Original subtitles

Her er et land med suppe og nudler

og med øl og vin. Hvor er jeg?

Naturligvis i Italien.

Trentino-Alto Adige, for at være præcis.

Hvor maden er lige så kompleks som regionen.

Jeg tror, at man bedst forstår,

hvad der gør et land og dets folk unikt, gennem maden.

Det er utroligt.

Åh, mand!

Og det gælder især i Italien.

-Lad os spise. -Okay.

Lækkert.

Selv formen på pastaen og saucen, man serverer den med,

handler direkte om identiteten.

-Kan du lide det? -Jeg elsker det.

Åh gud, det er så godt.

Det adskiller karakteren og historien i hver region skarpt fra den næste.

Det er uventet.

Jeg hedder Stanley Tucci. Jeg udforsker de komplekse forbindelser

mellem landet, folket og den mad, de spiser,

for at finde essensen af hver region i det land, jeg elsker, Italien.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg er så glad, hver gang jeg er sådan et sted.

Sne, sol, det er pragtfuldt.

Det er meget afslappende, og maden er også ret god.

Trentino-Alto Adige ligger i den nordøstlige del af Italien.

Grænsen mellem Italien og Østrig

er rykket frem og tilbage over Alperne i århundreder.

Det har skabt flersprogede samfund, hvor folk lige så tit

hilser på en med et tysk "wilkommen" som et italiensk "benvenuto".

Men hvordan har den dualitet formet folket og deres køkken?

Jeg starter i Alpe di Siusi,

et højlandsplateau på 56 kvadratkilometer

omgivet af Dolomitterne.

Det er en alpin legeplads for lokale og gæster.

Jeg møder Christina Demetz.

-Okay, kom så. -Kom så!

Hun er født og opvokset her

og har inviteret mig til en særlig begivenhed her i skisæsonen.

Se udsigten! Okay, du må bruge din fantasi.

Jeg må forestille mig en udsigt. Du har en dirndl på.

Ja, det er kvindernes internationale kampdag i dag,

og her holder vi et velgørenhedsløb for kvinder.

Vi fejrer det med vores dirndl, for det er vores traditionelle kjole.

-Du vil se mange kvinder i dag. -Okay.

-Med dirndl i forskellige farver. -Jeg glæder mig.

-Godt. Klar? -Ja.

Kvindernes internationale kampdag fejres i hele Italien,

hvor kvinder tit tager fri fra arbejde og bærer den traditionelle mimose.

Det er en ukuelig blomst, der skal symbolisere kvinders styrke og ånd.

Her i Alto Adige eller Sydtyrol, som de lokale foretrækker,

har de deres eget syn på traditionen.

Det her er Schuhplattler.

-Lad os få et glas vin. -Okay.

Dolomitterne er kendt for ydmyge hytter på skråninger,

der serverer lækker mad.

Den her, Baita Sanon, er ingen undtagelse

og har fristet sultne skiløbere med traditionel mad i over 50 år.

Jeg møder Maddalena Kostner, chefkok her i over 30 år.

Hvad skal vi have at spise?

-Godmorgen! -Rart at møde dig!

-Hvad skal vi have? -Vi har meget lækker mad.

-Ja? -Vi har gullasch.

-Gullasch? -Oksekødsgullasch.

-Du milde. Og hvad mere? -Så er der...

-Må jeg? -Ja. Sauerkraut.

Se lige der. Jeg kan godt lide ansigtet. Det er fint.

-Så har vi noget polenta. -Polenta? Ja.

-Kan du lide det? -Ja, jeg elsker polenta.

-Jeg vil have sådan en. -Vil du?

-Ja. I stedet for... -Ja!

Jeg glæder mig til at spise.

Her i Sydtyrol er vi 600.000 mennesker.

-Du store. Tak. -Tak.

-Tak. -Tak.

Smukt.

-Lad os spise. -Ja.

Det er virkelig lækkert.

Det er typisk ungarsk gullasch fra Det Habsburgske Rige.

Vi var østrigere til slutningen af 1. verdenskrig.

Så i 1919

blev folk i Sydtyrol italienere fra den ene dag til den anden.

Det var hårde tider for dem.

Mussolini ville gøre regionen italiensk,

så han ændrede navnene på landsbyerne og byerne.

Og endda på folk.

Så når man kommer til Sydtyrol,

har alle landsbyerne skilte på to sprog.

Jeg ser Sydtyrol som en forbindende region,

for gennem de tysktalende er Europa forbundet med Italien.

Og man ser det også ved maden.

Sydtyrol har typiske retter som dumplings, Speck Knödel

eller denne sauerkraut, som er typisk bayersk.

Og så lasagne, som vi har set her, eller anden italiensk pasta.

Vi har også den italienske livsstil med aperitif-tid.

-Det er godt. -Ja, rigtig godt.

Man finder også en blanding af kultur i køkkenet.

Vi mærker rødderne, vores rødder, meget stærkt.

Jeg tror, det er det, der gør regionen så speciel.

-Måske kan du tage dirndl på? -Dirndl?

Det kunne jeg godt, men så er min karriere slut.

Køkkenet i de snedækkede bjerge

er fra begge sider af grænsen, østrigsk, med et strejf italiensk.

De afsides landsbyer i Alpe di Siusi

ligger langs bjerge, der er næsten tre km over havets overflade.

Luften er tynd, og der er få afgrøder. Det påvirker, hvad man spiser her.

Ikke langt fra Baita Sanon møder jeg Franz Mulser.

Som sine forfædre er han opvokset som tysktalende.

Han er kendt for at samle de få og uventede råvarer i området

og forvandle dem til lækker mad.

Franz, hvor skal vi hen?

Vi skal hente nogle råvarer

til vores ret.

Husk, at om vinteren er det meget svært

at finde råvarer at bruge.

Her er mit yndlingstræ. Det er en cembrafyr.

Jeg samler dem på denne årstid.

Duften er næsten ubeskrivelig.

Ja, den er vidunderlig.

Vi bruger dem til at lave pesto.

Franz tager mig med til et særligt sted,

en 200 år gammel hytte, hans families gamle hjem og mejeri.

Åh gud! Det er fantastisk!

Han vil vise mig to familieopskrifter med de unikke råvarer fra bjergene.

Den type pasta hedder Schlutzkrapfen.

-Schlutzkrapfen? -Ja.

Tag den her i den ene side, og træk lidt i den.

Og så sætter man de to sider sammen.

Sådan. Det er du god til.

-Utroligt. -Perfekt.

Schlutzkrapfen-dejen består af durumhvede og tørret pæremel.

De er fyldt med Franz' hjemmelavede oste

og toppet med en tomatkompot.

-Og til sidst... -Pesto.

Vores fyrrepesto.

Hold da op.

Det er fantastisk. Det er meget komplekst.

Franz' anden ret er måske endnu mere speciel,

fordi den spillede en vigtig rolle i hans families historie.

Vi laver en helt særlig ret med alle disse urter.

Det er en suppe lavet af urter og blomster.

Suppen her er lavet af en blanding af 25 urter,

der er håndplukket.

Opskriften var Franz' bedstefars.

Han var østriger, tvunget ind i den italienske hær under 2. verdenskrig.

Han blev tvunget til at forlade sin gravide kone og flygtede til sidst.

Så da alle soldaterne var sat på toget mod Stalingrad,

hoppede han af toget om natten.

Der var en anden mand sammen med ham. De dræbte ham.

Så min bedstefar måtte overleve i skoven.

-Hvor længe? -I fire år.

-Fire år i skoven? -Ja.

Bedstefar lavede denne suppe med urter fra skoven.

Utroligt.

Nu serverer vi vores urte- og blomstersuppe.

-Værsgo. -Skønt.

Vil du lægge de små blomster ovenpå?

Små blomster?

-Super. -Sådan.

Åh gud, det er lækkert. Det er så godt.

-Tak. -Åh gud, det er godt.

Franz' mad er et personligt middel til overlevelse i den konfliktfyldte egn.

Maden på bjergsiderne er påvirket af flere nationaliteter.

Hvordan viser det sig, når maden er mere... ophøjet?

Trentino-Alto Adige er den rigeste region i Italien.

Af den grund

har den en af de mest effektive jernbaner i hele landet.

Det er dejligt at rejse med tog.

Og det er vingård efter vingård efter vingård,

og forresten med meget god vin.

Næste station er Bozen Kaiserhau.

Næste station er Bolzano Casanova.

Jeg er på vej til Merano, regionens fritidshovedstad,

hvor østrigsk indflydelse og italiensk følsomhed mødes

og skaber noget af den mest luksuriøse madlavning i denne del af landet.

I dette rige samfund kan de kolde alpetinder

bekvemt beundres fra de varme og solrige terrasser.

Merano er en oase, hvor man nyder regionens komplekse mad.

Der er en masse pasta, italienske produkter og sauerkraut.

Det er Merano i en nøddeskal.

Den lille bys velstand har gjort den rig på michelinrestauranter.

Ved Castel Fragsburg drives en af disse af Egon Heiss,

som har en avanceret tilgang til dualiteten i regionens køkken.

I dag laver han dumplings.

Knödel fra den østrigske tradition og gnocchi fra den italienske.

Hvor længe har Knödel eksisteret?

De første Knödel er vist fra det 13. århundrede.

Nogle soldater kom fra Bayern, tror jeg nok.

De kom til en gård, og de var meget sultne.

De sagde til damerne,

at de var sultne og ville have noget mad.

De havde ikke andet end gammelt brød, mælk og æg.

Så de kogte det i otte minutter og lavede Knödel.

Soldaterne blev så glade.

Vi har løg og røget flæskekød.

Egon har hævet Knödel højt over dens simple oprindelse.

Vi laver nogle flade Knödel.

Når vi skal have Knödel, er det vigtigt aldrig at bruge kniv,

men kun skære dem med en gaffel og en ske.

De er skrøbelige, så hvis ...

-De går i stykker. -Ja.

Han laver tre slags Knödel, med røget flæsk, sin egen rødbede...

Det er gorgonzola.

...og en tyrolsk grå ost, som er smuldrende og stærk

og er opkaldt efter farven på muggen, der vokser på ydersiden.

Det lyder ulækkert, men det er det ikke.

Nu laver vi gnocchi.

Det vigtigste, når man laver gnocchi, er kartoflerne.

-De skal være rigtige. -Hvad bruger du?

Det er en Quebec.

Den skal have tilpas stivelse og dybde i smagen.

-Ikke for meget stivelse? -Nemlig.

Du bruger ikke en moser?

Nej. Det her skal man gøre, mens kartoflen er meget varm.

-Og nu tilsætter vi smør. -Lidt smør.

Og en æggeblomme.

-Kun blommen? -Kun blommen.

Det er vigtigt at lave massen færdig, mens kartoflen stadig er varm.

Det er derfor, du har en michelinstjerne.

-Nu tager min jeg ostefondue. -Hvilken slags ost er det?

Vi bruger noget alpeost og noget parmesanost.

Det her lægger jeg i fryseren.

-Så får jeg alle de små ... -Og det bliver til det?

Ja, det bliver det til.

Man spiser gnocchiene og får en cremet, blød fondue i dem.

Det er så genialt.

Fine små gnocchi.

De sidste detaljer laves på dumplingerne,

og de serveres hurtigt. Først Knödel.

-Tak. -Velbekomme.

-Stop det. Skål. -Skål.

Velbekomme. Skål.

Alexander Ortner, ejeren af Castel Fragsburg, slutter sig til os.

-Jeg tog næsten kniven. -Brug ikke kniven, husk det!

-Det sagde han. -Jeg ved det.

Åh gud. Det er så godt. Det er så godt.

Hvor længe har din familie ejet stedet?

Min bedstefar købte det i 1955.

Dengang var det et meget fattigt sted, ødelagt af fascisme.

Mussolini indførte love,

der forbød jer at tale tysk.

Jeg vil fortælle lidt om min far.

Dengang var min far... Han elskede at spille guitar,

synge sange og more sig med sine venner.

En dag tog de op til en bjerghytte.

De holdt fest og sang nogle tyske sange.

Det var normalt for alle.

Og så kom det italienske politi.

De satte ham i fængsel, fordi han sang tyske sange.

Det lyder utroligt, men sådan var det dengang.

Men nu er det fuldstændig anderledes.

Måske har mine sønner aldrig talt italiensk sammen.

-Virkelig? -Det gør de ikke.

Nogle gange bruger vi italienske ord.

Om en bils nummerplade siger vi aldrig nummerplade. Vi siger targa.

Det er et italiensk ord. Men det er sjovt.

Hvad hedder det på tysk?

-Nummernschild. -Lige præcis.

- Et talskjold. -Ja.

Det giver mening. Men det er langt.

-Ja. Targa er nemmere. -Ja, det er.

Vi kan grine af den slags, men på det tidspunkt

havde folk det forfærdeligt.

Men det er godt at tænke på det, tale om det og glemme det.

-Det tror jeg. -Ja.

Heldigvis kan folk her nu selv vælge deres sprog og kulturelle identitet,

og regionen er blevet rigere af det.

-Vores små gnocchi. -Se nu der.

Og der er forskellige urter ovenpå.

Normalt lægger vi den urt ovenpå, der er inde i cremen i hver gnocchi.

-Det er virkelig utroligt. -Godt?

Gnocchi og Knödel, en lækker forening af to kulturer i ét måltid.

-Tak, venner, mange tak. -Skål.

Det er en stor ære. Tak.

Men findes denne balance længere væk fra grænsen?

Stille og roligt.

Man skal bruge mere energi til at gå tilbage end til at gå frem.

Jeg bliver hjulpet af den lokale fisker Stefano Fedrizzi.

Okay, ja.

Vi prøver at fange vores frokost med hans to venner, Diego og Paolo.

Stefano og Paolo fiskede her som børn.

-Pokkers! -Sten!

-Det var en pindefisk. -De er meget almindelige her.

Vi er på bredden af Sarca-floden.

Sarca flyder gennem Genovadalen i Trentino,

den sydlige del af regionen.

Sidst på vinteren strømmer smeltevand fra Adamello-gletsjeren.

Det kolde vand skaber det perfekte miljø til langsomt voksende fisk,

som er magre og fulde af smag.

Men man skal selvfølgelig fange en først.

-Hvad fisker vi efter? -Marmorørred.

Marmorørred? Og den findes kun her i området?

Ja, det er en sky rovfisk, der skjuler sig under klipperne

og jager om natten. Den er et trofæ for en fisker.

-Okay. Skal vi tage på jagt i stedet? -Ja, jagt er nemmere.

Heldigvis har jeg et reservemåltid med.

-Vil du have en øl? -Med glæde.

Jeg laver den næstbedste fisk her, fjeldørreden.

Spiser I de fisk, I fanger?

Ja, nogle gange spiser vi de fisk, vi fanger.

Min livret er brød med Nutella.

Jeg er dårlig til at lave mad.

Jeg kommer nogle urter i.

Fjeldørreden er der restriktioner på, ikke?

-Jo. -Hvor mange må man fange?

-To om dagen. -To om dagen per fisker?

-30 om året per fisker. -Det er ikke så slemt.

-Du er herfra? -Ja.

-Også du? Fra dette område? -Ja.

Hvorfor kan I lide at fiske?

Det er en god beskæftigelse og en god måde at leve på

og udforske naturen omkring mig og vores område.

I fluefiskeriet fandt jeg min kirke, min religion.

-Virkelig? -Ja. Det er ikke for sjov.

Når jeg er alene i floden,

kan jeg røre himlen. Jeg kan tale med Gud.

-Virkelig? -Ja.

Skønt.

-Kan I lugte det? -Ja.

Hvordan er her anderledes end i andre regioner i Italien?

Den største forskel er, at vi stadig har meget arv fra fortiden.

Min bedstefar og bedstemor blev født i Østrig. For det her var Østrig.

Selv her i de sydlige dale

virker den germanske indflydelse lige så stærk.

-Flot. -Okay, tallerkener.

Diego. Kom nu.

Du fanger jo ikke noget, så kom bare og spis.

-Jeg kommer! -Lad os spise!

Buon appetito.

Det er en dejlig fisk.

-Kan I lide den? -Den er veltillavet.

Den er rigtig god.

Betragter I jer selv som italienere?

Betragter I jer selv mere som østrigere?

-Det er forskelligt, -Alle er forskellige.

Jeg er stolt af at være trentiner, men jeg er italiener.

-Paolo? -Trentiner.

-Bare trentiner? -100 %.

Hvad med dig? Italiensk, trentinsk eller tysk?

Jeg føler mig som mig. Jeg ved det ikke.

Jeg føler mig som Diego. Jeg er bare Diego.

De deler måske ikke én kulturel identitet,

men folk her deler en dyb forbundethed med deres land,

der giver dem råvarer, der både er hårdt tjente og lækre.

Det er forståeligt i disse omgivelser, men er byen anderledes?

Hovedstaden i Sydtyrol, Bolzano,

har længe været et stoppested for folk, der krydser Dolomitterne.

Jeg er på et marked på en gade, der er opkaldt efter Goethe.

Her er smukt.

Puntarelle. Artiskokker.

Så helt anderledes end Syditalien.

Her er meget stille. Meget velordnet.

Meget ordentligt. Det er måske for stille.

På overfladen virker Bolzano også opdelt

mellem den italienske og østrigske indflydelse.

Jeg vil have en Wurst. Hov, undskyld.

-En sandwich. -En hotdog?

-Nej, den her. -Den her?

Ja, okay.

Tak.

Det er så godt med den perfekte sennep.

Ikke stærkt krydret, men den har den skønne pebersmag

sammen med den røgede Wurst. Hold nu op.

Jeg elsker, at man kan få alle de gode italienske råvarer,

det østrigske brød og pølse, og det er fantastisk,

en god blanding af to forskellige køkkener.

Men byen har mere at tilbyde end bare de to køkkener.

Antallet af immigranter er tredoblet på 20 år.

Beliggenheden nær Brennerpasset ved grænsen giver

en konstant strøm af nyankomne med deres kultur og køkken.

Rahma kom fra Etiopien for 14 år siden.

Hun laver et måltid for at fejre den voksende mangfoldighed.

Hun er med i en fælles madklub, Madlavning Uden Grænser,

hvor immigranter mødes med lokale fra Bolzano.

De deler et hjemmelavet måltid fra et medlems fødeland.

-Hvad var det nu, det hed? -Teklel gomen.

-Okay. -Teklel gomen.

Gornan? Det kan jeg ikke sige.

Hvad er der i gryderne? Det dufter fantastisk.

Ja, det er zigni-sauce.

Med oksekød og løg. Og etiopiske krydderier.

Det kaldes alicha. Det er kål, gulerødder og kartofler.

-Kartofler, men ingen løg? -Jo, det er der også.

Altid løg. Jeg kan godt lide løg.

Her er dejen. Den blev lavet for tre dage siden.

Jeg kommer to skefulde på.

Hvilken type mel er det?

Teff. Det er en etiopisk kornsort.

Rahma bruger teff-dejen til et klassisk injera-brød,

et syret fladbrød, der serveres i hele Etiopien.

Se alle de små huller. Det er smukt.

Ved bordet sidder Rahmas familie, andre er opvokset i Alto Adige,

og andre er kommet fra steder så langt væk som Japan og Peru.

Det er et traditionelt fad.

Det er tungt.

Okay, lad os spise.

-Værsgo. -Tak.

Over Rahmas injera-fad kan gæsterne udveksle

deres synspunkter på livet i Bolzano.

Det smager godt. Er I venner?

-Ja. -Hvorfor?

Vi mødtes, fordi hendes lillesøster og min datter gik i skole sammen.

Det ene tog det andet,

og vi begyndte at tale om kulturer

og organisere disse middage.

Jeg kan lide idéen om Madlavning Uden Grænser.

Hvordan er der her?

Jeg er blevet accepteret og har venner som Gloria. Jeg er glad og tilfreds.

Ja, det er godt.

Men da vi er udlændinge, var det i starten svært at tale sproget,

at finde ud af ting og at møde folk.

Bolzano, ud fra min erfaring,

har det svært med udlændinge.

-Man kan ikke finde en bolig. -Kan man ikke finde en bolig?

For når vi svarer på en annonce,

skriver vi e-mails til dem og ser så fire eller fem boliger.

Så siger de, at de ikke er ledige.

-Efter de har set jer? -Ja.

Jeg har en etværelses på ca. 25 kvadratmeter.

Vi er seks. Syv med min mor.

Italien har ikke tradition for stor immigration.

Vi er de første, der oplever det.

I denne region er der tyskere og italienere. Og så kommer der

nye befolkninger, nye medborgere.

Det er ikke immigranter, men nye medborgere at lære at kende.

Italien ændrer sig langsomt, men gør det i sit eget tempo.

-Taler dine børn italiensk? -Tysk.

-Tysk? -De går på en tysk skole.

-Det er meget kompliceret. -Ja, meget!

Der kommer stadig mange immigranter.

Rahma og hendes venner repræsenterer håb...

...i regionen om, at uanset hvilken side af grænsen man kommer fra,

betyder det mindre end det, man bidrager med.

Ét samfund i regionen har været her længe før grænserne,

som vi kender dem, fandtes.

Det har et helt andet syn på identitet.

Dybt inde i bjergene ligger byen San Vigilio.

Det er i Badia, en af kun fem dale i Dolomitterne,

med et ældgammelt folk, der har et 2000 år gammelt sprog.

De er kendt som ladinere.

Familien har dyrket jorden her i generationer.

Med de skiftende identiteter i området

er ladinerne dem, der bare er fortsat

og er forblevet de samme i århundreder.

Så jeg er meget interesseret i at møde dem.

Hvor gammel er gården?

Det første skriftlige spor er fra 1296.

Her er Uli Ties. Hun og hendes mand er stolte af

at bevare områdets traditionelle levevis.

De ladinske samfund ligger i de højeste og mindst dyrkbare områder.

Der er langt mellem råvarerne her.

Så er vi her.

Traditionelt er konservering af mad en vigtig færdighed.

-Du milde. -Det er vores flæskekælder.

De har røget svinekød i århundreder.

Svinekødet saltes og røges med enebær, laurbærblade

og andre krydderier, før det hænges og lagres i månedsvis.

Den duft er utrolig.

Hvert stykke har en særlig smag. Jeg kan bedst lide det her,

for jeg er en meget sej pige,

og det er ret stærkt. Det er meget... meget markant.

Profumoen er interessant,

fordi den er lidt sød og lidt... røget?

En lidt stærk duft.

-Lidt intens. Som os ladinere. -Ja.

-Jeg er sulten. -Kom med.

-Jeg er hundesulten. -Kom. Det er mit job.

Uli konserverer ikke kun svinekød.

Hun vil bevare traditionerne gennem de gamle opskrifter...

Jeg elsker det.

...som de serverer på familiens restaurant, Tlo Plazores.

Hvad laver vi?

Nu laver vi canci checi.

-Det er kartoffel-gærdej. -Ja.

Og den fyldes med kartofler og ricotta. Er du klar?

-Ja. -Vupti.

-Hvilken slags olie er det? -Det er raffineret fedt.

Det blev brugt i gamle dage, fordi de ikke havde råd til olie.

Jeg er imponeret over de kvinder, der lavede mad her i huset,

måske til 24 mennesker, med lidt mel, lidt røget flæsk

og de få urter, de fik om sommeren.

Og ricotta, kartofler og kål om vinteren.

-Det var alt? -Ja.

-Der var det, der var. -Ja.

Det hedder canci checi.

Det betyder "rød ravioli" på grund af farven.

-Rød ravioli? -Ja.

For kvinderne, der lavede mad her for 500 år siden,

havde meget få råvarer, men de prøvede altid at tillave dem

på forskellige måder, så folk fik indtrykket af en anden ret.

-Ja, klart. -Og det finder jeg fantastisk.

-Det er så smukt. -Smukt, ikke?

-Her har vi ristet valmue. -Ristet valmue?

Man drysser det på. Og det er... knust.

Og for at gøre det mere interessant tager vi smeltet smør.

-Det er smukt. -Mærk duften.

-Det er en autentisk ladin-ret. -Med tørrede hindbær?

-Ja, for at få lidt farve. -Kønt.

Det er min tilføjelse. Jeg kan lide det,

fordi det giver lidt syre og velsmag.

-Vil du åbne en? -Ja, må vi?

Kan du se? Det er ricotta e patata.

Ja.

Så kan vi også gøre sådan. "Bom pro", som vi siger her.

-Bom pro. -Velbekomme.

-Ikke dårligt, vel? -Nej, det er perfekt.

Men det er bare en forret.

Inde i familiens restaurant har Uli lavet et flere retters festmåltid,

gennemsyret af fortidens smage.

Jeg er sammen med Uli, hendes mand Roman, hendes sønner Andre og Jan,

og hendes far Jep til et typisk søndagsmåltid med ingredienser

der kun produceres i dette område.

-Sig mig, hvad er det? -Her er noget røget svinekød.

Den traditionelle udskæring er fra skanken.

-Så har vi pancetta. Det er en coppa. -Coppa?

Svinenakke. God appetit.

-Velbekomme. -Bom pro.

Hvilken slags træ bruger du, når du røger det?

Lærketræ, fyrretræ eller ask. Det afhænger af, hvad jeg har.

-Og enebær. -Og enebær. Det er lækkert.

Pancetta er det mest vidunderlige i verden.

Ja. Hold da op. Hvad er det?

-Furtaies. -Furtaies?

Det er en sød, kagelignende ret.

-Skal jeg dyppe? -Ja.

I dag serveres den med tranebær- og jordbærsyltetøj.

Jeg elsker det. Jeg elsker det.

Ladin er en kombination af forskellige sprog, ikke?

-To sprog. -To. Som er hvad?

Den gamle befolkning i dette område hed rætierne.

Sproget er sammensat af romersk og rætisk.

Værsgo. En særlig kartoffelgnocchi.

-Med pancetta og surkål. -Åh gud.

Og endnu en slags røget flæskekød.

Du får lidt flæskepulver.

-Flæskepulver? -Ja.

Det er for spændende.

Åh gud, men med surkål?

Det er italiensk, østrig-ungarsk og ladinsk.

-Ja. -Det er det hele.

Ja. For alle kulturer efterlod noget.

Vi er ladinere, men kan vælge og vrage

uden at kompromittere vores livsstil.

Hvordan reagerer turisterne på maden og stedet?

Meget forskelligt, men de fleste er forbløffede

over vores smukke, gamle hus.

Det er noget, man ikke ser så tit nu om stunder.

Det er fantastisk, at I har opretholdt denne kultur i tusindvis af år.

Vi taler om de stridende grupper, der har besluttet, at vi nu er Østrig,

og nu er vi Italien, men I er uændrede. Ligesom bjergene.

Noget i den stil.

Vi har aldrig haft en national identitet,

for vi er bare en sproggruppe, ikke et land eller en nation.

Fordi vi altid har været usikre på, hvor vi hører til,

forblev vores identitet stærk, fordi vi vidste,

at vi som en lille befolkning skal være stærke for at bevare vores sprog.

Personligt er jeg hverken italiener eller østriger. Jeg er ladiner.

Vi er os selv, så det er ikke et problem,

hvis mit pas siger italiensk eller østrigsk. Det er lige meget.

-Det gør ikke noget. -Nej.

Vi er, som vi er, og vi er også meget tolerante over for andre.

-Hvordan siger man skål? -Viveres! Alla vita.

-Viveres! Alla vita. -Viveres!

Trentino-Alto Adige er en kompleks region.

Samfundenes ukuelighed viser, at deres identitet

betyder meget mere end bare streger tegnet på et kort.

Jo mere folk må bøje sig for politiske luner,

jo rigere bliver spisekammeret, trods det karrige land.

De tager det bedste fra alle kulturer

for at berige deres mad og deres selvopfattelse.

Tekster: Tine Demandt