Original subtitles

Ejeren gav jer fabrikken. Har De nogen kommentar?

Han er hovedpersonen i dette.

Forhindrer han en fremtidig revolution?

Er det en isoleret handling eller en trend i den moderne verden?

En moderne trend.

Hvis man ser det som et symbol på magtens nye vej -

- vil det så bidrage til at gøre menneskeheden til småborgere?

Borgerklassen gør aldrig os alle til borgere.

Den uoriginale hypotese lyder, at selv om I får fabrikken...

- ...så tager borgeren fejl. Korrekt? - Jeg svarer ikke på det.

Borgerklassen forandres på en revolutionær måde.

Ser de alle som borgere, er der ingen klassekamp at vinde -

- hverken med hæren, nationen eller kirken.

De mister alle deres forbundsfæller.

Men de tvinges vel ud i nye spørgsmål i en situation -

- med en anden slags borgerklasse?

Kan De svare på det?

Kan De svare på det?

Gud ledte folket gennem ørkenen.

ANKOMMER I MORGEN

Pietro... sæt lidt musik på.

- Hvem er den dreng? - En dreng.

Går det bedre nu? Der var så lidt.

Tak skal De have.

Kære venner. Velkommen. Hvordan går det?

Goddag.

- Undskyld den spartanske løsning. - Det er fint.

Det er invasionen af gæster...

Jeg sov her som barn.

Godnat.

Tilgiv mig...

Tilgiv mig.

- Lucia! - Jeg er her!

Tilgiv mig.

Tilgiv mig...

Pietro...!

Dine venner kalder på dig.

Du er en rigtig atlet.

- Det er mine venner. - Hej.

Lucia.

- Hvad er klokken? - Det ved jeg ikke.

Hvad gør det?

Klokken er jo seks.

FORTÆLLINGER OG NOVELLER af Leo Tolstoj

Den handler om en syg mand som jeg.

"Selv i denne svære situation fandt Ivan Iljitjs lindring."

"Han blev plejet af Gerasim, en ren og frisk bondeknægt."

Tag den.

Mercutio.

- Hvad læser du? - "Han tilhørte sig selv."

"Og godheden forøgede sig langsommere end en stjerne."

"Det guddommelige er ikke vendt tilbage og gør det aldrig."

Jeg elsker at køre stærkt. Nu skal De se.

Det tror jeg gerne.

Du er ingen Gerasim. Du er svær at tumle.

Der er to grunde til, at jeg vil tale med dig.

For det første min moralske sans.

Og så er der noget forvirret inde i mig.

Det er noget, der kun kan afklares gennem samtale.

Du har forført mig, Herre. Og jeg lod mig forføre.

Du har voldtaget mig og sejret over mig.

Jeg latterliggøres dagligt.

Alle håner mig.

Jeg følte de manges fald, frygten omkring mig.

Anmeld det, og vi anmelder det.

Alle mine venner betragtede mit fald.

Han bliver narret, så vi sejrer og tager hævn over ham.

Angelino.

Angelino.

Hvad sagde du? Du kan jo tale!

Det gør mig så glad.

Farvel, Emilia.

Jeg rejser... i morgen.

Jeg kender ikke mig selv. Det, der gjorde mig som dem, er væk.

Jeg havde fejl som alle andre. Jeg og min verden.

Du har forandret mig... revet mig ud af hverdagen.

Jeg forstod det ikke, mens du var her.

Jeg forstår det nu, da du rejser.

Min viden om, at jeg mister dig, har gjort mig bevidst om forskellen.

Hvad skal der blive af mig?

Det bliver som at leve med et jeg, der ikke er mit rigtige.

Skal jeg søge helt ind i det, der gør mig anderledes?

Min intime og forpinte natur?

Selv om jeg ikke ønsker det -

- så vil det vel vende mig mod alt og alle?

Jeg indser nu, at jeg aldrig har haft -

- nogen ægte interesse for noget.

Jeg taler ikke om en stor interesse -

- og end ikke en mindre som min mand og hans firma -

- eller min søns studier eller Odettes familiedyrkelse.

Jeg har intet.

Jeg ved ikke, hvordan jeg kunne leve i det tomrum.

Hvis der var noget -

- en smule instinktiv kærlighed til livet -

- så er den tørret ud som en have, ingen besøger.

Det var et tomrum fuldt af falske og fjollede værdier -

- med et forfærdeligt rod af falske ideer.

Nu ved jeg. Du har fyldt mit liv med en hel og ægte interesse.

Du ødelægger intet af det, som jeg havde før, ved at rejse -

- andet end mit ry som en kysk borger. Hvem tager sig af det?

Men ved at være dig selv -

- har du fyldt tomrummet i mit liv med kærlighed.

Du udsletter det fuldstændigt ved at tage af sted.

Du har gjort en normal pige ud af mig.

Og givet mig en løsning for mit liv.

Jeg kendte ingen mænd før. Jeg frygtede dem.

Jeg elskede kun min far.

Når du nu forlader mig, skubber du mig endnu længere tilbage.

Smerten ved at miste dig -

- vil skabe et tilbagefald, der er værre end sygdommen, jeg bærer -

- der blev kortvarigt helbredt, mens du var her.

Jeg har nu sygdomsindsigt.

Det gode, du gjorde for mig, fik mig til at indse, at jeg er syg.

Hvordan skal jeg kunne erstatte dig?

Er der nogen, der kan erstatte dig?

Jeg kan sikkert ikke leve videre.

Du kom i sandhed hertil for at ødelægge.

Og ødelæggelsen, du har forvoldt i mig, er total.

Du ødelagde min selvopfattelse så let.

Nu kan jeg ikke se noget...

...som kan genoprette min identitet

Hvad foreslår du?

En skandale som døden? At jeg fortaber mig helt?

Hvordan kan en mand gøre det, når han er vant til orden -

- til morgendagen -

- og frem for alt til at eje?

- Jeg bærer den. - Nej, det gør jeg.

Vi bærer den sammen.

Hej, Emilia.

Emilia...

- Har du et målebånd? - Ja, frøken.

Frøken... middagen er klar.

Frøken...

Frøken Odetta...

Jeg beklager, men dette ligger uden for mit felt.

Frøken Odetta...

Frøken Odetta! Vil De være så venlig?

Luk hånden op, frøken Odetta.

Luk hånden op, frøken Odetta. Vær en sød pige.

Det er for sent.

Ynkelig! Jeg er totalt værdiløs!

Det er færdigt.

- Emilia... er du sulten? - Nej, jeg vil ikke spise.

- Det gør dig godt. Du skal spise. - Nej, jeg vil ikke.

Hvorfor spiser du ikke, Emilia?

Det er godt for dig.

Du skal da spise, Emilia. Ellers bliver du syg, mit barn.

Kom nu.

Vi må finde på nye teknikker, der er uigenkendelige.

Det skal ikke ligne nogle tidligere værker.

Det skal ikke være barnligt eller tåbeligt.

Vi vil skabe vores egen verden, der ikke ligner nogen anden.

Der skal ikke findes nogle eksisterende kriterier.

Det skal være mere end teknik.

Ingen må se, at kunstneren er værdiløs, abnorm og underlegen -

- ikke bedre end en orm, der vrider sig for at overleve.

Han skal ses som genial.

Alt skal se perfekt ud...

...som om det bygger på ukendte regler og ikke kan bedømmes.

Som en galning!

Glas på glas, da jeg ikke har råd til korrektioner.

Ingen må opdage det.

Et penselstrøg på en glasrude retter uden at viske ud.

Et penselstrøg maling på en anden glasrude.

Men ingen må tro...

...at det er et værk af en fusker og impotent mand.

Det skal virke indlysende -

- et forfinet og næsten arrogant valg truffet uden frygt.

Ingen må vide, at penselstrøgene skyldes et rent tilfælde.

Tilfældighed og rystelser.

Når et penselstrøg ser mirakuløst vellykket ud...

...skal det straks beskyttes...

...som i et relikvieskrin.

Men ingen må opdage...

...at kunstneren er en stakkels rystende dåre.

En fusker, der lever af tilfældet og er flov som et barn -

- formindsket til latterlig melankoli -

- som hos en person nedbrudt af, at noget er tabt for evigt.

Blåt er mindet om ham, men det er kun én del.

Hvad ret har jeg til at lemlæste? Hvilken ideologi retfærdiggør det?

Var mine usle portrætforsøg ikke bedre?

Se dig selv.

Se, hvordan hun ser ud af at spise nælder. Det er skandaløst.

Jeg ryger desværre ikke.

Hvordan finder jeg tilbage til Milano?

Til venstre og så ligeud.

Jeg gad vide... hvad der ville ske med mig...

...hvis jeg opgav alt og gav fabrikken til arbejderne.

Kom nu.

Vær ikke bange. Jeg er her ikke for at dø, men for at græde.

Og mine tårer skyldes ikke smerte.

De vil skabe en kilde, men ikke en kilde af smerte.

Gå nu. Gå din vej.

Tekster: Mikael Seierup PrimeText International

Textadmin: PrimeText International www.primetext.tv