All language subtitles for John Wayne Gacy Devil in Disguise - S01E06 (2021) WEB.dan

Der er meget, jeg har glemt
og ikke kan huske.

Jeg kan for eksempel
erindre barndommen,

og jeg kan stadig huske det,
men jeg kan gå til '70erne,

og der er meget, jeg ikke kan huske.

Det er det samme med ofrene.
Jeg har set på alt...

Hvis du ser her.

Vi har billeder af hvert offer her.

Og tro det eller ej,
men i de sidste 12 år

har jeg gransket fotoerne af de ofre,
og der er ingen...

Vi har et billede
med alle ofrene sammen her.

Og når man ser på fotoerne,

har jeg ingen erindring om
at have mødt nogen af dem.

Og vi har været igennem det
mere end én gang.

Det er bare navne og ansigter,
og når man ser på dem...

Sagen er, at vi gik et skridt videre.

Vi undersøgte deres baggrunde.
Jeg ville vide, hvem de var.

Hvor de gik i skole,
hvem de var venner med.

Og hvad slags aktiviteter de var til.

Her er, hvad vi fandt ud af
om hvert af ofrene,

men der er stadig ingen association.

Ingen af dem arbejdede for mig.
Ingen af dem...

De var aldrig på steder,
hvor jeg færdedes,

da jeg ikke kom
særlig mange steder.

Medmindre du var politisk aktiv

eller arbejdede som klovn,
så kunne jeg være stødt på dig.

Men jeg kunne aldrig
være stødt på nogen af dem.

AFSNIT SEKS:
DET ENDER ALDRIG

Jeg gennemgik interviewet i aftes,

og da jeg har hørt de løgne
i så mange år,

er det som...
Jeg hørte ikke rigtigt efter.

Jeg så efter
de andre afslørende tegn.

INTERVIEW I 1992

Øjenbevægelserne, håndbevægelserne,

hænderne på bogen.

De har alle de smykker,
som ikke tilhører ofret.

De har de to klovnedragter,
som ikke tilhører ofret.

John undersøgte alle sine ofre.

Han samlede baggrundsoplysninger.

Han havde kapitler
på 20-30 sider om ofrene,

og meget af det var opdigtet
eller forlydender,

men han følte, at der var noget,
der gav ham en sag,

som...

"Ja, måske dræbte jeg dem,
men måske fortjente de det."

Ligesom jeg betragter mig selv som
det 34. offer,

betragter jeg også familierne
som ofre,

fordi de ikke fik retfærdighed

fra den gennemført
sløsede efterforskning...

Det var først for nyligt,
at jeg huskede...

da jeg gennemgik mit arkiv,
fandt jeg nogle bånd,

som John havde givet mig i marts '94,

før sin henrettelse.

Han ville ikke have sin celle ryddet
af fængselsbetjentene.

Så en dag gik jeg derfra
med bånd og bøger,

og jeg proppede dem i en kasse.

Så de lå i den kasse
indtil for omkring et år siden.

Og jeg tænkte: "De bånd er ikke
sammen med de andre bånd."

Så vi lyttede til dem.

Hvad gjorde du med dem?

Jeg smed dem ned i kælderen.

-Smed du dem bare derned?
-Smed dem i krybekælderen.

Det er Gacy, der tilstår,

og for det meste siger: "Ja, jeg
gjorde det. Jeg ved ikke hvorfor."

Alle dem, du kan huske,
lader til at være i huset.

Ja.

Der er en anden person,
som jeg tror er hans advokat.

De sidste par stykker
blev dræbt i huset.

Alle dem, du kan huske,
blev fundet døde eller dræbt i huset.

Eller i garagen, ja.

-Dræbt i garagen?
-Ja.

Hvorfor blev de sidste smidt
i en flod,

i stedet for at blive begravet?

Det ved jeg ikke. Det var nemmere.

Det er nok tidligt i '79,

da han stadig var... nervøs.

Man kan høre det på stemmen.
Han er ikke behersket. Han er oprørt.

Jeg tror, jeg dræbte ham,
men ved det ikke.

Hvad mener du med,
at du tror, du dræbte ham?

Tja, han var død.

Jeg forstår ikke helt,
hvorfor han gav mig dem,

men de bånd...

Han vidste, hvad der var på dem.
Han må have vidst det.

Jeg kan huske en fyr,
som jeg tog ud af huset

og smed i skovreservatet.

Det var for to år siden.

-Du tog ham ud af huset?
-Ja. Så lagde jeg ham i skoven.

Hvorfor fanden slår det mig nu?

-Begravede du ham i skoven?
-Nej, jeg begravede ham ikke.

Lagde du ham bare i skoven?

-Jeg tog ham ud i skoven...
-Hvad for en skov?

Ovre ved Maine Township High School.

Men tog du ham ud af huset?

Ja. Han var hjemme hos mig.

Han blev kendt skyldig i 33 mord,

men der var mange savnede
eller mord,

som fandt sted i den periode,
hvor John var aktiv,

som kunne have været hans værk.

Der er ingen grund til at tro,
at John kun dræbte 33 ofre.

Han havde et mønster.
Han havde... en succesrate.

Og han var produktiv i alt,
hvad han gjorde.

Da efterforskerne begyndte
at tage lig ud af krybekælderen

under John Wayne Gacys hjem
i Norwood Park,

var der otte,
de ikke kunne identificere.

Nu håber sheriffen i Cook County,
Tom Dart, at give familierne lukning

ved at bede nogle om at afgive
en dna-prøve,

som kan matches med
det nyligt udtrukne dna.

...så de ikke bliver glemt.

Genåbningen af sagen var virkelig
en mærkelig historie.

Da jeg først tiltrådte embedet...

...ville jeg gøre tingene anderledes.

Med alle de fremskridt
vi har gjort i...

ikke kun med hensyn til
den kriminelle side,

men teknologisk og især med dna...

Der følte jeg, at uopklarede sager
skulle genundersøges.

På det tidspunkt havde vi
en kriminalbetjent

ved navn Jason Moran,
som kom til mig og sagde:

"Hvad med at arbejde
på Gacy-sagen først?"

Og jeg sagde:
"Der er intet uopklaret i den sag.

Gacy blev fanget, dømt og henrettet.

Hvad snakker du om?"

UOPKLARET SAG LØST

Sheriffen og jeg
var i færd med at organisere ting

og få styr på vores sag,
og jeg faldt over skabet.

Der stod "1978, Gacy,"
og jeg åbnede det af nysgerrighed.

Ved at gøre det fandt jeg ud af,
at otte af Gacys 33 ofre

aldrig blev identificeret.

Savnede teenagedrenges
venner og familie

har ringet fra hele landet

for at høre mere om
denne bizarre forbrydelse.

Vi var under indtryk af,
at Gacy-sagen

var færdig og lukket.

Gerningsmanden var kendt,
kendt skyldig,

og ofrene var identificerede.
Sag lukket.

Men det var den ikke,
og det var ikke af mangel på indsat.

Mine forgængere gjorde, hvad de kunne
for at identificere hvert offer.

Læger og tandlæger matchede
knogler og tænder

med lægejournaler og røntgenbilleder.

De lig, der blev fundet
under John Gacys hus,

var simpelthen for forrådnede til
nogen anden form for identifikation.

Men til sidst var der otte,

som aldrig blev identificeret.
Otte glemte folk.

Så jeg gik til sheriffen
med de oplysninger.

I '70erne foregik alt med tandkort.

Det var den eneste måde
at identificere på.

Jason insisterede på,
at med ny teknologi og dna

kunne vi gøre fremskridt.

Pointen med uopklarede sager er

at få nutidige efterforskningsmetoder
i spil

på en gammel efterforskning.

Vi vidste, at i dette tilfælde
ville dna være nyttigt.

BEVISMATERIALE

Først skulle vi få en biologisk prøve
fra hvert offer,

så vi kunne teste den
i et laboratorium

og se, om vi kunne få
egnede dna-profiler,

så først skulle vi hen til ligene.

I juni udgravede sheriffens kontor
kæbebenene

fra otte unavngivne ofre
begravet på Homewood kirkegård.

De blev gemt
for at sammenligne tandlægejournaler,

men indeholdt nok dna
til fire fulde profiler.

I september blev ligene udgravet fra
fire kirkegårde i Chicago-området,

og prøverne blev sendt
til North Texas Universitet,

hvor yderligere dna-profiler
blev udtrukket.

Den proces har ført os til, at vi fik

meget gode profiler
af de fleste af ofrene.

De var alle egnede

til sammenligning med savnede
personers familiemedlemmer,

og da lancerede vi efterforskningen
for offentligheden.

Cook Countys sherif, Tom Dart,
opfordrer familier,

som mener, at deres kære kan være
offer for John Wayne Gacy,

om at træde frem
og afgive en dna-prøve.

Sherifembedet søger især
slægtninge til ofre,

som forsvandt mellem 1970
og den 22. december 1978.

Der begyndte straks
at vælte opkald og e-mails ind.

Folk fra hele landet
ledte efter deres savnede.

Det var overvældende.
Vi fik 70-80 spor på en dag.

Jeg troede aldrig,
det ville blive så let.

Men hvad jeg troede var,
at det ville blive ret ligetil

at afvikle det.

Jeg anede ikke,
hvilken retning det ville gå i,

og hvor langt det ville gå.

Et af det første spor, som kom ind,

var vedrørende en savnet dreng
ved navn William Bundy.

Der kom faktisk to spor.

Det ene var fra hans søster, Laura.

Jeg kan huske,
at han gik den aften og sagde,

at han skulle til fest, og det var
den sidste gang, jeg så ham.

Han søster forklarer, at omkring 1978

klædte hendes bror sig på til fest,
forlod huset,

og han blev aldrig set
eller hørt fra igen.

De meldte ham savnet
hos politiet i Chicago.

Chicagos Politi kunne ikke finde ham.

Et par år senere kom Gacy-sagen frem,

og de sagde straks:
"Måske er det Bill."

De gik til mine forgængere,
som sagde:

"Har I tandlægejournaler?

Vi behøver dem
for at sammenligne med ligene."

De gik til deres tandlæge,
men han sagde:

"Jeg destruerede alle optegnelser,
da jeg gik på pension.

Jeg har ingen optegnelser om Bill."

Dengang var der ingen anden måde
at identificere et forrådnet lig

eller skeletrester på end tandkort.

Så det var det.
De kunne ikke gøre mere.

Et andet spor var
fra hans barndomsven.

Bills ven sagde, at den sidste gang
han så Bill i live,

kom Bill med et stort bundt penge
i lommen,

måske et par hundrede dollar,
og for en ung fyr i '70erne

var et par hundrede dollar
mange penge.

Så han sagde: "Hvor har du
de penge fra? Sælger du stoffer?"

Han sagde: "Nej, jeg arbejder
i byggebranchen for en fyr."

Han syntes, det var sært,
for Bill var spinkelt bygget.

Han var ikke
den store bygningsarbejdertype.

Så jeg prioriterede det straks.

Passer det med,
hvad vi ved om Gacy-sagen?

Og det gjorde det bestemt.

Her var en ung mand
i den rette alder, 17-18 år gammel.

Det rette tidsrum, 1976-1977.

Han er i Chicago, og hans venner
siger, han arbejder i byggeriet.

Så jeg besluttede straks
at forfølge det.

Så jeg mødte Laura.

Og jeg mødte Lauras storebror,

som stadig var i live,
og jeg tog dna-prøver.

Og... Murphys lov.

Med offer nummer 19,
uanset hvad vi gjorde,

kunne vi ikke få en god dna-profil.

Vi havde kun en delvis profil.

Det var ikke nok,

men hvad jeg har lært
i denne efterforskning er,

at offer nummer 19,

når man ser på tandanalysen,

de øverste hjørnetænder,
tænderne under øjnene...

de manglede.

De manglede ikke
som følge af tab efter døden.

De faldt altså ikke ud
af det forrådnende lig.

De blev fjernet af en tandlæge
før dødstidspunktet,

og hullerne var helede,

så jeg vidste, at hvis jeg fik
et billede, hvor Bill smilede,

og jeg kunne se,
at hjørnetænderne manglede,

ville det være et fantastisk spor.

Jeg spurgte: "Har du et foto,
hvor Bill smiler?"

Hun siger: "Egentlig ikke."
Hun siger:

"Min mor var så fortvivlet,
efter han forsvandt,

og flere år senere skilte hun sig af
med hans ting,

fordi det gjorde så ondt
at se på dem."

Jeg spurgte: "Har du noget?"
Hun sagde: "Hans pung og ID."

Hun sagde: "Åh! Jeg har hans tænder."

Jeg siger: "Hvad mener du?"

Hun siger: "Han gik til tandlægen
et år før han forsvandt,

og tandlægen trak nogle tænder ud
fra hans overmund.

Jeg ved ikke, hvad det var for.
Det var bare to tænder.

Han spurgte, om han måtte få dem,
og han lagde dem i en krukke."

Man kan forestille sig en teenager,
som vil chokere sine venner

med sine udtrukne tænder.

Så hun hentede tænderne,
og det var hjørnetænder.

Så mitokondrie-dna'et

sammen med sagens fakta
og omstændigheder

og fraværet af de tænder er,
hvad der identificerede offer 19.

I Chicagos gotiske gyserhistorie

er der sket et første gennembrud
efter over 30 år.

På grund af alt det arbejde...

IDENTIFICERET

...vil offer nummer 19

aldrig mere være kendt
blot som et tal.

Ved hjælp af dna-analyse
ved efterforskerne nu,

at offer nummer 19
var William George Bundy.

Bundy blev begravet
som ukendt offer for Gacy

her på Resurrection Kirkegård i 1981.

Laura O'Leary var Bundys søster.

Jeg ved...

at sorgen til sidst vil forsvinde,
og jeg har et sted at besøge ham.

WILLIAM GEORGE BUNDY
TIDLIGERE KENDT SOM OFFER 19

Hvornår holder man op med
at lede efter en savnet?

Hvornår holder man op med at bryde
sig om det?

Hvad er skæringspunktet, hvor...

ordensmagten og samfundet

ikke bryder sig om
en uidentificeret død person,

om et mordoffer og deres familie?

Det er vores overordnede filosofi
om uopklarede sager.

Vi må aldrig holde op med at bryde os
om det og forfølge sagerne.

Som jeg sagde, da FBI først kom
for at undersøge mig,

sagde du, at du blev holdt
fra sagen i 1978,

og at det kun var på grund af egoer.

De ville ikke have
en professionel indblandet

til at efterforske.

De foretog deres sløsede
efterforskning og lod det slippe.

Alle var så spændte over den store,
enorme sag,

og alle så på den med deres egoer
for at få lukket sagen.

Og du er ikke den eneste,
som har lidt.

Ofrenes familier har luftet
deres vrede over for mig

og tror, jeg er uhyret,
som dræbte deres søn

eller myrdede deres søn,
selvom de fleste faktisk

ikke engang har deres søns
jordiske rester.

Som med så meget andet

er der stadig folk, som finder på
konspirationsteorier om historien.

Der er stadig folk, som påstår at...

At den identificerede person
er fejlidentificeret,

men noget af det kan være sandt,
og vi er nødt til at følge op på det.

Kan der være sket fejlidentifikation?

Naturligvis.

Identifikationsmidlerne har ændret
sig så meget.

Retsteknisk odontologi
er ikke nutidens dna.

Vi havde det ikke dengang,
så hvis der er fejlidentifikation,

vil jeg være glad for
at få det rettet.

Jeg blev indblandet i Gacy-sagen
i maj 2011.

ADVOKAT

Fru Sherry Marino kom til mit kontor

for at få mig til at på,
om hendes søn, Michael Marino,

John Wayne Gacys
yngste påståede offer,

var blevet fejlidentificeret
flere år tidligere.

Sherry Marino havde vel,
hvad man kalder en mors fornemmelse

om, at liget i hendes søns grav
ikke var ham.

Den tredje gang
jeg gik på kirkegården,

lagde jeg min hånd på graven,
og den føltes kold. Som om...

MICHAEL MARINOS MOR

Det føltes forkert.

Michael Marino var 14 år gammel,

da han forsvandt
den 24. oktober 1976.

Michael skulle til en spillesal
for at møde sin ven.

Fru Marino husker,
at han gav hende et kindkys

og sagde: "Jeg kommer til filmen."

Og det var sidste gang,
hun nogensinde så ham.

Jeg kunne ikke tro det,
da han ikke kom hjem.

Hun ringede til politiet
og meldte ham savnet.

Politiet sagde,

som de desværre gjorde
med mange af Gacys ofre,

at hendes søn
nok var løbet hjemmefra.

Fru Marino vidste,
at Michael ikke ville stikke af,

fordi han var en pligtopfyldende søn,
som elskede sin mor højt.

Hun så ingen grund til,
at han skulle være forsvundet,

så hun blev ved med
at gå til politiet,

så de nok begyndte at blive
lidt trætte af, at hun altid kom,

og betjenten med ansvar
for hendes søn

sagde: "Fru Marino,
jeg så din søn på gaden forleden.

Han løb fra mig,
og jeg kan ikke fange ham.

Jeg vil ikke løbe efter ham.
Han kommer hjem, når han vil."

Det stod så på i omkring to år,

hvor hun fortsat gik
til politiet i Chicago

og spurgte:
"Nogen fremskridt om min søn?"

De gentog til fru Marino,
at Michael var løbet hjemmefra.

På grund af den behandling hun fik
af Chicagos Politi dengang,

brugte hun tusinder af dollar
af sine egne penge på efterforskere

og bragte sig selv i fysisk fare
for at prøve at finde Michael.

Hun gik ind i narkohuse
og andre meget farlige steder

for at se, om hun kunne få
oplysninger om sin søn.

I 1978
blev John Wayne Gacy anholdt.

Efter af ligene blev fundet
i krybekælderen,

appellerede Chicagos Politi
til offentligheden om

deres sønners tandlægejournaler.

De beder dem indsende tandkort
og skemaer,

for kun sådan
kan ligene identificeres.

Så fru Marino gav
Michaels tandlægejournal

til Chicagos Politi,
og tidligt i 1979 blev hun oplyst om,

at hendes søn ikke
var blandt John Wayne Gacys ofre.

Så hun fortsatte med
at lede efter Michael,

fordi Michael var savnet.

Selv da retssagen stod på,

blev hendes søn ikke identificeret
som offer,

og hun spurgte: "Er han et offer?"

De sagde: "Fru Marino, vi er sikre
på, at din søn ikke er et offer."

Og så i marts 1980

var der en skæbnesvanger dag,
hvor to kriminalbetjente

bankede på fru Marinos dør og sagde:
"Vi er meget kede af det.

Vi begik en stor fejl,
da vi sagde til dig,

at din søn var løbet hjemmefra,

og han er netop blevet identificeret
som offer for John Wayne Gacy."

Det fulgte hende på en politistation

for at se på visse genstande,

som de havde indhentet
fra John Wayne Gacy.

Fru Marino sagde,
hun ikke kunne identificere

nogen ejendele,
som svarede til Michaels.

Så hun besøgte dr. Stein på lighuset,

og hun spurgte: "Hvorfor blev han
først identificeret nu

og ikke tidligere,
når I havde alle de oplysninger

og tandkortene i al den tid?"

Og hun sagde, at han først var
venlig og flink mod hende,

men det endte dårligt,
da han i grunden sagde:

"Fru Marino, vær taknemmelig for,
at du har et lig, og kom videre."

Betyder det, at det ikke var ham?
Det ved vi ikke.

Men hun bliver overbevist om,
at han blev fejlidentificeret.

QUEEN OF HEAVEN KIRKEGÅRD

Fru Marino begravede et lig
og er gået på den kirkegård

i omkring 30 år nu
og tænkte inderst inde,

da hun stod der,
om graven var hendes søns,

på grund af,
hvordan det hele var gået.

Senere kom fru Marino til mig i 2011

som følge af at have set interview

om udgravningen
på Miami Avenue i 1998.

Og hun sagde,
hun havde en stærk mistanke om,

at hendes søn måske ikke virkelig
var et af Gacys ofre.

ELSKEDE SØN
MICHAEL MARINO

Jeg sagde: "Fru Marino, jeg ved ikke,
om din søn er et offer eller ej,

men jeg kan sige,
hvordan vi kan få svar på det."

RETSLÆGEN
COUNTY OF COOK

Dorsch tog hende
til retslægen Nancy Jones' kontor

og hjalp hende med en begæring
om obduktionsresultaterne

på den person, hun fik at vide
var hendes søn.

Lidt senere ringede Dorsch til Jones

og spurgte,
hvordan det gik med søgningen.

Nancy Jones sagde til hr. Dorsch,

at de ikke kunne få
obduktionsrapporterne,

så det var derfor, han bragte
fru Marino til mit kontor,

fordi jeg fører
mange sager om aktindsigt.

Jeg vidste ikke, hvad vi ville finde
i obduktionsrapporten.

Det kunne simpelthen være, at jeg
kunne sige, at det var hendes søn,

og så kunne hun få en afslutning.

PATOLOGIRAPPORT OG PROTOKOL

Da jeg modtog obduktionsrapporten,
fandt jeg uoverensstemmelser.

Den nævnte især, at der ikke var tab
af tænder før døden.

ALDER VED DØDEN...

Der var ingen tabte tænder før døden,

men da jeg gennemgik
Michaels tandkort,

stod der, at tand nummer 15 manglede.

Ydermere var der muligvis
et brækket kraveben hos den afdøde.

Fru Marino sagde, at Michael
aldrig havde brækket kravebenet,

så vidt hun vidste.

Og for det tredje nævnte
obduktionsrapporten også,

at der var mulig
indfødt amerikansk afstamning.

Jeg tjekkede igen med fru Marino.

Michael var
af ren italiensk afstamning.

DE USKYLDIGE SKAL BLIVE FRELST

Og oprindeligt
fik fru Marino at vide,

at Michael ikke var et af Gacys ofre,
tidligt i 1979.

Så i marts 1980
bliver hun pludselig fortalt,

at Michael faktisk var
et af Gacys ofres.

Hvorfor tog det så lang tid?
Hvad ændrede sig i mellemtiden?

Vi aner det faktisk ikke.

I september 2011

besluttede jeg at anmode om
en opgravning.

Dommeren holdt en høring
i oktober 2011

og imødekom anmodningen.

DOMHUS

Kort tid derefter
forlyder det i medierne,

at Tom Dart, sheriffen i Cook County,
har besluttet at genåbne Gacy-sagen.

Fru Marino blev ikke nævnt.

Vi mener, at med den type...

Jeg syntes, det var lidt suspekt,

fordi det skete under en uge
efter vores bekendtgørelse om,

at vi ville udgrave lig nummer 14.

Længe før det havde fru Marino
og tidligere kriminalassistent Dorsch

allerede besøgt retslægen,
Nancy Jones,

så sheriffens kontor
ville have været bevidst om,

at vi så på sagen.

Vi sidder med ting, som vi mener
kan bidrage til at afslutte det.

Det ville være noget umoralsk af mig
ikke at gøre det.

Min umiddelbare tanke var,
at det var en måde

at prøve at få dampen
af min opgravning på

og at stille sherifembedet
i et positivt lys

med hensyn til John Wayne Gacy-sagen.

Vi foretog opgravningen
i september 2012

på den katolske kirkegård
Queen of Heaven i Hillside.

Ifølge dommerens kendelse

kunne retslægen i Cook County

være til stede
for at tage dna-prøver.

Men ingen fra sheriffens kontor

eller fra retslægen deltog
i opgravningen.

Liget blev bragt
til et område af kirkegården,

en lagerbygning,
hvor de kunne sænke kisten.

Embedslægen ankom.
Kisten blev åbnet.

Det første, jeg ledte efter,
var kæberne, fordi jeg ville se,

om tanden var der eller ej,
tand nummer 15,

som var så afgørende

for den oprindelige identificering
af Michael Marino

som lig nummer 14,

fordi det væsentlige grundlag,

som begæringen om opgravningen
blev tilstedt på,

var, at tænderne ikke stemte overens.

Så jeg ledte efter overkæbebenet,

som er den øverste del af kæben,
som går denne vej,

og underkæben,
som er den lavere del af kæben.

Begge var helt fraværende.

Der er noget andet,
som alle overser i det her,

og det er, at ofrenes familier
ikke er klar over...

at i mange tilfælde har de
ikke engang de jordiske rester...

af deres egne sønner.

For dr. Stein afleverede aldrig
hele liget,

og de fjernede hovederne
fra alle ofrene,

så når resterne bliver udleveret
til familien, har de ikke hele liget.

Så der var kun halvdelen
af kraniet i kisten.

ELSKEDE SØN

Jeg var bekymret for,
hvad der var sket med det,

og senere fandt vi ud af,
at retslægens kontor

tog kæberne
af alle Gacys ofres kranier.

De øvre og lavere kæbeben
fra alle de uidentificerede ofre

blev beholdt af retslægens kontor,
efter at ligene blev begravet,

fordi deres væsentligste måde
at identificere skeletter på

dengang var ved tandidentifikation.

Og de beholdt dem hos retslægen
år efter år efter år,

i håb om... at et familiemedlem til
en savnet person ville komme

og sige: "Her er min kæres tandkort.
Kan I sammenligne dem?"

De blev fjernet fra retslægens kontor
i 2009

og begravet
i Homewood Memorial Gardens,

men ved opgravningen
tog embedslægen visse prøver.

Der var åbenbart en del
af kæbebenet,

som stadig var forbundet
med den øvre del af kraniet,

som han kunne udtrække
for at foretage en dna-analyse.

Prøverne blev sendt til
et uafhængigt laboratorium,

det meget respekterede LabCorp.

Vi modtog rapporten
den 24. oktober 2012.

Præcis 36 år
efter Michael Marinos forsvinding.

De kunne få en profil fra underkæben.

Den viste ingen overensstemmelse
mellem fru Marino og lig nummer 14.

Det ikke noget chok.
Jeg havde altid vidst det.

MICHAEL MARINOS MOR

Det er bare en fornemmelse,
som en mor får.

Vi meddelte det til sheriffens
kontor, så de var klar over det,

og så gik vi til medierne.

Fru Marino ønskede, at verden skulle
vide, hendes søn ikke var et offer,

og at hun havde haft ret hele tiden.

COOK COUNTY SHERIF
THOMAS J. DART

Fru Marino antog advokater
til at se på sagen.

Vi sagde, at vi ville gøre alt
for at hjælpe,

men der var et fjendtligsindet
forhold, hvilket jeg aldrig forstod,

og da de have foretaget
deres egen analyse,

bad vi dem om at sende den,
og vi havde svært ved at få den,

og jeg vil aldrig glemme, at da vi
fik den, var alt censureret.

Og jeg sagde:
"Hvis der er noget her, så vil vi...

Folk begår fejl.
Hvis der blev begået en fejl,

hvis I har noget,
vil vi gerne få rettet op på det."

Visse oplysninger blev censureret
fra de oplysninger,

som vi gav til sheriffens kontor.

Det omfattede personoplysninger
om fru Marino

samt fru Marinos fulde dna-profil,

fordi fru Marino ikke havde tillid
til sheriffens kontor

på baggrund af tidligere adfærd
fra myndighedernes side.

Ud fra mit synspunkt
er der intet i udeladelserne,

som vi gav sheriffen,
som hindrede dem i

at fastslå, om der var
en fejlidentifikation eller ej.

Til sidst holdt vi et møde
med kriminalassistent Moran

fra sheriffens kontor.

Vi gav ham noterne
fra opgravningen.

Vi gav dem visse fotografier
samt dna-resultaterne,

men betjent Moran sagde i grunden,

at vi ikke kunne have fået
vores prøve fra underkæben,

fordi kæberne
allerede var blevet fjernet.

Fordi ingen fra sheriffens kontor

eller retslægen deltog
i opgravningen af lig nummer 14,

anede de ikke, at embedslægen

faktisk fandt
et stykke af underkæben,

som stadig sad fast på kraniet,

så de udtrykte deres medfølelse
for fru Marino over hendes tab,

men de nægtede at anerkende
dna-resultaterne om hendes søn.

Vi har sagt fra den første dag,

at vi har ondt af moderen
i Marino-sagen.

Det skærer i vores hjerter.

Vi har aldrig sagt:
"Hør nu her, alt var perfekt."

Nej. Der var intet dna.
Der var ingenting dengang.

Kunne der være begået fejl?
Muligvis. Helt sikkert.

Og det er ikke noget,
som nogen skal skamme sig over.

Den eneste skam ville være
at være stædig og sige:

"Vi vil ikke gennemgå det,
og vi er perfekte." Nej.

Efter at resultaterne kom,
gav jeg dem et tilbud.

Vi vil gerne afgive fru Marinos dna

og få det testet igen
af et uafhængigt laboratorium

sammen med de benprøver,
som vi har indsamlet,

og sheriffens kontor
afviste det blankt.

Sheriffens kontor sagde:
"Lad os udføre vores egen dna-test,"

men fordi Sherry Marino følte,

myndighederne havde behandlet
hende dårligt,

og havde mobbet hende,
stolede hun ikke på dem

og ville ikke lade dem
foretage deres egen dna-test.

Så det var lidt af et dødvande.

Hvorfor i alverden skulle
Sherry Marino og hendes advokat

og de forskere,
de hyrede, konspirere...

om at frembringe
et illegitimt resultat?

Så spørgsmålet skal stilles
til sheriffen.

Hvorfor ville han ikke arbejde
med det resultat?

Da vi genundersøgte det...

Vi ville virkelig hjælpe moderen.

Vi ville være sikre,
at vi ikke overså noget.

Den odontolog, som var til retssagen,

som gjorde alt tandlægearbejdet,

han hjælper os stadig med sager.

Han havde tandkort fra liget,
som blev fundet i krybekælderen,

og jeg husker,
at han holdt det sådan her,

og de var ens, og han sagde:
"Jeg...

De er identiske.
Jeg begik ikke nogen fejl her."

Vi spilder stadig arbejdskraft
og penge

på et problem,
som er løst for længst.

Det er...
Desværre er de to ting,

liget og Marino en og samme ting,

og jeg har ondt af fru Marino over,
at vi stadig rører i gryden.

Dengang var tandkort den
væsentligste identifikationsmetode.

Det er helt anderledes nu,
hvor vi har dna.

Jeg synes, det er lidt ironisk,
at sheriffens kontor

bruger kæber og tænder

i deres retstekniske efterforskning
af Gacys uidentificerede ofre,

men nægter at anerkende
vores dna-resultater.

...INKONSEKVENTE RESULTATER...

Vores dør står altid åben.
De må ringe når som helst.

Du ved...

Vi har alle uendelig sympati
for fru Marino.

Indtil vi har rapporter og...

ekspertudtalelser og rapporter,
kan vi ikke gøre meget.

Sherry Marino har
håndgribelige beviser på,

at hendes søn blev fejlidentificeret.

Det er et uidentificeret offer,
og af en eller anden grund

er sheriffen ikke interesseret i...

at tilføje de efterladenskaber
til sin liste.

Det er helt afvigende,
og jeg synes, at det viser,

at de vil styre fortællingen
om Gacy-sagen

og sørge for, at ingen fejl
bliver offentligt kendt.

Hvis der er én fejlidentifikation,
kunne der være flere.

Og det kunne åbne
en retsteknisk hvepserede

for hele Gacy-sagen.

Så situationen er, som den er.

Hun mener, at dna-prøverne viser,
at det ikke er hendes søn.

Jeg tror, han er derude et sted.
Jeg ved ikke hvor.

Og sheriffens kontor, tror jeg,

føler, at dna-prøverne
er fejlbehæftede,

og at det er Michael Marino.

Min interesse i sagen er ikke
de identificerede ofre.

Det er uidentificerede ofre,

og Michael Marino
var et af de identificerede ofre.

ELSKEDE SØN MICHAEL MARINO
DE USKYLDIGE SKAL BLIVE FRELST

Jeg tror, der er mange folk,
som følte, der stak mere bag,

at der var ubesvarede spørgsmål,

og jeg er sikker på, at der er mange,

som vil afslutte historien
og ikke høre mere om John Wayne Gacy.

Men jeg tror, at mange karrierer hos
myndighederne blev gjort på den sag.

Så måske er det
en del af grunden til...

at de ikke vil have specifikke svar
på de spørgsmål.

For mig er de største spørgsmål,

om der er nogen lig
under Miami og Elston,

og i så fald, hvem de folk er?

I 1998 gravede Chicagos Politi
på hjørnet af Miami og Elston.

Ugers venten i Chicago

sluttede en dag,
da teknikerne afmærkede haven

og indkørslen til et hus,
hvor John Gacys mor engang boede.

Radarfirmaet fandt
17 steder at grave,

men Chicagos Politi
gravede kun to huller.

Udgravningen begyndte
på de to angivne steder

hele dagen, men operationen
blev indstillet ved mørkets frembrud.

Vi fandt en glaskugle, en mast gryde
og trekvart meter ledning.

Fyren fra radarfirmaet sagde,
det ikke var en god efterforskning.

Det giver ingen mening
kun at udgrave to ud af 17 mål,

og Terry Sullivan,
den tidligere anklager i sagen,

sagde, at han ikke forstår
alt hemmelighedskræmmeriet.

Jeg var til den såkaldte udgravning
i nordvest.

Og så vidt jeg kunne se,
ville politiet

egentlig ikke have
mere med det at gøre.

Og selv jeg undrede mig
over hemmeligholdelsen.

MAJ 2012
CHICAGO

I dag skete
det første planlagte møde,

jeg har haft med sherif Darts folk
om Gacy-efterforskningen.

Stedet her blev undersøgt i '98

af Chicagos Politi,
men de gjorde det ikke ordentligt.

Nu er sherif Dart pludselig
indblandet i det,

og han var ikke delagtig dengang,

så han havde intet ansvar
for efterforskningens afvikling.

Men nu leder han den,
så jeg lagde alt på bordet.

Jeg fortalte ham, hvad jeg havde,

og jeg sagde: "Jeg tror,
I begår en meget stor fejl

hvis I tror, jeg vil opgive det her."

Min hensigt var altid at finde
sandheden om stedet på Miami.

Jeg er stadig skeptisk om,
hvorvidt det bliver gjort korrekt,

så jeg må stole på nogen.

Jeg vil give dem lidt tid til at se,
hvor det fører hen.

Hen mod slutningen af Gacys mordorgie

løb han bogstavelig talt tør
for plads.

Kunne han have brugt det sted?

Det meste af, hvad vi havde,
var i hans hus,

garage eller Des Plaines Floden.

Men på grund af hans tilknytning
til ejendommen

var det værd at undersøge.

Vi troede, at vi måske kunne finde
resterne af et andet offer der.

Statsadvokaten for Cook County

vil lade sheriffens kontor ransage
en boligblok,

hvor seriemorderen John Gacy
arbejdede som vicevært,

men yderligere udgravninger
på stedet er stadig uger

eller måneder i fremtiden.

Dart meddeler i januar 2013,

at han havde en ransagningskendelse
for ejendommen på Miami og Elston.

Der sker ikke noget,

så Bill og jeg følger støt
vores forskellige spor

og interviewer
forskellige deltagere i historien.

I slutningen af marts 2013
fandt vi på idéen om

et åbent brev til Bill Dorsch,

lagt ud på min blog,

hvor der stod: "Der er antydninger
på, at de lokale myndigheder

måske er mindre oprigtige,
end man skulle tro,

i deres målbevidsthed om at finde

menneskelige rester
på hjørnet af Miami og Elston.

Jeg appellerer til mine kolleger
i politiet om at holde øje med

og lade mig vide, hvis det ser ud,
som om der sker noget der."

Jeg udgav brevet, og næste morgen

skrev Michael Sneed,

en kendt klummeskribent
på  Chicago Sun-Times,

at Tom Dart

havde besluttet at efterforske
på hjørnet af Miami og Elston,

og det viste sig,
at efterforskningen var sket

seks eller syv dage tidligere.

Vent lidt. Hvad? Hvorfor nu?
Hvorfor lige pludselig?

De er med, de er ikke.
"Vi fandt ingenting."

Jeg kan huske,
at jeg vågnede og blev sur,

fordi jeg ikke kendte til det.

Der var ingen journalister der.

Da hele historien var
omgærdet af mistanke,

mistro til myndighederne,

skulle man tro, at de ville have

nogle uafhængige observatører
til stede

for at give det mere troværdighed,
end det har i dag,

men de gik bare ud en aften,
og ingen vidste om det.

Vores største bekymring var,
at vi ville have det undersøgt,

men på den mindst muligt
påtrængende måde.

Vi prøvede på at være følsomme,

og det synes jeg,
at vi var over for grundejerne.

Vi prøvede at være følsomme over for
det bagvedliggende postyr,

fordi vi vidste, at hvis vi
gjorde det i fuld offentlighed,

ville der være helikoptere over os
og folkemængder omkring os.

Så vi gjorde det lidt...
Jeg ved ikke...

Som et velkoordineret slag,
af mangel på et bedre ord.

COOK COUNTY POLITI
SUPPLERENDE RAPPORT

Vi brugte
en fantastisk gruppe sporhunde.

FBI'S LIGSØGENDE HUNDE

Fra England.

Georadar, termisk billeddannelse,
alle de moderne...

Vi kalder det for fjernmålingsudstyr.

Vi brugte georadar i hele området,

så alle steder, hvor vi fandt noget,
gik vi efter det,

og vi fandt kun anomalier én gang,

som var,
hvor der var udført anlægsarbejder

eller noget lignende,
som passede til mønstret,

men der dukkede intet op.
Vi fandt ikke noget.

AFKLARET
LUKKET

Efter afsøgningen var der slet ingen
beviser eller oplysninger om,

at nogen lå begravet der.

De påstod,
at de havde nyt radarudstyr

og så videre og så videre,
men jeg gik ud og talte med folk,

og de sagde:
"Den eneste måde at være sikker på

er at grave hele haven op.

At grave på alle de steder,
man finder."

Kun sådan får man
nogensinde svarene.

Jeg tror, de var bekymrede
om grundejeren

og så videre, men hold nu op.

Det drejer sig om at grave
en lille have og en indkørsel op.

Hvad kan det koste
at reparere en indkørsel

og lægge græs i en lille have?

Det er en lav pris
for måske at få nogle svar

den ene vej eller den anden
for mange familier,

som lever med mange spørgsmål.

Jeg tror, det er gået så vidt,
som de kan.

Man kan ikke bare
grave folks ejendom op,

fordi der er et rygte om,
at der måske er noget der.

Men jeg tror ikke,
der er noget derude lige nu,

som jeg ved vil føre
til yderligere efterforskning

på trods af, at...

jeg tror fast på,
at der er andre ofre.

Synes du, at min efterforskning,

at min sag er blevet
grundigt efterforsket?

Jeg tror, at i en sag som denne,
og i mange store sager,

er der ting, som bliver gjort
forhastet under selve sagen,

fordi der er pres på alle.

-Men det er et politisk svar.
-Ja.

Jeg vil ikke have et politisk svar.

Jeg vil have et grundlæggende svar.

Mener du,
at efterforskningen i min sag

blev gjort korrekt?

Jeg tror,
at der i din sag skal være...

der skulle have været
mere fokus på andre.

Andre skulle være blevet undersøgt
mere grundigt.

Det er, hvad jeg er nået frem til
i årenes løb.

Hvor mange tilfældigheder
kan man tolerere?

Der er Gacy
og hans politiske forbindelser,

en forbindelse mellem Gacy
og menneskehandel til sex,

hvor der bliver lavet pornografi.

Der er antydninger om medskyldige,

flere mulige ofre, ejendommen
på hjørnet af Miami og Elston.

Man kan kun føle, at der er en tråd,
som forbinder alt det.

At noget bliver holdt skjult.

ORDENSMAGTEN
HAR ALDRIG IDENTIFICERET NOGEN

MEDSKYLDIGE I GACY-SAGEN.

Det ville være uretfærdigt,
hvis der er folk,

som stadig går omkring i dag,

som var del af noget af det,

eller hvis der er andre,
som vi ikke ved om.

Det ville være meget sørgeligt.

DAVID CRAM BEGIK SELVMORD I 2001.

MICHAEL ROSSI AFSLOG
AT MEDVIRKE.

Michael Rossi har forholdt sig tavs
i fire årtier.

Rossi er aldrig blevet tiltalt
for noget i Gacy-sagen,

så jeg beskylder ham ikke for noget,

men jeg tror,
at han måske har nogle svar.

Jeg håber, at han vågner en dag

og af en eller anden grund
skifter sindelag...

og siger, hvad han ved.

Selv hvis det ikke er noget.

Det vil være godt at høre fra en,
som var i den kreds dengang.

I 2017 IDENTIFICEREDE
SHERIFFEN I COOK COUNTY

ENDNU ET AT GACYS OFRE.

Vi meddeler i dag,
at vi har identificeret

endnu en af de oprindelige
otte uidentificerede,

Jimmy Haakenson.

Jimmy var 16, da han blev myrdet
af John Gacy.

TIL DAGS DATO ER SEKS AF GACYS OFRE
FORTSAT UIDENTIFICEREDE.

Der kommer stadig flere spor.

Der er familiemedlemmer
fra hele landet,

som stadig leder efter
deres savnede kære,

og der er nye teknologier
som kriminalteknisk genealogi.

Forhåbentligt kan vi løse
andres sager, som vi har gjort.

SHERIFFENS KONTOR I COOK COUNTY

STÅR VED DEN OPRINDELIGE
IDENTIFIKATION AF MICHAEL MARINO.

SHERRY MARINO ER OVERBEVIST OM,

AT HENDES SØN IKKE ER GACYS OFFER.

Jeg tror ikke hun ved,
hvad der skete med ham.

Hun elsker ham stadig,
hun leder efter ham,

og hun vil finde ham.

Er det overhovedet muligt,
at der er andre ofre

udover de 33 i de andre stater?

ROBERT RESSLER DØDE I 2013,

NÆSTEN 20 ÅR
EFTER JOHN GACYS HENRETTELSE.

Nej. Du bliver ved med at gå tilbage
til det lort, og du må gerne

tjekke hver stat, jeg har været i.

INGEN OFRE UDOVER DE OPRINDELIGE 33

ER BLEVET TILSKREVET JOHN WAYNE GACY.

Jeg finder det uundgåeligt, at Gacy
ikke gjorde det i andre stater.

Han rejste over alt hele tiden.

Siger du til mig,

at han ikke ville være
endnu mere modig,

når han var i en anden stat?

Tit tænker folk ikke på det
på den måde,

men at være et aspekt
af voldsforbrydelser

eller en hel masse voldsforbrydelser
i Johns tilfælde

er som at kaste en sten
ud i midten af en dam,

fordi krusningerne vil sprede sig,

til de ikke kan nå længere,
og det påvirker alt.

OVERLEVEREN AF GACYS OVERFALD,
JEFF RIGNALL, DØDE I ÅR 2000.

DONALD VORHEES, OFFERET
I GACYS SODOMIDOM I IOWA,

BEGIK SELVMORD I 1997.

Don Vorhees ringede pludselig
til mig,

og han sagde:
"Mit liv er blevet ødelagt.

Jeg har mistet mit job.

Jeg har mistet
min kone og min familie.

TIDLIGERE ANKLAGER

Jeg kan ikke spise eller sove."
Jeg ved ikke, hvorfor han ringede.

Vi stod ikke hinanden nær.

Jeg tror, jeg opfordrede ham til
at opsøge professionel hjælp,

men det næste jeg hørte var,
at han havde begået selvmord.

Det gjorde indtryk på mig,
hvor dybtfølt

og hvor dyb den skade,
som bliver forvoldt på ofrene, er.

Man kan ikke begrave historien.

Det er sket.

Og det vil blive talt om i lang tid,
og man skal bearbejde det.

Og man skal lære af, hvad der skete,
og forbedre tingene.

Og jeg tror, der kan komme
noget godt ud af noget skidt.

Det, som jeg altid har haft
forrest i tankerne,

er, hvor mange liv den ene fyr,
John Wayne Gacy, har påvirket.

Og det er altid blevet hos mig.

Og det vil det nok altid gøre.

Det slutter aldrig.

Sagen slutter bare aldrig.

Folk kommer til mig den dag i dag
og siger:

"Du forsvarede John Gacy.
Hvordan kunne du gøre det?"

På den anden side set
vender de sig og siger:

"Men fortæl mig om det."

Hvor meget de end væmmes
over ham,

vil de vide, hvordan han var.

Der vil altid være
en fascination af John Gacy, altid.

Ja. Jeg synes, vi skal slutte her.

Jeg synes, vi har opnået noget i dag.

Vi kan bestemt få noget på båndet,
som ikke er blevet sagt.

Min følelse som politimand er, at...

hvis John Wayne Gacy er skyldig,
så skal han straffes.

Hvis John Wayne Gacy har medskyldige,
skal de anholdes og straffes.

Jeg tror på
fuldstændig efterforskning

og fuldstændig retshåndhævelse, som
er, hvad jeg har ønsket hele tiden.

Tekster af: Kenn Nakata Steffensen
plint.com