All language subtitles for Steppeulven

Vil nonnen bede en bøn
For børnene ved indgangen

De, som ikke vil gå og ikke kan bede:
Bed for dem, der valgte en anden vej

Jeg længes med ord, der ikke findes,
og med tanker, der ikke kan udtales -

- efter at se dig.

Tale eller ikke tale. Bare at se
et menneskes øjne, som jeg ved har set.

Efter et menneske,
om hvem jeg ved, at det ved.

Jeg vil rejse tilbage til Nepal.

Jag vil prøve at blive frisk.

Kære Iben.

Jeg kender ikke slutningen,
men jeg kender begyndelsen.

Jeg havde bare sat plakater op mod
atomvåben. Politiet kunne ikke lide os.

Det var tredje gang, jeg blev taget
den aften. Så får man tæsk.

Men det handlede ikke kun om de våben,
men om Danmark, som var gået i stå.

Et land,
som skulle vækkes og forandres.

Hej, Eik.

Eik arbejder sammen med mig.
Iben, min kæreste.

Nå, så du er Eik.

- Carsten taler om dig.
- Jaså? Jeg taler aldrig om Carsten.

Hold din kæft, Eik.

Alvorligt talt, det koster os penge,
når dine plakater bliver konfiskeret.

- Du må passe bedre på.
- Jeg er ikke hurtig nok.

Så må du blive hurtigere.
Og meget stærkere.

Der var en god ting
ved at være politisk aktivist.

Jeg mødte Iben.

Eik Skaløe. Flot efternavn.

Iben er datter af Halfdan Rasmussen.

- Hej.
- Hej.

- Gør det ondt?
- Nej. De var tre mod en.

Det her er asfalt.

Det her... er kniplen.

Jeg skal skide.

Hallo. Lokum!

Tak.

Side 1 i den ufærdige roman.

Jeg spillede penge ind til en fly-
billet, fløj fra Teheran til Bagdad -

- solgte en læderjakke
og flyttede på hotel.

Dette er starten på romanen
om Biens liv. Og om Blomstens liv.

Om at åbne for sine sanser så stærkt,
at man tror, man skal dø.

Og om at overleve det.

Om at tro, selvom andre holder op.

Om at gå og gå og aldrig komme tilbage,
når verden åbner sig.

En uge senere besluttede jeg mig for
at flytte ind hos Iben.

Du er et svin, Eik.
Du er et stort, reaktionært røvhul.

All right.

Iben boede i et havehus
i sin mormors have.

Der mødtes man for at tale og tænke.

Vi knaldede hele tiden.
Vi havde ikke brug for andre.

Vi holdt os vågne for at finde ud af,
hvem vi var.

- Vi må definere os politiskt.
- Hvorfor det?

Frihed er at kunne gøre,
hvad man har lyst ti.

- Vi skulle være blinde passagerer.
- Vi kan blaffe.

Det hele sitrede.
Der skete ting omkring os.

Alt er naivt.
Så smukt og dumt på samme tid.

Vi ville forandre magtfordelingen.
Vi ville have nedrustning.

Vi ville få ungdommen
til at protestere.

Jeg skrev politiske kommentarer
og klagede til myndighederne.

Jeg havde en mening om alt.

Til jeg ikke havde det mere.

- Eik. Dit digt, er det færdigt?
- Ja.

Til jeg opdagede, at politik
ikke betød noget som helst.

- Dit digt.
- Ja, det kommer nu.

"Til Iben."

"Tolker dit ansigt. Dine uudgrundelige
øjne, jeg hemmeligt vover at spejde i."

Sikke et smukt digt.

For fanden, Eik, du skulle ikke skrive
et digt om din kærlighed til Iben.

"Gennem tusind blade, født af en
svedende skov..." Hvad tænker du på?

Jeg er begyndt at tvivle.
Jeg havde faktisk et digt.

Jeg skrev en historie om en små-
borgerlig mand, angst for atomvåben.

- Men hvorfor er vi så bange for dem?
- Fordi de kan udslette os.

- Er det ikke nok til et digt?
- Jo, men gøder rædslen ikke truslen?

For helvede, Eik...

- Det gør dem ikke mindre farlige.
- Rædslen gør, at vi tænker på bomben.

Men hvis vi er bange,
glemmer vi at leve.

Du bliver mere og mere reaktionær.

Er der legitimitet i kærlighed,
når der findes atomvåben?

Carsten havde en ny kæreste. Maj-Britt.

- Må vi være glade?
- Må vi være liderlige?

Hun var stukket af hjemmefra
og følte sig fri.

- Sikke noget vrøvl.
- Hvad?

Han har også en mening.

Eik tror ikke længere,
at vi kan forandre verden.

- Jo.
- Hvordan?

Se her.

- Sådan. Nu har jeg ændret verden.
- Hvad mener du?

Jeg har flyttet flasken to centimeter.
Jeg skabte en bevægelse i verden.

- Men jeg er stadig den samme person.
- Hvad mener du med det?

Hvordan kan vi forandre verden,
hvis vi ikke forandrer os selv?

Jeg synes hellere, I skal skride.
Jeg orker ikke at høre på jer.

- Iben og jeg kan vente på bomben her.
- For fanden, hvor er du egoistisk.

- Det er jo Ibens hus.
- Skrid herfra!

Det skal du kraftedeme
ikke sige til mig.

Hvad handlede det om?

Jeg vil have dig for mig selv.

- Det kan du ikke få.
- Hvorfor ikke det?

- Sådan er vi ikke.
- Hvordan er vi så?

I hvert fald ikke sådan.

Hør her...

Om lidt falder der
en atombombe over København.

Hold nu op, Eik.

Prøv at høre flyet?

Kan du høre det?

Nu sker det.

Lige nu.

København er blevet ramt
af en atombombe.

Om to minutter bliver du
ramt af trykbølgen.

Hvad ville du lave i de to minutter?
Hvad ville du gøre?

- Det er ubehageligt at tænke på.
- Ja, selvfølgelig.

Udslettelsen af en civilisation
er altid ubehagelig.

Hvad ville du gøre?

- Ryge, måske. Selvom jeg ikke ryger.
- Ja.

Nej, ved du hvad?

Jeg ville tage hjem og dø
med min mor og far.

Ja, det vil jeg.

Ville det gøre forskel, hvis du græd,
var lykkelig eller mellemfornøjet?

Nej.

Så hvorfor ikke dø
i lykke over at have levet?

I stedet for at gå og sørge over,
at man skal dø?

Hvad ville du gøre?

Hvis der kun var to minutter tilbage,
er der kun en ting at tænke på.

Kærlighed.

Jeg ville tænke på dig.

Jeg tror,
at du er rigtig forelsket i mig.

Ja...

Det er ikke så godt.

Jeg kan ikke forstå,
at min dreng fylder 20 år.

Det føles,
som om det var i går, jeg råbte:

"Hvis det er en dreng, skal han hedde
Eik." Præsten syntes, det var sært.

"Det er ikke et navn, det er en lyd",
sagde han.

Ibens far: Halfdan Rasmussen,
stor forfatter.

Ibens mor: Ester Nagel,
også en kendt forfatter.

-

- Min far. Og min søster.
- ...far og jeg forstår det knapt.

Men far og jeg støtter dig altid
i dine valg, Eik.

- Nu skåler vi for det forelskede par.
- Har I noget i glassene?

- For fremtiden.
- Skål.

Mor, hvad mener du med "forelskede"?

Kan man være for elsket?
Kan man elske for meget?

Eller er der noget "før" kærligheden?
Jeg kan ikke lide formler.

- I er da kærester?
- Kærester og ægtepar ejer hinanden.

Det gør vi ikke.

Et nyt syn på kærligheden
ville kunne ændre samfundet.

Hvilket samfund ville være
bedre end det her?

Et hvilket som helst samfund ville være
bedre end det nuværende.

Der er så meget i tv
om dårlig ånde og svedlugt.

Hvorfor taler vi ikke
om politik i stedet?

- Stop!
- Ingen politik nu.

Jeg bliver så tør i halsen.

- Vi skåler i stedet.
- Skål.

- Hvad laver du ellers, Iben?
- Eik og jeg vasker tog om natten.

- Hun startede i huset hos Rifbjerg.
- Forfatteren?

Eik vil også være forfatter.

Hvad skriver du, Eik?

Det er hårdt arbejde at skrive.

Det dur ikke at vente på inspiration.

Sæt dig ved skrivemaskinen hver dag.
Måske rummer du mere poesi, end du ved.

Hvad gik der galt
mellem Bien og Blomsten?

Hvad skete der?.

Blev de gamle for hurtigt,
eller var de unge for længe?

Hvad var det, jeg ville?

Jeg ville skrive romanen,
som forandrede alt.

Jeg tog til Paris for at få stof
og lede efter mit forfatterskab.

For at udtrykke de titusind ord,
som rumsterede i mit hoved.

Jeg sov i parken med eksistential-
isterne og skrev hjem til Blomsten.

Kæreste Iben. Denne grå morgen i Paris
er jeg så glad og fortvivlet.

Det hårdeste arbejde i verden er
at ændre sig. At ændre sig.

Side 63:
Hjemme i København skete der noget.

Iben mødte en mand, som lignede
den mand, alle kvinder drømmer om.

Han var smuk,
han var cool og røg filterløs.

Hvem er du?

Jeg... Jeg...

Men Henrik stammede utrolig meget.

Han var deserteret fra livgarden
på grund af mobning.

Han flyttede til Canada, men det var
endnu værre at stamme på engelsk.

Men Henrik havde andre tricks. Bilen.

Kroppen. Og pladen.

Iben ville udtrykke sig kunstnerisk
med sin krop.

Dans, sang, små hop. Hun vidste bare
ikke, hvordan hun skulle bruge kroppen.

Men det fandt hun ud af med Henrik.

Jeg vidste intet om, hvad de lavede,
men så skrev hun, at hun var på vej.

Jeg fik værelsesnummeret
på et hotel i Paris.

Jeg vidste kun, at Henrik var en
desertør som havde givet hende et lift.

Ikke sært, at jeg var paf over da at se
hendes nøgne krop sammenslynget -

- med en veltrænet elitesoldat.

Hej.

Hej.

- Det var ikke pænt gjort.
- I lige måde.

Han lader mig være fri.
Du ejer mig ikke.

Du har ret.

- Du mener det ikke.
- Jo.

Jeg ved bare ikke, hvordan man gør.

Jeg ved ikke, hvordan man sætter
nogen fri, som man virkelig elsker.

Du kan måske lære mig det.

Det her er helt forkert.

Undskyld.

Er vi ikke sammen længere?

Jo, det synes jeg.

Hvem er han så?

- Han er en anden.
- En anden?

Det hårdeste arbejde, der findes,
er at forandre sig.

Jeg ville give det nye forhold
en chance. Jeg havde ikke andet valg.

Goddag. Jeg hedder Eik.

Hen... Hen...

Jeg he...

- Hen... Hen...
- Henrik.

Du er jo soldat,
så vi kalder dig soldaten.

Du er kæreste nummer to her.

Hvad... Hvad...

- Fint, så er vi enige.
- Her er en plade, han har med.

Du får den som et tegn på hans venskab.

Bob Dylan. Det er jo os to.

Tak, Henrik.
Du er ikke med på billedet.

Der opstod straks en mandskamp.

Vi kørte mod Gibraltar. Den, som fik
Blomsten flest gange på vejen, vandt.

Blomsten vidste ikke, at der var kamp.
Hun nød bare al opmærksomheden.

Henrik var bedre på guitar. Han kørte
bedre end jeg, der ikke havde kørekort.

Og han sang smukt uden at stamme.

Så det stod snart 1-0 til soldaten.

Men som rødhåret
er man vant til at kæmpe.

Det blev ikke lettere af, at soldaten
blev et vilddyr, når han var presset.

Henrik sang godt,
men jeg havde sjæl.

Hvad sker der?

Den er tom.

- Så må du hente noget benzin.
- Det er mig, der...

Ja, det er dig, der kører,
men det er din bil. Du henter.

Plat.

Jeg vidste, at det var som
at lade ræven vogte får.

Og at fåret gerne lod sig æde.
Med hud og hår.

Henrik havde vundet. Men mens jeg
modtog nederlaget, skete der noget.

En forbipasserende
havde ringet politiet.

Henrik og Iben blev anholdt
for blufærdighedskrænkelse.

Jeg blev anholdt for at have langt hår.

Og her i en spansk provins indhentede
Henriks fortid som desertør ham.

Han blev sendt hjem
for at afsone sin straf.

Du... Hvem er du?

Hvad hedder du?

Jeg hedder ingenting.

"Hvad skulle luften, jorden, vandet
og ilden vide om mit navn?"

Walt Whitman.
Men hvad hedder du?

Jeg kunne stjæle din sjæl,
så du får noget at kæmpe for.

For at få den tilbage.
Jeg hedder Vincent.

Jeg har mistet passet -

- og nu venter jeg på nye papirer
i dette fascistiske land.

Hvem er I?

Eik og Iben fra Danmark.

Eik... Iben. Hvor skal I hen?

Vi har talt om Mexico eller Athen.

- Men vi ved det ikke.
- Stjernen vil lede jer den rette vej.

- Ikke sandt?
- Hvilken stjerne?

Det finder I snart ud af.

Da vi blev løsladt, gik vi ned til
stranden for at finde et sted at sove.

Der sad Vincent.
Som om han ventede på os.

Sid ned, tvillingesjæle.
Der er slangekød, hvis I tør.

Vincent var opvokset i Milano,
Paris og New York.

Så de har løsladt jer nu.
Hvad havde I gjort?

Blufærdighedskrænkelse.

Hvordan kan det være kriminelt?

Sikken smuk stjerne, du har på foden.
Hvad symboliserer den?

Den symboliserer friheden
og frihedskæmperne.

- Du lyder hele tiden som et digt.
- Det er alt, hvad jeg vil være.

- Så du er frihedskæmper?
- Ligesom dig, min ven.

Fjenden bor i dit hjerte.
Det er altid der, den gemmer sig.

- Vil du også have en stjerne?
- Ja.

Så skal du få en.

Vi fik stjernen på foden.
Frihedsstjernen. Følgestjernen.

Nu kunne vi aldrig fare vild.

Side 98 i den ufuldendte roman:
Marokko, Algier, Libyen.

Fire måneder uden tvivl og mandskamp.

Vi rejste videre til Ægypten, blaffede
gennem Tyrkiet og derfra til Beirut.

En morgen ankom vi endelig til Athen.

Det bedste og det værste
ved taget i Athen:

Jeg mødte Christian.

Maj-Britt havde mødt ham året før.
Han kom fra simple kår på Nørrebro.

Han var pusher for amerikanske musikere
i Paris, og nu var dette hans rige.

Mesdames et Messieurs.
Mine damer og herrer.

Velkommen til min hashrygerhøjskole.

Undervisningen starter nu.
Cannabis.

Han var leder for en masse unge,
som ville invies i nye hemmeligheder.

- Har I set det her før?
- Cannabissens hemmeligheder.

Godt, godt. Eik?

En chillum, som jeg fik i Istanbul, på
hotel Gülhane, stedet for de hippeste.

Der må ikke være luft mellem fingrene.
Helt tæt. Godt. Parat?

"Come away, O human child!"

"To the waters and the wild..."

"Come away, O human child!"

Side 117:

Jeg så menneskehedens udvikling
i denne flok på taget.

Fra små bakterier over krybdyr,
rovdyr, aber... til homo sapiens.

Jeg så deres smålighed, deres stræben
og deres forfængelighed.

Deres storhed. Deres dyriskhed.
Deres kærlighed.

Alt var godt.

"With a feary, hand in hand."

"For the world's more
full of weeping..."

"Come away, O human child."

"To the waters and the wild..."

- Hvad leder du efter?
- Iben.

De er taget af sted.

- Hvorhen?
- Aner det ikke.

Vincent har ligesom taget på hende.
Jeg har ikke taget på hende.

- Jeg har taget på hende.
- Har du det?

Eik, du er blevet taget
med bukserne nede.

Tak. Hvor er de?

Jeg beklager, Eik, men de talte jo
hele natten. Hørte du dem ikke?

"Jeg føler... Jeg ser... Jeg ser..."
Bla, bla.

Kæreste Eik.
Jeg tager til Kreta med Vincent.

Jeg savner dig allerede,
men jeg er nødt til at gøre det her.

Iben.

Når du har det sådan der,
skal du ikke ryge hash.

Jeg tror, vi har brug for
en overbygning.

Stræk armen, hr. Skaløe.

Aldrig. Altid på vej et sted hen.
Altid. Den gik på to ben.

Aldrig. Den havde tøj på.
Hun var et utilfreds menneske.

Altid på vej videre. Aldrig.
At han slet ikke var et menneske.

Aldrig. Men en ulv. På steppen.

Altid på vej videre.
Altid på vej et sted hen.

Aldrig i ro. Aldrig i ro.

Jeg spillede penge ind hver dag.

Jeg ville rejse til Kreta
og finde Iben.

Dagene gik...

- Eksamensdags.
- Jeg passede min skole.

Hvad er det her?
Hvad er det vigtigste ved en chillum?

Ingen luft mellem fingrene.

Jeg sled mig gennem pensum.

Du har hermed bestået eksamen ved
Christian Arløvs hashrygerhøjskole.

Pludselig en dag... stod hun der igen.

Der skete ikke noget mellem os,
hvis du vil vide det.

- Det vil jeg faktisk ikke.
- Han ville ikke komme imellem os.

Og så sendte han mig hjem.

Det var da pænt af ham.

Jeg opdagede, at jeg var gravid.

Hvad sagde du?

- Hvad siger du?
- Jeg er gravid.

- Jeg skal have et barn.
- Med hvem?

Med dig.

Er du sikker?

Det må være sket i Afrika, så ja.

Okay.

Jeg har fået en adresse.

Til hvad?

Så jeg kan få det væk.

Barnet?

- Det synes jeg ikke.
- Jeg vil ikke have noget barn.

Man må tage skraldet.
Det er ikke barnets skyld.

- Det er kun et foster.
- Det er vores foster!

Det er vores!

Dit og mit.

Se på mig.

- Se på mig.
- Aborten er dyr, så spil penge ind.

Vi kan være en rejsende familie.

Jeg kan skrive og sælge artikler.
Du kan tegne.

- Lidt som dine forældre.
- Jeg har haft en drøm, Eik.

Flere gange.

Jeg drømmer, at vi er i Afrika.

Vi kører rundt i en bus.
Bagerst sidder en gammel kvinde.

Hun synger så smukt.

Jeg vil vende mig om
og se på hende.

Jeg vender mig om ...

... og opdager ...

... at hun er død.

Død under rejsen med os, Eik.

Hvad har det med noget at gøre?

Hvis det er døden at rejse,
så tager vi hjem og får det barn.

Jeg spillede penge ind,
så Iben slap for at føde vores barn.

Jeg fulgte med hende.
Et hus i udkanten af Athen.

Et hus uden vinduer med hemmelig-
heder jeg ikke kunne trænge ind til.

Hvad var det, der gik galt?

Var det vores ufødte barn eller det,
som vi ikke kunne sætte ord på?

Var det, da Iben blev syg?

Jeg troede, du ville hente mig.

Åbenbart ikke.

- Jeg rejser nu.
- Hvorhen?

Hvor jeg vil. Jeg starter
med Hotel Gülhane i Istanbul.

Og så videre, så langt østpå jeg kan.

Indien kunne være en mulighed.

Eik, jeg har det ikke så godt.

Det er en infektion, Jeg har den
rette blanding: Penicillin og morfin.

Hold hendes arm.

Hårdt.

Du bliver rask igen.

Det skal du være hele tiden,
hver gang du tager et nyt sted hen.

Kom efter mig, når du er klar.

Ja, skat. Jeg kommer.

Itsi-Bitsi.

Lillebitte.

Jeg rejste. Til lands,
til vands og i luften.

Tyrkiet, Israel, Iran, Irak.

En dobbeltdækkerbus kørte to af
mine tæer af. Jeg blev indlagt.

Iben kom ikke.

Jeg burde ikke have
efterladt hende.

- Rut Sørensen.
- Hej, mor.

Hej, Eik.

- Tillykke med fødselsdagen.
-Tak, skat. Og tak for kortet.

Jeg savner dig.
Det gør vi alle sammen.

- Hvornår kommer du hjem?
- Når min roman er færdig.

- Iben var her med en gave.
- Hvordan har hun det?

Ikke så godt.
Det virkede i hvert fald ikke sådan.

Hun er blevet så lille og bleg.

Hun siger, hun har det fint. Hun havde
en fyr med, der skræmte mig lidt.

- Christian hed han vist.
- Christian?

Ændring i romanen, side 21 4:
På vej til Danmark.

Jeg kontaktede ambassaden. Jeg kunne
ikke overlade Iben til Christian.

Kan du kende det hele?

Har du gemt alle mine postkort?

- Fortæl om det der hotel.
- Gülhane?

Det er ligesom i Athen,
men meget større.

Og så bor alle folk...

Fortæl bare videre.

Vil du have noget?

- Iben...
- Hvad?

Hvad er der sket?

Hvad er der sket med dig?

Iben, se på mig. Se på mig.

Der sker ikke en skid!

- Giv mig den. Jeg skal have den.
- Nej, det kan du ikke tåle.

- Hvad fanden ved du om det?
- Du kan ikke tåle det.

Slip mig!

Det er ikke det, vi skal, Iben.

Det der er også en formel. Alt det,
vi ikke bestemmer over, er fjenden.

Hvorfor kom du hjem?

- For at hjælpe dig gennem det her.
- Slip.

Slip mig nu.

Iben, se på mig.

Vi gør det her sammen.

Vi gør det sammen, okay?

Vi gør det sammen.

Bliv liggende.

Hun var jo syg.
Hun svedte og lå og rystede.

Vær glad for, at jeg havde det her.

- Jeg troede, du forstod oprøret.
- Hvilket oprør?

- Det ved du godt.
- Junk? Det er der ikke meget oprør i.

Du tager fejl. Hashen forestiller
livets sande meningsløshed.

Junken er mere radikal,
vores hævn over skabelsen.

Det fører os tilbage til vores
oprindelige form, hvor vi intet mærker.

Og ikke ved, vi eksisterer.

Målet er ikke stoffer.
Målet er at være sig selv.

Du var en dårlig elev. Det er en løgn,
de har solgt dig, Eik.

Wienerbrød med glasur eller creme,
- det smager af det samme.

Sådan. Nu spinder hun.

Jeg vil gerne have,
at du holder dig væk fra Iben.

- Vil du ryge?
- Helt væk.

- Jeg er holdt op.
- Det siger alle.

Første gang siger du ...

... "nej". Anden gang siger du ...

... "nej".
Tredje gang siger du "hvorfor ikke?"

"Det skader jo ikke."

Det skader jo ikke.

Fjerde gang siger du ...

Fodnote side 222:

Det gik ikke helt
efter spejderens plan.

Der startede en ny mandskamp,
mens jeg fortsatte med at skrive.

Det var svært at få fat i stoffer,
så vi var nødt til at stjæle dem.

Både Christian og jeg havde
vundet og tabt på forhånd.

Men vi spillede spillet.
Hvem turde mest?

Christian skaffede tomme lejligheder.

Ritualet var altid det samme.

Rovet blev stillet op,
og først når alt var væk, kom vi ud.

Side 233:

Jeg var en reporter på research, som
skrev reportager fra en anden verden.

Mørket kommer listende,
og nu må jeg stå for skud.

Månen presser væden ud
af min chillum-klump.

Hvor er I henne, venner.
Er festen forbi?

Er jeg er væk, når I kommer tilbage,
er jeg fløjet bort til øen, vi to så.

Og jeg tager mine
violette snabeltyrkersko på.

En dunhammeraften.

Hammer med stort H.

En dag fik jeg fat i det sjældne
og eftertragtede LSD 25.

En slør skulle rives væk. Virkeligheden
bag virkeligheden ville træde frem.

"Kun for forrykte."

"Der var engang en, der hed Harry,
som blev kaldt Steppeulven."

"Han gik på ben,
havde tøj på og var et menneske."

"Men i grunden
var han en steppeulv. Men..."

Jeg tror, jeg flyver en tur.

- Christian kom aldrig til at gå igen.
- Der er mange etager.

Han begyndte at høre stemmer
og blev indlagt på den lukkede.

Uden at ville det havde jeg vundet
endnu en mandskamp.

Politiet havde fået nys om mandskampen.
De havde i hvert fald fundet os.

Er der sket noget?

Spiser I vitaminer nok?

Vi blev fængslet. Jeg fik seks måneder
for indbrud i et apotek.

Jeg aflagde fuld tilståelse ved at give
dem fra side 235-237 i min roman.

Iben blev løsladt efter 1 4 dage.

Jeg tog det største skrald. De havde
kun en kanyle med lidt morfin på hende.

Celle 13. Helsingør Arrest.

Jeg lukker brevet, men åbner det igen.
Jeg får ikke sagt, det jeg vil.

Når vi ses igen over en kop
gammel kaffe eller på en strand...

Vores tankers rejse... Så skal vi tale
om at elske uden at eje.

Om tvivlen på det, man tror på og
elsker. Om angsten for, at det er slut.

Det er kærlighed, smerte og glæde.

Og et ønske om, at det skal være det.

Iben havde prøvet at glemme morfinen.

Men nu mærkede hun trangen brænde.

Til sidst var det så skingert,
at hun måtte give efter.

Så det gjorde hun.

Efter et halvt år blev
jeg endelig løsladt.

Hej, mor.

- Jeg flyttede hjem.
- Hej, Eik.

- Er du okay?
- Ja.

Iben havde ikke skrevet i flere måneder
trods alle mine breve.

Hvor var hun?

I stedet for Iben fandt
skygger fra fortiden.

Sid ned, Eik Skaløe.

Jeg vil vise dig noget.

- Har du hørt, at vi er blevet gift?
- Tillykke.

- Du og Iben burde være blevet gift.
- Ja...

Hvor er Iben?

- Hvad?
- Iben.

På et teater i Jylland.
Kropsteater.

Noget magisk teater med... kroppen.

Hun har efterladt et brev til dig.

Jeg har passet på det.

Kæreste Eik. Jeg er kommet ind på
Odinteateret takket være mine forældre.

Jeg tror, jeg hører til her.

Jeg savner dig, men lad mig
være i fred. Jeg er ikke stærk nok.

Din Iben.

Itsi-Bitsi.

Tag med mig ...

... til Nepal.

- Du kan da tage studentereksamen?
- Jeg kan finde et job til dig.

- Jeg har tænkt mig at lave en plade.
- En plade?

- Hvilken plade?
- En med sange på.

- Mine sange.
- Har du kontakter til det?

- Det får jeg.
- Det er nok ikke en god idé.

Naturligvis skal Eik lave en plade.
Bare den er på dansk, ikke engelsk.

- Ja. Jeg er i gang med teksterne.
- Ja...

Jeg ville for en gangs skyld
følge et projekt til dørs.

Jeg havde hørt om en folkesanger,
som ikke kunne lide sangene, han sang.

Stig Møller.

min undulat er død

Stig. Stig.

- Kender du den fyr?
- Nej.

- Hvem er det?
- Min producer.

Vi indspiller faktisk en plade her.

Stig... Jeg beklager undulaten.

Læs det her.

- Han virker sur.
- Vær venlig at forlade studiet.

- Det virker sådan.
- Bed din ven om at gå.

Jeg skulle bede dig gå?

Okay. Det havde jeg ikke forstået.

"Undulat", andet vers, Stig.

- Hvor skal du hen?
- Spise min mad, før vi fortsætter.

Læste du min tekst?

"Hvor er I henne, venner,
Er festen forbi?"

"Er jeg væk, når I kommer tilbage,
er det fordi ...

... jeg er fløjet bort til øen,
som vi to så."

"Hvor jeg tager mine violette
snabeltyrkersko på."

"En dunhammeraften.
Hammer med stort H."

Det er godt.

Hav det godt.

Jeg har hørt,
at du er træt af dine tekster.

Det er ikke mine tekster.

- Men de vil gøre mig til popstjerne.
- Ryg på den her.

Skal vi lave en plade sammen?
Mine tekster, din musik.

- Det ved jeg ikke...
- Godt, det gør vi.

- Kan du spille elguitar?
- Jeg kan prøve.

Nu går vi ind og siger,
at vi dropper dine papegøjetekster.

- Undulat.
- Også den. Jeg synger.

- Kan du synge?
- Nej.

- Hvad er det der?
- Hostemedicin.

- Du hoster da ikke?
- Nej, jeg tager jo medicinen. Her.

Så du ikke hoster
direktøren i ansigtet.

Stig skal ikke synge om undulater.
Elguitaren er vor tids skrivemaskine.

LP'en er vor tids roman. Musikken skal
udvikle. Vi fortæller om det nye.

Vi søger erkendelser gennem narkotika
og musik. Vi søger. Forstår du?

Jeg har hostemedicin.

Tak.

Tag dem alle sammen.

De gamle mure vælter. Vi tror på
kraften i nuet og lever med vanviddet.

Elske verden og give afkald
på alt materielt, hr. direktør.

En plade er ånd kastet i riller.

"En plade er ånd kastet i riller..."

Præcis.

En plade er ånd kastet i riller.

Hvorfor sidder Stig Møller i loftet?
Tag ham ned.

Direktøren er begyndt at forstå.

Frøken... Frøken Jørgensen
sidder inde i samtaleanlægget.

Jaså?

Frøken Jørgensen, gør en kontrakt
klar til de unge mennesker.

Der sidder han, ja.

Hej, skat. Det er Eik.
Det er Anita.

Vi skal lave en plade
med Eiks tekster i stedet for mine.

- Ja. Tak.
- Eik spiser med.

Han sover her et par dage.

- Jeg troede, vi skulle hygge.
- Ja, ja.

Jeg skal bare lige...

- Er du sulten?
- Jeg har ikke spist i nogle dage.

Og vist heller ikke badet.

Jeg håber, du kan synge.
For du har vist taget magten over Stig.

Hvad hedder jeres gruppe?

- Steppeulvene.
- Steppeulvene?

Efter Hesses roman?

Det er sjovt med Hesse.
Han skriver om steppeulven.

- Anita læser til psykolog.
- Steppeulven lever alene.

Men du er tydeligvis
bange for at være alene.

Man kan være alene i flok.

Men bogen handler
om en mand i 50-årsalderen.

Og han overvejer at begå selvmord.

Han er hvileløs, rastløs.
Alt er lidelse.

Hvorfor ikke bare være ung og glad?

Det har jeg ikke sagt, man ikke kan.
Men du mener ung og glad som dig.

Men du virker ikke ung og glad, men som
om du ved, hvordan livet skal være.

Du har en plan, ikke sandt?
En plan for dit perfekte liv.

"Stig, jeg vil gerne have børn."

"Stig, jeg vil have hus i Herlev.
Stig, et større hus i Hellerup."

Til du vågner en dag og mærker,
at din unge glæde står i garagen -

- ved siden af jeres store, fede Volvo.

Det er nok godt, der kommer en
og forstyrrer jeres hyggeaften.

Hvad fanden er det for noget?

Anita er faktisk ret ofte glad.

Jeg har mødt dig før.
En romantiker og nihilist.

Som bare driver rundt i verden
med sin store smerte.

Han tror, han har løsningen
på problemerne, men er i vildrede.

Skal pladen handle om det?
Din romantiske forvirring?

- Vi har fundet vores første anmelder.
- Jeg tror, jeg har noget her.

mørket kommer listende
og nu må jeg stå for skud

månen presser væden
ud af min chillum-klud

hvor er I henne, venner
er festen forbi

er jeg væk, når I kommer tilbage
så er det fordi

vi er taget bort til øen
som vi to så

hvor jeg tager mine
violette snabeltyrkersko på

Jeg er stolt af at præsentere
vores nye orkester Steppeulvene.

I dag fejrer vi deres LP "Hip".

Stig fandt to garvede musikere:

Preben med en hashdom bag sig og
Søren, som elskede sin farmors Ketogan.

- Hvad er idéen med pladen?
- Ingenting. Ikke som du tror.

- Der er ikke en opbyggelig idé.
- Hvad skal det sige os?

- Hvad kan en ny generation lære?
- Ryger de hash?

Jeg tror, at folk i dag er voksne
og frie nok til at ryge hash.

- Er der hash i Deres cigaret?
- Nej.

Men De ryger meget hash?

- Som skorstene.
- Har De indtaget andet narkotika?

Hvem er teksterne skrevet til?
Hvem er fx Itsi-Bitsi?

Holstebro 1777.

Værsgo.

- Ja?
- Iben?

- Dav, Eik.
- Dav.

- Jeg har ringet mange gange.
- Jeg har ikke været hjemme.

Jeg arbejder hele tiden.

Jeg er på turné. Vi er
blevet den store hashsensation.

- Har du set aviserne?
- Nej.

Men nu er vi i Jylland,
og på lørdag kommer vi til Ålborg.

- Du må nok komme og høre os.
- Jeg vil rigtig gerne se jer.

Jeg kommer, hvis jeg har tid.
Jeg må løbe nu. Hej.

Skal vi køre, Eik?

Er du okay, Eik?

Elskede, nu er jeg kommet tilbage
fra et vanvittigt trip i Mellemøsten.

Jeg bringer guld fra moskéernes tage
og ædelt silke fra middelhavskysten.

Jeg har blaffet 10.000 kilometer.

Min tale er heftig
som blæst på trompeter

Lad mig knæle for din bestjernede fod.

Og give dig et ...

... lotus... læbekys.

min elskede, snus til min afghanjakke

broderet med isblomster fra Gülhane

når vi har grinet, så skal vi snakke

dit sorte hår
drypper smukt fra din pande

det er svært at få vejret
når man endelig ses og

bjæffer af lykke
som små pekingesere

lad mig knæle for din bestjernede fod

og give dig et lotuslæbekys

min elskede, når vi husker efter

hvad har vi så gjort
at vi har det så herligt

i arkivets stabler af hæfter

hvisker blækket til arkene
jeg elsker dig helt kærligt

ligesom liljer
der vugger til ro på en mark

vil jeg plukkes af vinden
der bor i din park

lad mig knæle for din bestjernede fod

og give dig et lotuslæbekys

Itsi-Bitsi.

Itsi-Bitsi, tag med mig til Nepal

ja, Itsi-Bitsi, tag med mig til Nepal

vejen er lavet af rågummisåler

kun dine bare tæer

kys dine skarabæer

lyt til speedometeret, der skråler

Holstebro 1777.

Iben.

Hallo?

Goddag, det er Eik Skaløe, der ringer
på vegne af popgruppen Steppeulvene.

Undskyld, jeg nåede det desværre ikke.

Jeg kan lade røre ligge her.
Skal jeg gøre det?

Nej, jeg bliver nødt til at løbe.

- Hej.
- Iben...

- Vi ses, ikke også?
- Jo, selvfølgelig.

Vi ses. Jeg må løbe nu. Hej.

Velkommen til ordensmagten. 1, 2, 3, 4.

den gamle dame ovenpå har taget gas

djævelen har stemplet i hendes pas

undskyld, hvis jeg er lidt bleg i løden

det skyldes ikk' kun
stor respekt for døden

luften stinker
stoplyset blinker

hr. major, hvis De tror
der er en chance

så send en rustvogn
og en ambulance

min pige ligger her på niende måned

og i den elvte time er hun dånet

undskyld, at jeg er en smule pivet

det skyldes stor forundring over livet

sengen knager
rådhuset flager

fru jordemor, hvis De tror
der er en chance

så send en klapvogn og en ambulance

Det er mit.

Kanylen, tabletterne, chillumen, alt.
De andre har ikke gjort noget.

Jeg tog skylden for det hele.

Det betød ingenting.

Jeg skabte Steppeulvene.

Jeg forlod dem igen.

En måned efter løsladelsen
besluttede jeg at rejse til Østen.

Nu skulle vi hele vejen.

Hej, Eik.

Hej, Iben.

- Hvordan går det på teateret?
- Det går godt, tak.

Der er meget at lave.

Din plade er virkelig god, Eik.

Jeg skulle hilse fra min far og sige:
"Bliv ved med det."

"Bliv ved med det"...
Tak til Halfdan.

- Og nu rejser du.
- Ja. Og du skal med.

Nej, det skal jeg ikke.

Hvorfor egentlig ikke?

Jeg var ved at dø, Eik.
Det vil jeg ikke.

Jeg kunne også blive her.

Iben, hvornår har vi
virkelig prøvet for alvor?

- Det har vi faktisk gjort.
- En af os var altid på vej væk.

Jeg kunne gå hjemme og have maden klar,
når du kommer hjem fra teateret.

Og skrive, selvfølgelig. Vi kan have
en stue, hvor børnene kan løbe.

Jeg kan ikke få børn, for helvede.

Jeg var så syg, da jeg kom
hjem fra Athen. Efter aborten.

Jeg var nødt til at blive opereret,
og nu kan jeg ikke få børn.

Så bliver det bare os to.
Det er næsten endnu bedre.

Vi kører bare. Motorcyklen står
derude, guitaren er her. Vi skrider.

Eik, jeg har mødt en mand.

En fra teateret. Vi skal giftes.

Tillykke. Han kan tage med.

- Det går ikke.
- Nej...

Det går ikke.

Vil du ikke godt tage med?

- Vil du ikke tage med?
- Jeg kan ikke, Eik.

Jeg kan ikke.

Jeg må gå nu.

Eik...

Jeg elsker dig.

Ja... det er, hvad man fandt.

Fru Sørensen... Fru Sørensen?

Kan De svare på, om det her
kan være Deres søn Eik Skaløe?

Var det ham?

Jeg solgte motorcyklen
og guitaren i Istanbul.

Siden har jeg blaffet
og taget toget til Nepal.

Jeg vandrer konstant. Jeg vil kun
eje det, jeg kan bære med mig.

Og alligevel fortsætter jeg med
romanen, som aldrig bliver færdig.

Det kommer flere og flere
hippier fra vesten.

Det er godt med selskab,
men jeg bliver hurtigt rastløs.

Jeg må videre, videre, videre.

Kroppen må ikke være andet end ømhed.

Godt. Og nu energi.

Mere kraft i bevægelserne.

Vis, hvad I kan.

Iben, du har telefon.

- Ja?
- Hej, Iben. Det er Rut.

Hej, Rut.

Jeg ved ikke...

Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal
sige det her, men...

Man har fundet knogler i ørkenen på
grænsen mellem Indien og Pakistan.

Det er med al sandsynlighed Eik.

Der var et afskedsbrev til os
og en note til dig.

Skal jeg læse det for dig?

Ja.

"Kære Iben. Sikke en historie. "

Og så citerer han et digt.

"Vil nonnen bede en bøn,
for børnene ved indgangen -

- som ikke kan bede og ikke vil gå... "

Hver morgen er du den første, jeg
tænker på, og hver aften den sidste.

Også nu.

Fred og meget kærlighed.

Din Eik.

Jeg fylder bøger med ord og tegninger
og sælger dem til amerikanere.

Hver gang jeg sælger en bog,
føler jeg mig befriet.

Jeg længes umådeligt
med ord, som ikke eksisterer -

- og med tanker, som ikke kan udtales,
efter at se dig.

Tale eller ikke tale. Bare at se
et menneskes øjne, som jeg ved har set.

Efter et menneske,
om hvem jeg ved, at det ved.

Er det muligt at miste livet
af aldrig at have ro?

Kan man dø af at være en steppeulv?

Steppeulv...

Ordet fylder mig med lede.

Utilpas blandt mennesker
og hjemløs blandt dyr.

Jeg tager skraldet for,
hvad jeg har gjort.

Det her er nok det sidste, jeg skriver.

"Dette selvmord er besluttet
og udført af mig selv.

Det er ingen andres skyld
end det onde menneske i mig."