Original subtitles

Da ransagningskendelserne blev udført i din sag,

fandt de en masse i krybekælderen i dit hjem,

gjorde de ikke?

Ja. Jeg tilbød at sælge huset til dem,

da jeg ikke troede, der var noget i krybekælderen.

Jeg havde ingen betænkeligheder om, at de gik i krybekælderen.

Hvor mange lig blev der faktisk fundet på ejendommen og hvor?

Så vidt jeg forstår, blev der i alt fundet 29 lig

eller 28 lig på ejendommen.

26 eller 27 var under huset.

Hvad med resten?

Et var under indkørslen, et var under garagen.

Så det er 29 i alt.

Fra anholdelsens standpunkt, da du blev anholdt i denne anledning...

-Det eskalerede. -Eskalerede det?

Okay. Hvilken dato blev du anholdt? Kan du huske det?

22. december 1978 er, da jeg blev anholdt.

AFSNIT TRE: FRYGTELIGE GERNINGER

Jeg kørte hjem fra college på juleferie,

og jeg hørte hele tiden om det i nyhederne.

Jeg tænkte aldrig på min bror.

Der blev i dag fundet to lig mere i Des Plaines, Illinois,

i en 36-årig dømt sexforbryders hjem.

Og denne ulykkelige søgning vil fortsætte.

Det slog mig aldrig, at min bror var del af det.

Da jeg kom hjem og gik ind, siger min mor:

"Jeg må fortælle dig noget."

Og da vidste jeg det. Hun behøver ikke sige mere.

Jeg vidste, at hun ville sige, han var forbundet med det her.

Vi voksede op i Chicago og flyttede til Des Plaines i 1973.

Jeg var det fjerde barn af fem.

Jeg havde kun brødre.

Min bror John var tre år ældre end mig.

For mig var han eventyrlysten. Han var ældre og kørte bil,

og jeg var et lille barn.

Han var 19 år gammel.

Hvad jeg husker om hans forsvinding er,

at han ikke kom på arbejde om fredagen, og det var lønningsdag.

Hans kolleger blev bekymrede.

Så de tog til hans lejlighed

og måtte ringe til politiet for at komme ind.

På det tidspunkt ringede de til min mor.

Hans lejlighed var ikke plyndret eller noget.

Og de sagde nærmest: "Nå, han er her ikke."

Jeg kan huske, at de sagde, at han... var taget fra byen.

Da min bror forsvandt, forsvandt hans bil.

Politiet overbeviste min mor om, at han var taget væk i weekenden.

"Han er 19. Du må slippe dit barn."

Som tiden gik, beder man til, at han er i live og lykkelig et sted.

Det var i september, efter at han først forsvandt.

Min brors Plymouth Satellite fra 1971 blev set i færd med at stjæle benzin.

Min brors nummerplader var på den.

Det gav fornyet håb om:

"Nå, måske er han derude."

At han er i live.

Min mor vidste nok om politiet i Chicago og om, hvordan de arbejdede.

Hun ringede hele tiden, men det var bare en savnet ung mand.

Og sådan var politiets holdning.

...SIDST SET PÅ ARBEJDE DEN...

Hvad der fik sagen til at eksplodere var,

at Rob Piest forsvandt i Des Plaines.

Savnede teenagedrenges venner og familie

har ringet fra hele landet

for at høre mere om denne bizarre forbrydelse.

Det var Robert Piests forsvinding den 11. december,

som førte politiet til entreprenørens hjem i forstaden.

På det tidspunkt var det eneste navn, vi kendte, Rob Piest.

Vi havde kun ét navn.

Man jeg havde fået oplysninger om,

at det kun var det sidste offer af mange.

Officielt blev det meddelt den aften,

at et lig var begravet i kælderen.

I de følgende dage voksede antallet.

Hovedsagen var, hvor er den mistænkte?

Da vi fandt knoglerne, blev Gacy tiltalt for et manddrab,

én tiltale for manddrab.

Han smiler faktisk på politiets foto. Det virkede sært for mig.

Så fra da af blev han tilbageholdt.

Vi fører Gacy ind i forhørslokalet.

Gacy siger: "Jeg vil afsløre det hele.

Jeg vil give jer en udførlig tilståelse."

Jeg læste hans rettigheder op og begyndte at stille Gacy spørgsmål,

og det affødte mere af en monolog fra Gacys side.

Det var ikke et forhør som sådan.

Han begyndte bare at fortælle ting og væve løs om det.

Han fortalte, at han havde begravet 27 unge mænd i sin krybekælder.

Han havde begravet et par fyre i sin baghave,

og så smed han resten i Des Plaines-floden.

Det var svært at høre på,

hvordan han talte om, hvordan han dræbte dem alle.

Han begyndte med, hvad der skete med Rob Piest,

og han sagde, han var ved at gå fra apoteket,

da Rob Piest kom ud til hans bil og sagde:

"Jeg hører, at du måske har brug for hjælp."

Og Gacy siger: "Ja, hop ind

og udfyld en ansøgning, så ringer jeg til dig."

Han stiger i bilen med Gacy, mens hans mor venter på ham ude foran,

og Gacy fumler med papirerne,

og han sige: "For pokker. Jeg må have glemt det derhjemme."

Han siger: "Jeg bor lige henne om hjørnet.

Kom med mig, hvis du vil."

Og Piest siger: "Min mor venter foran."

Han siger: "Du er snart tilbage, så bare rolig."

Så Piest siger tøvende: "Okay, lad os hurtigt udfylde en ansøgning."

Så Gacy kører fra Nissons apotek med Rob Piest, villigt,

til hans hus, og i hans hus

begynder Gacy at tale til ham om...

at underholde børn som klovn og den slags.

Han siger: "Jeg har nogle seje tricks. Lad mig vise dig dem."

Og Gacy giver sig selv håndjern på.

Han kæmper lidt med håndjernene og vender sig,

og håndjernene dingler.

Piest siger: "Det var sejt. Hvordan gjorde du det?"

Og han siger: "Nemt nok. Tag dem på, så viser jeg dig det."

Så Piest gav sig selv håndjern på.

Piest kæmper og siger:

"Jeg kan ikke slippe fri. Hvad er tricket?"

Og han siger: "Jeg tog nøglen fra min lomme."

Og han sagde: "Tricket er at have nøglen."

Og han siger: "Da jeg havde lænket Piest,

var han min fra det tidspunkt af."

Gacy talte nøgternt om, hvad han gjorde ved Rob Piest.

Han udpenslede tricket med håndjernene og et rebtrick,

om at tage hans tøj af og give ham oralsex.

Han var stolt at rebtricket. Han syntes, det var opfindsomt.

Han bandt et reb om halsen på dem med en lille knude lige ved halsen,

og lidt senere tilføjede han en knude, og han havde en stok

på måske 20-25 centimeter,

og han kilede stokken mellem foran på skulderen

og baghovedet, og han begyndte at vride den,

og det strammede og kvalte dem.

Rebtricket er... Sådan som jeg har beskrevet rebtricket,

er det bare en årepresse, og det forklarede jeg for dem.

Jeg demonstrerede det ovenikøbet.

Det afskar luftforsyningen.

Så hvis man vil dræbe nogen,

sætter man det på halsen, vrider tre-fire gange eller hvor meget,

indtil personen ikke bevægede sig.

Han gjorde altså det imod Rob Piest og vred og vred,

og han gjorde det måske tre-fire gange og fik en opringning.

Han tog telefonen, og da han kom tilbage,

var Rob Piest faldet død om på jorden.

Familien kørte rundt i kvarteret den aften,

efter at hans mor kom og ikke kunne finde ham.

Og jeg tror, Rob allerede var død på det tidspunkt.

I hele tilståelsen udviste Gacy slet ingen følelser.

Da forhøret sluttede, gik vi ud, og hans advokat,

Sam Amirante, ventede i forhallen.

Så vi orienterede ham om tilståelsen,

og både Gacy og hans advokater

gik med til at lade Gacy tilstå en gang til

foran statsadvokaterne, politibetjentene og hans advokater.

Der må have været proppet 15 mennesker i det lille forhørslokale,

så jeg ser bare dem alle sammen måbe.

Han holdt os hen i spænding.

John vidste det, og det skulle blive hans sidste opvisning.

Vi er hans sidste publikum. Han har mistet alle andre,

så han vil imponere os med sine frygtelige gerninger.

Det var et mareridt.

Sam Amirante, hans advokat, ringede til mig.

Han fortalte, at John var blevet anholdt og mistænkt for mord.

Klokken var to om natten, man er ikke helt vågen og hører det her,

og jeg sagde til Sam: "Må jeg tale med ham?"

Han sagde: "Kun et minut." Og så fik han ham i røret.

Jeg sagde: "John, har du slået nogen ihjel?"

Og han sagde: "Aha."

Han sagde ikke: "Ja", men det sådan udtrykte han det.

Og på det tidspunkt troede vi, det var én person.

Vi fandt ikke ud af det før alle andre...

om det store antal lig, som lå under huset.

Da jeg så nyhederne, græd jeg bare.

I eftermiddag blev Gacy tiltalt for mord på Robert Piest.

Til retsmødet sagde politiet, at Gacy har tilstået mordet på Piest.

I mellemtiden skiller efterforskerne Gacys hus og garage ad,

mens de fortsat leder efter andre lig i denne rolige forstad.

Næste dag, den 22. december, var der opløb af presse.

Der var journalister alle vegne, kameraer i hele gaden,

myndighedspersoner på vej ind og ud af huset...

Der var tumult.

Det var en af de største historier i Chicago nogensinde.

Folk sad limet til deres skærme og så vores dækning.

Sådan så det ud i aftes, da vi var her

fra omkring klokken 23, da afsøgningen begyndte.

-Hvorfor var I her? -Ingen kommentar. Vi kan intet sige.

Kan I ikke sige noget om, hvorfor I var her et par timer?

Statsadvokaten har bedt os ikke at sige noget.

Statsadvokaten har bedt jer om ikke at sige noget.

I har været her i fire timer og må ikke tale.

Jeg må løbe.

Vi blokerede gaden omkring siderne på huset,

og der var folk der hver morgen.

Det var koldt, og folk stod der i lag på tre, fire, fem folk.

Et par hundrede mennesker så bare på huset.

Jeg blev i huset og gravede.

Det var mit job.

Man bliver bare ved med at grave.

De stakler bruger deres fingre.

De prøver bogstavelig talt at grave liget ud med deres ti fingre,

fordi der altid er mulighed for tab af spor.

Så man kan ikke bruge en skovl eller lignende.

Og med de ord forsvandt retslægen ind i, hvad han kaldte

den utrolige labyrint, som var en krybekælder og i nyere tid

en massegrav under John Gacys hjem.

Vi fandt nok to-tre lig hver dag

og fire på en god dag.

Når liget var helt udgravet, filmede vi det.

Vi starter ved muren mod nord, hoveddøren i stueetagen.

De jordiske rester af lig nummer fem findes.

Han sagde, det var lig det og det, udgravet af den og den,

og så blev han lagt i en ligpose og båret ud,

og man fortsatte med den næste.

Vi gik ind og gjorde det samme hver dag.

Omkring klokken 16:30, når vi havde bragt ligposerne ud,

rullede kameraerne, og det var, når de lokale nyheder blev sendt,

og deres hovedindslag var det.

Har alle fået deres optagelser?

Alt blev stille, og man kunne høre folk sige:

"Okay, tre mere i dag..." De talte dem.

Folk stod i sneen og messede som til en fodboldkamp

det antal ligposer, som blev båret ud for at blive kørt til lighuset.

Det var, som om de talte point.

Det var blevet et cirkus.

Et utroligt skue for denne reporter.

Folk kommer med madpakker, mødre løfter små børn op,

så de kunne se betjentene smide læs af jord i indkørslen.

Jorden havde været del af en grav.

Og når folk blev trætte af at se på huset,

kunne de tage billeder af hinanden.

"Kan du se? Jeg var der, hvor de fandt ligene."

I den tid, vi indhentede ligene, fandt vi ikke Rob Piest.

Så hans forældre, søstre og bror har stadig ikke liget af ham.

Da Robert Piest kun havde været savnet i ti dage,

kan det ikke være ham, for der er kun knogler tilbage.

Så på det tidspunkt går vi til Gacy igen.

Jeg havde aldrig haft nogen som John Gacy

eller så stor en sag,

men jeg vendte tilbage til samtalen om Rob Piest,

og vi havde intet lig, og det var juletid,

og vi havde hørt, at Gacy var i fængsel i Iowa, da hans far døde.

Det gjorde ham oprevet.

Jeg nævnte det for Gacy og sagde: "Husker du, da din far døde?"

Nå, men vi har en familie i Des Plaines, som gerne vil...

fejre julen i viden om, hvor deres dreng er,

og hvor liget er.

Han tøvede lidt, og jeg sagde: "Er han over jorden?

Hvor er han?" Han sagde: "Hverken eller."

-Hvor tog du ham hen? -Ud på broen på I 55.

Og det er, hvor...

Hvordan blev han taget fra bilen og anbragt i floden?

Jeg åbnede bare bagagerummet og smed ham i.

Det var ikke noget særligt.

Vi spurgte John: "Hvorfor floden? Du havde en perfekt løsning her."

Han sagde, der ikke var mere plads i krybekælderen,

så han kørte til floden.

Broen, som han smed ligene fra, var ret høj.

Og strømmen var ret hurtig.

Den var i konstant bevægelse.

Så jeg var ikke særligt sikker på, at vi kunne finde liget af Rob Piest.

John Gacy på 36 år, en dømt sexforbryder,

er allerede tiltalt for mordet på 15 år gamle Robert Piest.

Politiet søger efter liget i en flod.

På det tidspunkt ved vi nu, at Gacy talte.

Og han forklarer præcis, hvor ligene var begravet.

Af en eller anden grund kunne Gacy lide mig. Jeg var lyshåret dengang

og bestemt meget yngre, men vi havde et godt forhold.

Og de fik fat i os og sagde, at Gacy ville tale med Larry og mig.

Så Albrecht og jeg gik tilbage til celleblokken

for at prøve at finde ud af mere.

Gacy kaldte krybekælderen for gravpladsen,

og jeg sagde: "Jeg har ikke været i din krybekælder.

Kan du fortælle mig, hvor tingene er?"

Han sagde: "Giv mig et stykke papir."

Vi havde kun en lyserød genpart af hans kvittering for ejendele,

og han tegnede et diagram, et rektangulært...

omrids af huset, som var krybekælderen.

I det satte han et andet rektangel med et X på.

Han sagde: "Det er, hvor den første er begravet."

Han skrev et N, og jeg sagde: "Hvad er det?"

Han sagde: "Det er nord."

Så begyndte han at tegne mindre rektangler.

Der var tal i nogle af dem.

Tallene angav, hvor mange der var i en bestemt grav.

Han gik hele vejen rundt om husets omkreds

og noterede, hvor ligene var begravet.

Så snart han var færdig, snuppede jeg tegningen fra ham,

da jeg ville have den som bevismateriale.

Og det var utroligt. Hans erindring om, hvor ligene lå,

og hvor de faktisk fandt ligene, var helt nøjagtig.

Politiets efterforskere med forhammere, økser og motorsave

raserede John Gacys hjem i en forstad til Chicago i dag.

De har fundet lig alle vegne, hvor Gacy viste dem.

Den mordmistænkte har angiveligt sagt, hvor politiet kan finde lig

af yderligere 20 unge mænd og drenge.

Jeg tror, alle var lammede på det tidspunkt.

Det var ikke, at vi ikke forventede at finde knogler.

Det var mængden af knogler.

Der var 29 lig i huset, 27 i krybekælderen,

et under grillen og et under gangstien til garagen.

Jeg kan ikke sige, hvordan jeg reagerede,

da jeg så, at de var under hus... Jeg stod fastfrosset på stedet.

Jeg var altid efter ham om lugten i huset.

Jeg kunne ikke holde det ud.

Det lugtede af døde rotter.

Og jeg plejede at sige til ham:

"Du må virkelig få gjort noget ved det.

Der må være noget dødt under huset."

Han sagde: "Der er ikke noget dødt under..."

Jeg sagde: "Jo, der er. Jeg kan lugte det. Jeg kender lugten.

Der er noget dødt dernede."

Jeg havde ret. Der var døde ting under det hus.

Det fik mig til at flippe ud.

Og den yngste piges værelse var, hvor den krybekælder var.

Jeg kunne ikke komme så let ned i krybekælderen,

og jeg havde i forvejen dårlig ryg.

Man skal krybe på maven for at bevæge sig i krybekælderen.

Jeg kunne ikke have gjort udgravningerne dernede.

Jeg havde svært nok med at komme derned.

Gacy spurgte os om, hvorvidt to unge, som arbejdede for ham,

Mike Rossi og David Cram, var på stationen, og vi sagde nej.

Og han sagde: "De var nemlig indblandede."

Vi sagde: "Hvad mener du med det? Var de indblandet i mordene?"

Han sagde: "Nej, men de gravede renderne i krybekælderen for mig."

Og: "Vidste de, hvad renderne var til?"

Og hans svar var, at de aldrig sagde noget,

men hvis de ikke vidste, hvad der foregik, var de "snotdumme."

Gacy bad drengene gå ned og grave nogle lave render,

så han kunne tage sig af noget rørarbejde dernede.

Senere fik han dem til at sprede kalk for at slippe af med lugten.

Og de påstår, at det var derfor, at de gravede.

Han betalte dem nok til, at han var, lad mig sige

tiltrækkende for dem.

Det er derfor, de blev hos ham.

Han to loyale medarbejdere, Cram og Rossi, var hårde negle.

De var streetwise og fik ejendele fra unge fyre,

som aldrig dukkede op igen. De unge ofres ejendele,

som Gacy gav til dem.

På gerningsstedet så vi betjent Rafael Tovar

føre Rossi ind og ud af huset.

Jeg bad min fotograf om at tage et billede af ham,

fordi jeg var nysgerrig.

Hvem er den knægt?

Som efterforskningen skred frem, gik navnet Rossi fra Gacys fortrolige

ven og elsker til politimeddeler.

Vi tog hjem til Mike Rossi, fordi vi ville udspørge ham mere.

Vi tog derhen, og hans kone sagde, at han stadig var på arbejde,

og hun inviterede os ind for at vente,

og jeg spurgte hende: "Hvad slags bil har han?

Jeg vil se ud af vinduet," og hun sagde, det var en hvid Plymouth.

Jeg siger: "Okay, fint." og lidt senere,

mens jeg gennemgik nogle af rapporterne om de savnede,

bemærkede jeg, at John Szycs bil var en hvid Plymouth Satellite.

Det var et af de lys, som går op i tegneserier.

Jeg sagde: "For pokker, det var den samme farve."

Da vi talte med Mike Rossi, fandt vi ud af, at han fik bilen af Gacy,

så vi kunne forbinde John Szyc med Gacy ad den vej.

John Szyc var ikke løbet hjemmefra. Han var en ung arbejder,

og på en eller anden måde kom han på tværs af Gacy.

Jeg talte med medlemmer af John Szycs familie.

De havde plæderet for, at politiet i Chicago

skulle hjælpe med at finde deres søn.

Politiet sagde til familien:

"Vi har bevis på, at han er i live og bare er taget væk."

Så I to år var det alt, hvad familien vidste.

De arbejdede på John Szyc-sagen, men de tog en let udvej

med lukning af sagen.

Mike Rossi kørte åbenbart ud for at tanke benzin og stak af.

Han kørte uden at betale.

De havde nummerpladen, så da rapporten var skrevet,

blev den sendt til efterforskeren,

som sad med rapporten om den savnede John Szyc.

Myndighederne begyndte at spørge,

og Gacy forsikrede dem, at Szyc manglede penge.

Jeg havde bilen, fordi han solgte den til mig,

så han kunne få penge til at forlade byen.

Gacy siger: "John er her ikke. Jeg har ikke set ham i månedsvis.

Han stak af."

Politiet troede på Gacys historie.

Det var faktisk John Gacy selv,

som fastslog, at John Szyc var stukket af.

Familien Szyc gav mig et brev fra politiet i Chicago,

som jeg citerede i en af mine historier.

"Kære hr. og fru Szyc Jeg kunne ikke lokalisere jeres søn,

men jeg har fundet ud af, at han solgte sin bil i februar 1977

og sagde til køberen, han behøvede penge til at rejse fra byen."

OFFER BLEV SIDST SET... IKKE SET SIDEN...

Efterforskeren sagde til familien Szyc: "Han må være i live.

Måske er han bare sur på jer eller noget."

Så han lukkede sagen sådan.

Jeg plejede at drømme om ham.

Enten løb han væk eller ignorerede mig.

Så man tænker, at han forsvandt, fordi...

af en eller anden grund ville han ikke være del af familien.

Jeg så ikke min brors bil igen,

før nyhederne, hvor de var ved Gacys hus.

Fra da af ser vi nyheder hver dag, ser bilen.

Og så bemærker man, at de nævnte en ring.

Ud fra initialerne i den vidste jeg, at det var hans.

Så det begyndte at gå op.

Der var bare ting, som bestemt placerede ham der.

Det var kun et spørgsmål om tid.

Da politibetjenten... Undskyld.

Når betjentene kommer for at sige, at de har identificeret ham,

ændrer det alt i ens liv,

for så ved man, at han ikke kommer hjem.

Man får lukning ved at vide, at det intet havde med os at gøre.

Han bare mødte den forkerte fyr på det forkerte tidspunkt.

Man bliver aldrig upåvirket over synet af en båre

båret af fire mænd med et lig hyllet i hvidt på den.

Jeg tror, der er en rød tråd

i alle interviewene med ofrenes familie, og det er:

"Vi prøvede at sige det til politiet."

Vi prøvede at sige det, men de hørte ikke efter.

I løbet af min efterforskning

bliver jeg mere og mere vred over, at ingen standsede den galning,

før han begyndte at dræbe unge mænd og drenge i Chicago.

Gacys navn kom frem i rapporter om savnede i Chicago,

og Gacy havde haft kontakt med ofrene,

enten fordi de arbejdede for ham,

eller fordi de kom og talte med ham om et job eller noget.

Gregory Godzik. Lad os se. Nummer fire.

Gregory Godzik kom for at arbejde for mig...

i 19... ifølge det her i 1976.

Han kom fra Taft High School via en ordning.

Han havde arbejdet for Republic Tømmer og så for os.

Min bror Gregory var 17 i 1976,

og han var afgangselev på Taft High School.

Vi var en simpel familie. Vi spiste sammen hver aften.

Det var simple tider. Et meget simpelt liv.

I det sidste skoleår kunne man få et deltidsjob,

men stadig få merit for det.

Han besluttede at få et job hos tømmerfirmaet Republic,

hvor han vistnok tjente 2,25 dollar i timen.

Jeg kan huske, at han kom hjem og sagde, at der kom en mand,

hvis navn var Gacy, og: "Han vil give mig et job til fem dollar i timen."

Hvis nogen vifter fem dollar i timen mod 2,25,

vil en knægt på 17 sige: "Jeg tager den vej fremfor den anden."

Han troede, at Gacy tilbød ham en fremtid.

Det var den 11. december. En lørdag aften.

Han skulle hente en løncheck hjemme hos Gacy.

Næste morgen vågnede min mor og sagde:

"Ved du, hvor din bror er?"

Når han kom hjem, gav han min mor et kys.

Og den aften, hvor han ikke kom hjem, vidste min mor, at den var gal.

Min mor følte straks: "Det her er ikke normalt.

Din bror er savnet."

Hun ringede til Chicago Politi.

Min mor talte med et par betjente,

og de sagde alle: "Der er ikke virkelig ikke noget, vi kan gøre.

Han skal være væk i mindst 72 timer. Men vi tager imod oplysningerne."

SAVNET GREGORY GODZIK

Om søndagen fandt de bilen på en parkeringsplads.

Han var så stolt og glad for sin bil.

Og at finde den ulåst, det lignede ham slet ikke.

FHV. ANSAT PDM ENTREPRENØRFIRMA

Min mor fortalte dem, hvor han arbejdede.

Men det blev ikke fulgt op, så vidt vi ved.

Gregory Godzik, som arbejdede for Gacy, forsvandt i december 1976.

To år før ligene blev fundet under Gacys hjem.

Jeg talte med Greg Godziks mor, Eugenia,

og hun sagde, at hun havde konfronteret Gacy direkte.

Jeg ringede til ham for at høre, om min Gregory havde ringet.

Han sagde, at det havde han, og at han ville komme på arbejde,

og jeg sagde: "Nå, men kom han?"

Han siger nej, og jeg siger: "Hvordan ved du, det var Gregory?"

Og han siger, det var fordi, han havde optaget ham.

Jeg spurgte, om han kunne spille det for mig. Han sagde, det var slettet.

UGENTLIG ARBEJDSTID

Min mor havde min brors indstikskort.

Han siger: "Må jeg få indstikskortet?"

Og min mor sagde: "Nej, jeg beholder det."

Jeg kan huske hende sige: "Han er en løjerlig mand."

Hun følte, at han kunne vide mere, men var for undvigende.

Han affejede hende, og hun følte sig underligt tilpas.

Eugenia Godzik fortalte mig, at hun konfronterede Gacy

og gik til politiet.

Fortalte du politiet om din samtale med John Gacy?

Ja, det er jeg sikker på.

Og det var det sidste, hun hørte fra Gacy,

og hun kom ingen vegne med politiet.

Fru Godziks mening om,

at hendes søn ikke var stukket af, var overbevisende.

Men nok engang kunne Gacy overbevise politiet om,

at han ikke havde haft mere med Godzik at gøre.

Min fars måde var at blive hjemme og bede med sin rosenkrans.

Og min mor sagde hele tiden: "Til helvede med det,

jeg vil gøre fodarbejdet."

I mellemtiden undersøgte mindst to af mine veninders fædre sagen.

Den, jeg først ringede til, var i drabsafdelingen.

Jeg talte med min veninde, og hun sagde:

"Min far siger altid, det er øverst på hans liste."

Da historien om Robert Piest udbrød,

to år efter min brors forsvinding,

sagde min mor: "Åh, gud,

Gacy er manden, som din bror arbejdede for.

Det kunne være det."

Kort efter ringede min venindes far til os.

Han sagde: "Der er en ny sag. Den er større, end I kan tro.

Og der er mange lig. Vær beredte."

Gregory var 17, da han forsvandt for to år siden.

Han havde arbejdet på deltid for Gacy og blev angiveligt sidst set med Gacy

den aften han forsvandt.

Ikke desto mindre håber Gregorys mor stadig, at han er i live.

Jeg vil virkelig ikke tro det.

Gregory sagde, han arbejdede i Gacys hus

og gravede render i huset.

I sidste ende gravede de deres egne grave.

I de to år, det tog,

var der så mange chancer for, at det kunne være endt bedre.

Ja, min bror ville have været et offer,

men mange flere unge mænd ville være blevet reddet.

Jeg har ondt af de andre familier, som måtte igennem det samme.

Hver familie jeg talte med sagde, at politiet forsikrede dem om,

at de arbejdede på sagen, men i ingen tilfælde

kom politiet med svar, forklaringer eller beviser.

I Chicago var indflydelse altafgørende,

og ofrene havde ikke stemme, ansigt og indflydelse.

Unge drenge og mænd, blaffere, arbejdssøgende, ude på sjov

blev antastet af denne buttede mand, som lovede dem penge,

lovede dem arbejde og gav dem noget andet.

Gacy udviste aldrig nogen anger eller fortrydelse over sine gerninger.

Han bebrejdede altid de unge.

De gjorde det for penge, hvad enten det var arbejde eller for sex,

var det aldrig hans skyld.

Jeg er ikke det uhyre, jeg er blevet portrætteret som,

og billedet er kun uhyrligt,

hvis jeg jagtede alterdrenge på gaden.

De vil fremstille dem som uskyldige lam,

og at jeg slog dem ned som fluer.

Gacy sagde, at han havde samlet andre unge mænd op,

haft seksuelle forhold til dem, men ikke dræbt dem.

Han havde en mørk Oldsmobile med en projektør,

og mange troede, det var en patruljevogn.

Når en ung fyr på 16, 17 eller 18

ser en fyr i, hvad der ligner en patruljevogn,

vil de gøre, hvad fyren siger.

Når han kom hjem med sin bil,

afgjorde Gacy, om de skulle leve eller dø.

Mine møder var altid tilfældige.

Hvis man standser ved et lyskryds, og der stod nogen

og ventede på en bus,

hvis man giver dem et lift og spørger, hvor de...

Om de vil have noget eller vil have narko eller sådan noget.

Det var sådan, det skete. Det var altid tilfældige møder.

Jeg talte med en del unge mænd, som var blevet antastet af Gacy.

Jeg talte med nogle unge mænd, som med nød og næppe undslap

de fleste af hans ofres skæbne.

Et voldeligt overfald skete kun ni måneder før

ligene blev fundet i hans krybekælder.

Da Robert Piest forsvandt, var Gacy løsladt mod kaution

på en anklage om vold. Offeret var Jeffrey Rignall.

Han trådte fem, og vi fik oplysninger fra Rignall selv.

Jeffrey Rignall var mit livs kærlighed.

Jeff og jeg var sammen i 27 år.

Det er svært at finde en speciel person.

Man ved det, når man finder en.

Og det var netop, hvad Jeff var. En speciel person.

Alle problemerne begyndte, da han blev bortført af John Wayne Gacy.

I 1978, omkring den 20. marts,

blev jeg ringet op.

Jeff fortalte, at han blev bortført og næsten slået ihjel.

Jeff sagde, at fyren rullede vinduet ned og sagde:

"Vil du fyre en fed?"

Så Jeff stod ind i bilen. Fyren tændte jointen og gav den til ham.

Han var en nydeligt udseende mand og...

Jeg stod ind i bilen med ham.

Kort efter, at stod jeg ind i bilen med ham,

lagde han en klud over mit ansigt, som viste sig at være kloroform.

Han var bevidstløs.

Jeff vågnede nu og da.

Han så noget, men var kun ved bevidsthed i en brøkdel af et sekund,

og så kom kluden over hans ansigt.

Det næste var, at han blev spændt fast i en torturskov.

Der var kæder, sagde han,

som hang fra loftet og holdt ham i luften.

Så han blev slået, voldtaget,

fik kloroform, blev bedøvet,

slået konstant.

Efter overfaldet...

kørte bortføreren ham til det område, hvor han havde samlet ham op

og efterlod ham halvnøgen der.

Kun med bukser på og ikke andet.

Da jeg først så Jeff, var han oprevet.

Han var forslået.

Han havde forbrændinger fra kloroform og et rebmærke.

Han blødte stadig fra bagdelen.

Alt det, der kan gå galt med kroppen,

lod til at være gået galt hos ham i det øjeblik.

Politiet kom på sygehuset for at afhøre Rignall,

og hans historie er vag, og han ved ikke, hvor huset var,

eller hvordan det så ud. Så det var en meget minimalistisk...

politirapport, og der skete ikke noget.

Politiet antog, at Jeffs møde med Gacy

var med samtykke.

De anede ikke, hvad de skulle stille op med homoseksuel voldtægt.

Og de troede ikke engang, at det var muligt,

fordi de mente, at alt seksuelt samkvem mellem bøsser

var samtykkende, og det er det i hvert fald ikke.

Jeffrey Rignall anmeldte det, men altså...

meget skammeligt for politiet dengang

tænkte de, at det var to bøsser,

og de var ligeglade,

for de efterforskede det ikke meget,

så Jeffrey besluttede at efterforske det selv.

Jeff mente, at manden kunne dræbe nogen.

Han mente, at han ville gøre mod andre, hvad han gjorde mod ham.

Det er derfor, han ville fange ham.

Så snart Jeff blev udskrevet,

begyndte vi at lede efter den bil, som havde samlet Jeff op.

Han bemærkede nummerpladen,

fordi han skulle gå rundt om bilen for at komme ind.

Og han kunne høre fly.

Så han vidste, at han var i nærheden af lufthavnen.

Da politiet tog meget let på sagen,

og jeg følte, at det ikke var en bagatel,

lejede jeg en bil og holdt omtrent, hvor jeg troede, det var,

og ventede på, at han kørte forbi.

Vi tog ud alle de dage, vi kunne.

Og så, efter måske tre-fire uger...

Jeff så op og sagde: "Det er den. Det er bilen."

Vi så bilen køre forbi.

Vi lagde os lige bag ham og holdt et par billængders afstand.

Man kunne se nummerpladen.

Han skrev nummeret ned, identificerede navnet,

og gik til politiet igen.

De fik fat i et billede af ham og lagde fotos frem,

og han identificerede Gacy som gerningsmanden.

De ringede til Jeff og sagde, at han var anholdt.

Og han sagde: "Godt. Er han i fængsel?"

De siger: "Ude mod kaution."

Han blev løsladt med det samme mod et lille beløb i kaution.

Nu er han nok ude og gør, hvad han gjorde mod Jeff.

Så vi prøvede at få styrket tiltalen mod Gacy.

Statsadvokaten sagde: "I kan ikke styrke dem.

Det er jo bare endnu en røvpuling."

Den grumme efterforskning i John Gacys hus

forventes at vare flere uger.

Når de er færdige her, vil politiet søge andre steder

og trække vod i en flod, hvor Gacy angiveligt har sagt,

at han skilte sig af med andre lig.

Da vi så ligene blive båret ud, flippede Jeff helt ud.

Han var manisk, vanvittig. Han råbte og skreg.

Han smed ting omkring sig.

"Se, jeg sagde det jo!

De troede mig ikke. Jeg sagde det! Hvorfor tror de ikke på mig?"

Han var vildt oprørt.

Jeg troede, han ville få et fuldstændigt nervesammenbrud.

Og til sidst faldt han til ro.

Og i næste nyhedsudsendelse kom der flere lig.

Og sådan fortsatte det bare.

Der var alle mulige slags ofre

og en stor procentdel var heteroseksuelle forstadsdrenge,

og der var en vis procentdel, som var enten...

homoseksuelle eller homoseksuelle prostituerede.

Gacy fortalte os, at de fleste ofre

hvis de ikke udgjorde nogen trussel mod ham,

gik langt størstedelen uskadte derfra.

De ofre, som han opfattede som en trussel,

enten fordi de udviste fortrydelse

eller prøvede at afpresse penge eller at fortælle naboerne om det,

han sagde, at han som regel brugte "rebtricket" på dem.

Den kendsgerning, at mange af ofrene tilsyneladende var unge bøsser,

tror jeg skabte et stigma.

BØSSE OG STOLT

Bøsser i Chicago i halvfjerdserne var stadig en slags underklasse.

Og jeg tror, det kan have været en af grundene til,

at Gacy kunne slippe afsted med, hvad han gjorde.

Jeg tror, det påvirkede, hvordan det blev rapporteret,

og hvordan ordensmagten behandlede det.

Det var meget svært at rapportere om,

fordi jeg ikke vidste, hvad forældre og familiemedlemmer

til disse unge mænd vidste.

Efterforskerne mener, at mange, hvis ikke de fleste, af de påståede ofre

enten var mandlige prostituerede eller andre homoseksuelle.

De kom til ham mod betaling eller for fornøjelse

og fik mere, end de regnede med.

Karakteriseringen af ofrene var forfærdelig.

De er unge med ret til deres liv, til at have noget at leve for.

Og Gacy kvalte det fuldstændigt.

De skulle ikke være portrætteret sådan, for der var ingen beviser.

Robert Piest var en sund, sportslig ung mand,

som aldrig havde været hjemmefra.

Hans mor ventede på ham henne om hjørnet.

Politiet gik efter, hvad Gacy fortalte dem.

De vidste ikke engang, hvem de folk var.

De anede ikke, om det var en senators søn eller en bortløben dreng.

Journalisterne gjorde det samme.

Politiet sagde til pressen, at ingen bryder sig om dem.

Om de er løbet hjemmefra, om det er stoffer... Hvem bryder sig om det?

De er stadig mennesker.

Og politiet i Chicago, som ved mange lejligheder

kunne have forhindret de fremtidige drab, gjorde ingenting.

Jeg erindrer, at der blev skrevet om al Gacys kontakt med Chicago Politi.

John Gacy kom i kontakt med myndighederne mere end seks gange,

angiveligt for forbrydelser fra kidnapning til voldtægt og overfald.

Han blev sat i forbindelse med savnede personer,

han blev forbundet med et tyveri begået med et af hans ofres biler.

Jeg husker, at jeg talte med politichefen, James O'Grady,

og jeg spurgte: "Hvad sker der her?"

Hvorfor så I ikke tegnene?

Hvorfor afviste I det og løslod ham hver gang?

Han var vred. Han mente, at betjentene ikke gjorde deres arbejde.

Han ville ikke tale om det for åbent kamera.

Men den daværende politichef var rasende

over de kriminalbetjente, som løslod Gacy gang på gang.

Det mest uhyggelige ved ham er,

at han blev aktiv i velgørenhed, i politik

og gjorde ting, som gjorde ham troværdig.

Det uhyggelige er, at nogen i ens kvarter,

som man tror er et godt menneske, kan være en John Wayne Gacy.

John Wayne Gacy var en mesterlig manipulator.

Han manipulerede sine ofre og myndighederne.

Han levede for at bedrage.

Efter anholdelsen begyndte et nyt kapitel i Gacys bedrageri.

Den dag vi anholdt ham, tænkte Gacy allerede på sit forsvar,

og han så på mig og sagde: "Det vil aldrig ske."

Jeg sagde: "Hvad mener du?"

Han sagde: "Jeg skal ikke sidde så meget som en dag i fængsel for det."

Tekster af: Kenn Nakata Steffensen plint.com