All language subtitles for I.Am.Dina.2002.NORDiC.1080p.WEB.H264-EGEN_Subtitles01.DAN

Jeg er Dina.
Dette er min historie.

Dina? Hvad laver du?

En, to, tre, –

– fire, fem, seks, syv, –

– otte, ni ...

– Det er langt væk.
– Ja.

Nu skal du i seng igen.

Jeg er bange.
Jeg vil sove hos dig og far.

Du er da ikke bange for noget.

Dina!

Dina!

– Mor!
– Dina?

Pas på!

Det var Dina, der gjorde det!

Far ... Far ...

Nej!

Er du sulten?

– Dina!
– Tomas, kom ned derfra.

Fadervor, du som er i himlene.

Helliget vorde dit navn,
komme dit rige.

Ske din vilje som i himlen
således også på jorden.

Giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld, –

– som også vi forlader
vore skyldnere.

Og led os ikke i fristelse,
men fri os fra det onde. Amen.

Fadervor, du som er i himlene.

Helliget vorde dit navn,
komme dit rige.

Ske din vilje som i himlen
således også på jorden.

Giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld.

Jacob ... Min ven i nøden.

En tur til Bergen
vil gøre dig godt.

Min far så mig ikke,
fordi mor var væk.

Gud var også væk.

Jeg er Dina.

Jeg var ingen.

Vi legede en leg sammen,
mor og jeg.

På klippeskrænten.

Det var en enkel leg.

Jeg drejede rundt og talte
mine skridt i en tilfældig retning.

... fire, fem, seks,
syv, otte, ni ...

Hvis jeg gik ud over skrænten ...
skulle hun komme og gribe mig.

Men det gjorde hun aldrig.
Jeg kunne kun tælle til tyve.

Dina!

Dina!

– Er De sikker på, hun skal herind?
– Ud med jer.

Halløj.

Kom her.

Kom her. Den er til dig.

Kom og tag den.

Ja. Kom nærmere.

Kom nærmere og tag den.

Tag den. Ja, tag den.

Nu må du tage dig sammen.
Du må tænke på Dina.

Hun har brug for undervisning.

– Hun er som et vilddyr.
– Jeg ved, hvordan hun er.

Men forstår du ...

Når hun står foran mig,
kan jeg kun høre Gertrudes skrig.

Og jeg forbander mig selv.

Hun har brug for hjælp!
Hun har brug for hjælp.

Goddag.

Jeg hedder Lorch.

Og jeg hedder Ludwig ...

Du ...

Du må være Dina.

Jeg håber, du ikke har noget imod,
at jeg ... øver mig lidt.

Nej, mere!
Mere! Spil mere!

Mere! Mere!

Ja?

Det er ... frøken Dina. Hun ...

Lorch var et vidunder.

Han lod musikken flyde gennem
huset som en iskold bjergstrøm.

Vandet var ufarligt,
når han spillede.

Jeg var sikker på,
mor havde sendt ham, –

– fordi hun ikke selv
kunne være hos mig.

Og Lorch løftede mig op
og hen over bjergene.

Jeg kunne aldrig falde ned igen.

– Nu er det tid til at læse lidt.
– Nej.

Her i huset skal man komme
til tiden til måltiderne.

Og hun bør have noget på fødderne.
Vær venlig at sørge for det.

Nå ... Hvordan går det
med læsningen?

– Læsningen? Tja ...
– "Tja."

Læs så noget.

"I begyndelsen ...

... skabte Gud ...

... himlen ...

... og ...

... jorden."

Hvad er det?
Hvad lærer De hende dog?

Før hende op på hendes værelse!

Vi har gjort store fremskridt
med matematikken.

Piger har ikke brug for
at kunne jonglere med tal.

Fru Gertrude ... Dinas mor.

Jeg kan forstå, at hun ... døde
under tragiske omstændigheder.

– Ja. Det er ikke noget, vi taler om.
– Selvfølgelig ikke.

Men det kunne måske hjælpe mig med
at forstå barnet lidt bedre.

– At vide, hvad hun tænker på.
– Det var hende, der gjorde det.

– Hvabehar?
– Hun forårsagede ulykken.

Det var Dinas skyld,
min hustru fik kogende lud over sig.

Men hun gjorde det
sikkert ikke med vilje.

Nej.

Det gjorde hun sikkert ikke.

– Nej, hun vil ikke se mig.
– Selvfølgelig vil hun det.

– Din mor elsker dig.
– Ikke mere.

Kom nu her.
Hold mig i hånden.

Kom, Dina.

Din mor er i himlen. Hun er ...

Hun er lykkelig. For nu ...

Nu er hun fri.

Fri for alle denne verdens
sorger og bekymringer.

– Og det gør hende glad.
– Gør det?

Så det var noget godt,
der skete med min mor?

Tja ...

Deroppe er ingen bedrøvede,
og der er ingen uartige piger.

Ingen andre end mig
kunne sende mor derop.

Jeg udfriede mor.

Skal vi gå videre?

Lad mig være i fred.
Jeg vil være sammen med min mor.

Mor ... Mor.

Min mor var ikke væk.

Min mor var i himlen.

Det fortalte Lorch mig.
Min mor var lykkelig.

Fri for alle denne verdens
sorger og bekymringer.

Den dag fandt jeg en knap,
der var faldet af hendes kjole.

Og da jeg samlede den op ...

... skete det.

Jeg har din knap, mor,
så nu vil du aldrig forlade mig igen.

Du er blevet gråhåret,
Jacob Greenlow.

– Dina!
– Hvad er der galt med gråt hår?

Gamle mænd har gråt hår.
Din mands hår er gråt.

Nå ...

Mine damer og herrer,
værsgo at sætte Dem.

– Spiser Dina ikke sammen med os?
– Nej, hun spiser i køkkenet.

Det vil hun helst.

Det lød som torden,
når Tomas og jeg red sammen.

– Eduard ...
– Ja?

– Jeg må tale med dig.
– Udmærket.

Det er ...

Tomas så mig,
og det gjorde Jacob også.

– Godaften, Dina. Skal du i seng?
– Hvor skulle jeg ellers gå hen?

Eduard ...

– Hvordan skal jeg sige det?
– Dygtig.

Jeg vil have hende.

– Hvem?
– Dina.

– Min datter?
– Jeg må ganske enkelt have hende.

Efter jeg mistede min kone,
har jeg ikke ...

Forstår du det, Eduard?
Jeg vil gifte mig med hende.

Hør engang ...

– Er du helt sikker?
– Ja.

– Jeg taler med hende.
– I dag? Lover du det?

– Det lover jeg.
– Nej, nu.

Jeg gør det nu.

Tak skal du have.

Anders! Lad os komme af sted!

Goddag, frøken Dina.
Jeg hedder Anders.

Jeg kommer fra Reinsnæs.
Det er Ruben.

Han er en gave fra min stedfar,
Jacob Greenlow.

Jacob ejer egnens største
handelsforetagende. Han er rig.

– Han kan tørre røv med sine penge.
– Du finder ikke en anden som ham.

– Jacob er en gammel knark.
– Du gifter dig med ham!

Aldrig!

Du skal aldrig slå mig igen!

De har været hos os
temmelig længe, Lorch.

– Ti år.
– Ti år? Så længe? Jamen dog.

Nu må jeg desværre bede Dem rejse.

– Rejse?
– Farvel, Lorch.

Båden sejler i morgen tidlig.

Lorch?

Du rejser vel ikke?

– Svar mig.
– Hold nu op, Dina.

Jeg kan ikke blive her for evigt.

Jeg kan ikke lære dig mere.

Nu må du også lære
at håndtere et tab.

Det må du ikke.

Du må ikke forlade mig.

Halløj!

Jeg forstår.

Lorch var væk,
og nu var der kun ...

... stilhed.

Så var det nu.

Den store dag.

Her var jeg.
Dina, som dræbte dem, hun elskede.

Ville de vinke til mig,
hvis de vidste det?

Jeg er Dina.

Jacobs hustru.

Men han ved ikke, hvem jeg er.

– Mor ...
– Min kære pige.

Velkommen til Reinsnæs.

Olivia. Kom og hils på din nye frue.

Denne kvinde regerer i køkkenet
her på Reinsnæs.

Det er min anden stedsøn. Kom her.

Dina, hils på Niels.

Gommens søn har vel lov til
at kysse bruden.

Pas nu på, unge mand.
Nu skal jeg vise dig huset.

Åh, Dina.

Hvis du vidste, hvor længe
jeg har drømt om dette øjeblik.

Åh, Dina.

Åh, Dina.

Åh, Dina.

Hold op!

– Slip mig!
– Åh, Dina.

Dina!

Kom ned, Dina!
Jeg bønfalder dig på mine knæ!

Kom så herned!
Vil du ødelægge hele brylluppet?

– Dit udyr!
– Jeg ved det godt.

– Du er som en hingst!
– Det sker ikke igen.

– Det lover jeg.
– Skal jeg tro på det?

– Jeg sværger ved Gud.
– Det kræver vidner.

Jeg, Jacob Greenlow, –

– sværger ved den almægtige Gud, –

– at jeg aldrig vil opføre mig
som en hingst igen!

Hvad er der i vejen?

Jeg ved det ikke.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

Skal du ikke tage tøjet af?

Den ligner ikke
en tyrs eller en hests.

Hvorfor græder du?

– Godmorgen, mor.
– Godmorgen, min dreng.

– Godeftermiddag, mener du.
– Hvad? Hvad er klokken?

– Hvad er der?
– Nå ...

Man kan ikke sidde her hele dagen.
Der er nok at se til.

Jaså?

Dina. Vi må finde ud af, hvordan
vi deler pligterne i huset mellem os.

– Det ved jeg ikke noget om.
– Så må du lære lidt om husholdning.

Anders, kommer du?

Dina spiller musik, mor.

Godt. Vi taler ikke mere
om husholdningen.

Og så bliver det din pligt
at spille for gæsterne.

Passer det fruen på Reinsnæs?

Åh gud ...

Ikke igen.

– Du er alt for dyr.
– Så må du handle et andet sted.

Der er ikke andre steder.
Det ved du udmærket godt.

– Ja?
– Min kvittering.

Først klage og så en kvittering?

Du vil gerne fortsat
kunne handle her, ikke?

Dina, jeg hørte dig ikke banke på.

Jeg hører, at I tager til Bergen
med Prins Gustav i morgen.

– Har du set Tomas?
– Hvem er Tomas?

– Skal din staldknægt hjem nu?
– Tomas bliver på Reinsnæs.

Er du helt sikker på det?

Er du helt sikker på,
at du kommer til Amerika?

Amerika? Hvad mente hun med det?

Jeg er så glad for,
at Tomas bliver på Reinsnæs.

Er Jacob skinsyg?

Greenlow, du flår os.

Hør her, Jacob. Jeg har gennemgået
din liste fra reb til sukker.

Hvis du leverer multebær kun til mig
fra nu af til 12 skilling pundet, –

– så lad os sige,
at du kan få det hele for 2000 daler.

Det lyder rimeligt.

Det ville jeg ikke gøre for andre.
En cigar?

– Du skal ikke gøre det.
– Hvabehar?

– Prisen for multebær er alt for lav.
– Vi prøver at lave forretninger her.

Aftalen er baseret på
den aktuelle markedspris.

Men til vinter stiger prisen
til næsten det dobbelte. Ikke sandt?

Antyder De, at jeg vil prøve at snyde
en god, gammel handelspartner?

Nej, De er bare en mere dreven
forretningsmand end min mand.

Frue, jeg synes ærlig talt,
De skal gå.

Min hustru bliver.

Og jeg vil meget gerne
have en cigar.

– Hvad foregår der?
– En anarkist skal hænges i dag.

Jeg vil se det.

Kusk! Vend om!

Se på mig.

Se på mig.

Lad alle denne verdens
sorger og bekymringer forsvinde.

Se på mig.

Giv slip.

Dina ...

Dina ... Dina.

Jeg tror, din far vil tale med dig.

Vil du spille hele natten, Dina?
Hele natten, Dina?

Vi kan ikke blive ved med det her.
Være oppe hele natten ...

... og spille og drikke og ...

Kan vi sove fredeligt
en enkelt nat?

Ser du ... Jeg ...

Jeg er træt.

Jacob?

Jacob?

Jacob var ikke stærk længere.

Han var bange
og ville ikke lege.

Han var ved at indse,
hvem jeg var.

Nu!

Ved du, hvor Jacob er?

Er han ikke på Reinsnæs?

Du ved, hvor han går hen,
når han går sin vej, ikke?

Husk, at uanset hvad du hører,
så skal du fortælle mig det. Ikke?

Nu!

Jacob var væk i dagevis,
uden at jeg vidste, hvor han var.

En gammel hest,
der ikke ville rides ...

... og gik i skjul.

Har du set Jacob?

Jeg har brug for ham, forstår du.

Jeg har brug for ham.

Du er en flot mand, Jacob.
Er du klar over det?

Jeg er en gammel mand, Anna.
En gammel mand.

Fred ...

Fuldkommen fred.

Hvad er det?

Et hul? Et hul?

Han gled ned fra taget.
Der var et hul.

Åh, Dina.

Det er temmelig vanskeligt.
Det er et åbent brud.

Jeg er frygtelig ked af det.

Jeg vil have rom,
din dumme kælling!

Hold op med at tude! Din kælling!

Jacob var tilbage,
men ikke som jeg ønskede.

Jeg vil have rom.
Jeg dør, din dumme kælling. Jeg dør.

Han bad om tilgivelse,
men fik kun et råddent ben.

Stanken bredte sig
som et modbydeligt rygte.

Jeg kan ikke lugte noget.

Det er koldbrand.

– Hvorfor give mig mad, mor?
– For at hjælpe dig, min skat.

– Jeg dør.
– Nej, det må du ikke sige.

– Du gode gud.
– Jeg dør, mor.

Det skal nok gå. Vi kører dig
til lægen, så du kan blive rask.

Mor ... Det nytter ikke noget.

Jeg bliver aldrig rask.

De vil skære stykker af mig,
indtil der ikke er mere tilbage.

De vil skære stykker af mig.

Dina, lad Tomas tage med. Tomas!

Se på mig.

Se på mig, Jacob.

Lad alle denne verdens
sorger og bekymringer forsvinde.

... rev sig løs.

Stejlede den?

Hvad skete der, Dina?

Det er ordensmagten,
du har at gøre med.

Kørte du for stærkt?
Hvad fik slæden til at rive sig løs?

Var det hesten?

Stejlede den?
Kørte du for stærkt?

Kørte du for stærkt?

Vil nogen få hende til
at holde op med det skrigeri!

Dina?

Fru Karen sagde,
at jeg skulle blive i huset, –

– hvis du skulle få brug for hjælp.

Han var ikke min far,
og hun er bestemt ikke min mor.

Så hvis vi ikke finder
det testamente, –

– så arver Dina det hele,
og vi får intet.

Vi får intet, intet, intet!

Hold mund.

Hvad nu, hvis nogen ønskede,
Jacob skulle styrte ud over klippen?

Og denne stakkels nogen er nu
blevet helt stum af sorg.

Så er det nok.

TESTAMENTE

Niels bør kende sin plads.

Man bør ikke give
en uforstandig mand magt.

Jeg er Dina.

Jeg vil våge over Reinsnæs ...
for altid.

Kom så.

Skal jeg ikke tage med dig?

– Har du ikke undret dig?
– Over hvad?

Vi er i maj måned nu.
Så det betyder, at ...

... Jacob skulle have gjort det,
da han lå for døden.

– Hvordan kan hun bære hans barn?
– Gudfader bevares.

Hvad er der?

Åh, Dina.

Det er en dreng ...

Det er en dreng.

Hvad gør vi,
hvis ammen ikke kommer?

Vær nu sød at prøve igen.
Han er sulten.

Nu er hun her.

Du mistede dit barn, ikke?

– Hvem var faderen?
– Han kom ikke herfra.

Er det rigtigt,
at han havde kone og børn?

– Hvem siger det?
– Folk.

Det betyder ikke noget,
hvem faderen var. Barnet er dødt.

Det er rigtigt.
Det betyder ikke noget.

Jeg tænkte på, om ...

Drengen?

Er han min?

Halløj, lille fyr.
Halløj, din lillebitte fyr.

– Han skal selvfølgelig hedde Jacob.
– Nej, han skal hedde Benjamin.

Benjamin? Der er ingen i familien,
der har heddet Benjamin.

Du kan gabe op,
men det bliver, som jeg siger.

– Sikke en smuk halskæde, Dagny.
– Tak.

– Det var min mors.
– Ja. Men nu er det Dagnys.

Den tilhører min mor.

Det er for meget.
Jeg er ikke en tyv.

Tag den!
Tag den, for guds skyld!

Dagny ... Min kære Dagny.

Pokker tage dig.

Er du sulten?

Benjamin voksede op.

Stina og Tomas tog sig af ham.

– Er det godt nok, Tomas?
– Længere strøg, Benjamin.

Benjamin var heldig.

Han var ikke alene.

Lorch?

Lorch?

Lorch er død.

Han har sendt dig sin cello.
Og et brev.

Kære Dina. Når du læser
dette brev, er jeg død.

– Hvordan har du det?
–  Behandler livet dig godt?

– Behandler livet dig godt?
– Og har du fundet kærligheden?

Lov mig, at du vil gøre det.

At du vil favne livet ...

... og ikke døden.

Og finde en mand, som kan hjælpe
dig med at leve i en verden, –

– hvor der ikke er
nogen spøgelser.

Du må ikke blive ensom,
som jeg har været det.

Jeg har kun én ven.

Døden.

Han ligger her ved siden af mig
i sengen. Trofast til det sidste.

Og hans kolde ånde
får mine øjne til at løbe i vand.

Dina ...

... spil for mig.

Lorch.

Lad mig prøve.

Det brænder!

Hent flere spande!

Hent mere vand!

Dagen brændte. Og dagen ville
aldrig blive den samme igen.

Tiden stod stille, og ...

... jeg kunne mærke stilheden.

Hvad laver I?
Hent spande, og lav en kæde.

Så råbte nogen
med en fremmed stemme.

En fremmed var ankommet
med Prins Gustav.

Leo.

Leo Zjukovskij.

Han lugter ikke som en sømand.

Og han læser russiske digte.

Gå din vej, Jacob.

Pokker tage dig.
Lad mig være i fred.

Priserne er meget lavere
i Rusland, ikke?

Jo, I kunne lære meget
af de russiske handelsmænd.

I Rusland er al handel upartisk.

Uanset om vi handler med mennesker
eller saltfisk, er det ganske enkelt.

Folk knokler som slaver.
Ingen kan slå vores priser.

Her i landet er det ikke tilladt
at handle med mennesker.

Desværre.

Derfor vil I overleve, og det vil
jeres kolleger i Rusland ikke.

Fru Greenlow.

Sæt jer endelig.

Er De revolutionær og vil stjæle
al ejendom og give den til pøblen?

Ejendom er tyveri.

– Nyder De at provokere?
– Jeg er bare en mand af min tid.

Jeg er den første i min generation,
ligesom De er den sidste i Deres.

Hvor er vi gamle knarke heldige
at kunne spise middag med fremtiden.

Der findes ikke
en smukkere repræsentant –

– for fortiden end Dem, fru Greenlow.

De sataner skal dræbes. Anarkisterne
spreder deres sygdom over Europa.

Hvem siger, at pøblen virkelig
gerne vil have indflydelse?

Unge pige, kom her.

– Hvad er dit navn?
– Kristin.

Hvad mener du om den seneste
politiske udvikling i Frankrig?

Hvad ville du kunne opnå ved
at få indflydelse på situationen?

Der kan I bare se.
De aner ikke, hvad der foregår.

Kom med udenfor,
så skal jeg vise dig.

Så så, hr. Zjukovskij.

Drik Deres cognac.

Forsvind!
Og vis Dem aldrig her igen. Forsvind.

Godt. Ikke mere nævekamp i aften.

Hvorfor ser I så alvorlige ud?
Lad os danse.

Følg efter mig!

Min russiske ven ...
Lad os tage en dram.

Hvem er du så?

En fordømt anarkist?

En anarkist?

Enhver er sig selv nærmest her
i livet, og du er ikke anderledes.

Du narrer ikke mig, hr. anarkist.

Du kommer fra Rusland.

Jeg rejser til Amerika.

Jeg vil ikke rådne op her
resten af mit liv.

Skål for Amerika.

– Skål for Amerika.
– Skål for Amerika!

Du får brug for mange penge.

Jeg vil vise dig noget.

Kom.

Kom.

– Er alle gået i seng?
– Nå, der er De.

– Jeg har fået renset Deres frakke.
– Tak, det var meget venligt af Dem.

Jeg er ellers ikke kendt for
at være venlig.

– Så har jeg været heldig i aften.
– Hvad bestiller De, Leo Zjukovskij?

– Jeg har et kald.
– Og hvad er det?

– Det kan jeg desværre ikke tale om.
– Er det så farligt?

De læser Pusjkin. Hvorfor har De
understreget nogle ord med rødt?

Kan De læse russisk?

– Skriver De selv digte?
– Nej.

Nej. Digtere er
nogle meget følsomme sjæle.

Og det er De ikke?

Den fælde er jeg gået i før.
Ligesom Pusjkin gjorde det.

Han blev dræbt i en duel.
En kamp om en kvinde.

– Hvor blev han ramt?
– I maven.

Et slemt sted. Måske skulle Pusjkin
have sendt Dem i stedet for.

De går trods alt rundt
med en pistol i Deres taske.

De tager al den snak
om lidelse og død temmelig pænt.

– Jeg bliver ikke nemt skræmt.
– Ikke engang af døden?

Ikke engang af den.

Ved De,
at vi har mødt hinanden før?

I Bergen.
Jeg så Dem i Bergen.

Det er kodede beskeder.
Det kan jeg se.

Hvorfor er De her, hr. Zjukovskij?

Jeg gør kur til Dem, Dina Greenlow.

Kommer De tilbage?

Se på mig.

Se på mig.

Stina?

Hvad er der?

Jeg skal have et barn.

Med hvem?

– Det er løgn.
– Jaså?

Hun er i hvert fald svanger,
og det var næppe Helligånden.

Det var vel herinde,
du tog hende med vold.

Hvad bilder du dig ind
at komme ind sådan på mit kontor?

Hvem er far til dit barn?

Gudfader, hun har gjort det før.

– Hun lyver.
– Du får et valg, Niels.

Enten gifter du dig med Stina,
eller også forlader du Reinsnæs.

Jeg kan ikke gifte mig
med sådan en pige.

Vil du stadig til Amerika?
Sådan en rejse er ikke billig.

Jeg har lov at drømme.

– Har du penge?
– Nej, det har jeg ikke.

– Ud med dig.
– Hvad?

Jeg vil gennemgå
dine seneste regnskaber.

– Nu?
– Ud.

Ud.

– Hvor kommer alle de penge fra?
– Du skal sætte dem i banken.

En tredjedel til Stina, en tredjedel
til Benjamin og en tredjedel til mig.

– Alle de penge til den tøjte?
– Du er altid hurtig til at dømme.

Nu dømmer du hende næsten
lige så hurtigt, som du dømte mig.

– Hvornår har jeg dømt dig?
– Da jeg dræbte mor.

Du siger de mest besynderlige ting.

Når hun har det dårligt,
så skriger hun.

– Hører du hende stadig?
– Ja, jeg hører hende.

– Jeg hører hende hver eneste dag.
– Vil du holde op med at hade mig?

– Dina ...
– Sig sandheden, far.

– Fortæl mig, hvad du føler.
– Hvad jeg føler?

Jeg føler ...

... intet.

Bravo!

– Hvor længe bliver De denne gang?
– Jeg må rejse videre i morgen.

– Jeg har et ærinde i Trondhjem.
– Hvabehar?

– Hvorfor må De rejse så hurtigt?
– Jeg skal følge en fange til Bergen.

– En fange?
– Så De overflytter fanger?

– Det lyder spændende.
– Ja, det er meget oplysende.

Er det oplysende
at være sammen med fanger?

– De lærer mig noget om mig selv.
– De lærer ham noget.

Han bliver oplyst.

– Og hvad er det så?
– Hvabehar?

De sagde, at fangerne
lærte Dem noget om Dem selv.

Ja, at det, man gør,
ikke altid afspejler, hvem man er.

–  Rejse?
– Forsvarer De tyve og mordere?

–  Leo må ikke rejse.
– Vi har alle vores hemmeligheder.

Mor har givet os sin velsignelse.
Vi har en pagt.

Hvem ved, hvilke synder fru Greenlow
eller De selv har begået tidligere?

Hvem kan sige, at vi ikke alle har
en forbrydelse på samvittigheden?

Nej, mor. Jeg har levet
længe nok blandt de døde.

Leos hud er varm.

Du må ikke føre ham
ind i vores verden.

– Hvor skal De bo i Bergen?
– Jeg har logi i domhuset.

Godaften.

Niels vil også forlade os
ganske snart.

Hvor skal du hen, Niels?

Til Amerika ... hvis han har råd.

Stina.

Stina!

Jeg har tænkt over det.

Skal vi ikke gifte os?

Hvad siger du?

Sig noget. Herren beder dig om
at gifte dig med ham.

Herren befaler dig ...

Befaler dig at gifte dig med ham!

Tak.

Nej.

Nej?

Herren beder dig om
at gifte dig med ham.

Nej.

Nej.

Nej, nej, nej.

Nej, nej, nej!

Nej?

– Elsker du nogen, Leo Zjukovskij?
– Det gjorde jeg engang.

Da jeg var ung,
men jeg mistede hende. Hun døde.

Ser du hende stadig?

Jeg holder ikke
stævnemøder med døden.

Jeg overlader de døde til de døde.

Ved du, at jeg slog min mor ihjel?

Hun har det godt.
Vi kan ikke undvære hinanden.

– Det ved jeg godt.
– Gør du?

Jeg mærker dødens nærhed,
når jeg besøger Reinsnæs.

– Kan du se hende?
– Ja.

Kan du?

Hun går imod os.

Hun har aldrig
bevæget sig sådan før.

Kristin?

Undskyld, frue.
De må straks komme.

Leo, hvor er du?

Dit barn vokser inde i mig.

Jeg kender ingen fine ord
om kærlighed.

De visner som blomster,
når jeg forsøger at plukke dem.

Men alt det, jeg gerne vil sige,
er indprentet i Pusjkins digte.

Leo, før du kom,
var døden ufarlig, –

– men nu har du givet mig ordene, –

– og jeg kan ikke holde dem varme
overladt til mig selv.

Jeg vil være dit kald.

– Det kan du ikke mene.
– Det er en fremragende ordning.

Stina er alene, du er alene,
og hendes barn har brug for en far.

– Benjamin har også brug for en far.
– Du lever i en drøm, Tomas.

– Jeg må ikke se til din side.
– Det nytter ikke noget.

Jeg kan ikke holde det ud!
Tilbage til arbejdet.

Hvad ønsker fruen?
Deres ønske er min lov.

Skal jeg tage Dem forfra
eller bagfra?

– Tør det væk.
– Gør du det. Det er dit værk.

Jeg er træt af dine beskyldninger.
Niels havde grund til at hænge sig.

– Sært, som folk dør omkring dig.
– Vi har ikke mere at tale om.

Har du hørt noget
fra din gode russiske ven?

Hvad var det, han hed?
Zjukovskij eller sådan noget.

– Hvad har du hørt?
– Det viser sig, at han var spion.

Han var anarkist, så nu rådner han op
bag tremmer i Bergen –

– anklaget for
at have konspireret mod kongen.

En anarkist midt iblandt os ...

Han har gjort os alle til grin.

Et fjols troede på, at han var
beskæftiget af domhuset i Bergen, –

– og sendte ham en bog
fuld af kodede beskeder.

– Det var det, der afslørede ham.
– Hvad vil der ske med ham?

Han vil naturligvis blive hængt.

Dina!

Jeg hader dig ikke.
Jeg er din far. Jeg elsker dig.

– Du skal blive her!
– Nej.

– Så er jeg væk, når du kommer hjem.
– Hvor er du så?

– Jeg er måske død.
– Så fik du et kort liv.

– Jeg er ligeglad.
– Ingen er ligeglade med deres liv.

Det er jeg, og jeg kommer tilbage
som et genfærd.

Det vil jeg da håbe. Så vil jeg ikke
have mistet dig fuldstændigt.

De indrømmer
at have sendt bogen, –

– så De har konspireret mod kongen
og er således skyldig i højforræderi.

Der er ingen kodede beskeder
i den bog.

– Ikke det?
– Ikke den slags, De taler om.

Det var bare en leg, hr. Zjukovskij
og jeg legede til vores fornøjelse.

Det var ikke, hvad han fortalte os.
Han har ikke nævnt Dem med et ord.

Sært, hvis det blot er en leg,
og han er i fare for at blive hængt.

Hr. Zjukovskij er en mand af ære.
Han ville bare holde mig udenfor.

Det lykkedes ikke. De indrømmer,
at De deltog i at lave koderne?

Ville det ikke være dumt at give et
fortroligt dokument til øvrigheden, –

– som nu vil dømme os til døden?

Fru Greenlow,
er De forelsket i denne mand?

Det vedkommer ikke Dem.

Det vedkommer mig, hvis jeg
spilder tiden på elskovssyge kvinder.

– Leo Zjukovskij er en kær ven.
– Der lå et brev i bogen.

Et brev,
der kun bestod af en række tal.

Men afkodet på den rette måde
dannede disse tal en besked.

– Ja.
– Det er en besked.

Vil De være så venlig?

"Min kære Leo. Pusjkin skrev:

Jeg elsker dig, selvom jeg raser
mod mig selv over denne besættelse.

Mens jeg kommer med denne tilståelse,
ligger jeg for dine fødder.

Leo, jeg har en frygtelig drøm om, –

– at du strejfer om
med Pusjkins pistol, –

– og jeg er alene og forladt.
Dit barn vokser inde i mig.

Jeg kender ingen fine ord om
kærlighed. De visner som blomster.

Leo, før du kom,
var døden ufarlig.

Men nu vil jeg være hos dig.
Jeg vil være dit kald."

Hvorfor underskrev De ikke blot
som "den elskovssyge enke"?

Må jeg besøge ham?

Zjukovskij? Der er besøg.

Leo?

Leo?

– Leo ...
– Dina.

Jeg har talt med dem og forklaret,
at det bare var en leg.

Jeg er sikker på, de er i tvivl,
og så kan de ikke dømme dig.

Det handler ikke kun
om bogen og koderne.

Jeg ved ikke noget om dig.

Hvem er du?

Jeg er ingen, Dina.

Jeg er ingen.
Jeg er mit kald.

Jeg kan ikke gifte mig
med en mand, som ikke findes.

– Skal vi giftes?
– Ja.

Leo.

Jeg tvivler på, at fængselspræsten
forretter andet end den sidste olie.

– Det må ikke ske.
– Er du begyndt at frygte døden?

– Jeg vil tilbringe mit liv med dig.
– Tiden er gået, frue.

Ræk mig din hånd.

– Der er noget, jeg ikke har fortalt.
– Tiden er gået.

– Et øjeblik.
– Beklager.

Bare et øjeblik.

Rør mig ikke!

Nej! Nej! Nej!

– Dina!
– Hold kæft!

Hvad fanden laver du, dit svin?

Anders!

Gudfader.

Gudfader ...

Gudfader.

De dør alle sammen.

Og dem, der ikke dør ...

... slår jeg ihjel.

Åh, Dina ...

Hvordan har du det?

Har du hørt noget?

Jeg har forhørt mig overalt
fra Bergen til Kirkenes.

Ingen har set ham,
siden han blev løsladt.

Nej, Anders.

Benjamin og jeg var alene.
Os to sammen.

Gå op i vinden. Kig på sejlet.

Jeg lærte ham at sejle hurtigt.

Hurtigt nok til
at sejle fra Prins Gustav.

Halløj!

Men det var for hurtigt.

Benjamin!

Mor? Mor!

Så er det nu. Jeg dør.

Mor kalder.

Gør det nemt for dig selv, Dina.

Lad alle denne verdens sorger
og bekymringer forsvinde.

Mor? Mor?

Leo ...

Jeg kender ingen fine ord om
kærlighed. De visner som blomster.

Jeg holder ikke
stævnemøder med døden.

Jeg overlader de døde til de døde.

... indprentet i Pusjkins digte.

Vi har alle vore hemmeligheder.

Leo ... Før du kom,
var døden ufarlig.

– Jeg vil være dit kald.
– Jeg er mit kald.

– Hvad laver du?
– Ved du, hvor pengene er?

Er det derfor, du kom tilbage?
Fordi du havde brug for penge?

Tror du, du kan komme her,
så dine frø og så forsvinde igen?

Så mine frø? Tusinder sulter,
og vi taler om dit knuste hjerte.

– Hvad laver du?
– Du kender mig ikke.

Hvis du vil fri, er det
en dårlig måde at gøre det på.

– Ingen får lov at forlade mig igen.
– Jeg kan ikke hænge i dine skørter.

Så er jeg glad for,
at dit barn blødte væk.

Hvad? Hvad for et barn?

Jeg vil ikke lade dig forlade mig.

Nej!

Leo ...

Du kom tilbage.

Prøv at hvile dig.

Bliver du?

Jeg vil altid forlade dig, Dina.
Og jeg vil altid komme tilbage.

Oversættelse: Louise Munk Alminde
Scandinavian Text Service