All language subtitles for Rock.n.Roll.Guns.For.Hire.The.Story.Of.The.Sidemen

Downloaded from
YTS.MX

Official YIFY movies site:
YTS.MX

De fleste ved nok ikke-

-hvad en sidemand
eller sidekvinde er.

Jeg er en sidemand.
Det har jeg været i 40 år.

Jeg hedder Earl Slick.
Jeg var David Bowies sidemand.

Earl Slick på guitar.

Vores job som sidemænd er
at støtte de store navne.

Man dyster ikke med lederen.

Det er ikke en sidemand.
Det er faktisk en arbejdsløs musiker.

For det meste er vi usynlige.
Spøgelser ved lederbordet.

Vores historie fører jer
bag kulisserne-

-med nogle
af verdens største stjerner.

Vores job er at passe ind
i stjernernes vision.

Personlighed, ja. Ego, nej.

Mr Bernard Fowler!

Sidemanden eller sidekvinden
gør det primært på turneer-

-men nogle gange
er grænserne slørede.

Er du klar, Steve Cropper?

STEVE CROOPER
SIDEMAND FOR OTIS REDDING

Nogle er guitarister, sangere,
keyboardspillere, blæsere-

-og nogle er alt det
rullet sammen til én.

Slagtøj og saxofon,
keyboards, mundharmonika-

-er professor Crystal Talifero.

Og for den nye generation af sidefolk
er det en helt ny boldgade.

CRYSTAL "RØVÉL" TORRES
SIDEKVINDE FOR BEYONCÉ

Tag godt imod hende.

Det her er den ufortalte historie
om rock'n'roll-lejesoldater.

Hvordan det begyndte,
hvordan vi overlevede-

-og hvordan vores liv er
meget anderledes end det, I tror.

Det svære for en sidemand er-

-at jo bedre man er til sit job,
jo mindre lægger folk mærke til én.

Og det er hele ideen.

DET HER ER DEN ALTERNATIVE
FORTÆLLING OM ROCK 'N' ROLL

Den revolutionære Ronnie Wood!

Folk spørger altid:
"Bliver du nervøs?"

Når jeg tager tøj på
og får makeup på, nej.

Charlie "Che" Watts!

Når jeg går på scenen, nej.

Keith Richards!

Så snart jeg går på scenen,
mærker jeg en energi.

Mr Bernard Fowler!

Trommerne begynder,
og så bliver jeg nervøs.

Jeg ser på min Riffield,
og så ser jeg drengene.

De var almindelige.
Nu ser jeg på dem-

-og de bliver til superhelte.

Jeg er nervøs,
indtil jeg synger den første tone.

Så snart jeg synger den første tone,
falder jeg langsomt til ro.

Og nu er jeg i maskinen, og vi løber.

Det er specielt,
fordi det er Rolling Stones.

Verdens bedste rock 'n' roll-band.
Det er specielt.

Min ven Bernard har været
Stones' sidemand i 30 år.

Han er en stor del af showet.

Jeg kan lide at arbejde med Bernard.
Det er rart at have ham der.

I det meste af showet
er han derude i rampelyset-

-foran 60.000 mennesker,
og han træder frem og laver sjov.

Han er der og introduceres-

-hans navn bliver nævnt, han bliver
klappet ad. Han er en del af holdet.

Han er god til det, han gør.
Han knokler og kvajer sig ikke.

Jeg er ikke god til at lære
af andre sangere.

Jeg kunne nok lære meget af ham,
hvis jeg valgte at gøre det.

Bernard gør Mick driftssikker.

Fra lydtjek, hvor de har et samspil-

-og en styrke,
der fortsætter til live-koncerten-

-hvor det skal gøres rigtigt.

Vent, vent! Nej, ikke endnu. Her.

Der har været et par andre gange-

-hvor Mick af en eller anden grund-

-gik tidligt af scenen
og pudsede næse.

B tager så over i et vers eller to.

Det ville være meget svært
at tænke på Stones uden ham.

Jeg er afhængig af ham
med mange ting på scenen-

-for han ved, hvad der foregår,
og nogle gange er jeg væk i tågen.

-Det kan jeg lide...
-Jeg ser bare på B, og han gør...

At være alsidig
og også være en brandmand.

Nok endnu et krav
til en ultimativ sidemand.

Vi spillede i 30 år uden støtte-

-men han tilfører helt sikkert
kvalitet og klasse.

For mig er Bernard Fowler
en af de bedste uopdagede stemmer-

-i Amerika.

Jeg elsker Stones.
Jeg så deres børn vokse op.

Jeg elsker musikken.
De er som familie nu.

Jeg ser på Bernard,
og jeg ser på Rolling Stones-

-og tænker:
"Den fyr synger med drengene."

Han synger med drengene.
Ikke for dem, ikke baggrundssang.

Sådan ser jeg på det.
Det her er ikke rettet imod publikum.

Publikum rives med af Rolling Stones-

-de rives med af David Bowie,
de rives med af Beatles.

Du er bare et vedhæng.

Jeg kan huske, jeg gik ind
i en klub, og en fyr sagde:

"Det er Bernard Fowler."

"Han er backup-sanger
for Rolling Stones."

Fyren sagde: "Sikke noget pladder.
Der er ingen sorte i Rolling Stones."

Han havde tydeligvis set
alle showene.

Det er dit job ikke
at blande dig på nogen måde.

Ordet "side" har
alle konnotationer, ikke?

At være usynlig er
egoets sublimation.

Et stort ego duer ikke for sidemænd.
Man skal vide, hvem man er-

-hvor man står i hierarkiet.

Som baggrundssanger
må man acceptere det.

Det er måske lidt nedværdigende,
men hvis man er smart nok-

-vil man forstå,
at der er en grund til det.

Det er ikke,
fordi du er grim og skal væk.

Jeg voksede op
i Long Island City i Queens.

Jeg voksede op
i Queensbridge Projects.

Hvis du tager metroen, er det
første stop uden for Manhattan.

Queensbridge var et barsk område.
Meget barsk, da jeg voksede op.

Og sådan var det i lang tid.

Det var et dårligt område-

-og jeg var en del af det dårlige,
før jeg kom til fornuft.

Jeg var meget ung-

-og jeg var som mange unge sorte
i den indre by. Jeg var en hustler.

Og her kommer de rullende,
og politiet kommer ind.

Vi spredes som kakerlakker.

Alle smider deres ting,
jeg smed mine ting.

Og betjenten kom forbi
med sin lommelygte.

Han så på mig og sagde:
"Ved du hvad, Fowler?"

"Jeg kan smide dig i fængsel."

"Jeg kender din mor.
Jeg kender miss Pearl."

Han sagde: "Ser jeg dig hernede igen-

-så ryger du i fængsel."

"Uanset om jeg kender din mor
eller ej, så ryger du i fængsel."

Det vækkede mig op.

Bernard ville som de fleste af os
sidefolk ikke være baggrundsmusiker.

De fleste af os ville være stjernen.
Nemlig, ja!

Vi dannede et band, The Peach Boys.

Pludselig var vi i et studie.

Jeg gik ind og sang
"Don't Make Me Wait".

Det tog fart. Vi var æternes konge,
da albummet udkom.

På alle klubber hører man Bernard.

Han opbyggede sit navn.

Jeg ville ikke sige
som baggrundssanger-

-for meget af hans musik
var som forsanger.

Og jeg havde produceret
nogle ret mangfoldige plader-

-og når der var brug for en sanger,
tænkte jeg på Bernard.

Men netop som Bernard var ved
at blive en respekteret forsanger-

-der tog på verdensturné, blev han
ringet op af producer Bill Laswell.

Opkaldet ændrede resten af hans liv.

Jeg tog hjem, og Bill Laswell
ringede: "Hej, hvad laver du?"

Jeg sagde: "Ikke noget."
"Godt. Tag ud i lufthavnen."

Jeg sagde:
"Nej, du forstår det ikke."

"Jeg er lige kommet fra lufthavnen
og er lige gået ind i min lejlighed."

Han sagde:
"Tag tilbage til lufthavnen."

Jeg sagde: "Bill, du forstår
det ikke. Jeg er lige kommet ind."

"Tag tilbage til lufthavnen."

Jeg tog tilbage og spurgte damen:
"Er der en billet til mig?"

Det er de gode gamle dage.
"Ja, vi har en førsteklassesbillet."

"Hvorhen?" "Ved du det ikke?"
"Nej." "Du skal til London."

Jeg ankommer til London.
Jeg ved stadig ikke hvorfor.

Bill samler mig op
i en stor, sort Bentley.

Vi går op ad trappen til huset.

Ding-dong. Bill går ind,
og jeg går ind bag ham.

Der sidder en fyr på gulvet
med en guitar i hånden-

-og fyren vendte sig om og så på mig.

Det var Mick. Jeg havde ingen anelse.

Jeg står der og siger til mig selv:
"For pokker da. For pokker da."

Jeg kunne kun tænke:
"For pokker da."

Han gav mig et bånd og sagde:
"Når vi er i studiet i morgen-

-er det det, vi skal arbejde på."

Så jeg tog tilbage til hotellet-

-og lavede alle sangarrangementerne
på en firesporsmaskine.

Han var god
på She's the Boss-albummet.

Vi arbejdede tæt sammen om det.

Jeg kan ikke huske, hvad vi lavede.

Det er længe siden.
Men et tæt samarbejde.

Jeg lavede sangdelene
til She's the Boss.

Det betyder alle omkvædene
og alt det i baggrunden.

Al den sang, man hører, ud over
ham som forsanger, har jeg lavet.

Normalt laver jeg
mine egne harmonier-

-men han kan ændre sit stemmeleje,
så det passer til dit-

-så det lyder, som om jeg synger
to gange. Det kan han gøre.

Eller han kan få det til at lyde
som to forskellige personer.

Forholdet var meget let
med Mick og mig.

Det blev mindre let-

-da bandet kom.

Ja, jeg vil derop.
Jeg vil have en akkord mere.

Bernard arbejdede
med hele Stones-holdet-

-på deres Steel Wheels-album i '89.

Mick ringer og siger:
"Stones gør klar til et nyt album-

-og jeg har brug for din hjælp."

Jeg siger: "Okay, fedt. Hvor er du?"

Han gav mig studiets adresse.

En efter en kom Stones-gutterne ind.

Lad os starte forfra.

Charlie kom ind.

Jeg tænkte: "For pokker da."
Jeg siger det ofte.

Bill Wyman kommer ind.
"For pokker da."

Ronnie Wood kommer ind. "Hej!"

Fedt. Keith kommer ind.
"For pokker da."

Og jeg er derinde og har ideer.

Så siger Mick:
"Okay, jeg kan lide ideen-

-så lad os gøre det nu."

Ikke dårligt. Fint. Nej, det er okay.

Jeg fornemmer noget,
og Keith kigger på mig.

Og jeg tænker: "Det er ikke godt."

Jeg kigger på hans dreadlocks

Han stirrede alt for længe.

Jeg måtte sige noget til ham.

Jeg så på ham og sagde:
"Alt i orden?"

-Så sagde han...
-"Jeg ville ikke kunne lide dig."

Og jeg tænkte igen: "For pokker da."

Jeg sagde:
"Hvorfor, mand? Jeg er okay."

Han sagde: "Jeg troede,
du var en af Micks drenge."

Jeg tænkte: "Åh, nej."

Mens Mick og jeg var på...

En person, Mick samlede op-

-ender ikke
i en Rolling Stones-session.

Og så sagde han:
"Jeg ved, du er okay."

Vi arbejdede videre,
og vi arbejdede så godt sammen-

-at vi den dag blev gode venner.

Det var en sjov måde at mødes på.

Når Bernard synger baggrund,
er han en støttesanger.

Han støtter det, de laver.

Det er interessant,
for mange sangere-

-når de synger baggrundssang
og kan være en så god forsanger-

-vil det som regel påvirke
én af de ting.

Enten er baggrundssangen ikke
stærk, eller man kan ikke huske dele-

-eller dit og dat.

Der er intet, han ikke kan-

-når han siger:
"Jeg har styr på det."

Jeg har altid tænkt på Bernard.
Han er faktisk for god-

-men på samme tid forstår jeg det-

-for han elsker bare
at arbejde med Stones.

På vej op i rækkerne-

-var det vigtigt for mig-

-at blive anerkendt
og respekteret af dem-

-der virkede hævet over,
hvor jeg var.

Dem, jeg ville lege med.

Det er noget, jeg altid søger
mere end noget andet.

At blive modtaget af dem.

Dem, der gør det derude.

De er et sted,
jeg har stræbt efter at være.

Det betyder, jeg er god nok
til at hænge ud med dem.

Ikke kun god nok til at hænge ud
med dem, men til at lege med dem.

Ja, det er en bekræftelse.

Den bekræftelse, Bernard føler,
når han er med Rolling Stones-

-er det, vi alle ønsker.

At føle sig som en del af noget
og ikke en outsider.

Jeg arbejdede i 40 år med
David Bowie. Det definerede mit liv.

Men musik var aldrig et valg.
Det var et kald.

Jeg var en dårlig elev.
Jeg kan ikke tage imod ordrer.

Jeg kan ikke lide at blive
hundset med eller få ordrer.

Så det udelukker nok 99 procent
af jobmarkedet lige der.

Jeg var skod i skolen, så universitet
røg. Jeg kom knap nok på gymnasiet.

Og jeg elskede det bare.
Jeg elskede at spille og lytte-

-og det gjorde og gør jeg
24 timer om dagen.

Men jeg vidste ikke,
hvad en sidemand var.

Jeg sad aldrig og tænkte:

"Jeg vil gerne være
den og dens guitarist."

Da jeg var 18, havde jeg
mit eget band og et nyt navn.

Han skabte en persona.

I stedet for Frank Mattaloni
var han nu Earl Slick.

Det lyder ret godt.

Han havde udseendet,
attituden og arrogancen.

Han var selvsikker og kæphøj.

I 1974 blev jeg ringet op af
en britisk fyr ved navn David Bowie.

Jeg kendte ikke hans musik så godt-

-men jeg tænkte: "Hvorfor ikke?"

Jeg sidder som en idiot lidt-

-og så kommer der en tynd,
uhyggelig fyr-

-med rødt hår og ingen øjenbryn.
Jeg tænkte: "Hvad?"

Han var fantastisk. Det var David.

Det var godt.
Han havde en guitar med.

Vi havde en flaske brandy.
Jeg satte den ned, og vi spillede.

Fik lidt brandy. Vi snakkede lidt.

Det var sjovt. Det var rart.

Han sagde: "Tal med min assistent-

-og så fortæller vi mere."
Telefonen ringede næste morgen.

Hun sagde: "David vil vide,
om du er interesseret."

Og det var der, det hele begyndte.
Jeg gik efter det sikre skud.

Og så begyndte sidemand-tingen.
Det var ikke mit mål.

David kunne have valgt
enhver guitarist med evner-

-men i stedet valgte han
denne talentfulde, men rå, unge-

-uhæmmede ånd fra Brooklyn.

Som jeg lærte David at kende,
forstår jeg, hvorfor han gjorde det.

Han fornemmede virkelig
folks ånd og udstråling.

Hvad de kunne bidrage med.

Ikke kun musikalsk,
men personlighedsmæssigt.

At lære, hvad man kan give artisten,
er, hvad alle sidemænd ønsker.

David fortalte mig ikke,
hvad jeg skulle spille eller gøre.

Han lod mig udtrykke mig selv
med sin musik.

Han accepterede mig som en del af
sin vision. Jeg var ikke en outsider.

FRA ALBUMMET
STATION TO STATION

Station to Station-albummet,
som "Stay" kom fra-

-var en af de mest spændende
perioder med David-

-fordi han bad mig
finde på dele og ting-

-og det var faktisk første gang.

Og et stolt øjeblik.

Han så på mig med et stort smil.

Lige før soloerne kom ind,
havde han et stort smil på ansigtet.

Og det førte mig hjem.

Det førte mig hjem.

Respekt for det, vi bidrager med,
er det, vi sidefolk lever af.

Det får dig til at yde lidt ekstra.

Men jeg glemte aldrig,
at David Bowie var navnet. Ikke mig.

Men nogle gange bliver sidefolk
kastet lige ind i rampelyset.

Næsten lige så synlige
som stjernerne selv.

Da Prince blev Prince and the
Revolution, ville han have sidemænd-

-eller i dette tilfælde sidekvinder-

-som kunne tilføre lidt ekstra
til festen og se godt ud.

Det var Wendy og Lisa.

Jeg tror, Princes vision
om at blande bandet-

-mand, kvinde, sort, jødisk-

-var en meget bevidst beslutning
og et ønske fra hans side.

Lisa og jeg var ikke kun kvinder.
Vi var elskere.

Vi var et par.

Og han sagde: "Du godeste!
Det er kvinder, det er bøsser-

-og alle flipper bare ud, ikke?
Det er kontroversielt. Du godeste!"

Dengang med new wave-musik
var der mange bands med piger.

Det var noget nyt i starten.

Og bare en sexet omgang pynt.
Én til at spille den rolle.

Men Wendy
og jeg gjorde det kraftfuldt-

-i stedet for bare at være
en lille køn ting at se på.

Jeg havde 80'er-strømper på,
og jeg tænkte:

"Jeg tilføjer noget slemt til det-

-så jeg accepterer strømpebåndet,
for jeg er legesyg-

-men jeg viser dig
ikke mine bryster."

Jeg var den kvindelige facilitator,
så han havde plads-

-til at være en sexet,
hot, androgyn tornado.

Han vidste, hvor han skulle grave,
og da han fandt sit guld-

-var det, som om han var fri nu,
og vi var den perfekte ramme.

Og det er gode sidefolk.

Giv forsangeren friheden
til at falde på røven.

Man sørger for,
de har det perfekte miljø-

-til at være den freak, de vil være.

Wendy og Lisa kunne læse Prince.
De forstod ham.

De vidste, hvad han havde brug for,
og de kunne spille.

Lisa var faktisk en uddannet,
seriøs musiker.

Lisa kunne presse Prince,
for hun var den eneste musiker-

-der kunne gøre ting bedre,
end han kunne, på sit instrument.

Wendy og Lisa voksede op sammen.

Lisa inviterede Wendy med
på nogle af turneerne-

-og hun var der.

Hun kender rollerne og kan spille,
og Prince blev åbenbart-

-overrasket i det øjeblik.

Det er ikke bare Lisas ven.
Det er en rigtig musiker.

På Purple Rain er der en sang,
der hedder "Computer Blue".

Vi dækker sangen med Prince.

Vi fik en idé og sagde:

"Jeg skal bare have rammen i-

-og jeg skal have den i gryden
og tænde trykkogeren nu."

"Lad os se, hvad vi kan finde på."

Jeg begyndte at spille riffet til...

Da vi skrev sangen, kom riffet-

-da Wendy og jeg
fjollede rundt med synth-lyde-

-og jeg tror, det inspirerede Prince.

Jeg tror, han mente,
det var en vigtig del af det.

Sangen og rytmen.

Det var bare klør fem
og med blandt sangskriverne.

Det er en god opgave for mig.

Som én, der prøver at være
så god en musiker, jeg kan være.

Ikke bare med instrumentet.
Hvordan kan jeg gøre artisten bedre?

Med sangen "Purple Rain"
siger han i filmen:

"Jeg vil gerne optræde med en sang,
som pigerne har skrevet."

Jeg havde et interview,
og jeg blev fejlciteret-

-da de spurgte: "Skrev du
"Purple Rain"?" Svaret var: "Ja."

Jeg bliver ringet op af Prince,
og han er meget vred.

"Hvorfor sagde du det?"

"Tror du, du skrev "Purple Rain"?"

Og jeg sagde: "Stop."

"Nej. Men vi hjalp dig."

Prince kom ind og sagde:
"Her er akkorderne."

Jeg tænkte:
"Det ligner en country-udvikling."

Og jeg gør meget ud af-

-at finde nye harmonier i noget,
der er meget enkelt.

Så jeg spillede akkorderne,
men jeg strakte de nederste toner-

-og jeg tilføjede andre nuancer.

Her kommer akkorderne.

Det er de første akkorder
i "Purple Rain".

Skrev jeg "Purple Rain"?

Nej, men ville "Purple Rain"
have været sangen-

-du hører den dag i dag,
uden at kokken kommer ind:

"Det er retten, jeg vil lave."

"Jeg har samlet et utroligt hold her.
Hvad skal vi gøre?"

"Purple Rain"-versionen i filmen er-

-en optagelse af Wendys første
liveoptræden med The Revolution.

Hun var kun 19 år gammel.

Jeg ville være en god guitarist
og i et godt band.

Jeg ville være en god musiker.

Men der er ambivalens
vedrørende den rolle, jeg havde-

-og det, jeg vidste,
Lisa og jeg gav ham.

Jeg havde øjeblikke
med vrede over for ham.

Jeg ønskede altid,
at han sagde: "Du er fantastisk!"

"Jeg kunne ikke gøre det uden dig!"

Aldrig.
Det kom ikke ud af hans mund.

Prince gjorde det klart,
at hvis du var der-

-og du havde den rolle
og var ved siden af ham-

-så var det hans bekræftelse.

Men for at være helt ærlig
ville jeg have hans bekræftelse.

Men i sidste ende
havde han ret til at ignorere dig.

Han hyrede dig, han ville gøre det-

-og i hans kontrakt med
Warner Brothers var der intet om det.

Det blev ikke påpeget-

-at I nu også skal spise min suppe.

Det var bare: "Det bliver fedt."

"Skal I ikke have det sjovt?
Jeg har det sjovt. Og vi siger: "Jo!"

At stå på scenen
foran titusindvis af mennesker-

-sammen med Prince eller Bowie-

-eller hvem som helst er
en særlig følelse. Det er det.

Men alle sidefolk må acceptere,
at vi ikke er stjernerne.

Jeg vidste, hvor jeg var
i hakkeordenen med David Bowie.

Jeg var lejesoldaten med et job
at udføre. Vi er der for at støtte.

Hvis han er træt
eller lidt distraheret-

-er han afhængig af,
at jeg træder ind. Det er mit job.

Slick kunne træde ind. Det var
en del af det, han gjorde for David.

Slick var nok
den mest dyriske af de to.

Og det dyriske element
skulle være der.

Det jordnære,
og Slicky personificerede det.

Men det er stadig hans turné.

Så for at gøre det til hans turné,
hvor han fremstår i det bedste lys-

-skal jeg gribe ham, når han falder-

Sørge for, at de får energien op,
hvis han ikke har den-

-og få det til at fungere på scenen.

Det er min sidemand.
Det er det, jeg gør.

Og det skal man huske,
for jeg har set sidemænd på vildspor.

Pludselig tror de, de er stjernen.
Nej. Dårligt træk.

De samarbejder på en sonisk måde,
og de kan arbejde sammen visuelt.

Earl overgår aldrig David.

Det er en god kombination
af gensidig respekt.

Sammen med David spillede jeg
både på turné og i studiet-

-og for mig var det bare fantastisk.

Men der er også musikere,
der kun hyres til studiearbejde.

Studiemusikerne.

Der er fyre,
der kun laver studiemusik-

-og de tager ikke på turné.
De spiller ikke nødvendigvis live.

Det er forskellen
på en studiemand og en sidemand.

En sidemand forventer
at spille live for et publikum.

En studiemand spiller måske
aldrig live eller kun af og til.

Man tænker på en studiemusiker
som én i et studie-

-men sidemanden har lidt mere input
til den artist, de arbejder med.

Hans feedback er meget vigtig.

Men jeg har spillet i studier-

-hvor jeg har ændret
hele stemningen i stedet-

-baseret på det, jeg spillede.

Nogle gange er det ikke ønsket
af artisten, og det er ikke rart.

"Det er ikke dit job," siger de.

"Det er ikke dit job. Hvad siger du?"

"Vi har en vision.
Dit job er at udføre den."

At udføre artistens vision var
ekstremt vigtigt for studiemusikere.

Især i 60'erne.

Men en fyr, jeg virkelig så op til-

-og som formåede at kombinere roller
som studiemand og sidemand-

-var guitarlegenden Steve Cropper.

Ring senere.
Jeg er midt i et videointerview.

Okay. Det lyder godt.

Steve Cropper var en del
af Stax-pladeselskabet-

-i Memphis, Tennessee.

Jeg vil uden tvivl sige,
at Steve Cropper er-

-en af de bedste side/studiemænd,
jeg har set i mit liv-

-fordi han kunne tilpasse sig,
hvad end det var-

-på en troværdig måde. Og hans
engagement var altafgørende.

Det gjorde Steve til noget særligt.

Da vi først hørte Booker T.'s musik-

-gik vi ud fra,
at det kun var for sorte.

Jeg var ret forbløffet over
at finde ud af, at Steve var hvid-

-og Don Dunn, bassisten,
var også hvid.

Dengang var det stadig ret unikt.

Booker T. & the M.G.'s havde hit
og fungerede også som bandet-

-der støttede de forskellige sangere.

Med Stax fornemmer man,
at det er et band-

-der skaber en lyd, en signaturlyd.

Tilbage i 60'erne-

-havde alle deres eget studie
og deres egne musikere.

De kiggede ikke i telefonbogen
og ringede til en fyr-

-fordi han er god,
eller ham, der er god.

Det er de samme hele tiden.
Vi spillede næsten hver gang.

Ud over Steves arbejde
med Booker T.-

-var han også uerstattelig sidemand
for Wilson Pickett og Sam & Dave.

Og i en branche, hvor alle er
uerstattelige, er det usædvanligt.

Når vi havde
en Sam & Dave-session-

-kom Steve med den stil,
vi ledte efter-

-og viderebragte
for Sam & Dave-projektet.

Man kunne høre,
at det lød som Sam & Dave.

Hvis han så arbejdede
med Booker T. & the M.G.'s-

-ville han tage rollen, og det ville
lyde som Booker T. & the M.G.'s-

-med de samme fire musikere.

Man skal være en unik sidemand
for at få det til at fungere.

Det er Stax Records. Hvide musikere
støttede sorte artister.

Vi førte an der, og man skal forstå-

-at vi taler om 60'erne.

Der var idioter, racister i 60'erne.

Hvide racister,
der hader at se sorte-

-gå på samme gade som hvide
og spille i bands med dem.

Og så giver man dem en rolle,
der bakker op-

-og støtter en, der er sort.
Det var banebrydende.

Det skete hos Stax Records.

Der var fyre som Steve Cropper-

-som var villige
til at påtage sig støtterollen-

-og ved koncerter var de på scenen
klar til at blive kaldt alt muligt.

Steve Cropper var
en fantastisk sidemand-

-men det var det,
han bidrog med til sangen.

Han spillede rytmedelen,
men han var smart nok-

-til at finde på introer
og forskellige dele.

Vi lavede "Knock on Wood".

Eddie Floyd og jeg var på motellet-

-og han sagde:
"Jeg har en god idé til en sang."

"Okay, hvad?"
"Jeg vil skrive en sang om overtro."

Jeg sagde: "Okay, Eddie,
hvad gør folk for at få held?"

Han sagde: "De siger..." Sådan!

Så vi begyndte at skrive,
og vi vidste, vi havde det.

Vi blev færdige med sangen,
og jeg sad der længe-

-og prøvede at finde på en intro,
men jeg kunne ikke.

Min eneste idé var:

"Gad vide, hvordan "In the
Midnight Hour" lyder baglæns."

Jeg ved ikke, hvordan jeg fandt
på "In the Midnight Hour"-

-men jeg startede på en D-akkord.

Så det er samme gang,
bare baglæns, så...

Og det var "Knock on Wood".

Jeg sagde:
"Vil du lære at spille guitar?"

"Alle guitarer har de samme prikker."

Det er en skala-ting.

Jeg sagde: "Følg prikkerne,
så kan du skrive hitsange."

Det er ligegyldigt.

Steve Cropper spillede
ikke kun med på hitsange.

Han var medforfatter.

"Knock on Wood", "In the
Midnight Hour" og mange flere.

Han var sangskriver, studiemand-

-producer og sidemand
rullet sammen i én.

Så da soulstjerneaspiranten
Otis Redding kom til Stax i 1964-

-vidste Steve
og Stax-ejer Jim Stewart-

-at de havde en særlig person.

Al Jackson, trommeslageren
i Booker T. & the M.G.'s, sagde:

"Kender du den høje fyr?"
Jeg sagde: "Ja."

Han sagde: "Han har plaget mig,
så nogen kan høre ham synge."

Jeg sagde: "Ja, okay.
Tag ham med ned til klaveret."

En fyr kom over, og jeg sagde:
"Der er klaveret. Spil noget."

Han sagde: "Jeg spiller ikke noget."
Jeg sagde: "Det gør jeg heller ikke."

Han sagde;
"Kan du spille kirkekvorder?"

"Kvorder" i stedet for "akkorder".
Kirkekvorder.

Så synger han
"These Arms of Mine".

Jeg sagde: "Stop."
Han sagde: "Kan du ikke lide det?"

"Jo, men Jim Sturrock skal høre det."

Jeg gik ind i kontrolrummet og sagde:
"Jim, du skal høre ham synge."

Og jeg lyver ikke.
Hårene på min arm rejste sig sådan.

Så vidt jeg husker, havde vi 17
hitsingler i træk med Otis Redding.

Han havde aldrig det,
vi ville kalde et flop.

Steve er en
af de mest originale guitarister-

-så da jeg hørte de første riff
på hans Otis Redding-plader...

"Åh, der er et."

Det andet ved at være sidemand,
og det siger jeg til Steve Cropper-

-er evnen
til at læse en sang meget hurtigt.

Der var en kontekst-

-med den musik, du spiller-

-og sætter dit eget præg på det.

Men det er sympatien for en sang,
der er et tegn på en god sidemand.

Otis Reddings forhold
til Steve var så godt-

-at han ville have sin sidemand
med på turné.

Otis sagde: "I skal på turné med mig.
I skal være mine backup-mænd."

Det gjorde det unikt og specielt.

Bandet, der spillede på hitpladerne-

-var bandet,
der spillede på scenen med artisten.

De samme riff
af de samme personer-

-blev spillet på samme vis.

Det er uhørt, for man har det,
man kalder studiemusikere-

-og så er der turnémusikere.
De gør ikke begge dele.

I vores historie
er Stax meget vigtig.

Her fik musikere som Steve
om ikke stjernestatus, så synlighed-

-på en måde, der var sjælden før det.

Steve støttede Otis,
men var afgørende for hans succes.

SKREVET AF OTIS REDDING
& STEVE CROPPER

Det var den sidste sang,
Steve og Otis arbejdede på sammen-

-men Otis hørte ikke
den endelige version.

Han blev dræbt i et flystyrt.
Han var kun 26 år.

Min rolle med Otis var,
at vi festede sammen-

-tog på natklubber og lavede ting.

Otis kalder sig selv
en hæmmet bondedreng-

-men der var noget,
der var ekstremt magisk.

Der kommer aldrig én til.

Steves forhold
til Otis var noget særligt-

-og hans ry var forseglet.

Han arbejdede med alle
fra Rod Stewart til Eric Clapton-

-til Blues Brothers.

Og som sidemand
har man brug for det.

Et ry,
for de artister, du arbejder med-

-har ikke altid arbejde til dig.

Men hvis du er heldig,
har en anden måske.

Og mit held var der,
da jeg fik et opkald i 1980.

Jeg havde
ikke set David Bowie siden '76-

-og jeg blev ringet op
af produceren Jack Douglas-

-og han sagde: "Jeg har
nogle studiesessioner, Slicky."

"Hvem er det?"
"Det kan jeg ikke sige."

Men efter tre-fire dage
fandt jeg ud af det.

Det var John Lennon.

Jeg var nervøs. Det bliver jeg ikke.
Men det gjorde mig nervøs.

John havde visse studiefyre,
som han havde brugt-

-og John sagde:
"Jeg har brug for en joker."

"En gadedreng, der ikke kan læse,
der er ligesom mig."

"Respektløs og gør, hvad han vil."
Sådan fik jeg jobbet.

Det var ikke svært
at arbejde med John-

-for han lod mig være i fred og gøre,
hvad jeg ville.

JOHN LENNON & YOKO ONE
FRA DOUBLE FANTASY

Jeg var overlykkelig.
Det var en god tid i min karriere.

Ikke kun i min karriere,
men i mit liv.

Jeg elskede det. John slap mig løs.

Når jeg er sammen
med en af de såkaldte stjerner-

-er jeg en ligemand.

Sådan behandles jeg.
Jeg behandles som en ligemand.

Jeg var heldig at arbejde
med både David og John i en periode-

-som jeg nu ser som storhedstiden
for os sidefolk i 70'erne og 80'erne.

På det tidspunkt
var der superstjerne-soloartister-

-der havde brug for sidemænd
og respekterede den rolle, de indtog.

Og hvis man var en sidemand
eller -kvinde i denne guldalder-

-som kunne spille ikke kun guitar,
men mange instrumenter-

-så fik man mange job.

Hvad så, folkens?

Slagtøj, sang og saxofon-

-keyboards, mundharmonika, alt.
Hun kan det og er fra Gary, Indiana.

Det er professor Crystal Talifero.

Crystal er der altid.
Hun er professionel.

På scenen leverer hun varen.
Hun er sit eget show.

Jeg kan altid regne med hende,
uanset hvad vi laver.

Og det er godt at kunne regne med.

Jeg skal aldrig tænke på,
hvad og hvordan hun gør det.

Jeg ville ikke være en stjerne.
Helt fra barnsben.

Jeg vidste ikke, hvad en stjerne var.
Det hele valgte mig.

Jeg troede,
jeg blev gift og fik fem børn.

Måske en revisor eller noget.

Seriøst, jeg mener...

Men jeg er glad for, det gik sådan.
Den bedste tid i mit liv.

Hvem ville have troet det?

Crystal fandt sammen
med Billy i 80'erne-

-efter at have arbejdet
med store navne-

-som John Mellencamp,
Joe Cocker og Bruce Springsteen.

Hun gik fra keyboardet,
og så tog hun saxofonen-

-og hun er smuk og jordnær.

Hun er talentfuld,
og hun er god på scenen.

Derfor er Crystal stadig i branchen-

-for hun er et aktiv for alle.

Vi begyndte at arbejde sammen,
og det slog mig straks-

-at hun ved, hvad hun laver.

Hun skulle hjælpe os med harmonier,
spille slagtøj...

Jeg vidste ikke, om det var fast
eller ej. Det var op til hende.

I dag er kvindelige sidefolk
en del af showet.

Men det er let at glemme,
at i 80'erne-

-handlede det kun om mændene.

En kvinde i bandet var anderledes.

Der var et par advarsler.

Men jeg vidste, det ville ske.

Jeg skulle være den sexede,
og tak, Billy.

Nu tror jeg, det var med vilje.

Det skete bare,
og jeg er glad for, at jeg var der.

Jeg vil høre en fyr sige:
"Du er sexet."

Tak.

Det gør mig glad.

Ja, der er fordele ved at være
en sexet sidekvinde.

Mange fordele.

Fyre kan lide sexede, lækre piger.
Du er populær.

Du får meget opmærksomhed.

Og jeg fik meget opmærksomhed.
Det er nok derfor, jeg fik mange job.

Jeg så ingen problemer i,
at hun var en kvinde.

Hun var en god musiker-

-så alle dem,
jeg arbejdede med dengang-

-respekterede hende.

Og det var det...
Jeg tror, det handlede om-

-at hun er en god musiker,
så du må hellere holde stilen.

At være en af gutterne,
men ikke en fyr. At hænge ud.

Når de siger "Okay, du er
en af gutterne, du kan hænge ud"-

-så er det en kompliment.

De accepterer dig som en af gutterne-

-og som kvinde.

Da jeg kom ind-

-var det første gang,
Billy arbejdede med en kvinde-

-og det var interessant.

Han gjorde det godt.

Han gjorde det godt.
Fyrene gjorde det også godt.

Her er Johnny!

Efter 28 år spiller Crystal stadig
med Billys turnéband.

Men i sidste ende er det lige meget,
hvor længe man er med stjernen.

Efter turneen er det
for de fleste af os sidefolk-

-et spørgsmål om, hvad der sker nu.

Som sidemand lever
og behandles jeg som en konge.

Jeg behøver ikke
gøre andet end at spille musik.

Det er godt! Det er Disneyland.

Jeg kan gøre, hvad jeg vil, hver dag.

Ingen betvivler, hvad jeg laver,
alle mine behov er opfyldt.

Så er turneen slut.

Sidemanden kommer hjem-

-og sidemanden sidder og venter på,
at telefonen ringer.

Det er okay i begyndelsen,
for der er penge tilovers.

Men pengepuljen bliver
mindre og mindre.

Ingen ringer, og man tænker:
"Hvorfor ringer de ikke?"

Er det muligt at ringe igen
og være røvirriterende?

Og du finder på de grunde,
du finder på-

-og de er måske sande
eller måske ikke sande.

Men jo mere kendt du er-

-og jo mere synlig du er
som sidemand for din forsanger-

-jo mindre tilgængelig er du.

Jeg sidder her hele året.

Telefonen ringer ikke,
fordi de tror, du er ejet.

Og det er du på en måde.

Hvad laver vi her?

Fordi de tror,
vi ruller rundt i penge-

-og vi køber huse,
og vi arbejder, og vi får løn-

-og snart gør vi det.

Det er ikke sandheden.

Sandheden var, at i mellemtiden-

-var der tider, hvor der gik år.

Det er det, jeg er god til.
Dage uden noget. Det kan jeg lide.

Jeg laver intet i dag, når I er gået.

Ved du hvad?
Det er et tveægget sværd.

Du spiller med
verdens bedste rock 'n' roll-band-

-og når det er slut,
bliver det svært at få et nyt job-

-for folk tror af en eller anden
grund, at du er en del af bandet.

Jeg er en lejesoldat.
Gid jeg tjente så mange penge.

Gid jeg tjente Rolling Stones-penge,
men sådan er det ikke.

Jeg tjener ikke nok til, at jeg kan
tage på ferie eller holde en pause.

Jeg har prøvet at holde en pause
efter en Rolling Stones-turné-

-og da pengene var ved at slippe op,
var det svært at finde et andet job.

SUT MIT LEM

JEG ER EN MEGAKÆLLING
OG DU ER EN KÆLLING

Du godeste.

Man ringer ikke og siger:

"Det er Bernard Fowler,
og jeg vil turnere nu!"

Sådan noget sker ikke.

Jeg har som sagt gjort det før,
og det bed mig i røven.

Det tager nok et par uger,
men jeg er i gang igen.

Jeg er velsignet, for hver gang
Stones tager ud, tager jeg ud.

Men det er pudsigt, for nogle gange-

-blev jeg ringet op
af venner eller fans-

-der sagde: "Stones tager ud."

"Skal du ikke med?"
"Jeg har ikke hørt noget."

Og når det sker, går det én lidt på,

-for man ved ikke, om man skal med.

Det er en del af at være sidemand.
At man ikke er sikker.

Men broder B har intet
at bekymre sig om.

Det handler om,
om Stones stadig er her.

Det handler ikke om,
om han er med os. Helt sikkert.

Det er op til ham. Så længe han vil.

Ja, han er med os til enden.
Så kalder vi ham en Rolling Stone.

Når vi alle går på pension,
kan han blive en...

Vi giver ham et skilt med:
"Jeg er omsider med."

I mine øjne
er han officielt en Rolling Stone.

Broder B er nu en rockmand.

Jeg ser stadig mig selv
som sidemand for Rolling Stones.

Jeg er ikke en Rolling Stone,
og det bliver jeg aldrig.

Vil Rolling Stones lide uden mig?
De kan fortsætte.

Men de ville savne mig.

Det er noget særligt til dig.

Bernard er heldig.

Trods usikkerhed
har han et langtidsjob hos Stones.

Jeg arbejdede med David i 40 år.

Men arbejdet var ikke konstant.

Jeg vidste aldrig, hvad der ventede.

Han fyrede mig en gang,
men så blev jeg kaldt tilbage-

-hver gang en af hans guitarister
fordampede eller sagde fra.

Jeg fik opkaldet.

Og folk siger:
"Føler du dig ikke udnyttet?" Nej.

Han gjorde, hvad han skulle,
da jeg tog jobbet-

-og det betød,
at jeg gjorde, hvad jeg skulle.

Så den ene hånd vaskede den anden.

Men at blive fyret, udskiftet,
hvad end man vil kalde det...

Når det sker,
gør det ondt, og man bliver vred.

Fra det øjeblik, jeg blev ansat,
til det sluttede, var det nonstop.

Så jeg følte aldrig,
det ville slutte, før det sluttede.

Det føltes næsten,
som om nogen sparkede til sengen-

-mens du sov tungt.
Man tænker: "Hvad, hvad, hvad?"

Sådan føltes det, da det sluttede.

Lisa og jeg blev fyret.

Den aften, vi blev fyret, kan jeg
ikke sige, at Prince takkede os.

Jeg kunne mærke
hans følelser modsige-

-sig selv inde i ham.

Bøh!

Jeg tror, han stod ved en korsvej.

Jeg tror, det var svært for ham
at sige tak på det tidspunkt.

Han sagde: "Jeg er nået dertil-

-hvor jeg må ændre det nu,
for jeg kan ikke magte det."

"I er jeres egne herrer,
og jeg vil have mere kontrol."

Vi var forbløffede
og forstod det på samme tid.

Sådan er det,
når man er en sideperson.

Alle kan ofres.

Det føltes,
som om mit liv eksploderede.

Det tog mig med på en utrolig tur,
og pludselig...

"Lad os ikke gøre det længere."

Det var som et romantisk brud.

Jeg tror også, han savnede os,
hvilket altid skræmte mig.

Når jeg så tegn på,
at han savnede os-

-og undrede sig over, hvor vi var.
Det gjorde mig vred.

Der var en facade, fordi Prince
aldrig ville være medlem af et band.

Han ville aldrig være
så samarbejdsvillig-

-med det,
han stod frem med.

Purple Rain var perioden
med mest samarbejde i hans karriere.

Efter den succes-

-var der ingen mulighed
for samarbejde efter det.

På det tidspunkt
kunne ingen sige nej til ham igen-

-for han havde vist,
at han vidste bedre end alle andre.

Wendy og jeg var ret fortabte
efter bruddet-

-og vi vidste ikke,
hvad vi skulle gøre.

Vi lejede et hus i et par uger-

-og slikkede vores sår sammen.

Vi havde ondt af hinanden,
og så begyndte vi at skrive sange.

Folk ventede på,
at vi skrev en Prince-sang-

-men det er ikke Prince and
the Revolution. Det er noget andet.

Nu er vi ikke pynt.

Vi kan være midtpunktet.

Og det var ønsket.

Det førte til spørgsmål.
Hvad taler I om?

Hvad mener I? Hvad sælger I?

Vi forstår handel.
Vi skal sælge produkter.

Der er branding.

Men det er her, at det
at være kvinde i musikbranchen-

-er en selvmodsigelse.

Sådan er arten.
Jeg vil ikke være med i den leg-

-men da min tvillingesøster kom
og sang med Wendy & Lisa-

-elskede markedsføringsfolkene det.

For Susannah var hot og sexet,
og woo hoo!

Det kan vi markedsføre!

Wendy & Lisa var gode-

-men overgangen fra sidekvinde
til soloartist er meget svær.

Vi endte med at blive droppet
hyppigt af alle pladeselskaber-

Vi blev hyret og droppet,
hyret og droppet, hyret og droppet.

De var bare...

Jeg ved ikke, hvad de ville have.

"Little Red Corvette"?
Men det ville ikke ske.

For os
var det en mere subtil succes-

-at vi kunne spille i
og fylde klubber.

I mine øjne betyder det,
at vi klarede det.

Og vi kan arbejde videre.

Jeg har ikke skullet arbejde
i Staples eller McDonald's-

-så du ved...

Var det skuffende for mig at indse,
at jeg ikke var en stjerne?

Jeg er flov over at sige det. Ja.

Jeg ville være
lige så vigtig som de artister-

-der er vigtige for mig, for andre.

Jeg ville have folk
til at lytte til min musik.

Min idé om at være en rockstjerne-

-passede nok ikke
til min musikproduktion.

Der er den.

Okay, lad mig prøve.

Da Wendy og Lisa ikke blev
store popstjerner på egen hånd-

-kunne de tilpasse sig
på grund af deres oplæring-

-på grund af deres alsidighed
og på grund af deres brandnavn-

-og fordi Wendy og Lisa
ville blive meget efterspurgt-

-så de kunne lege med folk
som Madonna, Joni Mitchell og Seal-

-og opbygge en karriere
på den måde.

Det er for hurtigt med det tempo.
Det er for meget.

Og så fra det springbræt-

-til at skrive musik,
soundtracks, tv-serier, film.

Det er stadig ikke ironisk nok.
Det føles for hymneagtigt.

Wendy og Lisas bidrag minder meget
om en skuespiller i serien-

-og jeg behandlede dem altid,
som om de var skuespillere.

Man fortæller ikke en skuespiller,
hvordan de skal opføre en scene.

Og selv om studiet
eller netværket til tider-

-og dele af musikken
ville have en replik læst op-

-en særlig slags musik,
modstod jeg altid at give dem det.

Så vi bør spille noget ironisk.
Ikke for romantisk.

Min erfaring med dem er, at vi
aldrig fik dem til at gøre det igen-

-mere end måske
tre eller fire gange.

Og jeg taler om 200 tv-afsnit.

Det er fantastisk.

Wendy og Lisa gjorde det igen
som sidekvinder, men nu i tv.

De skriver musik
til nogle af de største serier i USA.

Det var godt...

De fik sågar en Emmy som bevis.

For at overleve,
når man ikke er på turné-

-må vi sidefolk finde andre måder-

-at bruge, hvad vi har,
til at tjene lidt penge.

Jeg har ikke været alsidig nok
i min karriere.

Er du en betjent?

Jeg kan ikke se en uniform
på din fede røv.

Mange af de andre fyre,
der ikke var alsidige nok-

-forsvandt fra planeten,
og de kommer ikke tilbage.

Det ramte mig
som et ton mursten for ti år siden.

Jeg måtte sprede vingerne,
men hvor?

-Den har en naturlig læderduft.
-Den virker.

Jeg tænkte: "Hvad er mine talenter?"
Hvad pokker kan jeg?

Jeg spiller musik, men jeg maler også
og tilpasser mit eget tøj.

Jeg tænkte:
"Hvorfor gør jeg ikke noget med det?"

-"Er det et forsøg værd?"
-Flot.

-"Nej?"
-Ekstra skudhuller?

Det er 40-sandpapir.

Man kan lave skudhuller sådan.
Jeg kan ødelægge alt.

Jeg gør det alligevel, så jeg kan
lige så godt tjene penge på det.

Christian Benner er
modedesigner i New York.

Jeg kan lide hans stil,
så jeg har en masse med-

-for at se,
om vi kan lave noget sammen.

Og så tager man det her
og lægger det i blegemiddel-

-og så bruger man rustne søm og...

Ja.

-Haglpatroner og...
-Ja.

-Den duer ikke, men den er sej.
-Den er smuk.

Jeg har ikke det, han har,
og han har ikke det, jeg har.

Den er smuk, Earl.

Jeg vil have, hvad han har,
han vil have, hvad jeg har-

-og det er et godt partnerskab.

En original Christian D.

-Men jeg ændrede den.
-Ja, det så jeg.

Hvad synes du?

Jeg laver bælter og jakker,
men min malestil-

-og måden, jeg gør ting på,
kan faktisk forbedre hans ting.

Og nogle af mine ting
kan begå sig på egen hånd.

Jeg gjorde det fandeme godt.
Jeg er god, tak.

Han har haft gang i forretningen.
Han har maskinen, som jeg ikke har.

Der kommer din byttehandel.

Han får mit navn til at hjælpe lidt.
Jeg får maskinen-

-jeg får hjælp, markedsføring
og alt det, man har brug for.

-Lad vores managere tale sammen.
-Ja, lad os gøre det.

For mig er det mode, men vi
sidefolk må finde vores egen vej.

Chrystal Talifero er,
og jeg lyver ikke-

-professor Crystal Talifero på et
universitet, når hun ikke turnerer.

Det sker nok ikke for mig.

Jeg tror, jeg har talent på
flere måder end bare som musiker.

Jeg har mere talent
i sociale færdigheder.

Jeg har gode sociale færdigheder,
som skal vejes-

-på samme niveau
som præstationsfærdighederne.

Man kan have et talent,
som kan spille 50.000 instrumenter-

-og have ingen sociale evner,
og hvem vil hænge ud med ham?

Han kan ikke hænge ud. Han er ude.

Crystal underviser nye musikere.

Måske den næste generation
af sidefolk.

Jeg underviser i at få
og beholde jobbet, optræden-

-sceneoptræden,
levering og spontanitet.

Jeg underviser i overlevelse.

Du skal bruge de øjne.
De store, fantastiske øjne, du har.

Alle mulighederne er her
for mine elever-

-for at gøre det,
jeg gør som sidemand.

Ja, de er der,
men det er lidt sværere nu-

-for den yngre generation.

De er alle talentfulde,
gode musikere-

-men jeg tror,
de er blevet udvandet.

Der er ikke flere identiteter.

Kun stjernen må have en identitet.

Måske bør jeg genoverveje det
og oplære soloartister i stedet for?

Musikbranchen i dag er
som en anden verden.

En, to, tre, fire!

Der er heldigvis stadig
store artister derude-

-som har brug for gode sidemænd
eller som med Beyoncé sidekvinder.

Og da Beyoncé turnerede
med The Beyoncé Experience i '07-

-arbejdede hun med nogle
af branchens bedste sidekvinder.

Der er 20-30 personer
på scenen med Beyoncé-

-på ethvert givent tidspunkt.

Jeg ser alt. Jeg ser folk gå amok
over at se ikonet for første gang.

Jeg ser en stor fest
i Beyoncé-koncerterne.

Gid alle kunne se det fra den vinkel.

Crystal "Røvel" Torres er unik.
Hun spiller mange instrumenter-

-og begyndte at arbejde
med Beyoncé i '07 som trompetist.

Da vi begyndte, var meget
af Beyoncés repertoire uden blæsere.

Vi havde meget kreativ frihed-

-så længe vi ikke trådte på melodien
eller kom i vejen for det, der skete.

Vi havde kreativ frihed
til at tilføje, hvad vi ville.

Hun bad mig spille en solo.
Hun var meget åben.

Hun sagde ikke,
hvad jeg skulle spille.

40.000 mennesker stirrede
på mig, og Beyoncé sagde:

Tag godt imod hende.

Og der er mit øjeblik.

Hun foreslog,
at jeg gjorde noget dramatisk-

-og stak hornet op sådan her,
når jeg var solo.

Det virkede ikke altid-

-for det er svært at spille trompet
i høje hæle og lave et baglæns sving.

Jeg var med
på fem verdensturneer-

-men historien handlede selvsagt
om Beyoncé-

-så man kan vælge,
om man vil det eller ej.

Den typiske moderne sidemand
eller musiker skal være åben-

-over for alle de mange steder,
musikken fører én hen.

Efter at have været
med i Beyoncés turnéband i flere år-

-fik Crystal ikke opkaldet-

-om at komme med
på Beyoncés 2012-turné.

Da jeg ikke fik opkaldet
efter alle de år, gjorde det ondt.

Det gjorde ondt.

Nogle gange er man en del
af en artists vision-

-og det er en smuk ting.
Andre gange er man ikke.

Og jeg tror, at hvordan alle
musikere håndterer de tilbageslag-

-virkelig afgør deres skæbne,
deres succes og deres fremtid.

Du skal vide, det er en forretning,
og du arbejder med en stjerne-

-så de forhindrer dig ikke i
at promovere dig selv-

-men du arbejder for et større brand.

Og nogle gange handler det
om brandet først.

Det skal beskyttes,
så du skal finde ud af-

-hvordan du passer ind,
og hvordan de kan arbejde sammen.

Nu om dage, meget mere end før-

-skal man kunne skifte gear hurtigt.

Og det var der,
jeg udviklede min sangskrivning-

-og mine produktionsevner
og mødte Lupe.

FRA ALBUMMET
LUPE FIASCO'S THE COOL

Lupe Fiasco er
en Grammy-vindende rapartist-

-som altid er på udkig
efter nye talenter.

Crystals navn blev ved
med at dukke op-

-og jeg tænkte:
"Hvem er den Crystal-kvinde?"

Så sagde jeg:
"Crystal, vil du komme ind-

-og spille på nogle plader."

Det er fedt
at have et arbejdsforhold med en-

-der opererer
på et internationalt kendt niveau.

Jeg dukkede op uden forventninger,
og han sagde: "Bare gør din ting."

Jeg gik ind i live-rummet
og spillede-

-og han reagerede straks på den lyd-

-den Miles Davis-agtige blueslyd.

LUPE FIASCO
MED CRYSTAL "RØVEL" TORRES

Det er som at spille
med Miles Davis

At have én af høj kvalitet.

Og sige: "Kan du spille sådan?"

Og så gør de det.
Og man siger: "Det var fantastisk."

"Kan du spille sådan?"
"Ja, det kan jeg."

"Det var fantastisk!
Kan du bare spille?"

Da studiesessionen var slut-

-blev sangen bare et humørsygt,
jazzet, organisk hiphop-mix.

Det gik videre til mit næste album,
hvor det var ligetil.

"Jeg skal i studiet.
Jeg har brug for Crystal."

Jeg tror,
at de bedste artister forstår-

-at vi alle arbejder for musikken.

Og selv om alle har deres roller
i sidste ende-

-bringer musikken folk til dem.

Der er tydeligvis plads
til den næste generation af sidefolk-

-men hvad med os, der har været
rundt om blokken et par gange?

Med hensyn til, hvad fremtiden
bringer for mig som sidemand-

-vil jeg sige,
at det ser dystert ud.

I 2016 døde
min hovedmand, David Bowie.

Det ændrede alt.

Det er der, lift off-delen
kommer ind i billedet, ikke?

Det følte jeg skete, da David døde.

Han lettede.

David er kommet ind i mit hoved
hver dag siden foråret 1974.

Når man er forbundet
med nogen så længe-

-så forsvinder det bare ikke.

David betød meget for mig-

-for han er den første
i min karriere-

-hvor jeg gik på scenen
med 20.000 mennesker-

-og fik en guldplade
inden for seks måneder.

Og alt det, jeg lærte af ham.

Jeg var altid hans guitarist.

Nu er jeg guitaristen Earl Slick-

-der arbejdede med David Bowie,
da han levede.

Uden David bliver det svært.

Mange af dem, jeg kendte, der
hyrede sidemænd, går nu på pension-

-og det er ret skræmmende,
men hvem ved? Måske befriende.

Bernard gør mere af sine egne ting
ved siden af arbejdet med Stones-

-og det må være godt.

Forhåbentlig vil flere se-

-at jeg kun er sidemand
for Rolling Stones.

Når Stones ikke ruller,
ryster Bernard pengemaskinen.

Fremtiden er,
at jeg ser mig selv som soloartist.

Det er uafhængigt. Jeg gør det selv.

Der er ingen maskine bag,
og det er svært at få ting hørt.

Han var nok ikke soloartist,
fordi han var i Rolling Stones-

-men det er svært
at få succes i showbusiness-

-fordi tusindvis af grupper
vil lave en single.

Det er ikke en nem branche.

Bernard elsker at træde
ud af skyggen. Han elsker stå frem.

Han får folk til at have det godt.

Og jeg tror,
det er belønningen for Bernard.

Hvis jeg kunne lave soloting-

-der er gode nok til, at jeg altid
kan optræde, ville jeg gøre det.

Det er en god hund, men den er
under to år og stadig en hvalp.

Steve Cropper foretrækker som altid
at være ude af rampelyset.

Og det har han råd til.

Han skrev nogle
af de største hits nogensinde.

Jeg har ikke hængt det op-

-men det er for
ti millioner afspilninger fra BMI.

Det er stadig i pakken.
De gav mig det.

Jeg har altid
villet være med i et band.

Jeg vil aldrig være berømt.

Hvor nogen prøver
at få fat i dig døgnet rundt.

Jeg er stolt over, at jeg i årevis-

-kunne holde lav profil.

Fordi jeg spiller bag sangere,
der er gode-

-og de underholder,
de danser, de gør det hele.

Jeg er omme bagved og hygger mig.

Så længe der er gode sangere,
vil der stadig være sidemænd.

Men jobbet ændres måske lidt.

Mit job har ændret sig i de 30 år.
Jeg er ikke lige så meget med.

Jeg flytter mig,
så der kommer en ny ind nu.

Og det gør vi-

-så der er plads til andre artister,
der kommer ind og er med.

Og det er fint.
Det er en naturlig udvikling.

Du er i den, Crystal.

Jeg elsker, hvor jeg er nu.

Jeg tror, jeg er blevet mere erfaren.

Jeg vil sige erfaren.

I dag er en mulighed for os sidefolk
at gå tilbage til vores fortid-

-og det er ærlig talt
et tveægget sværd.

Princes Revolution blev
for nylig gendannet-

-for at spille et par koncerter
til ære for Princes liv.

Fansene vil altid have det.

De vil have,
at Revolution kommer ud-

-for det holder Prince
i live for dem, ikke?

Er det stadig i A?

Ja, til D. A til D.

Men hvordan kan det ikke være
en lille midtvejskrise-

-for at genopleve-

-smagen af din egen storhed
fra dengang?

Men det, vi prøver at gøre
som et band, er at finde ud af-

-om det har et liv,
eller er det bare det?

Jeg vil ikke være dum.

Hvis det er en midtvejskrise,
og jeg leder flokken...

Hvis det er drivkraften,
så siger jeg farvel. Jeg er ude.

Jeg har hader at ende på det D.

Medmindre vi gør det stort. Som...

Jeg har også genoplevet min fortid-

-og det satte
hele mit liv i perspektiv.

David Bowie var der altid for mig,
selv når han ikke var.

Og nu er det underligt at optræde
med hans musik uden ham.

Men man heler her.

Og at gøre det med en sidemand
får mig til at føle mig okay.

To sidemænd
fra to forskellige lejre-

-der mødes for at gøre noget-

-men vi tager ikke bare
sidemandstingene med os.

Vi tager vores egen individuelle
stemning og følelse med.

Du har sang over det hele, ikke?

Jeg tror,
der kommer noget godt ud af det mix.

Jeg ville ikke
efterligne David Bowie-

-via en
pseudo-britisk Bowie-agtig fyr.

Missionen er fuldført,
og jeg arbejdede med Bernard-

-og vi er bedste venner
og fortsætter samarbejdet-

-for jeg elsker ham højt.

Godt at se jer. Hvordan går det?

Hvordan går det?

Jeg hedder Bernard Fowler,
og jeg er glad for at være her.

Hils på min medsammensvorne,
grunden til, jeg er her, Earl Slick.

Jeg tror, at kun han-

-kan magte det stemmemæssigt-

-og han har sin egen scene-ting,
og han vil ikke imitere.

Han er bare Bernard,
og det var det, jeg ville.

Bernard er magisk.

I lyder sgu godt i aften!

Han fik dem til at græde,
grine og skrige.

Han trængte ind i dem,
og det er ikke nemt.

Op med dem!

Der skete noget på den scene i aftes.

Det var min lønseddel.

Jeg tager hjem
med et smil på læben.

Jeg arbejder for at tjene penge,
betale regninger-

-tage mig af mine børn og spise.
Ligesom resten af jer.

Men jeg har noget,
som den anden fyr ikke har.

Jeg har frihed.

Jeg kan ikke lide at få ordrer,
og jeg kan lide-

-at jeg kan sidde herude ved bækken-

-og bare gøre ingenting.

Jeg sidder ikke
i trafikken fire timer om dagen-

-og venter på at blive 60-

-og få en møgpension
og et falsk guldur.

Hvad så?

Reality-tv, Budweiser og popcorn?
I guder, skyd mig.

Tekster: Claus Christophersen
Iyuno