Original subtitles

En række... Tre-fire psykologer interviewede dig.

Der var 13.

Forsvaret kom med seks, og anklageren kom med syv.

Hvilken position indtog forsvarets psykologer?

Hvad mente de, var dit problem?

Hvad var deres standpunkt... ?

Border... Hvad helvede er det nu? Jeg kan ikke huske det på stående fod.

Borderline personlighed med asocial adfærd.

Jeg forstår ikke det med asocial, når jeg var indblandet i så meget.

Hvad med multipel personlighedsforstyrrelse?

Multipel personligheds...

Det kom fra dr. Reifman og dr. Hartman.

Disse to klovne fra... Cook County kom for at tale med mig første gang.

Jeg sagde: "Vil I tale med Gacy, politikeren,

klovnen, familiefaren eller forretningsmanden?"

Næste dag i avisen stod der: "Gacy har fire personligheder."

AFSNIT FIRE: PÅ BAGGRUND AF SINDSSYGE

Det var en ensidet kamp.

Mand og maskine mod træskallen af en 20-årig bungalow.

Journalister og naboer bevidnede det, sherifkontorets kriminalassistenter

havde undersøgt siden et par dage før jul.

Den skumle ramme, der tildækkede en massegrav.

Kigger I efter, kan I se orange mærker på cementvæggene,

der omgav krybekælderen, hvor regnen nu falder.

Hvert mærke angiver et sted, hvor et lig blev fundet.

Bulldozere har ryddet det, der var husets krybekælder.

Men ironisk nok var det en dreng, der ikke blev fundet her,

der førte til undersøgelsen: Unge Robert Piest.

FORSVUNDET UNG MAND KUN TIL INTERN BRUG I POLITIET

Vi havde end ikke liget. Robert Piests lig manglede stadig.

Vi mente, det lå i floden, men den var frosset til.

Strømmen var så kraftig. Der var is alle vegne.

Intet antydede, hvor vi skulle lede i floden.

Om det stadig lå i nærheden af broen, eller om det var nået...

ANKLAGER

...ud i Mississippi.

BRANDVÆSEN

Vi kunne ikke gøre andet end at vente, til nogen fandt et lig.

Der var i alt 29 lig, der blev båret ud af det hus.

Og man hev tre til op af floden.

Fire måneder efter sin forsvinden var Robert Piest stadig væk.

Så fandt man et lig til nede ad floden ved I-55 Bridge.

DEN 9. APRIL 1979

Liget af John Wayne Gacys formodede 33. offer

blev bragt hen til lighuset.

Jeg hørte, at det var en udfordring at identificere liget,

fordi der var gået så meget tid, og fordi han havde ligget i vand.

Tandeksperter fra Cook og Will County har identificeret den unge mands lig,

man fandt i Illinois River i eftermiddag,

som den savnede unge mand fra Des Plaines, 15-årige Robert Piest.

Vi havde det sidst led, det 33. lig,

men det var også sørgeligt, for jeg

havde fået et godt forhold til familien, så det var knusende

bare at fortælle dem, at liget var blevet fundet.

Rob Piests familie var en meget vidunderlig familie,

og jeg tror, at alle, der arbejdede på historien,

følte med dem på grund af det, de gennemgik.

Men det var vist hans bror, der sagde:

"Rob ville udrette noget stort, og hvis hans forsvinden

og undersøgelsen af hans forsvinden

førte til, at man hindrede denne galning i at dræbe andre,

ville Rob havde opnået det, han ønskede."

Vi føler virkelig, at det, der skete, var det værd,

fordi det forhåbentlig sætter en stopper for noget.

Nu vil vi forsøge at fortsætte det, han ikke kunne afslutte,

og forhåbentlig gentager det her sig ikke.

Da jeg vendte tilbage til retssalen, var jeg endnu mere opsat på,

at denne fyr ikke skulle klare frisag.

Denne familie stod på listen over dem, jeg skulle arbejde for.

DES PLAINES POLITI

RÅDHUS

Gacy tilstod drabene på de unge mænd efter at have dyrket sex med dem,

og at han begravede ligene under sit hus.

Gacy fortalte myndighederne, hvor ligene lå begravet.

Gacy fortalte myndighederne, hvem, hvorfor og hvor han fandt dem.

Han gav dem de fleste oplysninger, fordi ofrene ikke selv kunne tale.

Og fordi deres familier for det mest ikke vidste noget om Gacy,

måtte vi høre det meste fra Gacy.

Og det var Gacys samtaler, tilståelser til myndighederne,

der gjorde, at vi fandt ud af, hvad der var sket.

Det var dog også svært at vide,

hvornår man kunne tro på det, Gacy sagde.

En overskrift sagde, jeg havde tilstået som homoseksuel massemorder.

Der var ingen tilståelse, og vi tilbød...

Jeg tilbød 10.000 dollar, hvis nogen kunne fremvise min tilståelse.

Da jeg blev afhørt af politiet, var der ingen stenograf til stede,

ingen båndoptagelser eller videooptagelser.

Intet blev nedfældet.

Men alle vegne hævder man: "Gacy tilstod fem gange."

Hvis jeg tilstod, hvorfor blev det så ikke filmet eller optaget?

Hvorfor skrev en stenograf det ikke ned og fik mig til at underskrive?

Der er ingen tilståelser.

Det skal for det første ikke optages. Han ville heller ikke tillade det.

Det er også rart, hvis de bliver underskrevet.

Det ville han heller ikke.

Man har kun en mundtlig forklaring, bevidnet af politibetjente,

der skrev flere og lange rapporter,

der ord for ord dokumenterer det, han sagde.

KRIMINALASSISTENT

Gacy tilstod mindst tre gange, men hver gang var det noget nyt.

Han forsøgte bare hele tiden at sløre billedet.

Gacys tilståelser var resultatet af en række møder.

Og Gacys historie angående det, der skete, ændrede sig.

Han var en kamæleon. Han sagde en ting og skiftede farve.

Så sagde han noget andet senere.

Man skal kende min bror som min bror, ikke som forbryderen, for at forstå,

at han var ligesom to forskellige mennesker.

Hvilken person ved sine fulde fem gør sådan noget... og taler om det,

og tilstår det, og derefter nægter at have tilstået?

Der er ingen entydige svar på noget i denne sag.

Det er fuldstændig ufatteligt.

Det svarer til at have Rubik's Cube, forsøge at få tallene til at passe,

og en af dem ikke vil falde på plads. Det er sådan, det her er.

Noget af det giver ikke mening.

Jeg tror ikke, han blev født med det.

Jeg tror, at han var ude for noget, der gjorde, at han gjorde det.

Men jeg kan bare ikke forstå, hvordan han kunne være så intelligent,

og så ond på samme tid.

Dommeren fastslog i dag, at Gacy tilstod frivilligt,

og at politiet havde grundlag for at anholde ham, da de gjorde det.

Parterne er enige om, at der er meget papirarbejde for retssagen.

Det var en stor sag for Cook Countys statsanklager.

Vi havde den største massemorder i USAs historie,

og der var ingen tvivl om, at man ville gå efter dødsstraf.

Sam Amirante, Gacys advokat,

der accepterede Gacy som sin første private klient,

var et politisk dyr.

Og omtalen ville ikke skade hans spirende praksis.

Det er en tragisk dag i det amerikanske retssystem,

når en mand ikke kan stilles for retten for tiltaler

på grund af presseomtale eller sikkerhedsmæssige grunde.

Han ville forsøge at finde hvad som helst, der kunne påvirke sagen

eller være en fordel for hans klient.

GEORGE N. LEIGHTON STRAFFEDOMSTOL

Nogle mennesker sagde: "I har 33 lig. I kan umuligt tabe, vel?"

Og der var andre, der fik mig til at overveje...

ikke to måder, men 100.000 måder, vi kunne tabe den.

Statsanklageren gav mig sagen.

Tidligt i forløbet skal vi tænke på, at han kan erklære sig sindssyg.

Den aften, Gacy blev anholdt og gav sin forklaring, kom hans advokater.

Han havde allerede givet en forklaring uden advokater til stede.

De talte selvfølgelig med ham.

Så nu giver han en række forklaringer med advokaterne til stede.

Vi drøftede Piest.

Denne gang fortalte han os, at han tog liget,

sov med liget om natten...

Og vi spurgte: "Dyrkede du sex med liget?"

Han sagde: "Nej, men Jack gjorde måske."

Mens Gacy tegnede sit diagram, stillede jeg flere spørgsmål.

Og jeg skrev alle hans ord ned.

Og da han blev færdig,

kiggede han på det og sagde: "Jack tegnede det her."

Og jeg sagde: "Hvem er Jack?" Han sagde: "Jack Hanley."

Han begynder at tale om, at morderen er Jack Hanley.

Han talte om, at Jack Hanley dræbte disse børn.

Han forsøger at indføre multipel personlighedsforstyrrelse

i sit forsvar, hvor han vil erklære sig sindssyg.

Manipulation, svindel... Det, han altid gør.

Under en af ransagningerne fandt man en bog på Gacys loft.

En bog om straffelov og retsprocesser.

Jeg fik at vide, at afsnittet om sindssygeerklæringer var markeret.

...INTET ANSVAR...

Så det gik op for mig senere, at jeg sikkert blev udnyttet

til at bevise, at han var skizofren eller havde en form for sindslidelse.

Hvilken bedre måde at forsvare sig med at erklære sig sindssyg

end at give en forklaring og få en ung mand som mig

til at skrive hans ord ned?

Så kunne jeg vidne og støtte hans forsvar.

POLITIET DES PLAINES

Gacys advokater hævder, han er en galning,

der samlede på lig, og bør indlægges.

Anklagerne hævder, Gacy er en rationel mand,

der planlagde mordene og bør dømmes til døden.

Det, jeg ikke vidste, var, når man erklærede sig ikke skyldig

på baggrund af sindssyge, siger man, at man begik forbrydelsen,

men at man var sindssyg på det tidspunkt.

Det handler altså ikke længere om uskyldig eller skyldig.

Hele ens retssag handler nu om, hvorvidt man er sindssyg,

hvor de skal afgøre, om man er sindssyg, eller ej.

Hvis en fyr dræber 33 mennesker og begraver 29 af dem under sit hus,

så er han skør.

Det var givet på forhånd.

Vores jo bestod i at vise dem forskellen

på "skør" og "juridisk ansvarlig".

Når man forbereder sig på en sag som denne, begynder man tidligt

og... det er mørkt, når man går hjem ligegyldig, hvilken årstid det er.

Men man kan kigge ud og se årstiderne skifte.

Men man mister fornemmelsen for, hvilken årstid der er,

om man kunne tage til en baseballkamp,

eller om man burde stå på ski.

Det er en tidslomme.

DEN 6. FEBRUAR 1980

John Wayne Gacy retsforfølges i dag

for sexmordene på 33 unge mænd og drenge.

Slægtninge til de 22 identificerede ofre mødte op i retten.

Min mor, min far og jeg... Vi tog alle tre derhen.

Min mor talte med nyhederne oftest muligt

for at bevise, at disse børn

var uskyldige, unge mennesker, der ikke fortjente at dø.

Kan han dræbe de børn, bør han også dø.

Hvis børnenes liv ikke betød noget for ham,

burde hans liv ikke betyde noget for samfundet,

og det føler jeg på alles vegne.

Hun mente, at hun skulle være der for at forsvare min bror,

for der var mange forældre, der ikke kom,

men det var en lille gruppe.

Vi kom hver dag.

Da retssagen fandt sted, arbejdede jeg i en bank.

Og dengang var bankerne lukket om onsdagen.

Så jeg kom til retssagen hver onsdag.

STRAFFEDOMSTOL

Det var meget...

følelsesladet, folk græd...

De fleste var forældre,

og her sad de og lyttede

til vidneforklaringer om, hvordan deres børn blev dræbt.

Det er ikke noget, nogen har lyst til at høre.

Et vidne besvimede på skranken, da anklagerne

viste hende et armbånd, der tilhørte hendes søn.

Man har to år til at forberede sig på det her, men jeg anede ikke,

at vi skulle gå op på vidneskranken og identificere Gacy.

Det var uhyggeligt for mig,

og den dag, hvor min far skulle op på vidneskranken...

Min far græd hele tiden.

Min mor sagde: "Tag dig sammen. Du kan gøre det her."

Det var den første eller anden dag.

Min far kom ikke igen efter det.

Tidligt i forløbet brugte vi en tavle med fotos af ofrene,

mens ofrenes forældre vidnede.

Efter fem-seks vidner protesterede forsvaret.

Så sagde dommeren: "Godt. Dette er reglen.

Statsanklagere... hvis I taler om et bestemt offer, og I vil bruge tavlen,

så kan I have det offers foto på tavlen... men ikke de andres.

Til de afsluttende bemærkninger kan I gøre, som I vil."

"Godt, dommer."

Så da vi blev færdige,

havde vi en tavle med 22 tomme rammer.

Det lignede 22 åbne grave.

Der var nogle ofre, der ikke var blevet identificeret.

Vi brugte alle 33 mord i retssagen,

hvoraf 22 var blevet identificeret, da retssagen begyndte.

Nogle var navnløse.

Vi brugte også åbningen til krybekælderen som bevismateriale.

Det blev et af mine største redskaber at bruge åbningen til krybekælderen.

John Gacy sad med rank ryg i stolen og viste ingen følelser,

mens anklagerne indkaldte ofrenes forældre som vidner.

De nævnte alle ofrene.

Der var fotos af dem.

De gennemgik dem og satte navne på ansigterne for juryen.

Og da de nåede til min bror...

fik Gacy et smørret grin og fnes.

Det var ligesom...

Han var tavs hele tiden, men da de nåede til min bror, lo han.

Det var meget svært at kigge på ham,

men jeg kan huske, at jeg så ham sidde derovre,

og jeg tænkte: "Mand. Du narrede virkelig så mange mennesker."

Jeg tror, han regnede med aldrig at blive fanget.

Politiet fortalte, Gacy var venlig over for overvågningsholdet,

der fulgte ham i undersøgelsen af sagen om Robert Piests forsvinden.

Gacy og jeg kendte hinanden fra overvågningen.

Når man er der og vidner,

bliver man påvirket af det, man siger,

og man ser en reaktion i juryen,

der også påvirker en, for man svarer ærligt på spørgsmålene

og beskriver i detaljer, hvad John Gacy gjorde.

Man ser deres reaktion.

Vidnerne beskrev, hvordan de fandt

rester af ofrene, der til tider var begravet oven på hinanden,

flere med et stykke stof i munden, og nogle med reb om halsen.

BEVIS #175

Til retssagen lærte vi,

at Gacy gjorde forskellige ting ved drengene.

En af de ting, som de sagde, at han gjorde, var et trick med håndjern.

Og det kom frem, at han gjorde noget med min brors arme.

Gav ham håndjern på eller sådan noget,

og gav ham noget, så han besvimede.

Gacy havde måske to personligheder, men jeg er ligeglad.

Lad os bare sige,

at man skal være skør for at gøre det, han gjorde,

men det er bare ærgerligt, for du dræbte stadig 33 ofre.

Jeg er ligeglad med, om du var skør.

Han gjorde noget forkert.

Han gjorde noget forkert, da han ødelagde 33 familier.

Kom så.

Det begyndte at blive et mediecirkus.

De ledte efter alt, der havde med sagen at gøre.

The Chicago Tribune var de første, der fandt mig.

ANSAT HOS GACY

De interviewede mig på det tidspunkt.

GACY PRØVEDE AT FORFØRE HAM

Jeg mener, politiet læste historien i The Tribune og afhørte mig.

De sagde, at de ville have mig til at vidne for anklagerne.

Ofrene, der overlevede deres møder med Gacy,

blev afgørende i sagen imod ham.

MAND VIDNER GACY VOLDTOG OG TORTEREDE HAM

Og de beskrev... ubeskrivelige hændelser.

Jeg kom ind, indtog vidneskranken og gjorde det, jeg gjorde.

Min vidneforklaring omhandlede et enkelt møde i 1976.

John kiggede forbi om aftenen.

Jeg var næsten 17 på det tidspunkt.

Han vidste, at mine forældre ikke var hjemme, og klokken var cirka 22.30.

Han sagde, han havde nogle herrefilm. Det var det, man kaldte dem dengang.

Han havde en lille fremviser med.

Han kom med det og satte det op.

Han vidste, jeg var bryder i high school, så han sagde:

"Halløj, kom her, din store bryder." Han begyndte at brydes med mig.

Og på et tidspunkt får han sat et håndjern på et af mine håndled.

Jeg kæmpede bravt, men han fik min anden hånd lagt i håndjern.

Han væltede mig ned på gulvet.

Han knappede mine bukser op og trak dem lidt ned,

men ikke mine underbukser, og så forlod han værelset.

Og fordi jeg havde strittet imod med det andet håndjern,

sad det ikke særlig stramt.

Det lykkes mig at trække min hånd... det var smertefuldt... for at...

Jeg fik håndjernet af.

Han kom ind på værelset et par minutter senere.

Og jeg angreb ham med en double-leg-nedtagning,

et brydningsgreb, og smækkede ham ned på gulvet.

Jeg lagde min vægt på hans ryg for at holde ham nede.

Jeg rakte ned i hans lomme og tog nøglen til håndjernene.

Jeg fik derefter lagt ham i håndjern.

Han lå med ansigtet ned mod gulvet med hænderne på ryggen.

Jeg lod ham ligge der lidt og sørgede for, han faldt ned.

Så fjernede jeg håndjernene, og ærlig talt

tror jeg, han blev bange for mig.

Så sagde han noget enestående.

Og jeg citerer. Han sagde: "Du er den eneste,

der ikke kun slap ud af håndjernene, men også fik givet mig dem på."

Min rolige reaktion på det skyldtes måske,

at jeg dengang havde et optimistisk syn på menneskeheden.

Han kunne have overmandet mig og fortsat, men det gjorde han ikke.

Og det takker jeg Gud for, helt sikkert.

Han sætter sig for at gøre det. Han har tænkt sig at...

voldtage og dræbe dig og alle disse ting.

Og så sker der noget,

der gør, at han vender tilbage til den mere normale personlighed.

Set i bakspejlet, da jeg slap ud af håndjernene,

burde jeg havde taget benene på nakken.

Mange af de tidlige vidner havde allerede vidnet,

da jeg ankom den 25. februar og skulle til at vidne mod en fyr,

der engang var en af mine bedste venner.

Den unge mand, der vidnede før mig,

var en knægt fra Waterloo, som Gacy havde misbrugt.

Donald boede på det samme hotel som mig.

Han boede faktisk lige overfor,

og jeg så ham sidde derude og vente på, at han skulle vidne,

og jeg vidste omgående, at han var hamrende fuld.

Hamrende fuld.

Og på grænsen af hysteri.

Han var fuld aftenen forinden, for han bankede på min dør klokken 03.30.

Han sad ude på gangen på hotellet og græd som en baby.

Han ville ikke være der eller tale om det.

Vidnet var ud af stand til at besvare de enkleste spørgsmål.

Dommer Garippo afskrev endelig vidnet

og bad juryen se bort fra det, han havde sagt.

Dommeren gjorde ret i at lade ham gå.

Han var en overlever, men ikke helt.

Jeg har på fornemmelsen, at hans liv bare var...

Det var et evigt Gacy-mareridt.

Efter vi blev løsladt fra fængslet i sommeren 1970,

så jeg aldrig John fysisk igen,

før jeg vidnede imod ham i 1980.

De fik mig til at vidne af to grunde.

Nummer et. Jeg kendte John Gacy, og jeg kendte ham godt.

Men nummer to. Jeg var allerede en anerkendt ekspert i strafferet.

Jeg havde arbejdet for staten i otte år,

hvor jeg havde med fanger at gøre hverdag.

Jeg havde allerede hørt om de 33 lig.

I en række år havde jeg et tilbagevendende mareridt,

hvor jeg hørte nogen banke på døren midt om natten,

og når jeg åbnede døren, var det John Gacy,

der bandt en ledning om halsen på mig og kvalte mig.

Jeg indtog vidneskranken, og John sad der og kiggede på mig hele tiden.

John sad og stirrede på mig.

Jeg stirrede igen, fordi det er sådan, man håndterer den slags ting.

Hvis man bliver konfronteret med frygt, er det bedste

at holde fast i den, indtil den ikke skræmmer den.

Da jeg forlod vidneskranken, gjorde jeg det,

enhver mand får lyst til en gang imellem.

Jeg besøgte min mor.

Jeg kan tydeligt huske, jeg sagde til hende, at han så så almindelig ud.

Min mor kiggede mig i øjnene og sagde:

"Hvem har nogen sinde sagt, at djævlen var grim?"

John, hvad med Tim McCoy, den sidste af de fem,

du havde kendskab til?

Tim McCoy var den sidste og den første.

-Han er den første. -Ja.

Den første af de 33.

Tim McCoy var den første, og...

Man fik først sat navn på Tim McCoy i 1988.

Inden da var han kendt som "ukendt nummer ni".

Han blev begravet af mig i krybekælderen.

Mere ved jeg ikke om ham.

Hvordan var omstændighederne?

Han blev dræbt i huset i selvforsvar.

-Og hvem dræbte ham? -Jeg dolkede ham.

Ja. Og det var selvforsvar? Var han i færd med at overfalde dig?

Han angreb mig med en kniv.

Jeg tog kniven fra ham, vred hånden om på ham, og det dræbte ham.

På det tidspunkt begravede du ham altså selv i krybekælderen?

Ja. Hvis du har bemærket det, ligger han under beton.

Begravede du andre i krybekælderen?

Nej. Jeg havde ingen viden om de andre.

Hvordan kan det være, at dit første offer

og derefter 20 andre blev begravet dernede?

Kendte nogen til det første offer og fik idéen?

Højst sandsynligt da jeg drak og blev skæve med de andre.

Du sagde det til dem.

Du tror altså, at andre fulgte trop og brugte det som et begravelsessted?

-Uden tvivl. -Ja.

Man har fra begyndelsen spekuleret på, om Gacy havde en medløber

og i dag blev det afsløret, at Gacy fortalte en psykiater,

at nogen ud over ham vidste, at der var lig begravet under huset.

I begyndelsen var myndighederne meget interesseret i,

om der var andre medskyldige,

deltagere, partnere eller hjælpere.

Michael Rossi og David Cram gravede grøfter i krybekælderen.

Og Gacy sagde, at disse drenge burde have vidst, hvad de lavede.

Han bad dem om ikke at grave et sted.

Det var det sted, Gacy havde begravet et lig,

og Gacy sagde, han blev meget, meget vred på dem

fordi de kom for tæt på det sted.

John Gacy var en løgner,

så hans ord skulle tages med et gran salt.

Kriminalassistenterne mente, at de vidste en hel del mere,

end de gav udtryk for, men de udspurgte dem konstant.

De bekræftede ting, og i sidste ende blev de til anklagernes vidner.

Det var dem, der kunne beskrive krybekælderen.

De kunne sige: "Ja. Det var det, vi gjorde,

og vi gjorde det, fordi han betalte os for det."

"Det var derfor, vi gravede grøfter.

Det var derfor, vi hældte kalk ud der."

Det er vigtige ting at fremlægge for juryen.

Vi mente, at det udelukkede enhver tvivl

hos juryen om, at de ikke fortalte sandheden om det.

Da de to unge mænd, Michael Rossi og David Cram,

endte med at vidne mod Gacy,

var Vivian Rosenberg vores reporter til retssagen.

David Cram på 22, dagens stjernevidne, var en ven

og ansat af John Gacy, der boede hos ham i en måned.

Da Cram viste, hvordan han gravede to grøfter i Gacys krybekælder,

rejste jurymedlemmer sig op for at kigge på.

I midten af retssalen, indgangen til krybekælderen fra Gacys hjem.

Cram talte om jordbunkerne

ved siden af, da han gravede i fire-fem timer.

Han troede, det var til afløbsrør.

Cram kunne gengive samtaler med Gacy og fortælle,

at han vidste, hvor han ville have gravet.

Alt det pegede på, at nogen gjorde noget anomalt på det tidspunkt.

Senere påberåbte Cram sig retten til tavshed

flere gange, da forsvarere og anklagere

spurgte, om han havde dyrket sex med Gacy.

Den tiltalte fastholdt blikket på den unge mand og smilte.

Vidne nummer to, Michael Rossi, blev indkaldt tirsdag eftermiddag.

Han sagde, han flyttede ind hos Gacy, da Cram flyttede ud,

og at Gacy fik ham til at hælde flere hundred kilo kalk ud

i krybekælderen for at slippe af med det, Gacy kaldte den fæle lugt.

Rossi og Gacy lod til at have et far og søn-forhold.

Jeg fandt ud af, at politiet havde dokumenteret

Rossis tilståelse af et seksuelt forhold til Gacy,

men det benægtede Rossi på vidneskranken.

Rossi benægtede, at han var indblandet i mordene.

Jeg troede som udgangspunkt ikke nødvendigvis på Rossi,

men han fik hurtigt en advokat.

Han var ærlig talt ikke samarbejdsvillig på noget tidspunkt.

Det tog en hel del tid at overbevise ham om, at han burde vidne.

Rossis advokater var en nyhedsværdig del af hans optræden i retssalen.

Rossi blev fulgt ind i retssalen af tidligere statsadvokat Ed Hanrahan.

En Hanrahan var Cook Countys tidligere statsadvokat,

en vigtig person i det demokratiske parti.

Jeg syntes, det var sært.

Det, at en knægt fra Northwest Side kunne få så prominent en figur

i det juridiske miljø i Chicago som sin advokat, var usædvanligt.

Der var ikke særlig meget i pressen om Michael Rossi,

ud over at han var ejeren af min brors bil.

Så dukker han op i retssalen med den bedste advokat, penge kan købe.

Rossi var indblandet i et fejltrin, som Gacy begik.

Han tog ofret John Szycs bil

og overførte ejerskabet til Rossi.

Jeg kendte ikke Mike Rossi. Han var ikke min brors ven eller noget.

Så man tænker: "Hvorfor har denne fyr min brors bil?"

Det gav ingen mening. Hvis han havde købt bilen af ham,

burde han have kendt ham lidt.

JOHN SZYCS BROR

Bilen blev antageligt solgt til Gacy.

Gacy solgte derefter bilen til Mike Rossi,

så de ville have, og jeg citerer,

forklaret, hvordan Mike Rossi ikke anede, hvem min bror var.

Michael Rossi kørte i en af Gacys ofres bil,

og Gacy sagde, han havde sagt til Rossi: "Ejeren af bilen er død."

Jeg vil lige fremhæve noget om John Szyc.

De vi lave et stort nummer ud af John Szyc

men jeg tror, han blev dræbt på grund af sin bil.

Og din personlige viden om Szyc-sagen er altså...

Min viden om Szyc-sagen er,

at jeg var kommet hjem, og at Szyc og Rossi var i huset.

Jeg fik et par drinks og gik i seng, og næste morgen sov Rossi på sofaen,

og Szyc lå død på gulvet.

Jeg passede mig selv, og senere hen var han væk.

-Og hvor havnede han? -I krybekælderen, antager jeg.

Så du ham blive flyttet derned?

Nej. Jeg var ikke til stede. Jeg flyttede ham ikke.

Da han var død, lå han død på gulvet?

Han lå død på gulvet ude i gangen.

Talte du med nogen om det?

Nej. Med andre ord holdt jeg munden lukket,

for jeg ville ikke indblandes.

Jeg ville holde mig udenfor.

John Gacy var en patologisk løgner.

Var Rossi og Cram indblandet i mordene,

ville Gacy have fortalt os det, hvis det kunne have hjulpet ham.

De benægtede begge at have deltaget i drab og det at begrave lig.

Men jeg er tilbøjelig til at tro, at de havde grund til at mistænke,

at de var i selskab med onde kræfter og gjorde ting, de ikke burde gøre.

De vidste mere, end de gav udtryk for.

Jeg tror, at Gacy dræbte dem. Uden tvivl. Det tvivler jeg ikke på.

Men jeg tror, at man hjalp ham med at begrave dem.

Der var dårlig plads til ham dernede.

Fik han andre til at grave hullet,

hvordan kunne han så begrave liget selv?

Han kunne have gravet hullet selv og så ville ingen have vidst det.

Så historierne hænger ikke sammen, vel? De hænger ikke sammen.

Anklagerne afsluttede bevisførelsen i sagen mod massemorderen John Gacy.

John Gacys advokater indledte forsvaret,

og deres første vidne var et af Gacys formodede ofre, Jeff Rignall.

Rignall fortalte retten, at han mødte John Gacy den 21. marts 1978,

at Gacy tilbød ham marihuana

og derefter bedøvede ham med en klud hen over ansigtet.

Rignall kommer ind, og han skal være et vidne for anklagerne.

Et af vores levende ofre.

Jeg ved ikke, om han eller anden havde sagt,

at der var en bog på vej.

Jeg sagde: "Jeff, jeg lader ikke forsvarerne krydsforhøre dig,

hvis du siger et i bogen og noget andet

på vidneskranken ligegyldig, hvilken af delene der er korrekt.

Det er der ingen grund til.

Det er dit valg, men jeg siger det.

Hvis du udgiver en bog, bliver du ikke mit vidne. Slut."

"Ja. Det forstår jeg godt." Han udgiver selvfølgelig bogen.

Så jeg sagde: "Vi bruger dig ikke."

Jeff ville vidne for anklagerne.

Men da han fandt ud af, at de ikke ville indkalde ham,

blev han vred.

RIGNALLS PARTNER

Og da han fandt ud af, at forsvaret ville indkalde ham,

besluttede han sig for at vidne for at få historien ud i offentligheden.

Det var utroligt, at jeg havde fortrængt det.

Jeg har selv svært ved at tro, at det skete for mig.

Derfor fortsatte jeg på egen hånd

med at lede efter den, der havde gjort det,

selvom politiet nægtede at anerkende eller tro på noget, jeg fortalte dem.

Rignall sagde, han vågnede i Gacys hus,

og at entreprenøren stod bag baren og mixede en drink.

Rignall sagde, han var halvt bevidstløs,

men hørte John Gacy sige:

"Jeg kunne let dræbe dig nu."

Forsvaret mente, at Jeff var et perfekt vidne,

fordi han hele tiden havde sagt: "Den mand måtte være skør

for at kunne gøre disse forfærdelige ting mod mennesker."

Rignall sagde, at Gacy strakte hans arme ud over en bjælke

og udførte flere afvigende handlinger,

inden han bedøvede ham igen og dumpede ham i en park.

De Jeff vidnede, kunne han klare en del af det,

men så var han ved at bryde sammen af nerverne.

Han sagde: "Han lagde mig i håndjern,

bedøvede mig, stak til mig, tævede mig."

Han blev så ked af at beskrive de ting...

at han kastede op i retssalen.

De måtte lukke det for at gøre rent.

Rignall brød sammen, og politiet førte ham ud af retssalen.

Han var derefter i stand til at fortsætte med sin vidneforklaring.

I dag på skranken, efter dommer Garippos udsættelse,

afslørede Rignall noget nyt: At en tredje person befandt sig i Gacys hus

den aften, han blev voldtaget.

Han sagde, at det var en mand med lyst hår og midterskilning.

Der, hvor Jeff blev torteret... Der var en dør bag ved ham.

Og der sad et glasagtigt vindue i den.

Han kunne se, at der blev tændt et lys,

fordi der var mørkt, og der pludselig blev lidt lysere.

Jeff tænkte: "Der er måske en anden herinde?"

Og så blev han tævet...

og bedøvet, og så forsvandt lyset.

Jeff vidnede, at...

Han mente, han kom til bevidsthed, mens han blev misbrugt,

og at der var en anden person, der gav ham oralsex,

og at personen havde lyst hår og midterskilning.

Ifølge mine journaler og mine læger

blev jeg misbrugt af mere end en person.

Jeg har svært ved at tro på, at Gacy gjorde alt det der alene.

Forsvaret fastslog i dag,

at den tiltalte for 33 mord havde en voldsom barndom.

Hans mor, Mrs Marion Gacy, vidnede for sin søn.

Min mor vidnede først.

Hun var ikke en rask person.

Hun brugte altid stok eller gangstativ.

Hun sagde, John gik i søvne, da han var tre år,

og at skolelæreren anbefalede at overføre ham til en specialskole

for handikappede børn.

Hun sagde, han lå på hospitalet i tre uger med en hovedskade.

Han arbejdede i en købmand.

Han faldt ned ad trappen.

Han havde slået hovedet og begyndte så til tider at besvime.

John, lad os drøfte din barndom. Hvordan var dit helbred som barn?

Som tiårig fik jeg at vide, at jeg havde et fortykket hjerte, okay?

Så jeg havde tendens til at besvime en hel del.

Hvad med børnesygdomme? Eller rettere sagt ulykker?

Nogle skader eller ulykker?

Da jeg gik på den anden fagskole... Da jeg begyndte på fagskolen,

blev jeg ramt af en gynge i hovedet, der skadede mastoideus.

Hvor gammel var du?

-Cirka. -14, mener jeg.

-Ramt af en gynge. Blev du slået ud? -Jeg blev kørt på en klinik.

Det var der, de sagde, at jeg havde epilepsi.

-Oplevede du nogle hændelser... ? -Anfald?

-Anfald og den slags? -Ja, anfald...

Lægen hævdede, at når jeg fik et epileptisk anfald,

så fik jeg 800 gange min egen styrke eller 360 kilos styrke.

Gacys mor sagde, at Gacy hele tiden besvimede

og blev lagt i spændetrøje en dag, hvor han blev voldelig.

Tilstedeværende i retssalen lod til at få sympati for kvinden,

da hun fortalte, at hendes mand var ond og voldelig.

Når jeg kigger tilbage på det, kaldte vi far dr. Jekyll og Mr Hyde.

Når han gik ned og drak, kom han altid op som en anden person.

Han blev vred eller oprevet over noget,

og ligegyldig, hvad vi sagde og gjorde, eksploderede han.

Er du nogen sinde blevet misbrugt seksuelt af nogen?

Da jeg var ni år, var der en håndværker...

Bygningshåndværker?

Han byggede huset ved siden af

og tog mig med ud at køre og viste mig brydningsgreb.

Han holdt mit hoved mellem sine ben.

Jeg betragtede det ikke som seksuelt.

Han viste mig brydningsgreb, hvor mit hoved altid var mellem hans ben.

Fyren var vel i vores kvarter i mere end et år.

Min far og han blev venner.

Og før eller senere spurgte fyren,

om han måtte tage John med i biografen,

og det overrasker mig, at min far sagde: "Ja. Det er okay."

Men jeg kan huske, at min far blev utrolig vred

og talte om sin pistol.

Han havde en lille pistol,

og han sagde, at han ville skyde denne fyr.

Og da jeg blev ældre, spurgte jeg min mor om det.

Min mor sagde:

"Da John var yngre gjorde denne fyr noget ved ham.

Og det gjorde, at far ville dræbe ham."

Jeg begyndte at spekulere: "Var det begyndelsen

på noget, der skete for ham?

Troede han så, at han skulle være denne person?"

Forsvaret forsøgte at vise, at han var blevet misbrugt,

og at det var grunden til hans sindssyge.

Jeg fik meget ondt af moren.

Senere brød hun sammen, græd og sagde:

"Jeg tror stadig ikke på noget af det. Jeg vil bare udviske alt."

Da hun var færdig, vidnede jeg.

Man går derud.

De siger, hvor man skal gå hen. Man går op i vidnetingen, sætter sig,

og nogle af spørgsmålene handlede om hans barndom.

Hvordan oplevede jeg hans barndom? Havde jeg bemærket forandringer?

Jeg tror stadig, at der skete noget, og at han havde to personligheder.

Der må være to sider. Men hvorfor?

Hvorfor opstod der lige pludselig denne store forskel i hans karakter?

Var det slagene i hovedet? At han faldt ned ad trappen?

Var det mere end en blodsamling?

Hvis man søgte et karaktervidne, så var jeg vel et karaktervidne.

Men der hviler alle disse øjne på en, alle disse forældre,

søskende, der kigger på en.

Det eneste, vi ønskede at gøre, var at sige undskyld til familierne.

Vi ville fortælle dem, at vi delte deres smerte.

Forsvaret afsluttede bevisførelsen i sagen om massemorderen John Gacy.

Det skete efter psykiaternes vidneforklaringer.

I sidste ende var retssagen i bund og grund

en konkurrence mellem psykiatriske evalueringer af Gacy.

På den ene side sagde de, han var ved sine fulde fem

og juridisk ansvarlig.

På den anden side sagde de, at det var umuligt,

at en normal person kunne gøre de ting.

Hvis man har en, to eller tre psykiatere, der siger:

"Jeg konkluderer, at en mand havde en sygdom, der gjorde ham sindssyg

på et givent tidspunkt, men at han faktisk kunne opføre sig normalt... "

Det er svært at modsige den ekspert.

Jeg frygtede, at vi ikke kunne bevise noget hævet over enhver tvivl,

at man ville kende ham ikke skyldig eller fik en uenig jury.

Lad os ikke glemme, at seriemordere er ret intelligente.

Han ville være fuldstændig ærlig over for dig,

hvis han vidste, at du vidste det.

Da han blev tiltalt for mord,

kørte jeg ham fra politistationen til Cook County fængsel.

På vejen siger jeg: "John, hvor mange dræbte du egentlig?"

Han sagde: "Jeg sagde nogle og 30 til advokaterne. I kender til 33."

Jeg sagde: "Er der flere?" Han sagde: "45 er et godt tal."

Jeg sagde: "Hvor er de?"

Han sagde: "Det er jeres job at finde ud af det."

Vi havde 33, så det betød jo, at der var 12 til et sted.

Tekster af: Martin Speich plint.com