Original subtitles

Jeg er i et område, hvor jeg aldrig har været i før.

Det er rustikt, det er vildt, det er bjergrigt, det er barsk,

og jeg er i en del af det, de lokale kalder Lille Tibet.

Jeg er i Abruzzo.

Der er mit lift.

Jeg tror, at man bedst forstår,

hvad der gør et land og dets folk unikt, gennem maden.

Det er utroligt.

Hold da op!

Det gælder især i Italien.

-Lad os spise. -Fint.

Skønt. Kan du lugte det?

Selv formen på pastaen og saucen, man serverer den med,

handler direkte om identiteten.

-Kan du lide det? -Jeg elsker det.

Det er så godt!

Det adskiller karakteren og historien i hver region skarpt fra den næste.

Det er uventet.

Jeg hedder Stanley Tucci.

Jeg udforsker de komplekse forbindelser

mellem landet, folket og den mad, de spiser,

for at finde essensen af hver region i det land, jeg elsker, Italien.

Abruzzo ligger midt på halvøen.

Midt på støvlens læg.

Adskilt fra det meste af Italien af Appenninerne,

en uigennemtrængelig bjergkæde, der udgør landets rygrad.

Det er en af de mindst tætbefolkede dele af Italien.

Hvordan påvirker den brutale, men smukke geografi

folket og deres mad?

Jeg starter i den afsides bjerglandsby Senarica.

Det er søndag.

-Hvordan går det? -Godt.

-Velkommen til Senarica. -Tak.

Kok Danilo Cortellini inviterede mig til en traditionel familiefrokost.

Solen er ikke genert i dag.

Senarica er lille og gemt væk og ikke påvirket af verden udenfor,

men Danilo har lavet mad på internationalt niveau i 25 år.

12 af dem som chefkok på den italienske ambassade i London.

Trods hans globale bedrifter

lader hans mor Lucia ham ikke stå for dagens frokost.

En traditionel ret, der hedder timballo.

Kom ind.

Tak.

Det er min mor, Lucia.

-Hej. -Hej, det er mig en fornøjelse.

-Fornøjelsen er min. -Det er Stanley.

-Mor laver crespelle. -Ja.

Vi kan sige crepes, men hun bliver ikke glad.

Så lad os kalde det crespelle.

Er der lidt fransk her?

Ja. Tænk på den franske invasion.

De kom hertil med Napoleon.

-Med Napoleon. Ja. -Ja, det var Regno d'Italia.

Det var Napoleons kongerige i Italien.

Det er let at se. Det minder meget om crepes.

Ja. Hvad er den lavet af?

Den er som en crepe, men i stedet for smør er der olivenolie.

I stedet for mælk er der vand, så den er lettere.

-Jaså. -Derfor er de så tynde.

-Ja, de er meget fine. -Jeg siger bedre end crepes.

Selvfølgelig kan du sige det. Det går an. Værsgo.

En af grundene til denne historie er,

at min familie laver det, vi kalder timpano.

Det er rundt og har en dej udenpå,

næsten som en pizzadej.

Indeni er der pasta, kødboller og salami, der bages.

Så bliver den som her vendt rundt.

-Det lyder som meget arbejde. -Det var flere dages arbejde.

Hvordan laver du ragouten?

Med lidt kød.

-Oksekød? -Lidt oksekød, lidt svinekød.

-Jaså. -Det gør den bedre.

En blanding af løg, selleri og gulerod.

Viser du hvordan?

-Gør vi det sammen? -Ja, selvfølgelig.

Lidt parmesan...

...æg og mælk.

Det er pisket æg med mælk.

Ved at komme lidt pisket æg i midten af hvert lag

tjener det samme formål som souffleeffekten.

Hvert lag hæver lidt på grund af det.

Ja, det er lidt fransk. Er det ikke?

Man kan se indflydelsen. Vi siger det ikke til dem.

Sig aldrig noget til franskmænd.

Minikødbollerne.

Mange steder i Italien har vi konceptet minikødboller.

Alle siger, spaghettikødboller ikke er italienske,

men amerikansk, men det stammer fra noget, vi laver.

I USA blev alt større med mere sauce

og mere kød, fordi der var mere.

Der var meget kød, brød og hvede.

Alt blev større, og derfor blev italiensk-amerikansk mad

så anderledes end den italienske mad.

Hvor mange lag er der her?

10, 11, 12...

Det afhænger af fadet.

Indtil vi når til toppen af fadet eller løber tør for ingredienser.

-Ja. -Så stopper vi.

-Lukker vi timballoen? -Ja.

Her stopper vi, fordi vi er nået til toppen.

Ja, det kan jeg se.

Vi kan lave en til. Måske i aften.

Programmet er desværre ikke så langt.

Holdet er meget taknemmeligt,

for denne timballo bliver deres frokost,

men først skal den bages og så hvile. En proces, der tager knap to timer.

Lucia lavede denne timballo tidligere i dag.

Den er klar til servering, men først et øjeblik med spænding.

Er du nervøs?

-Lidt, ja. Lidt nervøs. -Det ligner dig ikke.

Vi vender den om.

-Sandhedens øjeblik. Klar? -Ja.

-Okay. -Klar?

-Olé! -Den er fin.

-Sig ikke kun, at den er fin. -Ja! Den er mere end fin.

-Hvad synes du? -Lækker og veltilberedt.

Ja.

Jeg er glad.

Den er fantastisk.

-Så er det nu. Timballoen er klar. -Den tunge timballo.

Den er tung, men jeg tabte den ikke.

Danilos kone, Gaia, datter Mia og far Pietro slutter sig til os.

Kan du lide det?

Nej.

-Kan hun ikke lide timballo? -Nej, ikke så meget endnu.

-Endnu. -Skal jeg skære?

Lad os spise.

Åh, ja.

Hvem får hjørnet?

Familiens overhoved.

Sådan.

-Det er til dig. -Tak.

-Den er stor. -Enorm, ja. Tak.

Det er halvdelen.

Bare spis minikødbollerne.

-Godt? -Rigtig godt.

Det er utroligt. Smørret og tomaten sammen er meget sødt.

Det er lækkert.

Sig mig noget. Da du var ung...

Hvordan var det her?

Der var mange mennesker. 300-400 mennesker.

-Ja. -Landsbyen var fuld.

Vejen og bilerne begyndte at komme i 1964.

-Før det var der kun muldyr. -Var der?

-Ja, derfra... -1964?

Ja, der var den vej derovre. Vi gik ind og ud.

-Som børn løb vi frit rundt. -Selvfølgelig.

Vi gik ud på landet om morgenen, hvor der er reder, græsgange og får.

Vi tilbragte dagene med at lege på landet.

At Senarica kun kunne nås til fods

indtil midten af 1960'erne, er ikke usædvanligt i denne region.

-Du kunne lide timballoen, ikke? -Jo.

Nye indflydelser når ikke let til afsides steder,

men måske øger det effekten, når de gør.

Det er fantastisk.

-Kan du lide det? -Jeg mener det.

Men hvad er den reneste form for Abruzzo-mad?

For at finde ud af det skal jeg til et endnu mindre befolket sted.

Senarica er i udkanten af regionens største nationalpark, Gran Sasso.

Landskabet domineres af Corno Grande,

Appenninernes højeste bjerg.

Det ligner ikke Italien.

Det er et meget usædvanligt, smukt landskab.

Det er enormt og fredfyldt.

Bortset fra motorcykelentusiasterne, der tiltrækkes af udsigten

og en ikonisk grillbar ved navn Ristoro Mucciante.

-Godmorgen. -Stanley.

Rodolfo. Hvordan går det?

-Godt, tak. -Kan du lide det?

Jeg har aldrig set noget lignende i Italien.

Jeg skal møde mad- og motorjournalist Cristina Bachetti.

Hun siger, det er her,

man kan opleve Abruzzos ultimative kulinariske overgangsritual.

Godmorgen.

-Hej. -Stanley.

Er du min guide i dag?

Jeg kører hertil på motorcykel.

Jeg er fra Abruzzo. Det er det bedste motorcykelsted.

Det er perfekt.

Ja, perfekt.

Der er sving og lige veje,

der giver udsigten.

Smukt.

Hvad skal vi spise?

Arrosticini selvfølgelig.

Ristoro Mucciante laver de bedste i Abruzzo.

Jeg siger det ikke kun, fordi Rodolfo er her,

men alle ved det. I hele Italien.

Så vi skal bare spise arrosticini. Du skal prøve dem.

-Lad os spise. -Ja.

-Skal jeg hente arrosticini? -Ja.

Det er og har altid været et område med får.

I århundreder var sletterne hjemsted for en skik kendt som transumanza,

hvor hyrder med base i Apulien

drev deres flokke over 240 km nordpå for at græsse her.

De mindre heldige dyr blev til arrosticini.

-Hvad gør jeg? -Sådan her.

Arrosticini er ganske enkelt spyd med fårekød i tern.

Hyrdernes tradition med at grille kødet udenfor

fortsætter den dag i dag.

-Alt sammen? -Alt sammen lige nu.

Her?

Gør du det derhjemme?

Ja, jeg har en mindre grill derhjemme.

-I Milano? -Ja.

Også i Milano, men luften er ikke den samme der.

-De bliver bedre her. -Luften er speciel.

Se dig omkring. Er det ikke fantastisk?

Jeg ved det godt. Så det er en gammel tradition?

Ja, fra transumanzaen for bedre at bevare fårekødet.

Men hvornår var det?

Transumanzaen har eksisteret for evigt,

men som tiden går, bliver der færre og færre får,

for det er hårdt arbejde.

Der plejede at være 60.000-70.000 får her.

I juni kom de herop indtil september eller oktober, og så gik de ned igen.

I 1600-tallet

tilbragte over fire millioner får sommeren på dette frodige sted.

De blev brugt til kød, mælk og uld og skabte stor rigdom i området.

Alle havde får,

så økonomien var baseret på får.

Ost, ricotta, fårekød, lam, arrosticini.

Så vender vi.

-Ja. -Fantastisk.

Det er fedtet.

Lad os gøre det.

-Vi adskiller dem. -Ja.

-Den del, der ikke er grillet. -Nemlig.

Ilden er meget varm. Kullet steger.

Salt?

Der skal meget på, for fårekød skal saltes godt.

Jeg viser dig, hvordan man gør.

Du godeste.

Bare lidt.

Du lugter måske ikke godt bagefter, men du går glad herfra.

Skal vi tage dem af, chef?

Det tror jeg.

-Lad os spise. -Velbekomme.

Først arrosticinien.

-Skål. -Skål.

-Skål. -Skål.

-Det hele er så godt. -Super.

-Arrosticini med fårekød... -Ja.

...som du lavede, og de er lækre.

Perfekt.

-De skal have lidt salt. -Lidt ekstra salt.

Lidt mere.

-Lækkert. -Lækkert.

Lækkert.

Så din familie var hyrder, og du er også en hyrde?

-Ja. -Stadig hyrde?

Ja.

Min bedstefar besluttede at bygge en lille hytte her.

Han begyndte med en lille grill.

Han begyndte sådan.

Han havde åbent i tre måneder. Juni, juli og august.

I september tager han tilbage til Apulien med transumanzaen.

I slutningen af 1970'erne filmede de en western.

-Her? -Ja.

De byggede en saloon.

Da de var færdige med at filme alle scenerne,

skulle de skille bygningen ad og fjerne den.

Så min far indgik en aftale med instruktøren

og fik dem til at efterlade hytten her.

Det er godt, at der er en saloon midt i Abruzzo.

Ja, det er som i USA.

-Det er underligt. -Ja.

Hvor mange af dem spiser en person?

En almindelig person spiser 10-15 af dem.

Virkelig?

Så ankommer mestrene...

-30-40. -30-40.

-Nej. -Jeg spiser 30-40 af dem.

-Nej. -Jo.

-Tak. -Skål.

-Skål. -Skål.

Sådan en rustik mad, skabt fra Abruzzos hyrderødder,

virker som et passende brændstof i dette enorme, uforandrede landskab.

Regionen bevarer dog ikke altid traditioner.

I bunden af dramatiske skråninger i en frodig dal

ligger Villa San Sebastiano i den vestlige del af Abruzzo,

og den er kendt for en tragisk naturkatastrofe.

Den 5. september 1955 udslettede et jordskred landsbyen.

Fire blev dræbt, og mange flere blev såret.

De lokale havde to muligheder.

At flytte eller genopbygge. De valgte det sidste.

De begyndte med kirken.

Så den næstvigtigste ting.

Den fælles brødovn, der havde givet dem mad i århundreder.

Kokken Lucia Tellone tager sig af den i dag.

-Skal vi begynde? -Ja.

Lad os hælde alt melet i skålen.

Ned i midten,

og hæld vandet i.

Det behøver ikke at være perfekt.

Det var et centralt mødested.

-Alt handlede om brød. -Dette sted?

Fordi alle familier plejede at komme her og bage ti brød.

Stedet hjalp med at genopbygge lokalsamfundet efter jordskredet,

men bekvemmelighedskulturen betød, at de traditionelle metoder aftog.

Til sidst lukkede brødovnen.

Den tog landsbyens sociale hjerte med sig, indtil Lucia dukkede op.

Den havde været lukket i 35 år.

-Ingen bagte brød længere. -Hvor mange år?

-35. -Ja?

-Hvornår begyndte det her? -For fire år siden.

Da jeg tændte den igen for første gang,

kom der ingen for at bage brød.

Så jeg spurgte folk: "Hvorfor bager I ikke brød her?"

Alle svarede: "Vi ved ikke, hvordan man bager brød."

Så det var problemet. De vidste ikke, hvordan man gør det.

I Italien?

For i dag er alle magelige.

Der er butikker, ja.

Men det er ikke så godt næste dag.

Det her kan holde i ti dage,

men man spiser det før, fordi det er lækkert.

Skal jeg hjælpe?

Fint nok.

Ned med dem.

Start fra bunden.

Grav ned. Godt gået.

Lucia ville lære landsbyen at bage igen,

og det viser sig, at børnene er hendes bedste elever.

At se noget, der vokser i ens hænder,

er fantastisk.

Især for børn er det at se noget blive til noget,

de selv har lavet, en enorm tilfredsstillelse.

At have børn her giver en følelse af fællesskab.

Så jeg er beriget i ånden.

Ikke penge, men i ånden.

Ja.

-Alle andre, er vi færdige? -Ja.

Jeg er næsten.

Det mel...

Hvor er det fra? Herfra?

Det er ikke kilometer, men centimeter,

for min onkel producerer det.

-Det er solina-hvede. -Lige her.

-Det kaldes "bjerghvede". -Fra bjergene?

-Ja. -Ja?

"Bjerg", for det kan vokse i 1.400 meters højde.

Det er robust.

Det er et symbol på Abruzzo, fordi Abruzzo-folket er robust,

og det er hveden også.

De bager ikke bare brød.

Dette lokale, ældgamle korn bliver også til pizzaer på panden.

Smør hænderne. Ellers klistrer det.

Hvad betyder det?

Hvad betyder det?

Jeg gør sådan her, og det klistrer ikke. Kan du se?

Nu må du hen at vaske dine hænder.

-Hurtigt. -Det er din.

Hvad er der i?

Heri er der 50 procent vand og 50 procent olivenolie.

Når man bager pizza i en ovn som denne,

trækker varmen fugten ud af dejen, og den bliver meget sprød.

For sprød, ikke?

Sådan absorberes vandet af varmen, men dejen forbliver blød.

Lucia tænder brødovnen en gang om ugen, om lørdagen,

og lokalsamfundet samles for at lave mad og spise frokost.

Alle tager noget med.

-Et fællesskab. -Et fællesskab.

En stor familie.

Okay.

-Løg. -Ja.

-Sådan. -Er I sultne?

Det er det, man glæder sig mest til. Pizzatid.

Man glæder sig til det.

Ved at involvere børnene

efterlader jeg noget til dem.

De ved nu, hvordan man bager brød.

De ser mig tænde ild og bage det.

-Ja. -Så kan de gøre det.

-Det tror jeg. -Ja.

Det håber jeg.

Brødovnen føles lige så relevant nu som altid.

Den giver varme, næring og fællesskab til de lokale.

Men den mad, der virkelig har gjort Abruzzo kendt, er ikke fast inventar.

Det er en nydelse.

Skønt regionen lå afsides, kom sukker og krydderier til Abruzzo

via handelsruterne, der forbandt Italien med Asien.

For år tilbage var byen Sulmona et vigtigt stop på krydderiruten.

Den ligger strategisk mellem havnebyen Pescara og Rom.

Indbyggerne i denne afsides provinsby

mødte tilstrømningen af luksuriøse råvarer med stil.

De skabte nok Europas første slik nogensinde.

Sukkerovertrukne mandler, kendt som confetti.

Fabrikken blev etableret i 1783, og Confetti Pelino er en institution.

I dag viser slikmagnat Mario Pelino, der er syvende generation,

mig rundt på fabrikken.

Utroligt.

Intet er ændret.

-Er intet ændret? -Nej.

-Intet ændrer sig. -Ja.

-Intet ændrer sig. -Intet ændrer sig.

Mandler voksede engang i stort omfang i bakkerne omkring byen.

De oprindelige confetti var lavet af disse mandler.

De blev ristet og dækket af en sukkerskal.

De laves på fabrikken i dag

i en proces, der ikke er ændret siden 1700-tallet.

Vi er inde i hallen, der er begyndelsen på processen.

-Javel. -Her skræller de mandlerne.

De rister mandlerne og udvælger dem.

-Gennemgår de dem manuelt? -De gør alt manuelt, ja.

Det er ikke industrialiseret.

-Må vi smage? -Ja.

-Den er varm. -Den er varm.

Jeg kan se, den damper.

-Ja. -De er gode.

-Lækkert. -De er rigtig gode.

Det er rækken med kobbermaskiner, som min oldefar installerede.

De er meget gamle.

Det er begyndelsen på Alfonso Pelino-fabrikkens historie.

Sukkerpanering er det tekniske udtryk for,

hvad der sker i disse smukke, gamle maskiner.

Det er en tyk opløsning af sukker. 75 procent sukrose

og 25 procent vand.

Hun hælder fem skefulde opløsning i, og indeni er mandlerne.

Sukkeropløsningen hældes gentagne gange på de rullende mandler

i løbet af et par dage.

De opbygger langsomt skallen et tyndt lag ad gangen.

På dette tidspunkt kan der tilføjes en lang række forskellige smage,

inklusive de eksotiske krydderier, der engang kom forbi her.

-Safran? -Ikke safran.

-Det er citron, tror jeg. Citron. -Citron?

Det, jeg vil vise jer nu,

er kobberpanden, der producerer kanelslik.

Det er et meget gammelt produkt, for som I ved,

var kanelen et vigtigt krydderi, importeret fra Mellemøsten.

-Kan du smage kanelen? -Den er delikat.

Det er godt.

Disse små stykker slik er en uvægerlig del af at være italiener.

I værkstedet laves de til buketter og nipsting,

som dukker op ved næsten alle fester i hele landet.

Nu vil jeg præsentere dig for Marina.

-Hun har ansvaret her. -Stanley.

-Hej, Marina. -Davs.

-Godt at møde dig. -Godt at møde dig.

Hvor mange om dagen?

Mange. Det afhænger af, hvilken blomst man laver.

200, men det kommer an på.

-200? -Ja.

De er mukke. Giver folk dem så som gaver?

De giver det som en gave eller tager det som en souvenir.

Fordi de kun laves i Sulmona. Ingen andre steder.

-Ingen andre laver dem? -Nej.

De bruges til italienske bryllupper.

-Også i USA, når man... -I USA.

Når man tager til et italiensk bryllup,

får man den lille...

-Bomboniera, en gave. -Ja, en lille gave.

-Confetti derovre betyder noget andet. -Konfetti...

-Det kastes, men ved du hvorfor? -Hvorfor?

Fordi de kom her og så confetti i forskellige farver

blive kastet ud af kirken ved en ceremoni.

-Ja? -Til bryllupper.

-Kastede de slikket? -Ja, udenfor.

-Er det derfor, det hedder konfetti? -Ja.

-Det italienske ord undrede mig. -Det er grunden.

-Kan du se, hvor hurtig hun er? -Du er som en tryllekunstner.

-Må jeg købe dem? -Naturligvis.

Dem her

og også dem her.

Er man far til små børn,

kan man ikke vende tomhændet hjem efter et besøg på en slikfabrik.

Heldigvis har butikkens lager 50 forskellige smage

fra cappuccino til champagne

i en forbløffende række former, størrelser og farver.

-Må jeg prøve en af dem? -Ja, værsgo.

Små lækkerier som confetti

er det sidste produkt, man ville forvente fra denne vilde region.

Generelt har Abruzzo ry for at være hård at leve i

på grund af det barske landskab.

Den ujævne Adriaterhavskyst er ingen undtagelse.

Kør øst for Sulmona, så langt du kan, og så rammer du en strækning på 39 km

med lumsk kystlinje omgivet af skarpe sten.

Stedet er kendt som Trabocchi-kysten

på grund af disse karakteristiske træfiskeplatforme,

der bruger et komplekst system af spil til at hejse fiskenet op og ned.

-Jeg stopper efter dette sving. -Ja.

Hvad med den anden?

Nej, kun den her.

Kokken Gianluca Di Bucchianico driver en restaurant på en af de trabocchi,

og han er gået med til at vise mig brugen af reb. Bogstaveligt talt.

Det er en gammel fiskeristil.

Det blev udført af bønder, og mange havde trabocchi.

Det skal ned under.

Hvorfor ikke på en båd?

Fordi de ikke kunne svømme.

Vores forfædre, der byggede dem.

De havde ingen viden om havet og vinden,

og som bønder

begyndte de at bygge trabocchi.

På grund af desperation

blev de fine platforme bygget af bønder med udsigt til hungersnød.

Et sidste forsøg på at skaffe de proteiner, de kunne få, fra havet.

Det afspejles i Gianlucas menu.

Jeg vil først forklare vores kulinariske inspiration.

Da trabocchi var ejet af bønder,

er vores køkken fuld af landbrugsvarer.

Ja.

Fordi det kom fra bønderne.

Så vi laver denne ret, en meget inspirerende ret,

fordi vi bringer landet,

får fra transumanzaen, der passerede i nærheden,

sammen med fisk.

Vi har lavet lamme-torcinello.

"Torcinello"? hvad betyder det?

Indmad hakket tyndt

og indkapslet i tarmen.

Javel.

Torcinello-indmad serveres med rejer,

lidt væske fra rognen

og en reduktion af regionens fine rødvin, Montepulciano d'Abruzzo.

Du er en kunstner.

Velbekomme.

Kom her. Hvem har den? Giv mig den. Kom herover.

Har du den? Jeg vil spise den her.

Hold da op!

Hvem ville have lammeindvolde, og jeg ved, det lyder klamt,

kombineret med rejer og to forskellige som en emulgering af...

Undskyld.

Bjerge og hav, hav og bjerge.

-Hvordan siger man det? -Hav og bjerge.

Den anden antipasto er pancotto eller brødsuppe,

inspireret af Gianlucas forfædre.

Er det brødet indeni?

Marineret i tomaten.

Som gazpacho.

-Som en flydende salat. -Ja.

Er det en reje?

-Det er en reje. -En reje.

-Hvad er det? -Det er en slipperhummer.

En blæksprutte.

Det er appelsintomat.

-Er det squash? -Ja, squash.

Tørrede oliven.

Pulveriseret figenblad.

Velbekomme, Stanley.

Tak.

Bravo! Det er fantastisk.

Det er inspireret af den eftermiddagssnack,

jeg fik som barn.

Vi plukkede tomater fra haven

og gnubbede dem i brød,

og vi spiste dem hver dag

med olie, salt og lidt sukker.

Mine bedsteforældre var fra Calabrien.

Min bedstemor lavede noget med...

Det gamle brød...

Det var "fiscotto", der betyder småkage.

Den skulle i ovnen

ved lav temperatur i to timer.

-Indtil den blev lidt sprød. -Den var sød.

-Karamelliseret. -Ja.

Det er til suppe, tomater, det hele.

Minder fra barndommen

får os til at føle os som børn igen og drømme.

Ja.

-Det gør os glade. -Ja.

Restauranten er ikke åben endnu,

så Gianluca spiser pasta med mig ved bordet.

En simpel spaghetti med olivenolie, hvidløg og sød chili,

forbedret af tilføjelsen af hummerekstrakt.

Her er smukt, ikke?

Stilhed.

Kun havet.

Perfekt.

Jeg vil dø nu.

-Sådan. -Tak, kok.

Velbekomme.

Det er en enkel ret.

Enkel, men anderledes.

Så dette liv for dig...

Var det en drøm?

Ja. Det har altid været min drøm.

Det er svært, for trabocchoen er utilgængelig.

For at komme med mad og fisk og for at gøre restauranten ren

tager jeg hjemmefra klokken 8, og jeg er hjemme klokken 2.

-Men det må være smukt. -Ja, det er fantastisk.

-Jeg er glad. -Nej, jeg er den glade.

Trabocchi er utrolige opfindelser. Delvis galskab, delvis geni.

Lidt som at servere rejer med fårekød.

Denne opfindsomhed definerer Abruzzo-ånden,

og der er flere beviser på det i den vildeste lomme i regionen.

Som mange andre landsbyer i Abruzzo

er landsbyen Castrovalva hårdt ramt af fald i befolkningstallet.

Den er omgivet af bjerge, en lang rejse ind i landet fra kysten.

Jeg skal op over landsbyen med kokken Davide Nanni.

Smukt.

Kan du lide det?

Ja, smukt.

-Man slutter fred med verden her. -Ja.

Lad os få udstyret ud, Stanley. Jeg har brug for hjælp.

Davide vil lave sin barndoms definerende ret.

-Hvor? -Ja, der.

En opskrift, der måske minder om Abruzzo som ingen anden,

pecora al cotturo eller gryderet med fårekød.

Kom du her, da du var ung?

Jeg voksede op her. Jeg kender bjergene udenad.

Jeg tog herud med bedstefar, og fårene græssede.

Okay.

Opskriften kommer fra Abruzzo.

Det er en meget gammel opskrift.

Jeg tror, den er endnu mere traditionel end arrosticini.

Opskriften er fra transumanza-tiden,

for når hyrderne rejste,

var der nok nogle får, der kom til skade under transumanzaen,

så da det skete,

måtte de af med dem og lavede så denne ret.

Det er lækkert kød. Den farve.

Vi behandler dyrene godt

ligesom min bedstefar gjorde,

og min kærlighed til naturen og bjergene kommer fra ham.

Han lærte mig et enkelt liv, at respektere andre

og at respektere naturen.

Trods naturens skønhed har befolkningen længe været i frit fald.

Økonomien var i ruiner efter anden verdenskrig,

Kombineret med den udfordrende topografi

og en række ødelæggende jordskælv fik det mange til at rejse.

Arbejdede du i London og USA?

Ja, forskellige steder i verden, men hvis jeg skal være ærlig, Stan,

kom jeg tilbage, da jeg begyndte at føle mig mere alene i verden

end i denne landsby med 15 indbyggere.

Jeg værdsætter det enkle liv.

Det var svært for mig at bo i en storby.

Davide emigrerede herfra som mange før ham, men er tilbage permanent.

Normalt går alle efter den amerikanske drøm, ikke?

For i USA bliver man rig. Mulighederne er der.

På et tidspunkt sagde jeg: "Prøv det."

Men jeg husker altid, at han sagde:

"Husk, mit barnebarn, at dit Amerika kan være lige her."

Jeg måtte tage til USA for at forstå, hvor mit hjem var.

Jeg kom tilbage og lærte at være glad.

Jeg forstår.

Når du har sauteret løg og selleri, sauterer du fårekødet

og tilsætter alle de aromatiske urter.

Se der.

-Hvilke urter er det? -Der er laurbær, rosmarin og salvie.

Vi tilsætter en god mængde rødvin eller hvidvin,

men hyrderne brugte rødvin,

for i Abruzzo var Montepulciano-vin meget mere almindelig.

Jeg lader dig prøve nu.

Skål, Stan.

Tak.

-Bryggede du den? -Det gjorde min far.

Den er helt naturlig.

-Kan du lide den? -Ja.

Rigtig meget, ja.

Efter at have simret i halvanden time er gryderetten klar.

Smukt.

-Skal vi gå ind i skyggen? -Ja.

-Lækkert. -Det er godt, ikke?

Det er fantastisk.

Når man laver mad udenfor over ilden, er det altid bedre.

Altid. Det er det bedste, Efter min mening.

Nemlig, Stan.

For mig betyder denne opskrift historie.

Den er et minde om...

Selv i dag med dig tilegner jeg min bedstefar den,

som var en meget vigtig person for mig.

Det ved jeg.

Når jeg taler om min bedstefar... Undskyld.

Nej. Det er helt i orden.

Tak. Det har været en dejlig dag.

Og en dejlig dag for mig. Tak.

Nu elsker jeg Abruzzo,

fordi du er her.

Kom og besøg os igen, når du vil.

-Abruzzo har mange opskrifter. -Ja. Skål.

-For din bedstefar. -Tak.

Over hele Italien

har jeg mødt mange, der emigrerer for så at vende tilbage.

Ligesom Davide tiltrækkes de af Italiens uforlignelige madkultur,

og de vil skrive det næste kapitel.

Jeg forstår Abruzzos tiltrækning.

Isoleret fra eksterne påvirkninger af regionens kompromisløse geografi

og mad, der er robust og ren.

Tekster: Claus Christophersen