All language subtitles for John Wayne Gacy Devil in Disguise - S01E05 (2021) WEB.dan

Jeg var 19, da jeg løb hjemmefra,
og det var i 1980... ikke 1980...

I 1961.

Jeg tog til Las Vegas i tre måneder.
Tog min bil og smuttede.

Jeg arbejdede for Palm Mortuary

som nattevagten, der hentede lig
på hospitaler for dem.

Jeg var nattevagten.
Jeg havde intet med ligene at gøre.

Al den snak om, at jeg dyrkede sex
med ligene... Det er aldeles usandt.

-Du boede hos bedemanden, ikke?
-Men ikke i balsameringslokalet.

De får det til at lyde,
som om jeg sov i krypterne.

Jeg hoppede aldrig ned i en kiste.

Det er latterligt.
Det er det samme...

Man hævder,
at jeg sov med Robert Piest.

At jeg sov
i det samme hus som et lig,

den er jeg med på,
men ikke i samme værelse.

Desuden forstyrrer de døde ikke en.
Det er de levende, man skal passe på.

FEMTE AFSNIT:
MAN SKAL GRAVE

Sagen, man troede, aldrig ville komme
for retten, nærmer sig en afslutning.

Gacys advokat, Sam Amirante, fortalte
juryen, hvad han ville bevise:

At John Gacy er sindssyg
og har været det i lang tid.

Amirante sagde til juryen,
at dette er det eneste land,

hvor Gacy kunne få
en retfærdig retssag.

Forsvaret siger, at Gacy ikke
var ansvarlig for sine handlinger.

Anklagerne ønsker dødsstraffen.

Anklagerne fik det sidste ord, fordi
det stod til os at bevise noget,

og Bill Kunkle, min partner,
gjorde det strålende.

Jeg kiggede over på der,
hvor Gacy sad.

Jeg sagde: "Hvis I vil vise denne
mand, denne morder nåde... "

ANKLAGER

Så stoppede jeg
og gik over til offertavlen

ved siden af åbningen
til krybekælderen lige foran juryen,

og uden at sige noget rev jeg
højlydt fotoerne ud af rammerne

og gik over til åbningen til
krybekælderen og kiggede på juryen.

Jeg sagde:
"Hvis I vil vise denne morder nåde,

så vis ham den samme nåde, som han
viste, da han fjernede disse 22 liv

fra Jordens overflade
og anbragte dem her."

Så smed jeg fotoerne af ofrene ned
i åbningen til krybekælderen.

De ramte jurybænken,
væltede ud over flisegulvet

og lå ud over det hele i retssalen.

Total stilhed.
Jeg rørte mig ikke i tre minutter.

Og så måtte Sullivan næsten
føre mig hen til min stol.

Jeg var færdig, opslidt.

Det er faktisk muligt,

hvis John Wayne Gacy erklæres
uskyldig på baggrund af sindssyge,

at han kan komme ud af
en sindssygeanstalt inden for få år.

Da juryen gik ud...

Der lå en lille bar
en karre fra domhuset,

hvor vi tog hen, der hed Gene's.

Det var så skummelt,
vi gik ind ad bagdøren,

men statsadvokater, offentlige
forsvarer, strømere, alle...

Når juryen vendte tilbage,
ringede domhuset derned.

Nogen fra retssalen sagde:
"Juryen er tilbage."

Der gik måske to timer.

Man kunne nå en drink eller to,
så ringede telefonen.

Juryen er nået frem til en kendelse
i John Wayne Gacys sag.

Han er anklaget for mordet
på 33 mænd.

Vi ved ikke, hvad kendelsen er,

for de har kaldt begge parter tilbage
til retssalen.

Vi havde været igennem
seks ugers retssag.

Så to timer var ret hurtigt.

Når en jury kommer hurtigt tilbage,
er tommelfingerreglen,

at kendelsen er ikke skyldig,

så jeg var ret rædselsslagen,
da vi gik tilbage til retssalen.

DOMHUS

Og selvfølgelig,
da de læste kendelsen...

Det var bare det bedste.

Juryens syv mænd og fem kvinder var
mindre en to timer om

at kende John Wayne Gacy skyldig
i mordene på 33 unge mænd.

Gacy blev dømt for at myrde flere
end nogen anden i USAs historie.

I sidste ende lykkes det
anklagerne at bevise,

at Gacy gjorde så mange ting for
at dække over det, han havde gjort,

på så nøjeregnende vis, at han
bestemt var ved sine fulde dem.

Det var følelsesladet
slægtninge til ofrene,

og mange, såsom Ken Piest,
hvis bror blev dræbt, ønskede hævn.

-Der er kun en løsning nu.
-Og hvad er det?

Han skal ryge i stolen.

Eugenia Godzik,
mor til et andet offer, samtykkede.

Havner han i den elektriske stol,
får vi det alle bedre...

Så får de andre mødre det også bedre.

Jeg kan huske, jeg tænkte:
"Gudskelov."

Og: "Det er endnu ikke forbi."

GACY STÅR TIL DØDSDOM

Der bliver foretaget en høring til,
og samme jury skal drøfte sagen igen.

Denne gang skal de drøfte,
om John Wayne Gacy

skal dræbes i den elektriske stol.

Gennem retssagen
havde der været referencer

til en slags Jekyll og Hyde-syndrom,

hvor Gacy på grund af piller eller
alkohol blev til en brutal morder,

ligesom den venlige dr. Jekyll
blev til den brutale Mr Hyde.

Så jeg tog faktisk fat i Robert Louis
Stevensons bog og læste den igen.

Så en af de ting,
jeg gjorde i min præsentation, var,

at sige: "De taler hele tiden
om Jekyll og Hyde."

Jeg sagde: "Jeg ved ikke,
om I har læst den, men man lærer,

at den gode, venlige dr. Jekyll
ville studere ondskab,

og derfor opfandt en drik,
han kunne indtage,

for at afsløre den ondskab,
og så blev han til den onde Mr Hyde

og begik
disse skrækkelige forbrydelser.

Han drak drikken med vilje,

fordi han ville vide, hvad han
gjorde, når han gjorde det,

og han kunne huske,
hvad han havde gjort bagefter.

Og gæt engang, venner.

Han nød det, og han gjorde det igen,

og han gjorde det igen,
og han gjorde det igen,

og han gik kun op i beslutningen om,
hvem der skulle leve og dø,

og John Gacy traf
den samme beslutning.

Robert Louis Stevenson havde altid
en moral med sin historie,

og... skurken i  dr. Jekyll og Mr Hyde

betalte for sine forbrydelser
med sit liv."

John Gacy bliver henrettet
i den elektriske stol.

Dommer Garippo lænede sig tilbage,

da ofrenes slægtninge og familier
klappede og hujede.

Den dømte morder
viste ingen bevægelse,

da han gik op til dommeren.

Han nikkede, da dommer Garippo
fastlagde datoen for henrettelsen.

Jeg mente,
Gacy fortjente dødsstraffen,

og havde Gacy ikke fået dødsstraffen,

ville jeg mene,
at ingen burde få dødsstraf.

Jeg er lettet,
og jo hurtigere de dræber ham,

desto bedre, for alt det,
han har gjort mod familierne,

og al den sorg, han har forårsaget,

er noget,
der ikke kan betales tilbage.

Min mor antog... "Okay. Det er slut.
I næste uge bliver han dræbt."

Hun indså ikke, at det ville tage
flere år med ankesager og den slags.

INGEN ADGANG
MENARD FÆNGSEL

Hans tilpasning
til livet i fængslet er uvirkelig.

Det er, som om han er hjemme

og driver forretninger
fra sin dagligstue.

Han skrev breve.
Han oprettede en pennevenklub

og spredte budskabet
om sin uskyld.

Der var vel nogen, der troede
på de ting, han fortalte dem.

Jeg mente, det nok skulle gå,
for jeg var uskyldig

og troede, det ville blive bevist,

men da forsvareren Amirante hævdede,
jeg var sindssyg,

og jeg forstår måske ikke loven...

Jeg forklarede det i et brev
til højesteretsdommer William Clark.

Beviserne bygger på teorien:

Jo mere sensationel sagen er,
jo skørere den lyder,

desto bedre kan forsvaret vise,
jeg er sindssyg, men det var dumt.

Jeg synes, at de gjorde mig
og ofrene en bjørnetjeneste.

Det, som folk ikke forstår, er,

at jeg føler, jeg blev
uretfærdigt dømt for 33 mord

på grund af sensationalisme og ego.

Des Plaines' politis undersøgelse
var sjusket.

Det er... Det er måske ikke
den rette måde at formulere det,

men sagen er den,

at de havde andre mistænkte,
men tog skyklapper på og sagde:

"Det er Gacys hus.
Gacy er skyld i det hele."

-Hvordan har du det?
-Fint. Og dig?

Godt, godt.

Liz ringede i aftes og sagde,
du havde prøvet at ringe.

-Ja.
-Jeg nåede ikke hjem tidligt nok.

På det tidspunkt,
hvor jeg mødte John,

var han bestemt ikke tilfreds
med sine forsvarsadvokater.

Det var virkelig...
"Hvorfor lod jeg mig narre?

De burde ikke have samlet
alle tiltalerne for mord."

Den eneste patologirapport
omhandler Robert Piest.

Er der ikke
andre medicinske rapporter i sagen?

Der er 33 ofre
og en medicinsk rapport.

Der er grundlag for en ny retssag,

men den er langsomt ved at slippe
væk, og det forstår folk ikke.

Vi har arbejdet i ti år
på denne ankesag.

Mit forhold til Gacy blev mere
familiært i løbet af årene.

Der var afsat tid for,
hvor meget telefontid man kunne få,

og John lod til at få den tid,
han ønskede.

Det er en dominoeffekt,
når man får den omstødt, ikke?

Men lige nu har de tillid
til Amirante.

Og indtil jeg får taget den tillid
fra ham, har jeg ikke en chance.

John blev aldrig afbrudt.

Ville han tale i en time,
så kunne han det.

Det er et ineffektivt forsvar.

Det bliver altså en del
af det problem? Okay.

-Okay.
-Ja.

John troede tydeligvis, at jeg
var på hans side i ankesagerne,

og at jeg talte med hans advokater
på det tidspunkt.

Jeg tror, jeg bare var en,
der kunne hjælpe ham.

Han havde så mange mennesker,
som han brugte til det og det.

Jeg holdt af ham på flere måder.
Jeg hadede ham også på flere måder.

Hen mod slutningen langede John bare
ud efter alt og alle.

Alle ankesagerne...

De fodrede maskinen,
mere papir, flere begæringer.

Han brugte hvad som helst
for at få en ankesag,

men han var i bund og grund
argumentet for dødsstraffen.

GACY SKAL HENRETTES

Om efteråret i 1993 sad jeg i min bil

med min partner Greg
og hørte i radioen,

at de sagde, man havde fastsat
Gacys henrettelsesdato.

På samme tid kom vi begge
på idéen om:

"Ville det ikke være interessant
at forsvare Gacy?"

Så lo vi og tænkte: "Hvorfor skulle
vi blive valgt til at forsvare ham?"

Så fik vi en opringning om,
at Gacy måske ville tale med os,

men det handlede ikke
om at forsvare ham i dødsstrafssagen.

Han førte en civil retssag.

I fængslet begyndte han at male,
og han solgte sine malerier.

Folk ville købe hans ting,
fordi han var kendt.

Han tjente penge,
og staten Illinois sagsøgte ham

for at tage pengene fra ham,
som han tjente.

Lige nu er Gacys malerier
en stor forretning.

Der er stor efterspørgsel. Gacy er en
af de mest populære indsatte malere

eller dødsgangskunstnere.

Dine malerier er blevet bedre
med årene. Vi har set nogle...

De har alle lært mig noget.

Jeg kan forholde mig til Michelangelo

og Leonardo da Vinci,
for de var arbejdsnarkomaner.

Folk spørger,
hvem mine yndlingskunstnere er,

og jeg vidste ikke,
Michelangelo var homoseksuel

og jeg er ligeglad.
Han var arbejdsnarkoman.

Han var skulptør, han var maler og...
gjorde en masse andre ting.

Da Vinci var opfinder og det der.

Og jeg har i mit liv malet,
designet, tapetseret...

Jeg har lavet murmaleri, det hele.

Fængselssystemet syntes ikke om,
at John Gacy tjente penge.

Han havde et 900-nummer, folk kunne
ringe til for at høre hans stemme.

Og her fortalte han dem, at de
ville henrette en uskyldig mand.

Det tjente han også på,
og ifølge loven i Illinois,

hvis en indsat kan betale for sit
fængselsophold, så skal han gøre det.

De sagsøgte i bund og grund Gacy
for hans kost og lig.

Det var oprindeligt derfor,
han ringede.

Gacy nægter,
at han tjener stort på sin kunst.

Hans malerier sælges
for flere tusind,

men Gacy fortalte mig, at de penge
bliver brugt på advokater.

Først sagde min partner Greg:
"Hvorfor skulle vi repræsentere ham?"

Jeg sagde: "Vil du ikke møde denne
fyr? Kigge ondskaben i øjnene?"

Fængslet er et gammelt, lidt gotisk,

sært, uhyggeligt sted,
der ligger ved Mississippi-floden.

Jeg kan huske, at det var uhyggeligt
at komme derind.

MENARD FÆNGSEL

Man blev anbragt i et lille værelse
sammen med fangen,

der fik håndjern på,
men der var intet mellem os.

Og vi sagde til ham:
"John, er denne civile retssag

virkelig det vigtigste lige nu, når
du skal henrettes om syv måneder?"

Da vi forlod fængslet,
sagde jeg til Greg:

"Lad os repræsentere ham
i dødsgangssagen."

Løber man, vil man løbe et maraton.

Er man bjergbestiger,
vil man bestige Everest.

Dette var den største udfordring.

Planen var, at vi skulle repræsentere
Gacy i den civile retssag,

men kun, hvis vi også
kunne repræsentere ham

i ankesagerne om dødsstraffen.

RETTEN STÅR FAST

Alle hans traditionelle
ankemuligheder var opbrugt,

og derfor lå henrettelsesdatoen fast.

Så vi skulle finde
på nogle kreative argumenter

for at få omstøbt dommen.

Vi kunne anke igen,
påstå han var uskyldig

og påvise forsvarets ineffektivitet,
fordi advokaterne bar sig forkert ad.

Man finder på hvad som helst

bare for at få slettet
henrettelsesdatoen fra kalenderen.

Gacy fik ikke dødsstraffen
for alle 33 drenge,

så vi mente, hvis vi kunne bevise
hans uskyld i sagerne om drengene,

han blev idømt dødsstraf for,
så ville den blive omstøbt,

og så ville han kun
få en livstidsdom.

Så vi tog hen på lageret, hvor John
Gacys bevismateriale befandt sig.

Alle de ting,
der blev fjernet fra hjemmet,

og forretningsdokumenterne
fra Gacys hjem.

John Gacys dokumenter var
detaljerede. De havde hans bil-,

benzin- og motelregninger
og den slags ting.

Og vi fastslog og dokumenterede, at
John Gacy ikke befandt sig i staten,

da flere af disse unge mænd efter
sigende skulle være forsvundet.

I MICHIGAN DEN DAG, MOWERY FORSVANDT

Som du ved,
ynder jeg at gemme dokumenter.

Mine forretningspapirer angiver,
hvor jeg var, hotellet, jeg boede på,

hvad jeg spiste...
alting stod i dokumenterne.

Og alle de dokumenter blev
den 29. december 1978

beslaglagt af politiet i Des Plaines.

Og de kunne bevise, at jeg ikke
var i Illinois, da 16 af mordene...

På de fastslåede datoer for mordene.

Det faktum, at vi opdagede,
at Gacy sikkert var udenbys,

da nogle af drengene døde,
gav os grund til at tro på,

at der var andre drenge og mænd
indblandet i forbrydelserne.

Og det stemte overens med flere ting,
vi havde hørt.

Datoerne, man fastslog,
for drengenes dødsfald,

var ret arbitrære, fordi det kunne
være datoer, de sidst var blevet set.

Men jeg tror, det er muligt,
at Gacy ikke dræbte alle de ofre.

Jeg tror, at der var andre mennesker,
der hjalp ham eller deltog i det.

Han mente, at ankesagen
ville føre til hans frifindelse,

og man ville kende ham ikke skyldig,
men hvordan kunne han være uskyldig?

Du kan sige, at du ikke dræbte 33
mennesker, at du måske dræbte ti.

Det er ligegyldigt. Du dræbte nogen.
Du bliver ikke frifundet.

Så forsøgte han altid at skifte emne.

"Lad og skifte emne.
Jeg vil ikke tale om det der."

Du sagde, at du aldrig fremstillede
dig selv som en uskyldig...

-Vi skal ikke ind på det.
-Nej, men pointen er...

Hvis du føler... at du ikke dækker
over din del af forbrydelserne,

men antyder, at andre var indblandet,

ville du så samarbejde
med politiet om at fremvise

bevismaterialerne,
du har indsamlet for at dokumentere,

at der findes andre på fri fod,
der er indblandet i disse mord?

Ville du være villig til at hjælpe
med at stille andre for retten?

-Ville du det?
-Det ville jeg ikke tøve med

Men hvorfor gjorde man det ikke
fra begyndelsen, Bob?

Vi forsøgte at få Gacy
til at fortælle os,

hvem de andre indblandede var.

Var det noget, han fandt på?
Beskyttede han nogen.

Han gættede på, hvem de kunne være,
men gav os aldrig noget,

vi kunne fremlægge for anklagerne
og sige: "Vi har nye oplysninger,

og de dør sammen med Gacy,
så henret ham ikke."

Det fik vi aldrig.

Til første møde afviste højesteret
ankesagen angående dødsstraffen,

seriemorderen John Wayne Gacy
blev idømt.

Illinois' højesteret bekendtgør

en henrettelsesdato
inden for de næste to uger.

Han begyndte ikke at tale om,
at uret tikkede, før...

I 1994, da de fastlagde datoen
den 10. maj.

Der indså han, at tiden rendte ud.

Og han følte sig mere
og mere presset.

Sidste gang jeg så John,

som var til hans fødselsdag
i marts 1994,

sagde han: "Dette er sidste gang,
du kommer til at se mig.

Jeg skal henrettes i maj."

Jeg sagde: "Nej."
Han sagde: "Jo."

Og jeg blev bevæget.

Han kunne ikke give mig et kram,
fordi han var iført håndjern.

Men jeg kunne give ham et kram,
og han sagde: "Giv mig et kram."

Så da jeg var ved at gå...
Det stormede gennem mine tanker.

Jeg kunne ikke tro på,
at Gacy trøstede mig.

Gacys advokater talte med Gacy
om en ankesag i sidste øjeblik

for at udsætte henrettelsen.

I tiden mellem Gacys dom

og henrettelsen ændrede Illinois
henrettelsesmetoden

fra den elektriske stol
til dødbringende indsprøjtning.

Vi indsendte en fordring,

hvor vi hævdede,
at metoden var ondskabsfuld

på grund af måden, man påførte døden
med denne mangelfulde maskine.

Det er de sidste ankemuligheder.
Vi er ude på ukendt territorium.

Da jeg fortalte ham, at hans
sidste appel var blevet afvist,

viftede han mig væk og sagde:

"Det taler vi om senere."
Som om han ville opleve senere.

Han havde måske fattet,
at det var slut med ankesager.

DEN 10. MAJ 1994

Den aften, han skulle henrettes,

talte jeg flere gange
i telefon med ham,

og omkring klokken 23.45,

mens talte vi sammen,
hørte jeg ham mumle:

"Min bil er kommet. Jeg smutter."

Og det var vores sidste samtale.

Dræb ham! Dræb ham!

Jeg var der den aften.

Klovnen skal dø. Vi ses i helvede!

Det var en event.
Gacys henrettelse var en event.

Det er tid til at dø.
14 år er alt for lang tid.

Han fortjener at dø.

Der var folk fra begge sider.

De, der var for, og de,
der var imod dødsstraf.

Der var køer på flere kilometer
med demonstranter

og... "Dræb klovnen."

Ned med klovnen!

Hey, hey, hey
Farvel

Det var ærlig talt nedtrykkende,

for hvis en regering
skal tage nogens liv,

fordi de har begået en forbrydelse,

så bør det være
noget respektindgydende.

Det bør være en rolig, højtidelig
begivenhed, ikke et cirkus.

Folk burde ikke heppe
og slå på trommer...

Det er ikke passende for ofret.
Det er ikke passende for nogen.

Jeg havde håbet på,
at min mor havde været i live,

fordi hun sagde: "Jeg vil være der."
Det kunne hun ikke. Det var synd.

Mine forældre var gået bort.

Min mor ville ikke se ham i fængsel,
hvor han kunne male og alt det der,

så derfor følte jeg, at jeg skulle
være der til henrettelsen.

Men det sørgelige var,
at ingen af ofrenes familiemedlemmer

fik lov til at opholde sig i salen,
da han blev henrettet.

De samlede alle ofrene
i et værelse, i et...

...fangehul.

I en bygning langt væk fra pressen,
langt væk fra henrettelsen.

Vi så den på tv
ligesom resten af USA.

Efter min mening låste de os inde,

så vi kun kunne se det,
de ønskede, vi skulle se.

Det var, som om de ikke
ville have os der. Punktum.

Det første middel natriumtiopental
bedøver en.

Hvis man får nok af det,
kan det i teorien dræbe en.

Det andet middel
hedder pancuriumbromid,

og det får en
til at ophøre med at trække vejret.

Det tredje middel
standser ens hjerte.

Og henrettelsen blev ved
med at blive udsat.

De udsatte den hele tiden.

Vi sagde: "Hvad sker der?" De sagde:
"Vi ringer, når det er overstået."

Da Gacy blev kørt ind på området,

hvor han skulle henrettes,
forlod vi området,

og jeg kan huske, at vi så tv,

og at vi så det, der foregik,
og vi hørte, at der skete en fejl,

at de trak gardinet for...

Da telefonen ringede, sagde de,
at de havde nogle problemer.

Så ringede de igen og sagde: "Okay.
Han er død nu." Og det var så det.

Vi kiggede alle på hinanden,
rejste os op og gik udenfor.

Det var ligesom... bizart.
Det var meget underligt.

John Wayne Gacy blev erklæret død
klokken 00.58,

to minutter før klokken 01.00 i dag.

Mange vil stille spørgsmål om,
hvordan dette system virkede.

Man begyndte klokken 00.40,
men han var 18 minutter om at dø.

Der skete en fejl,
som vi havde forudsagt,

og han blev sikkert kvalt ihjel.

De fleste mennesker ville
sikkert sige, at det var fint.

De sagde,
at han sikkert følte større smerte,

end de havde planlagt, men jeg ved,
at hvis min mor havde været der,

ville hun have sagt:
"Det er ikke nok."

En lille smule smerte er ikke nok.

Jeg deltog i henrettelsen som vidne
og underskrev henrettelsesattesten.

Han fik en meget lettere død
end nogen af sine ofre.

Efter min mening en lettere død,
end han fortjente.

Jeg tilbragte et par timer
sammen med ham...

inden besøgstiden var slut.

Jeg gav ham et kram og sagde:

"Må Gud åbne sine arme for dig,
hvis du virkelig angrer.

Du skal bede Ham om tilgivelse."

Og jeg tror end ikke,
at jeg sagde farvel.

Jeg ved ikke hvorfor. Det er bare...
Man giver hinanden et kram.

Man siger: "Jeg elsker dig."
Han græd. Jeg græd.

Det var hårdt at gå velvidende,
at jeg ikke skulle se ham igen.

Jeg ved ikke,
om det skyldtes kærligheden,

om det var, fordi jeg havde kendt ham
som barn og voksen på en anden måde,

men jeg havde ikke set ondskaben.

Så det var, som om jeg kunne
afvise den, fordi det ikke var ham,

men nu har jeg forstået det faktum,
at han var ond.

Der er gået så mange år, og jeg...

...tænker i det mindste ikke
over det, som var det i går,

men det er stadig en del af mit liv.

En del, som jeg gerne ville udviske,
hvis jeg kunne.

Jeg ville bare ønske,
han havde bedt om tilgivelse

eller sagt noget venligt til sidst
til de familier

for at hjælpe dem med
at lukke kapitlet.

For jeg kan ikke forestille mig
at miste mit barn

og ikke vide,
at nogen rent faktisk var ked af

at have gjort det fortræd.

Så mange af de mennesker
og familier er væk.

Deres søstre og brødre
er måske stadig i live,

og jeg håber, deres liv er bedre...

...end alt det her.

Sagen døde ikke, historien døde ikke
med henrettelsen af John Gacy.

Der er vel meget,
der stadig er uvist.

Jeg kom til Chicago i 1994.

Jeg var nyhedsreporter
for  Morning Show.

Jeg havde aldrig forestillet mig
drejningerne, denne historie tog,

selvom den var uopklaret
så mange år senere.

Det er en historie
med 50 indbyggede historier

med alle disse forgreninger, der på
overraskende vis til tider mødtes.

Jeg var omkring 17...

JOURNALIST

...da han blev anholdt, og jeg boede
i en forstad til Chicago.

Alle i Chicago kendte til sagen,

men flere år senere,
da jeg begyndte at undersøge den...

Jo mere jeg lærte om sagen,
desto mere overbevist blev jeg om,

at det, alle troede, de vidste,
ikke var hele historien.

Man spekulerede en hel del i sin tid,
og man spekulerer stadig på,

om der var andre indblandet
i de mord.

Gacy sagde altid, han ikke
havde dræbt alle drengene.

Han antydede,
at der var et større billede,

at der var
en dødspornofilmoperation,

hvor mordene på nogle
af disse unge mænd blev optaget,

og hvor videoerne blev solgt
på det sorte marked.

Han gav mig ingen navne,
sagde ikke, hvem der var indblandet.

Men han antydede det.

Da han sagde det, tænkte jeg:
"Det lyder som en omgang fis."

Så tænkte jeg over det:
"Gacy kunne lide at tjene penge,

der var sikkert andre indblandet
i forbrydelserne,

og der var sikkert et marked
for dødspornofilm,

hvis nogen var til det,
så det giver måske mening."

Sagen er den,
at de vil have jer til at tro på,

at jeg var ene om
at begå disse mord.

Men jeg havde intet
med mordene at gøre.

Hvis flere var indblandet, hvor mange
var det så ud over dig selv?

Vi mente, der var fire indblandet.

Og det var Michael Rossi, David Cram,
Phillip Paske.

Både Rossi og Cram benægtede
ethvert kendskab til Gacys mord

eller indblanding i noget.

Phil Paske kom fra Chicago.

Han...

Du ved... Han var en af de mennesker,
der ofte fik problemer,

tog lidt narko, og lidt af hvert.

Og på en måde kom John Norman
ind i hans liv.

Historien er som følger.

Der er en fyr,
der hedder John Norman.

Norman sidder inde

for at overfalde nogle børn
i Homewood, Illinois.

I fængslet bruger han
fængslets trykmaskine

til at skabe et nyhedsbrev:
"The Delta Project."

Det er en sexsmuglerring,

der henvender sig til mænd,
der vil dyrke sex med drenge.

Mens han sad inde i Cook County
fængsel, mødte han Phil Paske.

Og da Norman blev løsladt fra
fængslet, overtog Paske operationen,

Normans operation.

Her har vi Phillip Paske,

der sendte et nyhedsbrev ud
fra Cook County fængsel.

Og han havde noget at gøre
med en vis John Norman.

Og John Norman udlejede drenge. De
lavede dødspornofilm med unge drenge.

De lejede dem ud. De solgte dem.

Forbindelsen er, at John Norman drev
sexsmuglerringen The Delta Project

og havde en assistent,
der hed Phil Paske.

Og Phil Paske arbejdede
for John Wayne Gacy.

I 1977 skabte det amerikanske
senats juridiske komite

en underkomite til at undersøge
problemet med sexhandel med børn.

Første høring fandt sted i Chicago.

De kaldte det et nav, centrum for...

landets virksomhed
og handel børnesex.

Og alligevel

tænkte ingen: "Vi bør måske kigge
på den børnesexring,

som kongressen undersøgte i 1977,
da man undersøgte Gacy i 1978."

Man bør spørge sig selv om,
hvad oddsene er for, at Phil Paske,

som er John David Normans højre hånd,

arbejder en dag eller to
hist og her for Gacy.

Jeg nægter at tro på,
at der ikke en forbindelse.

Gacy elskede pornografi.

Der er beviser på,

at hvis John ikke lavede pornofilm,
så prøvede han på det.

Da John var blevet anholdt,
gennemgik politiet...

Der var en stor kommode
og noget andet,

som vi havde hentet,
og som ikke var blevet tilintetgjort.

Og da vi kom hjem med den,
fandt vi under skufferne

nogle pakker,
der var tapet fast til dem.

Man skulle tro, at politiet ville
have fundet dem. Det var sært.

Og det var nogle pornografiske fotos.

Det var John. Det var en trekant.

Jeg blev chokeret
og lagde dem tilbage i kuverten.

Jeg ved ikke,
om jeg gav dem til Sam Amirante

eller en kriminalassistent,
der kom hjem til os.

Jeg sagde: "Jeg forstår ikke,
de ikke blev fundet."

Ikke at John Wayne Gacy
er et troværdigt vidne her,

men han sagde:
"De bør kigge på John Norman

og kigge på hans videoer for at se,
om de kan identificere nogle ofre."

Han antydede altså, at John Norman
var indblandet i det her.

Der var en forbindelse, da vi
tjekkede John Normans baggrund.

Det gik helt tilbage til tidligt i
1970erne, at han var indblandet i...

Han drev Norman Foundation,
han drev Epic International.

og Odyssey Foundation
i Dallas, Texas,

og det var organisationer,
hvor velhavende mænd

kunne leje unge drenge
til seksuelle weekender.

-Mandlige prostituerede.
-Havde du nogen kontakt med Norman?

Jeg har ikke
set et nutidigt foto af ham,

og derfor er jeg nødt til
at sige nej.

Phil Paske var måske sammen med ham
på et tidspunkt,

for jeg kom til tider hjem
fra en rejse,

og så var Phil Paske i huset og drak
eller sådan noget.

David Cram var fyren,
der kom med Phil Paske,

fordi Cram ikke
ville være med til noget.

Han fik fat i den fyr og sagde:
"Denne fyr kan skaffe folk til sex."

Gacy vidste tydeligvis,
hvem John Norman var,

og hans afvigelse...

hans løgn bestod i:

"Jeg tror ikke, jeg kender ham.
Har du et foto?"

John vidste,
hvem hans medskyldige var,

og på en eller anden måde
beskyttede han dem,

så det faktum, at han nævnte Paske,
er lidt mistænkeligt.

Det var typisk Gacy:
"Kig ikke herhenne, kig derhenne."

Man vidste aldrig,
om han talte sandt

og førte en et sted hen,
som man burde undersøge.

Man vidste det ikke.

Jeg tror, at Phil Paske er broen her.

Han arbejder for John Wayne Gacy
og for John Norman

fra The Delta Projekt-sexringen.

Er det et sammentræf?

Om ikke andet er det værd
at undersøge.

Jeg tror ikke,
at de undersøgte det.

Det fatter jeg bare ikke,

så det bidrager
til denne tåge af mistanke.

Man skulle tro, at der,
efter en generation en gået,

var nogen, der ville sige: "Nu skal
vi altså nå til bunds i det her."

Og jeg kan bare ikke se, at det sker.

Jeg har hele tiden troet, at vi ville
finde lig, der kunne tilskrives Gacy.

Jeg tror, at problemet er
at forbinde dem til ham.

Jeg interviewede
kriminalassistent Tovar,

der var på sagen om John Gacy,
og han sagde, at Gacy sagde:

"Der er op til 45 ofre."

Han kigger på mig
med et blink i øjet og siger:

"45 lyder som et godt tal."

Jeg talte med ham tilstrækkeligt
til at tro, at han var ærlig.

Vi satte datoer på,
hvornår han dræbte folk.

Seriemordere dræber i en slags orden.

Der var en periode, hvor han rejste,
så han dræbte dem måske andre steder.

To-tre stykker var fra andre stater.

Den første knægt var fra Iowa.
Minnesota, Michigan.

De bare var måske på gennemrejse.
Så slog han dem ihjel.

Han begravede dem måske
et andet sted.

Det er min holdning,
men jeg tror, at der er flere.

Jeg tror ikke, at Gacy bare vågnede
op en dag og begyndte at dræbe folk.

Hvad foregik der,
før han boede i det hus?

Hvis han dræbte folk,
hvor begravede han ligene?

De er ikke i huset, så hvor er de?

Kriminalassistent Dorsch kontaktede
mig med en interessant historie.

Han havde kendt John Wayne Gacy,
før alt det her skete.

Mine undersøgelser
bygger på Bill Dorschs oplysninger.

Jeg var tidligere ansat
i Chicagos drabsafdelingen.

Jeg begyndte min karriere
som betjent i 1970.

FHV.. KRIMINALASSISTENT

I 1974 mødte jeg John Gacy
og blev inviteret hjem til ham.

Jeg var gift og havde en søn.

Vi mødtes med hans kone
og hendes to børn.

Vi tilbragte fire-fem timer sammen,
hvor vi spiste middag. Ikke andet.

Ud fra den samtale lærte jeg,
at John passede bygningen,

hvor hans mor boede
lige her bag ved mig.

Han var pedel.

og jeg boede i en lejlighed
cirka 50 meter væk.

Bill Dorsch boede tæt
på hjørnet af Miami og Elston,

og lige over for det hjørne
af Miami,

lå der er en sjov, trekantet ejendom
med et lille lejlighedskompleks.

Gacys mor boede der,
og Gacy var pedel i ejendommen,

hvor han støbte beton og fiksede rør.

Dorsch kom hjem fra arbejde en aften
engang midt i 70erne,

og han ser nogen stå i skyggen
på gaden overfor

foran denne bygning
på Miami og Elston.

Det er Gacy,
der bærer en skovl midt om natten.

Jeg sagde bare til John:

"John, klokken er 03.00.
Hvad laver du herude?"

John lo, og jeg lo måske også,

da han gav mig svaret:
"Bill, du kender mig.

Der er ikke timer nok i dagen.
Jeg skal gøre det, når jeg kan."

Dorsch syntes, det var sært,
men tænkte over det flere år senere,

da historien kom frem,

og Dorsch sagde:
"Mand, det var måske mere end det."

I 1978 bliver Gacy anholdt,

og Bill Dorsch
får en forfærdelig ahaoplevelse.

Han ringede til holdet,
der undersøgte sagen,

og sagde: "I skal vide, at jeg så...

Gacy med en skovl på denne ejendom.
Tjek det ud."

Han tænkte ikke over det igen.
Han gik ud fra...

kriminalassistenterne havde
undersøgt det og ikke fundet noget.

Mere end 20 år senere

arbejder Bill på en drabssag som
privatdetektiv i Northwest Suburbs

med Suburban Police,
og Better Government Association,

en lokal vagtgruppe,
og de udveksler krigshistorier,

og han fortæller dem historien
om Gacy, der altid har hjemsøgt ham.

De kontaktede mig et par dage senere
og sagde:

"Bill, hvis du kan finde en måde
at fremme den undersøgelse

vil vi gerne høre om det."

Jeg tog hen og talte med
min tidligere chef i drabsafdelingen.

Han sagde: "Bill, du har talt om det
her i flere år. Om din mistanke,

men alle ved, at vi ikke
kan grave uden flere beviser.

Se, hvad du kan afsløre."

Så i 1988 afhørte Bill Dorsch
alle disse andre naboer.

Gacy var pedellen

i bygningen, der lå over for huset,
jeg boede i som barn.

Da jeg var cirka 12 år,

var jeg blevet plæneklipperdrengen
i kvarteret.

En dag slog jeg græs et sted

på Elston Avenue,
da en herre kom op til mig,

kaldte på mig og sagde: "Er du
interesseret i at slå flere plæner?"

Jeg vidste kun, han hed John.
Jeg vidste ikke andet om ham.

Da jeg havde fået det job,
fik han mig til at bære affald ud.

Huset, jeg boede i, lå direkte
over for hjørnet af bygningen,

så vinduerne i huset, jeg boede i,
havde direkte udsigt til vinduerne

i ejendommen, hvor John mor boede.

En dag bar jeg affald ud
fra lejlighederne og åbnede porten.

John stod der, og han sagde:

"Mike, vi er ved at grave her.
Du skal gå rundt om bygningen."

Han stod lænet op ad hegnet
og kiggede på en anden fyr

nede i hullet, der gravede.

Jeg vil tro,
at det var 1,8-2,5 meter dybt.

Det var stort set
hele parkeringspladsen.

Pludselig var der grøfter
på 0,9-1,2 meters dybde

og 0,6 meters bredde
langs fortovene.

Jeg så grøfterne hver dag,
og da jeg så gik i skole en morgen,

var grøfterne blevet fyldt.

Grøfterne var tomme aftenen forinden,

så de blev fyldt mellem det
tidspunkt, hvor jeg gik i seng,

og det tidspunkt, jeg gik i skole.

Hvorfor de blev fyldt om natten,
ved jeg ikke.

Da de var blevet fyldt,
blev der plantet buske ovenpå.

Jeg spekulerer på, hvorfor man graver
grøfter på 0,90-1,20 meters dybde

og 0,6 meters bredde
for at plante små buske,

når man kunne grave huller
og plante dem.

Bill Dorsch kontaktede
andre mennesker,

der havde boet omkring den bygning
og måske kunne huske Gacy der.

Og ud fra alt det, vidnerne sagde,

foregik der en hel del
mistænkelig aktivitet på det sted.

En anden nabo boede
over for på Elston på hjørnet

og plejede at stå op midt om natten

for at passe et sygt barn,
og vedkommende havde flere minder

om at sidde ved køkkenbordet
om natten og kigge ud i mørket,

hvor han så John Gacy slæbe store
affaldsposer hen over gården.

Store, tunge affaldsposer
hen over gården midt om natten.

En anden nabo, Bruno Muczynski,
boede i kælderlejligheden

i selve bygningen på Miami og Elston.

Han var politibetjent.

Første gang jeg mødte ham...

GACYS TIDLIGERE NABO

...lignede han en almindelig fyr.

Han udførte sit arbejde,
og jeg havde ingen problemer med ham.

Han kom i min lejlighed.
Vi drak kaffe. Vi talte sammen.

Men som månederne gik,
forandrede han sig.

Han blev anderledes. Han...

Han så anderledes ud.
Hans adfærd var anderledes.

Når han kiggede forbi,
var hans hår i uorden.

Hans øjne var glasagtige,
og der var bare noget galt.

Jeg kunne se det i hans øjne.
Han lignede noget fra en skrækfilm.

Han kom om natten

og gik ind i vaskekælderen
over for min lejlighed.

Og jeg hørte smæld, og...

han gravede og hamrede
med forhammeren i betonen dernede.

Vi vidste ikke, hvad der foregik,
og det var et stort spørgsmålstegn.

Han vækkede os midt om natten.

Flere år senere, da Bruno Muczynski
hørte, at Gacy var blevet anholdt,

ringede han til sin politistation

og meddelte: "Jeg så...

nogle underlige ting i denne bygning
på Miami og Elston.

Bed de høje herrer om at tjekke det."

Jeg ringede til en kriminalassistent,

fortalte ham, hvem jeg var,
og om det, der foregik på ejendommen.

Og han sagde:
"Bruno, vi vil ikke have flere lig."

Jeg blev chokeret.
Jeg troede, de ville have alt.

At de ville gøre alt i deres magt

for at finde ud af, hvor alle var,
og hvem der var blevet dræbt,

og lukke kapitlet
for de andre familier.

Åbenbart ikke.

Bill fandt andre naboer,
der efter Gacys anholdelse

reagerede ligesom ham.

De havde set Gacy gøre underlige ting
på denne ejendom,

og Bruno Muczynski havde sagt
til politiet: "I bør kigge på det."

Det var et problem.

Jeg følte, jeg var den eneste,
der ringede til politiet.

Politiet kendte til det,
så man forventede,

at de ville reagere på det,
men det gjorde de ikke.

Så begyndte jeg
at lede efter teknologi,

som vi ikke havde tidligere,
og der stødte jeg på georadaren.

Da vi brugte georadaren,

kom der et firma fra østkysten,
og Ron LaBarca,

direktøren for firmaet, kom også
og hjalp os med sin ekspertise.

MARKØRINTERVAL: 1.0 M

Ron LaBarcas undersøgelse afslørede,

hvad han kaldte anomalier
under jorden.

Han ville ikke selv gå så vidt
og sige, det var menneskelige rester,

men der var anomalier i jorden.

FORSTYRRET JORD
OMRÅDE TIL UNDERSØGELSE

At finde antydningen
af et begravet lig

ved hjælp af udstyr er ikke
bevis nok.

Man skal kunne grave
for at finde ud af, hvad der er.

I politiet ved vi, at det er
det endelige svar på spørgsmålet.

Man skal grave.

Som kriminalassistent søger man
sandheden, og det var mit mål.

Jeg regnede ikke med, at Chicagos
politi havde en anden holdning

eller en anden hensigt,
end jeg havde.

Bill Dorsch afhørte
alle disse andre naboer,

og så afhørte politiet dem, inden de
anmodede om en ransagningskendelse.

Kort før den undersøgelse i 1998...

oplyser insidere William Dorsch om,
at man ikke ville finde noget.

Alting gik fint frem til det andet
møde med statsadvokaturet.

Mine kriminalassistentkolleger
fra Area Five holdt et møde,

og jeg fik besked
af tidligere kollega om,

at man ikke ville grave,

og at de ikke var opsat
på at finde flere lig.

Så i 1998 tegnede Mike Nelson
et diagram af gården

og påpegede, hvor grøfterne
havde været og han havde slået græs.

Jeg kan tydeligt huske,
et bestemt sted på ejendommen

med en stor busk,

og det var på græsset
på hjørnet af Elston og Miami.

Det var en busk med torne.

Den havde et kolossalt rodsystem,
som man ikke kan gøre noget ved.

Da jeg tegnede mit diagram,

påpegede jeg,
at busken havde stået der,

og stået der under hele min opvækst,

og at intet kunne være
blevet gravet ned der.

Jeg fulgte med i nyhedsmedierne
for at se, hvad der skete,

og de afmærkede alle områderne,
som jeg havde angivet på græsplænen.

De havde sat teltet op
på et sted i gården,

hvor der havde stået
en kolossal busk i 1978.

De gravede der, hvor jeg sagde,
de ikke skulle grave.

Jeg sagde:
"Spild ikke tiden. Der er intet der."

Politiet fandt ingen beviser på,

at seriemorder John Wayne Gacy
begravede ofrenes lig

i sin mors ejendoms baghave.

Man gravede i jorden,
da en tidligere kriminalassistent

havde set Gacy der med en skovl.

Jeg fik at vide i starten,
at politiet

ville gøre alt
for at fremme denne undersøgelse.

Jeg stolede på dem.

Jeg lærte hurtigt,
at det var forkert af mig.

Bill blev meget oprørt.

Han følte, at han ikke kunne stole
på sine venner i politiet.

Han stolede ikke på lederne, der
havde sagt god for, at man gravede.

Dorsch havde det forfærdeligt.

Det vigtigste er vel, at jeg indser,
at Bill Dorsch alene,

tilmed som erfaren kriminalassistent,
har meget lidt magt.

Jeg ved, at hvis jeg ikke fortæller
historien, bliver den aldrig fortalt.

Bill Dorsch fortalte mig
om udgravningerne i 1998,

og jeg fik dokumenterne
fra radarfirmaet.

Jeg ringede til direktøren
for radarfirmaet

for at tale med ham om,
hvad han mente om sagen.

Og han sagde:

"Vi gav dem 17 steder at grave,

hvor vi fandt noget,
der var værd at kigge på,

men Chicagos politi
ville kun grave to steder."

De sagde,
de kun fandt en marmorkugle,

en pande og noget ståltråd.

Hvad politiet angik,
var sagen lukket.

Direktøren
for US Radar Company skriver:

"Myndighederne burde have været

villige til at undersøge
alle muligheder."

Det var ret interessant,

at selvom direktøren
for radarfirmaet mente,

at Chicagos politi ikke udførte
et grundigt stykke arbejde i 1998.

Jeg syntes, kriminalassistent
Bill Dorsch var troværdig.

Han havde i hvert fald
alle oplysningerne.

Han gik op i det, han lavede.
Han havde intet at vinde i sagen.

Man skulle tro, at alle ønskede

at få svar på spørgsmålene
om adressen på Miami Avenue.

Jeg mener, helt sikkert...

Det ville kun gavne politiets ry,

hvis de fandt ligene,
identificerede ligene,

og lukkede kapitlet for familierne.

Jeg kan ikke se andre grunde
til at lade være,

end at visse magthavere ikke ønsker,
at man gør det.

Man begynder at ane,
at nogen dækker over noget her,

at karrierer står på spil
med denne sag,

og at det bestemt ikke
ville være en fordel for politiet

at afsløre, at de undersøgelser ikke
blev gennemført ordentligt.

Jeg er sikker på,
at der var mennesker i politiet

og statsadvokaturet,
der helst så Bill Dorsch forsvinde.

Men det gjorde han ikke.

CHICAGOS POLITI AFVISTE VORES
ANMODNINGER OM KOMMENTARER.

PHILLIP PASKE DØDE I 1998.

JOHN NORMAN DØDE I 2009.

INGEN AF DEM
DRØFTEDE GACY-SAGEN OFFENTLIGT.

Tekster af: Martin Speich
plint.com