

der var på en klub, og vi skal…

altså, Pete Best. Og han havde fået et trommesæt til jul."

Han var kendt på Merseyside

som "Hånlige, Humørsyge og Herlige…

…Pete Best."

Der var langt mellem folk, der havde et trommesæt. De var dyre.

Og de var ofte idioter.

Vi fandt Pete Best, for vi skulle bruge en trommeslager

næste dag for at tage til Hamborg.

Han kom ned til the Jacaranda club.

Vi lavede en hurtig audition med ham

og hoppede ind i bilen og kørte til Hamborg.

Vi ankom til Hamborg meget sent om aftenen.

Vi var gået galt af tiden.

Der var ingen til at tage imod os,

men vi fandt Hamborg på kortet,

men så skulle vi finde St. Pauli, det lille distrikt i Reeperbahn.

Men alle kendte det. "Reeperbahn, ja…"

Okay. Så vi tog ned

og fandt gaden og klubben, men det hele var lukket.

Så der stod vi uden hotel eller noget,

og det var sengetid, du ved.

Så vi fik vækket en eller anden fra en naboklub eller noget.

De fandt fyren, som åbnede klubben,

og vi sov første aften i alkoverne

på de små røde lædersæder.

Den næste aften rykkede vi ind i Bambi Kino,

og så var vi der i evigheder, to eller tre måneder.

Alt andet var så spændende,

altså, at være midt i verdens frækkeste by

som 17-årig.

Det var ret spændende.

Og at lære det hele at kende, du ved, der er gangsterne,

og der er transvestitterne, og der er…

Sådan var det. Der er luderne.

Vi var bare en flok børn, der var blevet sluppet løs.

Vi var kommet direkte fra Liverpool til Hamborg,

og vi var vant til de her små Liverpool-piger.

Men da vi kom til Hamborg, hvis man havde en kæreste der,

så var hun sandsynligvis stripper,

den eneste type, der var omkring på den tid,

hvor vi var ude sent på natten. Så…

Jeg mener, man…

For én, som ikke havde haft meget sex

før i deres liv, som ingen af os havde,

og så pludselig komme sammen med en hårdkogt stripteasedanser,

som naturligvis vidste en ting eller to om sex…

var lidt af en øjenåbner.

I Hamborg, hvor vi arbejdede seks eller syv timer hver aften…

på scenen uden hvile…

havde tjenerne altid de her piller, der hed Preludin.

Så når tjenerne så musikerne falde sammen

af træthed eller i fuldskab,

så gav de dig pillen.

Man tog pillen og så snakkede man, man følte sig ædru.

Man kunne arbejde nærmest uden stop,

til virkningen aftog, og så måtte man tage én til.

Vi stod simpelthen med fråde

om munden, skummende,

mens vi bare stampede løs, sådan her…

Det var tider.

Vi skulle spille sangene i timevis uden stop.

Det var derfor, at hver sang varede 20 minutter og havde 20 soloer.

Men vi spillede otte eller ti timer hver aften, eller noget i den stil.

Det var derfor, vi blev bedre til at spille.

Vi følte, vi var de bedste i Hamborg og Liverpool,

før nogen overhovedet havde hørt os.

Vi mente, vi var de bedste!

Det var blot et spørgsmål om tid, før nogen fattede det.

Og troen på det var det, der skabte os.

Da vi mødte hinanden i Tyskland,

spillede vi to forskellige klubber…

…og de var allerede fantastiske.

Ringo var en professionel trommeslager,

som sang og optrådte og havde "Ringo Starr Time!"

Og han var med i ét af de mest populære bands i Liverpool,

før vi havde en trommeslager!

Vi spillede i lang tid.

Vi spillede ofte 12 timer på en weekend mellem to bands,

og så endte vi på samme klub.

Så hvis de havde spillet det sidste set, var jeg halvfuld

og bad dem om at spille langsomme sange.

Vi blev venner med mange.

Dem, der blev vores sande venner,

var Klaus Voormann, Jürgen Vollmer

og Astrid,

som tog alle de berømte billeder af os fra den periode.

Det var hende, der fik os til at se godt ud.

De tidlige Beatles-fotos,

de ser fantastiske ud. The Beatles ser godt ud.

Hun gik klædt sådan, med læderbukserne,

og håret, Beatles-frisuren,

så de gav os selvtilliden til at lade det sidde sådan.

De var hverken "Rockers" eller "Mods", de var noget midt imellem.

De kaldte sig for "Exis," eksistentialister.

De var kunststuderende, faktisk.

Jeg var 17 år, da vi tog dertil.

De havde en lov i Tyskland,

som jeg aldrig var stødt på før,

som var en slags udgangsforbud. Efter klokken ti om aftenen

skulle alle under 18 forlade stedet.

Og jeg var kun 17 år og sad der i bandet

og begyndte at blive bekymret.

Og til sidst fandt de ud af, at vi ikke havde arbejdstilladelse eller visum,

så de var efter os.

Og en dag kom politiet, og så smed de mig ud.

NOTITS

Anden gang vi kom, var jeg 18,

og der kom en fyr på klubben, som de sagde var…

"Han er en berømt musikproducer og musiker,"

og han hed Bert Kaempfert.

Han kom forbi klubben, og jeg kan huske stemningen,

"Vi skal være gode nu. Spil godt. Måske får vi chancen for at indspille",

hvilket vi gjorde, og vi var vældigt tilfredse.

Og da vi kom til studiet,

ville han bare have os til at agere band for Tony Sheridan.

Jeg kan huske, det ærgrede mig.

Men vi indspillede My Bonnie.

Mens vi var i Tyskland, begyndte vi at se en del bands,

og vi begyndte at blive en smule utilfredse med Pete.

Ikke voldsomt, men der begyndte at sprede sig lidt utilfredshed.

Jeg mener at huske, at han begyndte at udeblive fra koncerterne,

og vi blev ved med at få Ringo ind.

Hver gang Ringo var med, føltes det bare helt rigtigt.

Og det skete tre eller fire gange, og så var det slut.

Vi var bare venner, og vi tog en drink bagefter,

men så var jeg tilbage hos Rory.

Og på det tidspunkt blev Stuart og jeg også lidt uvenner.

Jeg hævder selv, at jeg bare forsøgte

at sikre mig, vi var virkelig gode musikere,

men det skabte en del splid,

og jeg kan godt se nu, at jeg kunne have været mere fintfølende.

Men hvem er fintfølende i den alder? Ikke mig.

Da vi mødte ham,

kunne han slet ikke spille, men han lærte et par sange.

Til tider var det lettere pinligt.

Hvis der var mange ændringer, var han…

Men det vidste han godt. Og det var derfor,

han aldrig rigtig befandt sig godt i bandet,

og derfor han tog tilbage på kunstskolen.

På det tidspunkt spillede Paul stadig guitar,

og jeg kan huske, jeg sagde,

"Altså, én af os er nødt til at tage bassen."

Og jeg sagde, "Ikke mig. Jeg gør det ikke."

Og John sagde, "Heller ikke mig."

De prakkede den på mig. Jeg ville ikke være bassist,

men der var ingen tilbage. Så jeg tog…

Før vi tog til Hamborg igen,

tog jeg ned og købte min Höfner-bas i midtbyen.

Han tog den.

Så kom vi tilbage til Liverpool og blev booket en hel del,

og alle troede, vi var tyskere. Vi blev annonceret som, "Fra Hamborg",

og folk sagde, "I taler godt engelsk"

og den slags.

Så vi tog tilbage til Tyskland, og vi havde vi lidt flere penge,

så vi købte læderbukser, og vi lignede fire Gene Vincenter,

måske bare lidt yngre.

Da vi kom tilbage til Liverpool spillede alle grupperne

den her type Shadows-agtige musik.

Det var derfor, vi blev populære,

for de troede ikke deres egne øjne. Alle de her…

Og pludselig kommer vi på, en flok vildmænd i lædertøj.

Jeg tror, det var Pete Best, der sagde,

at jeg skulle køre dem.

Til koncerter og den slags.

Og jeg fik vist et pund for en aften, et pund for en koncert.

Fem bob fra hver af dem.

De skulle bruge transport til at komme til the Cavern og den slags,

for de brugte taxier.

På gaderne i Liverpool, hvis man ikke er i forstæderne,

skulle man gå forsigtigt, ikke?

Og for at komme til the Cavern, for dem der husker det,

var det ikke nogen let sag. Selv ved frokosttid.

Stemningen er anspændt.

Vi spillede på the Cavern, før vi tog til Hamborg, mener jeg.

Det var dengang, det var en jazz- og folkemusik-klub.

Jeg kan huske, at vi spillede,

og folk gik rundt med sedler, hvor der stod,

"Stop med den musik. Det her er en jazzklub."

Vi har fået et par ønsker fra folk, der vil høre Kansas City,

så nu vil vi spille Kansas City.

Vi klarede det godt på the Cavern,

og der kom mange mennesker.

Og rygtet spredtes.

Der var en knægt, der var kommet ind i Brian Epsteins pladebutik,

og havde spurgt efter My Bonnie.

Og så fandt han ud af, at the Beatles

var et band fra Liverpool, og at de spillede i the Cavern,

så han gik ned og så os.

For jeg husker, at Bob Wooler, disc jockeyen, sagde,

"Og vi har besøg af hr. Epstein, der ejer NEMS Enterprises."

Og alle sagde bare, "Wow!"

Det var en stor ting.

Det var en ny verden for mig.

Jeg var forundret over denne mørke, tilrøgede, fugtige atmosfære,

og den her beatmusik, der spillede. Og…

Dengang var the Beatles blot fire gutter på denne svagt oplyste scene.

Ikke særlig pænt klædt på, og deres forestilling var,

altså, den kunne godt forbedres, så vidt jeg kunne se,

for jeg havde været meget optaget af teater og skuespil i lang tid.

Men midt i alt det skete der noget helt utroligt,

og jeg blev øjeblikkeligt ramt af deres musik, deres rytme,

og faktisk også deres humor på scenen.

Og selv bagefter, da jeg mødte dem,

blev jeg slået af deres personlige charme.

Og det var faktisk der, det hele startede.

Brian havde en butik, der var rigtig god.

Vi købte ofte plader der, og han havde en stor Zephyr Zodiac,

og han ville være vores manager, og der skete alligevel intet for os, så…

vi sagde ja.

Med det samme skaffede han nogle jobs og lidt flere penge,

og vi begyndte at spille i radioshows

og den slags ting. Og lidt længere fremme i tiden

fik vi vores jakkesæt på.

Han talte os fra lædertøjet.

Det føltes alligevel lidt gammelt med alt det lædertøj,

og vi besluttede, vi ikke gad se åndssvage ud,

for det skete temmelig ofte,

at der var mange, der grinede.

Det var dumt. Og vi gad ikke ligne en flok idioter.

Og Brian foreslog, at vi tog almindelige jakkesæt på.

Vi blev lidt soignerede. Brian soignerede os lidt,

da han opdagede os,

eller vi opdagede ham, som Paul siger.

Senere forlød det, at jeg havde forrådt vores hårde læderimage,

som vi havde dengang, og at jeg ville have jakkesættene.

Men jeg mener at kunne huske, at vi allesammen var fint tilfredse.

Jeg skulle ikke slæbe nogen ned til skrædderen.

De gik helt af sig selv.

Brian gav os jakkesæt på

og alt det der, og vi blev virkelig store.

Men vi solgte ud.

Vi skiftede gladeligt til jakkesættene,

hvis vi kunne få lidt flere penge,

få lidt flere koncerter.

Brian var en skøn fyr, Brian Epstein,

og han var en intuitiv, teatralsk fyr,

der vidste, vi havde noget. Han præsenterede os godt.

Brian var lige så vigtig som os i de tidlige dage,

selvom vi havde talentet, og han var hustleren.

Jeg kan huske, vi skulle køre ned til London på nytårsaften,

for vi skulle lave en session for Decca.

En audition for Decca.

DECCA AUDITION OPTAGET 1. JANUAR 1962

Når man hører det, er vi ret gode.

Det er ikke fantastisk, men ret godt. Og det er absolut godt for dem.

Dick Rowe, manden der afslog os,

chefen for Decca, han sagde,

"Guitargrupper er på vej ud, hr. Epstein."

Så Brian havde den her optagelse, som han gik rundt med.

Hvis han ikke havde travet London tyndt med de bånd under armen,

fra det ene sted til det andet,

og til sidst til George Martin…

var det aldrig sket,

for vi havde ikke energien til selv at gøre det.

Jeg tror nok, det var én i HMV-butikken på Oxford Street,

der kendte George Martin og sagde, at Brian skulle spille det for ham,

og så gav han os en audition i Abbey Road.

SIKRET KONTRAKT TIL BEATLES

Og de kom herned, og jeg brugte lidt tid med dem

og gennemgik deres materiale, og jeg prøvede at beslutte mig for,

hvem der var gruppens Cliff Richard.

For dengang fokuserede man

på en forsanger og et backingband.

Og til sidst indså jeg pludselig, at det ikke gav mening.

Det var en gruppe, som jeg måtte tage, som den var.

George havde ikke lavet rock and roll, da vi mødte ham,

og vi havde aldrig været i studiet, så vi lærte meget sammen.

Han havde en virkelig fantastisk musikalsk viden og baggrund.

Selvom de ikke havde udrettet noget,

var de stadig ret uærbødige, selv i de dage,

hvilket jeg elskede.

GEORGE MARTIN MUSIKPRODUCER

Jeg kan lide det lidt rebelske, og jeg kunne lide deres humor.

Det var også min egen styrke.

Og de kunne vist godt lide, hvad jeg havde lavet

med Peter Sellers og the Goons

og den slags. Nej, jeg…

De havde en utrolig udstråling.

Jeg vidste, at alene det kunne sælge dem.

Vi lavede en hæderlig audition, ikke særligt god.

Men han kunne ikke lide vores trommeslager.

Vi begyndte at føle, at vi havde brug for den bedste trommeslager i Liverpool.

Det var en onsdag, og Brian ringede.

"Vil du med i bandet?"

Jeg sagde, "Hvad mener du?" Han sagde, "Virkelig blive en del af bandet."

Og jeg sagde, "Klart. Ja. Hvornår?"

Og han sagde, "Nu!"

Jeg sagde, "Nej, det kan jeg ikke,

for vi har fire andre fyre her.

Vi har flere måneders arbejde,

og jeg kan ikke bare trække mig nu."

Så jeg sagde, "Jeg kan komme på lørdag",

for vi havde fri om lørdagen,

for det var der, de skiftede camperne.

Så jeg gav Rory torsdag, fredag og lørdag

til at finde én til at spille igen om søndagen,

hvilket jeg følte, var masser af tid.

Og det var det.

Historisk kan det godt se ud, som om vi var lede mod Pete,

og vi kunne sikkert godt have gjort det bedre.

Men sagen er, som historien også viser,

at Ringo var en del af bandet.

Han trådte bare ikke ind i filmen, før i netop denne scene, vel?

Jeg mødte Paul og sagde, "Vil du være med i mit band?"

Og så kom George med. Og Derefter Ringo.

Vi var bare et band, der blev virkelig, virkelig store, ikke andet.

Her på denne formiddag på the Cavern,

kan vi med stolthed præsentere The Beatles.

THE CAVERN CLUB 22. AUGUST 1962

Vi vil have Pete!

Vi spillede på the Cavern. Og der var slagsmål og råben.

Halvdelen hadede mig, den anden halvdel elskede mig.

Der var nogle, der råbte.

"Ringo never! Pete Best forever!"

Og efter en halv times tid sagde jeg, "Skrid", eller noget,

og da jeg kom ud af den her…

the Cavern havde de her tre tunneller,

og vi trådte ud af omklædningen

ind i en mørk tunnel, og der var en fyr,

der gav mig én på hovedet.

Det var en skidt dag. Bagefter blev jeg ramt af en bus.

Ramt af en dobbeltdækkerbus.

George forsvarede mig.

Når jeg tænker på The Beatles, føler jeg,

at selv hvis det havde været Paul og John og to andre,

havde vi ikke været The Beatles.

Det var kombinationen af Paul, John, George og Ringo,

der udgjorde The Beatles.

Da Ringo kom til første session,

var der ingen, der havde sagt det.

Ringo kommer og forventer, han skal spille.

Jeg sagde, "Jeg er blevet skuffet én gang,

det gider jeg ikke igen. Jeg ved ikke, hvem du er."

Han havde sagt, han ville have en anden trommeslager

end Pete Best. Vi var taget afsted. Vi havde skiftet.

Vi kom med en ny trommeslager, den bedste i Liverpool,

og ham kunne han ikke lide!

Jeg havde booket Andy White,

og det havde jeg sagt til Brian Epstein.

Jeg havde sagt, jeg ville have de tre,

og så få Andy White ind, "Mange tak."

Og så skulle jeg finde et hit.

Det bedste, jeg kunne finde, var Love Me Do.

Jeg var sønderknust! Jeg kom og var klar til at spille, men så,

"Vi har hentet Andy White, den professionelle trommeslager."

Men han har undskyldt mange gange, gamle George Martin.

Men det var… knusende.

Og så lavede vi den, som Andy Spiller på,

og så lavede vi pladen, som jeg spiller på.

Så Andy havde ikke gjort noget særlig fantastisk.

I hvert fald ikke noget, jeg ikke kunne kopiere,

da vi lavede pladen.

Ringo er stadig såret over det.

Han siger, "Du lod mig ikke spille, vel?"

Altså, Love Me Do var én af de første, vi selv skrev,

og altså, Paul startede på den, da vi var omkring 15 år gamle.

Det var den første af vore egne, vi vovede at spille.

Deres første plade solgte faktisk virkelig godt.

Den solgte 100.000 eksemplarer. Det var Love Me Do.

Den kom på hitlisterne efter to dage.

Og alle troede, det var snyd, for vores managers butik

indsender de her, hvad hedder det?

-Indberetninger. -Indberetninger.

Og alle sydpå tænkte, "Han køber dem jo bare selv,

eller han snyder med tallene". Men det gjorde han ikke.

Den blev købt af de unge. Vi havde en stor fanskare.

Og hvem havde lavet en plade?

Arthur Askey var vist den sidste, der var kommet fra Liverpool.

ÅRET1962 FOR BEATLES

Vi udgav Love Me Do.

Den nåede nummer 17,

sikkert på grund af salget i Liverpool.

EMI var ret glade for at få os ind igen.

"Velkommen tilbage, gutter!"

Vi var ved at blive den her gruppe, der selv skrev sine sange.

Men normalt blev man tilbudt en række sange

af en udgiver, som sagde,

"Få gutterne til at spille den. Det er et hit."

Da vi kom i studiet, prøvede de at give os

andre folks sange. De kunne ikke lide vores.

Det var ret normalt i de tider at finde materiale

til kunstnerne ved at besøge Tin Pan Alley

og lytte til udgivernes sange.

Det var en normal del af mit liv.

Jeg brugte lang tid på at finde sange.

Og det, jeg søgte til The Beatles, var bare et hit,

det betød ikke så meget, hvis blot den passede til gruppen.

Og Love Me Do var det bedste, de kunne tilbyde.

Og den type sang, jeg søgte efter, fandt jeg faktisk.

Og det var en sang af Mitch Murray, der hed How Do You Do It?

Jeg var overbevist om, at det var et hit.

Det tvang os til at lave en version…

Sådan der.

Og vi indspillede den. John sang for.

George sagde, "Hvis I vil have en nummer ét, har I det her."

Vi sagde, "Ja, men vi kan ikke tage op til Liverpool og synge den.

Vi vil ikke ses med den sang."

Så vi udgav aldrig How Do You Do It?

Men senere gav jeg den til Gerry and the Pacemakers,

og de blev nummer ét.

George Martin siger,

"Har I noget andet, I gerne vil indspille?" Vi sagde,

"Vi har en, der hedder Please Please Me."

Det var én, John lige havde skrevet,

og det var en lidt langsom, Roy Orbison-agtig ting.

Stor slutning, som Orbison.

Jeg havde hørt Roy Orbison med Only The Lonely,

og jeg ville gerne prøve…

Det var der, det kom fra.

Og jeg var fascineret af ordene fra…

En Bing Crosby-sang.

Jeg var fascineret af det dobbelte brug af ordet "please."

Jeg sagde, "Okay. Lad os prøve jeres sang.

Lad os se, om den fungerer."

Det gjorde vi. Og da indspilningen var slut,

kunne jeg sige,

"Der har I jeres første nummer ét!"

Og Bob Wooler gik op på scenen med et telegram i hånden.

CATHY FAN FRA THE CAVERN CLUB

"Jeg har en nyhed til jer.

"The Beatles', Please Please Me, har nået nummer ét på hitlisten."

Og gutterne standsede bare og kiggede på ham.

De troede, han lavede sjov. Det måtte være sjov.

Det var Paul, "Han laver sjov."

Og der var mange, der ikke kendte The Beatles,

der bare begyndte at juble og klappe.

Og der var tre rækker af piger oppe foran,

og hver enkelt af os begyndte at græde.

Det var en forfærdelig aften. Vi vidste med det samme,

at de bliver berømte og tager væk og ikke længere vil tilhøre os.

Tekster af: Jakob Millung