Original subtitles

Soldater, sømænd og flyvere i de allieredes ekspeditionsstyrke:

I står over for at skulle ud på det store korstog-

-som vi har forberedt i lang tid.

Verdens øjne hviler på jer.

Forhåbninger og bønner fra alle verdenshjørner marcherer med jer.

Sammen med vores modige allierede og våbenbrødre på andre fronter-

- skal I nedkæmpe den tyske krigsmagt.

Målet er at slå nazisternes tyranni i Europa ned-

- og skabe tryghed for os selv i en fri verden.

Jeres opgave bliver ikke nem.

Fjenden er godt uddannet, godt udrustet og kampvant, og vil kæmpe indædt.

Men nu skriver vi 1944.

Meget er sket siden nazisternes triumfer i 1940 og 1941.

De allierede har påført tyskerne store tab i åben kamp, mand mod mand.

Vores flyoffensiv har reduceret deres styrke i luften kraftigt-

- ligesom deres evne til at kæmpe på jorden.

Hjemmefronten har givet os en stor overlegenhed i våben og ammunition-

- og har stillet et stort og kampklart personel til vores rådighed.

Tidevandet er vendt. Den frie verden marcherer sammen mod sejren.

Jeg nærer stor tillid til jeres mod, pligtfølelse og er kampevne.

Vi accepterer intet mindre end en fuldstændig sejr. Held og lykke!

Lad os bede vor almægtige Gud velsigne dette ædle hverv.

Chris?

Chris!

Chris?

Hvad?! For pokker, far... Hvad er der med dig?

- Det er eftermiddag, hvad laver du? - Skolen er færdig.

Og? Vil du bare ligge i sengen hele dagen?

Slap nu af...

Op med dig. Nu!

Åh, tak.

Meget modent.

Skiderik.

- Hej, skat! Vil du have noget at spise? - Nej, ellers tak.

Hvad er der?

Klokken er næsten et! Synes du, det er okay, at han sover så længe?

- Richard... begynd nu ikke. - "Begynd nu ikke".

Han tog sin eksamen for over en uge siden, og han spiller kun spil-

-og er sammen med sine venner.

Ville du ikke melde dig til hæren?

Må jeg lige tænke over det først?

Hvad er der at tænke på? Jeg troede, du ville i hæren.

Han har jo ret. Det haster ikke.

- Holder du nu med ham? - Der er ikke tale om at holde med.

Han har lige afsluttet skolen, så lad ham tage den med ro.

Nå... Hvad er planen?

Vil du bidrage og tage ansvar? Hjælp din mor og mig lidt.

Tag et deltidsjob, hjælp os med regningerne.

- Jeg har søgt. - Ikke nok.

Hold nu op, far!

- Du er for blød over for ham. - Fint! Er du nu også efter mig?

- Jeg vil jo bare hans bedste. - Skulle hæren være bedst for ham?

Synes du ikke det?

At bringe vores søn i livsfare? Nej, det ønsker jeg ikke for ham.

Men han har altid villet melde sig. Han har talt om det, siden han var lille.

Fordi du altid har talt om, at du ville, men ikke kunne på grund af skaden.

Alle drenge vil gøre deres far glad.

Han vil gøre dig stolt ved at gøre noget, som du ikke fik mulighed for.

Sådan føles det bestemt ikke længere.

Han vil måske bare vise dig, at han er blevet voksen.

Kan du ikke huske, hvordan det var at være i hans alder?

- Jo, og jeg var meget dum. - Ja, det var du.

Du godeste, Karen... Det er en afgørende periode i hans liv.

Men hvis vi ikke skubber lidt til ham, kan han spilde år på at drive omkring.

Vi lever i en underlig tid.

Hvor gamle bliver folk nu? 70, 80 år?

Men her sidder vi, 18 år gamle.

Hvordan skulle et fejltrin kunne gøre, at de næste 50-60 år er helt spildt?

Det er noget sludder.

I hæren siger de, at man skal begynde tidligt.

Vil du virkelig melde dig?

Jeg ved det ikke.

Hvis du vil tale med en, der kender til forholdene-

- så har min faster en gammel nabo, der har været i hæren.

- Jaså? - Han var vist med på D-Dag.

Jeg tror, han fik en medalje.

Alle kalder ham Hawkeye.

Hej, gamle mand. Hvad har du i posen?

Den er fuld af "Det rager ikke dig".

Nu ikke uhøflig. Vi ville bare høre, om du har brug for hjælp.

Så I er altså spejdere?

Jeg troede lige, at I var trækkerdrenge.

Gå ad helvede til, gamle mand.

Inden vi fortsætter, er der noget, I skal vide.

- Jaså? Og hvad skulle det være? - At jeg er hård.

Ond og for gammel til at finde mig i jer.

- Bessefar kan være grov i munden... - Ja, du er sjov.

Det er næsten synd at plyndre dig.

- Giv mig dig tegnebog. - Beklager, knægt.

- Jeg hørte ikke... - Jo, du hørte mig.

Gør jer selv en tjeneste og gå tilbage til spejderhytten.

- Inden nogen kommer til skade. - Kun du kommer til skade...

Giv mig din tegnebog!

- Tak. Er det din kone? - Ja. Vi var gift i næsten 50 år.

Er hun... gået bort?

Ja. For næsten to år siden.

- Det gør mig ondt. - Tak.

- Og det er din søn? - Ja. Han bor i Connecticut.

- Vil du... ringe til politiet? - Hvorfor det?

De to burde sidde i fængsel.

Strømerne skider på folk her.

Og de skider især på en nedbrudt gammel nar som mig.

Men sig mig en ting: Hvad vil du egentlig her?

Jeg tror, at jeg kan lære meget af dig.

- Og hvad får jeg ud af det? - Hvad vil du have ud af det?

Så du min have? En ren katastrofe, ikke?

Måske.

0800 i morgen starter du plæneklipperen.

Når du er færdig, svarer jeg på dine spørgsmål.

Jeg ved ikke rigtig, om jeg synes...

Så våben skræmmer dig ikke, men hårdt arbejde gør?

- Det skræmmer mig ikke, men... - Godt, så ses vi i morgen.

Hvornår kom du i hæren?

Jeg blev indkaldt til min værnepligt 25/4 1941.

Jeg kom til 175. inf. reg, kompagni C, under 29th Infantry Division.

Tidligt i 1943 tog vi til Glen Spean i Skotland på fem ugers træning-

- under kamperfarne britiske kommandosoldater.

Jeg gennemførte kurset, blev jæger og vendte tilbage til England.

Men jeg ville med i en eliteenhed.

Så jeg meldte mig som frivillig til 101st Airborne Division.

Sergenten fra First Demolitions Section hørte, at jeg havde kommandotræning-

-så han sørgede for, at jeg kom til dem.

Sammen blev vi senere kendt som "Filthy 13".

Vores rejse begyndte i en træningslejr i Essex i England-

-i ugerne forud for D-Dag.

McNasty var vores sergent.

Han var ikke særlig stor, men en af de sejeste mænd, jeg har mødt.

Jeg så straks, at jeg ville være som ham-han trak sig ikke for noget.

Agnew var vores næstkommanderende, en rigtig tyr.

Den dygtigste soldat, jeg har set. Han kunne flyve og sejle.

Frenchy var gift og havde en søn, så han havde en sentimental side.

Men han var en barsk fyr.

Chuck var ung, men havde en meget kort lunte.

Han kom til os, fordi han var en slagsbror, ingen andre kunne styre ham.

Piccadilly Willy var en skørtejæger.

Dengang færdedes de prostituerede på Piccadilly Circus i London-

-og han var der i tide og utide.

Ragsman fik sit øgenavn, fordi han ikke passede på sin uniform.

Hans bukser blev vist ikke vasket, mens vi var i England.

Goo-goo kom fra Joliet, Illinois. På vej over en eng faldt han.

I en kokasse. Han rejste sig og ledte resten af geleddet fra siden.

Senere sagde han: "Havde I fundet sådan et kokasse, -

-var I havnet langt væk."

Dinty var en meget stille fyr.

Han forbavsede os, da McNasty fik ballade-

-for at have brændt hans håndklæde.

Han gjorde ikke meget væsen af sig, men han vandt mandskabets respekt.

Loulip var en høj fyr, 185 cm, og så var han klog.

Han var platfodet og gik som en and.

Men han var foran alle andre i alt fysisk.

Peepnuts hade en pibende stemme, lidt som en kylling: "Pip, pip, pip".

Andre grupper syntes ikke om, at han var så lille, men han var modig som få.

Joey var af polsk herkomst.

Hvis vi skulle erobre en bygning, var han med hele vejen.

Max var meget sej og en af regimentets bedste fodboldspillere.

Han sloges ved enhver lejlighed, men det var ikke ham, der startede noget.

Og så var der mig.

Jeg var kun 20, men når jeg fik noget på kornet, missede jeg aldrig.

De sagde, at jeg havde falkeøje.

- Du må hellere gå hjem nu. - Okay.

Men vi... kan vel snakke sammen igen?

Ja da.

- I morgen? - Ja.

- Tag en hækkesaks med. - En hækkesaks?

- Hvordan har du det? - Godt, tak.

- Jeg to småkager med til dig. - Tak.

Har du tænkt mere på, hvad du vil lave, nu hvor du er færdig med skolen?

Jeg overvejer det stadig.

Jeg forstår, at det føles som et stort pres at skulle bestemme sig-

-men husk det her:

Nogle af verdens mest succesrige personer-

-havde ingen karriereplaner i din alder.

Nogle finder først ud af det meget senere i livet.

Det er far nok ikke enig i.

Din far er bekymret for dig.

Han ved, at mange unge mister fokus, når de er færdige med skolen.

Det er svært at få arbejde, -

- så nogle mister troen og kommer i vanskelligheder.

Og sådan ønsker han jo ikke, at det går for dig.

- Det gør det ikke. - Det ved jeg.

Men vil du finde ud af, hvilken retning, der er bedst for dig...

...så er der kun én ting, du skal finde ud af.

Hvad er det?

Det, du går allermest op i.

Det, der betyder mest for dig.

For når du ved det, så ordner alt andet sig.

- Jeg finder ud af det med tiden. - Ja, det gør du.

Vær ikke urolig.

- Vi ses senere. - Tak, mor.

- Hallo? - Hej, far.

- Anthony? Er det dig? - Ja.

Det er længe siden, jeg har hørt fra dig.

Det er jeg ked af... Der har været meget at se til.

Hvad vil du?

Jeg ville bare høre, hvordan du har det.

Pis med dig! Jeg er ikke født i går!

Far...

De slår mig ihjel.

Hvor meget er det denne gang?

20.000.

Kors...

Skide collegebasket! En høj fyr scorede i sidste sekund!

Jeg fik sgu et hjerteanfald!

Hvad vil du gøre?

Det er derfor, jeg ringer. Kan du hjælpe mig?

Mon jeg ville bo her, hvis jeg havde 20.000 i madrassen?

Tag dig dog sammen!

Hvad med din medalje?

- Min medalje? - Vi kan få en masse penge for den.

Far? Hallo?

Halløj. Hvil dig lidt. Kom og få noget at drikke.

Hvad... kan du huske fra D-Dag?

- Stilhederne. - "Stilhederne"?

Under kampe er der altid øjeblikke med stilhed.

Våben og bomber larmer som bare helvede. Det er, som om ørene bløder.

Men der opstår altid øjeblikke, hvor alt bliver stille.

Midt i kaosset når man ikke tænke. Det er adrenalin og overlevelse.

Men...

...i de stille øjeblikke...

Da hører man kun sine egne hjerteslag.

Åndedrættet.

Det er i de øjeblikke...

...man når at tænke på...

...hvad der egentlig er på spil.

Inden vi sprang ud over Normandiet, anlagde vi krigsmaling som indianere.

Det var McNastys idé. Han havde indianerblod i årerne.

I dækning, drenge! Tyskerne kommer.

- Skyd ikke! Skyd ikke! - Vær rolige! Fald nu ned!

- Vi er amerikanere! Taler I engelsk? - Ja! Ja!

Hvor kommer I fra?

Nazierne ødelagde byen! Dræbte min kone!

- Skad ikke min datter! - Vi gør ikke nogen noget. Rør!

Agie!

Fulgte nogen tyskere efter jer?

Det tror jeg ikke, men vi har løbet længe.

Okay.

Godt.

Kom med os, så er I i sikkerhed.

- Nej! - I dækning!

- Hvor fanden kommer ilden fra? - Baghold!

- Deroppe! - Oppe i træet, Frenchy!

Skyd! Din satan!

I træet! Tag ham!

Skyd ham!

Fan! Fan ta dig!

- Mac! Kom herhen! - For helvede!

Skyd!

Fanden tage dig! Jeg myrder dig!

- Nej! - For helvede, jeg forsøger at hjælpe dig!

Far! Far... nej...

Rejs dig, far, rejs dig op!

Nu afhænger alt af dig, Hawkeye.

Rejs dig, far. Du må ikke dø!

Rejs dig op, far! Du må ikke dø!

- Kan I ikke hjælpe mig? - Han er død, min ven. Han er død.

Hjælp mig! Kom nu!

- Kan I ikke hjælpe mig? - Lad ham være.

Nej, nej. Nej!

- Nej, nej, nej! - Du er nødt til at give slip.

Lad ham være.

Lad ham være. Du kan ikke redde ham.

Nej!

Sådan er der på slagmarken. Alt kan forandres på et øjeblik.

På den ene side er man lettet over at have overlevet.

Men nogle gange ønsker man, at man var sluppet for at leve med minderne.

- Nu føler jeg mig dum. - Hvorfor det?

Jeg burde ikke have bedt dig genopleve alt det her.

Du interesserer dig jo for det, vi gjorde. Det bliver hurtigt glemt.

Vi blev sgu glemt, mens krigen stadig rasede.

Vi mistede kontakten med vores leder, som troede, at vi var omkommet.

Vi var strandet ude på landet i Normandiet uden støtte.

- Var pigen stadig hos jer? - Nej.

Nej, vi efterlod hende på et hospital, lige efter faderens død.

Og dagen efter gik vi forkert.

Senere på ugen mistede vi kontakten med vores ledere-

-og gik omkring i et par dage.

Vi bevarede fatningen, men ikke engang tyskerne var så langt ude.

Vi så kun marker og skovpartier.

Men en dag kom vi til en hytte midt ude i ingenting.

Ind, ind, ind!

- Stille! - Rør jer ikke!

Jeg vil skide på, hvem I er, jeg pløkker hovedet af jer!

- Okay... Taler I engelsk? - Ja... ja.

- Hvad hedder du? - Arthur.

Det her er min kone Andrea, og vores børn: Raphael og Marianne.

- Efternavn? - DuBois.

- Så I er franskmænd? - Ja.

Jeg er født i Paris og min kone i Strasbourg.

Vi flyttede hertil, da vi var blevet gift. Vores børn er født her!

Okay. Frenchy, se efter ovenpå, om her er flere ubudne gæster.

Alle de ubudne gæster er lige her!

Hallo, nu forsøger vi at være venlige! Vi vil ikke gøre jer noget.

Vi er amerikanere og agter at knuse nazisvinene, der har besat jer.

Vi er på samme side.

Det forstår jeg, men det her er mit hjem.

Det er respektløst at gennemrode vores ejendele.

Det gør de ikke. Det her er standard ved afsøgning.

Det skal nok gå...

- Agnew, Hawkeye: Se efter hernede. - Javel.

Du har vel ikke lidt tobak?

Nej. Jeg ryger ikke, så nej.

Jeg kan forsikre Dem, fru DuBois, at vi ikke vil skræmme familien.

Jeg og gutterne har gået rundt her i flere dage.

Og vi har ikke haft noget at spise eller drikke, så...

...vi sætter stor pris på måltidet.

Og bagefter går I?

Ja, naturligvis.

Du holder altid øje med tiden, Hawkeye.

Det her er den bedste mad, jeg har fået.

Kæmpe idiot.

Bortset fra noget ost, der lugtede mærkeligt-

- er det her det eneste, vi har fået i en uge. Selvfølgelig smagte det godt!

- Klap nu i. - Klap selv i, narrøv.

Slap af. Vi går snart.

Undskyld. Vi er ikke vant til at have gæster.

Vi har ikke haft besøg i flere måneder nu.

Du, Arthur, kan du se fyren der? Han bliver kaldt Frenchy.

- Taler du fransk? - Nej, desværre.

Jeg er født i Quebec, i Canada. Man taler fransk der-

- men mine forældre flyttede tilbage til USA, da jeg var spæd.

- Så kælenavnet er ikke retvisende? - Nej, det er det vel ikke.

Men det ville være værre at blive kaldt "Piccadilly Willy".

Hvorfor kalde de dig det?

Jo, kender du jernbanestationen Piccadilly?

Der ankommer og afgår tog hver halve time.

Og min kærlighedsvogn er den absolut største sjover!

- Nu er det nok! - Hvad mener du?!

Sidder du og påstår, at knægten ikke fatter, hvad vi taler om?

Jeg mistede sgu min uskyld, da jeg var ni!

Jeg ved, hvad I taler om. I vil have ludere, ikke?

- Klog dreng, du har, Arthur. - Han burde tænke på sin opførsel.

Lad ham være, han er kun en dreng.

Fint maleri.

Det er en kopi, så det er ikke meget værd.

Det hedder "Kvinden på marken".

Ikke videre fantasifuldt. Det er som et "sig hvad du ser" -navn.

Var det en original, ville det være meget værd. Monet er en berømt maler.

- Jeg har ikke hørt om ham. - Nogen sagde det samme i går.

Ikke alle værdsætter kunst.

Havde I besøg i går?

- Hvad? - Du sagde, I havde besøg i går.

Ja. En ven af mig kiggede ind.

Det var underligt.

Hvilket?

Du sagde jo, at I ikke havde haft besøg i flere måneder.

- Og hvad så? - Det betyder ikke noget.

Men det er mærkeligt, at I ikke har haft besøg, når her var nogen i går.

Jeg er bare nervøs.

Det er ikke hver dag, bevæbnede mænd stormer ind i ens hjem!

Hvorfor bliver du nervøs? Hvad er problemet?

Er der et problem?

Jeg forstår ikke, hvad det skulle betyde.

I vores arbejde har vi opdaget, at hvis nogen lyver om en lille ting...

...er der stor risiko for, at de også lyve om større ting.

Hvad mener du?

Jeg tænker på, om denne nervøsitet, du og din familie oplever...

Er det kun på grund af os?

Skulle en flok amerikanere med geværer ikke være skræmmende nok?

Mange tror, at soldatens opgave kun handler om styrke og udholdenhed.

Men sådan er det ikke.

Man skal kunne fornemme, når der er noget galt.

Så man kan opdage et baghold.

Vi er en almindelig familie. Vi støtter ikke tyskerne!

Det påstår jeg heller ikke.

Men kender jeg til alt, der er værd at vide, Arthur?

Op mod væggene! Skyd med alt, I har!

Den skiderik...

Godt skudt.

Nu gør vi det af med ham.

- Pikamerikanere! - Hvad sagde han?

- Noget om pikke? - Ja...

- Han leger med vores, hvis han går fri. - Amerikaner, pervers!

Taler du engelsk?

Du har vel ikke lidt tobak på dig?

- Fanden tage jer! - Næ... det forstod han ikke.

- Lad os se, om du forstår det her... - Forbandet!

Jeg tror ikke, vi var tydelige nok. Vi prøver det her.

Skal jeg... gøre en ende på hans elendighed?

Nej. Lad det tage tid.

Forbandede svin! Dræb mig! Dræb mig nu!

Når du kommer til helvede... Sig, at "Filthy 13" sendte dig.

- I mistede mange folk. - Ja.

Mange af vores døde... men vi dræbte også mange.

- Hvordan er det? - At dræbe et menneske?

Forfærdeligt, helt enkelt.

Det eneste, der er værre, er at få en medalje for det.

Det spiller ingen rolle, at fjenden har en anden ideologi.

Har man bare en lille smule sjæl, så påvirker det en.

Vi er jo ikke så forskellige, selv om vi kommer fra forskellige lande:

Vi adlyder bare ordrer og forsøger at forsørge vores familier derhjemme.

Det er første gang i lang tid, jeg har talt om det her.

Men... der går ikke en dag, uden at jeg tænker på det.

Nogle gange om aftenen...

Jeg lukker øjnene...

...og så genoplever jeg slagmarkens hændelser.

De hjemsøger mig.

Det er en skandale, at de ikke fik hjælp efter krigen!

Tiden går, verden forandrer sig, og folk glemmer.

Det er tragisk.

Nogen burde skrive en bog om det, de gjorde.

- Hvorfor gør du det ikke? - Litteratur var ikke min stærke side.

Nedgør ikke dig selv. Jeg har læst de fortællinger, du skrev som lille.

Det er en evighed siden. Hvordan fik du fat i dem?

Din mor viste mig dem. Hun har gemt det hele.

Hun har en hel æske med noveller, som du har kradset ned.

Jeg vidste ikke, at hun gemte dem.

Du burde læse dem igen, det kan inspirere dig.

Så husker du måske, hvem du var, inden verden fortalte dig, hvem du bør være.

Det der var ret dybt.

Hvad du vil gøre med dit liv, er et dybt spørgsmål og fortjener et dybt svar.

Det er sandt.

Tænker man over, hvorfor man møder folk, -

- kan det være derfor, du mødte Hawkeye.

Ikke fordi du er skabt til at blive soldat, men for at skrive om en.

Vil du gerne møde ham?

Jeg troede, at stumpen ikke havde noget mål i livet-og så tager han dig med!

- Han har vist taget en beslutning. - Det tror jeg.

Hvordan bar du dig ad med at finde så sød en pige?

Jeg har mine øjeblikke.

Hvordan var den første date?

Du blev ikke imponeret af burgere i bowlinghallen...

Den var faktisk ret sjov.

Jeg elsker stjerner, men byens lys gør stjernekiggeri svært.

Chris kendte til et sted, hvor man aflaster elnettet.

Altså afbryder strømmen i bestemte område for at spare energi.

Ja.

Chris arrangerede en date på et tag der.

Han lagde tæpper ud og havde champagne og mine yndlingsblomster.

Efter omkring ti minutter gik strømmen, og himlen... lyste op.

Vi sad der hele aftenen og drak champagne og så på stjerner.

Han vidste, at min bror Alan var død året før-

- og jeg havde fortalt ham, at jeg tror, at folk bliver til stjerner, når de dør.

Og sidst på daten udpegede Chris en stjerne-

- og sagde, at han havde registreret den på nettet som "Alan" efter min bror.

Jeg fik certifikatet, det var officielt.

Det var betænksomt af dig, det må jeg sige.

- Trist at høre om din bror. - Tak.

Jeg mistede min kone Theresa for nogle år siden.

Vores første date var ikke spektakulær som jeres.

Jeg tog hende med til et bal. Sådan gjorde man i 1941.

Omgivelserne var ikke spektakulære, men det var hun.

Hun skulle bare smile til mig, så faldt alt i livet på plads.

Hun skrev til mig, hver dag, mens jeg var væk.

Gennem hele træningen, gennem krigen.

Ikke alle brevene nåede frem, men hun skrev dem.

- Blev I gift før eller efter krigen? - Efter. I 1949.

Mit livs bedste beslutning.

- Hun ønskede vel ikke, du skulle i krig? - Nej.

Men hun indså, at det ville jeg. Sådan var jeg, og det accepterede hun.

Chris sagde, at du fik en medalje for din indsats i krigen.

Den amerikanske hædersmedalje.

USA's højeste militære udmærkelse.

- Vil du gerne se den? - Selvfølgelig!

Wow... Den er smuk.

Fik du den, fordi du stoppede snigskytten, eller nazisten ved hytten?

Nej. Det var for noget andet.

Efter D-Dag havnede McNasty, Agnew og jeg på et sygehus i Normandiet.

De allierede styrker havde endelig fundet os efter en uge i vildmarken.

Nu var det et militærhospital med sårede og syge allierede soldater.

Ved I, hvad jeg har lyst til lige nu, drenge? En amerikansk hotdog.

Her sidder man sammen med driverter, der snakker om pølser...

Hvem skriver du til? Din fyr?

Touché!

- Hvad hedder han? - Marlene.

"Marlin"!

Ja, han lyder sød.

- Jeg holder af hår. - Det tror jeg gerne.

En ting, drenge:

Når vi kommer tilbage til England, tager jeg jer med på jagt.

Vi skal nedlægge hjort og hare og fisk.

Engang tog vi på fisketur og gemte fiskene under sengen derhjemme.

Vi havde været på lord Wilsons grund.

Vi var lige nået hjem, så bankede det på døren: Leach.

- Jeg hader den fanden! - En stor skiderik.

- Han gjorde karriere som skiderik. - De forfremmer altid skiderikkerne!

- Jep. - Nemlig!

Leach stod og brølede mig i ansigtet.

"Har du været ude at stjæle fisk?!" Jeg sagde "nej, slet ikke".

Imens lå fiskene og sprællede under sengen.

De havde sgu et orgie dernede, og jeg stod der: "Nej, vi har ikke fisket".

- Tog han dig? - Nej, han gik.

Og der sad jeg på en stue, der stank som en losseplads!

- Øl og hjort, drenge. - Amen!

Det lyder godt.

En amerikansk soldat posteret ved indgangen. Bevæbnet.

Det må betyde, at flere amerikanske soldater kommer sig på hospitalet.

Måske er der også britiske og andre allierede styrker.

Skal vi anmode om et luftangreb?

De besvarer ikke radioopkald. Vi må selv tage os af dem.

Hvordan foreslår du, at vi gør?

I det skjulte.

Vores første mål er vagten.

Men vi må ikke lade dem indenfor vide, at vi er her.

Skydevåben må ikke anvendes.

- Vi må anvende andre metoder. - Modtaget.

Undskyld forstyrrelsen, doktor, men jeg skal flytte senge fra afdeling 2 til 4.

Og jeg skal give penicillin...

Ingen behøver flytte. Vi er bagud med recepterne.

- Ja, men kan De...? - Ikke lige nu, sygeplejerske.

Sygeplejerske... Vil De aflevere det her i afdeling 6?

Det var alt.

- Dræb dem! - Mackie!

Farvel og tak, røvhul!

Pokkers... nu glemte jeg at spørge, om han havde tobak.

- Læg våbenet! - Mon du når at dræbe os begge?

- Er du så hurtig? - Fanden tage dig!

Og selv om du kunne nå at dræbe os begge-hvor langt væk kommer du?

Det vrimler med allierede i byen, og du møder hurtigt nogle af dem!

Læg pistolen, ellers dræber jeg hende!

Lad pigen gå. Det er ikke hendes krig-det er vores.

Så lad os afgøre sagen, du og jeg.

Slip dit forbandede våben, ellers dræber jeg hende!

Kom nu, slip hende.

Jeg tæller til tre. Smider du ikke våbenet på gulvet...

...så dræber jeg hende! En!

To!

Tre.

- Øl og hjort, drenge. - Ja.

Ja. Øl og hjort.

En del soldater føler sig kun levende på slagmarken.

Men jeg følte aldrig nogen rus der.

Ikke engang da jeg fik min medalje, følte jeg nogen tilfredsstillelse.

Det er sandheden.

Jeg følte kun, at jeg levede, når jeg havde Theresa ved min side.

Hvert øjeblik sammen med hende var en gave.

Tak, fordi du fortalte os om det. Det må være svært.

Jeg føler mig beæret over, at du fortalte os det her. Det betyder meget for mig.

Hvis du kun husker en ting af det, jeg har fortalt, så husk det her:

Ingen har ligget på deres dødsleje og ønsket, at de havde været mere i krig.

Det eneste, et døende menneske tænker på, er dem, han har elsket...

...og dem, der har elsket ham.

- Hejsa. - Hej.

Du har vist været på rekrutteringskontoret?

Ja.

Hvordan gik det?

- Ikke så godt. - Det anede mig.

Hør, far...

Jeg er ked af det, men... Jeg vil ikke i hæren.

- Det er okay at være bange. - Det er ikke det.

- Der er en anden grund til det. - Og hvad er det så?

Det er Jessica-jeg elsker hende.

Hvert øjeblik sammen med hende er en gave.

Der er en ting... Noget, jeg ikke har sagt til nogen...

- Ikke engang din mor. - Hvad er det?

Jo, du ved, at jeg...

...ikke kunne blive soldat på grund af en sportsskade?

Ja.

Jeg... spillede komedie.

- Løj du om skaden? - Ja, det var...

Men ikke rigtigt. Det er indviklet.

Jeg ville virkelig gerne være soldat.

Men ugen før den fysiske test fik jeg at vide, at din mor var gravid.

Så jeg var nødt til at vælge.

Og jeg så hurtigt, at der ikke var noget valg. Familien kom foran alt.

Jeg kunne ikke efterlade hende her og lade hende opfostre dig alene.

Være væk fra jer i flere måneder ad gangen.

Jeg kunne bare ikke.

- Er det sandt? - Ja.

Det må du undskylde.

Jeg har været et kvaj. Jeg burde ikke have presset dig til at blive soldat.

- Det er i orden. - Nej.

Nej, det er det ikke.

Jeg var bange for, at du kom med i en bande, eller...

...mistede grebet om dit liv. Men jeg ved, at det er du for klog til.

Men alligevel...

Din mor hjalp mig med at se...

...at jeg bare projicerede min frygt over på dig. Du må du undskylde.

Man skal ikke undskylde, at man har omsorg.

- Vil du tage imod et lille råd? - Naturligvis.

Det er vidunderligt at være forelsket.

Men hvis du og Jessica skal fungere sammen-

- må begge håb og drømme passe ind i jeres fælles liv.

Jeg vidste ikke, hvad jeg ville lave.

Men de seneste uger er det gået op for mig, hvad jeg skal lave.

Hawkeye?

Hawkeye?

Vågn op!

Døden.

Døden er vejen.

Livet er stien.

Sjælen er vejviseren.

Hjernen tænker på døden. Hjertet tænker på livet.

Men sjælen...

Sjælen tænker på evigheden.

Du skal vide, at han ændrede sit testamente i den sidste uge af sit liv.

Den følgende tekst indeholder tilføjelsen.

"Jeg efterlader min Hædersmedalje til min ven Christopher Summerbee."

"Jeg efterlader den til ham, fordi han ved, hvad mod indebærer."

"Ikke kun fordi han reddede mit liv"-

- "men fordi han har modet til at følge sin egen vej i livet"-

- "og være sand over for sig selv."

- De får lidt tid til at samle Dem. - Tak.

HAWKEYE OG "FILTHY 13"

Jeg ville ønske, at Franklin Roosevelt havde oplevet denne dag.

General Eisenhower har meddelt mig, at Tysklands styrker har kapituleret-

-over for de allierede.

Frihedens flag vajer igen over hele Europa.

For denne sejer takker vi-

-det Forsyn, som ledte os-

- gennem modgangens mørke og ind i Lyset.

Tekster: Torben Christensen www.ordiovision.com