All language subtitles for Wilding 2023 720p WEBRip-YTS

Downloaded from
YTS.MX

Official YIFY movies site:
YTS.MX

Det var egentlig bare et eksperiment.

At dette uelskede område
blev til et fristed.

De kommer fra det ugæstfri landskab derude

og søger mod Knepp.

Det er som et eventyr.

Jorden, der vækkes til live bag dem.

Er det ikke en fantastisk lyd?

Vi havde overhovedet ikke forstået det,
da vi dyrkede landbrug.

Vi havde ikke set magien.

Men det skete her.

Det begyndte for længe siden.

Charlie og jeg var meget unge, i tyverne.

Vi kom kørende gennem dette vidunderlige,
traditionelle landbrugsområde.

Det var engelsk idyl.

Som vi nu ved, er noget ganske andet.

Et fortabt landskab.

Vi var lykkeligt uvidende om den
snigende udvikling, der var i gang.

Men siden vi blev født i 60'erne,

har vi mistet millioner
af fugle fra himlen.

Vore hjemlige pattedyr
trues af udryddelse.

Vi er et af verdens mest udpinte lande.

Dengang så vi det som normalt.

Knepp Castle blev bygget i 1812

og er omgivet af landbrugsjord
på cirka tolv kvadratkilometer

i det sydøstlige England.

Charlie var uddannet landmand

og var klar til at
overtage familiens gård.

Han fik allerede at vide som 14-årig,

at den skulle springe en generation
over og gå til ham.

Sikke et privilegium.

Og dog boblede der noget under overfladen,

som vi ikke forstod.

Området var fuldstændig pløjet op.

Mark efter mark med afgrøder,
druknet i kemikalier.

Gødning og midler mod svamp og ukrudt.

Og det er velkendt,
at jorden her er svær at dyrke.

Den er ganske enkelt ikke egnet
til industrielt landbrug.

Der dyrkedes intensivt landbrug
hele vejen ned til søen og rundt om huset.

Alt, blev pløjet, sprøjtet og gødet.
Og det hele finansieredes via tilskud.

Og det gjaldt sikkert alle heromkring.

Vi landmænd var afhængige af tilskud.

Som blandt andet hjalp med at betale
for tons af gødning og pesticider.

- Der har vi dig.
- Ja, i majsmarken.

Jøsses, se lige den 80'er-frisure.

Men det er ikke holdbart i længden.

Og det ødelægger jorden,
som man er afhængig af.

Og ikke at have en plan for fremtiden,

men at vide at vi ikke
kunne fortsætte, som vi gjorde,

var deprimerende. Alle de søvnløse nætter.

Og ingen nævnte jorden?

Man gik ikke rundt og duftede til den og
sagde: "Sikke fint organisk materiale."

Ikke på den måde.

Måske var det bare mig,
der var opgivende, men...

Vores fortælling handler om jorden.

Det lag som dækker planeten.

Som vi er afhængig af i forhold til alt.
Og vi var i gang med at ødelægge det.

Der er noget, der ikke stemmer.

Man fornemmer, at der er noget galt.

Det var først, da vi indså,
hvor skidt det stod til,

at vi begyndte at høre efter.

Jeg tror, at den, som fik os til at
betragte jorden på en helt ny måde,

var Ted Green.
Nestoren, når det kommer til jordbrug.

Han var lidt af et utæmmet barn.

Han er næsen symbiotisk
forbundet med træerne.

Han er en omvandrende mykorrhizasvamp.

Han går ikke i bad.
Han synes, at det er en forfærdelig ting.

At vi alle er bakterier og svampesporer.
Han tænker helt anderledes.

Ted kom og rådgav os
om vores egetræer på Knepp.

Der var noget galt med dem. Han blev
forfærdet over, hvad han opdagede.

Hvor end jeg kiggede hen,
så jeg et hav af hvede.

Og jeg tænkte: "Åh, de slår dem ihjel.

De dør."

Han fortalte,
at træets rødder strækker sig

næsten femten meter ud fra kronen.

Væk fra kronen.
Samtlige egetræer, som ses her,

er forbundet via mikroskopiske fibre.

Mykorrhizasvampe som løber gennem jorden
og opsamler mineraler og næringsstoffer.

Det er virkeligt små tråde. Som bomuld.

Han beskrev det som et sydende,
kemisk kredsløb under vore fødder.

Det livgivende system, der holder liv
i næsten alle planter på planeten.

Planter og træer
kan faktisk tale med hinanden.

Kommunikere om sygdomme.
Om angreb fra pest og insekter.

Eller om at blive spist af dyr.

Nogle hævder, at mykorrhizasvampe
kan strække sig over kontinenter.

Over hundredvis af kilometer

uden at deres system påvirkes.

Og det har vi hakket os igennem hvert år.

Og sprøjtet jorden og
mykorrhizasvampene med gift.

Det var os, som ødelagde
det livsnødvendige system,

som træerne er afhængige af.

Jorden bliver til sidst til snavs.
Uden organisk liv.

Og så har den brug for kunstgødning,
hvis noget skal kunne gro i den.

Et ungt par, to børn og et kæmpe areal.

At tage dem med herud og vise dem træer

som det her, og betragte dem.

At betragte træet på en anden måde.

Og de forstod det.

Da jeg gik hjem, tænkte jeg:

De kommer til at foretage sig noget.
Noget kommer til at ske.

På sin vis kunne vi ikke se på
jorden på den samme måde længere.

Mennesker som Ted fortalte os,
hvordan forbindelser

kan starte en kædereaktion,

som kan starte et helt kredsløb.

Og genskabe det landskab,
som vi har savnet i hundredvis af år.

Ted fortalte Charlie,

at hvis han virkeligt ville forstå,
hvordan et landskab burde se ud,

så skulle han besøge og se nærmere
på et radikalt eksperiment i Holland.

Som hed Oostvardersplassen.

Her havde en økolog, Frans Vera,
fået en radikal idé om,

hvordan dyr integreredes i landskabet
længe før, mennesket ændrede det.

Videnskaben mener,
at hele Europa så således ud.

Dækket af træer.
Jeg mener, at det er forkert.

Få tror på min idé om,
hvordan det naturlige landskab så ud.

Min teori er, at det naturlige landskab

drives frem af store horder
bestående af store dyr.

Frans påbegyndte
et opsigtsvækkende eksperiment.

Han introducerede konikponyer,
en flok af urgamle heste,

og heck-kvæg, en vild kvægrace.

Flokkene efterlignede de fortidige dyr,
som engang strejfede over hele Europa.

De store dyr ville holde træerne nede,
vende jorden,

forandre landskabet og vise os, hvordan
Europa kan have set ud før i tiden.

Et landskab, som vi ikke
kan forestille os længere.

Selv forskerne mener, at man er sindssyg,
hvis man tror på sådan en idé.

"Det giver ikke mening.
Det kommer ikke til at fungere."

Man tror det først, når man ser det.

Træerne overtog ikke terrænet.

I stedet opstod der et
kludetæppe af forskellige arter,

som forsynede et enormt antal dyr,

hvor så få havde overlevet tidligere.

Charlie kom. Jeg kendte ham ikke.

Han betragtede kvæget
og de vilde heste og hjorte.

Jeg forventede ikke,
at det ville føre til noget.

Hvorfor skulle en tosset englænder
tage sådan en idé til sig?

Han kunne lide det,
men jeg ved af erfaring,

at man møder megen modstand,
hvis man tager sådan en idé til sig.

I stedet for konstant
at kæmpe mod naturen,

ville jeg tillempe idéen til Knepp.

Kommer vi hjem med denne idé,
vil det afstedkomme stor forandring.

Det er aldrig blevet gjort før,
og der findes så mange love,

som forhindrer en i overhovedet
at tænke i sådanne baner.

Hvis man er landmand, eller især
tilhører en generation af landmænd,

er øjeblikket,
hvor man beslutter sig for at stoppe,

behæftet med så megen skyldfølelse
og så megen stolthed.

SALG AF LANDBRUGSMASKINER

Familien Burrell
har dyrket jorden her i over 200 år.

Godmorgen og velkommen
til Knepp Castles gård

på denne våde september morgen.

De sælger deres landbrugsmaterialer
og udstyr til kvægdrift.

For dem,
der ikke har været på auktion før...

Alle ens anstrengelser,
forhåbninger og drømme.

Man indrømmer over for omverdenen,
at det hele har været forgæves.

Det er uhørt smertefuldt at se på.

Solgt for 25 pund.

Charlie kunne ikke holde ud at se med.

Han var på sit kontor.

Det var stadig for nyt.

Frans' budskab var klart:

Vi skulle rive stakittet ned.
Rive alting op

og lade dyrene gå frit omkring.

Det var uhørt spændende,
da vi lukkede exmoor-ponyerne ud.

De sparkede og sprang omkring.

De har et robust udseende,
som fører tankerne tilbage til istiden.

Der er en vildskab over dem,
som tamme dyr ikke har.

Vi ledte efter urgamle racer.

Kvæg, som er så tæt på deres forfader,
uroksen, som overhovedet muligt.

I stedet for vildsvin
anskaffede vi Tamworth-grise.

Sådan, ja. Afsted med dig.

Det var begyndelsen på
en rejse for alle disse dyr.

Fra tamme til vilde.

Jeg husker grisene allerbedst.
De fremstod så uhørt føjelige.

Er det muligt for disse dyr,

disse enorme, tamme dyr,
at overleve herude?

Den første vinter
skulle det briste eller bære.

Kunne dyrene virkeligt overleve herude

hele den lange vinter?

Bondegårdsdyr fodres jo om vinteren.

Men vores skulle jo klare sig selv.

Efter al tvivlen og bekymringerne

var det ren glæde, når man mødte en so

komme gående langs en gammel hæk
med et følge af pattegrise efter sig.

Når dagen gik på hæld,

ledte hun dem forsigtigt
i ly i en lysning.

Ved hjælp af bladene på jorden

byggede hun en lille rede til dem.

Hun var vendt tilbage
til sin naturlige adfærd.

De finder en lille hule,
hvor de kan holde varmen,

for de er ganske små
og ret tynde, når de fødes.

Men det stopper ikke der.

Hun vender tilbage med løv og mos,

som hun putter dem i,
og som fungerer som en dyne om natten.

Og på denne tid af året går de drægtige
køer rundt og leder efter et afsides sted,

hvor de kan kælve.

Efter generationer i fangeskab

fødes denne kalv
et skridt tættere på det fri.

Efter fødslen har hun brug for jern,
så hun begynder straks at æde nælder.

Hun spiser dem ikke på
andre tidspunkter af året.

Og når tiden er inde, introducerer
koen sin kalv for resten af flokken.

Det er en rørende oplevelse
at se alle køerne, først matriarken,

byde kalven velkommen
og se den blive en del af stammen.

En del af deres kollektive bevidsthed.

Man indser, at disse instinkter
er komplet uopnåelige

i et bondegårdsmiljø.

Charlie bryder sig ikke
om at tale om fortiden.

Han fokuserer på, at vi skaber
et nyt landskab for fremtiden.

Men vi forsøger definitivt
at vække urgamle relationer.

Vores dyr ligner måske tamme ponyer
og lurvede gamle køer,

men lige fra begyndelsen
begynder dyrene at blive noget helt andet.

Dermed ikke sagt at der ikke
var udfordringer på rejsen

fra det tamme til det vilde.

Ikke mindst med den ret så
komplicerede Duncan.

Duncan var overhovedet
ikke bange for mennesker,

og han sked i en bunke
udenfor døren til ejendommens kontor.

Det gør de for
at markere deres territorium.

En dag brød han ind på kontoret
og gik direkte til receptionen.

Han skræmte livet af vores sekretær.

Ud med dig nu.

Han var problematisk, for han vidste ikke,
om han var vild eller tam.

Han befandt sig i et underligt grænseland.

Det var ikke kun Duncan, der var for tam.

Dengang indsamlede vi penge

gennem messer og poloturneringer.

Han skal hele vejen igennem.

Og grisene begyndte selvfølgeligt
at forbinde partytelte med mad.

De gik direkte ind i teltet
og begyndte at mingle med gæsterne.

Og spise kanapéer.

Han tager bolden.

De leder efter en mulighed op ad banen.

De brød ind i et cateringtelt

og åd kasser af Mr. Whippy's isblanding.

De bevæger sig fremad.
Nu har de bolden og nærmer sig målet.

Og så dukkede Duncan op.

De presser på og fører bolden fremad.

Det ligner en baneløber.
En vild Exmoor-pony.

Forhold jer i ro.

Duncan blander sig med de
her dyrebare poloponyer,

og er klar til at slås.

Vi har lidt problemer,
men spillet fortsætter.

Bare hold jer i ro.

Der var altid totalt kaos.

Åh, nej. Han er på vej mod partyteltet.

Han kommer ud og vælter bordet!
Citronkagen er ødelagt.

Han vender tilbage til banen.
Han er definitivt ikke en polopony.

Han er på vej mod målet.
Ponyen drøner rundt over det hele.

Det er sjovt her bagefter,
men den slags adfærd

kunne let have vendt
offentligheden imod os.

Hvis det skete, risikerede vi,
at staten fjernede deres støtte.

Uret tikkede.

Ville denne brogede forsamling af dyr,
kunne omforme landskabet

på den måde, som folk som Ted
og Frans påstod, at de ville?

De første tegn på, hvordan dyrene kunne
forandre denne lille del af England,

kom fra grisene.

Det første, de gjorde, var at pløje
kanterne ned langs alle indkørslerne.

Furer på begge sider af indkørslerne.

Årsagen var, at disse områder
aldrig havde været pløjet før.

Det var den eneste del af området,
som vi aldrig havde pløjet eller sprøjtet.

Som var fulde af liv, med ormene,
insekterne og rødderne, som de søgte.

Det var som om, at de viste os,
hvad vi havde gjort ved jorden.

De steder, som vi ikke havde dyrket,
var dem, som grisene flokkedes om.

Pludseligt fik Charlie et klarsyn.

Det var det, der skete med jorden,

som skulle vise os,
hvorvidt projektet ville lykkes.

Om livet faktisk vendte tilbage.

Der findes et cirkulært ornament
udenfor hoveddøren.

Med en stenstatue af en hund i midten.

Der har vi naturligvis aldrig pløjet.

Den gik de direkte efter.

Men grise, der roder i græsplænen,
var en tand for meget.

Ikke engang Charlie, hvor meget han end
ville, kunne giv slip på græscirklen.

Han har altid en pisk
hængende ved paraplyerne.

Det er svært at få en kæmpe so
til at vende om,

når hun er fast besluttet på,
at vende op og ned på græsplænen.

Man behøver kun at gøre det et par
gange, for de er ret intelligente.

De husker det og fortæller
smågrisene, de ikke skal gå derhen.

"Der er fri leg overalt,
bortset fra cirklen der."

Jeg bliver tosset,
når de roder i græsplænen.

- De er hurtige.
- Ja. Man må cykle for at fange dem.

Forestil dig Indiana Jones på en cykel.

Okay, endnu en rød en.

Hov, den fløj sin vej.

Det sker de underligste ting indimellem.

Der lå en død ugle i fryseren
ved siden af isen i et halvt år.

Der er en del skrammel i den.

Jeg har opbevaret en masse
forskelligt i fryseren.

Vi forsøgte at skabe en database.

En begyndelse på historien
og om vores udgangspunkt.

En form for skala.

Tidligt i forløbet så vi
ingen tegn på forandring.

Og det var en øjenåbner.

Hvad havde vi dog haft gang i?

Hvad tænkte vi på?

En slags skyldfølelse.

Vi deler den tankegang nu.

Vi er ansvarlige for en
periode med massive ødelæggelser.

Vi bliver nødt til at tænke os om.

Og det gør vi.
Vi er begyndt at tænke os om.

Bonden, som jeg giftede mig med,
var blevet insektsamler.

Han kravlede rundt og rodede i kokasser
for at se, hvad han kunne finde.

Det var vigtigt, for fra intet at have
kunnet finde i kokasserne,

dengang vi var landmænd,

begyndte vi at betragte dem
som et slags nyt univers for liv.

Selv på et meget tidligt stadie

begyndte vi at se livet vende tilbage
til det, der havde været landbrugsjord.

Man kan mærke jordens lethed,

når den begynder at komme sig
takket være alle disse små væsener.

Og det liv, som vender
tilbage til den døde jord

efter hundrede år af pløjning,
er fantastisk at iagttage.

Vi gjorde noget, som var helt uden mål.

Vi måtte stole fuldt ud på naturen

og se, hvad der ville ske.

Det var en udfordring efter 200 år med
såkaldte fremskridt inden for landbruget.

Og det krævede forsigtig kommunikation
med vores jorddyrkende naboer.

Hej med jer.

Charlie rejste sig
og fortalte om fritlevende dyr

og det at genskabe jorden.

Og han forklarede, at
landbrugsstøtten måtte ændres.

Han viste billeder af Knepp

og billeder af, hvordan vi forventede,
at Knepp ville se ud om ti år.

Vi havde forventet
en stor grad af entusiasme.

Kom gerne og tag en snak med os. Tak.

Men der var larmende tavshed.

Men så tog enkelte af dem ordet.

- Det giver ikke mad på bordet.
- Det er problemet.

De sagde, at det var en skændsel.

Det er det rene vanvid.

At vi var uansvarlige.

Skal vi have vildsvin
rendende rundt på hovedvejen?

At der ville vokse ukrudt overalt,
og værst af alt, engbrandbærer.

Den vil dræbe kvæg og heste.
Det er der ingen tvivl om.

Den slags skal håndteres af den enkelte.

Vreden de følte, da de så
vores marker dækket af dem.

Denne rejse ville ikke blive så let,
som vi havde håbet på.

Vi forsøgte at opdrage to småbørn.

Vi forsøgte at bygge en tilværelse.

Vi følte os under stort pres.

Jeg har følt mig som lidt af en
outsider i store dele af mit liv.

Jeg er adopteret, og så oplever man
nok altid en form for distance

og en vag følelse af ikke
at være en del af gruppen,

eller at man ikke er født til
at følge den konventionelle vej.

Jeg tror, at det kan hjælpe en,
når man tror, at alt er ved at gå galt.

Min far sagde altid,
at jeg ledte efter hullet i hegnet.

På en måde er det det, vi gør. Vi leder
efter en vej væk fra en tankegang,

som har begrænset os så længe.

Vi havde brug for nogle tegn på,
at det ikke førte ud i ingenting.

Vi havde brug for at se, at der
faktisk ville komme noget ud af det.

Det var på det tidspunkt,
at vi gik ud ved solopgang

og pludselig blev helt
overvældet af fuglekvidder.

Det førte os tilbage til vores barndom.

Nattergalen vendte hurtigt tilbage,

og de var nu flere end nogensinde før.

Men så skete der noget ganske fantastisk.

Den der vidunderlige kurren.

Vi havde aldrig haft turtelduer før.

At en af landets mest udrydningstruede
fugle havde fundet os...

Det her er Chaucer, Shakespeare.
Den slags, som vi synger om til jul.

"Min sande kærlighed gav mig."
Vi er ved at miste denne art.

De er vores næstmest
udrydningstruede fugl.

Pludseligt findes der
et sted i Sydengland,

hvor antallet af turtelduer
faktisk er stigende.

Det går helt imod trenden.

Det havde ingen forventet.

Der sker noget ganske fantastisk her.

Dette grimme, tornede, uelskede stykke
jord begyndte at blive et fristed.

Og andre sjældne dyr fandt frem til os.

De små dyr, som mange af os har glemt.

Og jeg elsker tanken om dværgmusen.

Vi havde ikke observeret dette
pattedyr før projektets start.

De fandt os på en eller anden måde.
Jeg nyder at forestille mig,

at de på en eller anden måde
instinktivt søger mod os,

nu da vi har et område til dem.

Man kan forestille sig dem
i det fjendtlige terræn derude.

Ude på eventyr.
På jagt efter et bedre sted.

De kommer ind gennem viadukter.
Under vejene.

Og ender steder som her,
med perfekt mulighed for at bygge rede.

Og de bygger de smukkeste små reder.

Hvor de balancerer alt.

De væver dem rundt om de her lange stilke,

og så forer de dem med tidselfrø.

Så det ender med at blive de her
utroligt smukke og luksuriøse reder.

Vi undrer os over dagligt,
hvad vi nu finder.

Hvilke dyr er på vej til at finde os?

Vi ved aldrig hvilken lille ting,
der vil gøre en forskel.

Den der sommerfugleeffekt
som kan igangsætte en forvandling.

Hvor end man kigger hen, så genopdager
dyrene og planterne forbindelser,

som længe har været gået
tabt i det moderne landskab.

Når en ko efterlader et aftryk,
kan selv aftrykket i jorden

blive til et helt univers
af fantastiske væsener.

Et sted, hvor man kan finde
vandkalve og snegle.

Vi har sågar fundet en lille flue,
som ikke er set før i Storbritannien.

Alle disse væsener bliver til føde
for afgrøder, flagermus og fugle.

Takket være køerne,
som vandrer rundt i landskabet.

Selv egetræer har komplekse relationer.

De har brug for åbne arealer,
for at kunne vokse.

Og det er de store drøvtyggere,
som skaber disse åbne arealer.

Med lidt hjælp fra skovskaden.

Det er sådan, egetræer vokser i det fri.

Deres liv begynder under tornede buske.

På den måde beskyttes det
unge træ mod gnavende munde.

Indtil det er stærkt nok
til at klare sig selv.

Præcis som med Oostvaardersplassen
skete forandringerne i landskabet

gennem dyrenes påvirkning.

I Holland reguleredes projektet til sidst
på grund af offentligheden.

Folk mente, at naturlige dødsfald
forårsagede unødvendig lidelse.

Her på Knepp tager vi os af dyrene.

Men vi har vores egne problemer
med den offentlige mening.

I et brev til Charlie stod der, at hans
bedsteforældre ville vende sig i graven,

forfærdede over, hvad han havde gjort.

At vi var upatriotiske.

En kvinde sagde ganske enkelt, at det,
som vi gør, sårede hendes følelser.

Det blev opfattet som en fornærmelse
af dem, som så landsbyen

som noget kontrolleret, styret og som
noget med et eget skønhedsideal.

Og at vi forvandlede noget smukt
til noget vældig grimt.

Det var faktisk tæt på
at knække os fra tid til anden.

Det blev personligt og sårende.

Og afstedkom følelsen af,
at man ikke er velkommen længere.

Man står udenfor samfundet.
Man føler sig udstødt.

Vi var under stort pres
og kritikken voksede.

Store landområder
er overladt til naturen.

Men der kan stilles spørgsmål hertil.

TV-udsendelser.

Sidste sommer var der meldinger
om marker inficeret med engbrandbæger.

Vrede breve til ministre.

Dette forfærdelige ukrudt.
Det giver mig kvalme.

Radioindslag.

I kan gøre dette,
fordi I er så enormt privilegeret.

Vi kunne have kastet håndklædet i ringen.

Men vi stod fast.

Fordi gennem hele perioden
så vi, hvordan livet vendte tilbage.

Jeg har brugt hele mit liv
på at kigge på insekter,

så jeg kunne se, at der var noget i gærde.

Ormene som migrerede hertil
og bevægede sig i jorden...

Noget, som forskerne mente
kunne tage hundrede år,

skete på ti år.

Nu har vi 19 forskellige
arter af jordorme.

Alt materialet fra overfladen, som trækkes
ned i de små huller, skaber jord.

Det er livets byggesten.

Alle de millioner af orme der
bidrager med liv og organisk materiale

og giver næring til alle de små insekter.

Og giver næring til Teds netværk
af mykorrhizasvampe.

Det er imponerende.

Fornyelsen af jorden.

Det er, hvad forvandlingen
af Knepp handler om.

Opmuntret af forandringerne i jorden

tog Charlie sin besættelse af
landskabsforandring til et nyt niveau.

Han ville nu genforvilde floden Adur,

som løber gennem vores jord og som var
blevet presset sammen som en lige kanal.

Han ville genetablere de smukke kurver,

som man stadig kan se kaste fortidens
skygger på tværs af sletterne.

Men det krævede naturligvis en enorm
mængde udstyr og investeringer.

Ti år af studier om miljøpåvirkningen

i samarbejde med myndighederne.
Det var et enormt projekt.

Så dukkede Derek Gow op.

Vi viste Derek rundt,
og han himlede med øjnende og sagde:

Et par bævere ville havde fikset
det gratis på et halvt år.

Og de ville have gjort et bedre job.

Jeg husker tydeligt,
at jeg sagde til Charlie,

at bævere har gjort det her i
hundredvis eller millioner af år.

De er langt bedre til at genoprette
vådområder, end vi nogensinde bliver.

Derek har skabt et fristed for
europæiske bævere på sin gård i Devon.

Han er Storbritanniens
førende bæverspecialist.

Han inviterede os forbi,
så vi kunne møde de bævere,

som han håbede, at kunne
sætte ud i det fri en dag.

Man kan se vandet
men ikke mange synlige grene.

Når de bygger fundamentet,

kan man tydeligt se,
at de er lavet af grene, træ og sten.

Det her væsen
kommer til at forandre landskabet.

Man kan se, at vandet,
som bæverne dæmmer op,

afskærer skoven,
som åbner sig op som et svar herpå.

Og det hele bliver til en stor,
våd, hængende have.

Fuld af liv.

De får et landskab, der har det skidt,
til at få det bedre.

De her destruktive forhold,

hvor vandet strømmer direkte fra markerne,

direkte ned i hovedkanalen, ned til byen

og "bang".
Oversvømmer skoler og parcelhuse.

Biler vælter,
og folk står og græder ned i afløbet.

Det er snart overstået.

Da Charlie mødte Derek, vidste vi,
at en af de vigtigste ting,

som vi måtte bringe tilbage
hertil, var bævere.

De har været forsvundet i over 400 år.

Hvis vi ville slippe bævere ud,

måtte vi have myndighedernes godkendelse.

Det er totalt latterligt.

Et tilladelse for at holde
to bævere i en indhegning.

Et dyr, der kan forhindre oversvømmelser,
rense vandet,

genskabe den biologiske diversitet.
Hvad er problemet?

De er ikke radioaktive.
Det er ikke en allosaurus,

som vi slipper ud i naturen.

Som vælter busser i det centrale London.

Det er bare et dyr,
som gør utrolig meget godt.

Der fandtes allerede en del bævere i
England, men de var sat illegalt ud

af guerillaen inden for rewilding,
kan man sige.

Uanset hvor sympatisk
vi fandt denne tilgang,

var det ikke noget, som vi kunne gøre.

Jeg kommer ikke fortælle om
hemmelige operationer. Det går ikke.

- Hvad handler det om?
- Min mund er lukket.

Der findes mange måder,
at bringe bævere tilbage til et område på.

Vi gør det med en licens.

Vi måtte vente otte år på tilladelsen.

Vi har måske ikke bævere
ved Hammer Pond endnu,

men grisene viser os noget helt nyt.

En adfærd, som vi aldrig havde forventet.

De svømmer, eller nærmere dykker.

De kan holde vejret. Det er ret unikt.

Jeg tror ikke, at køer kan, men
grise kan holde vejret under vand.

Og de kommer op
med enorme dammuslinger i munden.

For hvert år der gik, så vi, hvordan én
art kunne igangsætte en kædereaktion,

som vi aldrig havde kunnet forestille os.

Som piletræets frø, der driver som dun
gennem luften i maj.

De skal finde fugtig, bar jord.
Ellers dør de.

Grisene skaber de åbne områder,

hvor pilens frø kan vokse.

Så nu har vi en masse piletræer,
der hvor grisene har rodet.

Og pil udgør føden for larverne
af den lille Iris-sommerfugl.

En af vor mest sjældent sete sommerfugle.

Der findes nu hundredvis
af dem rundt om Knepp.

Vi har nu landets største population.

Så en af de mest sjældne sommerfugle
trives her takket være grisen.

Der findes så mange lignende sammenhænge,

der strækker sig ud
og gør landskabet mere komplekst.

Og der findes også en ny
kompleksitet i deres liv.

Man ser deres personlighed træde frem.
Et helt spektrum af udtryk,

samspil og interesse.

Og man indser, at bondegårdsdyr
er en skygge af sig selv

på grund af den kontekst,
som vi placerer dem i.

Det vækker følelser,
at se dyrene udtrykke sig.

Jeg kan huske et særligt øjeblik,

hvor et af føllene førte flokken
hen til afgrænsningen omkring Knepp,

og en smuk fuldblodshest kiggede ind

fra menneskenes verden udenfor.

Det er let at få et romantisk
syn på det hele,

men jeg kunne ikke slippe tanken om,
at hun må have set på med længsel.

Måske med en form for
hestenes modsvar til jalousi.

Det var ikke bare hestene, som så på.

Det føltes som om, at hele verden så på,
da en ny trussel mod vores troværdighed

begyndte at spredes over gården.

Vi havde sluppet
et monster løs fra jorden.

En plante, som bønder altid har frygtet
og bekæmpet. Agertidsel.

Dens rødder spreder sig som
en løbeild under jorden,

når den kloner sig
og skaber enorme kolonier.

Kun kraftfulde bekæmpelsesmidler
kan slå den ned.

Selv her i landet, hvor den hører hjemme,

findes der statslige regulativer for at
kontrollere dens spredning på markerne.

Det var ikke det nye landskab, som vi
havde forventet os efter så lang tid.

Charlie begyndte at tvivle og tænkte,

at vi måske bare skulle sprøjte mod dem.

For meget stod på spil.

Vi var sikre på,
at der ville komme en embedsmand

og lukke projektet ned.

Utroligt nok, og uden vores viden,
mobiliseres vores redning i Nordafrika.

År 2009, for første gang i over ti år,

migrerer en enorm mængde
tidselsommerfugle til Europa.

De ankommer med et højtryk

og trækker ind over kanalen
i konstant stigende antal.

Om morgenen den 25. maj

opdager en radarstation
i New Hampshire en migration

med elleve millioner sommerfugle
på vej mod Storbritannien.

Jeg ved ikke, hvordan de fandt til Knepp.

De steg ned fra himlen uden for
hoveddøren og fløj mod tidslerne.

Titusindvis af sommerfugle.

Lukkede man øjnene lød det som
et fjerntliggende vandfald.

Det var fantastisk.
Man kunne føle deres tilstedeværelse.

De lagde deres æg på tidslerne.

Larverne begyndte at æde bladene.

Snart stod kun stilkene tilbage.

De var helt molesterede.

Vi var reddet for en stund.
Af en sky af millioner af sommerfugle.

Folk taler stadig
om det fantastiske år 2009.

De kom ikke igen næste forår.
Ikke en eneste af dem.

Endelig fik vi et glimt af,
hvordan naturen fungerer.

En gruppe af arter, der forbindes
og afdækker et engelsk landskab,

som ingen har set i hundredvis af år.

Det er magisk. Et uvirkeligt landskab.

Med høje, tornede, hvide blomster.

Og fuglekvidder overalt.

Den højeste koncentration
af sangfugle i landet.

Stier, der åbne buskadset op og krydser
hinanden som svampenetværket nedenfor.

Og skaber en fantastisk, kompleks,
tæt og dyb vegetationsstruktur,

der er som raketbrændstof for dyrelivet.

De følelser, som man får,
det, som vælter op i en,

hensætter en til fortiden.

Det føles som om,
at man befinder sig et helt andet sted.

Tænk, hvordan et lille
mikrokosmos som Knepp

kan skabe noget meget større,
end summen af de enkelte dele.

Følelsen af, at have udrettet dét.

Bare ved at give slip.

Årene med at iagttage dette ske
har også forandret os.

Det har gjort os mere og mere bevidste

om det tab, som kontinuerligt skete.

Rundt omkring os.

Fjorten millioner fugle
er forsvundet fra himlen.

Vi har mistet 97 procent
af vore vilde blomsterenge.

Vi har pløjet 120.000 km levende hegn op.

Vi har mistet titusindvis af gamle skove.

En fjerdedel af alle pattedyr
i Storbritannien er udrydningstruede.

Vi er et af de mest
udpinte lande i verden.

Femten år efter, at vi første gang
hørte vores turtelduer på Knepp,

fandt jeg en død due på jorden.

Det kan ske, at den var død af alderdom,
af stress eller under migrationen.

Og det faldt sammen med
en videnskabelig rapport,

der viste, at mange af de
her arter er dømt til at uddø.

Knepp kan aldrig
på egen hånd standse udryddelsen

af turtelduer i Storbritannien.

Det satte en tyk streg under,
hvor lille projektet er.

Knepp er en boble. Det er en dråbe i havet

i forhold til den enorme forvandling,
som denne planet behøver.

Eksperimentet viste os løsninger.

Hvordan man kan binde et
genforvildet landskab sammen.

Men efter femten år havde vores budskab
om genopretning ikke fanget an.

Det skal række ud over disse grænser.

Ud over Knepps fæstning.

Det skal nå andre mennesker.

Men et nyt dyr skulle
profilere os på en måde,

som ingen ko eller gris
nogensinde kunne have gjort.

Dette nye kapitel hos Knepp
ville på en måde

blive det allervigtigste.

Sådan, ja.

Hovedet først.

Hej.

Seksten år efter projektets start

introducerede vi et dyr,

som ikke var rapporteret
ynglende i Storbritannien

siden 1416.

Det føles som magi.

Det her med storke, der kommer
med babyer i næbbet.

De symboliserer stadig held,
genfødsel og en ny begyndelse.

Det er så smukt,
når fuglene letter fra indhegningen.

De folder vingerne ud,
og straks svæver de over en.

Og kigger ned på den nye verden.

Den store spørgsmål for os:

Kan vores fugle overhovedet
finde ud af at bygge en rede,

når storker ikke har ynglet
her i flere hundrede år.

Når de indsamler grene, tænker jeg:

Herregud, ved de overhovedet,
hvordan man bygger en rede?

Senere begynder de på en
endnu mærkeligere proces,

hvor de forsøger at gøre det på en
tilsyneladende ubekvem seng af grene.

Og som kronen på værket

hørte jeg en morgen en lyd fra skorstenen.

Jeg havde aldrig troet,
at de ville være så selvsikre,

at de ville turde
at bygge rede på vores tag.

Nu må vi vente og se
om der udklækkes nogle unger.

Som bliver de første vilde storke,
som fødes i Storbritannien i 600 år.

Og efter at have ventet
på tilladelsen i ti år,

fik vi endeligt vores bævere.

Et dyr, som har været udryddet
i Storbritannien,

og som vi har udryddet gennem jagt,
var vendt tilbage til britisk jord.

Og de var der helt lovligt.

Det var så spændende.

Bævere er fantastiske ingeniører.

De skaber komplekse vandløb, der opsuger
storme og forhindrer oversvømmelser.

Det er utroligt,
hvordan et dyrs handlinger

ikke bare kan helbrede jorden
men også forandre menneskers liv

langt væk fra Knepp.

Utroligt nok har vi nu to storkeunger.

Og de er klar til deres første flyvetur.

Inspireret af denne fantastiske fortælling

ankommer der folk.

Det har vækket noget hos offentligheden.

Så folk nu ved, hvad der er gået tabt

i andre dele af landet.

Jeg har fundet en sommerfugl!

En sommeraften i juni

udklækkes den første storkeunge
i Storbritannien i 600 år.

Den forlod sin rede.

Og fløj.

Nu har jeg en stor bunke grene
ovenpå skorstenen.

En undskyldning for at få
Charlie til at klatre derop.

Er de på alle tre skorstene
eller bare på to?

Han lytter vist ikke.
Det er ikke usædvanligt.

- Charlie.
- Ja?

- Hvordan ser der ud deroppe?
- Der vokser engbrandbæger heroppe.

Åh, nej.

Det føles måske som afslutning på vores
fortælling, men selvfølgelig

har Charlie nye ambitioner og drømme.

Om en fremtid langt væk fra Knepp.

Heroppefra kan jeg se

stien gennem Downs til floden Adur.

Kvæget, grisene og hjortene

og ponyerne søger mod vandet.

Tænk, hvordan korridorer kan
formes som årer i en krop.

Gennem hele Storbritannien.

Og forandre landskabet.

Gennem hele vort land,
hele vores verden, vor planet.

Der er noget magisk
over denne enorme transformation

på dette udpinte stykke jord.
Størstedelen af planeten er udpint.

Det er fantastisk at forestille sig
disse store planteædere

vandre rundt og genskabe
landskabet, hvor de kommer frem.

Det er muligt, at vores grise
når hele vejen ned til stranden.

Hvor de roder i tangen
og bringer næringsstoffer

fra kystområderne helt op i bjergene.

Det føltes ensomt så længe.

I et af vores mørkeste øjeblikke
sendte en ven dette filmklip af en mand,

der danser en helt vanvittig dans.

Og alle, der sidder omkring ham,
synes, at han er sindssyg.

Men snart begynder andre
modige mennesker at danse.

Snart slutter alle sig til ham.

Og pludseligt har de dannet en bevægelse.

Og de få, som stadig sidder ned,
fremstår pludseligt mærkelige.

De deltager ikke.

Vi er ikke længere ensomme galninge,

der danser som tosser
for at tiltrække os opmærksomhed.

Vi er en del af en stor bevægelse
bestående af mennesker, som forstår.

Hvis vi vil redde de systemer,
som alt liv afhænger af,

så må vi ændre vores måde
at se på jorden på.

Og Knepp har vist,
hvordan vi kan gøre det.

Det viser,
at vi kan bringe livet tilbage til steder,

hvor det ikke tidligere fandtes.

Vi ved, hvordan man gør. Vi ved, hvordan
man lukker naturen ind i vores liv igen.

Undertekster: J. Petersen